Out of class?

[Yoichi]

Yoichi sad oppe ved karterteret og kiggede igennem en hel bunke opgaver. Det var selvboigrafier, så han kunne lære sine elever at kende. Det var noget han gjorde med alle sine klasser, også selvom han havde haft dem i forvejen. Det var som om, at der over sommeren skete en hel masse med hans elever, og en hurtig selv biografi kunne altid bruges.
Han sad i sin nye klasses lokale. Der var en del glemte sager, men det havde han nu oplevet så tit, især i starten af året. Der efterlod eleverne en masse forskellige ting, han havde sågar set en nederdel ligge henne i et hjørne og flyde engang. Han havde mistanke om, at det var medvilje at de efterlod ting. Så havde de en undskyldning for at mødes oppe i klasserne.
En gang Yoichi have siddet i et tomt lokale og læst, kom der et ungt par tæt omfavnet ind. Han havde selv travlt med at gemme sin cigaret, men parret blev meget flovt. Efter hurtigt tænkning fra pigen, gik hun hen og tog en bog fra vindueskarmen, og hævede det var hendes. En smart back up at have.
En back up man stoppede med at have efter Yoichi havde haft fat i dem. Han havde sine metoder til at lære eleverne at huske deres ting.
Et lille smil bredte sig på hans læber, da han tænkte tilbage på alle sine opfindsomme påfund igennem tiden. Siddende i sine egene tanker, bladrede han fraværende i opgaverne, og hørte svagt noget larm fra fællessalen. Der var ikke mange elever tilbage på skolen, men hvorfor skulle de også være det? De havde jo fri. Nu var det kun stræbere og glemsomme typer der færdes på gangene. Og så self. dem der ville snakke med en lærer under fire øjne.

[Megumi Elyzabeth Osaki]

Saki havde haft en fin dag, med en masse gode timer. hun havde fulgt godt med, og havde slet ikke fundet det så svært som hun havde troet. Saki havde et enkelt år før gået på en menneske skole, så da hun skulle starte på skolen, havde hun ikke troet at det ville blive så svært. det var det heldigvis ikke, men det var heller ikke ligefrem let. Saki havde med lidt held kunne trække sig igennem hele dagens timer, og var havnet på biblioteket og havde lavet lektier da hun havde opdaget at hun manglede noget. Saki havde først gennemgået Hele hendes taske, og var begyndt at panikke.
hun havde pludselig haft meget svært ved at trække vejret, og en af pigerne fra hendes klasse, som hun havde fortalt lidt omkring hendes angst anfald havde været henne og give hende en lussing. Saki havde rystet på hoved, og blinket let med øjnene og havde så takket eleven. hun pakkede hendes taske og begyndte langsomt at gå hendes dag igennem bag fra.
hun var nu kommet til hendes klasse lokale. hun håbede at hendes ting lå her inde, ellers vidste hun ikke hvor den skulle være. jo måske på hendes sko hylde, men det ville blive lettere svært at få fat i den eftersom at hun havde fået en skohylde på en af de øverst etager inde for reolen.
Saki trådte med forsigtige skridt ind i klassen og så at der sad en lærer inde i lokalet. hun sank en klump og vippede let hoved på skrå.
"Undskyld jeg forstyrre, men jeg tror jeg har glemt noget ved min disk" sagde hun stille og stod henne ved skyde døren og kiggede på læren. hun følte sig let rød hoved, og slog så kort blikket ned for at forsigtigt kigge op på læren igen.

[Yoichi]

Yoichi havde siddet med et drømmende udstyk, da Saki kom til syne i døren. Der gik først lidt tid, inden han opfangede at han ikke var alene mere. Han så hen på den unge pige, og smilede venligt til hende. Ganske nuttet, en smule usikker omkring lærer, kunne han allerede fornemme.
"Det er helt okay, jeg sidder alligevel bare og drømmer mig lidt væk fra mine opgaver." Yoichi tog ikke sine mørke varme øjne fra den unge pige. Han ville ikke misse et mindste tegn fra hende, især ikke her i starten. Det var det aller vigtigeste når man mødtes.
Den unge elev så ganske nydelig ud, uniformen lidt mere afslappet end normalt, men hun var jo heller ikke til timer mere. Yoichi sad og vurderede hende, uden at man kunne læse nogen som helst forandring på hans ansigt. Det var kun hans tanker der summede sådan rundt, hans ansigt skjulte dem som en rolig venlig maske.
Masken fortrak sig dog lidt, da tankerne gjorde den opmærksom på, at der lå en tændt cigaret i askebærgeret, ved hans højre side. Nå, det var for sent at pakke den væk nu. Så måtte han så bare få endnu en advarsel, hvis eleven havde tænkt sig at melde ham.

[Megumi Elyzabeth Osaki]

Saki blev tøvende stående lidt i døren og bare kiggede på læren. Hun bed sig let i læben. Hun var nervøs. Underligt nok, hun plejede ellers at have lidt mere styr på sig selv, men i dag overhoved ikke. Han reagerede ikke på at hun var trådt ind i lokalet. Hun sagde intet, hun stod bare og kiggede på ham, indtil at han opdagede hende at hun altså var der, og sagde noget.
Da han så havde sagt at det var i orden at hun gik ind i klassen kiggede hun kort på ham, hun ville lige sikre sig at det altså over i orden, og så, så over på hendes disk. Saki gik så med let faste, og dog rolige skridt over mod hendes disk. Hun sidder i midten på rækken mod vinduet. Hun havde ikke selv valgt denne plads, men det er den perfekte for hende. Hun lod en kærlig hånd glide hen over bordet, og så kiggede hun ind i rummet der er lige under disken, og smilte. Hun stod stadig med strakte ben og bukkede sig forover, hun tænkte ikke lige over at hendes trusser altså kunne ses hvis man havde stået bag hende.
”pyha” sagde hun med et smil, og rejste sig op igen da hun havde fundet det hun havde ledt efter. Hun trak hendes musik dims ud, og kiggede på den. Hun tændte den, og tjekkede at den stadig fungerede og slukkede den så igen, og lagde den ned i hendes taske. Saki har altid haft det sådan at hun ikke kan overleve uden hendes musik. Saki kiggede på læren. Og smilte kort.

