Post by Nenene on Dec 29, 2008 23:31:03 GMT 1
Understregede ord linker til billede
Fulde Navn: Nenene le Fay Delobell Netherdale Avanya Olwen Espinosa Oshiro Wakahisa Ryouichi Ravenwolf Gorgan Loveland Blackbrun
Kælenavn: Ryuhana, Ne-chan, Nene af familien
Alder: 15år, 1. årgang
Køn: Kvinde
Heks/Troldmand eller Menneske: Heks
Rank: C - stærk
Udseende:
Højde: 169cm
Vægt: 52kg
Øjne: Nenenes øjne er grå, og minder ved første øjekast mest om en trist regnvejrsdag.
Hår: De knald røde lokker der falder fra Nenenes hoved er krøllede og klippet i skulderlængde.
Krop: Nenene er normal af bygning, men tynd. Hun er vel proportioneret og har flotte kvindelige former.
Detaljer: Fregner præger hendes let opstoppede næse, der får hende til at se utrolig snobbet ud når hun er irriteret eller vred. Fregnerne giver dog hendes smil en kærhed og uskyld der er svær at modstå. Hun passer godt på sin hud, der derfor er meget pæn at se til. På den venstre side af halsen sidder to små ar. Det ligner mest to modermærker, eller blot flere fregner, men et trænet øje vil kunne genkende dem som mærker fra et vampyrbid.
Det er tydeligt at se hvor hun har sit udsende fra. Mens hendes øjne og ansigt tydeligvis er hendes mors, kan det røde, krøllede hår ikke tilhøre andre end hendes tilsvarende rødmossede far.
Personlighed:
Nenen holder sig mest for sig selv, eller sammen med andre hekse. Hun kender monstrenes fordomme mod hekse og ser ingen grund til at smide ekstra brænde på bålet, eller give dem mere grund til at være efter hende. Når hun omgås monster holder hun oftest lav profil, og holder sig under radaren for at udgå problemer og kamp. Hvert fald indtil hun bliver stærk nok til at klare sig mod dem. Nenene er ikke konfliktsky, men ved at hun ikke er i en position til at stikke næsen for langt frem, uden at få en afklapsning af dimensioner.
Man kan ikke direkte kalde hende sky, men forsigtig ville ikke være helt af vejen. Dog er hun en ganske venlig og meget åben person når man lige for brudt isen. Hun bruger gerne sine evner til at hjælpe, mod tjenester og ofte helt uden sære bi effekter. Men træder man forkert og virkelig pisser hende af, ville man ønske man ’bare’ havde knust et spejl. Hun vil forbande en så langt ind i det næste århundrede at selv sejere monstre ville få grå hår af frustration.
Nenene elsker at være en heks, og hun elsker at udføre sine besværgelser og ritualer. Hun ønsker at bringe familienavnet ære, og vise at hekse igen kan blive respekterede!
Nenenes ynglings farve er blå. Hun elsker at gå ude i regnen, især når det tordner, og er glad for at være ude i naturen. Hun er ikke meget for stærk mad, specielt ikke karry og chili. Hun holder meget af at læse, og forsvinde ind i andre verdener, andres liv og andres tanker på den måde, som kun en godt skrevet bog kan give. Dog læser hun ikke kun skønlitteratur, men kan også tit findes med næsen i et faglitterært værk. Selvom Nenene har flot hår, har hun altid hadet sine krøller. Hun elsker sit hårs farve, men har altid gerne ville have det glat, men når hun glatter det, holder det ikke længere end et par timer.
Styrker:
- Krop: Nenene er ikke videre stor, hvilket gør hende til et mindre mål. Hun er god til at bliver ét med mængden, og skiller sig sjældent nok ud til at blive særligt bemærket.
- Psyke: Nenene er ikke nem at få den med nakken. Hun har hørt det hele før, og lader det ikke bide på sig. Hun har et stort overskud, og kan have utroligt mange bolde i luften på en gang, uden at tabe fokus.
Svagheder:
- Krop: Nenene er, på grund af sit ophav, bundet af de ’normale’ fysiske rammer. Hun er ikke videre stærk, samtidig med at hun har en lav smertetærskel, der kan få hende til at ømme sig over blå mærker.
- Psyke: Flere generationer af forud antagende fordomme har givet hende en naturlig mistillid til monster af enhver art. Selv dem der virker flinke og åbne overfor hende. For på bunden ved hun at de er vokset op med hekse som deres undervæsner, og at noget så indoktrineret sætter sine spor.
Baggrund:
… Morgan le Fay underskrev hun brevet med rolig, øvet hånd, og foldede det nænsomt. Den lille væge tændtes og lod den varme lak dryppe langsomt og forseglende på den sidste fold, mens hun stille messede en besværgelse. En besværgelse der ville holde uvedkommende fra at læse brevets skrevne ord. Dog skulle dette brev ikke samme vej som de utallige andre breve hun havde set de sidste 9 måneder, dette brev ville ej nå Kong Arthurs hof.
Månen havde været i aftagende 6 gange siden hun havde rådgivet sin konge ved andet end due og dog havde hendes tid ej været forspildt. Kortenes havde talt utvetydige. Troldkvindernes storhedstid ville ikke vare ved. Heksene ville falde, og dette kunne ej hindres. Men hun besad kræften til at forbygge, og forberede sin æt på dens kommende fald. Le Fays intrikate segl mødte den stadig bløde lak, og forseglede det for evigt fra verdens syn. Ingen skulle læse de skrevne forudsigelser.
Ingen udover de af hendes æt.
”Nenene” fastslog Isobell stædigt, lagde armene over kors på sin højgravide mave. Hun stirrede på Takashi med et blik der ikke tålte modsigelse. Takashi sukkede opgivende ”Det kan vi altså ikke være bekendt at kalde hende! Søde hanata vi-” prøvede han med blev afbrudt af et snærende ”Nenene! Det er ikke til at diskutere, færdig!”. Diskussion afsluttet. Hun lagde sig tilbage ned i sengen og vendte sig med ryggen til sin mand. Takashi sukkede igen inden han selv lagde sig til ro. Forbandende, stædige kvindemenneske. Men hun var dog hans kone. Men det barn var lige så meget hans, som det var hendes! Han burde også have noget at skulle sige når barnets navn skulle besluttes. Men Isobell var fast besluttet på at kalde hende Nenene, sikkert for hans skyld. Isobell ønskede at hans kultur blev en del af barnets, så vel som hendes egen.
