Black identity

[moriah]

Mori smilte venligt til hendes veninde, og skulle til at gribe fat i Amy og hive hende med til hendes værelse, måske kunne Amy endda hjælpe hende med at finde ud af hvilken en af hendes par bukser der passede hendes bedst, og alle den slags ting som Mori virkeligt nød at lave når hun var alene.
Den Mori som Amy havde fået lov til at lærer at kende altså, den søde generte, oversbeskyttende og kærlige og frem for alt mega kejtede og nuttede Mori, som hun bestemt ikke lod alle se.
Men det var lige omkring der at den fremmede dreng begik en fejl, han erklærede nemligt totalt åbenlyst og meget overraskende, at hendes veninde tilhørte ham, hvilket det på ingen måde lod til, da hun først og fremmest ikke lod til at kunne lide ham.
Mori kiggede på ham, og hendes øjne gled fra de venlige og søde øjne hun havde brugt til Amy, tilbage til at være meget kolde og meget meget onde, imens hun kiggede på ham som nærmest hang om hendes hofte.
Amy selv lod til at være rimeligt overrasket over det, og Mori gjorde det første hun overhovedet kunne komme i tanke om at gøre.
Hun sparkede efter ham, meget påpadseligt om ikke at ramme Amy, sigtede hun efter hans skulder, hun lagde skam ikke alt hendes styrke i, men bare nok til at hun ville kunne få ham væk fra Amy.
Hvad bildte han sig også egentligt ind, troede han seriøst at bare fordi Amy viste sig at være en race monster, så kunne han bare erklærer hende, når han ikke vidste hvad for et menneske hun var, eller hvilken person hun var.
Hvor barnlig, tåbelig, og totalt uduelig var den fyr lige, det kunne godt være at Mori var arrogant og bedre vidende, men hellere det end en som intet kunne forstå og intet vidste.

[Amaya Ha Yagi]

Hun så overrasket ned på drengen, da han greb fat om hende og skulle lige til at pande ham én, men hans ord og forbavsende nuttede udtryk fik hende til at tøve. Hvad i alverden havde han gang i? Amaya så rådvild på Moriah ude af stand til at bestemme sig for, hvad hun burde foretage sig med den ekstra ballast. Heldigvis handlede hendes veninde for hende og sparkede ud efter drengen, hvilket desværre resulterede i, at de begge dejsede bagover på gulvet, da Yomi åbenbart ikke havde tænkt sig at give op så let. Amaya fægtede med armene og formåede at skubbe ham væk, før hun ville være landet på ham (igen), men han holdt stædigt fast i hendes nederdel og forårsagede en mindre katastrofe, som hans hundeøjne ikke kunne redde ham fra. Amaya langede ham en syngende lussing og rev den sønderfåede nederdel fra ham. Hun var for chokeret til at føle sig flov og begyndte i stedet at råbe af ham på græsk med temmelig vilde øjne.

[Yomi]

Det gik ikke op for Yomi, hvad der var sket, før Amaya smækede ham en lussing og begyndte at råbe skældsord ind i hovedet på ham. Det var næsten før hendes blik var mere skræmmende end hans egne flammende øjne, og han sad fuldstændig lammet og så på hende, mens hun stad dér lige foran ham og viste trusser uden at tage sig det mindste af det, som en ægte satyr. Ederne var græske, og han forstod hvert et ord, men alligevel forstod han ikke situationen, og med et kæmpe smil og et par glinsende øjne udbrød han muntert "Panexypnos (græsk for nuttet)!" og genoptog sin tidligere omfavnelse, da han havde glemt alt om Moriah og hendes propre næve. Fantastisk! Simpelthen fantastisk! Hans humør havde nået hidtil uanede højder, og en græsk, letpåklædt pige gjorde det bestem ikke værre - om hun så var nok så sur.

