Pestilens

[Rastzar]

"Hvorfor skulle det jeg siger nu være mindre sandt end det jeg sagde før Yomi-chan? Yoichi er en player og det ved du også godt hvis du bare ville kigge om bag det slør af illusioner du har skabt et øjeblik og så sandheden... Og helt ærligt, hvis du var rektor og en af dem du havde ansat gennemknaldede samptlige elever i sin klasse ville du så ikke reagere på en tilsvarende måde? Det er simpel Logik Yomi-chan og når du engang finder ud af det så vil du se at jeg taler sandt..." Stødte hun lynhurtiogt igen, dog i samme hånlige tonefald som hun altid havde.
Nirami havde det underligt, hans ord havde ramt hende på en eller anden underlig måde som hun ikke forstod. Hendes Race havde ikke brug for kærlighed og omsorg, så meget vidste hun, og så ramte han alligevel, det var irriterrende og han skulle pilles ned for det.
"Jeg ødelægger ikke andres liv Yomi-chan, det klarer folk så udemærket selv, jeg fortæller dem bare sandheden og hjælper dem til at indse hvad det er for et ynkeligt liv de lever... " Hun løftede hovedet let og så nedladende på ham, han skulle ikke have lov at slå igen.
"JEg kan lige se det for mig, den dag hvor du indser at Jeg havde ret og falder grædende sammen gennem dine illusioner. Den dag du går ind i et rum og finder yoichi i færd med at knalde en anden person, den dag han finder et nyt hul at duske i stedet for din sørgelige eksistens, den dag du endelig indser at han ikke er andet end en tyr der knalder hvad end han kan komme til, og så står du der med din ynkelige forelskelse og hvad har du så? Så ville du ønske at du havde lyttet til Uttoushii-san og var gået til rektor med den lille affære i har..." Hendes mugne grimasse blev langsomt til et lille ondsindet smil mens auraen hamrede ned og angreb den irriterrende dreng.

[Yomi]

Yomi, der stadig klamrede sig til bogreolen, var blevet temmelig rød i kinderne, både pga. de hårde ord om Yoichi, som påvirkede ham mere, end han ville indrømme, og den ulmende vrede, der var begyndt at samle sig et sted i hans bevidsthed. Mens Nirami talte var Yomis øjne blevet røde, ildrøde, og han trak vejret i hurtige stød. Hendes aura havde måske nok et fast greb om hans hjerte, men hans overlevelsesinstinkt skreg til ham, at han måtte slå igen, hvis han ikke kunne slippe væk på anden måde.
"Og hvad så, hvis han gør?!" Yomi burde nok have dæmpet stemmen, men lige nu havde han andet at tænke på. Ingen kunne vel være så ondsindede at.. Nej, der var vel ikke andre, der kunne være lige så nederdrægtige som Nirami. "Men han ville i hvert fald aldrig knalde dig!!" Yomi sendte ubevidst en lille energiladning gennem luften, der antændte en flig af Niramis kjole. Det var en meget lille gnist, der let kunne slukkes, men det ville nok være smart at gøre det, før Yomi fandt på at udnytte ilden til et voldsommere angreb. Lige nu stod han bare og så overrasket på den lille flamme, der var ved at lave en grim plet på miniskørtet.

[Rastzar]

Drengen var tydeligvis meget mere ustabil end Nirami først havde troet, det tydede hans ringe kontrol over sin menneskeskikkelse og hans pludselige vredesudbrud kraftigt på.
Han tændte ild til hendes kjole, han havde rent faktisk angrebet hende hvilket betød at han lige havde stilt sig i en langt værre situation end den han havde været i før.
Nirami rystede på hovedet og bankede lidt på låret til flammen gim ud. Den havde brændt hendes ben lidt kunne hun mærke, men det var ingenting hun ikke kunne klare, faktisk valgte hun at kanalisere smerten ind i sine ord da hun angreb tilbage mod den ynkelige dreng: "Hør lige dig selv, så patetisk du er, selvfølgelig vil Yoichi aldrig knalde mig, han ville ikke få lov, for i modsætning til dig er jeg ikke en billig narrefisse han kan komme til når han trænger til at få pikken slikket! I modsætning til dig ville jeg aldrig være stolt over at være blevet udnyttet bog knaldet, manipuleret ind i en forelskelse der tydeligvis kun går en vej og derefter smidt på gaden som en herreløs hvalp der kun kunne bruges til et enkelt knald!" Nirami tog en indånding, hun havde ubevidst ladet sin aura smælde som en pisk ved hvert ord og det havde alligevel anstrengt hende lidt at bruge den på en sådan uvandt måde.
"Du er ynkelig sådan som du falder sammen og endda er stolt over at du har været et engangsknald... hah! Du skal være lykkelig hvis han overhovedet noterer det nogle steder overhovedet... Fatter du det ikke? Du er et knald der skal til for at nydes, bagefter kunne du lige så godt hoppe ud fra en klippe, det ville fktisk gøre verden en tjeneste..." Endnu en gang holdt hun en pause før hun afsluttede sin talestrøm med en grimasse der viste præcis hvor meget hun afskyede ham: "Sådan nogle som dig der ikke kan forstå hvornår de bliver udnyttet og som desperat holder fast i deres egne illusioner... Bare synet af dig gør mig kvalm... jeg glæder mig til den dag Yoichi selv fortæller dig at han ikke længere har brug for din lille røv mere, jeg skal nok heppe på dig, hele vejen ned ad klippen , lige indtil det siger knæk, så kan jeg gå hjem og finde den næste person Yoichi har haft pikken godt oppe i!"

