|
Post by Rastzar on Apr 13, 2009 19:05:30 GMT 1
Hvorfor blev de dog ved med at prøve? Nirami sad og rystede let på hovedet mens hun ventede på at lærerinden kom tilbage. Det undrede hende at de blev ved med at prøve at få hende på 'rette spor' ved at straffe hende med eftersidninger. Det eneste de opnåede var at irriterre hende ved at spilde hendes dyrebare tid, det irriterrede ikke med anmærkninger og dårlige karakterer, det eneste der gik hende på var at hun ikke kunne sidde og lave absolut ingenting på sit værelse i stedet for at sidde her. Under alle omstændigheder så havde hun for en gang skyld valgt at møde op til eftersidning, den lille mugne mund sad som altid tippet lidt til siden. Armene var krydsede trodsigt og foden vippede utålmodigt, men det mest markante ved hende var uden tvivl hendes øjne der lod til at forsøge at tænde ild til tavlen med et djævelsk skul. Ud over det var der en aura af utryghed omkring hende der fik de små hår til at rejse sig.
|
|
|
Post by purple on Apr 13, 2009 19:17:06 GMT 1
Elanor havde sidet og slappet af nede på læreværelset da en anden lære kom ind og smækkede døren bag sig. Han skulle have eftersidningsvagten i dag og han lignede mildest talt en der havde set et spørgelse. Et blodtørstigt spøgelse der var ude efter hævn. En mærkelig klaprende lyd havde fulgt efter ham og det var egentlig først da hun så hans ben, der rystede af skræk, at det gik op for hende at det var hans tænder. Stammende havde han talt om sin egen død, og Eleanor havde af godhed sagt at hun nok sklle tage hans vagt. Hun havde været i godt humør, lige indtil det gik op for hende at det var fordi Nirami sad i værelset, at den mandlige lærer var blevet så bange. Med en stak opgaver under armen bevægede hun sig småtræt mod klasseværelset som blev brugt til eftersidninger. Da hun nåede værelset åbnede hun ligeglad døren og lukkede den roligt bag sig mens hun gik mod kateteret der stod foran tavlen, uden at se rundt i klasseværelset. Ved kateteret lagde hun sin kuglepin og opgaverne, før hun vente sig om og så på Niami, der så ud som hun plejede. Hvor var hun glad for at denne elev ikke var hendes ansvar, hun havde hende kun til idræt, og det var mere end nok til hende. Hendes blik kiggede ligegyldigt på Nirami. Hun var der af én grund, hun havde fået lovet at hun skulle tage vagten og nu skulle den bare overståes. Chancerne for at Nirame ville havde dukket op var små og nu hvor hun alligevel var der var chanerne for at hun ville bedre af det ikke særlig store. En håbløs elev, og hvorfor hun stadig var på skolen, eller hvorfor hun overhoved var der, havde hun ingen andelse om.
|
|
|
Post by Rastzar on Apr 13, 2009 19:31:42 GMT 1
Nirami skulede til døren da den gik op, så kom der rent faktisk en lærer, det var ellers ikke altid de gad dukke op når først de fik at vide at hun havde eftersidning den pågældende dag. Nirami var stort set ligeglad, det var ikke fordi læreren interesserede hende, men det var altid rart at vide hvad hun havde med at gøre når nu hun alligevel skulle spilde flere timer af sit liv i nærheden af personen. Åh det er barbie... tænkte Nirami da hun så lærerinden træde ind ad døren, barbie var bestemt ikke en af hendes favoritter, hun knækkede ikke lige så nemt som de andre, men på den anden side så havde hun lidt af et omdømme der kunne udnyttes. Barbiedukken havde sat sig godt til rette, og Nirami besluttede at det var på tide at gøre opmærksom på sig selv, hun rømmede sig svagt og sagde: "Nåh så kom der faktisk nogen... Jeg var ved at blive ensom... Men det er nok mere end du kan sige... Du har ellers noget af et rygte barbie, ved du godt det?" Hendes tonefald var fyldt med hån og afsky og man skulle bestemt ikke tro at hun snakkede til en lærer, men det gjorde hun nu engang, og barbie fik hele spanden oveni, den lille mugne mund, det hånlige tonefald, rynkende næse der viste afsky, dræberblikket der lod til at bore sig ned i uendeligheden, og sidst men ikke mindst, den ubehagelige følelse af snigende frygt der altid fulgtes med Nirami, der var ingen nåde.
