Another useless try...

[purple]

"Har ingen andelse. Mine forældre delte aldrig deres privat liv med mig. Men du virke vandt til at vide den slags ting, så du kender vist godt selv svaret."
Meget pædagoisk sagt, og som hun havde sagt dette rejste hun sig roligt op som var samtalen nu slut, og hun fik det sidste ord. Hun bevægede sig mod vinduet hvor hun træt kastede et blik ud af det, sikker på at Nirami ikke kunne se hendes trætte hadefulde blik, der i øjeblikket var i gang med at kværke et træ, der dog i virkeligheden blev stående urørt. I hendes hoved havde træet været Nirami, og alt hva der nu var tilbage var et hul i jorden hvor det havde stået. Roligt vente hun sig om mod tavlen med en ligeglad mine, og bevæged sig med rolige skridt op mod pgaverne, der lå i en bunke på bordet, med undtagelse af den ene ophave hun havde haft kigget ganske kort på. Hver gang hun tog et skridt, lod hun sine tær kalalysere noget af frygten, der sad som en lag af slim omkring hende, ud i hendes sko. Nogen der ikke engang kunne ses på gang, men som hjalp med at kunne ignorere frygten.

[Rastzar]

"Verden er et åbent skue Barbie, jeg ser bare, og det jeg ser giver mig kvalme..." Samtidigt med at hun sagde det stirrede hun intenst på barbiedukkens ryg og ønskede at denne skulle smelte som en rigtig barbie dukke ville gøre under de rette omstændigheder.
Dukken gik op til bordet og forsøgte åbenlyst at lade som om samtalen var forbi, men det var bestemt ikke hvad Nirami havde i tankerne, dukken havde selv sat sig på listen og nu skulle den pilles ned, smletes og brændes til den kun var en bævrende klat plastik.
Nirami rejste sig pludseligt og gik med rolige, dog tunge skridt op mod kateteret.
For hvert skridt sendte hun en bølge af frygt mod lærerinden, og til sidst da hun stod foran kateteret havde hun nået maksimum for hvad hun kunne udsende og stadigvæk beholde sin menneskikkelse.
Nirami Placerede hænderne på kateteret og stirrede intenst, dog legende ned på Dukken før hun sagde: "Hvordan tror du egentligt at rektor vil reagere når jeg kommer med alle de smukke underskrifter fra alle de handyr du har haft gang i barbie? Hvis det var mig ville jeg smide dig ud og sørge for at sende et brev rundt til samptlige skoler i verden for at advare dem, og hvem ved, måske er der mere end normal charme med i spil den her gang..." Den unge pige formåede på en gang at skule sit dræberblik og samtidigt at komme med et lille smil der virkede som var det ren ondskab.

[purple]

For hvert skridt Nirami tog, kunne Eleanor mærke hvordan frygten tiltog og maste sig på. Gjorde sig umulig at over se og umulig at undgå. Hendes hårrøder i hårbunden rejste sig som ved et kuldegys, og hun kunne mærke hvordan de fortsatte ned over hendes ene kind og ned af hendes hals. Hvordan det spredte sig og fik samtlige hår til at rejse sig. Som Nirami tog sit sidste skridt og nu stod foran kateteret var Eleanor nød til at give efter for følesen, der løb hende koldt ned af ryggen, og en uhæmmet rysten udviklede sig i hendes krop, dækkede den hele og forsvandt så igen da den havde rystet det hele af.
"Jeg tror nu mere han vil være optaget af alle de klager han vil få for lærestablen, fordi du, lille Nirami, ikke følger de regler der er her på skolen. At skulle opføre sig som et menneske, og derved ikke benytte sig af sine mere unormale evner. Og selv om du tydeligt ikke tror at jeg kan kontrolere mine, kan jeg forsikre dig om at jeg er mere en kvalificeret til mit arbejde, og at mine kvalificationer ikke ligger i mit skjulte, men i de menneskelige egenskaber som jeg taget til mig i årenes løb, for at kunne passe ind i verden der ikke lader monstre gå frit rundt. Men når jeg fremlægger din sag for ham, skal jeg huske at nævne at du dog trods alt stadig holder dit menneskelige udseende.."
Dette blev sagt så roligt, at de kunne havde snakket om vejret. Intet antydede i hendes stemme eller hendes blik, at hun inden i kunne mærke endnu en ryste tur nærme sig overfladen og at hun inderst inde brændte efter at udryde Nirami fra jordens overflade, så hun var overstået en gang for alle. I stedte ligned ehun blot en almindelig lære, der sad og forklarede sin elev hvordan tingene hang sammen i et ganske almindeligt emne.

