Et vådt fald..

[Yomi]

"Åh.." Yomi rettede blikket mod sine fødder. Han havde godt nok været langt væk, men han havde i hvert fald ikke hørt noget om prøver, og at Eleanor følte sig nødsaget til at lyve om hvad end der var foregået mellem hende og Yoichi ramte ham hårdere end han ville indrømme. *..hvorfor er jeg så dum?! Måske burde jeg bare gå tilbage selv.* Han smilte forstående om nikkede, mens han rejste sig op, men det gjorde lidt ondt at vide, at de to lærere havde en eller anden form for fællesskab, som han ikke måtte blive indviet i. "Du har nok ret~" Yomi smilede stort, men det var nok ret tydeligt, at det ikke var ægte, for det nåede ikke hans øjne, der var blevet en smule triste. Han rakte Eleanors vindjakke tilbage til hende og krængede Yoichis skjorte af, inden han gav den til sin ejermand. Han skuttede sig, da han samlede sit stadig våde tøj op fra sandet og besluttede sig for at vente med at tage det på. "Jeg tror jeg smutter tilbage inden jeg bliver forkølet." Yomi smilede igen for at forsikre dem om, at de bare skulle blive siddende, og spejdede så ned langs stranden. Måske ville der være et sted, der var nemmere at bestige længere nede.

[Yoichi]

Yoichi så hurtigt at Yomis smil bare var en pæn facade. Ham og Eleanor havde ikke været forsigtige nok, og han havde sikkert fornemmet at der var et eller andet imellem dem. Han rejste sig op og børstede sand af sine bukser, med den hånd der ikke holdt skjorten.
Han så blidt på Yomi og lagde skjorten over hans skuldre igen, det ville ikke gå hvis Yomi skulle gå hjem med bare arme. Han knappede den midterste knap, og klappede ham på skulderen.
"Du kan give den til mig i morgen, vil ikke have at du går hjem med de bare arme Yomi-kun." Han klemte blidt om Yomis skulder og satte sig igen. Han håbede det ville hjælpe bare en smule på Yomis humør, at han fik lov til at låne hans skjorte med hjem, så han i det mindste bare skulle gå i tørt tøj og føle sig sølle i stedet for vådt.
Han så op på Yomi og blev ved med at smile til ham. "Vi ses vel i morgen lille Yomi-kun?"

[purple]

Eleanor havde ikke lyst til at tage imod sin jakke, det var ikke det hun havde ment. Hun havde ment at de så alle sammen kunne tage tilbage til skolen, og nu hvor det så ud til at Yomi havde misforstået til, var hun klar til at rejse sig op og gøre situationen mere klar. Hun kunne ikke klare at se Yomis sørgmodige smil, der virkede som et forsøg på at lave en pæn forsade, men hans øjne ødelagde det. Hun tog dog tøvende imod jakken, og skulle til at rejse sig op, da Yoichi rejste sig og lagde sin skjorte over Yomis skuldre. Han satte sig igen og sagde farvel, og Eleanors ide om at klargøre Yomi situationen, forsvandt. Hun kunne ikke rigtig få sig selv til det nu hvor Yoichi havde sagt farvel, men hun var nød til at fortælle ham at hun ikke havde ment det sådan.
"Skal vi ikke sammen gå tilbage til skolen?"
Hun så spørgende fra Yomi til Yoichi, mens hun blev sidene, men det var tydeligt at hun var klar til at rejse sig op bare én af dem syntes det var en god ide.

[Yomi]

Yomi smilede og nikkede, men han kunne ikke få sig selv til at svare Yoichi. Han satte pris på, at han kunne få lov til at beholde den tørre skjorte, men det var som om kulden havde fået et fast tag i ham allerede, som stoffet ikke kunne jage væk. Den kom delvist indefra. Eleanors spørgsmål muntrede ham dog lidt op, selvom det ikke var helt klart, om hun virkelig mente det, eller bare sagde det for ikke at gøre ham ked af det. Hans smil blev lidt forsagt, men han koncentrerede sig enormt om ikke at se trist ud. "Nej, nej, det behøves altså ikke.." Han rystede kort på hovedet og med et lille vink vendte han sig om og begyndte at gå ned af stranden med sine støvler i hånden og jakke og skjorte over den anden arm.
Yomi vendte sig ikke om igen, "Vi ses, sensei" og hans stemme blev taget af vinden. Det var ikke klart, hvem af dem han mente, men det gad han heller ikke at tænke på lige nu. Nu ville han bare hjem til skolen. Men så skulle han jo lige finde en måde at komme op over skrænten på først...