|
|
|
Post by purple on Apr 13, 2009 19:42:03 GMT 1
Ingen reaktion. Eleanor havde mødtmonstre med Niramis personlig, de havde bare noget at have det i, så når en skolepige som med den slags udtagelser, kunne hun kun grine af det. Dette grin holdt hun dog for sig selv og hendes blik viste ingen ting andet end ligegyldighed. "Det er da rart at vide at man er berygtet." Hun tog en af opgaver op foran sig, så hun stadig kunne se Nirami over papirkanten, men hendes øjne hvilede kun på skriften på papiret. En af hendes klasse havde skulle forberede et opvarmingsprogram og havde i den forbindelse skulle redegøre hvorfor de havde valgt de øvelser de havde valgt. Ikke noget vigtigt, bare for at hun kunne se at de havde lyttet efter og gjort sig nogle overvejelser. Hun kastede et roligt blik op på Nirami, samtidigt med at hun løftede hovedet ganske svagt, og lod papiret falde ned foran sig, stadig med den ene hånd holdende fast i kanten af den. "Hvis du keder dig alt for meget kan jeg godt finde på noget du kan foretage dig imens du sider her." Hun var egentlig ligeglad med om Nirami sad og lavede ingen ting eller om hun lavede en opgave, men hun havde fået af vide ved en tidligere lejelighed, at dem der havde eftersidning skulle have muligheden, så hun gav hende den. Velvidende om at hvis hun sagde ja, ville hun bare ødelægge den fuldstændig på en eller anden kreativ måde men at det var højst sandsyneligt at hun ikke ville få et svar på det.
|
|
|
Post by Rastzar on Apr 13, 2009 19:50:12 GMT 1
Det var derfor hun hadede barbie, Barb ie lod sig ikke provokere lige så nemt som mange af de andre, hun sad simpelthen og så ud som om hun kedede sig. Nirami havde dog ikke givet op, det ville være for svagt hvis hun lod barbie vinde nu efter så kort en ordveksling, derfor fortsatte hun i det samme tonefald som hun plejede: "Åh ja... berygtet som den mest velvillige, promiskiøse lærerinde på hele skolen... Det var sikkert også derfor du kom for sent... hvad havde du travlt med en af dine kolleger? Eller måske var det Kosuke fra trejde, han har vidst et godt øje til dig, hvem ved, måske tog du et nærmere kig på hans nedre øje..." Hun tav lidt og håbede virkeligt at lærerinden havde hjerne nok til at forstå hvad det var hun sagde, hun fortsatte i hvert fald: "Ved du hvad, du har sikkert en hel masse du kan lære mig, men jeg ved nu ikke hvor meget lyst jeg har til at lære hvad end det er du slynger på bordet..." Sagde hun i samme nedladende tonefald mens hun krydsede armene og lagde fødderne på bordet.
|
|
|
Post by purple on Apr 13, 2009 19:58:56 GMT 1
Som beregnet, det eneste hun fik igen var en masse fornærmelse og denne gang skulle hun kæmpe med sig selv for ikke bare at fare i hovedet på hende, hun vidste jo at det var det eneste hun ønskede. At hun skulle bukke under så hun havde vundet, og at begyndte en kamp mod hende ville da helt sikkert være at bukke under. Efter en kort indvendig kamp, lænede hun sig roligt tilbage med hænderne mod bordkanten, stadig med papiret i den ene, og så blot neutralt på Nirami. "Jeg tror nu personligt at du ved noget mere om Kosukes tredje øje end jeg gør.." Det blev sagt konstaterende som om det var et faktum som alle da kendte til. Egentlig var det bare en måde ikke at komme til at sige noget dumt på, og det mindede hende meget om en samtale hun engang havde overværet hos to piger på første årgang, selv om de var noget mindre kontrolerede i deres ordvalg og kropssprog, men måden at fornærme hinanden på var da meget lig den som Nirami brugte, og som Eleanor nu også havde valgt. Egentlig følte hun at hun var faldet adskillige trin i modenhed, men måden hun sagde det på fik hende alligevel til at føle sig lære agtig, af en eller uforlarelig grund.
