Post by purple2 on Jan 28, 2009 13:13:48 GMT 1
Menneske.
Generelt: [/u]
Fulde Navn: Elisabeth Pepper
Kælenavn: Pepper, Pep, Pip
Alder: 17 år – 2. årgang
Køn: Kvinde
Heks/Troldmand eller Menneske: Menneske
Rank: D - Medium
Udseende: [/u]
Højde: 175 cm
Vægt: 64 kg
Øjne: Brune
Hår: Mørkebrunt. Det går hende til under skuldrene, og frisuren er pjusket klippet. Men da hun hader at have løst hår, er det som hovedregel sat op på en eller anden lettere sjusket måde. Når hun for mulighed for det har hun en gammel slidt kasket-agtig hovedbeklædning på med blå skygge, og så delt op i en hvid og en rød side ellers, hvor den hvide har en sølvstjerne foran.
Krop: Pepper er en ganske almindelig pige af udseende, mellembrun hud der tyder på at hun er uden for, men stadig ikke helt solbrændt, lidt spinkel, men stadig ikke helt fri for muskler, selv om de ikke er helt markerede. Hendes ansigt er spidst med en lille flad næse, et par fyldige runde læber og nogle store brune øjne med en skønhedsplet under det højre. En smal hals der næsten aldrig er fri leder videre ned til hendes overkrop. Hendes barm er i den pæne ende af hvad der er normalt og det er aldrig godt at vide hvad den er dækket af. Hendes mave er næsten flad, men kun næsten. Hendes tøj variere alt efter årstiden, og kan være alt lige fra en kjole til bukser.
Detaljer: -
Personlighed: [/u]
Personlighed: Pep er en meget positiv person, der tager let på det meste. Hun elsker et godt grin, og yder gerne noget for at få et, selv om hun aldrig lader det gå ud over andre. Hun har en forkærlighed for teknik, både når det gælder små elektroniske ting og når det gælder maskiner som biler, motorcykler, både, computere… Hun er bestemt ikke god til alting, men elsker at lærer mere om dem. Der ud over elsker hun sprog, en kærlighed som hun må have arvet fra sine forældre. Med en konstant nysgerrighed er der mange der syntes hun snære i deres privatliv, hvilket hun måske også gør en gang i mellem. Hun stoler meget nemt på folk, og møder de fleste med et smil og glimt i øjet, selv om der selvfølgelig er undtagelser. En sidste ting om hende, er at hun er bange for vand, og har man først truet med at kaste hende i en vandhul af en art, bliver man aldrig tilgivet igen.
Styrker:
- Krop: Hun er god til at regne folks næste træk ud så hun kan undgå det, med ud over det er der ingen særlige fysiske styrker hos hende.
- Psyke: hun tager ekstremt let på tingene, så fornærmelser eller andre ting der måske kunne ende ud i en kamp, bliver hos hende ignoreret fuldstændigt. De få gange hvor hun endelig er endt i en kamp med nogen, er hun været rimelig god til at holde hovedet koldt så hun har kunne overskue situationen.
Svagheder:
- Krop: hun kan ikke tage vildt mange slag fra en modstander, da hun ikke er særlig stærk fysisk. Hun kan ikke svømme, og har heller ikke tænkt sig at lære det og selv om hun godt kan løbe og har en ok kondi, er det ikke noget der holder længe o forhold til mange andre.
- Psyke: Hun er som sagt bange for vand, virkelig bange for vand. Ikke vand som i regn eller brusebad, men lige så snart der er bare lidt dybde i kan hun blive lammet af skræk.
