Post by Yamaguchi Ichiko on Jan 14, 2009 19:34:32 GMT 1
Ichiko havde kravlet ned på standen. Hun havde foretrukket at kravle her ned, der var mere fred end oppe på klippe kanten.
Hun så ud på det rødlige vand. Det var så meget hun tænkte på. Hvorfor var hun lige pludselig så spænende for fyre? Masao havde af en eller anden grund fattet interesse for hende. Adiran havde sagt at han elskede hende, og af en eller anden grund, var der nolge fyre hun slet ikke kendte, der kiggede klamt på hende når hun gik på gangen.
Men et suk smed hun sin blazer på det stenede sand, hurtigt efterfulgt at hendes skjorte. Inden under havde hun en helt sort halterneck trøje, så hele den øverste del af hendes ryg var bar.
En blid vind ramte hende, da hun sparkede sine sko af, og trak sine sokker ned. Hun lod sine fødder føle de små sten, og for en gangs skyld synes hun faktisk ikke det var ubehageligt. De fik hende til at føle hun levede. Hendes sanser registrede det hele. Fødderne mærkede de små hårde sten, huden fik lettere gåsehud af den kolde hav vind. Hun så op på den overskyede himmel, der ind imellem lod nolge solstråler trænge igennem. Hun kunne høre havets monotome bølger slå imod kysten.
Ichiko foldede sine hænder foran brystet. De fleste var til time lige nu, men hun havde valgt at pjække. Det var bare idræt, så det skulle nok gå. Hendes lærer elskede hende alligevel så højt, at en forsømmelse ikke ville gøre noget. Med en dyb indåndning og et derefter tilbage holdt åndedræt, hævede hun langsomt sin illusion, og stod nu på stranden med sine store vinger foldet bag sin ryg. Med et lille smil spredte hun sine store vinger, og mærkede vinden blæse imod dem. Hun baskede et par gange og lettede derefter elegant fra jorden.
Ichiko fløj nolge meter ud over havet, og nød den svage modstand hun fik. Hun holdt sig inde langs kysten, og ikke for hæjt oppe heller. Hun ville ikke udfordre skæbnen. Selvom der var time, var det jo ikke sikkert at der ikke var nogen, der pjækkede alligevel - ligesom hende.
Hun så ud på det rødlige vand. Det var så meget hun tænkte på. Hvorfor var hun lige pludselig så spænende for fyre? Masao havde af en eller anden grund fattet interesse for hende. Adiran havde sagt at han elskede hende, og af en eller anden grund, var der nolge fyre hun slet ikke kendte, der kiggede klamt på hende når hun gik på gangen.
Men et suk smed hun sin blazer på det stenede sand, hurtigt efterfulgt at hendes skjorte. Inden under havde hun en helt sort halterneck trøje, så hele den øverste del af hendes ryg var bar.
En blid vind ramte hende, da hun sparkede sine sko af, og trak sine sokker ned. Hun lod sine fødder føle de små sten, og for en gangs skyld synes hun faktisk ikke det var ubehageligt. De fik hende til at føle hun levede. Hendes sanser registrede det hele. Fødderne mærkede de små hårde sten, huden fik lettere gåsehud af den kolde hav vind. Hun så op på den overskyede himmel, der ind imellem lod nolge solstråler trænge igennem. Hun kunne høre havets monotome bølger slå imod kysten.
Ichiko foldede sine hænder foran brystet. De fleste var til time lige nu, men hun havde valgt at pjække. Det var bare idræt, så det skulle nok gå. Hendes lærer elskede hende alligevel så højt, at en forsømmelse ikke ville gøre noget. Med en dyb indåndning og et derefter tilbage holdt åndedræt, hævede hun langsomt sin illusion, og stod nu på stranden med sine store vinger foldet bag sin ryg. Med et lille smil spredte hun sine store vinger, og mærkede vinden blæse imod dem. Hun baskede et par gange og lettede derefter elegant fra jorden.
Ichiko fløj nolge meter ud over havet, og nød den svage modstand hun fik. Hun holdt sig inde langs kysten, og ikke for hæjt oppe heller. Hun ville ikke udfordre skæbnen. Selvom der var time, var det jo ikke sikkert at der ikke var nogen, der pjækkede alligevel - ligesom hende.