Barneværelset var dog ikke det eneste sted der lød barnegråd fra, den nat hvor Nenene kom til. Takashi havde haft det på fornemmelsen. Det kom derfor ikke som en overraskelse da han den aften åbnede døren og hørte et andet barneskrig blande sig med sin datters. Takashi samlede hurtigt den hylende knægt op der lå på dørmåtten og tyssede stille på ham. Kun få måneder gammel, og han lignede allerede sin far, Takashis gamle ven. Han havde set det her komme. Et lille smil bredte sig på hans læber. Hvor mange gange havde han ikke sagt at det ikke ville gå?
Takashi gik tilbage indenfor og lukkede døren efter sig. I det mindste skulle han ikke igennem navne diskussionen igen. Han ville opkalde knægten efter sin far, Adrian. Isobell ville sikkert ikke have noget imod en søn, så længe hun ikke selv havde født ham. Det skulle nok gå alt sammen.
Takashi viste at Adrian ikke ’bare’ var et hvilket som helst barn. Ikke blot var han halvt troldmand, men halvt monster såvel. Denne viden delte han naturligvis med sin kone Isobell, men de valgte at holde det hemmeligt for Nenene. Det var få hekse familier det ville have taget et halv monster som ham ind, og de ville ikke så splid imellem dem ved at fortælle Nenene hvad hendes bror var.
Nenene og Adrian voksede op som bror og søster, ligeligt elsket og ligeligt opdraget. Nenene holdt meget af sin storebror, dog kun få måneder ældre end hende, og tilsammen udgjorde de en rigtig hyggelig familie. Begge blev de lært hjemme, både i normale fag og i magi. Skønt Nenene altid selv var bedst, både fagligt i magisk, var hun aldrig sen til at hjælpe ham med det han ikke forstod.
Som de blev ældre, viste det sig dog at det ikke kun var mentalt hun var ham overlegen, men ligeledes fysisk. Hun var hurtigere, mere udeholdene og til sidst sågar en smule stærkere, selvom hun på ingen måde kunne kaldes stærk selve. Nenene havde intet ønske om at være bedre en sin bror. Men selvom hun til tider prøvede, kunne hun ikke skjule det faktum at han var en svans.
Isobell og Takashi tog ofte til byen, og Adrian og Nenene kom med. Selvom de boede på landet, var de tit i byen, og det var da også her de fleste af Nenenes venner boede. Oftest var hun sammen med Haruka og Sumiko, døtrene til to af Takashis gamle skole kammerater. De tre tøser hyggede sig enormt, når de engang imellem mødtes. De tog i biografen, ud at spise sammen, stod på rulleskøjter og shoppede. De dannede en trekløver uden lige, og var meget tæt knyttede. Selv når de ikke var sammen, holdt de kontakten via email, messenger og telefon.
Det var på en af disse aftener de tre unge piger havde deres første møde med et monster. De var på vej hjem fra biografen og diskuterede lystigt filmens hovedroller. Nenene så sig let over skulderen, med en nagende fornemmelse af at de blev forfulgt, men rystede det af sig. Følelsen var hende ikke uvant, og hun afskrev den endnu engang som byens evige liv og bevægelse.
Lidt efter så hun dog Haruka der ligeledes så sig over skulderen. De udvekslede et kort blik. Hun kunne også mærke det. De satte automatisk farten en smule op, og Sumiko måtte næsten løbe for at følge med ”Hey, sæt lige farten lidt ned!” beklagede hun sig, idet de drejede ind på en mindre vej der førte op til Harukas hjem. En symfoni af pigeskrig lød, da de alle tre pludselig væltede omkuld, skubbet af en overnaturlig kraft. Nenene kurrede et stykke hen af jorden, men knap lå hun stille før en velplaceret, massiv støvle blev plantet i hendes mellemgulv, og slog alt luften ud af hende. Ikke andet end et halvkvalt gisp forlod hendes læber, idet hun knep sine tårefyldte øjne i, og trak sig sammen i smerte. Hun hørte en lignende lyd fra Haruka, der ligeledes blev smertefuldt stille, mens Sumikos skrig kun blev værre, først skræmt, så panisk og smertefuldt.
Nenene tvang sine øjne op, kun for at se Sumiko blive løftet op ved håret af en mørk mandlig skikkelse som tårerne forhindrede hende i at se tydeligt. Dette forhindrede hende dog ikke i at se hvad der skete. Sumiko skreg halvkvalt da det første slag ramte hendes mave, gispede hjælpeløst ved det næste, mens tårerne løb ned af kinderne på hende, og peb blot hjælpeløst da det tredje slag ramte.
Nenene hostede, og mærkede hvordan hvert eneste host trak smerten med sig hele vejen op. Hun følte en hvis lettelse da han slap Sumiko, og hun faldt til jorden med et lille hyl. Dog varede lettelsen ikke længe. Han satte kursen mod Haruka, løftede hende op. Nenene frygtede det værste og måtte slå blikket væk. Haruka havde ikke luft til at skrige. Hendes hænder holdt om hans arm for at mindske smerten, dog var den ingenting i forhold til den rædsel der greb hende idet hans tænder sank ind i hendes hals.
Nenenes hjerte slog et slag over da situationen gik op for hende. Han var et virkeligt monster. Det var ikke bare en bølle der ville stjæle deres penge. Ham her ville kunne slå dem ihjel uden at blinke.
Hun prøvede at samle tankerne, prøvede at nå magien. Fokusere og samle sig. Den velkendte varme bredte sig i hende, og med den håbet. Hun skulle bare...
En voldsom smerte stoppede varmen, og kastede hende tilbage på den kolde gade, hvor endnu en støvle var blevet placeret i hendes mellemgulv. Hun bed sig hårdt i underlæben og blinkede tårerne væk.