[Yomi]

*..nej...hold op..!* Den kulde, der strømmede ud fra Nirami var overvældende, og Yomi, der var blevet distraheret af at se på gnisten, blev nærmest ramt af en mental chokbølge, da hun igen langede ud efter ham. Han kunne mærke hvordan hans hoved begyndte at summe ubehageligt, som det altid gjorde, når stemmerne pressede sig på. *..nej, lad være med at sige sådan noget... jeg vil ikke.. igen...* Hans førte en skælvende hånd op til sin tinding, som for at skærme for syren i hendes ondskabsfulde ord, mens han koncentrerede al sin viljestyrke for at holde sig oprejst. Nirami havde allerede fået plantet en hel del lokkende idéer i hans underbevidsthed med hendes snak om klippefald, og han rystede voldsomt på hovedet for at ryste dem af sig.
"H-han ville aldrig bare smide mig væk på den måde..! Han bekymrer sig om mig..." *..gør han ikke?* Yomi så væk, usikker og ude af stand til at ignorere det faktum, at Nirami sikkert havde ret i de fleste af sine forudsigelser. "..hvorfor siger du overhovedet sådan noget?" Hans stemme var meget lille og tæt på at knække over, og de grå øjne flakkede uroligt frem og tilbage mellem hans fødder og den store bog, der stadig lå i stolen. Den tiltagende susen øgede hans kvalmefornemmelse, men lidt af hans fremfundne vrede brændte stadig og holdt tågen på afstand. "Hader du mig bare på grund af det med Yoichi?" Yomis hånd skælvede faretruende, som indikerede den hans vekslende mentale tilstand af dyb rædsel, vrede, selvhad, opgivelse og forvirring. "Hvad er det, du vil opnå?!"

[Rastzar]

Drengens ustabilitet var virkeligt noget for sig, det måtte Nirami erkende imens hun betragtede hvordan hendes ord ramte ham, han så ud som om han var ved at gå i panik eller noget lignende, og hvis han så tilfældigvis havde fået den idé at det ville være fint at løbe ud over klippen, tja så var det helt i orden med hende.
"Nu må du snart holde op, er der ingen ende for præcis hvor ynkelig du kan blive? Han bekymrer sig for mig, han elsker mig!" Nirami lod sin stemme blive utroligt høj og skinger idet hun sagde det sidste, hun lød, i hvert fald i sine egne ører, som en tumpet lille pige der ikke havde mere hjerne mellem ørerne end hun havde mellem benene.
"Jeg ved ikke hvor mange gange jeg skal sige det før det trænger forbi den grimme fugl på dit hovede og ind i knoden på dig, men jeg kan da godt gentage det en gang til, laaaaangsomt så du kan forstå det..." Nirami kom med et lille suk inden hun lod hånen hamre ned over drengen igen: "Du er et ynkeligt engangsknald som Yoichi har lokket ind i en forelskelse for at du er nemmere at komme i bukserne på... Ud over det så har dine latterlige følelser også den effekt at du aldrig nogensinde ville sladre, men i stedet bare finde dig i at blive knaldet og smidt væk, samlet op når han er trængende og så kylet væk som en brugt serviet der skulle tørre pikken af på ham... Du får ALDRIG noget ud af det her andet end at blive udnyttet, noget du åbenbart er dum nok til at være stolt over..." €Nirami var nådesløs i sine verbale angreb og tillod ikke et sekundt at noget afbrød hende.
Drengen havde spurgt til hendes intentioner, men det var et spørgsmål hun ikke kunne besvare, hvad skulle hun svare? At hun haglede ned på ham fordi hun havde lyst? Det ville nok ikke hjælpe på hendes troværdighed, så derfor lod hun være.

