At blive tjekket

[Nenene]

"Av!" pev Nenene sammenbidt da sygeplejesken rørte hendes skulder. "Det ser udemærket ud.." sagde sygeplejesken og trak sine gummihansker af. "Du var rigtig heldig. Næste gang skal du altså komme her op først, og ikke bare prøve at sætte den fast med magi"[/I] belærte sygeplejsken Nenene, der blot nikkede roligt.
Nenene trak lagnet tættere rundt om sig. Hun havde ikke brudt sig om at sidde topløs, så sygeplejsken havde givet hende et lagn hun kunne have omkring sig mens hun fik undersøgt skulderen. Der havde dog ikke været nogen vej udenom da det var hendes ribben der havde stået for tur.
Hun havde fortalt at det bare havde været et uheld. At hun var faldet på en af trapperne. Hun brød sig ikke om at lyve, men hun kunne ikke fortæller hvad der virkelig var sket, og selvom det var sket midt i skolegården lod det ikke til nogen havde meldt det.

Hvad Nenene ikke viste var at sygeplejesken allerede havde kontaktet lærerne og fortalt at hun havde en elev siddende der havde været i kamp. Sygeplejesken havde været der i mange år, og kunne kende forskel på et 'uheld' og kamp skader på 100mils afstand.

[Iru-Jon Yasashii]

Iru havde fået besked fra sygeplejersken, at hun havde en såret elev hos sig, der højst sandsynligt havde været i kamp - eller det var ikke disideret ham, der havde fået besked, det var hele lærestablen, men han havde lige været den eneste, der havde tid til kigge nærmere på det. *Hvem mon det er denne gang?* spurgte han sig selv, mens han med lidt hastige skridt nærmede sig skadestuen, *og hvilken undskyldning vil blive brugt?*
"Kombanwa, alle," hilste han, da han trådte ind ad døren. Det tog ham ikke lang tid at få øje på den elev, der nok havde været i kamp, så han satte kursen mod hende og hendes sygeplejerske, inden han spurgte:
"Er det hende, der har være ude for et uheld?" spurgte han sygeplejersken og hun nikkede. Han vendte derfor sin opmærksomhed mod pigen, der ikke så ud til at være helt på toppen. Hun var ung - en fra første årgang, måske? Så var hun ny på stedet. Hvorfor var det, at alle de nye bestemte sig for, at have en uheldig start på skoleåret? Hvis han ikke havde været så blid med sine straffe, ville der være mange, der var nødt til at sidde efter.
"Jeg er Iru-Jon, Yasashii," introducerede han sig selv og rakte hånden frem mod hende, efter at have trukket en stol over ved siden af sengen, hun var på, "og jeg er interesseret i at vide, hvad det præcist er, der er sket, siden det er nødvendigt for en lære at komme herhen," hans øjne betragtede pigen på den neutrale måde, de altid gjorde, mens han ventede på at få hendes navn og en forklaring.

[Nenene]

Nenene kiggede ned og trak lagnet længere op da læreren kom ind. Hun hadede at sidde så let påklædt. En ting var når det bare var sygeplejersken, men foran en lærer?
Sygeplejersken nikkede kort til læreren ”Det er hende, ja. Ud fra skaderne vil jeg tro hun prøvede at forsvare sig, og ud fra hvordan det er healet, vil jeg sige hun er heks”. Ja, hun havde været på skolen LÆNGE.

Nenene tog lidt kejtet hans hånd, mens hun holdt lagnet på plads ”Nenene Blackburn fra 1.c” introducerede hun sig med spinkel stemme. Hun var nervøs, det var tydeligt. Hvis sygeplejersken havde tilkaldt en lærer så… Nenene var ikke naiv nok til at håbe det bare var fordi hun var bekymret. ”Jeg… kom galt af sted på første dag her…” sagde hun stille og tog sig lidt til den skadede skulder. Det meste af den lignede et stort blå-lilla mærke. I det skarpe lys kunne man også skimte en del af hendes hovedbund der virkede mørkere end resten.
Nenene så fortsat ned i sit skød. Hun kunne ikke bare sladre om Adrian, lige meget hvor stor en idiot han havde været, lige meget hvor meget dumt han havde sagt. Han var stadig hendes bror.

