Endnu et år

[Iru-Jon Yasashii]

*Det bliver en interessant gruppe i år,* tænkte manden, der sad lænet ind over en bog om myter, fabler og legender. Ved siden af ham lå der en liste. '2. A.: Frank Red, Fen Smith, Artemis Kailera, Nekomiya Haruhi,' stod der på det, men han vidste, at der nok ville komme flere på om ikke så længe. Det var jo kun lige starten af det nye skoleår, så de elver, der ikke havde været her på de tidligere årgange, skulle have noget tid til at falde til ro i deres nye omgivelser. Dette betød, at ikke alle elever havde haft en chance for skrive sig på sin ønskede klasse.
*Artemis Kailera,* tænkte han og betragtede det lille billede af den lyshårede pige med de grønne øjne, *Changling..?* han rynkede brynene. Hvad i hele hulens navn var en Changling? Han mente, han havde læst om dem et sted, men han kunne ikke huske hvor, hvornår, eller hvad der havde stået. Han kunne dog gætte sig til, at det måtte stå i en af bøgerne om menneskenes myter og fable væsner eller noget i den stil, så han tog en af de bøger, der lå i stakken foran ham og kiggede i registreret.
*Canid, Canis Humanis, Cardomor,* læste han indeni sig selv, mens han lod sin finger glide ned over siden, *Carvers, Catfolk, Cathaki, Catkin, Catling, Cea'olin, Changelings - der var den,* han bladrede over på den angivne side og begyndte at læse.

[Artemis Kailera]

Artemis kom stille listende. Hun var fulgt efter sin nye lærer ind i biblioteket. Hun smilede og så at han sad og læste i en bog. Hun stod bag ham, på den anden side af en af de mange reoler. Hun prøvede på at se hvad det var han var igang med at læse. Hun syntes at hun så ordet "Changeling" Hvis han rent faktisk var igang med at læse om changelings, hvorfor spurgte han så ikke bare hende om hvad det var? Artemis tænkte i et halvt sekund, og besluttede sig så for at stoppe det læreren havde gang i. Hun brød sig ikke om når folk læste om changelings. Det meste af det der stod om dem var alligevel ikke rigtigt. Hun var aldeles ikke nogen trold fra en ældgammel folkefortælling. Det var for det meste sådan changelings blev beskrevet. Der var ikke nogen der forstod deres kvaliteter. Artemis var ikke noget dumt forbyttet barn. Hun var ihvertfald ikke dum. Hun tog en stak bøger og gik forsigtigt rundt om bogreolen og frem imod læreren imens hun dækkede sig hovede med stakken af bøger. Hun lod som om hun snublede og droppede alle bøgerne ned oven i den manden sad og læste i imens hun prøvede at få fat i den så hun kunne gemme den bag ved sin ryg. Hun fik det til at ligne at hun bar snublede, hvilket hun ofte gjorde, og hvis hun fik fat i bogen, ville hun lande på den, så den ville være fuldstændig gemt bag hende, så det bare ville se ud som om den var forsvundet. Hun havde det hele i sit hovede, men hun skulle sådan set bare have fat i bogen!

[Iru-Jon Yasashii]

Iru kunne ikke nå at reagere, selvom han hørte noget tumult bag sig. Han nåede kun lige at vende sig om, inden pigen med bøgerne snublede og faldt, så de mange bøger faldt ned i hovedet på ham; eller nogle af dem gjorde, en tre-fire stykker, måske. Han nåede at dække for den værste smerte med sine arme, men han fik i hvert fald én bog i hovedet, og det gjorde ret ondt, men han sagde ikke noget til det. Han reagerede faktisk overhovedet ikke sådan, som man kunne regne med, at en person ville reagere på at få smidt en stak bøger i hovedet - han blev ikke på nogen måde sur eller irriteret og han kom ikke med noget overrasket udbrud.
Da bogregnen var ovre, rejste han sig for at hjælpe pigen op. Han bemærkede kort, at den bog, han havde læst, var forsvundet, og smilede indeni sig selv, da han opdagede hvem det var, der lå for hans fødder. Det var den selv samme Changling, som havde fået ham til at læse i den bog, der nu på mystikvis var fordampet. Var det hende, der ikke ville have, han læste om hendes slags? Det ville ikke være første gang, en person havde forsøgt at skjule historier om sin slægt - især hvis det var fordi historierne ikke var sande. Måske var det sådan, det her hang sammen? Hun ville ikke have, han fik det forkerte indtryk af hende?
"Ah, unge Kailera-san," sagde han i en høflig tone, "lad mig hjælpe dig op," han rakte sin hånd ned mod hende, så hun kunne tage imod den, hvis hun ville, "kom du noget til? Det var noget af et styrt," han smilede lidt, men det var ikke et gennemført smil, for det nåede ikke helt op til øjnene, så det var mere et høflighedssmil - han var ikke sikker på, at han var i stand til at smile normalt længere, for det var så længe siden, han havde prøvet det. Med sin anden hånd rørte han let ved sin venstre øreflip, hvor hans kanaliserende medie sad - den unge pige ville dog ikke kunne se det, for han havde ladet en mild illusion sløre den bevægelse, så det ligenede, at han kun havde rakt den ene hånd frem, mens den anden bare var ved hans side.

