Post by Iru-Jon Yasashii on Jan 13, 2009 0:44:53 GMT 1
Plus Profil Skema: Heks/Menneske.
Generelt:
Fulde Navn: Iru-Jon Yasashii (illusion gentle ~ gentle illusion) (イルージョン 優しい)
Kælenavn: Iru, Iru-Jon, Yashii(meget sjælendt og kun af nære venner)
Alder: 25, lærer
Køn: Han
Heks/Troldmand eller Menneske: Troldmand
Rank: Lære (Høj C rank SP og ESP)
Udseende:
Højde: 187 cm
Vægt: 65 kg
Øjne: Selve øjnene er en smule smalle i det, mens iris og pupil er store. Der er en kraftig mørkeblå ring rundt om iris, og i udkanten rundt om pupillen er der en lidt mere gråblå farve, mens resten af iris har en metallisk blå farve. Hvis man ser dem et godt stykke væk, ser de mest af alt sorte ud, selvom man godt vil kunne skimte det metalliske og det blå en smule.
Hår: Langt(til ca. den nederste del af midt på ryggen), næsten altid i en hestehale, sort med et skær af blåt, hvis lyset rammer det rigtigt.
Krop: Nogenlunde normal, selvom man nok ville kalde ham slank frem for muskuløs. Ikke at han ikke har nogle muskler, man kan bare ikke rigtigt se dem, dog han heller ikke er den stærkeste, og det ved han også godt selv. Hans hud er meget lys, men ikke helt bleg, selvom den måske ville få noget mere farve, hvis han var ude i solen noget mere, end han som regel er.
Detaljer: Man kan kun se de følelser, han selv vil have, man skal se, mere eller mindre uanset hvor god man er til at læse folk. De mest normale følelser, han udstråler, er neutralitet og høflighed – men ikke på den der irriterende måde, mere på en gentlema-agtig måde.
Det skal også lige siges, at hans 'ekstra' medie, er en lille ørering, der nærmest altid er gemt bag hans hår. Man lægger næsten aldrig mærke til den, og hvis han endeligt rører ved den, har han som regel en illusion af sig selv til at ligne, at han bare løfter hænderne foran sig eller sådan noget.
Personlighed:
Personlighed:
Generelt er Iru meget rolig, høflig og galant. Han har alle følelser som et normalt menneske, selvfølgelig, men han er bare meget god til at skjule dem som regel. Hvis det sker, at han ikke kan styre dem, har han en mekanisme, der gør, at hans ’illusionsskjold’ går op, hvilket vil sige, at han, uden at tænke over det, laver en illusion af sig selv som ser ud, som han gør normalt. Af denne grund kan det være meget svært for andre at læse ham – idet han også ved meget om, hvad han signalerer. Det, at han altid er høflig og neutral, kan have mange virkninger på folk, og det er meget forskelligt fra person til person, om de bryder sig om hans høflige fremgangsmåde.
Iru holder meget af at lære og at lære fra sig, hvilket nok var en af grundene til, at han blev lære lige fra starten af. Han har et ret godt naturtalent for at kunne fange elevernes opmærksomhed, da han bruger sine illusioner til at illustrere de ting, han siger, så det hele ikke bare bliver undervisning på tavlen. Siden han elsker at lære nye ting, kan han bruge mange timer på at sidde med mange stakke af bøger. Hvis han møder en person, der står meget ud fra de fleste andre, vil det også vække hans interesse, for måske kan han lære noget nyt fra denne person.
Siden han har haft nogle ikke så heldige oplevelser med nogle af sine kvindelige elever, sørger han som regel for at holde lidt afstand til dem, han har nu, når det ikke angår skolearbejde – også når det gør, hvis de er alene. Han vil ikke have, at det ender, som det gjorde med Jiyuu eller nogle af de andre piger, der faldt for ham. Han forsøger så godt som muligt at bevare et elev-lære forhold til dem, ham underviser.
På samme tid afviser han ikke en elev, der måske har lidt problemer – om end det så er med lektierne eller noget mere seriøst – for han kan godt lide at hjælpe andre. Han sørge også for, at hans elever ved, at de altid kan komme til ham, hvis de har et eller andet problem. Hvis han så ikke kan gøre noget for at hjælpe dem, kan han jo altid bare lytte til, hvad de har at sige, for det hjælper også; og han er en meget god lytter.
Han taler næsten aldrig om sin fortid, for han bryder sig ikke om at tænke på eller om, at andre skal kende til den. Hvis han skal være helt ærlig, vil han egentligt helst bare glemme alt om den og komme videre, men i sandhed plager den ham stadig, og han drømmer nogle gange om sin far, sin søster, sin mor og Jiyuu og hendes familie. Det er sjældent, at drømmene er rare.
Hvis man ikke kender ham, vil man måske betragte ham som kølig og isoleret, men når man lærer ham bedre at kende, kommer man til at finde ud af, at han faktisk er god nok, selvom det nok vil tage meget tid og prøvelser af tillid før han tør åbne sig helt for en fremmed. Hans erfaringer siger, at det er en sikker måde at blive såret på, og det vil han helst ikke blive længere.
Styrker:
-Krop: Tjaa, Iru har ikke rigtigt nogen fysisk fordel, men han er ikke helt langsom og heller ikke helt vildt klodset, så det er vel på en måde en fordel for ham nogle gange.
-Psyke: Iru er meget god til at holde hovedet koldt, og siden han har meget stærke illusioner på hans side, er det som regel meget svært at nå ind til den rigtige ham, hvis man da overhovedet kan se ham.
Svagheder:
-Krop: Som sagt, har Iru et meget stærkt forsvar bestående af illusioner, men hvis man bryder gennem det forsvar, har man en klar fordel over ham, for han er ikke en, der bryder sig om nærkamp.
-Psyke: Tjaa, som i fysisk fordel, har Iru heller ikke rigtigt nogen stor psykisk svaghed, selvom han selvfølgelig kan få sin koncentration ødelagt, selvom der skal ret meget til.
Baggrund:
Historie:
”Yashii!” råbte den lille pige henrykt, mens hun sprang i armene på sin storebror. Han krammede hende ind til sig og kunne mærke glædesvarmen brede sig i sin krop. Det var ved at være længe siden, han havde været hjemme, for han havde været på ’forretningsrejse’ med sin far i et par måneder nu. Hans far havde fundet ud af, at de tynde hårstrådslignende ting, der havde ligget bundet sammen i kurven, da de havde fundet ham, var meget vigtige for sønnen, og at man kunne mærke en lidt sælsom kraft fra sønnen, når han bar rundt på dem.
Han havde også fundet ud af, at drengen sommetider var nyttig at have med sig, når han skulle forhandle et eller andet, for han havde et naturtalent for at vide, hvad den anden person ville have, selvom det ikke altid var lige præcist. Derudover var han usædvanligt klog for sin alder. Faderen var begyndt at blive glad for, at de havde taget drengen til sig, selvom han virkeligt havde været imod det, da de havde fundet ham på deres dørtrin.
”Var det meget slemt, Yashii?” hviskede pigen, da deres far var gået forbi dem og ind i huset. Hendes bror rystede på hovedet, selvom det ikke var sandt, at det ikke havde været slemt. Han hadede at være på ’forretningsrejser’ med sin far, for det betød, at han skulle ligge vågen om natten, mens faderen og en eller anden, drengen aldrig kendte, larmede højlydt inde ved siden af. Iru vidste godt, hvad hans far foretog sig, men han ville ikke indrømme det – hverken overfor sin lillesøster, sig selv eller nogen anden. Han benægtede det overfor sig selv, for det var for meget for en 8 årig dreng at håndtere.
