Undead trees?

[Amaya Ha Yagi]

For en gangs skyld var vejret nogenlunde tilforladeligt, og så snart hun fik fri, skyndte Amaya sig ned på sit værelse, hvor hun smed sin skoleuniform til fordel for et par løse cowboy-bukser og en langærmet, varm trøje. Hun satte kursen mod skoven og fandt sin tegneblok frem. Før hun kom til Yokai havde hun levet det meste af sit liv i skoven, og så ofte hun kunne komme til det, var det her hun søgte hen.
Hun kunne godt lide den fugtige kølighed, som herskede i de gamle træers skygge, men hun kunne ikke lade være med at blive lidt skuffet, hver gang hun nåede skovbrynet. Af en eller anden grund havde ingen af træerne blade, og hun havde ofte spekuleret over, om der fandtes udøde træer, som der fandtes udøde mennesker. Men på trods af den detalje elskede hun at opholde sig her.
Hun satte farten lidt op, da hun kom til den lille bæk, som hun så mange gange før havde fulgt ind i dunkelheden. Der var mange forskellige lyde i luften, de mest markante stammede dog fra de enorme gråkrager, som holdt til på området. Hun fandt sig en flad, bred sten ved breden af bækken, som nu var blevet til en lille å, og satte sig ned. Hun fiskede en blyant op af en af sine bukselommer og placerede stiften på blokken, mens hun betragtede sceneriet med en underfundig mine, overvejede hvad hun skulle tegne.

[hizou]

Hizou kom gående ned af en mindre skovsti. Han kiggede sig nysgerrigt omkring i den her ret så dødt udseende skov. Hizou var dog ikke et øjeblik i tvivl om at den sikkert var langt mindre død end den så ud, og han kunne ikke lade være med at skule lidt til de krager der fløj omkring mellem de nøgne grene der strittede frem fr træernes grålige stammer.
Han smilte lidt for sig selv, det havde været en god dag, dejligt vejr, massere af mennesker at snakke med, og han havde bemærket mindst tre piger og en dreng sende ham øjne på gangen. Det var opløftende at gå her på skolen syntes han, især fordi folk her var langt mindre snerpede end de griffer han normalt omgik.

Hizou kom ud i en mindre lysning og fik øje på en endom pige på en sten, det vil sige, hun så sådan lidt ensom ud her midt i den golde skov som hun sad der helt alene med sin,... Blok?
Hizou blinkede da en af hans evner uvilkårligt satte igang, og han fornemmede at blokken havde en stor plads i pigens hjerte, eller måske var det det der var på blokken?
Under alle omstændigheder var Hizous nysgerrighed vagt og han begav sig roligt hen mod pigen.
Da han var kommet tættere på, så tæt at han ikke behøvede at råbe sagde han, med en pludsligt nyfunden poetisk talemåde: "En skønjomfu så grueligt alene i skoven? Blandt krager og træer hun ved åen sidder, men hvad mon fylder hendes hjerte? Det er just Blokken i hendes skød, mon løven kan tilrane sig en plads derved?" egentligt lød det som volapyk i hans ører, men hun virkede som en af de der kreative dybe typer, så hvis hans andenrangs poesi kunne give hende et billigt grin var det vel ikke så slemt igen.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya drejede overrasket hovedet, da nogen talte til hende og så en høj, køn dreng, som nærmede sig med et lettere flabet smil på læben. *"skønjomfru"..."blandt krager og træer"...* Hun kunne ikke lade være med at smile tilbage, hans ordvalg havde overrasket hende, og selvom hun regnede med, at det var ment som en spøg - måske gjorde han ligefrem grin med hende - kunne hun ikke lade være med at føle sig lidt smigret over at blive tiltalt på den måde. En underlig følelse sneg sig ind på hende. Hun havde ikke hørt andre end sin mor tale på den måde, og denne dreng lignede ikke ligefrem en poet, for slet ikke at tale om at han på ingen måde kunne være af museafstamning. Hun stoppede notesblokken ind under blusen og rejste sig op for at imødekomme hans gestus. "Hvo skuer jeg hist i mørkets favn? Hin brave ridder kaldet af skæbnen for at udfri en stakkel fra sin ensomme gøren?" Amaya nejede dybt med en elegant bevægelse og lavede en grimasse, fordi hun forsøgte at undertrykke den glæde, som hans tilsynekomst havde frembragt, og som hun ikke helt forstod. Hun kunne godt lide at være alene, men det var aligevel rart, når nogen brød ind i hendes foretagende. Et eller andet i hende havde undret sig, da han havde sagt noget med en løve, men hun slog det hen som helt naturligt at nævne løver, når man nu bevægede sig i fantasiens univers. Hendes næste tanke var, at det egentlig var lidt mærkeligt, at præsentere sig selv som værende dyrenes konge, når man mødte nogen første gang. Hun fangede hans blå øjne. De var rolige. Majestætiske, næsten... *..som en løve!* Mens hun betragtede ham, gled hun ned på stenen igen.