Baggrund: [/u]
Historie: I en lejelighed i Dublin, Irland, blev en nyfødt pige præcenteret for sit nye hjem. Et sæt stolte forældre bar hende ind over dørtrinet og viste hende stolt rundt i de forskellige rum. Selve pigen lå med lukkede øjne og sov, indhyllet i en lille dyne og indenunder den, et tæppe. De stolte forældre stoppede op i soveværelset hvor der allerede stod en vugge klar til hende, og så ned på deres barn. ”Er hun ikke sød Ahin?” Hendes forlovede der holdt om hende, og havde sit hoved på hendes skulder, afgav en enig lyd, uden ord. ”Er du sulten, Elisabeth?” Hun bevægede sig ind i stuen hvor hun satte sig i sofaen. Ahin fulgte efter og satte sig ved siden af hende. El lykkelig lille familie havde fået deres start, og selv om lejeligheden ikke var så stor, ville det snart blive bedre. Ahin var advokat, og var begyndt at arbejde sig op i graderne. Så sent som dagen før havde han fået tilbudt et job hos et af de større firmaer i Dublin, og havde selvfølgelig sagt ja. Jobbet tilbød mere hjemmearbejde, mere komplicerede sager, men også bedre løn. Desværre ramte families af en ulykke kun nogle få år senere. En dag hvor Elisabeths mor var på vej hjem hen for at hente sin datter, mistede en chauffør herredømmet over sin lastbil og Elisabeths mor blev alvorligt skadet i ulykken. Nogle timer senere døde hun på hospitalet, og Ahin blev kontaktet. Sorgen ramte ham hårdt og selv om han tog sig af sin datter på bedste måde, kunne han ikke alene. Han vidste ikke hvordan han skulle passe hende, eller had han skulle gøre, det eneste han kunne finde ud af var at sygemelde sig og så blive hjemme og bearbejde sorgen for sig selv, mens han lod sin datter passe sig selv. Efter et par måneder på denne måde begyndte nabopigen at blive urolig, og for en tid tog hun sig af Elisabeth når hun ikke var i skole. Hun sørgede for at lege med hende, sørgede for hun kom af sted i børnehaven og at hun blev hentet igen. Da Ahin så igen blev i stand til at tage sig af sig selv, begyndte han at arbejde, og i den forbindelse blev han forelsket i en af sine klienter. En ung, moden kvinde der skulle skilles fra sin mand og gerne ville have del af hans formue. Hendes blonde hår og søde måde at sige alting på fangede ham, og han var fortabt. En kort forlovelse og et hvidt bryllup førte hende ind i familien. I starten tog hun sig med glæde af den lille. Købte fint dyrt tøj til hende som så godt ud, men da hun begyndt at blive mere drenget, og hellere ville være beskidt end ren gad hun ikke mere. På trods af at Elisabeth ikke havde noget imod kjoler, blev forholdet mellem dem aldrig helt godt. Elisabeth levede i den overbevisning af Iren kun var ude efter hendes far penge, også selv om hun blev hos ham gennem mange år. Da Elisabeth fyldte 11 år begyndte denne overbevisning dog at falme og hun blev i stedet sikker på at hun bare hadede hende fordi hun var et produkt af hendes fars tidligere forlovede. Elisabeth begyndte at være hos sine venner og veninder i flere dage af gangen, og efter et par år på denne måde begyndte hedes far at blive urolig, fordi hun var så sjældent hjemme. Så han forbød hende at være ude mere end to dage om ugen, i hvert fald som overnattende, hvilket endte i et kæmpe skænderi som Elisabeth vandt. Hendes far kunne aldrig rigtig se hende i øjnene efter det, grundet de ting hun sagde til ham den gang.