”Skal du snart af sted igen?” lød pigens stemme, mens de klare, grønne øjne betragtede ham. Hun havde trukket sig lidt ud fra ham, for bedre at kunne studere hans ansigt. Ikke at det hjalp meget, for hun kunne næsten aldrig læse ham, selvom hun var ret god til at læse andres kropssprog for en på hendes alder. Hendes bror havde dog været til i godt 3 år mere, end hun havde, hvilket betød at han havde haft noget længere tid til at lære sit eget og andres kropssprog at kende – hvilket han også havde.
Fra en meget tidlig alder havde han fundet det nødvendig at være god til at lyve. Lige siden hans første ’forretningsrejse’ med sin far, da han havde været 4, havde han været nødt til at lyve overfor alle; inklusiv sig selv. Han havde fundet ud af, at hvis han troede nok på en ting, så var det sandheden, og så kunne han overbevise andre om det samme. Han havde også lært at lukke af for sine følelser, når det var nødvendigt, for ellers havde han umuligt kunnet klare sig gennem de mange ture med sin far.
”Det håber jeg ikke,” svarede han sin søster, mens han igen rystede langsomt på hovedet og smilede. En af de eneste personer, han ikke brød sig om at lyve overfor eller lukke ude, var søsteren, og det vidste de også begge to. Søsteren stolede blindt på ham, og hun var blevet vant til ikke at kunne læse ham, men bare tage ham på ordet, for han talte nærmest altid sandt, hvis det var hende, han talte til. Hun smilede tilbage til ham og rakte sin hånd frem mod ham, så de også kunne gå ind i huset.
”Far, jeg vil ikke!” skreg drengen, mens han vred sig til ingen verdens nytte, ”hvorfor gør du det her mod mig?!” tårerne løb ned ad hans kinder, men han kunne virkeligt intet stille op. De havde spændt ham fast, og det eneste, han fik ud af at vride sig, var, at hans håndled og ankler smertedes, idet stropperne gnavede sig ned i huden på ham. Det var længe siden, han havde vist så meget følelse, men det lod faderen ikke til at tage sig af.
”Jeg ved ikke, hvad der er med de her ting,” mumlede han, mens han studerede bundet af hårlignende tråde, ”men de ser ud til at give dig nogle særlige evner,” han stod med ryggen mod drengen, så drengen kunne ikke se hans ansigtsudtryk, ”jeg har nu holdt dem fra dig på hele denne forretningsrejse, og du har ikke været til nogen gavn for mig, så det må have noget med dem her at gøre,” han vendte sig om og gik over til drengen, ”og de ser kun ud til at virke for dig,” han så på sin søn med alvorlige øjne, ”vi kan ikke have, at de går hen og bliver væk eller taget fra dig, vel?” drengen ville protestere, men i samme nu mærkede han et tryk på siden af halsen. Alt sløredes og blev sort.
Da han igen vågnede, lå han i en seng i et koldt og mørkt rum. Det var først efter noget tid, at det gik op for ham, at han var i familiens kælder, for han var meget omtumlet de første par minutter. Hans hoved dunkede og han kunne ikke rigtigt mærke nogen del af sin krop. Da han endelig kunne bevæge sig en smule, og derved også se ned ad sig selv, så han til sin rædsel, at mere eller mindre hele hans krop var indbundet i bandager.
”Det var den eneste måde at sikre din dyrebare skat på,” hørte drengen sin fars stemme et sted i mørket, inden han hørte en dør, der knirkende gled i. Hvis han havde kunnet skrige, havde han gjort det, men han havde ingen stemme tilbage.
Hunden logrede med halen, børnene løb i haven og legede, mens faderen sad og så på med et lille smil på læben. Indenfor stod moderen i køkkenet og var i færd med at bage en kage, som de senere skulle nyde i solnedgangens skær. Solen skinnede fra en blå himmel, fuglene kvidrede fra trætoppene. Alt åndede fred og idyl. Uden at tænke over det, havde han skabt den perfekte familie, gik det op for ham.
Han så ned på de små mennesker og dyr i det frodige landskab og sukkede. Forsigtigt lagde han hånden ned på jorden, så børnene og hunden kunne kravle op på den. Faderen så en smule bekymret ud og moderen stak hovedet ud ad vinduet for at se, hvad der foregik, men de sagde intet, for de vidste jo godt, at han ikke ville gøre deres børn noget. Børnene smilede til ham og vinkede, mens hunden sad med tungen ude af munden og logrede med halen.
”Hvorfor er I ikke min familie?” spurgte han stille og sukkede. Børnene så på hinanden og trak undskyldende på skuldrende. Han kunne godt se, at de havde ondt af ham, men han vidste også, at de ikke rigtigt kunne gøre noget ved det, så han satte dem tilbage ned, så de kunne komme videre med at lege. Han lagde sig på maven og betragtede dem. Ligeså stille begyndte de at forsvinde i luften, så han sad alene tilbage på sit værelse.
Han skabte tit den idylliske familie for at slippe væk fra sin egen. Han gad ikke høre på råberiet mere, så han havde efterhånden lært sig selv at lukke sig fuldstændig inde i sin egen lille illusionsverden. Det var kun gået ned ad bakke for ham siden Hana var blevet taget fra ham ved den tragiske bilulykke, for idet hun var forsvundet, havde det gjort så ondt på ham, at han slet ikke kunne bære det, så han havde ignoreret det helt og holdent og ikke vist nogen form for følelse siden – ud over høflighed overfor de gæster, der var med til begravelse, og de folk, der senere var kommet over til ham for at sige, hvor kede af det de var på hans vegne.
Han havde aftalt med sig selv, at fra nu ville han ikke knytte sig til nogen eller noget, selvom han stadig ville omgås mennesker, hvis de insisterede. Det var 2 år siden, hans søster var død, og selv i en alder af 13 havde han formået at holde det løfte, han havde givet sig selv. Han ville ikke vise følelser, og det gjorde han så simpelthen heller ikke.
Han havde altid været god til at lære fra sig, og han havde også altid været meget klog af sin alder, så det kom ikke som sådan et stort chok for forældrene, da han som 15-årig sagde, at han havde fundet et job hos en af naboerne bestående af at skulle undervise deres datter. Hun kunne ikke tåle sollyset, så hun kunne ikke komme udenfor om dagen og gå i skole som en normal pige, hvilket ville sige, at det faktisk var et aften job han havde fået sig, så han stadig kunne gå i skole om dagen.
Det havde været hårdt for ham i starten, men efter et halvt års tid, var han blevet så vant til det, at det kom ligeså naturligt for ham, som det gjorde at trække vejret – næsten. Hver dag efter skole ville han tage direkte hen til den lille pige, der kun lige var ved at stå op; hun var nødt til at sove om dagen, for at hun kunne være udenfor om natten. Hendes forældre fulgt hendes dagsrytme, hvilket havde givet dem ry som ’vampyrfamilien’, så mange af de andre børn på gaden var blevet bange for dem, men Iru var begyndt at holde af dem, til sin egen forfærdelse.
Hvis han kom tidligt nok, hvilket han kun kunne gøre en eller to dage om ugen, hjalp han hende også i tøjet og sådan, for det ville hun gerne have. Han var begyndt at se hende som han havde set Hana, selvom han ikke ville indrømme det, og han kunne godt lide at hjælpe hende med at gøre sig klar. Hun var to år yngre, end Hana ville være nu, og hun mindede ham forfærdeligt meget om søsteren. Hun kaldte ham også ’Yashii’, som Hana havde gjort, og hun lo, da hun fandt ud af, at det betød ’palme’.