[Yomi]

Yomi sank sammen med ryggen op ad den bogreol, han havde hjælpeløst havde klamret sig til de sidte par minutter. Han havde virkelig kvalme, men det største ubehag var dog de tiltagende stemmer i hans hoved, der diskuterede frem og tilbage helt uafhængige af hans vilje. Yomi pressede et par fingre mod sin tinding for at aflede opmærksomheden fra de dystre tanker, der var begyndt at blomstre frem af stemmehavet, men det var ikke videre effektfuldt, og de blodige billeder tvang ham til at slå en hånd for munden, fordi han frygtede at han ville kaste op. *..nej, ikke igen... jeg vil ikke.. Gå væk! Forsvind!* Det var umuligt at overse, at han havde det dårligt. Hans øjne skinnede som i febervildelse, men han var ved fuld bevidsthed, selvom det krævede en del energi at overhøre stemmernes hidsige hvisken.
"..det er løgn..."
Yomi så ikke op på Nirami. Han havde rettet sin fulde opmærksomhed på den tykke bog, der lå i stolen. Et lille insekt, et møl måske, kravlede hen over bogryggen med høj fart. Den forcerede let en lille sprække i omslaget og fortsatte hen over bogens forside med de snørklede bogstaver.
"..er jeg ynkelig..?" Yomis stemme knækkede over, og et lille hulk afsluttede hans sætning for ham. Han løftede hånden op foran munden igen. Denne gang for at kvæle den gråd, der tydeligvis var på vej op gennem halsen. *Ja, jeg er ynkelig! Men det har ikke noget med Yoichi at gøre, der er ikke noget ynkeligt i at elske! Bare fordi hun aldrig har~* Han fik igen brækfornemmelser og kneb øjnene hårdt sammen. *Det her går ikke! Jeg må væk, før jeg bryder helt sammen, jeg kan ikke lade stemmerne få overtaget...* Han blinkede et par tårer væk fra øjenkrogen og forsøgte at få kontrol over sine ben.

[Rastzar]

På trods af at hun havde mobbet et utal af elever til at skifte skole og andre grumme ting havde Nirami aldrig set en sådan reaktion som den drengen foran hende havde, hvilket endnu en gang ledte hende til den tanke at han var psykisk ustabil, det var en unik oplevelse hun havde her, og hun nød den i fulde drag, det var som om hun kunne se ormen smelte foran sit blik, det gav hende et enormt sus på en måde hun aldrig havde følt før, og i Niramis sind var der ingen tvivl at når først hun havde fået Yomi til at tage sit eget liv så ville hun finde endnu et offer som ham for at gentage succeen, hun skulle selvfølgelig først have afsluttet den her seance, og hun ville nyde det i fulde drag.
Drengen var nu så ynkelig at Nirami ikke engang gad værdige hans første udbrud med et svar, men det andet var et spørgsmål hun glædeligt ville besvare.
"Om du er ynkelig! HAH Du skulle prøve at se dig selv som du står der og falder fra hinanden fordi du simpelthen ikke kan kapere sandheden... Jeg er fristet til at sige at du er mere end ynkelig, men der findes vidst slet ikke noget ord stærkt nok til at beskrive den tilstand du befinder dig i...." Nirami Begyndte nu at bevæge sig langsomt mod Yomi, hendes aura mere tryggende grundet det sus hun følte og hun ville gerne helt tæt på når han brød sammen.
"Men ved du hvad jeg synes du skulle? Jeg synes du skulle tage et smut ud forbi klipperne og gå en tur, og hvem ved, det blæser en hel del derude.... Alternativt har pedellen vidst en masse reb nede i kælderen...." Nirami stoppede op få skridt fra drenfgen mens hun afsluttede sin sætning.

[Yomi]

Yomi var begyndt at ryste, mens en stille gråd tvang ham til at gemme ansigtet i hænderne. Nirami, der nu også fysisk havde trængt ham op i en krog, udsendte voldsomme, negative frygtbølger, der på det nærmeste havde pulveriseret hans spinkle mur af selvkontrol, og havd fået ham til at opgive alt om at rejse sig op fo på den måd at slippe væk. "..nej..." Hans stemme var skinger og desperat, men der var ingen kraft bag, og hans fortvivlede udbrud blev ikke til meget andet end en hæs hvisken. Flere ubehagelige billeder var begyndt at dukke op i hans hoved, og til sin store skræk kunne han mærke, hvordan han var begyndt at acceptere stemmebruset, der med overbevisende, tilsmigrende men kolde stemmer diskuterede Niramis ondsskabsfulde råd med største interesse. "..lad mig være..." Enkelte tårer fandt vej ud mellem hans fingre. Sorte tårer, et sikkert tegn på, at hans mørke eyeliner ikke var helt så vandtæt, som pakningen havde lovet.
*Jeg vil ikke forsvinde! Jeg vil ikke! Hun skal ikke få lov til at slå mig ihjel!* Yomis krop rystede som i krampe, og han var meget tæt på endelig at kaste op, da Yoichis ansigt flimrede forbi hans indre blik i den tiltagende tåge. *Jeg har lovet ham ikke at forsvinde... Jeg bliver nødt til at.. men...* Niramis forfærdelige aura overvældede ham og lammede ham et øjeblik, mens stemmerne tog drastisk til i styrke, og hans hoved begyndte at svømme faretruende. *..nej... jeg kan ikke dø nu.. det var jo et løfte..! ..men... er det det, jeg vil..?* Yomi hulkede og flere våde dråber faldt fra hans hænder.

