Them sweet children

[Yoichi]

Yoichi sad ved et skrivebord og bladrede i en formel samling. Han rettede opgaver fra sin nye klasse, og især en havde virkelig udmærket sig. Dog på to måder. Det hele var rigtigt, men hun havde skrevet et sekundært løsnings forslag til alle opgaverne. Hvis det så bare var det, men den måde det var skrevet på tyede på en enorm attitude for at sige det mildt. Det håbede han ville gå over igen, når hun pænt fik sin opgave tilbage med en længere forklaring på at hun altså havde lavet en fejl, og det måske ville være smart at vente med så højt et niveau af matematik, inden hun lærte at læse opgaverne rigtigt.
Yoichi bed i sin pen og så lidt på det han havde skrevet. Han håbede ikke at det lød for strengt, der var tit nogle elever der tog den slags kommentarer alt for alvorligt. Han sad længe i indre debat om hvor vist han skulle vedlægge sin kommentar, men besluttede at gøre det på trods af hans bekymring. Hvis hun synes at hun kunne tillade sig sådan en attitude, måtte hun også kunne acceptere at få svar på tiltale, dog mere diplomatisk formuleret, end hendes små tegninger i margen af opgaven.
Yoichi sukkede tungt og tog en slurk af sin cola. Han skulle have en sen klasse, så han kunne ikke tillade sig en øl endnu. Han måtte bare holde ud, trøste sig ved tanken om et fuldt køleskab.

Et tungt prust undslap Yoichis læber mens han strak sig i sin stol. Det var en dejlig middags sol, og det vindue han sad ved, afslørede en del forelskede par der gik rundt i den gyldne sol. De måtte vist have nogle aflyste timer eller sådan noget... Han så op på en nærmest skyfri himmel. Det var virkelig en sjælden begivenhed, men nok også en kort en. Ude i horisonten lurede der nogle tunge skyer, truede med at levere et ordentligt regnskyl når de nåede til Yokai. Men det var vel bare det normale for det her sted. Nyd solen mens den er der, for fem min senere står det ned i lår tykke stråler.
Han rejste sig fra sin stol og strak sig igen, med armene over hovedet. Det var nu så dejligt at havde set solen. Dét og de kolde øl i køleskabet var virkelig nogle lyspunkter i en ellers grå dag.

[Rastzar]

"Gå op til lærerværelset og snak med din klasselærer, lige nu!", Lærerindens ord rungede stadigvæk i Niramis ører og for sit indre blik kunne hun stadigvæk se damen hvis ansigt langsomt smeltede og blev til noget andet, noget grimt grønt og slimet.
Normalt ville Nirami nok have fortsat sin hån for så at have drevet lærerinden ud over grænsen og ud i monsterform, for så at forsøge at få hende smidt ud af skolen, det var helt klart den slags oplevelser der gjorde skoleopholdet noget værd.
Idag havde Nirami dog ikke fulgt sin lyst til at Mobbe lærerinden ud over grænsen. Hvorfor kunne hun ikke helt sige, måske havde hun bare ikke lyst, eller også var det fordi der var et andet offer der havde sat sig fast øverst på hendes liste, hendes klassekammerat Yomi.
Nirami kunne ikke få deres samtale på biblioteket ud af hovedet, den blev ved med at køre oigen og igen, ligesom når man var oppe at køre over en vild ny forlystelse i et tivoli, så var Nirami oppe at køre over at hun havde fundet en person der var så ustabil, og så sjov at køre rundt med.
Det var dog ikke Yomi hun skulle se nu, det var snarere den anden halvdel af det ufuldendte par, Yoichi-sensei.
Hvorvidt deres lærer egentligt var interesseret i Yomi var Nirami ligeglad med, hun vidste at han havde ry for at være en player, og hun håbede på at han levede op til det ry, det ville gøre det så meget nemmere at angribe Yomi.
Under alle omstændigheder var hun nu stoppet op foran Lærerværelset, hun orkede virkeligt ikke at skulle igennem alt det her, men på den anden side kunne det jo være at hun kunne opnå en hel del i den her samtale med Yoichi sensei.

Uden nærmere eftertanke åbnede Nirami døren og sjoskede ind, med et udtryk der klart sagde at hun ikke gad det her. Hun kiggede kort på læreren, med et blik som var han en død frø på hendes vej, før hun så sig om i lokalet efter et eller andet at sidde på, et bord ville være at foretrække.