[Yoichi]

Yoichi tog et hurtigt hiv af sin cigaret, mens eleven fandt sit eget bord. Røgen snoede sig ned i hans lunger, og nikotinen trænge ind i hans krop. Dejligt afsalppende efter en meget lang dag. Nolge af hans elever, havde haft trang til at skulle vise sig over for deres venner, og det skulle selvfølgelig lige være i hans timer.
Han rystede opgivende op hovdet, ved tanken om deres diskussion omkring pytagoras. Det endte med at Yoichi stilte sig op på katerteret, og forlangte, at ud fra hans højdte, skulle de regne ud, hvor hans hoved ville ramme gulvet, hvis han faldt imod venstre, uden nogen som helst form for vind. Det havde ikke lukket munden på dem med det samme, men da de så blev truet kollektivt med en meget krævende prøve, blev stemningen i klassen helt ander ledes, og nu er der et lille kridt mærke på venstre side af kateteret.
Da Saki lænede sig forover, kunne Yoichi ikke dy sig, og han kiggede hurtigt op under pigens nederdel. Det var dog kun lige et kort gmilt han fik, før han igen satte sig op. Ganske nydeligt par, der passede pænt til hende. Der var nogen der havde for stramme trusser på, så der var ucharmerende buler langs kanten, men Sakis passede godt til hende.
Yoichi smilede for sig selv da eleven fandt en musikafspiller. De havde alle sammen en nu til tider. Det var virkelig mærkeligt, at de ikke kunne sidde i stilhed mere og lave en prøve, som han selv har kunnet. Da Saki smilede hurtigt til ham, smilede han selv varmt tilbage til den unge pige. "Det er godt at få fat i sådan noget inden rengøringen gør. Somregl bliver sådanne genstande givet tilbage over dækket af slim." Yoichis stemme var legende og indviterende. Han ville gerne snakke lidt med en elev, også måske om hvordan hans undervisning virkede - bla. der kunne jo også opstå andre siturationer.

[Megumi Elyzabeth Osaki]

Saki stod lidt og kunne fornemme røgen før hun kunne lugte den. Hun kiggede på læren og så smøgen der sad mellem to af hans fingre. Hun vidste at det var forbudt at ryge på skolen, og hun vidste også at ville hun, kunne hun melde ham. Hun vidste ikke om hun glad. Han havde jo ikke gjort hende noget. Endnu.
Saki stod lidt og lod fingrene lege lidt med ledningen til høretelefonerne. Hun havde den ikke på i timerne, og hun havde den heller ikke på under prøverne som så mange andre elever ville have. Saki kunne ikke finde ud af at høre musik og samtiden lave prøve. Det var for forvirrende for hende. Hun havde den blot på til skole, og nogen gange i skolen, når tingene blev for svære og hun var nød til at få kølet sig selv af.
Saki så smilet og rødmede en smule. Hun var ikke vand til at få varme smil, og da Slet ikke af lærere.
”ad hvor ulækkert” sagde hun og kiggede med frygt ned på hendes musik afspiller, hvad mund hun ville ha gjort hvis den havde været dækket af slim. ”tror bare ikke at jeg ville ha kunne overleve uden mit beroligende musik” sagde hun så stille og kiggede forsat ned på hendes hænder. Hun var efterhånden blevet meget afhægning af det, eftersom at hun ikke havde andet, og eftersom [indsæt navn] ikke havde snakket med hende længe.

[Yoichi]

Yoichi smilede og bemærkede at Saki var en af den type mennesker, hvor det faktisk var lidt svært at finde ud af, hvilken vej hendes mundviger vendte når hun snakkede. Men det var sikkert fordi han var en lærer. Det kunne man ikke altid regne med. Det var lettere med andre lærer, de var enten sure på ham, eller meget flirtende dvs. opadvendte mundviger, og tit også store pupiller.
Saki var svær at læse, fordi hun ikke rigtig gav ham så mange bevægelser, og øjnkontakten var minimal. Det kunne let gå hen og blive meget sjovt det her. Han lagde hovdet lidt på skrå, og besluttede sig for, at åbne sig selv lidt op. Vise en mere følsom og normal side af en lærer.
"Tjaa musik er en sjov ting. Det et menneske kan li, er meningsløs larm for den næste. Jeg må selv inrømme jeg ikke forstår så meget af den nye musik, jeg fortrækker en enlig violin hvis det endelig er..." Det var faktisk sandt. Han havde ladet en pige spille hver dag i et helt år, får han loggede hende ud i søen. Det havde været smukt, og meget beroligende, noget der tæmmede hans ellers vilde 6 årige hjerte for de korte stunder hun spillede. Da han så blev 7 og kunne ane at de skulle flytte sig, besluttede han sig for, at tage pigens smukke spil fra de andre keliper. Det havde været hans terapi, og han ville ikke lade nogen andre få del af den.
Et lille smil spillede hen over Yoichis læber. Sikke selvisk han havde været den gang, godt det ikke var sådan mere. I hvertfald ikke så ofte mere. Han kunne aldrig finde på, at drukne sine tideligere flirter her på skolen, selv om han ikke kunne li tanken om, at nogen andre skulle få fat i dem.