Black identity

[Yomi]

Alle, som kendte ham, havde efterhånden oplevet en del af Yomis op- og nedture. De var vandt, til at se hans humør forandres på et splitsekund fra lykkelig til ulykkelig, fra alvorlig til lalleglad, endda fra grædefærdig til vred. Det hele skyldtes den mere eller mindre trancenderende tilstand, som han altid befandt sig i, i vågen tilstand såvel som i søvn. Men den ændring, som fandt sted i løbet af to sekunder, efter at han tavde trykket dørhåndtaget til værelse nr. 24 ned, ville have været absurt at overvære - selv for dem, som havde kendt ham længe.

Yomi var blevet fanget i en meget interessant samtale om det nyeste Metallica-album, og da han endelig takkede af, var han i højt humør. Han var tilfældigvis stødt ind i en 3. års elev, som imod skolens regler havde rendt rundt i en hættetrøje med påtrykt Metallica-logo. Det var ikke hver dag man gjorde den slags opdagelser, og Yomi kunne ikke huske at have været så glad så længe i meget lang tid. Han var fulgt med den anden elev hen til hans værelse og havde fået lov til at låne nogle Disturbed-cd'er, som det var praktisk taget umuligt at få fat i i monsterverden, og han havde svævet hele vejen nedenunder til sit eget værelse for at kunne sætte dem på med det samme.
Og der stod han så foran den sorte dør og kastede et enkelt blik på det blanke værelsesnummer, som spejlede en ung mand, der (hvis han ikke havde vidst bedre) uden tvivl måtte være blevet forelsket, lige inden han rakte frem og tog i håndtaget.

*... Hvad? ...*

I en brøkdel af det efterfølgende sekund så han uforstående og overrasket på døren. Så blev det klart for ham, at den var låst, at han havde formået at låse sig ude, og hans smil blegnede og forsvandt som dug fra solen. Hans øjne blev store og en fin rynke tegnedes mellem hans øjenbryn, mens han mærkede sine knæ give efter under sig. Forandringen fandt sted i løbet af få sekunder, og det ville som sagt have set helt vanvittigt ud, hvis der i det øjeblik var kommet nogen gående ned ad gangen og havde set hans ansigtsudtryk ændre sig drastisk, lige inden han sank sammen på gulvet.
*...låst? ..hvordan kan den være låst?... hvordan skal jeg så komme ind? ...hvordan skal jeg få fat i min walkman? ... låst?..* Yomi var fortvivlet. En tyk tåge flød foran hans indre øje og forhindrede ham i at se nogen løsninger. Han trak knæene op foran sig og krummede sig sammen om dem mens han gemte ansigtet i frakkens dybsorte folder. Tankerne kørte rundt i hovedet på ham, mens han forsøgte at huske, hvor han havde været, hvilke timer han havde haft, hvorfor i alverden han havde låst sin dør i første omgang, men den dystre tåge druknede dem effektivt i sit kvælende greb, og Yomi sank ned i dyb depressiv håbløshed mens han sad dér på gangen med hovedet vendt mod døren ind til sit værelse.
Tågen var altomsluttende og jagede endda lysten til at bryde i gråd væk. Yomi sansede slet ingenting omkring sig, ikke engang de to kolde, hårde heavy metal cd'er, som lå i hans frakkelomme og var meget tydelige pga. deres form og kanter. Han glemte næsten at trække vejret.

[Amaya Ha Yagi]

Mørket var faldet meget pludseligt på, og Amaya, som havde været ude i skoven som sædvanlig, havde løbet for at nå at komme tilbage til beboelsesbygningen, før klokken blev så mange, at folk ville begynde at stille spørgsmål, hvis de mødte hende udenfor. Derfor smækkede hun nu forpustet døren ind til nederste etage op og stod et øjeblik i åbningen og hev efter vejret med røde kinder og en noget pjusket frisure, der dog var begrænset af, at hun i dagens anledning havde bundet håret op med et cinnoberfarvet hårbånd. Hun lukkede døren bag sig og begyndte at løsne knapperne i halsen på sin jakke, da hun fik øje på en person, som sad sammenkrøbet med front mod væggen et stykke længere nede af gangen. Hun havde ingen planer om at indvolvere sig i noget på nuværende tidspunkt og gik målbevidst afsted med lange skridt med intentionen om at passere ham på så neutral måde som overhovedet muligt. Mens hun gik, trak Amaya sine ruskindshandsker af og stoppede dem i lommen. Det var forbandet koldt udenfor på denne årstid (og en hver anden på Yokai Academy) efter mørkets frembrud, men hun havde ikke været forudsigende nok til at tage hue med.