[moriah]

Mori slog forskrækket hendes hænder op foran munden, da drengen væltede med hendes ami, og det var alt sammen hendes skyld, hun skulle havde bidt ham istedet for, det havde også slået ham ihjel, og så havde verden været et bedre sted.
Hun ville faktisk ikke havde så meget som overvejet ikke at slå ham ihjel, havde ami ikke været der, og ami var ikke en voldelig person, så derfor ville Mori selvfølgeligt aldrig gå så langt som til at slå en ihjel når ami var der, men ham her trak den virkeligt til stregen.
Og så skete der noget så grufult at Mori slog hænderne op foran munden, Ami mistede hendes nederdel, lige der på gangen, midt der hvor alle kunne se hende, hun var sikker på at nu måtte drengen da indse sine ja forfærdelig heder, men næh nej han skulle bevise at der fandtes en person der var dummere end sten, for selv sten havde mærket temperaturen i rummet da Ami smækkede ham en og begyndte at råbe rasende på et sprog Mori ikke forstod, men næ nej denne her ikke sten, men dummere end sten.
Skulle bare kramme hendes videre, og udbrød et eller andet som Mori ikke forstod, Mori kunne kun gætte hvor fortabt og vred, og sikkert også nervøs og usikker Ami følte sig ligenu, så Mori gjorde simplethen det første hun kunne komme i tanke om.
Hun gik helt roligt over, og så lagde hun hendes ene hånd om hans arm som han holdt med Ami om, og så begyndte hun med alt hendes s-rank monster styrke, og presse sine fingre sammen om hans arm, hun gik ikke så langt som at hun brækkede den, men rent faktisk gik hun lige til den grænse.
Hvor efter hun bare kiggede på ham, og sagde med en helt roligt og faktisk rigtigt rigtigt venlig stemme til ham.
" Jeg forstår ikke hvordan du kan vise sådan en tåbelighed, og udergående mangel på intilligens.
Men selv en person med din hjerne, burde kunne fornemme at Ami-chan virkeligt, virkeligt ikke kan lide at du opfører dig sådan overfor hende.
Hun kender dig jo overhovedet ikke, og du lader til at kunne lide Ami, så har du virkeligt lyst til at det skal ende med at Ami hader dig.
Jeg slog dig ihjel lige på sekundet, havde det ikke været fordi at jeg er ved at lærer, at det at slå andre væsner ihjel er forbudt, men lige i øjeblikket, der opfører du dig, tåbeligt, forkasteligt, forfærdeligt, og mange andre dårlige ting.
Jeg ved ikke hvem du er, eller hvor du kommer fra.
Men jeg tror virkeligt ikke at du har gjort et godt første hånds indtryk på Ami-chan."
Hun smilte noget så engle agtigt til ham, med øjne som kunne havde frosset havet, før hun bare slap hans arm.
Det næste hun gjorde, var at hun smed bukserne, lige der foran alle, og så rakte hun hurtigt hendes bukser til Ami.
De var vel omkring lige store og tynde, så Ami burde kunne passe hendes bukser nogenlunde, Mori tog sig tydeligt slet ikke af at tage stå i hendes lyserøde blonde underbukser, og af en person som hun normalt var, som aldrig nogensinde ville glide fra hendes image uden at dø, var dette højst sandsyneligt det største offer hun nogensinde havde lavet for en anden person.
" Her Ami-chan, og vi kan sikkert sy din nederdel nede på mit værelse med mit sy sæt."
Hun smilte til Ami, sådan som hun altid smilte til hendes venner, hendes smil var fuld af venlighed og ja den kærlighed hun følte for så få mennesker, som hun følte for ami, fordi ami var blevet et af hendes vigtige mennesker.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya rystede af vrede, noget der skete så sjældent, at folk, der kendte hende, sikkert ville have troet det umuligt, og hun var fuldstændig lammet af drengens usandsynlige frækhed. Havde Moriah ikke grebet fat i hans arm og fået ham til at slippe, var hun bange for, at hun ville have mistet kontrollen og overgivet sig til den forfærdelige brændende fornemmelse, som hurtigt havde bredt sig til hele hendes krop. Hun ville have glemt alt om, at han var en hellhound, at hun til daglig var svag, hun ville være gået amok og have glemt alt om at opretholde sin pæne lille menneskefacade, og hun ville have hadet sig selv for det, hvis der var sket den åndssvage dreng noget.
Nu sad hun bare rystende og bleg og betragtede Moriah, mens hun trak sine bukser af og rakte dem frem mod hende. Et øjeblik så hun bare på sin veninde med store, mystificerede øjne. Så kom hun i tanke om sin sønderflåede nederdel og mærkede straks blodet løbe op til hendes kinder, mens hun tøvende tog imod bukserne. Moriah lod ikke til at bekymre sig om, at det nu var hende, der stod blottet på gangen, og Amaya var lige ved at fælde en tåre af ren og skær taknemmelighed, mens hun hurtigt rejste sig og smuttede i dem. De passede perfekt (lidt smalle om livet måske, men det ville hun aldrig have indrømmet). Hun rystede stadig og havde en del besvær med at få lukket bukseknappen, men hun kunne mærke, at ilden var ved at dø ud. Hvor den havde været, var der nu goldt og øde. Hun greb uvilkårligt ud efter Moriahs hånd. Hvad havde hun dog gjort for at få sådan en fantastisk veninde? Hun havde mest af alt lyst til at skynde sig væk, lade Moriah trække hende ned til sit værelse, så de kunne få grint af det over en kop kakao. Men hun drejede alligevel hovedet og så ned på drengen.