”Hvorfor bliver du kaldt palme, Yashii?” spurgte Jiyuu en dag, og så fortalte han hende hele historien. Han havde været med til en skolekomedie, da han lige var begyndt i skolen, og han havde så fået rollen som palme. Det var en rolle, man bare ikke kunne ødelægge, men alligevel lykkedes det ham at komme til at vælte hele sættet, så alle havde grint af ham. Først var ham blevet en smule ked af det, men pludseligt havde Hana fundet sin vej op på scenen, hvor hun sad og stirrede på ham. ’Klodset yashi,’ havde hun leet, ’klodset palme,’ og siden den dag havde hun bare kaldt ham for Yashii, siden det alligevel lå så tæt på hans eget navn.
Mens han havde fortalt historien, havde små illusioner udspillet det hele foran dem på bordet, de altid sad med, når han skulle undervise hende. Jiyuu havde været fuldstændig opslugt af de små figurer, som hun altid var, og hun havde leet ligesom Hana, da han var faldet om på scenen. Iru mærkede et lille stik af smerte i hjertet, for det lød så meget som Hana, at det næsten var skræmmende. Han tog en dyb indånding for at lukke af for følelserne igen.
”Vi må nok hellere komme videre med undervisningen,” sagde Iru så, og de små skikkelser foran dem skiftede form, så de forestillede prærien, hvor indianerne lå på lur i buskadset, hvor de ventede på, at bisonerne skulle komme til syne. Han brugte altid illusioner, når han underviste Jiyuu, for han havde fundet ud af, at hun meget nemmere kunne følge med på den måde.
”Ya-Yashii?” stammede Jiyuu en smule nervøst, da hun trådte ned i kælderen til ham. Iru så op fra sin bog og nikkede til hende for at vise, at det var okay, at hun kom ned. Hun havde det med ikke at ville afbryde ham, mens han læste, men det var også ved at være på tide at starte hendes undervisning for denne aften. Hun gik de sidste trin ned til ham, trak en stol over til ham og satte sig ned ved hans side.
”Har du sovet godt, lille sangfugl?” spurgte han i sin sædvanlige, høflige tone, og hun nikkede. Han kaldte hende ’sangfugl’, fordi hun havde det med at synge i badet, og når hun troede, ingen hørte hende. Hun havde en meget smuk stemme, og det havde han også fortalt hende mange gange, så nu havde hun det okay med, at han hørte hende synge og kaldte hende ’sangfugl’.
”Hvad skal jeg så lære i aften?” spurgte hun med sin blide stemme, ”ikke algebra eller enevælden, vel? Det er så kedeligt, Yashii,” hun så bedende på ham, for hun vidste, at han ville give efter, hvis hun brugte sine hundeøjne på ham – han kunne heller ikke så godt lide de ting, ”vil du ikke nok fortælle mig noget mere om den nordiske mytologi? Eller om den måde, vores sjæl selv har lagt hovedtrækkene for vores liv?” først holdt Iru på, at hun altså skulle lære noget algebra, men til sidst gav han efter og begyndte at fortælle hende om hans egne tro; det med sjælen, der selv havde lagt hovedtrækkene for dens liv.
Mens han sad og fortalte om livsstrømmen og sjælenes mange liv i takt med, at illusionerne gled hen over bordet, rykkede Jiyuu sig tættere på ham. Hun var den samme alder, som han havde været, da han først var blevet hendes lære, så han havde snart lært hende alt, hvad hun behøvede at vide, men han ville blive boende hos hende og hendes familie ligeså længe, de ville tillade det.
Da de først havde fortalt ham, at de skulle flytte, var han blevet ked af det, selvom han ikke viste det, men da de så havde spurgt ham, om han ville flytte med dem, havde han været himmelhenrykt, dog han heller ikke havde vist det. Han havde kun undervist deres datter i to år, men de var mere som familie for ham, end hans adoptivforældre nogensinde havde været. Jiyuus forældre havde oven i købet lavet et lille bibliotek til ære for ham nede i kælderen på det nye hus.
”Jeg tror, at vores sjæle havde aftalt, at de skulle mødes i dette liv,” sagde Jiyuu stille og så op på ham. Uden at han havde bemærket det, havde hun lagt sin hånd på hans lår, og hun var nu ret så tæt på. Iru trak sig lidt væk fra hende og kunne mærke, hvordan han blev en smule varm i kinderne. Hans illusionsskjold gik automatisk op, hvilket betød at man ikke kunne se nogen form for forandring i hans ansigt eller på hans krop, selvom han var blevet en smule rød i hovedet nu.
Det var ikke særligt tit, hans skjold blev nødvendigt, for normalt kunne han holde sine følelser i skak, men det var lige gået op for ham, hvilken smuk, ung kvinde, hun var ved at blive. Han havde set hendes som sin lillesøster i så mange år, at det helt kom bag på ham, at hun var 15 nu og havde udviklet sig meget på de sidste 6 år. Hun rykkede sig endnu tættere på, og han blev nødt til at rejse sig, inden det gik galt.
”Jiyuu-chan,” sagde han roligt, ”hvad er det, du laver?” han sørgede for at sige ’-chan’, så hun måske ville forstå, at han stadig så hende som en mindreårig. Indeni var han lige så langsomt begyndt at gå i panik, men hans illusionsskjold gjorde det umuligt for hende at se det. For ham virkede det som om, det her kom ud af det blå, men hun havde faktisk været en smule forelsket i ham i længere tid.
Hun rejste sig roligt op og gik tættere på ham, mens hun så på ham med sine klare øjne. Iru var pludseligt meget klar over, at hun var ved at være ret gammel i for hold til, hvordan han så hende indeni sit hoved. Da hun var begyndt at gå hen mod ham, var han stille begyndt at bakke op, men nu var der ikke mere gulv, han kunne gå på. Han stod op ad en af væggene med hende mere eller mindre lige foran sig.
”Lad være med at kalde mig det,” sagde hun en lille smule irriteret, men samtidig blidt, ”jeg er ikke et barn længere, Yashii. Og jeg tror godt, du ved, hvad det er, jeg laver,” hvor kom alt det her fra? Iru kunne virkeligt ikke forstå det, for hun plejede at være så genert og stille, også overfor ham for det meste, selvom han havde kendt hende et godt stykke tid. Hun var pludseligt helt anderledes, så Iru blev helt forvirret. Han så både den lille pige, han mere eller mindre havde været med til at opfostre, og så den kvinde, der nu stod meget tæt på ham.
”Det går ikke, Jiyuu-chan,” sagde Iru, mens han genfandt fatningen lidt, ”du er for ung, og det er bare helt forkert generelt,” uanset hvad, så var og blev hun den lille pige… gjorde hun ikke? Iru så ned på hende. Han kunne virkeligt ikke benægte, at hun var blevet stor. Pludseligt bemærkede hans også, hvor nedringet tøj hun egentligt var begyndt at gå med. Hun gik stadig i kjoler, som da hun var mindre, men nu var de bare ikke helt så uskyldige mere.
”Jeg er voksen nok til at vide, hvad jeg vil have,” sagde hun stille, mens pressede sig en smule ind til ham, ”jeg har været forelsket i dig i flere år nu,” fortsatte hun stille, mens hun slog blikket ned, og i et kort øjeblik så Iru igen den lille, generte pige, men ligeså hurtigt var hun væk igen, ”du har været der for mig så længe, og du har lært mig så meget. Jeg kender alle dine historier, men alligevel vil jeg høre dem igen og igen – fordi de handler om dig, din tro og din overbevisning,” hun så igen op på ham.