[Artemis Kailera]

Artemis rejste sig lynhurtigt op. Hun kiggede kort på manden "Du burde vide bedre end at mæske dig med fordomme!" sagde hun hurtigt, og så løb hun! Hendes hjerte bankede lynhurtigt, og hun vidste at hun ikke ville kunne løbe særlig længe. Hendes hjerte begyndte at sætte sig fast i brystet på hende. Hendes øjne begyndte at sortne for hende. Hun var ikke engang nået til døren endnu. Hendes ben forsvandt under hende og hun faldt forover. Bogen holdt hun ind til sig. Hun havde tænkt sig at rive siden ud og brænde den. Det havde hun gjort med de fleste andre bøger på skolen, men den her så ud til at være helt ny. Artemis faldt forover. Det så ud som om hun bare snublede over ingenting, men i virkeligheden besvimede hun. Hendes pande var det første der nåede gulvet, og derefter hendes næse. Hendes hovede bøjede automatisk til siden, så hun ikke blev helt vanskabt. Hendes næse fik et slag, så den begyndte straks at bløde. Artemis mærkede ikke smerten, men hun vidste godt at det ikke var særlig godt. Hendes krop lå fuldstændig ubevægeligt på gulvet. Der var ikke noget umiddelbart tegn på liv. Hendes åndedræt kunne ikke ses, og det kunne ikke høres. Man kunne kun høre det hvis man kom helt tæt på, og hendes hjerte bankede stadigvæk! Men ingen livstegn medmindre man rørte hende!

[Iru-Jon Yasashii]

*Mæske mig med...?* mere nåede Iru ikke at tænke, forend Artemis havde sat i løb. Han forsøgte at stoppe hendes fald, da han så, at hun styrtede direkte mod jorden, men han nåede kun lige at sagtne hendes fald en smule ved at bruge sine evner, men det var ikke meget. Hun blev liggende, og det var ikke et godt tegn, så han skyndte sig over til hende og satte sig på hug. Han vendte hende om på ryggen, mærkede på hendes puls og rystede stille på hovedet, selvom der ikke var nogen forandring at spore i hans ansigt. Forsigtigt lirkede han bogen ud af hænderne på hende, så hun blev nødt til at få den fra ham igen, inden hun stak af endnu en gang.
"Ikke en særlig god start på det nye år," mumlede han stille, mens han satte sig i skrædderstilling og ventede på, at hun skulle vågne op. Hun havde nogle ting, hun skulle forklare - han var ikke den slags lære, der bare gav eftersidning eller andre straffe til højre og venstre, for han mente, at der skulle være en god grund for det - men han brød sig ikke rigtigt om at blive kaldt fordomsfuld, hvilket var det, hun havde hentydet til. Og han brød sig heller ikke om, at hun bare stak af fra ham, når de lige havde mødt hinanden. Det var virkeligt ikke en positiv start på deres tid som lære og elev.

[Artemis Kailera]

Artemis, som nu lå på ryggen, udstødte et host, så der løb blod ud på gulvet. Artemis vågnede, men hun åbnede ikke øjnene. Hun vidste lige præcis hvor han sad, hun kunne mærke det. Hun havde en smag af blod i munden, ikke så underligt når hendes mund nærmest var fuld af blod, nu når det ikke kunne komme ud af næsen på hende. Var han ligeglad med om hun blev kvalt? Åbenbart. "Hvorfor læser du fordomsfulde bøger om ting du ikke kender til?" lød hendes stemme. Der var så meget blod i munden på hende, at en del af det flød ned af hendes kinder når hun talte. "Det eneste der står i bøgerne er fordomme om ting de frygter. Hvorfor skal vi være jagede fordi i allesammen læser en bog istedet for at snakke med os om det?" Artemis tænkte lidt over hvilken uheldig situation det ville være for læreren hvis der kom en anden ind nu. Artemis på gulvet, fuldstændig dækket i blod, og læreren pisse ligeglad ved siden af. Han ville nok ikke blive så populær. Artemis kunne næsten ikke lade være med at smile ved tanken. Men smerten i hendes hovede var så slem så hun ikke kunne smile. Hun håbede at der ville komme en ind og se dem. Men hun tvivlede nu stærkt på det. Der skete aldrig det Artemis gerne ville have. At læse en bog om hendes race var som at høre en racist tale om en sort. Læreren ville ikke få noget ud af det, andet end at han ville begynde at hade hende endnu mere. Og den bog han sad med, var ikke anderledes end alle de andre. Det var bare den eneste hun stadig ville kunne finde de fordomsfulde beskrivelser om hendes race. Fordi der var ikke andet!