[Rastzar]

Nirami smilte glubskt mens hun så ned på den ynkelige skabning der hulkede foran hende, hvor var det dejligt at føe et sådant sus, havde hun vidst at hun kunne det havde hun ikke ventet og klaget over den her elendige skole så meget som et sekund, desværre var det nok et vanedannende sus, desværre for de andre elever.
"Det bedste af det hele.. Ved du hvad det er Hulkehovede? Det bedste af det hele er at der sikkert ikke ville være nogen som helst der ville reagere hvis du gjorde det, hvis du forsvandt fra den her verden, der var ingen der ville skænke dig en tanke eller gide at spide plads på at huske dig... Jeg er sikker på at Yoichi-senseis eneste ord ville være noget i stil af: "Det var ærgeligt, han var ellers et godt knald"... Blot endnu et hul der blev brugt hva, er det det du vil? Hvorfor gør du det ikke bare færdigt? Får det afsluttet? På den måde slipper jeg også for at se på dit grimme flæbende fjæs når du sidder der og forstår at det jeg siger passer... Du er patetisk Sagde nirami, mens hun borede og stak for at finde den sidste rest af selvkontrol således at hun kunne knuse drengen totalt.
Der var intet hun hellere ville lige nu end at se ham dø, helst gerne efter eget valg.

[Yomi]

*..nej, hold nu op..!* Yomi havde ikke kræfter til at modstå stemmerne længere, og med et sidste, fortvivlet mentalt nødråb lod han bølgen slå ind over sig med fuld kraft. Et virvar af forskellige følelser druknede hans bevidsthed, og det boblende selvhad tiltvang sig stille og roligt adgang til hans inderste uden af møde modstand. Tårerne stilnede langsomt af, og for en forbipasserende kunne det måske se ud som om, han endelig havde fået kontrol over sig selv. Hans hænder rystede stadig, men da han løftede hovedet, var hans øjne skarpe og afklarede. En kold ro havde indfundet sig sammen med de altoverdøvende stemmer, og han havde det som om en tyk kappe havde indkapslet hans hjerte og nu forgæves forsøgte at redde det fra hans eget ubegrundede had. "Du er ikke værd at lytte til, heks." Gråden var også blevet fortrængt fra hans stemme, men hans ansigt bar tydeligt præg af hans vaklende mentale tilstand.
Han mødte Niramis stirrende blik uden at vakle og rejste sig op, så de stod mindre end en halv meter fra hinanden. "Mit liv er mit eget." Yomi løftede en rystende hånd for at slå hende, men droppede det, vendte sig og satte i løb. Hans hoved smertede, som havde nogen forsøgt at hamre sig igennem det, og hans synssans var voldsomt sløret, selvom hans øjne umiddelbart virkede klare. Den forfærdelige tåge havde lagt sig omkring ham, og han snerrede og råbte af et par tilfældige piger, der kom i vejen, da han flygtede mod bibliotekets udgang. Han var ikke klar over hvad han havde tænkt sig at gøre, men han vidste, at han i hvert fald ikke havde lyst til at blive ét sekundt mere i denne her latterlige verden!

//OUT

[Rastzar]

Drengen var tydeligvis komplet ustabil, endda i langt højere grad end Nirami havde troet og det overraskede hende faktisk da han begyndte at svare igen.
Drengen holdt op med at hulke og så Nirami i øjnene. Hun var doig stadigvæk overrasket, men formåede at holde sit sure fjæs og løfte et øjenbryn spørgende før knægtene stormede afsted.
Nirami så lidt efter ham, hvad filan var der lige sket?
Så kom hun i tanke om at han lige havde kaldt hende for heks! Godt nok var hun vandt til fornærmelser, men at blive sammenlignet med noget så ynkeligt som en heks var alligevel lidt for meget og hun satte i løb efter drengen, ingen skulle kalde hende en heks og slippe godt fra det, nirmi afskyede hekse.
Desuden ville hun gerne se om han begik selvmord.

//OUT~