[Yomi]

Da Yomi mærkede den anden piges hånd lukke sig om sin arm, så han forbløffet op og hans ansigt fortrak sig i smerte. Hendes greb var ubarmhjertigt, og han kunne næsten høre knoglerne give sig under den blege hud. Han slap satyren og trak sig væk med sammenbidte tænder, mens han holdt om sin arm. Den dunkede voldsomt, og et stort, rødt mærke trådte tydeligt frem. Tårerne krøb frem i øjenkrogene, men han blinkede dem irriteret væk. *Hvad nu?! Hvad ret har hun til at bestemme hvad jeg gør med mi~* Moriahs venlige stemmeføring forbavsede ham, og hendes ord ramte ham hårdere end satyrens lussing. *Hvad? Hvad mener hun?* Hans arm dunkede stadig, men en begyndende sviden i halsen overdøvede smerten. *Jeg..opfører mig dårligt? Det var jo bare et kram... Hader hun mig nu? Er det det, du siger?* Yomis ansigt forvred sig fra smerte til trist håbløshed. *Har jeg... skræmt hende? Hader hun mig?*
Forståelsen skyllede ind over ham som en altopslugende tidevandsbølge, og en mat tåge drev igen ind foran hans synsfelt mens kolde, salte tårer begyndte at trille ned over hans kinder. Ikke en muskel bevægede sig, han blinkede ikke, fortrak ikke en mine, men tårerne blev ved med at strømme mens han så op på de to piger. Hvad havde han gjort? Hvorfor hadede de ham? Et stille hulk kom fra ham, men ellers sad han helt stille og lignede en hund, der var blevet slået. Stille og fortabt.
Hvad skulle han dog gøre? Hvad nu hvis han havde ødelagt alt, hvis han nu aldrig kunne blive venner med den græske pige? Det havde ikke været hans mening at skræmme hende væk, han var blevet så vred, og han var blevet så begejstret, at han slet ikke havde kunnet tænke klart, men havde han nu forpurret alle chancer med sin tåbelighed? Ville hendes stærke veninde sørge for, at han aldrig mere kom i nærheden af hende?

"Undskyld.."

[moriah]