Haruka lå med en rystende hånd mod sin hals og trak vejret i korte gisp mens han var på vej mod Sumiko. Nenene ture ikke se det, men de halvkvalte skrig fra Sumiko fortalte mere end rigeligt. Nenene søgte og prøvede at fokusere, men alt der kom, var en smertefuld hosten. Hun åbnede det ene øje halvt og så Sumiko falde til jorden. Nu var det hendes tur. Hans latter fyldte hendes ører, og fik frygten til at vælte frem i hende. Dog kom men med en anden, sær, følelse. Hun havde det som om hun kendte den latter.
Nenenes ansigt fortrak sig i smerte da han trak hende op ved håret, som han havde gjort det ved i andre, trak hende på at stå på hendes rystende ben. Hun viste hvad der ventede hende og frygten holdt hende i et jerngreb. Han lænede sig frem, og holdt sig hoved ved siden af hendes, slikkede hende langsomt op af halsen og lod sin mund blive ved hendes øren. ”undskyld Nene, jeg mener det ikke ondt” hviskede en velkendt stemme. ”Adri…” hendes ord var ikke mere end en udånding, og blev kvalt i et gisp da hendes brors tænder sank ned igennem huden, og ned i hendes hals. Ikke en lyd kom der fra hende mens han drak. Det føltes som en evighed mens han tappede hende for blod.
Da han endelig slap hende følte hun sig… tom… Hun vaklede et par skridt bagud. Hans ansigt. Hvordan kunne det? Nej! Det kunne ikke være… Ikke Adrian… Ikke hendes bror…
Hun kunne mærke svimmelheden og kvalmen der prøvede at gribe hende, og tvinge hende ned. Hans latter fyldte hendes øregange som gift. Nej… Hun kunne ikke mere, benene gav efter under hende og hun faldt på knæ, med blikket på jorden. Det var som om det hele tiden rykkede sig for hendes øjne, de ville ikke stille rigtig skarpt. Hun løftede blikket og lagde hånden mod sin hals, hvor en lille strøm af blod stadig forlod de to små sår. Han var.. På vej væk? Frygtens greb løsnede sig lidt efter lidt da hun så ham forsvinde væk i løb. Igen blev hun varm indeni, som magien igen flød igennem hende.
”Hør mig moder hør mit kald,
Jeg ber’ dig komme til mig fald,
Flyv som vinden kom herhen,
Hent mig nu og bring mig hjem”
Ordene havde knap forladt hendes mund før hun gav efter og lagde sig helt ned. En form for lettelse lagde sig over hende. Hendes mor ville være der om lidt, og hun kunne svagt høre både Haruka og Sumiko. De skulle nok klare sig.
Der gik ikke længe før hun hørte bekymrede stemmer og blev løftet op. Ikke af hænder og arme, men af luften selv som på en sky. Velkendte, beroligende stemmer fyldte hendes øre, og en blind hånd drejede hendes hoved og rørte ømt ved hendes hals. I sikkerhed.
Der skete en masse som Nenene aldrig rigtig fandt hoved og hale i, selvom hun var ved bevidsthed. De kom hjem til Haruka hvor de voksne fik dannet sig et overblik over situationen. De udspurgte pigerne stille og roligt, men det tog dem ikke lang tid at forstå hvad der var sket.
Nenene så sjældent Haruka og Sumiko derefter. Oplevelsen havde skabt en enorm kløft af stilhed mellem pigerne. Et emne de ikke kunne tale om, men som altid var på sinde når de snakkede eller skrev sammen. Der var ingen af dem der ture tage hul på bylden, og i stedet gled de støt og roligt længere og længere fra hinanden.
Om det havde været Adrian den aften, fik Nenene aldrig svar på. Ingen andre bragte emnet op, og hun ture ikke spørger af frygt for svaret. Hun holdt sin afstand til Adrian, og brugte det meste af sin tid på sig værelse, alene, hvor hun læste eller trænede for sig selv. Selv til måltiderne kom hun sjældent det første stykke tid efter angrebet. Med tiden blev det bedre, men den skygger der var blevet kastet over hende, fortog sig aldrig helt.
”Ja mor! Er på vej!” råbte Nenene tilbage da Isobell kaldte. Hun pustede hurtigt cirklen af lys ud, og fulgte sin mors stemme igennem huset. Et smukt, lidt afsides liggende hus en af de bedre dele af Japan. ”Kom sæt dig her Nene” sagde Isobell roligt da Nenene dukkede op i døren. Hun gik ind og satte sig stille med et spørgende blik, mens hendes mor blot tændte op i sin kiseru (japansk pibe). En tid gik hvor Nenene blot betragtede røgen, der langsomt begyndte at stige fra kiseruns munding. Isobell fjernede den fra munden og pustede langsomt ud, inden hun igen så på Nenene. ”Der er noget jeg må fortælle dig. En historie der er gået fra kvinde til kvinde ned igennem vores familie” startede hun, og tog igen kiseruns mundstykke i brug. Nenene sagde intet, med lod blot sin moder tage sig den tid hun ville. ”Du har gjort store fremskridt. Din magi er blevet stærk og du har lært meget…” sagde hun uden at tage kiserun fra munden ”Det er vist på høje tide at du lære dine rødder at kende… Du er gammel nok til at forstå” fortsatte hun nærmest for sig selv.
Nenenes tip tip tip tip tip tip tip tip tip oldemor, Morgan le Fay, var blot den første af en lang række hekse, ja hekse, for aldrig var der blevet født en søn i deres slægtslinje. De havde altid været afhængige af mænd fra anden æt for at føre deres engen videre, også grunden til at slægtsnavnet var vokset med tiden. Stik var jo at tage mandens slægts navn, men le Fays efterkommere glemte ikke deres oprindelse.
Morgan le Fay, Jean Delobell, Jeanet Netherdale, Victoria Avanya, Alexandria Olwen, Mary Espinosa, Bella Oshiro,
Mitzuki Wakahisa, Hana Ryouichi, Haruki Ravenwolf, Morgana Gorgan, Cassandra Loveland, Isobell Blakbrun, Nenene…
Sådan har deres æt udformet sig igennem tiden, og med den familiens styrke. Dog er navnet og styrken ikke alt der er gået i av. Staven le Fay, tidligere medie for Morgan, Victoria, Mary, Hana og Cassandra og evigt medie for ættens kraft. Det siges at Staven le Fay indeholder en del af hver eneste af ættens generationer, og at enhver heks af deres æt kan søge trøst og råd hos den.