[Iru-Jon Yasashii]

Iru nikkede eftertænksomt til sygeplejersken, da hun forklarede, hvad hun mente, der var sket, så så han tilbage på Nenene. *På første dag blev hun velsagtens angrebet af en af de ældre elever, der tænkte, det kunne være sjovt at drille de nye elver,* tænkte han ved sig selv, for det ville ikke være første gang, det var sket. Nogle af de ældre elever fandt det meget sjovt at drille de nye lige i starten - det var én af de få ting, han godt kunne finde på at give en lettere hård straf for, for sådan skulle man ikke behandle nogen; og da i sær ikke nye elever.
"Blackburn-san," sagde han og forsøgte at fange hendes blik, for han ville ikke have, at hun løj for ham, "vær sød at fortælle mig helt præcist, hvad der skete. Var det en af de ældre elever, der angreb dig? Du skal ikke være bange for at få ballede - hvis du bare fortæller mig, hvad der er sket, så jeg ved det, skal det nok gå," han smilede forsigtigt til hende, men som altid var det et smil, der ikke nåede helt op til øjnene - et høflighedsmil. Hvis hun ikke ville fortælle ham, hvad der var sket, havde han intet andet valg, end at tage hende med til rektorens kontor, og det var ikke noget, han havde lyst til, for det så ud til, at hun havde været gennem nok for et stykke tid.
Han blev ved med at betrakte hende afventende. Det var tydeligt, at hun var nervøs. Måske var det her ikke det rette tidspunkt at udspørge hende på, men han skulle vide det, ellers ville det bare blive værre. Han begyndte at overveje, om han måske skulle tage hende med over til sin bolig, så der ikke var så mange mennesker, men han ville lige vente og se, om hun ville svare på spørgsmålet nu.

[Nenene]

Nenene var stille et øjeblik inden hun langsomt så og rystede svagt på hoved. ”Nej, det var ikke en ældre elev Iru-Jon-sensei…” startede hun stille. Hun blev nød til at fortælle det. Han virkede som en fornuftig mand, en der ikke bare lod sig rive med af vrede eller andre følelser. Hendes regnvejrs grå øjne mødte hans som en storm af tanker. Han ville forstå det ikke var Adrian der havde skadet hende, det ville han aldrig kunne gøre. Det var Adriano. Adriano der havde jagtet hende. Adriano der havde smadret hende ind i væggen. Adriano der havde sparket hende i hoved. Han ville forstå det, det var hun sikker på. Hun ville få ham til at forstå.
Nenene trak igen lidt i lagnet som en lille kuldegysning løb ned over hendes bare arme. Det var ikke ligefrem varmt i rummet, og hun sad teknisk set med bar overkrop.
Hun ville gerne fortælle ham hvad der var sket. Hun ville elsker at se Adriano få ballade! Men det ville komme til at gå ud over Adrian.

[Iru-Jon Yasashii]

Iru kunne sagtens mærke, at hun ikke havde det så godt ved situationen, og det var vel også forståeligt nok. Det var nok ikke det mest behagelige sted at snakke om sådan en ting - og så havde hun vidst heller ikke rigtigt nogen bluse på. Da han tænkte over de her ting, bestemte han, at det nok ville være bedst, hvis de gik over til hans bolig - eller op på hendes værelse, hvis hun hellere ville det - så han så over på sygeplejersken og sagde:
"Hvis du er færdig med hende, ville jeg gerne have tilladelse til at tage hende med mig, så vi kan snakke i fred," han så over på Nenene igen, "hvis det da er i orden med dig," tilføjede ham med en høflig, spørgende tone. Han ville kun, at hun havde det godt med at tale om det, for det skulle ikke være en politiafhøring eller noget i den stil - han ville bare gerne finde ud af, hvad der var sket. Hvis hun helst ville tale om det her, ville det også være fint med ham, men han regnede nu ikke med, at det var det, hun allerhelst ville; det kunne han lidt fornemme på hende.

[Nenene]

Sygeplejersken nikkede ”Hun er færdig her” sagde hun og vendte blikket mod Nenene ”Husk at hold den arm i ro, og lad være med at bukke dig for meget ned unge dame!” formanede hun med løftet pegefinger, indtil hun gik tilbage til det hun havde været i gang med.
Nenene nikkede til sygeplejersken ”Hai.. Arigato gozaimasu” takkede hun hende og bukkede nakken respektfuldt inden hun vendte sig mod Iru-Jon-sensei igen. Hun nikkede stille til ham som svar og følte sig lidt som en mus der var trængt op i en krog. Selvom hun ikke havde ville fortælle det, var hun nød til det. Hun kunne ikke bare lyve for en lærer!