”I alle de år, inden jeg mødte dig, følte jeg mig altid som et udskud, fordi jeg aldrig kunne komme ud og lege med de andre børn i sollyset,” Jiyuu havde aldrig talt om det her før, men et eller andet fik hende åbenbart til at tale om det nu, ”men efter du begyndte at undervise mig, følte jeg mig mindre og mindre sær. Jeg følte mig ligefrem normal, når du var i nærheden. Det gør jeg stadig. Og så alt det med, at det er min sjæl, der måske har valgt, at jeg skulle have lige netop denne sygdom, sådan jeg kunne møde dig, har givet mig fornyet håb,” hun så ned igen, inden hun tilføjede stille:
”Jeg ved godt, at jeg ikke ville være din første, og nok langt fra din sidste, for jeg ved også, at du aldrig vil blive min til at beholde,” hun så på ham med våde øjne, ”men vil du ikke nok være min bare én nat? Jeg har tænkt meget over det, og det er altså det, jeg vil have. Jeg vil være med en mand i hvert fald én gang i min levetid, og jeg har aldrig følt for nogen, som jeg føler for dig – ikke engang de drenge, der har besøgt mig om aftenen det sidste stykke tid,” Iru vidste godt, at hun var begyndt at få oftere besøg, for hun var også begyndt at gå på aftenskole nogle aftener, for hendes forældre havde ment, at det ville være godt for hende at møde nogen unge på sin egen alder, men han vidste ikke, at der ligefrem var nogle af dem, der var hendes bejlere.
”Jeg er 21,” sagde Iru stille, ”du er 15. Det går bare ikke,” selvom han så hende som den lille pige, kunne han ikke lade være med at have medlidenhed med hende. Han forstod godt, hvordan det kunne være, at hun havde forelsket sig i ham, for han var trods alt nok en af de første mænd, der var kommet ind i hendes liv; ud over hendes far selvfølgelig.
”Jeg vil aldrig mere forlange noget af dig,” hviskede Jiyuu, mens hun stillede sig på tær, ”bare vær min én nat,” uden tøven derefter, lod hun sine læber presse sig mod hans.
Iru havde ingen idé om, hvordan det var sket, men næste morgen vågnede han op ved siden af den sovende Jiyuu. *Åh nej,* tænkte han forfærdet, mens han febrilsk forsøgte at komme i tanke om, hvad der var sket. Intet. Kun et stort tomt hul i hans hukommelse, hvor der burde være noget. Han havde en forfærdelig hovedpine, og han følte sig en smule omtumlet.
*Jeg må væk herfra,* han kunne ikke tænke klart, men alligevel stod den ene tanke klar for ham. Han måtte væk. Det her var helt forkert. Han kunne ikke blive her længere. Ikke efter, hvad han havde gjort. Hendes forældre ville være rasende, når de fandt ud af det, og hvad skulle han så sige? Han kunne jo ikke huske noget om, hvad der var sket om natten.
Da han kom ud i sollyset og den friske luft, begyndte han at kunne tænke mere klart. Han kunne huske noget om en plante eller sådan noget, der var i stand til at give hukommelsestab og gøre, så man ikke rigtigt havde kontrol over sig selv, men bare fulgte med, hvis andre ville have det. Det kunne være muligt, at Jiyuu havde smurt en salve på sine læber, der påvirkede ham på den måde – han kunne nemlig godt huske, at hun havde kysset ham, men efter det var det hele sort.
Kunne hun finde på at gøre sådan en ting? Havde man spurgt ham om dette for et par uger siden, havde han sagt nej, men efter hendes opførsel i går, var han ikke længere så sikker. Hun havde været helt anderledes, så det skulle ikke udelukkes, at hun kunne have gjort det med salven. Uanset hvad, så var han allerede på vej væk, og ville nok aldrig finde ud af, hvad der i virkeligheden var sket.
Efter at have levet godt et år hist og her i forskellige hjem, hvor han undervidste rigmansbørn, så han en annonce for en skole, hvor han måske kunne finde job. Han havde ikke undervist piger det sidste halve års tid, for hver gang han havde undervist dem i et par uger, blev de ligeså underlige som Jiyuu, og praktisktaget kastede sig mod ham. Nogle af tilbudene havde han da også taget imod, men det var ikke mange af dem, og det var kun med nogle af de ældre af sine elever.
Den skole, han havde fundet annoncen for, så ud til at være en ret så god privatskole. Der stod ikke så meget om den, men han regnede med, at den var ret normal – der tog han fejl. Det vidste sig, at han ved en tilfældighed havde fundet en skole, der lige var noget for folk med ’særlige’ evner, som han selv, og han fandt sig godt til rette som lære på stedet.
Nu har han været på skolen godt 3 år, og han kan undervise i mere eller mindre alt, hvis der er mangel på en ordentlig lære, for han har erfaring indenfor de fleste felter. På den måde behøves der heller ikke at komme en helt ny lære ind, der slet ikke kender nogle af børnene, og derfor måske har lidt svært ved at håndtere dem. Hans faste fag er dog tro/overtro og myter/legender. Han underviser selvfølgelig alle årgange. (Hvis det ønskes, kan han også sagtens have flere faste fag – jeg skal nok klare det )
Evner:
Medie: Iru har fået implanteret sit medie ind i sig – lange, hårfine tråde, der snor sig i ham og reagerer på hans bevægelser og tanker – så det er meget sværere for hans modstander at afvæbne ham. Derudover kan han godt lide den effekt, det giver at kunne trylle uden brug af et synligt medie, selvom det jo faktisk var imod hans egen vilje til at starte med. Han kan dog ikke bruge sin magis fulde styre, med mindre han rører hurtigt ved sin ørering for på den måde at kanalisere sin magi. Hvis han vil bruge mere end én af sine kraftigste magier, skal han røre ved en flere gange, da den kun kan kanalisere magi én gang, hver gang den bliver rørt.
1. Evne: Illusionisk perfection
-Beskrivelse: Iru er i stand til at fremtrylle meget store og livagtige illusioner. Han kan rent faktisk få dem til at have lyd og lugt også, samtidig med, at man også kan røre ved dem, og de kan give en fysisk skade. De er dog stadig kun illusioner, hvilket vil sige, at de kun er der så længe Iru kan holde koncentrationen og fokusset. (Dette er Iru’s fortrukne evne, hvilket vil sige, at det også er hans stærkeste)
2. Evne: Gravitation control
-Beskrivelse: Iru kan, hvis han vil, bruge tyngdekræften til sin fordel. Ikke at han kan få folk til at flyve rundt som gale, men han kan, hvis hans koncentration og fokus holder, godt løfte rundt med folk, selvom han højest kan have dem et par meter over jorden. Det han bruger denne evne mest til, er dog at få sig selv til at levitere et godt stykke over jorden eller bare, hvis man ikke gider til at rejse sig for at få fat i et eller andet.
3. Evne: Mind reader
-Begivenhed: Dette vil ikke sige, at Iru er i stand til at læse alles tanker, for det er han i hvert fald ikke. Hvis personen har et svagt sind, kan han måske få ret meget ud af at tappe ind i personens hjerne, men ellers er det kun brudstykker, han kan opfange. Hvis han dog samtidig bruger sin evne til at kunne læse folks kropssprog, er det nemmere at kunne gætte sig til, hvad de tænker, selvom han ikke kan gøre det udelukkende ud fra deres kropssprog eller brudstykkerne af deres tanker.
Andet: Iru bruger meget sine evner til undervisningen – især den første – for på den måde kan han nemmere fange elevernes opmærksomhed, har han fundet ud af.