”Elisabeth. Sluk så den luftforurener. Du ved hvordan vi har det med det!” Hun tog et sug til før hun lænede sig over bordet og slukkede sin smøg i askebægret foran hende. Hendes brune øjne hvilede afventende på sin far, der begyndte at se nervøst på sin kone, og så blev det hende der lagde ud: ”Du er blevet optaget. Du skal af sted til skolen på fredag.” En smugle mistroisk så Elisabeth fra sin stedmor til sin far, der bekræftede det med et lettere sørgmodigt nik og undgik øjenkontakt. Elisabeth så over på sin stedmor igen, der fortsatte hvor hun slap. ”Du er blevet optaget på Yokai Academy.” Det smil som havde meldt sin ankomst ved den glædende nyhed falmede hurtigere end duk for solen. ”Yokai? Hvad skete der med den skole mine venner skal på? Yokai var jo den skole i ville have mig hen på.” Hun så hen på sin far igen, der stadig undgik øjenkontakt. ”Nej. Den skole din mor ville have dig på. Desuden kan du ikke basere dine fremtidsmuligheder på dine venners valg af skole.” Elisabeth rejste sig op med hænderne i bordet og øjnene på sin stedmor. Hun løftede en pegefinger der var rettet mod hende. ”Du skal ikke give den her over på min mor. Min mor ville ønske at jeg skulle gå på den skole jeg ville.” Hun talte sammenbidt, vred over at hun kunne finde på at sige sådan noget. Så rettede hun sig op og så hovedrystende på sin far, før hun forlod køkkenet og trampede hele vejen op af trappen i arrigskab over at de havde valgt hendes skole for hende. Nede i køkkenet så Ahin og Iren efter deres datter, hvor efter hun så på sin mand og med en bebrejdende tone kommanderede: ”Hun er din datter!” Ahin rejste sig fra sin stol og gik med tunge skridt op mod sin datters værelse. Med to hårde bank på døren, lukkede op og stilede sig et par skridt fra døren, ved fodenden af hendes seng hvor hun sad og kiggede tvært ud af vinduet. ”Yokai er et godt akademi Eli. Det mente din mor altid. Hun gik der selv, og ønskede at du skulle gå der når du kom i den alder. Kan du ikke bare gøre det for mig?” Hans stemme var stille og en smugle opgivende. ”Men alle dem jeg kender er her. Og den skole jeg vil gå på ligger lige i nærheden. Hvis jeg skal gå på Yokai skal jeg bo der. Og jeg vil ikke kende nogle.” Hun så ud af vinduet mens hun talte, og kiggede først nu på sin far, der stod i sit jakkesæt og kiggede ned på sine egne hænder, som holdt på endegavlen af hendes seng. Han så ikke op, men svarede med et lille suk. ”Du vil få nye venner. Det gør du altid. Og det har ikke virket som om du har haft noget imod at komme væk her fra.” Han så op på hende uden at vende ansigtet direkte mod sin datter. ”Jeg har ikke noget imod at komme væk fra HENDE! Men jeg vil ikke væk fra dig og mine venner. Der er en forskel.” ”Det er elken eller, Eli. Hun er min kone og jeg elsker hende, jeg forlader hende ikke på grund af dig.” Hans stemme var blevet forældre-agtig, mere bestemt. Han flyttede sig over ved siden af hende og satte sig ved hendes side på sengekanten. Hans blik var vent ud af vinduet lige som hendes. ”Vil du ikke bare give skolen en chance. For min skyld. Hvis du så ikke kan lide den efter en måned skal jeg nok ørge for at du kommer på den skole du vil hen på.” Han så på hende, som hun flyttede sit blik mod ham. ”Jeg har ikke engang hørt om skolen før. Desuden; efter en måned er grupperne lagt, man kommer aldrig socialt ind efter så langt tid. En uge, og så har vi en aftale.” Han så ud til at tænke sig om, hans pegefinger snoede sig om hans hage, og han så ud i luften for en tid, før han så igen vente sin opmærksomhed mod sin teenage datter. ”En uge. Men så giver du også skolen en reel chance. Ikke noget med at havde bestemt dig på forhånd. Og jeg ville ikke modtage noget fra dig før du ringer fredag og siger om du skal hentes og hvis du skal hentes vil jeg havde konkrete eksempler på hvorfor skolen ikke er god nok.” Pep himlede med øjnene og så ud af vinduet igen, hvor en fugl sad og rensede sine fjer på en gren. ”Okay. Uskyldig til modsatte er bevist.” Et suk kom fra hendes far, han brød sig ikke om når hun brugte hans arbejde mod ham på den måde. Langsomt rejste han sig op og så ned på sin datter der havde bukket sig ned og taget en stor kuffert frem fra under sengen. ”Er der nogle ting du skal have tilskud til at få ordnet før du rejser?” Pep så ned i den tomme kuffert. ”Afskedsgave til mine venner hvis jeg ikke kommer hjem igen, nogle skoleredskaber går jeg ud fra, noget nyt tøj..” Hun så op på sin far der havde taget sin pung frem. Han havde en kort mellem to fingre. ”Du kender koden, og jeg vil ikke se nogen hævnaktion mod mig fra din side, køb det der er brug for, og lad resten stå, okay?” Pep nikkede og fulgte kortet med øjnene som det blidt blev smidt på sengen ved siden af hende inden hendes far forlod værelset og lukkede døren efter sig.
