Gentle Sunlight

[Iru-Jon Yasashii]

På kanten af klippefaldet sad Iru og så fraværende ud over landskabet. Der var stille brise, kun lige nok til, at den kunne mærkes. Solen hang lavt på himlen, og om ikke så lang tid, ville den farve himlen i rødlige farver. Det var ikke så ofte, han fik en chance for at være ude, mens solen gik ned, for han sad som regel og læste indenfor og glemte helt tiden, men lige i dag havde han haft lyst til at se på dens nedstigning. Lige i dag havde han brug for noget adspredelse, for lige i dag havde han ikke kunnet tænke på andet, end sin fortid, skønt han ikke ønskede det.
Han havde forsøgt at skubbe den tilbage i sin erindring, men den ville ikke forsvinde denne gang. *Så glem den dog, Iru,* tænkte han, mens han med et suk lænede sig tilbage støttet på sine arme, *det er fortid. Der er intet, du kan gøre. Du kan ikke lave om på, hvad der allerede er sket, uanset hvor meget du ønsker, at du kunne,* han lukkede øjnene et par sekunder, men åbnede dem så igen og kiggede tilbage ud over vandet.

[nikkou]

Den er smuk når den går ned ikke sandt? Sagde en lavmeldt stemme bag Iru. Nikkou stod ikke mindre end en meter bag ham, hvor og hvornår hun var kommet var ikke til at vide, men hun havde ikke stået der længe.
Hun havde set på solen, og så opdaget at der sad nogen ved skrænten og så ud over det samme scenarie som hun, og havde besluttet sig for at slutte sig til personen.
Så var der bare vanen med at hun ubevidst sneg sig ind på folk, og oftest gav dem et chok.
Nikkou havde et drømmende, næsten hypnotiseret udtryk i øjnene mens hun betragtede den langsomt nedstigende sol, hun elskede solen, ikke underligt når man tænkte på hvilket monster hun var. Solen spejlede sig i hendes øjne, lidt som den spejlede sig i havet. Hun holdt hånden op for at holde det væk fra hovedet mens det legede i vinden og skindede i den nedgående sol.
Hendes lette hvide sommerkjole blafrede også lidt i pålandsvinden, den var ikke specielt nedringet i forhold til hendes normale påklædning, og den gik endda til under knæet. Dog var den stadigvæk tæt og omsluttede og fremviste hendes krop.
"Kombanwa Yasashii-san" Sagde hun og brød sin drømmetrance.

[Iru-Jon Yasashii]

"Ah, Nikkou-san, kombanwa," mumlede Iru som svar uden at se på hende "hvorfor undrer mig det ikke, at du er her," det var ikke et spørgsmål, der krævede et svar, men det ville heller ikke undre ham, hvis hun faktisk svarede på det. Hun havde det med at tale og spørge ret meget. Nogle gange var det rart nok, for på den måde døde samtalen ikke, men samtidig kunne det være en smule provokerende, hvis man ikke var i snakke-humør. Lige nu var han sådan i et mellem-agtigt humør, så det var fint nok, hvis hun blev ved med at tale og spørge.
Han kunne heller ikke andet, end at give hende ret med hensyn til solen, for den var smuk, når den gik ned. Han overvejede lidt at sige en ting, men stoppede sig selv inden. Det ville ikke være så smart, for måske ville hun ikke forstå det sjove ved det, og misforstå hans ord, så hun forstod det, som om han var interesseret i hende, hvilket han ikke rigtigt var. Hun var tiltrækkende, det kunne han ikke komme udenom, men det var bare hendes udseende. Hun havde gode evner som en lære også, og eleverne kunne lære meget af hende, hvis de gad følge med, men han var ofte uenig i hendes måde at straffe dem på - selvom det var blevet en smule bedre. Hun forsøgte vidst at stoppe de offentlige ydmygelser, men hun var stadig hård, og det var han ikke.
Han så stadig bare en smule fraværende ud over vandet, mens alle tankerne flød rundt i hans hoved og blandede sig med hinanden.

[nikkou]

Nikkou smilte lidt for sig selv og valgte at svare på det retoriske spørgsmål alligevel: "Tjah måske fordi solskin tiltrækkes af mage?" Hun havde en let drilsk tone, med poetiske undertoner. Hun mente ikke at flirte, hun forsøgte bare på at være lidt filosofisk, og hun mente at det lykkedes ret godt.
"Vil du have noget imod at jeg sætter mig?" Spurgte hun, men ventede ikke på at han svarede før hun satte sig ved hans side og strøg håret bag øreret.
Hun overvejedede lidt hvad hun skulle sige, og huskede da at Yasashii-san var mytologi lærer, det gav grobund for en samtale.
"Det er egentligt utroligt så mange myter og legender der er om sol opgang og solnedgang... Fra den græske apollo og hans solvogn til de nordiske skinfaxe og hrymfaxe... Menneskene har vel samme facination med dette smukke scenarie som vi, tror du ikke?" Spurgte hun, med let drømmende stemme. Skønheden og sollyset gjorde hende en smule kulret, men på en god måde, og hun havde det lidt som var hun i en drøm.
Sollyset varmede fortsat hendes hud og hun nød følelsen, følte hvordan det nærede hende, og det mere end blot i overført betydning.

[Iru-Jon Yasashii]

Iru skulle til at sige, at det selvfølgelig ikke gjorde noget, hvis hun satte sig, men det var åbenbart ikke nødvendigt, så han lod være med at sige noget. Hun havde hurtigt rykket ind på et emne, hun vidste, han havde det godt med, hvilket han på en måde var taknemlig for - hellere det, end at hun begyndte at spørge ind til ham personligt. Han nikkede eftertænksomt, inden han svarede i sin sædvanlige tone:
"Helios var den græske solgud længe inden Apollon tog over. Han bliver tit overset," Iru syntes ikke, at det var fair overfor Helios, at han blev glemt, for han havde haft en ret vigtig rolle - han havde set alt, hvad der skete i løbet af dagen, så på den måde, havde han vidst ting, de andre guder ikke vidste endnu nu, og han advarede dem ofte.
Nu, hvor de talte om Apollon, kom Iru pludseligt til at tænke på, at solguden havde en tvillingesøster; Artemis eller Diana, Jomfruguden for jagt og fødsler. Uden at kunne gøre noget ved det, kom han til at tænke på Artemis Kailera. Hun var en interessant pige - ikke forstået på den den måde, at han var tiltrukket til hende eller noget, hun havde bare et eller andet over sig. Han ville aldrig glemme deres første møde i biblioteket, hvor hun så klodset havde forsøgt at stjæle bogen fra ham.

[EllWrinue]

Amoxicillin Causes Diarrhea viagra Ed Express Viagra