Niramis mangel på respekt blev som sædvanligt fulgt af hendes frygtindgydende aura der hang i luften som et røgslår og bogstaveligt talt skræmte enhver der kom i nærheden. På den anden side så var Nirami jo også eleven der havde pjækket det første semester og allerede i dette havde formået at få tre elevet til at gå ned med depression og en lærer til at flygte hulkende fra klasselokalet, for slet ikke at tale om de lærere der frygtede at se hende hvor end det skulle være.
Yoichi var bare det næste bump på vejen.

[Yoichi]

Yoichi tog overrasket armene ned og så på sin elev, der kom gående ind uden at banke på. Der havde han vist et attitude problem der ville noget. Hendes dårlige humør kom krybende efter hende som en stor sort sky. Yoichi var overbevist om at man sikkert ville kunne se en anelse sort svæve omkring hende, hvis man kneb øjnene sammen.
Han mærkede også den følelse af frygt hun bar med sig, sikkert en egenskab fra hendes monster, men det var vist noget med at hun kunne formindske den hvis hun ønskede det? Når han undreviste lagde han i hvert fald ikke mærke til den lille tordensky.
Han trak på skulderene og gik hen og tog fat i en stol. Han måtte hellere sætte sig ned, den her samtale ville sikkert blive lang. Når elever blev sendt op til ham, var det som regel fordi at de virkelig havde nogle irreterende personligheder. Men det var ikke noget hans naturlige charme, gode humør og rolige natur ikke kunne rette op på. Og det dejlige med Nirami var jo at hun var så klog. Det var sikkert bare fordi at hun kede sig lidt i timerne.
Mens han tænkte sådan, bar han stolen hen til midten af lokalet, og så afventende på Nirami. Han ville sætte sig overfor hende, men det krævede self at hun satte sig først. Hvis han selv fandt en plads, ville den lille pige sikkert sætte sig helt ovre i den anden ende.
Yoichi kunne ikke lade være med at bemærke den højest individuelle uniform. Selv om han var meget afslappet, fandt han den korte nederdel sammen med kanin ørene en smule upassende. Hun var vist ikke klar over hvilke signaler hun sendte. En brunstig varulv i fuldmåne var vist ikke noget den lille kanin pige skulle ønske sig at rende ind i.

[Rastzar]

Nirami anede ud af øjenkrogen at hendes lærer begyndte at bevæge på sig, han sagde ganske vidst ikke noget, endnu, men hun var sikker på at det ville komme, sikkert en eller anden latterlig pædagogisk prædken om en masse lort hun alligevel ikke havde tænkt sig at høre på.
Da han kom ind i hvad der lod til at være midt i rummet, valgte Nirami at beære ham med sin opmærksomhed, lige tids nok til at opfange det vurderende blik op og ned ad hendes krop, en typisk ting,for alle de hormon fyldte drenge på skolen, men hendes lærer så ikke ud til at have et problem med alder.
"Få nu ikke nogle gode ideer.... Sensei.... JEg er udemærket klar over hvilket rygte du har her på skolen, og det er du vidst også selv, har jeg ret?" Hendes tonefald var koldt og konstaterende, egentligt ikke så meget et spørgsmål, havde hun ikke hævet sit tonefald en lille smule til sidst.
Nirami så sig om igen i lokalet, hun havde bestemt ikke lyst til at sidde for tæt på den perverse mand der skulle agere hendes Klasselærer, så i stdet valgte hun at sætte sig på et bord. Hun satte røven op og lod benene med de store Army boots hænge ud over hvor de dinglede lige så fint, alt imens hun gik tilbage til sin yndlingsaktivitet: At sule ondt og brændende på den nærmeste person, i denne omgang Yoichi-sensei.