Stats
De generelle:
-Styrke: 10
-Udholdenhed: 40
-Smidighed: 20
-Præcision: 45
-Fart: 40
-Intelligens: 100
-Koncentration: 60
~~~~~~~~~~~~~~~~
De evnestyrende:
-Magisk Evne: 7
-Fysisk Evne: 0
-Evne Kontrol: 8
Generelt:
Fulde Navn: Iru-Jon Yasashii (illusion gentle ~ gentle illusion) (イルージョン 優しい)
Kælenavn: Iru, Iru-Jon, Yashii(meget sjælendt og kun af nære venner)
Alder: 25, lærer
Køn: Han
Heks/Troldmand eller Menneske: Troldmand
Rank: Lære (Høj C rank SP og ESP)
Udseende:
Højde: 187 cm
Vægt: 65 kg
Øjne: Selve øjnene er en smule smalle i det, mens iris og pupil er store. Der er en kraftig mørkeblå ring rundt om iris, og i udkanten rundt om pupillen er der en lidt mere gråblå farve, mens resten af iris har en metallisk blå farve. Hvis man ser dem et godt stykke væk, ser de mest af alt sorte ud, selvom man godt vil kunne skimte det metalliske og det blå en smule.
Hår: Langt(til ca. den nederste del af midt på ryggen), næsten altid i en hestehale, sort med et skær af blåt, hvis lyset rammer det rigtigt.
Krop: Nogenlunde normal, selvom man nok ville kalde ham slank frem for muskuløs. Ikke at han ikke har nogle muskler, man kan bare ikke rigtigt se dem, dog han heller ikke er den stærkeste, og det ved han også godt selv. Hans hud er meget lys, men ikke helt bleg, selvom den måske ville få noget mere farve, hvis han var ude i solen noget mere, end han som regel er.
Detaljer: Man kan kun se de følelser, han selv vil have, man skal se, mere eller mindre uanset hvor god man er til at læse folk. De mest normale følelser, han udstråler, er neutralitet og høflighed – men ikke på den der irriterende måde, mere på en gentlema-agtig måde.
Det skal også lige siges, at hans 'ekstra' medie, er en lille ørering, der nærmest altid er gemt bag hans hår. Man lægger næsten aldrig mærke til den, og hvis han endeligt rører ved den, har han som regel en illusion af sig selv til at ligne, at han bare løfter hænderne foran sig eller sådan noget.
Personlighed:
Personlighed:
Generelt er Iru meget rolig, høflig og galant. Han har alle følelser som et normalt menneske, selvfølgelig, men han er bare meget god til at skjule dem som regel. Hvis det sker, at han ikke kan styre dem, har han en mekanisme, der gør, at hans ’illusionsskjold’ går op, hvilket vil sige, at han, uden at tænke over det, laver en illusion af sig selv som ser ud, som han gør normalt. Af denne grund kan det være meget svært for andre at læse ham – idet han også ved meget om, hvad han signalerer. Det, at han altid er høflig og neutral, kan have mange virkninger på folk, og det er meget forskelligt fra person til person, om de bryder sig om hans høflige fremgangsmåde.
Iru holder meget af at lære og at lære fra sig, hvilket nok var en af grundene til, at han blev lære lige fra starten af. Han har et ret godt naturtalent for at kunne fange elevernes opmærksomhed, da han bruger sine illusioner til at illustrere de ting, han siger, så det hele ikke bare bliver undervisning på tavlen. Siden han elsker at lære nye ting, kan han bruge mange timer på at sidde med mange stakke af bøger. Hvis han møder en person, der står meget ud fra de fleste andre, vil det også vække hans interesse, for måske kan han lære noget nyt fra denne person.
Siden han har haft nogle ikke så heldige oplevelser med nogle af sine kvindelige elever, sørger han som regel for at holde lidt afstand til dem, han har nu, når det ikke angår skolearbejde – også når det gør, hvis de er alene. Han vil ikke have, at det ender, som det gjorde med Jiyuu eller nogle af de andre piger, der faldt for ham. Han forsøger så godt som muligt at bevare et elev-lære forhold til dem, ham underviser.
På samme tid afviser han ikke en elev, der måske har lidt problemer – om end det så er med lektierne eller noget mere seriøst – for han kan godt lide at hjælpe andre. Han sørge også for, at hans elever ved, at de altid kan komme til ham, hvis de har et eller andet problem. Hvis han så ikke kan gøre noget for at hjælpe dem, kan han jo altid bare lytte til, hvad de har at sige, for det hjælper også; og han er en meget god lytter.
Han taler næsten aldrig om sin fortid, for han bryder sig ikke om at tænke på eller om, at andre skal kende til den. Hvis han skal være helt ærlig, vil han egentligt helst bare glemme alt om den og komme videre, men i sandhed plager den ham stadig, og han drømmer nogle gange om sin far, sin søster, sin mor og Jiyuu og hendes familie. Det er sjældent, at drømmene er rare.
Hvis man ikke kender ham, vil man måske betragte ham som kølig og isoleret, men når man lærer ham bedre at kende, kommer man til at finde ud af, at han faktisk er god nok, selvom det nok vil tage meget tid og prøvelser af tillid før han tør åbne sig helt for en fremmed. Hans erfaringer siger, at det er en sikker måde at blive såret på, og det vil han helst ikke blive længere.
Styrker:
-Krop: Tjaa, Iru har ikke rigtigt nogen fysisk fordel, men han er ikke helt langsom og heller ikke helt vildt klodset, så det er vel på en måde en fordel for ham nogle gange.
-Psyke: Iru er meget god til at holde hovedet koldt, og siden han har meget stærke illusioner på hans side, er det som regel meget svært at nå ind til den rigtige ham, hvis man da overhovedet kan se ham.
Svagheder:
-Krop: Som sagt, har Iru et meget stærkt forsvar bestående af illusioner, men hvis man bryder gennem det forsvar, har man en klar fordel over ham, for han er ikke en, der bryder sig om nærkamp.
-Psyke: Tjaa, som i fysisk fordel, har Iru heller ikke rigtigt nogen stor psykisk svaghed, selvom han selvfølgelig kan få sin koncentration ødelagt, selvom der skal ret meget til.
Baggrund:
Historie:
”Yashii!” råbte den lille pige henrykt, mens hun sprang i armene på sin storebror. Han krammede hende ind til sig og kunne mærke glædesvarmen brede sig i sin krop. Det var ved at være længe siden, han havde været hjemme, for han havde været på ’forretningsrejse’ med sin far i et par måneder nu. Hans far havde fundet ud af, at de tynde hårstrådslignende ting, der havde ligget bundet sammen i kurven, da de havde fundet ham, var meget vigtige for sønnen, og at man kunne mærke en lidt sælsom kraft fra sønnen, når han bar rundt på dem.
Han havde også fundet ud af, at drengen sommetider var nyttig at have med sig, når han skulle forhandle et eller andet, for han havde et naturtalent for at vide, hvad den anden person ville have, selvom det ikke altid var lige præcist. Derudover var han usædvanligt klog for sin alder. Faderen var begyndt at blive glad for, at de havde taget drengen til sig, selvom han virkeligt havde været imod det, da de havde fundet ham på deres dørtrin.
”Var det meget slemt, Yashii?” hviskede pigen, da deres far var gået forbi dem og ind i huset. Hendes bror rystede på hovedet, selvom det ikke var sandt, at det ikke havde været slemt. Han hadede at være på ’forretningsrejser’ med sin far, for det betød, at han skulle ligge vågen om natten, mens faderen og en eller anden, drengen aldrig kendte, larmede højlydt inde ved siden af. Iru vidste godt, hvad hans far foretog sig, men han ville ikke indrømme det – hverken overfor sin lillesøster, sig selv eller nogen anden. Han benægtede det overfor sig selv, for det var for meget for en 8 årig dreng at håndtere.