|
|
|
Post by Rastzar on Apr 13, 2009 20:08:11 GMT 1
Læreren var underligt stille i en tid og Nirami betragtede det som en lille midlertidig sejr, for hvis læreren tav så var det enten for at komme med et rapt svar eller for at holde styr på sig selv, og Nirami gættede på at BArbie her forsøgte at holde sig i skindet. "Ej barbie det var flot, kan du sige SPEJL... ej prøv med Loser!" Nirami holdt demonstrativt hånden op formet som et L foran panden inden hun fortsatte: "Jeg troede virkeligt at der var krævet et hvist modenhedsnivea af lærerstaben her på skolen... men selvfølgelig, Barbie her opfører sig jo som en lille teenage tøjte alligevel... hvad stod der helt nøjagtigt på dine ansættelsespapirer? Me do you long time, sucky sucky?" Spurgte hun og lagde en tyk accent på til det sidste således at hun rent faktisk lød, ikke blot som en luder men også lød lidt som lærerinden. Nirami lænte sig afslappet tilbage fortsat med krydsede øjne, så holdt hun hånden op til munden og kørte den frem og tilbage mens hun med tungen skabte illusionen af at noget aflangt og rundt blev skubbet ind i munden.
|
|
|
Post by purple on Apr 13, 2009 20:19:34 GMT 1
Eleanor smilte roligt, mens hun blev stående i samme afslappende stillng som før. "Nej det havde da været for nemt. I modsætning til dig kan jeg godt lige udfordring, og at spille en jeg ikke er, ville da være for nemt." Hun sagde det med en undertone der fortalte at hun blot så Niramis fremtoning som en face, en face der skjulte en lille umoden pige, selv om inderst inde ikke selv troede på dette. At Nirami blev ved med at kalde hende barbie var ireterrende og en lille stemme inde i hende kunne ikke lade hver med at lave planer om hvordan hun ville sætte hende på plads hvis hun var i monster form. Men om denne pige var monster eller mennesker, vidste hun ikke, hun var ikke hendes elev og havde derfor ikke læst hendes papire. Så hvis denne pige nu havde noget at have det i, ville det ikke være alt for godt hvis hun startede en kamp. Desuden var hun lære, og som lære skulle hun ikke gøre den slags ting, så den lille stemme forsvandt hurtigt igen, uden at den nogen sinde havde kunne ses på hendes ansigt, der stadig smilte som om hun vidste hun havde vundet over Nirami.
|
|
|
Post by Rastzar on Apr 13, 2009 21:03:37 GMT 1
"Det er da fint at barbie kan lide en udfordring, for hun er bestemt ikke nogen selv... og selvfølgelig spiller du ike lille ven, vi ved jo begge to godt at du er jordens største tøjte, ingen grund til at skjule det, det kunne jo være at du røg ned på kun ti fyre om dagen..." På trods af at lærerindens vedholdenhed irriterrede Nirami en del så holdt hun alligevel sit mugne ansigtsudtryk, som om en eller anden virkeligt havde pisset på den mad hun havde tænkt sig at spise, de flaskegrønne øjne skulede dog til Barbien uden at se bort, stirrekonkurrencer var nemt for Nirami, men det var ikke det hun prøvede på lige nu, i stedet var hun begyndt at angribe på den mere overnaturlige front, hun havde nemlig skruet op for den aura af frygt og gru der altid lå omkring hende, og hun havde rettet den mod sin lærer, så måtte hun se om barbie virkeligt var så sej som hun påstod, eller om hun ville blive grebet af irrationel frygt ligesom alle de andre.