[Yoichi]

Yoichi så overrasket på Eleanor da hun tilbød Yomi at følge ham tilbage til skolen. Han havde troet at hun ville blive tilbage sammen med ham, og hygge en smule mere, men var åbenbart ikke hendes plan. Med et lille suk rejste han sig. Igen blev buskerne børstet af og håret rettet en smule. Da han var kommet på benene, så han Yomi var begyndt at gå. Han så så lille og ensom ud.
Med et lille smil nikkede han til Eleanor og bukkede led.
"Tak for mødet, håber vi kan gentage det en dag." Yoichi var ikke klar over om Eleanor ville følge efter ham og Yomi, men han tænkte at den lille fyr sikkert havde brug for hjælp til at komme op. Så måtte hun selv bestemme hvad hun ville gøre. Yoichis bevisthed havde allerede nærmest glemt hvad de to havde lavet for bare et øjeblik siden.
Han slog over i en let trav og løb efter den lille elev. "Hey Yomi-kun! Jeg havde jo lovet dig at hjælpe med at komme op." Han så med varme venlige øjne på Yomi og et lille smil på sin læbe. Indbydende og frisk ville man kalde det.

[purple]

Kort tid efter at Yoichi havde rejst sig, rejste Eleanor sig også. Det var kun fordi Yochi nærmest havde sgat farvel, at hun ikke straks havde rejst sig og fuldt efter Yomi. At en elev skulle gå sørgmodigt væk fra hende, på grund af nået hun havde gjort eller sagt, var ikke noget hun ville tillade. Men nu hvor Yoichi havde fulgt efter og hun stod alene tilbage og så på de to gå tilbage i retning af skolen, kunne hun ikke få sig selv til at følge efter. Langsomt tog hun sig sammen og gik efter, men satte ikke i løb så hun kom op ved siden af dem, og var så langt bag ud at hun ikke kunne følge med i deres samtale, det eneste hun kunne høre fra dem var at Yoichi lige havde sagt noget, men dette noget var kun blevet til en mumlen i hendes øre. Hun smilte svagt for sig selv mens hun tog sin vindjakke på så hun ikke skulle gå og bære på den. Hends blik gled roligt ud over havet, mens hun stak hænderne i lommerne, og blot lod læren og eleven snakke sammen i fred og ro. Det kunne være det var det Yomi havde brug for.

[Yomi]

Yomi havde allerede kapslet sig selv ind i en lille, privat sort sky, og vadede afsted med en meget deprimeret mine uden at tage sig mere af, hvad der skete bag ham. Derfor blev han faktisk decideret forskrækket, da han pludselig hørte Yoichis stemme og kort efter så ham dukke op ved siden af sig med en - for Yomi at se - temmelig overfrisk mine situationen taget i betragtning. Han sprang instinktivt en lille meter væk, men nåede at holde et overrasket udbrud tilbage. I stedet gloede han måbende på sin lærer og viftede forvirret med hovedet. "Øh, undskyld?" Han havde slet ikke opfattet, hvad Yoichi havde sagt, og nu rødmede han lidt over sin egen dumhed. Han kastede et diskret blik over skulderen, men til hans lettelse fulgte Eleanor også med, bare lidt bag efter de andre. Hun virkede ikke trist eller ærgerlig, faktisk var der ikke rigtig nogen følelser at spore på afstand i hendes ansigt, som hun spejdede ud over havet. Det var heldigt, for det havde virkelig ikke været hans intention af forsøge at splitte de to ad, hvis de gerne ville være blevet siddende på stranden sammen. Men nu da de begge to lod til at have besluttet sig for at gå med tilbage, var der ikke nogen, der blev efterladt. Yomi så igen på Yoichi. Det var lidt pinligt, at han ikke havde fået fat i, hvad han havde sagt.