”Skal du snart af sted igen?” lød pigens stemme, mens de klare, grønne øjne betragtede ham. Hun havde trukket sig lidt ud fra ham, for bedre at kunne studere hans ansigt. Ikke at det hjalp meget, for hun kunne næsten aldrig læse ham, selvom hun var ret god til at læse andres kropssprog for en på hendes alder. Hendes bror havde dog været til i godt 3 år mere, end hun havde, hvilket betød at han havde haft noget længere tid til at lære sit eget og andres kropssprog at kende – hvilket han også havde.
Fra en meget tidlig alder havde han fundet det nødvendig at være god til at lyve. Lige siden hans første ’forretningsrejse’ med sin far, da han havde været 4, havde han været nødt til at lyve overfor alle; inklusiv sig selv. Han havde fundet ud af, at hvis han troede nok på en ting, så var det sandheden, og så kunne han overbevise andre om det samme. Han havde også lært at lukke af for sine følelser, når det var nødvendigt, for ellers havde han umuligt kunnet klare sig gennem de mange ture med sin far.
”Det håber jeg ikke,” svarede han sin søster, mens han igen rystede langsomt på hovedet og smilede. En af de eneste personer, han ikke brød sig om at lyve overfor eller lukke ude, var søsteren, og det vidste de også begge to. Søsteren stolede blindt på ham, og hun var blevet vant til ikke at kunne læse ham, men bare tage ham på ordet, for han talte nærmest altid sandt, hvis det var hende, han talte til. Hun smilede tilbage til ham og rakte sin hånd frem mod ham, så de også kunne gå ind i huset.
***
”Far, jeg vil ikke!” skreg drengen, mens han vred sig til ingen verdens nytte, ”hvorfor gør du det her mod mig?!” tårerne løb ned ad hans kinder, men han kunne virkeligt intet stille op. De havde spændt ham fast, og det eneste, han fik ud af at vride sig, var, at hans håndled og ankler smertedes, idet stropperne gnavede sig ned i huden på ham. Det var længe siden, han havde vist så meget følelse, men det lod faderen ikke til at tage sig af.
”Jeg ved ikke, hvad der er med de her ting,” mumlede han, mens han studerede bundet af hårlignende tråde, ”men de ser ud til at give dig nogle særlige evner,” han stod med ryggen mod drengen, så drengen kunne ikke se hans ansigtsudtryk, ”jeg har nu holdt dem fra dig på hele denne forretningsrejse, og du har ikke været til nogen gavn for mig, så det må have noget med dem her at gøre,” han vendte sig om og gik over til drengen, ”og de ser kun ud til at virke for dig,” han så på sin søn med alvorlige øjne, ”vi kan ikke have, at de går hen og bliver væk eller taget fra dig, vel?” drengen ville protestere, men i samme nu mærkede han et tryk på siden af halsen. Alt sløredes og blev sort.
Da han igen vågnede, lå han i en seng i et koldt og mørkt rum. Det var først efter noget tid, at det gik op for ham, at han var i familiens kælder, for han var meget omtumlet de første par minutter. Hans hoved dunkede og han kunne ikke rigtigt mærke nogen del af sin krop. Da han endelig kunne bevæge sig en smule, og derved også se ned ad sig selv, så han til sin rædsel, at mere eller mindre hele hans krop var indbundet i bandager.
”Det var den eneste måde at sikre din dyrebare skat på,” hørte drengen sin fars stemme et sted i mørket, inden han hørte en dør, der knirkende gled i. Hvis han havde kunnet skrige, havde han gjort det, men han havde ingen stemme tilbage.
***
Hunden logrede med halen, børnene løb i haven og legede, mens faderen sad og så på med et lille smil på læben. Indenfor stod moderen i køkkenet og var i færd med at bage en kage, som de senere skulle nyde i solnedgangens skær. Solen skinnede fra en blå himmel, fuglene kvidrede fra trætoppene. Alt åndede fred og idyl. Uden at tænke over det, havde han skabt den perfekte familie, gik det op for ham.
Han så ned på de små mennesker og dyr i det frodige landskab og sukkede. Forsigtigt lagde han hånden ned på jorden, så børnene og hunden kunne kravle op på den. Faderen så en smule bekymret ud og moderen stak hovedet ud ad vinduet for at se, hvad der foregik, men de sagde intet, for de vidste jo godt, at han ikke ville gøre deres børn noget. Børnene smilede til ham og vinkede, mens hunden sad med tungen ude af munden og logrede med halen.
”Hvorfor er I ikke min familie?” spurgte han stille og sukkede. Børnene så på hinanden og trak undskyldende på skuldrende. Han kunne godt se, at de havde ondt af ham, men han vidste også, at de ikke rigtigt kunne gøre noget ved det, så han satte dem tilbage ned, så de kunne komme videre med at lege. Han lagde sig på maven og betragtede dem. Ligeså stille begyndte de at forsvinde i luften, så han sad alene tilbage på sit værelse.
Han skabte tit den idylliske familie for at slippe væk fra sin egen. Han gad ikke høre på råberiet mere, så han havde efterhånden lært sig selv at lukke sig fuldstændig inde i sin egen lille illusionsverden. Det var kun gået ned ad bakke for ham siden Hana var blevet taget fra ham ved den tragiske bilulykke, for idet hun var forsvundet, havde det gjort så ondt på ham, at han slet ikke kunne bære det, så han havde ignoreret det helt og holdent og ikke vist nogen form for følelse siden – ud over høflighed overfor de gæster, der var med til begravelse, og de folk, der senere var kommet over til ham for at sige, hvor kede af det de var på hans vegne.
Han havde aftalt med sig selv, at fra nu ville han ikke knytte sig til nogen eller noget, selvom han stadig ville omgås mennesker, hvis de insisterede. Det var 2 år siden, hans søster var død, og selv i en alder af 13 havde han formået at holde det løfte, han havde givet sig selv. Han ville ikke vise følelser, og det gjorde han så simpelthen heller ikke.
***
Han havde altid været god til at lære fra sig, og han havde også altid været meget klog af sin alder, så det kom ikke som sådan et stort chok for forældrene, da han som 15-årig sagde, at han havde fundet et job hos en af naboerne bestående af at skulle undervise deres datter. Hun kunne ikke tåle sollyset, så hun kunne ikke komme udenfor om dagen og gå i skole som en normal pige, hvilket ville sige, at det faktisk var et aften job han havde fået sig, så han stadig kunne gå i skole om dagen.
Det havde været hårdt for ham i starten, men efter et halvt års tid, var han blevet så vant til det, at det kom ligeså naturligt for ham, som det gjorde at trække vejret – næsten. Hver dag efter skole ville han tage direkte hen til den lille pige, der kun lige var ved at stå op; hun var nødt til at sove om dagen, for at hun kunne være udenfor om natten. Hendes forældre fulgt hendes dagsrytme, hvilket havde givet dem ry som ’vampyrfamilien’, så mange af de andre børn på gaden var blevet bange for dem, men Iru var begyndt at holde af dem, til sin egen forfærdelse.
Hvis han kom tidligt nok, hvilket han kun kunne gøre en eller to dage om ugen, hjalp han hende også i tøjet og sådan, for det ville hun gerne have. Han var begyndt at se hende som han havde set Hana, selvom han ikke ville indrømme det, og han kunne godt lide at hjælpe hende med at gøre sig klar. Hun var to år yngre, end Hana ville være nu, og hun mindede ham forfærdeligt meget om søsteren. Hun kaldte ham også ’Yashii’, som Hana havde gjort, og hun lo, da hun fandt ud af, at det betød ’palme’.