Da hun passerede den siddende skikkelse holdt hun bestemt blikket rettet lige fremad og satte farten en smule op. Hun havde troet, at det var en pige, som sad og græd, men der kom ikke en lyd fra vedkommende, og den mærkelige, opgivende positur fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. Et kort øjeblik drejede hun hovedet for at få vished om, at personen ikke var død, men det var hun nu ret sikker på ikke var tilfældet.
Et par meter efter Amaya havde passeret den siddende skikkelse, stoppede hun alligevel op og vendte sig om. Hun overvejede et øjeblik hvilken taktik, der var klogest, men besluttede sig så for, at det var ret ligemeget med at tage sig i agt, når den person, hun planlagde at henvende sig til, havde det så dårligt, som det så ud til.

"Hey, er du okay?"

[Yomi]

Yomi hørte en dør blive åbnet og en dør blive lukket, hurtige skridt komme hen imod ham, passere ham, og stoppe op. Og så hørte han en stemme, en blød, syngende stemme, som sandsynligvis tilhørte en pige. Men han hørte det hele gennem tågen, som om det hele var en smule uldent, og et øjeblik spekulerede han på, om han kunne være faldet i søvn, om det var en eller anden underlig drøm, som kaldte på ham. For at aflive den teori løftede han langsomt hovedet et par centimeter fra armene og så på pigen, som var standset op lidt længere henne ad gangen og som nu stod og så på ham med en blanding af nysgerrighed og bekymring, som han ikke var helt sikker på, at han brød sig om.

"Nej."

Det var et enkelt svar, og det var det rigtige svar. Yomi var langt fra okay, faktisk havde han lyst til at rejse sig op og skrige pigen lige op i hendes yndige lille dukkefjæs, at hun måtte være forbandet imbicil, hvis hun kunne tro, at han var 'okay'. Men han gjorde det ikke. Tågen var kortvarigt veget en smule for fornuften, og der var noget ved hendes naive fremtoning, som delvist gav ham en sygelig træng til at angribe hende, gøre hende ondt på en eller anden måde, men som samtidig mindede ham om, at det faktisk var ham selv, der havde et problem og ikke pigen. Han lagde hovedet til den anden side, vendte ansigtet væk fra hende, men det var som om tågen havde trukket sig et stykke tilbage i hans bevidsthed og ikke havde lyst til at indfinde sig igen så længe, hun stod der og gloede på ham som var han en anden attraktion eller et præmiedyr på et dyrskue.

"Var der andet?" Hans stemme var afvisende og agressiv selvom den blev dæmpet af, at han så den modsatte vej. Den var også en smule hæs, men det håbede han, at pigen ikke ville lægge mærke til.

[Amaya Ha Yagi]

Normalt ville sådan en lille, fortabt sjæl straks have appelleret til Amayas medfødte moderinstinkt. men denne dreng (indså hun) gav hende myrerkryb. Om det var det kolde svar, de store læderstøvler eller den umiskendelige depressive rygholdning var hun ikke helt klar over, men hun kunne afgjort ikke lide ham, og det tog hende ikke mange sekunders betænkningstid at forbande sig selv over, at hun var stoppet op. *Idiot!*

Hun vendte sig om og begyndte demonstrativt at trampe ned ad gangen med hagen skudt frem i en fornærmet grimasse, men så ombestemte hun sig igen og bremsede op.

"Ja, der var faktisk noget andet!" Amaya snurrede rundt på hælen og gik direkte hen til den siddende skikkelse, hendes stemme bævede af harme. Det var meget sjældent, at hun blev vred, endnu sjældnere var det set, at hun blev fornærmet over den slags bagateller, men denne dreng pirrede hendes irritation så voldsomt, at hun kunne mærke blodet stige hende til kinderne, blot med hans stemmeføring. "Sådan taler man ikke til en dame!" Amaya bukkede sig ned og gav ham et provokerende dask over kinden med sin ene vante. Hun var ikke klar over hvorfor han gjorde hende så vred, han sad der jo bare. Sad og ville være i fred. Og det gjorde hende rasende på en måde kun de færreste kunne.