Isobell tyggede lidt på mundstykket af kiseruen, inden hun slog det to gange mod bordkanten og rettede sig op. ”Vores æt har eksisteret længe, og vil fortsat bestå længe endnu…” afsluttede hun sin fortælling imens en velkendt stav svævede fra sit vante hjørne, hen til Isobells frie hånd. ”Staven le Fay er gået fra hånd til hånd, fra generation til generation når det har været tid, eller har været nødvendigt” Isobell vendte uden problemer den lange stav op i vatter, så Nenene kunne betragte dens fulde pragt. Nenenes øjne var som limet til staven. Uden et ord rejste hun sig langsomt fra stolen og stillede sig helt hen til bordet. Isobell holdt den blot frem mens Nenenes rakte hænderne frem og lukkede sine slanke fingre om staven. Det blå skæft føltes varmt i hendes hænder, det føltes rigtigt. Isobell slap roligt staven med en tilfreds mine, og lod Nenene trække den til sig,
Isobells kiseru fandt vej tilbage til hendes mundvig. Nenene havde klaret det som forventet, uden problemer. En eftertænksom mine strejfede hendes ansigt da hun mindedes dengang hun selv blev overdraget staven. Hendes mor, Cassandra, havde ligeledes holdt den frem for hende, men hun havde ikke turet tage den. Det havde været for tidligt. Til gengæld havde hun fået noget af en røvfuld da staven havde kaldt hende hid, og hun på egen hånd havde fjernet den fra sin mors gemakker.
Nenene havde været tryllebundet af staven, men nu hvor den blot føltes lun i hendes hånd, hvor hun følte den altid havde hørt til, kiggede hun lidt vildrådigt på sin mor, der blot sad med et lille, hemmeligt smil. ”Mor?” brød hun forsigtigt stilheden, og Isobell blinkede kraftigt ”Åh, ja selvfølgelig… Staven er din nu Ryuhana. Det føles rigtigt ikke? Jo godt… Smut nu ud og leg med din bror” gennede hun hende kærligt ud. Nenene nikkede smilende og forsvandt ud af døren, mens Isobell blot lænede sig tilbage i sin stol og babbede tænksomt på sin kiseru.
Dog kom dagen hvor Nenene og Adrian ikke længere kunne gemme sig hjemme i familiens skød. Offentligheden var blevet for opmærksom på hvad der foregik omkring dem, og det blev sværere at forklare de magiske hændelser den var vidne til. Derfor blev Nenene og Adrian sendt til Yokai Academy.
Evner:
Medie: Staven le Fay. Staven er gået ned gennem generationerne hos familien, men har kun ageret medie for få. Staven er tilsyneladende i egetræ, med læder omvikling og en stor krystal for enden. Dog skal man ikke lade sig narre. Staven er hårdere end diamant og kan være let som en fjer, og tung som en kampesten. Det er som om den har sin egen vilje. Krystallen for enden af staven er som et vindue til hendes sjæl og ændre farve efter hendes mentale tilstand og følelser.
1. Evne: Magi
- Beskrivelse: Kræver hendes medie. Et verbal komponent er påkrævet til de stærkeste magier, dog behøver denne hverken være en længere remse, eller at rime. Magien kan have meget varierende effekt.
2. Evne: Potions
- Beskrivelse: Kræver de pågældende ingredienser og noget at blande dem i, helst en kedel. Medie er krævet for stærkere potions, og kan bruges til at øge effekten af de svagere. Ingredienserne er dog ikke altid flagermus vinger eller salamander øjne. Ingredienserne har ændret sig med tiden, og har især fået et løft i det 20. århundrede. Hvor der engang blev brugt et stænk vievand, bliver det nu oftere erstatte med ½liter cola. Selve ingrediensen er ikke vigtig, så længe dens betydning og værdig er tilsvarende.
3. Evne: Ritualer
- Beskrivelse: Ritualer kræver større forberedelse, remedier og oftest mere end en heks/troldmand. Ritualer bruges til større hekserier der ikke kan udrettes normalt. Disse giver heksene/troldmændene mulighed for at udrette ting der ligger langt over deres evne. Alle de involverede hekse/troldmænd behøver ikke have evnen ’Ritualer’, så længe en i gruppen har den, og er i stand til at instruere de andre.
4. Evne: Æt
- Beskrivelse: En særlig evne der har fuldt familiens æt op igennem tiden, og som kun bliver stærkere med årene. Samtlige hekses kræfter, tilbage til Morgan le Fay, fylder heksen og står til hendes rådighed. Hun vil være alle heksene på en gang, i evne, krop og sind. Evnen kræver intet medie med en ekstrem farlig for heksen, da en krop og et sind ikke kan rumme så mange generationer på en gang. Hvis sindet er for svagt er skader uundgåelige, og der vil ske permanente ændringer i personlighed og psyke. Er kroppen for svag kan skaderne omfatte koma, permanente lammelser eller svækkelse af lemmer og død.
Ligegyldig hvor evnet heksen er, vil denne, efter at have brugt evnen, være total drænet både fysisk og mentalt og vil sandsynligvis miste bevidstheden kort efter.
Fare ved at bruge denne evne begrænses markant hvis brugeren er i besiddelse af Staven le Fay, ættens stav. Den indeholder i forvejen en del af hele slægten, og hjælper derfor brugeren med at adskille dem fra hinanden.
Andet: De tre først evner er teknisk set én ’magi’, som jeg har delt ud på tre for overblikkets og forståelsens skyld.