”Hvorfor bliver du kaldt palme, Yashii?” spurgte Jiyuu en dag, og så fortalte han hende hele historien. Han havde været med til en skolekomedie, da han lige var begyndt i skolen, og han havde så fået rollen som palme. Det var en rolle, man bare ikke kunne ødelægge, men alligevel lykkedes det ham at komme til at vælte hele sættet, så alle havde grint af ham. Først var ham blevet en smule ked af det, men pludseligt havde Hana fundet sin vej op på scenen, hvor hun sad og stirrede på ham. ’Klodset yashi,’ havde hun leet, ’klodset palme,’ og siden den dag havde hun bare kaldt ham for Yashii, siden det alligevel lå så tæt på hans eget navn.
Mens han havde fortalt historien, havde små illusioner udspillet det hele foran dem på bordet, de altid sad med, når han skulle undervise hende. Jiyuu havde været fuldstændig opslugt af de små figurer, som hun altid var, og hun havde leet ligesom Hana, da han var faldet om på scenen. Iru mærkede et lille stik af smerte i hjertet, for det lød så meget som Hana, at det næsten var skræmmende. Han tog en dyb indånding for at lukke af for følelserne igen.
”Vi må nok hellere komme videre med undervisningen,” sagde Iru så, og de små skikkelser foran dem skiftede form, så de forestillede prærien, hvor indianerne lå på lur i buskadset, hvor de ventede på, at bisonerne skulle komme til syne. Han brugte altid illusioner, når han underviste Jiyuu, for han havde fundet ud af, at hun meget nemmere kunne følge med på den måde.
***
”Ya-Yashii?” stammede Jiyuu en smule nervøst, da hun trådte ned i kælderen til ham. Iru så op fra sin bog og nikkede til hende for at vise, at det var okay, at hun kom ned. Hun havde det med ikke at ville afbryde ham, mens han læste, men det var også ved at være på tide at starte hendes undervisning for denne aften. Hun gik de sidste trin ned til ham, trak en stol over til ham og satte sig ned ved hans side.
”Har du sovet godt, lille sangfugl?” spurgte han i sin sædvanlige, høflige tone, og hun nikkede. Han kaldte hende ’sangfugl’, fordi hun havde det med at synge i badet, og når hun troede, ingen hørte hende. Hun havde en meget smuk stemme, og det havde han også fortalt hende mange gange, så nu havde hun det okay med, at han hørte hende synge og kaldte hende ’sangfugl’.
”Hvad skal jeg så lære i aften?” spurgte hun med sin blide stemme, ”ikke algebra eller enevælden, vel? Det er så kedeligt, Yashii,” hun så bedende på ham, for hun vidste, at han ville give efter, hvis hun brugte sine hundeøjne på ham – han kunne heller ikke så godt lide de ting, ”vil du ikke nok fortælle mig noget mere om den nordiske mytologi? Eller om den måde, vores sjæl selv har lagt hovedtrækkene for vores liv?” først holdt Iru på, at hun altså skulle lære noget algebra, men til sidst gav han efter og begyndte at fortælle hende om hans egne tro; det med sjælen, der selv havde lagt hovedtrækkene for dens liv.
Mens han sad og fortalte om livsstrømmen og sjælenes mange liv i takt med, at illusionerne gled hen over bordet, rykkede Jiyuu sig tættere på ham. Hun var den samme alder, som han havde været, da han først var blevet hendes lære, så han havde snart lært hende alt, hvad hun behøvede at vide, men han ville blive boende hos hende og hendes familie ligeså længe, de ville tillade det.
Da de først havde fortalt ham, at de skulle flytte, var han blevet ked af det, selvom han ikke viste det, men da de så havde spurgt ham, om han ville flytte med dem, havde han været himmelhenrykt, dog han heller ikke havde vist det. Han havde kun undervist deres datter i to år, men de var mere som familie for ham, end hans adoptivforældre nogensinde havde været. Jiyuus forældre havde oven i købet lavet et lille bibliotek til ære for ham nede i kælderen på det nye hus.
”Jeg tror, at vores sjæle havde aftalt, at de skulle mødes i dette liv,” sagde Jiyuu stille og så op på ham. Uden at han havde bemærket det, havde hun lagt sin hånd på hans lår, og hun var nu ret så tæt på. Iru trak sig lidt væk fra hende og kunne mærke, hvordan han blev en smule varm i kinderne. Hans illusionsskjold gik automatisk op, hvilket betød at man ikke kunne se nogen form for forandring i hans ansigt eller på hans krop, selvom han var blevet en smule rød i hovedet nu.
Det var ikke særligt tit, hans skjold blev nødvendigt, for normalt kunne han holde sine følelser i skak, men det var lige gået op for ham, hvilken smuk, ung kvinde, hun var ved at blive. Han havde set hendes som sin lillesøster i så mange år, at det helt kom bag på ham, at hun var 15 nu og havde udviklet sig meget på de sidste 6 år. Hun rykkede sig endnu tættere på, og han blev nødt til at rejse sig, inden det gik galt.
”Jiyuu-chan,” sagde han roligt, ”hvad er det, du laver?” han sørgede for at sige ’-chan’, så hun måske ville forstå, at han stadig så hende som en mindreårig. Indeni var han lige så langsomt begyndt at gå i panik, men hans illusionsskjold gjorde det umuligt for hende at se det. For ham virkede det som om, det her kom ud af det blå, men hun havde faktisk været en smule forelsket i ham i længere tid.
Hun rejste sig roligt op og gik tættere på ham, mens hun så på ham med sine klare øjne. Iru var pludseligt meget klar over, at hun var ved at være ret gammel i for hold til, hvordan han så hende indeni sit hoved. Da hun var begyndt at gå hen mod ham, var han stille begyndt at bakke op, men nu var der ikke mere gulv, han kunne gå på. Han stod op ad en af væggene med hende mere eller mindre lige foran sig.
”Lad være med at kalde mig det,” sagde hun en lille smule irriteret, men samtidig blidt, ”jeg er ikke et barn længere, Yashii. Og jeg tror godt, du ved, hvad det er, jeg laver,” hvor kom alt det her fra? Iru kunne virkeligt ikke forstå det, for hun plejede at være så genert og stille, også overfor ham for det meste, selvom han havde kendt hende et godt stykke tid. Hun var pludseligt helt anderledes, så Iru blev helt forvirret. Han så både den lille pige, han mere eller mindre havde været med til at opfostre, og så den kvinde, der nu stod meget tæt på ham.
”Det går ikke, Jiyuu-chan,” sagde Iru, mens han genfandt fatningen lidt, ”du er for ung, og det er bare helt forkert generelt,” uanset hvad, så var og blev hun den lille pige… gjorde hun ikke? Iru så ned på hende. Han kunne virkeligt ikke benægte, at hun var blevet stor. Pludseligt bemærkede hans også, hvor nedringet tøj hun egentligt var begyndt at gå med. Hun gik stadig i kjoler, som da hun var mindre, men nu var de bare ikke helt så uskyldige mere.
”Jeg er voksen nok til at vide, hvad jeg vil have,” sagde hun stille, mens pressede sig en smule ind til ham, ”jeg har været forelsket i dig i flere år nu,” fortsatte hun stille, mens hun slog blikket ned, og i et kort øjeblik så Iru igen den lille, generte pige, men ligeså hurtigt var hun væk igen, ”du har været der for mig så længe, og du har lært mig så meget. Jeg kender alle dine historier, men alligevel vil jeg høre dem igen og igen – fordi de handler om dig, din tro og din overbevisning,” hun så igen op på ham.