To uger senere stod Elisabeth for sidste gang sammen med sin stedmor og sin far ved stationen hvor toget til den nærmeste by ved skolen snart ville afgå. Et kys på panden fra hendes far, og et tomt knus fra hendes stedmor, og så forsvandt hun ind i toget, men hendes stedmor og far snart ville bevæge sig i modsatte retning tilbage til deres store bil. Da hun ankom på stationen i en lille by, stod en fra skolen og tog imod hende, fulgte hende tilbage til skolen hvor hun for første gang nogen sinde kunne se at der rent faktisk var noget der hed Yokai Academy. Hun bevægede sig ind af hoveddøren og fandt sin vej gennem skolen til kontoret hvor hun skulle møde på sin første dag. Dem lære der havde hentet hende viste hende til hendes værelse hvor hun smed kufferten, før han hurtigt viste hende resten af skolen så hun havde en nogen lunde ide om hvor tingene var henne. De første par dage var helvede for hende, hun følte ikke at hun passede ind, men på tredje dagen mødte hun en fyr som ændrede det hele. Ounaga Masao var hans navn, og selv om han måske ikke følte det samme for hende, var hun helt skudt i ham. Så da hun nåede fredagen og skulle afgive sin dom af skolen, var der ingen problemer med den, og det var en tilfreds far der kunne fortælle sin kone at Elisabeth havde valgt skolen, og ikke desto mindre var det en yderst tilfreds kone der modtog beskeden om at hun nu havde sin mand for sig selv. I hvert fald de næste tre år, med undtagelse af diverse ferier, naturligvis. Nu har hun gået på skolen i halvandet år, og er i fuldt gang med sit andet år.
Andet: Hun ryger.
Stats: [/u]
De generelle: [/i](SP 175)
- Styrke: 20
- Udholdenhed: 20
- Smidighed: 25
- Præcision: 15
- Fart: 25
- Intelligens: 36
- Koncentration: 35
~~~~~~~~~~~~~~~~
Generelt: [/u]
Fulde Navn: Elisabeth Pepper
Kælenavn: Pepper, Pep, Pip
Alder: 17 år – 2. årgang
Køn: Kvinde
Heks/Troldmand eller Menneske: Menneske
Rank: D - Medium
Udseende: [/u]
Højde: 175 cm
Vægt: 64 kg
Øjne: Brune
Hår: Mørkebrunt. Det går hende til under skuldrene, og frisuren er pjusket klippet. Men da hun hader at have løst hår, er det som hovedregel sat op på en eller anden lettere sjusket måde. Når hun for mulighed for det har hun en gammel slidt kasket-agtig hovedbeklædning på med blå skygge, og så delt op i en hvid og en rød side ellers, hvor den hvide har en sølvstjerne foran.
Krop: Pepper er en ganske almindelig pige af udseende, mellembrun hud der tyder på at hun er uden for, men stadig ikke helt solbrændt, lidt spinkel, men stadig ikke helt fri for muskler, selv om de ikke er helt markerede. Hendes ansigt er spidst med en lille flad næse, et par fyldige runde læber og nogle store brune øjne med en skønhedsplet under det højre. En smal hals der næsten aldrig er fri leder videre ned til hendes overkrop. Hendes barm er i den pæne ende af hvad der er normalt og det er aldrig godt at vide hvad den er dækket af. Hendes mave er næsten flad, men kun næsten. Hendes tøj variere alt efter årstiden, og kan være alt lige fra en kjole til bukser.
Detaljer: -
Personlighed: [/u]
Personlighed: Pep er en meget positiv person, der tager let på det meste. Hun elsker et godt grin, og yder gerne noget for at få et, selv om hun aldrig lader det gå ud over andre. Hun har en forkærlighed for teknik, både når det gælder små elektroniske ting og når det gælder maskiner som biler, motorcykler, både, computere… Hun er bestemt ikke god til alting, men elsker at lærer mere om dem. Der ud over elsker hun sprog, en kærlighed som hun må have arvet fra sine forældre. Med en konstant nysgerrighed er der mange der syntes hun snære i deres privatliv, hvilket hun måske også gør en gang i mellem. Hun stoler meget nemt på folk, og møder de fleste med et smil og glimt i øjet, selv om der selvfølgelig er undtagelser. En sidste ting om hende, er at hun er bange for vand, og har man først truet med at kaste hende i en vandhul af en art, bliver man aldrig tilgivet igen.