|
|
|
Post by purple on Apr 13, 2009 21:13:45 GMT 1
En frygt kom lige så stille snigende ind under huden på hende, og der var ingen tvivl om at det ikke var hendes egen. At frygte Nirami var da det sidste hun kunne, i hvert fald med den sure grimasse hun havde hvor hun mest af alt bare lignede en sur baby, der ikke fik sin vilje. "Hvad er der galt? Får du ikke din vilje?" Hun smilte selvsikkert og kiggede på Nirami som var hun et lille barn der havde sat i et skrig fordi hun ikke måtte få noget slik, som hun havde set sig fast på. Hendes blik hvilede roligt i Niramis øjne, og viste hvor ligegyldig hun så Niramis. Frygten havde efter hånden nået hendes nakke, og en lyst til at ryste den af bed sig fast i hendes arme. Lige så stille begyndte den ubehagelige følelse bevæge sig over i hendes ene pegefinger, hvor hun med et smølfespark mod bordpladen, fik sparket følelsen af sig. Hun kunne stadig mærke frygten hænge over hende som en tåge der ikke ville væk, men hends krop havde nu vendet sig til den så lysten til at ryste den af sig, havde fortaget sig. Roligt lagde hun hovedet svagt på skrå, og sendte Nirami et medfølende blik, som havde hun ondt af et lille barn. Ikke at dette overhoved var tilfældet, men det var en måde at give den iriterende elev igen på.
|
|
|
Post by Rastzar on Apr 13, 2009 21:21:29 GMT 1
Lærerinden følte sig alt for godt til rette, det kunne Nirami fornemme, på trods af at hun angreb med sin frygt så havde Barbie alligevel modet til at se hende lige ind i øjenen, noget der faktisk var sjældent, selv hos lærerstaben. Nirami lod sine fødder falde ned fra bordkanten og lænede sig frem som ville hun fortælle Læreren en hemmelighed. "Hør her barbie... Det er ganske sødt at du sådan leger den voksne og forsøger at være overbærende og alt det der pædagogiske hejs, du skal bare vide at jeg altid får min vilje, og det er der som sådant ikke noget du kan gøre noget ved vel lille frøken solstråle?" Nirami lænte sig bagover igen men havde nu et djævelsk lille smil på læben idet hun sagde: "Gad vide hvad rektor ville sige når jeg kommer med vidneudsagn på at du har haft gang i halvdelen af den mandlige elevstab... men det kommer selvfølgeligt nok ikke som en overraskelse, jeg har hørt at dine orgier skulle være ret eftertragtede her ved forårets indgang..." Nirami sikke dybt men falskt før hun sagde: "åh og barbie? er du ikke en snut og henter mig en kop kakao? Så er du sød?"
|
|
|
Post by purple on Apr 13, 2009 21:38:11 GMT 1
Smilet voksede yderligere. Det var morsomt at hun mente at hun ville falde for den slags. Roligt så hun ned i jorden inden hun så op mod Nirami igen som om hun rent faktisk overvejede at hente hende noget kakao. "Misundelse er ikke en god ting, Nirami." Som var hun bedrevidende så hun nu på pigen med armende roligt over kors, stadig upåvirket af den frygt der hang fast ved hende. Hvis Nirami havde været mere stedig med brugen af den, så havde måske troet at hun faktisk var bange for hende, og så havde hun måske ikke været så kold over for den nu, men med det faktum at hun ikke ville tabe ansigt til denne lille elev, og det at hun vidste at mange af de andre lærer frygtede hende så meget, var det jo ikke svært at lægge to og to sammen, og regne ud at det ikke var en naturlig frygt der kom fra hende selv af, men at det måtte være Niramis værk, og det ville hun i hvert fald ikke falde for. Om hun så skulle gå rundt med myrekryb resten af dagen og tage ud i skoven og smadre samtlige træer der gik i hendes vej, så ville hun ikke vise at Nirami i øjeblikket stod øverst på hendes dødsliste, faktisk var hun den eneste på den liste, en gang i mellem var der en anden der steg sig ind på den, men Nirami havde nu brændt sit navn fast på første pladsen og Eleanors liste over folk der gerne skulle lide en dag, var her med etableret. Dog ikke noget der var tydeligt på nogen.
