Underligt scenarie

[Iru-Jon Yasashii]

Iru var ikke sikker på, om nogen så dem på vej over til lærebygningerne, men hvis de gjorde, ville det helt klart se meget underligt ud. Der ville sikkert blive starte rygter om det ret hurtigt, hvis nogen så det, for sådan var det nu engang - hvis der var noget, der var værd at vide, så vidste hele skolen det. Der var nok ikke nogen, der så det, for de fleste var indenfor lige nu, da det var ved at være aftensmadtid. *Jeg burde nok lave noget mad, når vi kommer frem,* kunne han ikke lade være med at tænke, *det ville nok være det mest rigtige.*
Han gik uden rigtigt at følge med med øjnene, for han kendte vejen derhen meget godt, så han kunne godt tillade sig at gå i sine egne tanker, indtil de var fremme. Artemis lå stadig bare i hans arme, og hvis der skulle være nogen, der så dem, ville det nok ligne, at hun var besvimet - eller i værste fald død. Det ville ikke være så godt, hvis det var et sådant rygte, der blev startet. Iru kunne ikke lide tanken, men hvis det skulle ske, måtte han vel bare forklare, hvad der egentligt var sket; og så håbe på, at Artemis ville bakke ham op.
Han åbnede med en smule besvær døren til sit hjem og trådte indenfor, hvor han satte pigen ned på jorden. Han fortalte hende, hvor badeværelset var, og regnede med, at hun ville gå derud og få vasket blodet af. Når hun var gået, ville han selv gå ud i køkkenet og lave et eller andet til dem. Han havde altid noget, der kunne laves mad af i sit køkken, for han sørgede altid for at have købt ind, så han aldrig skulle løbe tør for noget.

[Artemis Kailera]

Artemis gik ud på badeværelset og kiggede sig selv i spejlet. For at sige det lige ud, så lignede hun noget katten havde slæbt med ind, og slået ihjel, adskillige gange! "Gør det noget hvis jeg tager et bad?" råbte hun ud til læreren. Det var en god måde at blive ren på. Hun tænkte kort over hvad hun skulle gøre med sit tøj, men da det kun var hendes bluse der var kommet blod på, kunne hun sikkert bare låne en af lærerens! Eller hun kunne få læreren til at hente en til hende. Hun havde nemlig ikke rigtig så meget lyst til at gå tilbage til sit værelse i næsten bar overkrop. Det var ikke lige det hun havde aller mest lyst til. Hun ventede på svar, men begyndte så småt at tage den yderste af sine bluser af.

[Iru-Jon Yasashii]

"Hvis du vil," kaldet Iru tilbage og smilede indeni sig selv. Den pige var virkeligt noget for sig selv. Hun havde jo nærmest ingen respekt for lærerne - ikke af, hvad han havde fået indtryk af i hvert fald. Ikke at det gjorde det helt store, for Iru var ved at være godt træt af alle de elever, der ligefrem var bange for ham bare fordi han var en lære. Han kunne godt lide, at hun ikke var på den måde. Hun virkede som en meget viljestærk pige; hun skulle nok kunne lære at klare sig i menneskenes verden, selvom den var hård og ond. Han kendte kun alt for godt til, hvordan verden derude kunne være, og han fik det næsten helt dårligt på vegne af eleverne, der ikke helt kunne vide, hvad der ventede dem.
Han roede lidt rundt i skabene, indtil han fandt noget, der ikke var så svært at lave - og noget, han godt kunne lide at lave. Han fandt sin også sin wok frem og skruede op for blusset. Imens pladen fik den rette temperatur, begyndte han at skære grøntsagerne, som skulle blandes sammen med risene. Det var ikke fordi, han var verdens bedste kok, men han havde været nødt til at lære at lave mad, og han kunne faktisk også godt lide det på en måde. Han elskede det ikke ligefrem, men det var hyggeligt nok at stå og kokkerere lidt en gang i mellem.

[Artemis Kailera]

Artemis smed alt tøjet og tog et hurtigt bad. Hun vaskede sig fuldstændig fri for blod og tog et håndklæde om sig. Hun gik forsigtigt ud og kiggede sig lidt om i lejligheden. Hun vidste ikke rigtig om hun brød sig om situationen eller om hun ikke gjorde. Hun tog hurtigt sine bukser og sin bluse på, men ikke den yderste, for der var for meget blod på den. Hun gik forsigtigt ud og kiggede sig nu rigtig omkring i lejligheden. Hun fandt det bord, der nok var spisebordet og satte sig ned ved det. Det var nu anden gang hun havde været på besøg hos en af lærerne. Den anden gang havde det bare været lidt mere fornemt. Selvom det er nu var meget hyggeligere! Artemis kiggede lidt rundt i lejligheden og ventede bare på at se hvad læreren havde gang i. Artemis regnede ikke rigtig med at han bare ville lade hende gå nu. Det virkede usandsynligt. Hun skulle nok lige forklare om sin race først.