Styrker:
- Krop: Hun er god til at regne folks næste træk ud så hun kan undgå det, med ud over det er der ingen særlige fysiske styrker hos hende.
- Psyke: hun tager ekstremt let på tingene, så fornærmelser eller andre ting der måske kunne ende ud i en kamp, bliver hos hende ignoreret fuldstændigt. De få gange hvor hun endelig er endt i en kamp med nogen, er hun været rimelig god til at holde hovedet koldt så hun har kunne overskue situationen.
Svagheder:
- Krop: hun kan ikke tage vildt mange slag fra en modstander, da hun ikke er særlig stærk fysisk. Hun kan ikke svømme, og har heller ikke tænkt sig at lære det og selv om hun godt kan løbe og har en ok kondi, er det ikke noget der holder længe o forhold til mange andre.
- Psyke: Hun er som sagt bange for vand, virkelig bange for vand. Ikke vand som i regn eller brusebad, men lige så snart der er bare lidt dybde i kan hun blive lammet af skræk.
Baggrund: [/u]
Historie: I en lejelighed i Dublin, Irland, blev en nyfødt pige præcenteret for sit nye hjem. Et sæt stolte forældre bar hende ind over dørtrinet og viste hende stolt rundt i de forskellige rum. Selve pigen lå med lukkede øjne og sov, indhyllet i en lille dyne og indenunder den, et tæppe. De stolte forældre stoppede op i soveværelset hvor der allerede stod en vugge klar til hende, og så ned på deres barn. ”Er hun ikke sød Ahin?” Hendes forlovede der holdt om hende, og havde sit hoved på hendes skulder, afgav en enig lyd, uden ord. ”Er du sulten, Elisabeth?” Hun bevægede sig ind i stuen hvor hun satte sig i sofaen. Ahin fulgte efter og satte sig ved siden af hende. El lykkelig lille familie havde fået deres start, og selv om lejeligheden ikke var så stor, ville det snart blive bedre. Ahin var advokat, og var begyndt at arbejde sig op i graderne. Så sent som dagen før havde han fået tilbudt et job hos et af de større firmaer i Dublin, og havde selvfølgelig sagt ja. Jobbet tilbød mere hjemmearbejde, mere komplicerede sager, men også bedre løn. Desværre ramte families af en ulykke kun nogle få år senere. En dag hvor Elisabeths mor var på vej hjem hen for at hente sin datter, mistede en chauffør herredømmet over sin lastbil og Elisabeths mor blev alvorligt skadet i ulykken. Nogle timer senere døde hun på hospitalet, og Ahin blev kontaktet. Sorgen ramte ham hårdt og selv om han tog sig af sin datter på bedste måde, kunne han ikke alene. Han vidste ikke hvordan han skulle passe hende, eller had han skulle gøre, det eneste han kunne finde ud af var at sygemelde sig og så blive hjemme og bearbejde sorgen for sig selv, mens han lod sin datter passe sig selv. Efter et par måneder på denne måde begyndte nabopigen at blive urolig, og for en tid tog hun sig af Elisabeth når hun ikke var i skole. Hun sørgede for at lege med hende, sørgede for hun kom af sted i børnehaven og at hun blev hentet igen. Da Ahin så igen blev i stand til at tage sig af sig selv, begyndte han at arbejde, og i den forbindelse blev han forelsket i en af sine klienter. En ung, moden kvinde der skulle skilles fra sin mand og gerne ville have del af hans formue. Hendes blonde hår og søde måde at sige alting på fangede ham, og han var fortabt. En kort forlovelse og et hvidt bryllup førte hende ind i familien. I starten tog hun sig med glæde af den lille. Købte fint dyrt tøj til hende som så godt ud, men da hun begyndt at blive mere drenget, og hellere ville være beskidt end ren gad hun ikke mere. På trods af at Elisabeth ikke havde noget imod kjoler, blev forholdet mellem dem aldrig helt godt. Elisabeth levede i den overbevisning af Iren kun var ude efter hendes far penge, også selv om hun blev hos ham gennem mange år. Da Elisabeth fyldte 11 år begyndte denne overbevisning dog at falme og hun blev i stedet sikker på at hun bare hadede hende fordi hun var et produkt af hendes fars tidligere forlovede. Elisabeth begyndte at være hos sine venner og veninder i flere dage af gangen, og efter et par år på denne måde begyndte hedes far at blive urolig, fordi hun var så sjældent hjemme. Så han forbød hende at være ude mere end to dage om ugen, i hvert fald som overnattende, hvilket endte i et kæmpe skænderi som Elisabeth vandt. Hendes far kunne aldrig rigtig se hende i øjnene efter det, grundet de ting hun sagde til ham den gang.