”I alle de år, inden jeg mødte dig, følte jeg mig altid som et udskud, fordi jeg aldrig kunne komme ud og lege med de andre børn i sollyset,” Jiyuu havde aldrig talt om det her før, men et eller andet fik hende åbenbart til at tale om det nu, ”men efter du begyndte at undervise mig, følte jeg mig mindre og mindre sær. Jeg følte mig ligefrem normal, når du var i nærheden. Det gør jeg stadig. Og så alt det med, at det er min sjæl, der måske har valgt, at jeg skulle have lige netop denne sygdom, sådan jeg kunne møde dig, har givet mig fornyet håb,” hun så ned igen, inden hun tilføjede stille:
”Jeg ved godt, at jeg ikke ville være din første, og nok langt fra din sidste, for jeg ved også, at du aldrig vil blive min til at beholde,” hun så på ham med våde øjne, ”men vil du ikke nok være min bare én nat? Jeg har tænkt meget over det, og det er altså det, jeg vil have. Jeg vil være med en mand i hvert fald én gang i min levetid, og jeg har aldrig følt for nogen, som jeg føler for dig – ikke engang de drenge, der har besøgt mig om aftenen det sidste stykke tid,” Iru vidste godt, at hun var begyndt at få oftere besøg, for hun var også begyndt at gå på aftenskole nogle aftener, for hendes forældre havde ment, at det ville være godt for hende at møde nogen unge på sin egen alder, men han vidste ikke, at der ligefrem var nogle af dem, der var hendes bejlere.
”Jeg er 21,” sagde Iru stille, ”du er 15. Det går bare ikke,” selvom han så hende som den lille pige, kunne han ikke lade være med at have medlidenhed med hende. Han forstod godt, hvordan det kunne være, at hun havde forelsket sig i ham, for han var trods alt nok en af de første mænd, der var kommet ind i hendes liv; ud over hendes far selvfølgelig.
”Jeg vil aldrig mere forlange noget af dig,” hviskede Jiyuu, mens hun stillede sig på tær, ”bare vær min én nat,” uden tøven derefter, lod hun sine læber presse sig mod hans.
***
Iru havde ingen idé om, hvordan det var sket, men næste morgen vågnede han op ved siden af den sovende Jiyuu. *Åh nej,* tænkte han forfærdet, mens han febrilsk forsøgte at komme i tanke om, hvad der var sket. Intet. Kun et stort tomt hul i hans hukommelse, hvor der burde være noget. Han havde en forfærdelig hovedpine, og han følte sig en smule omtumlet.
*Jeg må væk herfra,* han kunne ikke tænke klart, men alligevel stod den ene tanke klar for ham. Han måtte væk. Det her var helt forkert. Han kunne ikke blive her længere. Ikke efter, hvad han havde gjort. Hendes forældre ville være rasende, når de fandt ud af det, og hvad skulle han så sige? Han kunne jo ikke huske noget om, hvad der var sket om natten.
Da han kom ud i sollyset og den friske luft, begyndte han at kunne tænke mere klart. Han kunne huske noget om en plante eller sådan noget, der var i stand til at give hukommelsestab og gøre, så man ikke rigtigt havde kontrol over sig selv, men bare fulgte med, hvis andre ville have det. Det kunne være muligt, at Jiyuu havde smurt en salve på sine læber, der påvirkede ham på den måde – han kunne nemlig godt huske, at hun havde kysset ham, men efter det var det hele sort.
Kunne hun finde på at gøre sådan en ting? Havde man spurgt ham om dette for et par uger siden, havde han sagt nej, men efter hendes opførsel i går, var han ikke længere så sikker. Hun havde været helt anderledes, så det skulle ikke udelukkes, at hun kunne have gjort det med salven. Uanset hvad, så var han allerede på vej væk, og ville nok aldrig finde ud af, hvad der i virkeligheden var sket.
***
Efter at have levet godt et år hist og her i forskellige hjem, hvor han undervidste rigmansbørn, så han en annonce for en skole, hvor han måske kunne finde job. Han havde ikke undervist piger det sidste halve års tid, for hver gang han havde undervist dem i et par uger, blev de ligeså underlige som Jiyuu, og praktisktaget kastede sig mod ham. Nogle af tilbudene havde han da også taget imod, men det var ikke mange af dem, og det var kun med nogle af de ældre af sine elever.
Den skole, han havde fundet annoncen for, så ud til at være en ret så god privatskole. Der stod ikke så meget om den, men han regnede med, at den var ret normal – der tog han fejl. Det vidste sig, at han ved en tilfældighed havde fundet en skole, der lige var noget for folk med ’særlige’ evner, som han selv, og han fandt sig godt til rette som lære på stedet.
Nu har han været på skolen godt 3 år, og han kan undervise i mere eller mindre alt, hvis der er mangel på en ordentlig lære, for han har erfaring indenfor de fleste felter. På den måde behøves der heller ikke at komme en helt ny lære ind, der slet ikke kender nogle af børnene, og derfor måske har lidt svært ved at håndtere dem. Hans faste fag er dog tro/overtro og myter/legender. Han underviser selvfølgelig alle årgange. (Hvis det ønskes, kan han også sagtens have flere faste fag – jeg skal nok klare det )
Evner:
Medie: Iru har fået implanteret sit medie ind i sig – lange, hårfine tråde, der snor sig i ham og reagerer på hans bevægelser og tanker – så det er meget sværere for hans modstander at afvæbne ham. Derudover kan han godt lide den effekt, det giver at kunne trylle uden brug af et synligt medie, selvom det jo faktisk var imod hans egen vilje til at starte med. Han kan dog ikke bruge sin magis fulde styre, med mindre han rører hurtigt ved sin ørering for på den måde at kanalisere sin magi. Hvis han vil bruge mere end én af sine kraftigste magier, skal han røre ved en flere gange, da den kun kan kanalisere magi én gang, hver gang den bliver rørt.
1. Evne: Illusionisk perfection
-Beskrivelse: Iru er i stand til at fremtrylle meget store og livagtige illusioner. Han kan rent faktisk få dem til at have lyd og lugt også, samtidig med, at man også kan røre ved dem, og de kan give en fysisk skade. De er dog stadig kun illusioner, hvilket vil sige, at de kun er der så længe Iru kan holde koncentrationen og fokusset. (Dette er Iru’s fortrukne evne, hvilket vil sige, at det også er hans stærkeste)
2. Evne: Gravitation control
-Beskrivelse: Iru kan, hvis han vil, bruge tyngdekræften til sin fordel. Ikke at han kan få folk til at flyve rundt som gale, men han kan, hvis hans koncentration og fokus holder, godt løfte rundt med folk, selvom han højest kan have dem et par meter over jorden. Det han bruger denne evne mest til, er dog at få sig selv til at levitere et godt stykke over jorden eller bare, hvis man ikke gider til at rejse sig for at få fat i et eller andet.
3. Evne: Mind reader
-Begivenhed: Dette vil ikke sige, at Iru er i stand til at læse alles tanker, for det er han i hvert fald ikke. Hvis personen har et svagt sind, kan han måske få ret meget ud af at tappe ind i personens hjerne, men ellers er det kun brudstykker, han kan opfange. Hvis han dog samtidig bruger sin evne til at kunne læse folks kropssprog, er det nemmere at kunne gætte sig til, hvad de tænker, selvom han ikke kan gøre det udelukkende ud fra deres kropssprog eller brudstykkerne af deres tanker.
Andet: Iru bruger meget sine evner til undervisningen – især den første – for på den måde kan han nemmere fange elevernes opmærksomhed, har han fundet ud af.
Stats
De generelle:
-Styrke: 10
-Udholdenhed: 40
-Smidighed: 20
-Præcision: 45
-Fart: 40
-Intelligens: 100
-Koncentration: 60
~~~~~~~~~~~~~~~~
De evnestyrende:
-Magisk Evne: 7
-Fysisk Evne: 0
-Evne Kontrol: 8