[Rastzar]

Niramis smil blev en smule bredere da hun så at dukken rystede en smule, det lod til at hendes aura endelig havde fået den ønskede effekt.
Desværre var dukken præcis som en dukke og viste blot sit grimme dukkefjæs i stedet for at give til kende at hun rent faktisk var bange, det irriterrede Nirami grænseløst.
"Jeg ved ikke hvor kvalificeret du tror du er putte, men jeg kan fortælle dig atjeg har brugt de første femten år af mit liv i menneskenes verden, og jeg kan forsikre dig om at min opførsel bestemt ikke har ændret sig, altså falder din teori om at jeg ikke kan begå mig i de afskums verden til jorden lige så hurtigt som dit undertøj hvis der er en mand til stede" Erklærede Nirami hånligt som om læreren var en total sinke og faktisk ikke havde mere hjerne end en barbie dukke.

[purple]

Eleanor smilte selvsikkert, mens hendes ben under bordet svagt rystede, uden at efterlade noget tegn på resten af hendes krop.
"Nej virkelig. Hele fem år af dit liv?"
Hun sagde det som var hun virkelig overrasket over at Nirami havde levet fem år blandt mennesker. For hende var fem år igen ting, og det lagde hun heller ikke ksjul på.
"Jamen så har du jo ingen problemer, hvorfor går du ikke bare ud af skolen med det samme? Du ved jo alt hvad der at vide allerede."
Sarkasmen i hendes stemme var ikke til at tage fejl af og hendes ansigt fortalte tydeligt hvordan hun med glæde ville sørge for at Nirami aldrig kom tilbage på skolens grund igen. Ikke fordi hun regnede med at Nirami ville forlade skolen, hun havde jo her fået en lejelighed til at kunne pine og plage folk, der ikke kunne stikke af fra hende, fordi de var nød til at blive på skolen og modtage undervisning. Eller give undervisning for den sags skyld.

[Rastzar]

Nirami Skulede idt til læreren før hun sukkede opgivende og rettede på hende: "Jeg tror du trænger til at få renset dine ører for overskydende sæd lille barbie, jeg sagde FEMTEN ikke FEM, der er en forskel, men nu regner jeg nu heller ikke med at du har brug for at kunne meget matematik sådan som du er kommet til dit job" Hendes tonefald var som talte hun til end er rent faktisk var fem, en på fem der havde nogle ret voksne tendenser.
"Og helt ærligt så kan jeg faktisk ikke se nogen anden grund til at være her end for underholdningen, der er ingen af jer såkaldte undervisere der har formået at lære mig noget jeg ikke vidste i forvejen, niveauet på den her instutition er fuldkommen latterligt, jeg er faktisk sikker på at jeg personligt ville kunne gøre det bedre end mange af de lærere vi har... Og eleverne er absolut det mest patetiske jeg nogensinde har været så uheldig at møde, jeg afskyer det her sted..." Nirami indså at hun havde gang i en alt for lang talestrøm og tav før hun sagde: "Men jeg må hellere tie stille så din barbie hjerne kan kapere hvad jeg siger inden jeg går videre..."

[purple]

Eleanor havde sat sig i en yderst læreagtig stilling bag ved kateteret, mens hun hørte på Niramis tale. Et sted begyndte hun at åbne op, for bag ved alle fornærmelserne begyndte hun at fortælle om hendes meninger om skolen, og Eleanor anede en hvis form for frustration i hendes stemme, om den så var der eller ej var ikke til at vide, men det var som havde hun åbnet op, og nu opdagede sin fejl og derfor kom med enndu en fornærmelse.
"Nej du skal skam ikke tage hensyn til mig, Nirami. Men hvis du ikke kan klare at sige så meget om dig selv på en gang, så brug endelig mig som din undskyldning til at holde op igen. Dem der ikke kan klare at tale om sig selv, må jo snakke om andre i stedet, så føl dig endelig fri til at tale om andre."
Hun så hverken Nirami som en trusel eller som et modent individ. Hun så hende som et lille barn der ikke kunne klare at høre andre end sig selv snakke, og da hun ikke kunne klare at tale om sig selv, så derfor i stedet snakkede om andre. At denne lille pige så ikke lige vidste hvad hun skulle snakke om andre om, andet end at fornærme dem altså, var så selvfølgelig en fejl i hendes opvækst, men det kunne hun naturligvis ikke udtale sig om. Det enesteh un kunne udtale sig om var at hun var begyndt at høre halvt efter. Nirami var uinteressant og ligegyldig, at man blev ved med at give hende eftersidninger var vel bare fordi lærerne var blevet magtestløse og derfor var nød til at gøre noget, for at vise at det var dem der bestemte.