[Iru-Jon Yasashii]

"Jeg tænkte, du måske var sulten," lod Irus stemme, idet han trådte ind i stuen med en bakke i hænderne. Han var lige blevet færdig med maden, da han havde hørt hende slukke for vandet. Han vidste godt, at hans bolig ikke var meget at prale af i forhold til nogle af de andre lærers, men han kunne godt lide den. Bare ved at se rundt i stuen, kunne man se, at han var glad for at læse. Både gamle og nye bøger af næsten enhver slags stod på bogreoler langs de hvide vægge. Hvis man læste titlerne, ville man også hurtigt finde ud af, at han nok bedst kunne lide overtro, tro, myter og ting i den stil - det var trods alt også hans faste fag.
Han stillede bakken på bordet, stillede tallerkener, bestik og så videre frem til dem begge og satte sig ned overfor sin gæst. "Nå, lad mig så høre, hvad det er, der kan få en person til at tabe bøger i hovedet på en anden, bare så han ikke skal læse noget om en race," sagde han, mens han tog noget mad over på sin tallerken. Han regnede ikke med, at det var for påtrængende at spørge om det, for hvis hun ikke ville snakke om det, havde hun nok for længst været ude af boligen. Han begyndte at spise, mens han så på hende med sine neutrale øjne.

[Artemis Kailera]

Artemis lagde sin hånd på bordet. Hun kiggede sin lærer ind i øjnene "Forestil dig at du er alene! Alle de stedder du ser hen kigger folk på dig med foragt i øjnene! De ser på dig som var du en skabning der ikke burde være dig! Overalt du ser kan du se folks had i deres øjne. Forestil dig følelsen af ikke at blive accepteret uden af at aflægge en prøve! Udelukkende på grund af det folk tror om dig!" Artemis smilte lidt, men alligevel kunne man godt se på hende at hun ikke havde det godt ved tanken. Tanken om sit liv. "Efter menneskenes historier er en changeling en dum trold der bytter deres børn ud med menneskebørn! En changeling, er bare et væsen der kan skifte sit udseende efter behov! Der findes mange changelings, nogen kan kun ændre deres udseende, andre kan ændre helt ned i dna'en og nogle kan kun ændre meget små ting ved dem selv!" Artemis tog forsigtigt en lille smule mad. "Bogen tog jeg, for at du ikke skulle få en forkert opfattelse af mig fra starten! En changeling er ret godt beskrevet i mange bøger! Det er bare langt fra en beskrivelse man kan kalde rigtig!" Artemis begyndte forsigtigt at spise lidt af maden.

[Iru-Jon Yasashii]

"Hvis det bare var derfor, kunne du da have sagt det i stedet for at angribe mig med bøger," formanede Iru roligt, "men du kunne jo ikke vide, at jeg kun var interesseret i at finde ud af ting om din race, og at jeg faktisk havde planer om at spørge dig om det senere, så lad os lade det ligge nu," han forstod måske ikke helt, hvordan hun havde det, men han kunne sætte sig ret godt ind i det, for han havde trods alt levet nærmest på flugt det sidste år, inden han var kommet hertil, og endnu længere tilbage, havde der været hans far, der kun havde set ham som et redskab.
"Tænk hvis det havde været Taiyoukousen-san," sagde han uden helt at tænke over, at det var hans kollega, han talte om, "så var der faldet brænde ned, det er helt sikkert," han vidste ikke, om Artemis var en af de få, der godt kunne lide den lære, men hvis hun var og Nikkou fandt ud af, hvad han havde sagt, ville det være hans hoved, der lå for skud. Han gøs indvendig ved tanken. Hun var ikke rar, når hun blev vred, og selvom han ikke ligefrem var bange for hende, ville han aller helst undgå hendes vrede så meget som muligt. Han kunne dog ikke trække sine ord om hende tilbage nu, så han lod bare som ingenting, mens han fortsatte med at spise.