|
|
|
Post by Rastzar on Apr 13, 2009 21:55:01 GMT 1
Hvorfor sad den åndsvage lærerinde og smilte, det var absolut irriterrende, men Nirami var langt fra at give op, snarere tvært imod, en udfordring var lige noget for hende, og det betød at eftersidningen ikke var helt så kedelig. "Du har ret barbie, misundelse er en hæslig ting... Og den er igang med at æde dit ellers så kønne dukkeansigt op indefra," Niramis stemme var kølig og helt og aldeles fyldt med så meget hån at det næsten kunne ses. "Hvor er det synd for dig, men jeg forstår nu godt at du misunder sådanne folk som mig der har haft moral nok til ikke at kaste vores skede i grams hver evigt eneste dag... men er det nu også en god idé at lukke dine problemer ud over for mig?" Mens hun hakkede på lærerinden skruede hun nu for alvor op for sin frygtelige aura, hvis lærerinden havde tænkt sig at sidde og smile så skulle Nirami give hende noget at smile ad.
|
|
|
Post by purple on Apr 13, 2009 22:13:18 GMT 1
Som Nirami skruede op for sin aura, satte Eleanor fra ved bordet så hun stod ret op og ned og afslappet betragtede pigen, som for hende kun blev mere og mere barnlig og morsom at høre på. Denne bevægelse hun havde foretaget havde blæst frygten væk, og da hun ved samme lejelighed lod sine arme falde ned langs sin side, og roligt lægge papiret fra sig på bordet bag sig, kunne hun kun lige mærke at frygten havde taget til. Hendes bevægelse havde nemlig fået skudt noget af den frygt hun havde følt, væk fra hende. Med et skævt smil og en endnu upåvirket mine, trådte hun tættere på Nirami, gik hen til hendes bord og satte sig på kanten af bordet med sine hænder oven på hinanden oven på hendes ene lår, der var lidt højere grundet hendes næsten sidende stilling. "Gang på gang overrasker du mig Nirami. Man skulle tro at en pige som dig en dag ville løbe tør for fornærmelser, hvor får du dem fra? Dine forældre?" Med denne bemærkning lavede hun et billede af at Nirami var afhængig af sine forældre, og derfor ikke kunne foretage sig noget uden at det kom fra dem. En lille pige der ikke kunne klare sig selv, var det billede hun nu havde skabt omkring Nirami.
|
|
|
Post by Rastzar on Apr 13, 2009 22:26:35 GMT 1
hvorfor blev hun dog ved? Lærerinden røg absolut højt op på Niramis hadeliste idet hun virkede fuldstændigt upåvirket af Niramis frygt, det var nok det mest irriterrende der fandtes, det var lige indtil at barbie så spurgte om hun fik sine dejlige fornærmelser fra sine forældre, de to ting hun afskyede mere end noget andet her på jorden. Ikke desto mindre skulede hun blot til dukkebarnet der sad ved siden af hende med sit pædagogiske smil på læberne og sagde: "Var det ikke for regningerne ville mine forældre slet ikke vide at jeg var her, men godt forsøgt, nu har du noget lort du kan presse gennem din psykologimaskine og så får du en lortesandwich, endnu en ting du sikkert har prøvet før ikke barbie? Du har helt sikkert været nødt til at betale for hjemmeophold og siden vi begge to godt ved at du kun kender én betalingsform..." Nirami gav hende et sødt lille smil inden hun fortsatte: "Nåh, hvordan var farmand så? de siger trods alt at incest skulle være bedst, og det burde du jo vide alt om ikke barbie?" Et lille blink antydede at det kunne være deres lille hemmelighed, og derved havde Nirami flyttet fokus fra sine forældre til lærerindens, det var hendes egen skyld at hun bragte forældre på banen mente Nirami.
|
|