De generelle:
- Styrke: 15
- Udholdenhed: 25
- Smidighed: 20
- Præcision: 75
- Fart: 25
- Intelligens: 80
- Koncentration: 75
~~~~~~~~~~~~~~~~
De evne styrende:
- Magisk Evne: 8
- Fysisk Evne: 0
- Evne Kontrol: 7
Fulde Navn: Nenene le Fay Delobell Netherdale Avanya Olwen Espinosa Oshiro Wakahisa Ryouichi Ravenwolf Gorgan Loveland Blackbrun
Kælenavn: Ryuhana, Ne-chan, Nene af familien
Alder: 15år, 1. årgang
Køn: Kvinde
Heks/Troldmand eller Menneske: Heks
Rank: C - stærk
Udseende:
Højde: 169cm
Vægt: 52kg
Øjne: Nenenes øjne er grå, og minder ved første øjekast mest om en trist regnvejrsdag.
Hår: De knald røde lokker der falder fra Nenenes hoved er krøllede og klippet i skulderlængde.
Krop: Nenene er normal af bygning, men tynd. Hun er vel proportioneret og har flotte kvindelige former.
Detaljer: Fregner præger hendes let opstoppede næse, der får hende til at se utrolig snobbet ud når hun er irriteret eller vred. Fregnerne giver dog hendes smil en kærhed og uskyld der er svær at modstå. Hun passer godt på sin hud, der derfor er meget pæn at se til. På den venstre side af halsen sidder to små ar. Det ligner mest to modermærker, eller blot flere fregner, men et trænet øje vil kunne genkende dem som mærker fra et vampyrbid.
Det er tydeligt at se hvor hun har sit udsende fra. Mens hendes øjne og ansigt tydeligvis er hendes mors, kan det røde, krøllede hår ikke tilhøre andre end hendes tilsvarende rødmossede far.
Personlighed:
Nenen holder sig mest for sig selv, eller sammen med andre hekse. Hun kender monstrenes fordomme mod hekse og ser ingen grund til at smide ekstra brænde på bålet, eller give dem mere grund til at være efter hende. Når hun omgås monster holder hun oftest lav profil, og holder sig under radaren for at udgå problemer og kamp. Hvert fald indtil hun bliver stærk nok til at klare sig mod dem. Nenene er ikke konfliktsky, men ved at hun ikke er i en position til at stikke næsen for langt frem, uden at få en afklapsning af dimensioner.
Man kan ikke direkte kalde hende sky, men forsigtig ville ikke være helt af vejen. Dog er hun en ganske venlig og meget åben person når man lige for brudt isen. Hun bruger gerne sine evner til at hjælpe, mod tjenester og ofte helt uden sære bi effekter. Men træder man forkert og virkelig pisser hende af, ville man ønske man ’bare’ havde knust et spejl. Hun vil forbande en så langt ind i det næste århundrede at selv sejere monstre ville få grå hår af frustration.
Nenene elsker at være en heks, og hun elsker at udføre sine besværgelser og ritualer. Hun ønsker at bringe familienavnet ære, og vise at hekse igen kan blive respekterede!
Nenenes ynglings farve er blå. Hun elsker at gå ude i regnen, især når det tordner, og er glad for at være ude i naturen. Hun er ikke meget for stærk mad, specielt ikke karry og chili. Hun holder meget af at læse, og forsvinde ind i andre verdener, andres liv og andres tanker på den måde, som kun en godt skrevet bog kan give. Dog læser hun ikke kun skønlitteratur, men kan også tit findes med næsen i et faglitterært værk. Selvom Nenene har flot hår, har hun altid hadet sine krøller. Hun elsker sit hårs farve, men har altid gerne ville have det glat, men når hun glatter det, holder det ikke længere end et par timer.
Styrker:
- Krop: Nenene er ikke videre stor, hvilket gør hende til et mindre mål. Hun er god til at bliver ét med mængden, og skiller sig sjældent nok ud til at blive særligt bemærket.
- Psyke: Nenene er ikke nem at få den med nakken. Hun har hørt det hele før, og lader det ikke bide på sig. Hun har et stort overskud, og kan have utroligt mange bolde i luften på en gang, uden at tabe fokus.
Svagheder:
- Krop: Nenene er, på grund af sit ophav, bundet af de ’normale’ fysiske rammer. Hun er ikke videre stærk, samtidig med at hun har en lav smertetærskel, der kan få hende til at ømme sig over blå mærker.
- Psyke: Flere generationer af forud antagende fordomme har givet hende en naturlig mistillid til monster af enhver art. Selv dem der virker flinke og åbne overfor hende. For på bunden ved hun at de er vokset op med hekse som deres undervæsner, og at noget så indoktrineret sætter sine spor.
Baggrund:
… Morgan le Fay underskrev hun brevet med rolig, øvet hånd, og foldede det nænsomt. Den lille væge tændtes og lod den varme lak dryppe langsomt og forseglende på den sidste fold, mens hun stille messede en besværgelse. En besværgelse der ville holde uvedkommende fra at læse brevets skrevne ord. Dog skulle dette brev ikke samme vej som de utallige andre breve hun havde set de sidste 9 måneder, dette brev ville ej nå Kong Arthurs hof.
Månen havde været i aftagende 6 gange siden hun havde rådgivet sin konge ved andet end due og dog havde hendes tid ej været forspildt. Kortenes havde talt utvetydige. Troldkvindernes storhedstid ville ikke vare ved. Heksene ville falde, og dette kunne ej hindres. Men hun besad kræften til at forbygge, og forberede sin æt på dens kommende fald. Le Fays intrikate segl mødte den stadig bløde lak, og forseglede det for evigt fra verdens syn. Ingen skulle læse de skrevne forudsigelser.
Ingen udover de af hendes æt.
”Nenene” fastslog Isobell stædigt, lagde armene over kors på sin højgravide mave. Hun stirrede på Takashi med et blik der ikke tålte modsigelse. Takashi sukkede opgivende ”Det kan vi altså ikke være bekendt at kalde hende! Søde hanata vi-” prøvede han med blev afbrudt af et snærende ”Nenene! Det er ikke til at diskutere, færdig!”. Diskussion afsluttet. Hun lagde sig tilbage ned i sengen og vendte sig med ryggen til sin mand. Takashi sukkede igen inden han selv lagde sig til ro. Forbandende, stædige kvindemenneske. Men hun var dog hans kone. Men det barn var lige så meget hans, som det var hendes! Han burde også have noget at skulle sige når barnets navn skulle besluttes. Men Isobell var fast besluttet på at kalde hende Nenene, sikkert for hans skyld. Isobell ønskede at hans kultur blev en del af barnets, så vel som hendes egen.