[Yomi]

En mærkelig følelse ramte Yomi samtidig med pigens vante. Han havde ikke regnet med, at hun ville svare ham igen, og han havde på ingen måde overvejet, at hun kunne finde på at angribe ham fysisk, men samtidig følte han et kølig, skarp jag af glæde over, at hun på den måde havde overrumplet ham. Tågen var fuldstændig væk, tilbage var en iskold håbløshed, som manifesterede sig i form af aggressiv opstemthed, han kunne mærke vreden boble frem fra hans indre og tage magten fra ham idet det kolde skind strejfede hans kind.
Yomi udstødte et glam og greb fat i pigens hånd og væltede hende om på gulvet. "Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre!" Han havde grebet fat om hendes skuldre og råbte hende ind i hovedet mens han kæmpede for at holde hende fast. Hun var ikke meget større end ham, og hendes arme lige så tynde, så han havde overtaget.

Yomi følte en sær tilfedshed ved at have taget kontrol over situationen, men han var ikke klar over, hvad det var, som havde fået ham til at blive så rasende, kun at det helt klart var blevet forstærket af hans humørnedtur. Pigen under ham forsøgte at ryste ham af sig, men han pressede hendes brystkasse ned mod gulvet med sin egen vægt og forsøgte at få fat om hendes håndled, så han kunne slippe for at blive kradset i ansigtet og ramt af slag. Han kunne ikke lade være med at finde det hele uhyre morsomt. Her var han, en fuldstændig harmløs dreng i færd med at tæve en lille pige, fordi hun havde slået ham med en handske. Og alt sammen for hvad? En låst dør? Han lo grumt og klemte øjnene lidt ondskabsfuldt sammen mens han betragtede den kæmpende piges mørke øjne.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya blev fuldstændig overrumplet, da drengen greb fat i hende og væltede hende omkuld, og hun nåede kun lige akkurat at tage fra med sin frie arm før hun var ved at slå hovedet ned i gulvet. Drengen var stærkere end hun havde regnet med ud fra hans udseende (eller også var hun bare selv ikke særlig stærk), og han havde hurtigt så godt fat i hende, at hun ikke kunne gøre andet end at sende små, ubetydelige slag og spark imod ham. Hun gispede for at få vejret, da han pressede hendes brystkasse ned mod gulvet, men det lykkedes hende til sidst at samle nok overskud til at hvæse af ham. "Slip mig, dit svin!" Han smilede, da han fangede hendes blik. *Sådan en opblæst nar! Hvem fanden tror han han er?! Hvad har han gang i?!*

Drengens ansigt var nu så tæt på hendes eget, at hans lange pandehår strejfede hendes, og hun pustede det demonstrativt væk. "Du kommer ikke nærmere!" Hun krængede læberne lidt tilbage som tegn på, at hun ville bide, hvis han prøvede på noget.

[Yomi]

Yomi lo igen, men denne gang var det mere hen ad hans normale, charmerende latter, og årsagen var pigens ringe forsøg på at fremsige en trussel. Mens han lo, lod han sine tænder vokse og da han smilede stort til pigen sagde han lavt og drillende "Og hvis jeg bider igen..?" Han var udemærket klar over, hvor frygtindgydende hans hunde-tandsæt var, men han strammede alligevel skruen en ekstra tak og betragtede med stor morskab pigens rædselsslagne udtryk, da hans øjne begyndte at brænde med en rød helvedetsild. Hun var holdt op med at kæmpe og stirrede bare på ham med store øjne. *...kønne øjne..* Det slog ham, at de så lysere ud, ikke den mørke blå nuance, nej, de var nærmere turkise...
"Nå? Hvad siger man så?" Han smilede overlegent til hende. Han var ikke helt sikker på, hvad han nu ville med hende, men en undskyldning måtte vel være på sin plads.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya stivnede, da et par frygtindgydende hjørnetænder kom til syne i drengens leende mund, men hendes fascination for hans flammende øjne var ikke helt ægte. Da hun så hans tænder ændre sig blev hun klar over, hvad hun måtte gøre, og mens drengen troede, at hun var lammet af skræk koncentrerede hun sig i virkeligheden om noget helt andet.

"Rend mig!"