[Yoichi]

Yoichi løftede sine øjenbryn en smule, og kunne ikke lade være med at krænge sine læber en smule tilbage i et lille smil. Kvik lille tøs, en irreterende selvmedlidende selvretfærdig attitude, men alligevel lammende intelligent. Hans smil blev som en mand der står foran en uoverkommelig opgave. Men alle skulle starte et sted. Hvis egypterne viste hvor meget arbejde de skulle lægge i bygningen af en pyramide, havde de nok stået med samme smil.
Han gjorde et kast med hovedet og gik hen imod Nirami. Han kunne godt mærke hendes aura påvirke ham en smule, men nogle af de oplevelser han havde haft i menneskenes verden, var mere skræmmende end en lille piges aura. Hun stod i det mindste ikke med en pistol imod hans tinding, mens han var banket halvt ihjel.
"Bare rolig... var det Nirami-kun? Jeg har ingen intentioner om at prøve på noget med dig. Når vi nu taler lidt frit fra leveren, vil jeg sige at du ikke rigtig er min kop the." Han satte stolen to meter fra det bord hun sad på, med stoleryggen imod hende. Han satte sig overskrævs på stolen og smilede til hende, mens han blinkede med det ene øje. Det mange mennesker ville kategorisere som kækt.
"Jer fortrækker nogle der smiler en smule mere~" Han støttede på stole ryggen med krydsede arme og smilede nu venligt til hende. Der var ingen grund til at han skulle starte det her møde, med samme humør som hende. "Og vil du så fortælle mig hvorfor du er her nu Nirami-kun? Du har vist time lige nu, så enten pjækker du, eller også er du blevet sendt op til mig." Han så undersøgende på hende, stadigvæk med et venligt smil på læberne, dog mere som venner smiler til hinanden, ikke det sleske pis nogle lærer disker op med for at logge ting ud af eleverne. Var en af Yoichis styrker. Han så ikke eleverne som ignorente små skabninger, men nærmest som lige mænd der bare skulle have lidt vejledning, for at tillære sig flere evner.

[Rastzar]

Som hun havde regnet med forsøgte Yoichi-sensei sig med sit åndsvage kammeratlige pis, og det havde sikkert også virket langt bedre havde Nirami været en ensom bitter lille pige, men det var hun ikke, kun bitter.
"Uttoushii-san.." Rettede hun ham, hun syntes bestemt ikke at de vær tætte nok på til at han kunne få lov at bruge både fornavn og betegnelsen kun om hende. Egentligt ganske ironisk at hun forlangte høflighed fra hans side når hun selv behandlede ham som en gulvklud.
Yoichis kommentar om at hun ikke var hans type forsikrede slet ikke Nirami den mindste smule, i stedet overbeviste det hende bare om at han ikke var lige så åbenlys i sine forsøg som hun først havde antaget. I hendes hovede var hans udsagn om at han ikke var interesseret i hende blot et skjul, en taktik der skulle få hende til at føle sig sikker før han så slog til, eller også forsøgte han sig med den taktik der sagde at hvis du fornærmede en pige fattede hun straks mere interesse. Under alle omstændigheder var Nirami ikke det mindste interesseret i sin klasselærer, og hun forholdt blot sit mugne udtryk mens hun svarede: "Hvis jeg pjækkede ville jeg nok ikke komme herop vel?... under alle omstændigheder så kom jeg op at diskutere med en af de sinker der skulle forestille at lære mig noget... Som de fleste voksne valgte sinken altså at sende mig videre til en anden sinke i stedet for at tale sin sag.... Voksne er patetiske..." Hun var ligeglad med høfligheden i hendes sprog og om hvorvidt hun fornærmede Yoichi-sensei, mens hun talte forsøgte hun nemlig at finde på et øgenavn til ham, nogle gange kom de flydende, andre gange skulle der tænkes over det.

[Yoichi]