Barneværelset var dog ikke det eneste sted der lød barnegråd fra, den nat hvor Nenene kom til. Takashi havde haft det på fornemmelsen. Det kom derfor ikke som en overraskelse da han den aften åbnede døren og hørte et andet barneskrig blande sig med sin datters. Takashi samlede hurtigt den hylende knægt op der lå på dørmåtten og tyssede stille på ham. Kun få måneder gammel, og han lignede allerede sin far, Takashis gamle ven. Han havde set det her komme. Et lille smil bredte sig på hans læber. Hvor mange gange havde han ikke sagt at det ikke ville gå?
Takashi gik tilbage indenfor og lukkede døren efter sig. I det mindste skulle han ikke igennem navne diskussionen igen. Han ville opkalde knægten efter sin far, Adrian. Isobell ville sikkert ikke have noget imod en søn, så længe hun ikke selv havde født ham. Det skulle nok gå alt sammen.
Takashi viste at Adrian ikke ’bare’ var et hvilket som helst barn. Ikke blot var han halvt troldmand, men halvt monster såvel. Denne viden delte han naturligvis med sin kone Isobell, men de valgte at holde det hemmeligt for Nenene. Det var få hekse familier det ville have taget et halv monster som ham ind, og de ville ikke så splid imellem dem ved at fortælle Nenene hvad hendes bror var.
Nenene og Adrian voksede op som bror og søster, ligeligt elsket og ligeligt opdraget. Nenene holdt meget af sin storebror, dog kun få måneder ældre end hende, og tilsammen udgjorde de en rigtig hyggelig familie. Begge blev de lært hjemme, både i normale fag og i magi. Skønt Nenene altid selv var bedst, både fagligt i magisk, var hun aldrig sen til at hjælpe ham med det han ikke forstod.
Som de blev ældre, viste det sig dog at det ikke kun var mentalt hun var ham overlegen, men ligeledes fysisk. Hun var hurtigere, mere udeholdene og til sidst sågar en smule stærkere, selvom hun på ingen måde kunne kaldes stærk selve. Nenene havde intet ønske om at være bedre en sin bror. Men selvom hun til tider prøvede, kunne hun ikke skjule det faktum at han var en svans.
Isobell og Takashi tog ofte til byen, og Adrian og Nenene kom med. Selvom de boede på landet, var de tit i byen, og det var da også her de fleste af Nenenes venner boede. Oftest var hun sammen med Haruka og Sumiko, døtrene til to af Takashis gamle skole kammerater. De tre tøser hyggede sig enormt, når de engang imellem mødtes. De tog i biografen, ud at spise sammen, stod på rulleskøjter og shoppede. De dannede en trekløver uden lige, og var meget tæt knyttede. Selv når de ikke var sammen, holdt de kontakten via email, messenger og telefon.
Det var på en af disse aftener de tre unge piger havde deres første møde med et monster. De var på vej hjem fra biografen og diskuterede lystigt filmens hovedroller. Nenene så sig let over skulderen, med en nagende fornemmelse af at de blev forfulgt, men rystede det af sig. Følelsen var hende ikke uvant, og hun afskrev den endnu engang som byens evige liv og bevægelse.
Lidt efter så hun dog Haruka der ligeledes så sig over skulderen. De udvekslede et kort blik. Hun kunne også mærke det. De satte automatisk farten en smule op, og Sumiko måtte næsten løbe for at følge med ”Hey, sæt lige farten lidt ned!” beklagede hun sig, idet de drejede ind på en mindre vej der førte op til Harukas hjem. En symfoni af pigeskrig lød, da de alle tre pludselig væltede omkuld, skubbet af en overnaturlig kraft. Nenene kurrede et stykke hen af jorden, men knap lå hun stille før en velplaceret, massiv støvle blev plantet i hendes mellemgulv, og slog alt luften ud af hende. Ikke andet end et halvkvalt gisp forlod hendes læber, idet hun knep sine tårefyldte øjne i, og trak sig sammen i smerte. Hun hørte en lignende lyd fra Haruka, der ligeledes blev smertefuldt stille, mens Sumikos skrig kun blev værre, først skræmt, så panisk og smertefuldt.
Nenene tvang sine øjne op, kun for at se Sumiko blive løftet op ved håret af en mørk mandlig skikkelse som tårerne forhindrede hende i at se tydeligt. Dette forhindrede hende dog ikke i at se hvad der skete. Sumiko skreg halvkvalt da det første slag ramte hendes mave, gispede hjælpeløst ved det næste, mens tårerne løb ned af kinderne på hende, og peb blot hjælpeløst da det tredje slag ramte.
Nenene hostede, og mærkede hvordan hvert eneste host trak smerten med sig hele vejen op. Hun følte en hvis lettelse da han slap Sumiko, og hun faldt til jorden med et lille hyl. Dog varede lettelsen ikke længe. Han satte kursen mod Haruka, løftede hende op. Nenene frygtede det værste og måtte slå blikket væk. Haruka havde ikke luft til at skrige. Hendes hænder holdt om hans arm for at mindske smerten, dog var den ingenting i forhold til den rædsel der greb hende idet hans tænder sank ind i hendes hals.
Nenenes hjerte slog et slag over da situationen gik op for hende. Han var et virkeligt monster. Det var ikke bare en bølle der ville stjæle deres penge. Ham her ville kunne slå dem ihjel uden at blinke.
Hun prøvede at samle tankerne, prøvede at nå magien. Fokusere og samle sig. Den velkendte varme bredte sig i hende, og med den håbet. Hun skulle bare...
En voldsom smerte stoppede varmen, og kastede hende tilbage på den kolde gade, hvor endnu en støvle var blevet placeret i hendes mellemgulv. Hun bed sig hårdt i underlæben og blinkede tårerne væk.