Amaya trak lynhurtigt benene op mellem dem og stødte mod hans mave med voldsom kraft, så drengen fløj flere meter bagud, før han landede på ryggen. Hun var hurtigt på benene, og denne gang var det hendes tur til at have overtaget. Hun satte sig simpelthen ovenpå ham og frydede sig lidt, da han spærrede øjnene op og gloede på hendes nu kraftige, behårede ben, som sluttede i et par lyse klove. Hendes øjne var lysere, hendes hår havde løsnet sig fra hårbåndet i tusindvis af krøller og et par små horn stak ud for oven. "Hvad siger man så?" Amaya kunne ikke modstå at sige det, men selvom hun smilede, var hun stadig på vagt. Ingen tvivl om, at denne dreng var mange gange stærkere end hende selv, hvis han besluttede sig for at skifte til fuld monsterform, som hun selv lige havde gjort. "..eller er æren måske lidt blakket efter alle de år som Hades' skødehund?" Han var en Cerberus, ingen tvivl om det heller, Amaya var trods alt græker af afstamning, og med hendes flair for mytologi kunne hun genkende en hellhound, når hun så den.

[Yomi]

Pigens offensive svar havde samme effekt som en spand koldt vand, og et øjeblik blinkede Yomi forvirret med øjnene, mens hans mund åbnede og lukkede sig som hos en strandet fisk. Han havde regnet med, at hun var for oprørt til overhovedet at kunne svare ham, eller i værste fald, at hun ville begynde at græde og undskylde for at slippe væk fra ham, men dette var helt uvendtet. Lige så uvendtet var det stød, som kort efter sendte ham flyvende gennem gangen, til han landede hårdt på ryggen med et forskrækket udråb.

Pigen var over ham med det samme *..forbandet hurtig...* og han kunne mærke sine ribben klage sig under hendes vægt, da hun satte sig på hans brystkasse. Han forsøgte forgæves at sætte sig op, men stoppede i stedet op og stirrede. *...Hvad?..* Hvor der før havde været et par lange, slanke teenageben afsløret af en uhyggeligt kort nederdel, så han nu et par lodne, brune gedebukkebagben. Yomi lod blikket vandre længere op ad hendes krop og slugte hver en tomme med øjnene. *..hvad sker der? En satyr? Her?! En satyr på Yokai Academy?!* Han var målløs. Der havde ikke været nogen satyrer i Hades, men på sin rejse til Japan havde han stiftet bekendskab med flere af slagsen *sympatiske væsner*, og nu sad der en satyr ovenpå ham og hånede ham lige op (ned) i hans åbne ansigt? En satyr, som havde identificeret ham alene ud fra hans tandsæt og øjne. Og så var der lige det, at det var en pige, en kvinde!

En mærkelig kildrende følelse brændte på få øjeblikke tågen helt væk og kæmpede sig vej op gennem hans hals, til han lukkede den ud i form af et begejstret og overstadigt udbrud, som lød lidt som "Wuaaff!" Og så lo han. Han lo så hele hans krop skælvede, og til tårene strømmede ned over hans kinder. Al vreden var forsvundet, erstattet af en helt fantastisk følelse af fuldstændig og forvirrende lykke.
Det var bare for meget. Han havde angrebet en pige, fordi hun havde dasket ham med en vante, og nu viste det sig så, at hun var en satyr?! Yomi var ude af stand til at stoppe latteranfaldet, han lo og lo og tårerne blev ved med at trille og fik hans eyeliner til at løbe i mørke striber. Han forsøgte at tage sig sammen, og fik til sidst kontrol nok over sin stemme til at fremstamme "Det-det må du undskylde~" Et fnis afbrød ham, og han måtte igen tage sig alvorligt sammen for at undertrykke sin glæde. "Og her har jeg gået hele mit liv og troet på, at der kun fandtes mandlige satyrer!" Igen brød han ud i latter og han håbede inderligt, at pigen ikke ville blive alt for fornærmet, for det var udelukkende ham selv, han lo af.

[moriah]

