Et tomt klasselokale [p]

[Nekomiya Haruhi]

En stille vind blæste gennem de åbne vinduer i klasselokalet. Gardinerne blafrede let op, for så fint at finde på plads foran vinduerne igen. Det var en sen eftermiddag. Lokalet var for længst blev forladt af de sidste elever og stod nu fuldstændig øde hen. Eller, sådan næsten da. Haruhi befandt sig nemlig stadig derinde. Det var nu ikke, fordi hun selv havde haft undervisning i lokalet. Hun var bare faldet over det tomme lokale, som hun tog en tilfældig vandretur rundt på gangene. Og nu lå hun der og strakte sig på lærerens kateder, alt imens hun nød stilheden. Drengeuniformen sad en smule sjusket, men det tog hun sig ikke så meget af; den sad jo som den skulle og dækkede for hvad der skulle dækkes, selvom det nu var lidt lige meget, når hun var alene.
Haruhi skjulte et lille gab bag hænderne. Hun havde egentlig ikke set noget til Masao i dag, hvilket nok var lidt skidt. Normalt stalkede hun ham jo gerne rundt i flere timer på en dag, men det var det på en eller anden måde ikke blevet til i dag. *Det ville nu være rart at se ham~,* tænkte hun og udstødte en lav spindelyd.

[Ounaga Masao]

Masao kiggede ind i lokalet for at se, om der var nogen, der havde en sen time eller noget andet tåbeligt. Han havde selv haft time i lokalet tidligere, og havde glemt en bog derinde, som han selvfølgelig skulle bruge til lektierne. Dumme lektier, hvorfor kunne de ikke bare passe sig selv?
Ud over en enkel dreng, der for some reason lå på katederet, var der ikke nogen, så Masao gik bare ind. Han kiggede ikke efter, hvem det var - det var alligevel sikkert ikke nogen, han kendte, og de andre drenge betød alligevel rigtig ikke noget for ham - så han gik bare hen og tog sin og, hvor han havde glemt den, vendte sig om og skulle til at gå igen, da han alligevel fik øje på, hvem det var, der lå på katederet.
*Nekomiya?*
Han gik lidt hen mod katederet, dog ikke for langt, da Haruhi stadigvæk var på listen over de drenge, han skulle være ekstra påpasselig med - de signaler, der fik de fleste andre til at tvivle på, om hun nu også var en dreng, blev af Masao bare opfattet som faresignaler.
"Ligger du godt, Julie-kun?" spurgte han med en let antydning af et smil. Det kunne godt være, at Haruhi var at betragte som en potentiel fare, men som næstformand i dramaklubben, kunne han da i det mindste hilse på sine medlemmer - især når disse skulle spille den kvindelige hovedrolle i klubbens næste stykke, og han havde måttet ofre en del af sin position over for Ichiko, bare fordi, han havde bakket en smule op om det, og hun var imod.

[Nekomiya Haruhi]

"Massao?" Haruhis krop bevægede sig med en næsten usandsynlig hastighed op i siddende stilling på katederet og det føltes næsten som om, at hendes hjerte i farten hoppede med op i halsen på hende. Hun kiggede på ham en smule overrasket. Hvad laver han her? tænkte hun, mens hun langsomt lod hjertet synke ned igen. Godt nok havde hun håbet på - som enhver prinsesse, der længtes efter sin prins - at han på helt tilfældigvis ville dukke op, men aldrig havde hun dog forventet at ønsket ville blive opfyldt.
Haruhi rystede mentalt på hovedet for ikke at blive fanget fuldstændig af sine dagdrømme og lod benene falde svingende ned langs katederet, i et forsøg på at genvinde noget af sin afslappede positur. Hvad havde han spurgt om igen? Nå jo! Om hun lå godt... lige før, da hun lå ned, altså. *Baka, baka, baka, Haru-kun!* skældte hun på sig selv, som en klædelig rødmen for flygtigt over hendes kinder. Det var ikke lige nu, hun skulle være distræt!
"Jeg lå udemærket, tak!" fik hun endelig svaret i et muntert tonefald og hendes læber bredte sig i takt i et smil, der var nok så kønt og kvindeligt. Hvis man var af den opfattelse, at Haruhi var af hankøn, så gav det smil anledning til nok så mange forkerte ideer.