Haruka lå med en rystende hånd mod sin hals og trak vejret i korte gisp mens han var på vej mod Sumiko. Nenene ture ikke se det, men de halvkvalte skrig fra Sumiko fortalte mere end rigeligt. Nenene søgte og prøvede at fokusere, men alt der kom, var en smertefuld hosten. Hun åbnede det ene øje halvt og så Sumiko falde til jorden. Nu var det hendes tur. Hans latter fyldte hendes ører, og fik frygten til at vælte frem i hende. Dog kom men med en anden, sær, følelse. Hun havde det som om hun kendte den latter.
Nenenes ansigt fortrak sig i smerte da han trak hende op ved håret, som han havde gjort det ved i andre, trak hende på at stå på hendes rystende ben. Hun viste hvad der ventede hende og frygten holdt hende i et jerngreb. Han lænede sig frem, og holdt sig hoved ved siden af hendes, slikkede hende langsomt op af halsen og lod sin mund blive ved hendes øren. ”undskyld Nene, jeg mener det ikke ondt” hviskede en velkendt stemme. ”Adri…” hendes ord var ikke mere end en udånding, og blev kvalt i et gisp da hendes brors tænder sank ned igennem huden, og ned i hendes hals. Ikke en lyd kom der fra hende mens han drak. Det føltes som en evighed mens han tappede hende for blod.
Da han endelig slap hende følte hun sig… tom… Hun vaklede et par skridt bagud. Hans ansigt. Hvordan kunne det? Nej! Det kunne ikke være… Ikke Adrian… Ikke hendes bror…
Hun kunne mærke svimmelheden og kvalmen der prøvede at gribe hende, og tvinge hende ned. Hans latter fyldte hendes øregange som gift. Nej… Hun kunne ikke mere, benene gav efter under hende og hun faldt på knæ, med blikket på jorden. Det var som om det hele tiden rykkede sig for hendes øjne, de ville ikke stille rigtig skarpt. Hun løftede blikket og lagde hånden mod sin hals, hvor en lille strøm af blod stadig forlod de to små sår. Han var.. På vej væk? Frygtens greb løsnede sig lidt efter lidt da hun så ham forsvinde væk i løb. Igen blev hun varm indeni, som magien igen flød igennem hende.
”Hør mig moder hør mit kald,
Jeg ber’ dig komme til mig fald,
Flyv som vinden kom herhen,
Hent mig nu og bring mig hjem”
Ordene havde knap forladt hendes mund før hun gav efter og lagde sig helt ned. En form for lettelse lagde sig over hende. Hendes mor ville være der om lidt, og hun kunne svagt høre både Haruka og Sumiko. De skulle nok klare sig.
Der gik ikke længe før hun hørte bekymrede stemmer og blev løftet op. Ikke af hænder og arme, men af luften selv som på en sky. Velkendte, beroligende stemmer fyldte hendes øre, og en blind hånd drejede hendes hoved og rørte ømt ved hendes hals. I sikkerhed.
Der skete en masse som Nenene aldrig rigtig fandt hoved og hale i, selvom hun var ved bevidsthed. De kom hjem til Haruka hvor de voksne fik dannet sig et overblik over situationen. De udspurgte pigerne stille og roligt, men det tog dem ikke lang tid at forstå hvad der var sket.
Nenene så sjældent Haruka og Sumiko derefter. Oplevelsen havde skabt en enorm kløft af stilhed mellem pigerne. Et emne de ikke kunne tale om, men som altid var på sinde når de snakkede eller skrev sammen. Der var ingen af dem der ture tage hul på bylden, og i stedet gled de støt og roligt længere og længere fra hinanden.
Om det havde været Adrian den aften, fik Nenene aldrig svar på. Ingen andre bragte emnet op, og hun ture ikke spørger af frygt for svaret. Hun holdt sin afstand til Adrian, og brugte det meste af sin tid på sig værelse, alene, hvor hun læste eller trænede for sig selv. Selv til måltiderne kom hun sjældent det første stykke tid efter angrebet. Med tiden blev det bedre, men den skygger der var blevet kastet over hende, fortog sig aldrig helt.
”Ja mor! Er på vej!” råbte Nenene tilbage da Isobell kaldte. Hun pustede hurtigt cirklen af lys ud, og fulgte sin mors stemme igennem huset. Et smukt, lidt afsides liggende hus en af de bedre dele af Japan. ”Kom sæt dig her Nene” sagde Isobell roligt da Nenene dukkede op i døren. Hun gik ind og satte sig stille med et spørgende blik, mens hendes mor blot tændte op i sin kiseru (japansk pibe). En tid gik hvor Nenene blot betragtede røgen, der langsomt begyndte at stige fra kiseruns munding. Isobell fjernede den fra munden og pustede langsomt ud, inden hun igen så på Nenene. ”Der er noget jeg må fortælle dig. En historie der er gået fra kvinde til kvinde ned igennem vores familie” startede hun, og tog igen kiseruns mundstykke i brug. Nenene sagde intet, med lod blot sin moder tage sig den tid hun ville. ”Du har gjort store fremskridt. Din magi er blevet stærk og du har lært meget…” sagde hun uden at tage kiserun fra munden ”Det er vist på høje tide at du lære dine rødder at kende… Du er gammel nok til at forstå” fortsatte hun nærmest for sig selv.
Nenenes tip tip tip tip tip tip tip tip tip oldemor, Morgan le Fay, var blot den første af en lang række hekse, ja hekse, for aldrig var der blevet født en søn i deres slægtslinje. De havde altid været afhængige af mænd fra anden æt for at føre deres engen videre, også grunden til at slægtsnavnet var vokset med tiden. Stik var jo at tage mandens slægts navn, men le Fays efterkommere glemte ikke deres oprindelse.
Morgan le Fay, Jean Delobell, Jeanet Netherdale, Victoria Avanya, Alexandria Olwen, Mary Espinosa, Bella Oshiro,
Mitzuki Wakahisa, Hana Ryouichi, Haruki Ravenwolf, Morgana Gorgan, Cassandra Loveland, Isobell Blakbrun, Nenene…
Sådan har deres æt udformet sig igennem tiden, og med den familiens styrke. Dog er navnet og styrken ikke alt der er gået i av. Staven le Fay, tidligere medie for Morgan, Victoria, Mary, Hana og Cassandra og evigt medie for ættens kraft. Det siges at Staven le Fay indeholder en del af hver eneste af ættens generationer, og at enhver heks af deres æt kan søge trøst og råd hos den.