[hizou]

Det havde sørme virket, den pige som Hizou ellers havde troet genert og mystisk, dog da helt klart til at være i stand til at snakke med andre og så smilte hun endda sødt, det havde helt klart været rigtigt at tilnærme sig hende på den måde, nu var problemet bare at hun fortsatte sådan, og Hizou var ikke just expert i oldtidssprog, men han gav ikke op af den grund.
Da Pigen nejede indtog Hizou den stilling han så ofte benyttede, han satte hænderne i siden og skød underlivet en smule frem mens han smilte en smule flirtende.
"Frygt ej mere min skønne Thi Vi ønsker at frelse dem fra ensomhedens greb, tillader de at vi gør dem selvskab?" Forsøgte han sig og bukkede en smule overdrevent før han nærmede sig stenen, og rakte hånden frem så hun kunne tage hans. Han mente da det var sådan det skulle gøres, og han skulle sikkert også kysse den.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya, som allerede havde sat sig ned, forstod ikke hans gestus, men rykkede sig, så der var plads til ham på stenen. Det var ikke hver dag, man mødte sådan en galant ung mand. "Drag De blot plads ved min side, gode Herre, selvskab er mere værd end guld for en mø." Hun smilede, han lignede virkelig en løve med det pjuskede hår..

[hizou]

Hizou smilte da Pigen ikke forstod hans eller så fine hentydning.
"i så fald skal det være mig en fornøjelse at gøre dem selskab" Sagde han og satte sig ned ved siden af hende, og brugte stenens ringe størrese til at rykke lidt tættere på end nødvendigt var.
"Kunne den skønne mø tænkes at beære mig med sit navn?" Spurgte han smilende og så på hende.

[Amaya Ha Yagi]

Drengen satte sig ned ved siden af hende og sendte hende et charmerende smil, som han uden tvivl allerede havde brugt på mange andre piger i tidens løb. Alligevel kunne hun mærke en sær varme brede sig i hende. Amaya lagde yndefuldt hånden på brystet på gammeldags facon, da hun svarede. "Ha Yagi." Hun blev et øjeblik distraheret af hans blå øjne, som om der var noget, der lurede et sted under overfladen og fik dem til at gnistre. "Amaya Ha Yagi."

[hizou]

Hizou gav hende endnu et smil, han undrede sig lidt over hendes gammeldags facon, men det var ganske spændende at forsøge at begå sig på gammeldagskt eller hvad man kaldte det mente han og derfor efterabede han lidt hendes metode, dog på en, syntes han, mere maskulin måde mens han sagde: "Usuakari Hizou, Mig en ære.".
Han lod øjnene køre hen over hende, derefter landskabet mens han kørte hånden gennem sit hår.
Efter en kort tid fik Amaya endnu en gang hans opmærksomhed og han sagde: "og hvad bedriver en sådan skøn mø her i mørkets skov, alene, med kun sin kreative udfoldelse?" og pegede på der hvor han både havde set hende gemme blokken, men også fornemmede den som en lille puls.

[Amaya Ha Yagi]

Et øjeblik så Amaya spørgende på Hizou, da han pejede på hendes mave, og fik så hurtigt travlt med at rette på skjorten, da det gik op for hende, hvad han mente. "Betages af det levende, uden forestilling om aktiv virksomhed i dets anliggender. De er monstro selv her for andet end sansebilledernes skyld, Usuakari-san?" Hun lod blikket vandre og betragtede de glimtende insekter, som legede i vandoverfladen og tegnede små ringe af lys, hvor de landede. Kragerne lod til at være fløjet videre, de var i hvert fald tavse for øjeblikket, og lydene fra mindre småfugle nåede hende gennem åens stille klukken. Hun lænede sig lidt frem og samlede et stort, gult blad op. Det lignede et ahornblad, men hun var ikke sikker, og desuden var der jo ikke nogen bladbærende træer i miles omkreds. Hun benyttede øjeblikket til at stoppe blokken lidt længere op på under skjorten - det ville være kønt, hvis den pludselig afslørede sig selv, ligesom den havde gjort, da hun mødte Nikkou. Bare han ikke allerede havde set den. Hun var ikke sikker, men han havde da nævnt noget om kreative udfoldelser. Hun håbede, at han bare hentydede til hendes sprog. Amaya rettede sig op og holdt bladet op i lyset, som skinnede igennem det og blev brudt i mærkelige mønstre på deres knæ. Det gav en næsten kaleidoskopisk effekt, når hun drejede bladet mellem fingrene. "Yndigt, ikke sandt?" Hun vendte sig mod Hizou med et smil, glædede sig lidt til at se hans reaktion. Han var behagelig at være sammen med, og hun syntes, at det var sødt, at han sådan legede med på hendes ordspil.