Mori kiggede ned og kunne ikke lade være med at smile, det virkede som om hendes hårdhed og kulde overfor drengen brændte væk, idet at Ami tog hendes hånd, hvordan var det at Ami altid fik det bedste frem i Mori.
Ami fik det seje frem, fik den pige frem som kunne klarer alt, og samtidig komme godt ud af det, hun vendte hovedet og kiggede ned på drengene og sukkede, nu lignede knægten sku en hund der havde fået med en våd avis.
havde Mori haft en avis havde han også fået, og hun ville sikkert ofte slå ham med blade og den slags, men lige i det sekund havde hun en smule ondt af ham, han havde jo bare prøvet sit bedste.
Så i et kort sekund, rakte hun hendes hånd der ikke lå i Ami's hånd frem, og klappede ham kort på hovedet, før hun hurtigt trak hånden væk, halvt i frygt for at han bed, halvt fordi hun ikke ville røre mere ved ham og sagde med et frækt grin.
" Tag dig en tude kiks og tør øjnene vuffer, hvis du virkeligt er så glad for Ami-chan, så kan du sige undskyld til hende, og give hende gaver og sådan.
Men bliver sku da ikke venner på et sekund, men bare så du ved det vuffer.
Ami-chan, er min aller bedsteveninde i hele verden, og jeg har tænkt mig at beskytte hende for evigt, du kan være flink imod hende, men hvis du nogensinde gør hende noget, så blæser jeg dig herfra og til månen, og det hvis jeg har en god dag.
Selvom jeg ikke kan beslutte om Ami-chan nogensinde tilgiver dig, det må du vel bare være en sød hund for at finde ud af."
Mori rakte tunge af ham og kiggede med et smil imod Ami, hun mobbede ham virkeligt meget, hvilket var klart, når han blev vred på hende var han ikke sur, han ville ikke forstå det, men hun havde en svag ide om at Ami nok ville forstå hvordan Mori havde det, at hun egentligt bare ikke hun holde ud at se ham så mega trist.
Hun holdt godt fast i Ami's hånd, før hun så greb fast om hende, og hev Ami ind til et kram og et øjeblik stod hun bare der, og forsikrede med hendes kram ami om at alting nok skulle være okay, og at ligemeget hvad ville Mori altid være der til at beskytte og forsvarer hende.

[Amaya Ha Yagi]

Harmen var forsvundet, vreden fordampet og tilbage var kun et tomt rum, som langsomt fuldtes med medlidenhed, mens hun betragtede drengen på gulvet, som pludselig opløstes i tårer under Moriahs blik. *..h-hvad nu? Hvorfor græder han?* Moriah klappede ham på hovedet, og Amaya kunne pludselig mærke tårerne presse sig på. *..s-så hold dog op!* Så trak Moriah hende til sig og gav hende stort kram, og et øjeblik fornemmede hun ikke andet end den varme, der strømmede imod hende. En betryggende varme. Amaya trykkede sig ind til sin veninde og forsøgte desperat at undertrykke en hulken. Hun var ikke klar over, at hun var så følsom, men hele situationen berørte hende dybt, og chokket over først at være blevet angrebet og dernæst overøst med sådan en omsorg, gjorde hende forvirret. Da hun for alvor begyndte at snøfte, slap hun Moriah og gemte ansigtet i hænderne, det var bare for ynkeligt, at hun skulle stå her midt på gangen og tude, og hun var pinligt bevist om, at hun lige nu opførte sig præcis lige så barnligt som drengen. "D-det~" Hun lænede sig frem og tørrede forsigtigt drengens ene våde kind med sit ærme. "Lad nu være med at se sådan ud! D-du får mig til at tude, din idiot..."

[Yomi]