[Artemis Kailera]

Artemis kiggede lidt på læreren. Det var dejligt at vide at hun ikke var den eneste der ikke rigtigt brød sig om Taiyoukousen-sensei. Hun var da flink nok uden for timerne, men når de havde hende i timer, var hun forfærdelig. "Jeg er blevet inviteret til te hos hende" lagde hun ud med at sige "Hun er kun slem når hun er på arbejde! Ellers er hun bare sådan generelt småond!" Artemis smilede lidt til læreren. Det kunne sagtens være en ting han sagde videre til hende, men hun var sådan set lidt ligeglad. Artemis smilte lidt ved tanken om at Taiyoukousen-sensei ville få det atvide. Forsigtigt spiste Artemis videre, med de bedste manerer der længe var set. Hun var ikke en pige for ingenting. På hendes læbe var der som altid et lille smil. Det var svært at se på hendes ansigt at hun havde slået sig, selvom hun havde haft små sår i hele ansigtet, de var alle væk. Hendes hud var lige så fin som den altid var.

[Iru-Jon Yasashii]

Iru kiggede på Artemis og hævede et øjenbryn - ikke særligt meget, men lidt. Her havde vi åbenbart en af ynglings eleverne, men det virkede ikke til, at pigen var helt vildt begejstret for sin lære, siden hun kaldte hende 'småond', så han regnede ikke med, at hun ville sladre til Nikkou, men hvis hun gjorde, ville det nu heller ikke gøre forfærdeligt meget; Nikkou havde trods alt et eller andet feddish for mennesker, så det kunne han bruge til sin fordel. Han overvejede, om han skulle fortælle hende om lærerindens første tid her på skolen, for hun havde trods alt forbedret sig lidt.
"Nå, så hun er ikke slem udenfor timerne?" spurgte han, men det var ikke til at sige, hvilken måde spørgsmålet skulle forestås på, "du er helt klart en af hendes ynglings, så," han lænede sig lidt in over bordet, men ikke meget, inden han fortsatte, "hvis du lover ikke at sige noget til hende, kan jeg fortælle dig en ting eller to om hende, som du måske ikke har opdaget endnu - eller som du måske slet ikke kommer til at opdage, for hun har trods alt forbedret sig en smule, siden hun kom hertil for to år siden," han ville ikke fortælle hende noget, hvis hun ikke gad høre det, eller hvis hun bare ville sladre til lærerinden, så han ville lige vente og se, hvad der skete.

[Artemis Kailera]

Artemis kiggede på Iru med et smil på læben. "Hun er altid slem imod dem hun ikke kan lide, men dem hun godt kan lide derimod! Såsom mig, på trods af at jeg aldrig er forberedt." Artemis sagde egentlig det sidste sådan mest henvendt til sig selv. Hun håbede ikke at Iru ville tage det som om hun slet ikke forberedte sig, selvom hun faktisk ikke rigtig gjorde det. "Jeg siger ikke noget til nogen! Ihvertfald ikke noget der passer!" Sagde hun og smilede lidt drillende til ham. Hun ville gerne kunne joke med ham, da han jo trods alt var hendes klasselærer. Artemis kunne ikke lade være me at joke, men hvis han ville joke med hende, blev han nødt til at åbne sig lidt for hende! Bare lidt!

[Iru-Jon Yasashii]

Iru smilede lidt til Artemis, men det var stadig et smil, der ikke nåede helt op til øjnene. "Jeg ved ikke, om du har oplevet det endnu, men hun har - eller havde, for hun gør det ikke så meget mere - med at ydmyge eleverne offentligt, hvis hun fik bare den mindste chance for det, og hun kan finde på at snige sig rundt på skolen udelukkende for at finde regelbrydere, så vær på vagt," han ville gerne have et ordentligt forhold til sine elever, så han var altid meget ærlig overfor dem, så længe det ikke galt hans fortid. Desuden havde han heller ikke sagt noget, pigen ikke selv ville finde ud af med tiden, for det var næsten uundgåeligt - hvis ikke hun så det med sine egne øjne, ville der nok være nogle af de andre elver, der havde været her sidste år eller sidste år igen, der ville fortælle hende det.
Han rettede sig lidt op igen, men sagde ikke mere. I stedet begyndte han at spise lidt igen, selvom han ikke var så sulten længere. Han begyndte at tænke på, om han måske snart skulle til at bede hende om at gå - ikke fordi han ville have, at hun skulle gå, men mere hvis der nu var nogen, der havde set dem gå ind sammen. Så ville det jo ikke være så godt, hvis de var sammen for længe, for så ville rygterne gå. *Arh, lad nu være med at tænke på det,* skældte han sig selv, *hvem skulle have set jer? Og desuden så sker der jo ikke noget, vel? Så er der intet problem!* han fik næsten sig selv helt overbevidst om dette, men også kun næsten.