Yoichi så overrasket på Nirami. Hun forventede virkelig at han skulle tale høfligt til hende, men hun har lige kaldt ham en sinke? Indvendigt smilede hans kelpie. *Sådan leger vi ikke lille prinsesse*
Han sukkede en smule opgivende, ikke over Nirami, men over de lærer der altid brugte ham som sidste udvej. Men det hørte til jobbet, kunne man sige. I hvert fald fik han ekstra bonus for det, hvis han fik eleverne rettet bare en smule ind. Især hvis det var så umulige som hende her lod til at være.
"Må vel skammeligt indrømme at du har ret Nirami-kun. Voksne kan være virkelig patetiske og irreterende. Ville selv engang imellem ønske at jeg ikke var voksen, men ung lige som dig og dem du går i klasse med." Yoichi sørgede for at undgå at kalde de andre elever i hendes klasse, som klassekammerater. Det var vist ikke helt det Nirami så dem som. Og Yoichi blev ved med at kalde hende ved fornavn og tilføje -kun, for at vise at han også kunne være en smule uhøflig, uden at tage sig af det.
Yoichi lænede sig en smule tilbage og trak et langt ben op under sin hage og støttede på den. Auraen der lå om Nirami krøb ind under hans hud hvis han ikke holdt sig i konstant bevægelse. Lidt pinligt når han tænkte tilbage på alle de forskellige oplevelser han havde haft hos yakuzaen. Men i det mindste kunne frygten blive rystet af sig ganske let, irreterende, men ikke nok til at få ham til at pisse i bukserne. Det havde han haft lidt for mange mutte elever til at reagere på. Ond aura eller ej, Nirami skulle til at lære at hun skulle opføre sig mere anstændigt, ellers ville han blive nødt til at klage til rektoren, og med alle de lærer henvendelser han skulle angive, var hendes plads på Yokai meget usikker. Han var bare ikke parat til at give op med hende endnu, selv om det var det hans kollegaer råede ham til.
Lidt stædig har man vel altid været? Og tanken om en Nirami med et lille smil på læben, fik motiveret Yoichi meget mere. Om det så kun var en hævet mundvig, var det værd at kæmpe for. Det var vel heller ikke et godt liv man vil få, når man hele tiden var sur?

[Rastzar]

"Uttoushii-san" Rettede Nirami ham øjeblikkeligt sekundet efter at han havde kaldt hende Nirami-kun, hun var fuldstændigt ligeglad med at hun dermed også talte i munden på ham og sikkert ville have afbrudt ham hvis ikke det var fordi han tilsyneladende ignorerede hendes lille rettelse.
I det mindste var han klog nok til at indse at hun havde ret, noget de fleste lærere aldrig havde hjernekapacitet nok til at forstå.
Så han ville gerne være på samme alder som os? ikke underligt... Tænkte Nirami ved hans ord og valgte at kommentere på dem med en hånlig mine: "Det undrer mig ikke at du kunne tænke dig at være på min alder... Tænk bare hvilke muligheder det ville give dig, du kunne lure i omklædningsrummene, Flirte med de andre elever og spendere din tid på såkaldte 'lektie-dates', du ville sikkert forstå at udnytte elev-ivet til fulde.... Men lad os være lidt realistiske, med mindre du finder en eller anden der kan give dig din ungdom igen så er du dømt til at beholde den der oldsag af en krop du render rundt i..." Nirami lod hånt om høflighed og valgte at tiltale sin lærer som du, noget der antydede at hun absolut ikke respekterede ham.
Nirami havde ikke bevæget sig det mindste mens hun fornærmede ham, men nu rettede hun lidt på sit skørt, holdt det nede og placerede begge hænder mellem sine lår inden hun sagde: "Jeg er helt sikker på at der er en vis sorthåret elev du ville elske at dele omklædningsrum med" Yoichi havde ønsket at se hende smile, og hans ønske gik i opfyldelse, for mens hun afventede hans reaktion blev Niramis læber krænget opad en lille smule, i noget der var alt andet end et rart smil, snarere var det et ondsindet smil som kun en lille djævel ville kunne smile det.

[Yoichi]

Yoichi kom til at smile, og udstødte et prust der lød mere som et lavt fnis. Hun havde virkelig en skarp tunge. Hvis hun lærte at kontrollere den bedre, ville hun måske kunne få en glimerende politisk karriere.
Han roede op i sit eget sorte hår og så vurderende på hende. Nirami så ud til at være omkring de 15 måske? Plus minus nogle år alt efter hvordan hun havde designet sin menneskeform. Det var tit kvinder der var slemme til at 'lyve' en smule via menneske formen. Men teenage årene var altid en følsom alder, ikke han turde sige det højt, da den lille pige sikkert ville afvise det med det samme, og spørge ham hvordan det gik med midtvejskrisen i stedet.
Han havde besluttet sig for ikke at lade sig selv falde i de små fælder Nirami lagde ud for ham. Han måtte vise at det ikke rørte ham. Inderst inde bad Yoichi til at han havde nok tålmodighed til at køre hende træt af sin evige surmulen. Han takkede sin skaber for at han var så godt til at holde en maske, der var ikke et gram af irritation eller vrede i hans ansigt, bare en venlig imødekommenhed.
Yoichis afslappethed blev dog formindsket en smule da hun omtalte en hvis sorthåret elev. Sandt nok havde han haft mange sorthårede, men et eller andet sagde ham at det var hans nyeste interesse der var snakke om.
"Tja... hvem ved?" Sagde han med et fornøjet smil på sine læber. "Men Nirami-kun, vil egentlig gerne spørge dig om noget, selv om du sikkert har svaret på det her snart 100 gange nu. Men altså; keder du dig i timerne?" Han lænede sig en smule frem og så undersøgende på hende. Ikke for tæt på dog, han holdt stadigvæk en respektfuld afstand.