Mori havde haft en god dag indtil videre, en rigtig god dag indtil hun indså at hun manglede vådservietter, og derfor måtte gå hele vejen ned til toilettet for at vaske hendes makeup af, hun havde sådan håbet at ingen ville se hende.
Det havde gået fint, hun havde fået tidligt fri, og var gået tilbage for at øve sig på at lægge makeup, hun var endt med at bruge en let grøn til hendes øjne, med kraftig eyeliner og mascara, det havde lignet lidt græsstrå syntes hun selv bare mere ja charmerende og kønt.
Hun havde en let mørkerød på hendes kinder, alle urenheder var væk med foundation først selvfølgeligt, og hun havde brugt en let mærk kirsebær farvet læbestift til hendes læber, omgivet af en lidt lyserer blyants streg, sådan en man brugte til at indramme læberne, og alt i alt så hun utroligt kær ud, hendes briller ødelagde dog en smule hvordan hun så ud, hun havde endda larkeret hendes negle de var alle sammen sorte, med små lyserøde sommerfugle motiver på, bare for at være lidt piget, samtidig med at hun var lidt rå at se på.
Men nu var hun nervøs, imens hun forsigtigt smøg sig igennem gangen, tænk hvis nogle så hende sådan her, totalt makeup agtig, de ville tro at hun endeligt var blevet fuldstændig sindsyg.
Og de ville sikkert have ret, hvordan kunne hun glemt at bede hendes søster sende hende vådservieter, og nu manglede hun, hendes liv var fuldstændigt ovre.
Mori var klædt i hendes eget tøj, en hvid skjorte, med en lyserød knæ lang kjole udenovre den var selvfølgeligt uden ærmer, og så havde hun lyseblå jeans på, en smule tætsidende, og så havde hun hvide støvler på, med pels på de virkede så nuttede og plusede, hun havde selvfølgeligt hendes ipod med sig, men ikke i hendes ører, tænk hvis hun ikke kunne hører nogle der sneg sig ind på hende sådan som hun så ud nu.
Men alt hendes dårlige og nervøse humør ændrede sig da hun fik øje på nogle personer da hun drejde om hjørnet, en var hendes nye veninde amy-chan, der sad ovenpå en fyr som grinede, og Amy så ikke ud til at være i særlkigt godt humør, hun var måske endda gået lidt i hendes monster form ja det så sådan ud, og det var drengen vist også.
Mori's øjne forandrede sig, ikke særligt meget, men hendes iris blev aflang ligesom hendes monster forms, imens hun kunne mærke vreden glide igennem sig.
Den fyr havde bare ikke at gøre Amy noget, selvom hun ikke kendte Amy godt, så havde hun hjulpet hende med hendes sår, og når folk gjorde det for Mori så stod hun et eller andet sted i gæld til dem, og den gæld førte hun ud, hun var loyal og ja holdt hendes løfte.
" Hey Amy-chan, generer fyren med det latterlige hår dig."
Lød hendes stemme kold og klar igennem gangen, imens hun trådte frem, hendes attitude var kold og hår, og hendes aura var fuldstændig i s-rank mode, den fyr skulle på ingen måde gøre hendes veninde noget.
Så der stod hun med nuttet tøj, med sød og ond makeup, med iris der var anderledes og kiggede på hendes nye veninde der lå ovenpå en fyr som skrald grinede, denne her dag blev mærkeligere og mærkeligere.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya havde ikke hørt Moriah komme snigende og drejede forskrækket hovedet, da hun hørte en kold stemme bag sig. "Åh! Mori-chan!" Hun sukkede lettet og smilede til hende. "Nej, det er okay." Hun skjulte sine ben og horn bag den sædvanlige menneske-illusion og gled ned af drengens brystkasse, så hun sad på gulvet med benene bøjet under sig som i bøn. Det lange, krøllede hår trak sig tilbage til normal længde, og hendes øjne blev mørke og dybe. Hun regnede ikke med, at drengen ville forsøge sig på noget, så længe Mori var i nærheden, og desuden virkede han ikke så truende, når han lå dér på gulvet opløst i et latteranfald. Hvad i alverden var der galt med den fyr? Ikke så mærkeligt at han aldrig havde hørt om kvindelige satyrer, der fandtes jo i realiteten ikke nogen, og hun forstod ikke, hvad der var så morsomt. Hun selv var jo kun halvblodet satyr, men hendes museblod var slået igennem i andre sammenhænge end udseendet, og hun var godt klar over hvorfor han havde forvekslet hende med én.

[Yomi]

Yomi hørte heller ikke Moriah, før hun talte, og så overrasket hen over Amayas knæ på den fremmede. *"Fyren"... "fyren med det latterlige hår?!" Hvad er det for en imbecil tøs?!* Da pigen, som åbenbart hed Amy-chan, gled ned fra ham, kunne han endelig trække vejret normalt. Han havde ubevidt trukket sine tænder og flammer tilbage, da han lo, men ved synet af tøsens gule slangeøjne, fik han lyst til at kalde dem frem igen. Han gjorde det dog ikke, men satte sig i stedet besværet op ved siden af Amaya og så gnavent op på Moriah. "Ja, alt under kontrol, hvad vil du her?" Yomi var ikke vred, men bare irriteret over at være blevet afbrudt midt i sin glæde og være blevet trukket brutalt tilbage til virkeligheden af hendes tilstedeværelse.