[Iru-Jon Yasashii]

"Du behøver ikke være bange," formanede Iru, idet han begyndte at gå. Han regnede med, at det måske var en, hun rent faktisk holdt af, der havde angrebet hende, hvilket bare gjorde angrebet endnu mere underligt. Han så ned på den unge heks. Det var ikke altid let at være en heks i en monsterverden - det vidste han godt. Nogle af hans elever havde ikke haft ligeså meget respekt for ham, fordi han var heks.
"Hør," begyndte han stille, "hvis det er fordi, du holder af personen, der angreb dig, kan jeg godt dække lidt over det overfor de andre lærere - men I har begge to lidt problemer, for I har trods alt brudt reglerne. Jeg skal nok finde en passende straf til jer begge, men jeg lover at gøre den mild, så længe jeg bare får forklaringen på det hele, så jeg bedre forstår det," han smilede ned til hende - igen et høflighedsmil, men stadig et smil. Han ville ikke have, at eleverne havde det ubehageligt med at fortælle ham ting, for han gjorde ret meget ud af, at de kunne komme til ham uanset hvad. Hvis man spurgte nogle af de elever, der havde været der længe, ville de sikkert også sige, at han var en af de milde lærere - hvis ikke den mildeste - og der var ret mange elever, der godt kunne lide ham, selvom der selvfølgelig også var nogle, der ikke kunne. Han håbede på, at hun ville blive en af dem, der kunne, for det ville være godt for hende at have en medheks at komme til, hvis hun havde problemer.

[Nenene]

Nenene nikkede roligt. ”Det er lidt mere kompliceret end som så.. Men jeg skal nok forklare det hele så godt jeg kan Iru-Jon-sensei” lovede hun, og ventede til han var kommet lidt væk fra sengen, inden hun trak det lille forhæng for og sukkede. Hvorfor skulle det også være så besværligt og kompliceret? Hun sad et øjeblik inden hun rakte ud efter sin skjorte der lå længere henne på sengen. Hurtigt trak hun den på og knappede knapperne oppefra og ned. Sikken en måde at starte året på. Hun havde troet det ville gå stille og roligt, måske lidt problemer med at falde til, men eller fint. Hun havde håbet at få et godt forhold til sine lærer, men i stedet havde hun startet året med at bryde reglerne.
Hurtigt trak hun den gule trøje der hørte til skoleuniformen på og gnubbede sine arme en smule for at få varmen tilbage i dem, inden hun tog sløjfen og bandt den i kravekanten. Hun rettede lidt på skjorten, inden hun trak forhænget til side igen, og nikkede til Iru-jon-sensei som tegn til at hun var klar.

[Iru-Jon Yasashii]

Iru nikkede til pigen, da hun kom ud, hvorefter han begyndte at gå - han regnede med, at hun ville følge efter. Han havde ingen planer om at straffe dem hårdt, for det var trods alt en første overtrædelse, og det lød til, at de begge to var førsteårsstuderende. Når hun så samtidig sagde, at det var mere kompliceret, end bare lige sådan, tænkte Iru, at den, der havde angrebet hende, måske havde svært ved at styre sine evner eller noget i den stil, og det måske ikke engang var med vilje. Hvis det var sådan, det hang sammen, ville det jo ikke hjælpe bare at straffe dem; så blev han nok nødt til at finde en måde at hjælpe angriberen på, så det ikke ville ske igen - hvis da denne person ville lade ham.
*Aldrig et stille år på den her skole,* tænkte han for sig selv. Det var en af de ting, han godt kunne lide ved sit arbejde - at det hele ikke altid gik, som det skulle. Det ville være kedeligt, hvis det gjorde, og han ville ikke lære eleverne ligeså godt at kende, hvis de aldrig havde nogle problemer.
Han nåede ud af ud af døren til skadestuen og satte kursen mod sit hjem.

//Out

[Nenene]

Nenene fuldte roligt efter Iru-Jon-sensei da han begyndte at gå, men hun i sit stille sind prøvede at finde ud af hvordan hun skulle forklare sig. Hun ville ikke have at han misfortod noget, eller opfattede det forkert. Hun ville fortælle ham det hele, uden at undlade noget for selv at virke bedre. Så måtte han bedømme hvordan han ville straffe hende passende. De havde været i kamp, ligegyldigt omstændighederne så havde de været i kamp, og det var imod reglerne.
Nenene håbede bare på at han ville forstå det, hvorfor hun havde handlet som hun gjorde og hvorfor han havde handlet som han havde gjort. At det ikke var ham, men en anden der slumrede inden i ham. Adriano.

//OUT, END