[Artemis Kailera]

Artemis kiggede ned på sin arm. Hendes ur burde have været der, men hun havde glemt at tage det på. Hun kiggede op på Iru. "Det minder mig om at jeg nok hellere må se at komme tilbage til mit værelse! Mange tak for mad og alt det der, og du skal altså bare komme til mig hvis du har nogen spørgsmål!" sagde Artemis og rejste sig roligt op. Hun strakte armene i vejret og gabte, så man kunne se hendes slanke mave. Hun gik hurtigt ud på badeværelset og tog sin meget blodige trøje og tog den med. Hun begyndte at tage sine sko på, hvilket tog lang tid da det egentlig var et par meget høje støvler. Der var spænder hele vejen op til lidt under knæet, så det tog lidt tid at spænde dem. Hun tænkte at hun nok måtte skynde sig lidt, da det jo faktisk ikke var så godt hvis der kom et rygte ud om at hun havde været sammen med en lærer, hvilket hun jo absolut ikke havde!

[Iru-Jon Yasashii]

Artemis' pludselige udbrud kom lidt bag på ham, men måske hun havde haft samme tanke, som han? Det var meget muligt. Da hun rejste sig, rejste han sig også, for det var høfligt at rejse sig, når en dame gjorde det - lidt gammeldags var han trods alt til tider - og han fulgte hende også over til døren. Da han så så hendes blodige trøje, tænkte han, at det måske ville være bedst, hvis hun lånte en af hans eller sådan noget, selvom det nok ville skabe endnu mere af et rygte, hvis nogen så hende med hans skjorte på. Alligevel sagde han:
"Du er altså meget velkommen til at låne en af mine trøjer, så du ikke behøver at gå rundt i den der," han tænkte, at han ligeså godt kunne tilbyde hende det, og hvis hun sagde takkede nej, var den vel ikke længere, "hvis altså du vil," tilføjede han, så hun ikke skulle føle sig presset til at sige ja. Uanset hvad hun valgte, ville det være fint med ham.

[Artemis Kailera]

Artemis stoppede med alt det hun var igang med, og kiggede tomt på Iru. Hun smilede kort og spændte så sin sko færdig uden af at sige noget. Da hun igen rejste sig op kiggede hun endnu en gang på Iru og smilede til ham. "Der er da ikke noget galt i at ligne en der har blødt ud over det hele, er der?" Hun smilede drillende og begyndte langsom at åbne døren. Hun syntes ikke at Iru virkede som om det var nogen hun absolut skulle, men alligevel virkede det som om han nok ville foretrække det. Men Artemis vidste, at sådan skulle det ikke være. Hun ville ikke rende rundt med en alt for stor mandetrøje. Hun skulle jo forsåvidt ikke specielt langt. Men altså, hvis hun blev set, ville hun rent faktisk fortrække at det var i en blodig trøje fremfor en mandetrøje. Det ville jo heller ikke være første gang en blodig person blev set på gangen. Artemis trådte ud af døren men vendte sig så kort om for at sige farvel til Iru, fordi det havde virkelig været et hyggeligt besøg, selvom han virkede meget bekymret for hende, selvom der ikke var nogen grund til det, overhovedet. Hun klarede sig fint, og det havde hun intentioner om at blive ved med.

[Iru-Jon Yasashii]

Iru rystede en smule opgivende på hovedet, idet hun vendte ryggen til for at åbne døren. Han forstod hende nu godt, selvom han ville foretrække, at hun ikke havde den blodige trøje på. Han ville dog ikke tvinge hende til noget, hun ikke ville, så han lod det ligge. Nu havde han jo tildubt hende det, og det var alt, hvad han behøvede at gøre - at hun havde valgt at afvise det, kunne han ikke gøre for. Han smilede lidt skævt til hende, da hun vendte sig for at sige far. "Bare pas på med, hvem der ser dig," sagde han til hende. Inden hun nåede helt udenfor hørevide, tilføjede han: "kom endeligt igen, hvis du har brug for det, eller bare får lyst," hun var en person for sig selv. Han ville meget gerne lære hende og hendes race bedre at kende, men det måtte vel vente til en anden dag. Han havde trods alt nogle år til det endnu, og han var jo hendes klasselære, så han skulle nok komme til at se nok til hende.