[moriah]

Mori smilet åbent og venligt til Amy, hendes slange øjne blev normale store bedårende dådyrs øjne, og hun gik over til hendes veninde og kiggede ja ned på hende, dog uden at virke særligt ond eller noget, hun var altid mere sød overfor hendes veninder.
" Godt, men hvad laver du her? ikke at jeg ikke er glad for at rende ind i dig."
Mori gav hende et grin, før hun kiggede på drengen med et løftet øjenbryn, og sagde med en nærmest engle agtig stemme.
" Okay.
1: jeg bor her også, hvilket vist giver mig nok grund til at ville være her.
2: Amy-chan er min veninde, og når man ser ens veninde med en fyr der opfører sig lidt anderledes, så møder man op.
3: Hvilken ret har du egentligt til at vide at jeg er her.
4: jeg løb ind i 1 interessant menneske."
Og med det sidste gjorde hun det tydeligt at det ikke var ham hun mente var interessant, ja hun opførte sig som en anden kælling, men for fanden hendes nerver sad på det yderste af hendes kjole idag, og den fyr havde opført sig mildest talt rimeligt mistænksomt.
" Hey Amy-chan, jeg havde faktisk villet finde dig og spørge dig om historie, du skulle vel ikke være rimeligt god til det fag.
For har nogle problemer med den her stil min lærer har givet os for, og ja jeg har fokuseret alt for meget på mine andre fag, jeg mener jeg er færdig, men ville du ikke være sød at læse den igennem for mig Amy-senpai."
Det sidste sagde hun med store hundeøjne, og ja hun fedtede tydeligt men hvad så hun var desperat, Mori havde for længst besluttet at være sig selv fuldt og helt, ja hende selv var til tider en kælling, ja de færreste forstod hende, ja hun var egentligt rimeligt umulig at gøre tilpas.
Men livet var så meget sjovere når man var sig selv, og især med dne karakter hun havde.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya rykkede sig lidt væk fra drengen, da han satte sig op ved siden af hende. Han var tydeligvis ikke på krigsstigen længere, men man kunne vel aldrig vide, hans tonefald røbede mere end bare almindelig irritation, selvom han ikke havde gjort noget for at forsøge at skræmme Moriah med sine monstertræk. Måske fornemmede han hendes styrke, hun lagde i hvert fald ikke skjul på sin aura. Hun kunne ikke lade være med at smile, da Moriah satte ham på plads med en ordentlig opsang. *Lille Mori-chan i en nøddeskal.*
Da hun henvendte sig til hende og spurgte, om hun kunne hjælpe hende med en historiestil, blev hun dog lidt overrasket. Moriah var helt klart én af de kloge på skolen, men det var jo egentlig forståeligt, at hun ikke kendte meget til menneskenes historie med hendes fortid - ikke at Amaya syntes at hun selv var ret skrap i faget, men måske kunne hun alligevel hjælpe Moriah med en ting eller to. Desuden var det ikke hver dag, hun blev kaldt sempai ~

"Selvfølgelig, Mori-chan." Hun samlede sit hårbånd op - det var faldet ud under deres lille slagsmål - og bandt det hurtigt om håret mens hun gjorde mine til at ville rejse sig op.

[Yomi]

Yomi kløede sig i nakken med et betuttet udtryk, da pigen med de uhyggelige øjne svarede på hans spørgsmål, hvilket mest af alt lød som om hun skældte ham ud eller forsøgte at belære ham om ét eller andet. *Pokkers til bedrevidende tøs...* Han sænkede blikket mod et punkt foran sig mens Moriah fik talt færdigt og henvendte sig til den blåøjede pige, som nu pludselig var blevet til en 'sempai'. Han forstod sig virkelig ikke på piger...
Og hvad nu? Havde hun bare tænkt sig at gå? Hun samlede sit hår med et rødt bånd og havde åbenbart ingen betænkeligheder ved at følge med pigen på trods af den åbenlyst fettende stemmeføring, hun havde tillagt sig. Yomi kastede sig frem og fangede Amaya i et stort knus (som blev lidt akkavet, da han jo sådan set sad ved siden af hende, og hun var ved at rejse sig op) mens han satte en barnlig grimasse op. "MIN!" Helt ærligt, troede den tøs bare, at hun kunne komme forbi og hugge hans satyr?