Yomi sad bare og tog imod den mentale tudekiks uden af fortrække en mine *..men hvis hun er din ven, har jeg ikke en chance...* og med den stadig større strøm af tårer. Da pigen klappede ham på hovedet, var han lige ved at snappe efter hende af bar afmagt, fordi han brændende ønskede, at hun ville blive ved med at klappe ham.
Han skulle lige til at sige noget, men så gav pigerne hinanden et knus og blev stående sådan længe. Aldrig havde Yomi følt sig så alene og udenfor. Satyren begyndte at hulke og trak sig væk fra den anden pige med et meget trist ansigtsudtryk *..er det min skyld, at hun er så ked af det? Hader hun mig så meget, at det får hende til at græde?* Hans underlæbe bævede en smule, og han var lige ved at rejse sig op og løbe væk, så langt væk han kunne komme, men så mærkede han et blødt ærme tørre tårerne af hans ene kind. Hans eyeliner var løbet ud, og der opstod lange, mørke striber på tværs af hans kind mens han løftede hovedet og så, at det var satyrens ærme, der nu var smurt ind i hans makeup. *..Hun synes jeg er en idiot? ...fordi jeg får hende til at græde.. Fordi jeg græder.* En lille streg opstod mellem Yomis øjenbryn, da han lukkede øjnene tæt i og tørrede noget af vandet væk med bagsiden af sin hånd. Så så han op på de to piger og forsøgte at smile. *Hun skal i hvert fald ikke græde over mig!* Vaklende kom han på benene og henvendte sig til satyren, pigen med det lange, mørke hår. "Undskyld. Jeg er virkelig ked af, at jeg kom til at skræmme dig.. Og jeg beklager det med din nederdel..." Yomi så meget brødebetynget ud, men forsøgte ihærdigt at smile, mens han fulgte Moriahs råd og håbede, at en oprigtig undskyldning virkelig ville hjælpe. "..jeg forstår godt, hvis du hader mig, men jeg.. jeg blev bare så overrasket og~ ..altså positivt overrasket... Jeg ville bare så gerne kende dig..." Hans smil blegnede en smule. Sikke en latterlig begrundelse, den forsvarede jo ikke engang hvorfor han havde angrebet hende i første omgang. Sikke noget skidt... Yomi bukkede dybt for at understrege sin undskyldning, men det virkede lidt akavet situationen taget i betragtning.

[moriah]

Mori stod lidt og smilte af de to, faktisk var vuffer jo en udemærket fyr eller virkede sådan, når han altså ikke blev totalt overstadig, men det mindede hende om en hundehvalp, hvordan de kunne blive helt vilde over et pivedyr, og nu havde Ami bare været det uheldige pivedyr.
Og selvfølgeligt havde Ami tilgivet ham, hun var jo en vidunderlig person, og Mori var enormt heldig at havde fået sådan en veninde.
Mori kiggede på Ami og sagde med en forholdsvis rolig stemme, som om alt det der ikke var sket, og at hun ikke stod i lyserøde blonde trusser midt ude på gangen.
" Ami-chan, skal vi ikke smutte tilbage til mit værelse, så laver jeg kakao med flødeskum, og vi kan åbne en pose chips eller noget, og ja bare snakke."
Mori smilte og vendte sig om, før hun vendte hovedet og gav drengen et af hendes normale seje smil.
" Og hvis Ami-chan vil have det kan du få lov til at komme med, men kun hvis du lover at holde fingrene fra mine ting, og ikke at ødelægge noget af mit tøj."
Mori gav ham et lidt grumt smil, men hvis man kendte hende, sådan som Ami gjorde, for Ami ville jo klart se igennem hende, og se at hendes intentioner egentligt var at lærer fyren bedre at kende, og ikke at efterlade ham her totalt følelses forvirret, men istedet for at give ham en mulighed for at vise Ami hans gode side.
Mori bøjede sig så ned og tog fat i Ami's ødelagt nederdel der lå på gulvet, og gav Ami et grin før hun så sagde sødt.
" Og hey hvis nederdelen ikke kan repareres, så syer jeg dig et par fingre vanter,så en opskrift i et blad hvor de var overnuttede med små motiver på og alt muligt, har stofrester med et flot sort mønster så det kan sagtens klares."
Mori gav hende et grin, før hun vendte sig om, og begyndte at gå ned af gangen, en stakkels flok drengen havde åbnet døren og stirrede med åben mund på hende, Mori satte hænderne i siden og gav dem et ægte s-rank dødsblik, hvorefter den forreste dreng meget langsomt lukkede døren igen.
Og Mori med en tilfreds mine forsatte ned imod hendes eget værelse, fordi ja hun vidste at Ami nok ville følge med, og knægten ville jo med sikkerhed følge Ami hvor end hun gik, så de kom med sikkerhed.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya kom automatisk til at smile over drengens hurtige humørskift og blinkede hurtigt vandet ud af sine egne øjne. "Undskyldning accepteret. Kom bare med." Hun fulgte efter Moriah, der sendte en flok nysgerrige drenge et temmelig skræmmende blik, og sendte drengen et opmuntrende smil over skulderen, mens hun svarede sin veninde. "Det lyder dejligt, Mori-chan." Sikke nogle mærkelige og vidunderlige 'mennesker', der fandtes på denne skole. Hun kunne ikke lade være med at blive i endnu bedre humør af at se Moriahs selvsikre vandren ned ad gangen på trods af hendes uortodokse beklædning.