[Iru-Jon Yasashii]

"Lige netop fordi jeg ikke kender noget til dem," svarede Iru uden at fortrække en mine, "jeg læser bøger for at finde ud af ting, men jeg er ikke en, der dømmer ud fra det, jeg læser. Måske hvis du havde givet mig en chance, kunne jeg have spurgt dig, men jeg anede jo ikke, hvor jeg skulle finde dig, og jeg var nysgerrig efter at finde ud af mere om Changlingsne, siden jeg trods alt skal være klasselærer for en," han rakte hånden ud og tørrede noget af blodet på hendes kind af, "spyt du bare det blod ud," fortsatte han, "det kan ikke være så behageligt at have i munden - bare rolig, du får ikke balled for det. Hvis nogen bliver sure, skal jeg nok tage skylden for det," han betragtede hende lidt med de metalliske øjne, inden han spurgte:
"Skal jeg følge dig til skadestuen? Så kan du fortælle mig om Changlings på vejen. Jeg vil hellere end gerne høre om dem fra en pålidelig kilde," han håbede ikke, at hun ville blive mere sur på ham, end hun allerede så ud til at være, for det var ikke meningen. De var kommet skævt ind på hinanden, og han var sikker på, at hun havde sine grunde til det, hun havde gjort. Efter hvad han havde nået at læse i bogen, forstod han godt, at hun ikke ville have, at folk skulle tro sådan om hende. Det var der ingen, der ville kunne lide, hvis de var i hendes sted. Hvis det var ham, havde han sikkert gjort det samme - på en lidt mere diskret måde, måske, men han ville nok have følt det samme, som hun gjorde.

[Artemis Kailera]

Artemis satte sig op støttede sin krop på sine arme som hun lagde bag sig. Blodet røg ud af hendes mund, og løb ned af hendes hage og farvede hendes trøje rød. Hun kiggede på læreren og smilte lidt forsigtigt. "Jeg behøver ikke en skadestue!" sagde hun lavmælt til ham. Hendes hjerne sporede sig ind på changeling emnet. Hun tænkte at hun nok hellere måtte forklare hvad det var hun mente med at alle bøger var flydt med fordomme "Hvis du slår en changeling op i en bog, står de beskrevet som en stupid troldeskabning som bytter deres børn ud med menneskebørn, så de ikke selv behøver at tage sig af dem. Sådan er vi ikke" En enkelt tåre besluttede sig for at løbe ud af hendes øje, og blande sig med det blod der løb ud af hendes næse. Hun blødte ikke rigtig mere, men der løb stadig en smule blod ud af næsen på hende. Tåren var der ikke helt uden grund, men det så sådan ud. Hun var blevet forbyttet som barn. Det eneste menneskene havde ret i om changelings. Der var en tradition for at forbytte børn, men de gjorde det ikke med folks børn. De tog altid et barn fra et børnehjem og forbyttede med en changeling, og så lagde de det andet barn udenfor et andet børnehjem, sådan var reglerne bare! Desuden var changelings ikke dumme og uintelligente som mange påstod. De var faktisk yderst kloge de fleste af dem. Ihvertfald dem af dem med håb om overlevelse. Artemis slog blikkede ned og kiggede direkte ned i jorden. Hun var ingen trold, og det håbede hun at læreren forstod!

[Iru-Jon Yasashii]

"Så åbenlyst ikke," gav han hende ret, "og som sagt tror jeg heller ikke på alt, hvad jeg læser," han lagde mærke til, at en tåre løb ned ad hendes kind. Det var åbenbart noget, der virkeligt gik hende på, og hvorfor skulle det ikke det? Det var da helt naturligt, at hun havde det sådan. Forsigtigt tørrede han den kind, der vendte over mod ham med sit ærme. Han var ligeglad med, om hans tøj blev rødt, for han havde nok tøj som det var. Lige havde en af hans elever det ikke særligt godt, og det brød han sig ikke synderligt om, selvom det måske ikke virkede sådan på ham.
"Hvis du ikke skal på skadestuen, så lad mig i det mindste hjælpe dig med at få det blod vasket af, Kailera-san" foreslog han, mens han fortsat betragtede hende med ubestemmelige øjne. Han tænkte lidt på, om han skulle tage hende med over til lærebygningen, men det ville måske ikke se så godt ud udefra. Det ville nok ikke være passende - men på den anden side, uanset hvad, ville det, at de begge havde blod på sig, nok vække en smule opsigt ligemeget, hvor de tog hen, så måske skulle han alligevel bare tage hende med til lærerbyningen? Nu måtte han vel bare vente og se, hvad hun sagde til hans tilbud.

