En tid med andre..

[purple2]

Pep havde sidet mere eller mindre stille i en af de store læsestole i et par timer. Hun sad stadig i skræderstilling med en bog i hånden, en stilling hun havde sidet i en halvtimes tid efter hånden, og hun begyndte snart at blive træt af at side stille. Hun sukkede for sig selv, før hun igen skiftede stilling. Denne gang med hovedet hængende nedaf ud oversædekanten af stolen og med benene op af ryglænet, så fødderne var på bagsiden af stolen. Hun holdt bogen op for sig så den vente rigtig for hende, og begyndte at læse. Men kun ganske kort. Et par linier, så kunne hun ikke mere, og lagde bogen med ryggen opad på sin mave, og med sine hænder afslappet foldet oven på den. Hun havde skoleuniform på, lige præcis som man skulle. En par sorte bukser med pæne folder, der selvfølgelig ikke foldede så pænt mere på grund af hendes skiftende stillingen grundet manglende koncenteration, en hvid skjorte der var nede i bukserne, nået den stadig var selv efter så lang tid, og et skolepigeslips pænt bundet som det skulle. Det lå til den ene side af hendes hals og hendes hår der var bundet løst som sædvandeligt, hang sjovt på grund af tyngdekraften. Hendes nysgerrige brune øjne holdt øje med de andre elever i fællessalen uden at tage kontakt på nogen måde.

[Rastzar]

Alice havde godt bemærket den urolige pige ud af øjenkrogen, men da hun ikke var noget større irritations moment så havde Alice ikke tænkt sig at gøre noget ved det.
Egentligt havde de gruppe arbejde og de skulle diskutere den læste tekst i grupper, men Alice deltog ikke rigtigt, af flere grunde, ét så kunne hun teksten udenad og havde allerede analyseret den i hovedet, og intet af det de andre kom frem til passede ind i den analyse hun mente var rigtig, godt nok havde de nogle pointer, men deres analyse var overfladisk hvor hendes gik langt mere i dybten. For det andet så havde Alice et større problem når det galt diskutions opgaver, hun kune af gode grunde ikke få et ord inført, og det at bruge seddeler virkede sjældent i en diskution, derfor havde alice forsøgt at bruge tiden på at tegne den anden pige, det blev dog mislykkedes da denne skiftede position, og Alice blev nødt til at bruge hukommelsen til at tegne det, det var altid Sjovere at tegne direkte, men sådan var det nu engang.
Pigen lod til at opgive sin bog og kiggede i stedet rundt. Alice valgte at opgive sin gruppe og fæstnede i stedet sine øj ne på pigen i håb om at skabe kontakt.

[Yoichi]

Yoichi lukkede døren ind til lærer værelset og satte kursen ned imod fællessalen. Han havde sat sin klasse til at lave selvstændigt arbejde omkring, hvad de kunne bruge pytagoras til i menneskeverdnen, og de skulle først fremlægge deres resultater om en time. Han var meget sikker på at hans elever arbejde flittigt, fordi hver gang var deres oplæg interssante og lærerige. Med øvet hånd, begyndte han at åbne sin skjorte, som han bevægede sig ned af trapperne.
Yoichi ville nok luske ned i fællessalen og se lidt på de andre elever. En hobby han altid havde haft. Nolge gange kunne man endda gætte hvilket monster de var, ud fra hvordan de opførte sig. Det var især let med troledene, da de nærmest altid skulle blære sig med deres styrke.
Med et lille smil på læben, satte Yoichi sig i en stol vedsiden af en kvindelig elev, der åbentbart skulle læse en bog. Han havde alridg haft problemer med at sætte sig vedsiden af folk, tit indledte han også en samtale med dem (eller let flirt hvis det var det de lagde op til), hvis stemningen var der. Lige nu gjorde han dog ikke noget, det var altid bedst liiige at give eleverne lidt tid til at vænne sig til, at læreren ikke bed dem. Hans øjne begyndte at vandre, og de faldt på en førsteårs elev med et meget søgende blik. Ganske nuttet ung pige.

[purple2]

Da hendes blik for anden gang nåede en pige der sad med noget der kunne være tegnepapir, stoppede hun op i sin spionate og lod hendes blik blive fanget af pigens. Hun lagde hovedet en smugle på skrå og smilte stort til hende. Hendes øjne kiggede spørgene på hende, prøvede at spørge hende om hvad hun lavede. hendes fødder vippede uroligt, mens to af hendes fingre roligt slog sig mod bogens ryg. hun tænkte ikke yderligere over om der var nogen der satte sig i stolen ved siden af hende, da hun, lige i øjeblikket, konsenterede sig om pigen der tilsyneladende sad i en gruppe af elever der havde gang i en højtrøstet diskussion, hvilket de havde haft i et stykke tid efter hånden. Vist nok noget med en bog af en art. Det var vust dyb enighed om nogle om temaerne i bogen, men det var alt sammen noget der gik ind af det ene øre og ud af det andet øre. Hun pustede kærligt et par løse hår væk fra sine øjne så de kom til at stikke lodret ud i loften, hvilket hun naturligvis ikke kunne mærke eller se, så de fik lov til at se og vippe livligt hver gang hun bevægede sit hoved en lille smugle, nået hun gjorde den del, selv om hun ikke bevægede det vildt meget, bevægede det sig stadig lidt.