[Yomi]

*Hv-hvad? Det... virkede?* Yomi blev stående et øjeblik og stirrede måbende efter de to piger. *Skulle der så lidt til? Vil de nu være sammen med mig?* Han sendte et enkelt tøvende blik hen mod sig egen værelsesdør men huskede så, at han havde låst sig ude, før han igen vendte opmærksomheden mod pigerne længere nede ad gangen. Små julelys glitrede i hans øjne, og hvis han ikke havde været i sin menneskeforklædning, ville han have logret (og sandsynligvis også savlet) overstadigt.
"Hey, vent på mig!" Han satte i løb og indhentede dem hurtigt. "Hogosha Yomi til de damers tjeneste. Hvem er i? Jeg mener, hvad hedder i? I går da her på skolen, ikke? Jeg går i 1.c, hvad med jer? Måske kunne vi lave noget efter skole en dag? Har i været nede ved stranden? Der er en helt fantastisk udsigt, men det er ret besværligt, at komme derned. Eller måske kunne jeg få jeres telefonnumre, så vi kunne ringe sammen? Det er altså ret vildt at møde jer to her! Jeg troede, at jeg skulle blive siddende udenfor min dør i al evighed! - Jeg har låst mig ude, forstås. Det er ikke noget jeg plejer at gøre, det var ligesom bare et uheld! Jeg var helt nede, da du kom forbi fordi jeg havde lånt nogle cd'er af en ven, og så kunne jeg ikke få fat på min afspiller. Altså fordi jeg havde låst mig ude. Hører i musik?"
Yomi afbrød strømmen af spørgsmål for at trække vejret, mens han interesseret studerede Moriahs blondetrusser. Han tog sig i det og rettede i stedet blikket mod hendes nakke.

[moriah]

Mori vendte hovedet og stak hendes egen hånd i Ami's ligesom for at sikre sig at ami hun fulgte med hende og var sikker, sådan var hun altid.
Hun kiggede på vufferen og nåede lige at se ham løfte blikket fra ja hendes underklæder, og hun løftede et øjenbryn imod ham, som for at spørge om han så noget han kunne lide, før hun roligt tog sig tid til at svarer på hans spørgsmål.
For han snakkede sku rimeligt meget den fidus, men han sagde jo egentligt også noget som gav mening, og det med cd'er lød jo meget morsomt, de kunne vel hører dem inde på hendes værelse.
Mori gav ham et smil før hun roligt og med hendes normale attitude der sagde at hun havde kontrol på det hele.
" Navnet her er Moriah Smith, men du kan altså bare sige Mori, det gør alle andre alligevel og jeg går i 1.b, og selvfølgeligt går vi her på skolen, ville vi ellers befinde os i elevernes kvarter, når man tænker på at der kun går en bus væk herfra om måneden, det er da et lidt langt besøg synes du ikke?"
Okay hun overfusede ham, men det havde sku da også været et mega dumt spørgsmål, så han fortjente den slags svar, men for ikke at være for ond imod ham forsatte hun med at snakke.
" Så vidt jeg ved er det forbudt at være ved stranden, men jeg kan tage fejl, men jeg har været ved klipperne, jeg synes som udgangspunkt rigtigt godt om vand, og når vi bor i nærheden af hinanden er det at ringe sammen nok lidt dumt, men at skrive over mobil er jeg med på.
Og så må du vel kontakte en lærer siden du har låst dig ude, men hvis du har cd'erne på dig så kan du hører dem på mit værelse har en cd afspiller, og ja jeg hører musik jeg elsker musik, det er en utrolig måde at udtrykke følelser samt stemninger.
Hvilke musik hører du?
For jeg hører alt, ligefra mozart til metallica."
Mori var ikke sikker på om hun sagde det på den rigtigt måde, for hun gik bare videre ned af gangen, med vej imod hendes værelse.
((tråden skifter til Moriahs værelse.))