[Ounaga Masao]

Masao kiggede på Haruhi. At se sådan et smil fra en dreng, akkompagneret af en rødmen og rettet mod en selv, var et meget dårligt tegn. Han mærkede en kuldegysning løbe ned ad ryggen, men sendte alligevel et let smil tilbage til Haruhi. (Hurra for træning i skuespil og facader).
"Det var da godt," sagde han. "Du må undskylde, jeg forstyrrer.. Jeg kom egentlig bare for at hente den her," han holdt bogen lidt frem og fortsatte. "så jeg smutter igen. Vi ses en anden gang, Nekomiya-san."
Masao havde fået, hvad han var kommet efter, så nu begyndte han at gå tilbage mod døren - der var ingen grund til at blive i lokalet uden formål, og især ikke, når at blive derinde betød at være alene med Haruhi i længere tid.

[Nekomiya Haruhi]

Haruhi kunne ikke forstå det. Masao var jo lige kommet, hvordan kunne han så allerede gå igen? Hun syntes ikke, at hun nogensinde havde hørt om et eventyr, hvor prinsen bare forsvandt på så umættet en måde. Det var uhørt og hun hverken kunne eller ville tillade det. Under normale omstændigheder ville sådan et kort møde måske nok være rigeligt tilfredsstillende (idet hun jo stalkede ham rundt overalt), men i dag hvor hun slet ikke havde set noget til ham, kunne hun ikke bare lade ham slippe så let.
*Hvordan forhindrer jeg ham i at gå?* tænkte hun og gennemgik febrilsk sine tanker for alle mulige ideer, *Spænder ben...? Måske ikke... beder om hjælp? ... nej.... ah, vent!* Pludselig opstod en ide i Haruhis hoved. Hun lod ikke yderligere tid gå til overvejelser om ideens succesrate, men kaldte blot ud efter ham, "Oi, Ao-kun!" Hvis det ikke kunne få ham til at stoppe op, så vidste hun virkelig ikke, hvad der kunne.

[Ounaga Masao]

Masao standsede op i døråbningen og vendte sig om.
"Hvad kaldte du mig lige?" Han var tydeligt irriteret og gjorde intet forsøg på at skjule det, da han kiggede på Haruhi.
Der var intet galt med navnet "Ao-kun" som sådan, men det havde altid kun været hans storesøster Mako, der havde kaldt ham det. Derfor var navnet "Ao-kun" tæt forbundet med Mako, og da hun var kilde til en del irritation i hans liv, (især sidste år generede hun ham meget), hadede han at blive kaldt det af andre. At det var en dreng gjorde det kun værre. Mako var trods alt hans søster, og den eneste af slagsen, han nogensinde havde udvist interesse for at tilbringe tid sammen med, så når en dreng brugte hendes kælenavn, var det at stille sig selv langt tættere på ham - ikke i status, men intimitet - end han havde nogen form for behov for.

[Nekomiya Haruhi]

*Oh, det virkede~* tænkte hun og jublede indvendig, *First mission: accomplished!* Det kunne godt være at han var irriteret nu, men sådan var det jo. Det var som sådan ikke noget, Haruhi tog så tungt og hvis det var den pris, hun måtte betale for hans selskab, så gjorde hun det gerne. Desuden, så fandt hendes legesyge drifter det på en eller måde utrolig underholdende at prikke og pirre Masao lidt - hun kunne jo trods alt ikke bruge al sin tid på at stalke og tilbede ham, det ville blive for ensformigt i længden. En prinsesse skulle ikke kun tilstræbe sig at tilfredsstille sin prins, men også give ham modspil.
Haruhi smilte skælmsk til ham og gentog med et uskyldigt, men dog tydeligt meget fornøjet tonefald, "Ao-kun~?"

[Ounaga Masao]

"Jeg ville virkelig sætte pris på, at du lod være med at kalde mig det." Masao blev stående i døråbningen, og trods den ellers høflige formulering og et (ganske vist påtaget) venligt smil var ordene gennemsyrede af til foragt grænsende irritation. Der var ingen andre til stede, så han gad ikke lægge yderligere låg på. Han kunne lige så godt gøre det klart, at det var uacceptabelt at kalde ham dét.

[Nekomiya Haruhi]

"Aww, no fair!" sagde Haruhi, som hendes læber krummede sammen til et surmulende udtryk. Man kunne dog stadig fornemme undertoner af det skælmske smil i hendes udtryk - at han reagerede, som han gjorde, provokerede blot hendes drillesyge humør til at forsætte underholdningen. Hun gjorde et lille spring ned fra katederet og tilføjede med hovedet let på skrå, "Jeg måtte jo trods alt anstrenge mig meget for at få fat i det, Ao-kun~"

[Ounaga Masao]

Masao så overrasket ud. "Få fat i det"? Sådan som Haruhi sagde det, lød det nærmest som om, han havde stalket ham? Han havde godt nok ind imellem haft det som om, han var blevet overvåget, men... Igen mærkede han kuldegysningerne. Måske skulle han bare gå nu... og dog var der et eller andet dumt behov for på en eller anden måde at få mistanken bekræftet - eller bedre endnu, afkræftet.
"Hvad mener du?" spurgte han prøvende med et skeptisk blik på Haruhi.