[Rastzar]

Alice kunne ikke lade være med at smile igen da den anden pige smilte til hende, det var altid rart med sådan en reaktion frem får en 'hvad glor du på' reaktion.
Alice overvejede et kort øjeblik at rejse sig fra bordet og gå over til den anden elev, i hvert indtil der kom en lærer og satte sig. Det kunne godt være at de andre i gruppen ikke ville bemærke at hun smuttede, men læreren ville uden tvivl bemærke en elev der smuttede fra gruppen for at hyggesnakke med en fra en anden klasse.
Alice kiggede nervøst hen mod læreren og sukkede lydløst, hun gad virkeligt ikke sidde her og spilde sin tid med de andre, og hun kunne sikkert forklare det til ham, hun havde vidst haft ham før så han kendte sikkert hendes problem, og hvis ike så kunne hun altid benytte det som en undskyldning.
Hastigt tog alice et stykke papir og foldede det til en lille fugl, før hun skubbede stolen bagud og gik over til den anden elev og rakte hende en seddel hvorpå der stod: "HEj, Alice Gazer - Stum, rart at møde dig" Alice gav hende et lille smil og håbede at pigen ville tage lige så let på det som hun selv gjorde idag.

[Yoichi]

Yoichi så rundt i lokalet, grupper af elever spredt rundt i hele rummet. De lavede ikke specielt meget, og det var netop af den grund, han havde stillet en stol for døren til det klasse værelse hans elever befandt sig i. De kunne få lov til at gå, når han kom og fjernede stolen. Og hvis stol eller dør var fjernet, røg hele klassens karakterer en ned. Hårdt men effektivt.
Hans øjne faldt på den anden pige, der nu havde rejst sig. Hun så noget bekendt ud, men han havde fået så mange elever, at han ikke kunne holde styr på dem alle endnu. Eftertænksomt roede han sin hjerne igennem, for at huske pigen igen. Han var helt ligeglad med at hun sikkert havede time nu, det var de andre lærers ansvar at tage sig af, at de lavede noget. Det gad han ikke blande sig i. Der var også nogen der blev super fornærmede over at han rettede på deres undervisnings metoder. De måtte selv om, om de nægtede at lære deres elever noget ordentligt på en måde de kunne huske.
Nå væk med de bitre tanker omkring inkompetente kollegaer.
Yoichi så istedet på den ene pige, der lige netop havde rakt den anden et papir. Han kom i tanke om en samtale fra lærerværlset (da hab var blevet nødt til at hente kaffe der oppe, ellers undgik han det så godt han kunne). Det var hende den utroligt kloge pige, der også var stum. Tragisk skæbne for en der er så intellegent. Yoichi kunne ikke lade vær med at holde øje med de to piger i det skjulte. Han havde altid tænkt på, hvordan hun klarede sit sociale liv, når hun ikke kunne snakke som de andre elever.

[purple2]

Da Pep fil overrakt papiret af den anden pige, tog hun imod det og vente det om så hun kunne læse det. Så løftede hun sig op, drejede en halv omgang, og kiggede på pigen igen, nu sidende i en stilling hvor hun sad på sine egne ben, men den før åbne bog nede mellem hendes ene lår og stolen, og med rank ryg. Hun rakte pigen sig hånd med et stort imødekomne smil.
"Jeg hedder Elisabeth Pepper. Hvis du npgen sinde for brug for at kalde mig noget, så bare kald mig Pep, det gør de fleste alligevel. Skal du ikke hjælpe din gruppe? Eller er de for ivrige til at vente på at du skriver noget til dem? Det kunne jeg sagtens forestille mig, de ser noget ivrige ud."
Hun kiggede ud ved siden af Alice over på den gruppe hun havde forladt som stadig var i gang med deres hæftige debat. Så kiggede hun tilbage på Alice igen.
"Hvad er det egentlig i skal debatere?"
Pep var en der snakkede e del, stilte en masse spørgsmål som hun mere eller mindre selv svarede på, og så en gang i mellem kom i tanke om at en samtale skulle virke begge veje. Hun kom i tanke om at hun lige før havde set en lærer komme ind i lokalet, og kiggede i hans retning med et stort smil før hun igen så på Alice. Hun kunne genkende ham som Yoichi. Han var ikke en af de lærer man skulle lade som om man lavede noge overfor, det hjalp ikke. Hvis han ville have man skulle lave noget så kunne man ikke nare ham ved at tage en bog foran hovedet og lade som om man snakkede om den. Desuden havde hun fri time, men det havde Alice vist ikke. Når, hvis han kom over ville han da være velkommen. Han var en af de få lærer på skolen hun ikke havde noget imod at snakke om, dte var som om han forstod dte at være ung lidt bedre end de kedelige gamle lærer der ellers var på skolen.