”Elisabeth. Sluk så den luftforurener. Du ved hvordan vi har det med det!” Hun tog et sug til før hun lænede sig over bordet og slukkede sin smøg i askebægret foran hende. Hendes brune øjne hvilede afventende på sin far, der begyndte at se nervøst på sin kone, og så blev det hende der lagde ud: ”Du er blevet optaget. Du skal af sted til skolen på fredag.” En smugle mistroisk så Elisabeth fra sin stedmor til sin far, der bekræftede det med et lettere sørgmodigt nik og undgik øjenkontakt. Elisabeth så over på sin stedmor igen, der fortsatte hvor hun slap. ”Du er blevet optaget på Yokai Academy.” Det smil som havde meldt sin ankomst ved den glædende nyhed falmede hurtigere end duk for solen. ”Yokai? Hvad skete der med den skole mine venner skal på? Yokai var jo den skole i ville have mig hen på.” Hun så hen på sin far igen, der stadig undgik øjenkontakt. ”Nej. Den skole din mor ville have dig på. Desuden kan du ikke basere dine fremtidsmuligheder på dine venners valg af skole.” Elisabeth rejste sig op med hænderne i bordet og øjnene på sin stedmor. Hun løftede en pegefinger der var rettet mod hende. ”Du skal ikke give den her over på min mor. Min mor ville ønske at jeg skulle gå på den skole jeg ville.” Hun talte sammenbidt, vred over at hun kunne finde på at sige sådan noget. Så rettede hun sig op og så hovedrystende på sin far, før hun forlod køkkenet og trampede hele vejen op af trappen i arrigskab over at de havde valgt hendes skole for hende. Nede i køkkenet så Ahin og Iren efter deres datter, hvor efter hun så på sin mand og med en bebrejdende tone kommanderede: ”Hun er din datter!” Ahin rejste sig fra sin stol og gik med tunge skridt op mod sin datters værelse. Med to hårde bank på døren, lukkede op og stilede sig et par skridt fra døren, ved fodenden af hendes seng hvor hun sad og kiggede tvært ud af vinduet. ”Yokai er et godt akademi Eli. Det mente din mor altid. Hun gik der selv, og ønskede at du skulle gå der når du kom i den alder. Kan du ikke bare gøre det for mig?” Hans stemme var stille og en smugle opgivende. ”Men alle dem jeg kender er her. Og den skole jeg vil gå på ligger lige i nærheden. Hvis jeg skal gå på Yokai skal jeg bo der. Og jeg vil ikke kende nogle.” Hun så ud af vinduet mens hun talte, og kiggede først nu på sin far, der stod i sit jakkesæt og kiggede ned på sine egne hænder, som holdt på endegavlen af hendes seng. Han så ikke op, men svarede med et lille suk. ”Du vil få nye venner. Det gør du altid. Og det har ikke virket som om du har haft noget imod at komme væk her fra.” Han så op på hende uden at vende ansigtet direkte mod sin datter. ”Jeg har ikke noget imod at komme væk fra HENDE! Men jeg vil ikke væk fra dig og mine venner. Der er en forskel.” ”Det er elken eller, Eli. Hun er min kone og jeg elsker hende, jeg forlader hende ikke på grund af dig.” Hans stemme var blevet forældre-agtig, mere bestemt. Han flyttede sig over ved siden af hende og satte sig ved hendes side på sengekanten. Hans blik var vent ud af vinduet lige som hendes. ”Vil du ikke bare give skolen en chance. For min skyld. Hvis du så ikke kan lide den efter en måned skal jeg nok ørge for at du kommer på den skole du vil hen på.” Han så på hende, som hun flyttede sit blik mod ham. ”Jeg har ikke engang hørt om skolen