[Artemis Kailera]

Artemis kiggede lidt på læreren. Hvorfor ville han hjælpe hende? Og hvorfor var han så bange? Han så ikke bange ud, han så bare ligeglad ud. Ens følelser er virkelig en ting der kan såre en, men hvis man ikke viser dem, ender de med at såre en mere end de om muligt kan hvis man viser dem! Artemis havde erfaret dette. Hun havde selv såret manges følelser, og hun vidste godt dette. Hun var en changeling, så hun havde virkelig haft mulighed for at såre flere end hun havde gjort. Manden provokerede hende faktisk en hel del. Han var meget tydeligt bange. Han havde nu også god grund til at være bange for at vise sine følelser foran hende, men hun var begyndt at lade være. Nu brændte hun kun dem der havde fortjent det, hvilket var for mange! Der var rigtig mange der gjorde ting for deres eget bedste og sårede en masse andre, og sådan ville Artemis ikke have at det var mere. Hun havde gjort det selv, så hun vidste hvordan det var at være der! Hun vidste det kun alt for godt! "Hvorfor ville du hjælpe mig med det? Det er mit blod, mit problem! Jeg har i forvejen svinet dit tøj mere til end nødvendigt!" sagde hun roligt og rejste sig op. Hun havde lidt svært ved at blive stående, men hun klarede det lige!

[Iru-Jon Yasashii]

"Fordi," begyndte Iru, mens han rejste sig op, "du er min elev," uden videre varsel lod han hende sig lidt fra jorden, så han kunne komme til at bære hende, "og ingen af mine elever skal gå rundt med blod over det hele," han så ned på Artemis, der nu lå i hans arme, og håbede, at hun ikke ville blive alt for sur over, at han bare sådan lige havde løftet hende op på den måde, han nu engang havde gjort. Hun var forbløffende let. Han havde faktisk regnet med, at hun ville veje mere, end hun gjorde. Hun var meget skeptisk overfor ham, men det havde han i sinde at lave om på.
"Eller have det dårligt," tilføjede han stille, mens han begyndte at gå, "og mit tøj skal du ikke bekymre dig om." Han skænkede ikke blodet på gulvet endnu en tanke, for han kunne altid bortforklare det med, at hun var kommet meget til skade, så han var blevet nødt til bare at lade blodet ligge, hvis han skulle hjælpe hende - det ville nok blive godkendt. Han ville komme tilbage senere for at se, om det stadig var der, og hvis det var, skulle han nok tørre det op; selvom han ikke regnede med, at det ville blive der forfærdeligt længe, for den næste, der så det, ville nok bestemme sig for, at det var bedst at tørre det væk.

[Artemis Kailera]

Artemis kiggede lidt skeptisk på læreren. Hun vidste ikke rigtig om hun bare sådan uden videre skulle lade ham bære rundt på hende, men hun besluttede sig for at han godt måtte. Hun slappede fuldt ud af i sin krop, hvilket resulterede i at hun fik en rimelig underlig stilling. Hendes hoved var tippet bagover, så hendes halv var fuldstændig bar. Der var en lille smule blod på den også, men det meste var dryppet ned fra hendes hage. Det så en lille smule ud som om hun lå bevidstløs i hans arme. Hun fik lyst til at komme med en misforståelig kommentar, så hun løftede hovedet og kiggede op på ham "Så tag mig, lige hvor du vil!" Hun smilte lidt, men lagde så bare hovedet tilbage og slappede helt af.

[Iru-Jon Yasashii]

Det kom lidt bag på Iru, at Artemis gjorde sin krop helt slap, men det kom ikke ligeså meget bag på ham, som hendes kommentar. Først skulle han til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad hun mente og sige, at det altså ikke var det, han havde planer om, men han holdt inde, for han så hendes smil og gættede sig lidt til, at det nok havde været meningen, at han skulle forstå hendes kommentar forkert. Han rystede stille på hovedet - man kunne ikke se, hvilket slags ryst, det var, det var bare et ryst. *Underlig pige,* tænkte han for sig selv, men det var ikke på den negative måde.
Lige fra starten af, havde hun fanget hans opmærksomhed. Hun var noget for sig selv, og hun kunne fortælle ham meget mere om hendes art, end nogen bog nogensinde ville kunne - hvis hun da ville. Det havde ikke virket som om, hun ville det, for det var åbenbart et ret følsomt punkt for hende, og han var ikke en, der snagede i ting, han ikke burde snage i. Okay, det var måske ikke helt sandt, men næsten! Det var meget sjældent, at han følte det nødvendigt, selvom han meget tit var ved at dø af nysgerrighed.
Han bar videre på hende i tavshed, for der var ikke så meget at sige. Han kunne udspørge hende om Changelingsne, når hun havde fået vasket blodet af.

//Out