Glemt..

[purple2]

*Glemt. Ene og forladt i en gymnastiksal.* Pep så sig omkring i det mærke skab hvor lærerne opbevarede tingene til idræt. Hun brød sig ikke om idræt, ikke lige i dag, og havde der for gemt sig i det store skab under en masse ting, bag nogle madresser, hvor hun maligt var faldet i søvn indtil hun hørte nøglen låse og alt lysen der gik ud. Nu sad hun og prøvede at se tingene i det mærke der indhyldede hende. *Når, jeg bliver nok nød til at finde mig en vej ud..* Hun begyndte besværret at klatre sig sin vej ud af madresserne, indtil hun nåede til enden hvilket hun ikke bemærkede og derfor faædt forlæns ud over stablen og ned blandt nogle bordtennisborde hvor hun sad fast mellem jernpinene.
"Av, det der gjorde ondt."
Mumlede hun lavmælt mens hun forsøgte at komme ud i krappe gang. Hun faldt over den sidste tværstang..
"Arhh.."
En højt overrasket lyd kom fra hende som hun faldt ned på gulvet der kun var få centimeter fra hende. Så lå hun ellers der og ømmede sig og småmumlede for sig selv.

[Dia Valdes]

Dia var for sig selv i gymnastik salen da timen var ovre og hun ikke gad de andre fra klassen af så hun sad stadig i skolens regulations påkrævede gymnastik tøj da hun hørte larm fra skabet med udstyr hvilket de ikke havde brugt idag da dem fra sidste time havde ladet det ligge som skulle bruge til næste og hun havde meldt sig friviligt til at samle det sammen. hun tog nogle af tingene med siden hun alligevel gik derhen og åbnede døren derinde for at spørge "er der nogen?" da hun ikke havde hørt at der var nogen der ømmede sig

[purple2]

Da døren gik op rettede Pep sit blik mod døren. *Lys.* Hun kom på benene og kiggede forsigtigt frem for at se om det var lærer. *Nej det er vist en elev.* Hun kravlede over en buk, hen over en anden dims hun ikke vidste hvad var og stod så nu i lyssøjlen lige foran elev og kiggede taknemligt på hende.
"Hvor er jeg glad for at se dig, jeg troede at jeg skulle være her inde resten af dagen."
hun kiggede rædselsslagen frem for sig, mens hun forestillede sig at hun skulle være der inde, sulten og træt og en lille smugle mærkerad, til næsten morgen. Så fokuserede hun igen på elev som hun sendte et stort taknemligt smil.
"Det er virkelig til mit held at du er her. Jeg er Pep, hvem er du?"
Hun rakte pigen hånden for at sige hej, lidt ude af sig da hun ikke helt vidste hvordan hun skulle reagere og gøre med sig selv.