før. Desuden; efter en måned er grupperne lagt, man kommer aldrig socialt ind efter så langt tid. En uge, og så har vi en aftale.” Han så ud til at tænke sig om, hans pegefinger snoede sig om hans hage, og han så ud i luften for en tid, før han så igen vente sin opmærksomhed mod sin teenage datter. ”En uge. Men så giver du også skolen en reel chance. Ikke noget med at havde bestemt dig på forhånd. Og jeg ville ikke modtage noget fra dig før du ringer fredag og siger om du skal hentes og hvis du skal hentes vil jeg havde konkrete eksempler på hvorfor skolen ikke er god nok.” Pep himlede med øjnene og så ud af vinduet igen, hvor en fugl sad og rensede sine fjer på en gren. ”Okay. Uskyldig til modsatte er bevist.” Et suk kom fra hendes far, han brød sig ikke om når hun brugte hans arbejde mod ham på den måde. Langsomt rejste han sig op og så ned på sin datter der havde bukket sig ned og taget en stor kuffert frem fra under sengen. ”Er der nogle ting du skal have tilskud til at få ordnet før du rejser?” Pep så ned i den tomme kuffert. ”Afskedsgave til mine venner hvis jeg ikke kommer hjem igen, nogle skoleredskaber går jeg ud fra, noget nyt tøj..” Hun så op på sin far der havde taget sin pung frem. Han havde en kort mellem to fingre. ”Du kender koden, og jeg vil ikke se nogen hævnaktion mod mig fra din side, køb det der er brug for, og lad resten stå, okay?” Pep nikkede og fulgte kortet med øjnene som det blidt blev smidt på sengen ved siden af hende inden hendes far forlod værelset og lukkede døren efter sig.
To uger senere stod Elisabeth for sidste gang sammen med sin stedmor og sin far ved stationen hvor toget til den nærmeste by ved skolen snart ville afgå. Et kys på panden fra hendes far, og et tomt knus fra hendes stedmor, og så forsvandt hun ind i toget, men hendes stedmor og far snart ville bevæge sig i modsatte retning tilbage til deres store bil. Da hun ankom på stationen i en lille by, stod en fra skolen og tog imod hende, fulgte hende tilbage til skolen hvor hun for første gang nogen sinde kunne se at der rent faktisk var noget der hed Yokai Academy. Hun bevægede sig ind af hoveddøren og fandt sin vej gennem skolen til kontoret hvor hun skulle møde på sin første dag. Dem lære der havde hentet hende viste hende til hendes værelse hvor hun smed kufferten, før han hurtigt viste hende resten af skolen så hun havde en nogen lunde ide om hvor tingene var henne. De første par dage var helvede for hende, hun følte ikke at hun passede ind, men på tredje dagen mødte hun en fyr som ændrede det hele. Ounaga Masao var hans navn, og selv om han måske ikke følte det samme for hende, var hun helt skudt i ham. Så da hun nåede fredagen og skulle afgive sin dom af skolen, var der ingen problemer med den, og det var en tilfreds far der kunne fortælle sin kone at Elisabeth havde valgt skolen, og ikke desto mindre var det en yderst tilfreds kone der modtog beskeden om at hun nu havde sin mand for sig selv. I hvert fald de næste tre år, med undtagelse af diverse ferier, naturligvis. Nu har hun gået på skolen i halvandet år, og er i fuldt gang med sit andet år.
Andet: Hun ryger.
Stats: [/u]
De generelle: [/i](SP 175)
- Styrke: 20
- Udholdenhed: 20
- Smidighed: 25
- Præcision: 15
- Fart: 25
- Intelligens: 36
- Koncentration: 35
~~~~~~~~~~~~~~~~