[Rastzar]

Yoichi irriterrede Nirami grænseløst med sit irriterrende imødekommende ansigtsudtryk, og en stund overvejede hun hvordan det ville se ud hvis hun fik lov at lege med det og en skarp genstand, det kunne være yderst underholdende.
Generelt hadede Nirami folk der troede at de var åh så pædagogiske og havde hele oceaner af tålmodighed, ikke fordi de var sværere at få ram på, men snarere fordi de var så hjerneblæste at se, og høre på, det var næsten kvalmende nogle gange og hun hadede dem for det.
"Uttoushii-san" Rettede hun endnu en gang inden han havde fået fuldendt sin sætning. Det var ikke at hun syntes det pinligt at han talte til hende på den måde, men hun forlangte respekt fra andre, også selvom det var utroligt dobbeltmoralskt, Nirami var ligeglad.
"Hvis jeg havde et lig for hver gang jeg var blevet spurgt det spørgsmål... Så ville jeg kunne fylde Yokais kirkegård ud til randen, men hvis du absolut vil have svar på det spørgsmål så ja gud fandeme keder jeg mig i de timer! Hører du ikke efter, lærerne er en flok sinker og de har endnu ikke formået at lære mig noget jeg ikke ved, alt de gør er at stå og snakke om den ene lort efter den anden, det er utroligt irriterrende at høre på... Men du må da også selv ede dig siden du nu har så forfærdeligt meget tid til dine små sidespring med børn der går alt for meget op i deres hår." Hun så ikke det mindste interesseret ud, og hun var også ligeglad med hans svar, jo fø'r hun slap for at se på ham jo bedre, og hvis det indebar at svare på latterlige spørgsmål igen og igen så var det vel det hun måtte gøre.

[Yoichi]

Yoichi nikkede en smule for sig selv. Så Nirami troede at hun ikke kunne lære noget på Yokai, fordi hun viste det i forvejen? Det var vist på tide at vise at han selv var langt fra tabt bag en vogn. Det ville sikkert ikke nytte selv at sige, at han havde været samme sted som hende. Træt af skolen og lærerne, men i stedet for at gøre livet surt for alle på skolen, havde han bare vendt sig imod eksistensens skyggeside. Det var dog at fortrække at Nirami så gik rundt på skolen og var en lille kælling det meste af tiden, bare hun ikke fik rodet sig ud i noget snavs. Han viste selv hvor svært sådan noget var at vaske af igen. Det ville være synd hvis sådan et begavet barn fik problemer i sådan en ung alder.
Yoichi rejste sig fra sin stol, og gik stadigvæk med en tænksom nikken hen til sin taske. Han bøjede sig ned, roede i sin taske, og fandt en bog med avancerede matematiske teorier, og bladrede let i den. Han viste forsiden af den murstens tunge bog til Nirami og spurgte interesseret, mens han viste hende forsiden. "Kender du så den her bog? Den er mest brugt på universitetets lange uddannelser, men tror vi har en kopi eller to på biblioteket." Han synes selv det var lidt et fejt trick at forlange at hun skulle kunne gøre rede for så avanceret matematik. Udover en klæbehjerne af demensioner skulle man også terpe i utroligt lang tid for at lære de formler. Han havde selv været et år om at komme igennem bogen, hvilket havde været unaturligt lang tid for ham.
Faktisk var Yoichi ikke sikker på om de bøger overhovedet var nogle eksemplarer af den her bog på biblioteket. Det ville være fjollet at have den der, da det var så avanceret, og langt over det niveau selv hans dygtigste og mest imponerende matematiklasser var på. Hans mørke øjne lå nu roligt på Nirami, meget neutralt.