[Nekomiya Haruhi]

"Jeg har bare... observeret dig en smule," det skælmske smil bredte sig igen på Haruhi læber, idet hun sagde det. Hendes gyldne øjne lyste af ildhu og det var tydeligt, at hun var mere eller mindre stolt af sin bedrift. Det var trods alt også lidt af en underdrivelse. 'En smule' kunne slet ikke dække omfanget af hendes stalking og betegnelsen 'observation' var egentlig heller ikke særlig passende, men små slag, små slag. Det var jo heller ikke sjovt, hvis det hele var ligetil. Jo mere gådefuldt, des bedre.
Haruhi tog et par skridt frem. Ikke ret mange og ikke ret hurtigt, men nok til at hun måtte vinkle hovedet en smule bagud, for at se ordentlig på Masao. Et komisk valg i betragtning af at hun allerede var fjorten centimeter lavere end ham, og det bestemt ikke gjorde noget for at udligne højdeforskellen. Dernæst sagde hun dog: "og det er skam ikke det eneste, jeg ved." Hun havde sænket stemmen og derved afsløret handlingens egentlige motiv: Hun havde ønsket at skabe bedre rammer for afsløringen af en dybt fortroligt og skjult hemmelighed - eller, sådan så Haruhi det i hvert fald.

[Ounaga Masao]

Masao trådte usikkert et skridt tilbage.. Hvis han kendte Haruhi rigtigt, kunne han være ret utilregnelig til tider, og hans langvarige frygt for, at han var en potentiel farekilde, var pretty much bekræftet - hvis Haruhi ikke var en potentiel fare (aka en fyr med interesse) for ham, hvorfor skulle han så "observere" ham?
"...hvad ved du ellers?" sagde han med hjertet nervøst bankende i brystkassen. Han prøvede at skjule sin nervøsitet og lyde rolig, men det lykkedes ikke helt.

[Nekomiya Haruhi]

Haruhi kunne ikke lade være med at nyde, at se Masao i hans nuværende tilstand. Ved at afsløre elementer af hendes stalking for Masao, havde hun havde brudt sin ellers (som regel) passive observatørrolle, den intimitets afstand hun normalt tog for at undgå at miste interessen for sit offer. Hun havde rystet bare en lille smule til ham og overraskende nok var hendes interesse endnu ikke begyndt at dale drastisk. Interaktionen havde tværtimod bragt hende en næsten seksuel stimulans.
"Hvad...?" Haruhi lod et tænksomt blik præge sit ansigt. Det kunne dog tydeligt ses på hende, at hun ikke havde brug for at tænke over spøgsmålet. Svaret var jo egentlig ret ligetil, men når hun nu endelig havde mulighed for at lege lidt med Masao, kunne hun ligeså godt gøre, "Jeg ved alt." Det var ikke en påstand, men et faktum. Og hvis han benægtede det, ville hun sagtens kunne bevise det. Det var hendes spil lige nu.

[Ounaga Masao]

"Jeg ved alt."

Masao løftede et øjenbryn og så mistroisk på Haruhi. Han havde lidt svært ved at tage den replik seriøst. Skulle Haruhi virkelig vide alt om ham? As if.
Masao rystede let på hovedet som for at vække sig selv af en trance. Det var nok på tide at komme væk, inden han fandt på et eller andet dumt. "Any way, jeg har, hvad jeg skal have, så jeg går nu," sagde han kort og gik ud på gangen.

[Nekomiya Haruhi]

Haruhi løb i fuld firspring efter Masao ud på gangen. Hun kunne ikke tillade at han sådan brød spillets regler og gik, før hun var færdig med at lege. Det kunne absolut ikke komme på tale og hun blev nødt til at finde en måde. hvorpå hun kunne stoppe ham mest effektivt.
"Ounaga Masao," sagde hun højt efter ham og omtalte Masao i tredjeperson, som om hun var ved at viderefortælle en historie til en anden person, "har en skjult ambition. Han fremstår måske som skolens 'good boy', men det er kun en facade. Under overfladen styrer Masaos ego ham mod..." Haruhi lod mildest talt sin mund løbe som et vandfald. Lige netop i dette øjeblik var hun ved at grave alle de informationer frem, hun nogensinde havde fundet ud af omkring Masao, for at bruge til sit artilleri. Heldigvis (for Masao) var der ikke nogen i nærheden, men hvis der havde været, ville hendes afsløringer højst sandsynligt havde forårsaget skader af fatal karakter.