Isobell tyggede lidt på mundstykket af kiseruen, inden hun slog det to gange mod bordkanten og rettede sig op. ”Vores æt har eksisteret længe, og vil fortsat bestå længe endnu…” afsluttede hun sin fortælling imens en velkendt stav svævede fra sit vante hjørne, hen til Isobells frie hånd. ”Staven le Fay er gået fra hånd til hånd, fra generation til generation når det har været tid, eller har været nødvendigt” Isobell vendte uden problemer den lange stav op i vatter, så Nenene kunne betragte dens fulde pragt. Nenenes øjne var som limet til staven. Uden et ord rejste hun sig langsomt fra stolen og stillede sig helt hen til bordet. Isobell holdt den blot frem mens Nenenes rakte hænderne frem og lukkede sine slanke fingre om staven. Det blå skæft føltes varmt i hendes hænder, det føltes rigtigt. Isobell slap roligt staven med en tilfreds mine, og lod Nenene trække den til sig,
Isobells kiseru fandt vej tilbage til hendes mundvig. Nenene havde klaret det som forventet, uden problemer. En eftertænksom mine strejfede hendes ansigt da hun mindedes dengang hun selv blev overdraget staven. Hendes mor, Cassandra, havde ligeledes holdt den frem for hende, men hun havde ikke turet tage den. Det havde været for tidligt. Til gengæld havde hun fået noget af en røvfuld da staven havde kaldt hende hid, og hun på egen hånd havde fjernet den fra sin mors gemakker.
Nenene havde været tryllebundet af staven, men nu hvor den blot føltes lun i hendes hånd, hvor hun følte den altid havde hørt til, kiggede hun lidt vildrådigt på sin mor, der blot sad med et lille, hemmeligt smil. ”Mor?” brød hun forsigtigt stilheden, og Isobell blinkede kraftigt ”Åh, ja selvfølgelig… Staven er din nu Ryuhana. Det føles rigtigt ikke? Jo godt… Smut nu ud og leg med din bror” gennede hun hende kærligt ud. Nenene nikkede smilende og forsvandt ud af døren, mens Isobell blot lænede sig tilbage i sin stol og babbede tænksomt på sin kiseru.
Dog kom dagen hvor Nenene og Adrian ikke længere kunne gemme sig hjemme i familiens skød. Offentligheden var blevet for opmærksom på hvad der foregik omkring dem, og det blev sværere at forklare de magiske hændelser den var vidne til. Derfor blev Nenene og Adrian sendt til Yokai Academy.
Evner:
Medie: Staven le Fay. Staven er gået ned gennem generationerne hos familien, men har kun ageret medie for få. Staven er tilsyneladende i egetræ, med læder omvikling og en stor krystal for enden. Dog skal man ikke lade sig narre. Staven er hårdere end diamant og kan være let som en fjer, og tung som en kampesten. Det er som om den har sin egen vilje. Krystallen for enden af staven er som et vindue til hendes sjæl og ændre farve efter hendes mentale tilstand og følelser.
1. Evne: Magi
- Beskrivelse: Kræver hendes medie. Et verbal komponent er påkrævet til de stærkeste magier, dog behøver denne hverken være en længere remse, eller at rime. Magien kan have meget varierende effekt.
2. Evne: Potions
- Beskrivelse: Kræver de pågældende ingredienser og noget at blande dem i, helst en kedel. Medie er krævet for stærkere potions, og kan bruges til at øge effekten af de svagere. Ingredienserne er dog ikke altid flagermus vinger eller salamander øjne. Ingredienserne har ændret sig med tiden, og har især fået et løft i det 20. århundrede. Hvor der engang blev brugt et stænk vievand, bliver det nu oftere erstatte med ½liter cola. Selve ingrediensen er ikke vigtig, så længe dens betydning og værdig er tilsvarende.
3. Evne: Ritualer
- Beskrivelse: Ritualer kræver større forberedelse, remedier og oftest mere end en heks/troldmand. Ritualer bruges til større hekserier der ikke kan udrettes normalt. Disse giver heksene/troldmændene mulighed for at udrette ting der ligger langt over deres evne. Alle de involverede hekse/troldmænd behøver ikke have evnen ’Ritualer’, så længe en i gruppen har den, og er i stand til at instruere de andre.
4. Evne: Æt
- Beskrivelse: En særlig evne der har fuldt familiens æt op igennem tiden, og som kun bliver stærkere med årene. Samtlige hekses kræfter, tilbage til Morgan le Fay, fylder heksen og står til hendes rådighed. Hun vil være alle heksene på en gang, i evne, krop og sind. Evnen kræver intet medie med en ekstrem farlig for heksen, da en krop og et sind ikke kan rumme så mange generationer på en gang. Hvis sindet er for svagt er skader uundgåelige, og der vil ske permanente ændringer i personlighed og psyke. Er kroppen for svag kan skaderne omfatte koma, permanente lammelser eller svækkelse af lemmer og død.
Ligegyldig hvor evnet heksen er, vil denne, efter at have brugt evnen, være total drænet både fysisk og mentalt og vil sandsynligvis miste bevidstheden kort efter.
Fare ved at bruge denne evne begrænses markant hvis brugeren er i besiddelse af Staven le Fay, ættens stav. Den indeholder i forvejen en del af hele slægten, og hjælper derfor brugeren med at adskille dem fra hinanden.
Andet: De tre først evner er teknisk set én ’magi’, som jeg har delt ud på tre for overblikkets og forståelsens skyld.
De generelle:
- Styrke: 15
- Udholdenhed: 25
- Smidighed: 20
- Præcision: 75
- Fart: 25
- Intelligens: 80
- Koncentration: 75
~~~~~~~~~~~~~~~~
De evne styrende:
- Magisk Evne: 8
- Fysisk Evne: 0
- Evne Kontrol: 7