[Rastzar]

Alice kunne ikke lade være med at smile over den anden piges konstante ordstrøm. hun kunne aldrig rigtigt finde ud af hvad hun synes om sådanne mennesker, for de irriterrede hende med deres ordstrøm, men glædede hende med deres energi, alt i alt havde hun et ambivalent forhold til dem.
Alice forsøgte ikke at skrive noget ned før pigen, pep, var færdig med at snakke, det ville være nyttesløst, desuden havde hun travlt med at indprinte sig pigens ansigt så hun kunne tegne det senere, mest for at underholde sig selv, men også grundet udfordringen.
Pigen tav og Alice genkaldte sig lyn hurtigt spørgsmålet, hun kunne høre efter selvom hun ikke tænkte over hvad der blev sagt, det galt bare om at fange det inden det røg ud af kort tids hukommelsen.
Da hun havde fået spørgsmålet på plads fandt hun sin lille blok frem og skriblede ned på den: "Vi skulle analysere en novelle og diskutere de etiske spørgsmål den rejste i modstrid til personernes egentlige lykke... Og ganske rigtigt kan jeg ikke følge med når snakken går. Det gør dog ikke så meget, jeg klarer mig nok" Hvorefter hun gav sedlen fra sig.

[Yoichi]

Yoichi smilede en smule over Pep's store talestrøm. Det virkede ironisk at lige netop de to piger fandt hinanden. Den pige der ikke kunne meddele sig verbalt, og en pige der tydelig vis gjorde det meget, endda mere en det var nødvændigt for hende. Det var virkelig to modsætninger det mødtes. Også når man så på deres udseende, men begge var de dog meget smukke.
Han var glad for at han kunne sidde og overhøre den ene piges tale strøm, da det jo nok ikke helt kunne kvalificeres som en samtale. Pep virkede meget rolig omkring ham, hvilket ham virkelig var glad for. Han haede de andre lærer, hvis nærver nærmest stressede eleverne. Det var meningen at de skulle være en form for støtte for eleverne, i deres rejse i de forskellige faglige dicipliner, derfor ville det jo ikke hjælpe at en lærer virkede som en stressmoment i elevernes øjne.
Yoichi så sig lidt omkring. Mange af eleverne var begyndt at trække hen imod udgangen, det var sikkert meningen at de skulle tilbage til timen, efter et fastsat tidspunkt.
Han vendte tilbage til at se på de to pigers kommunikation. Det var faktisk interssant at se på, men han sørgede self for ikke at sidde og glo uhæmmet. Han skævede mere til dem en gang imellem. En adfærds terapeut ville sikkert være begejstret over Alice og Pep's måde at snakke sammen på. Selv synes han da også at det var rimelig interssant.

[purple2]

"Hvor spændende."
Da hun læste det hoppede hun ligefrem en gang i stolen, inden hun så op på Alice igen. Hun begyndte at tale samtidigt med at hun rakte papirlappen tilbage til hende igen.
"jeg laver noget så kedeligt som at læse en roman for at øve mit engelsk. Jeg siger dig, det er en k-e-d-e-l-i-g roman. Jeg mener, hvordan kan man blive ved med at gentage sig selv på en ny måde? Han bruger jeg ved ikke hvor mange sider på at sige det samme om og om igen! Det er døden! Og så skal vi garanteret skrive en eller anden dødsyg stil om det bag efter, som om det gjorde det bedre, men det er vel meget godt som øvelse i at læse, jeg mener, man skal jo lære det. At vores lære ikke havde kunne finde en mere spændende bog til os er ubegribeligt, men det er vel det store spørgsmål om hvorfor folk bliver lære. Nogen gør det for hævnens skyld andre for de lange sommer ferie, men jeg er overbevist om at der ikke kan være andre grunde end det. Hvad mener du? Tror du at der er lære som rent faktisk underviser fordi de godt kan lide børnene, eller sådan noget..?"
hun rettede lidt på sin stilling mens hun med forventningsfulde øjne ventede på alices velovervejede svar. Når man skulle skrive alting ned, måtte det jo være velovervejet, ellers ville man da få skrivekrampe.