Skovillusion

[Iru-Jon Yasashii]

Iru gik langsomt gennem skoven med kurs direkte mod 'Monstertræet'. Han kunne godt lide at komme ud i skoven, for der kunne man oftest finde ro til at tænke - eller et fredeligt sted til at lege med sin magi. Han blev nødt til at holde den ved lige, for ellers ville den blive rusten, og det kunne han ikke have, da han brugte den meget i undervisningen. Det var en god måde at få elevernes opmærksomhed, hvis de ikke rigtigt interesserede sig for det emne, han havde forberedt.
Han vidste, at træerne omkring ham var golde, men for han lignede de frodige, grønne træer, for sådan kunne han bedst lide det. Han tænkte ikke over, at det måtte se underligt ud for nogen udenfor hans illusion, for det var kun i en radius af ca. 5 meter omkring ham hvor træerne var grønne og frodige. Alt udenfor den radius lignede sig selv, og illusionen flyttede sig i takt med, at han gik, så der hele tiden var grønt omkring ham. Det var bare opvarmning for ham. Den rigtige træning ville gå i gang, når han nåede helt frem til 'Monstertræet'.

[moriah]

Moriu befandt sig ved monstertræer, hun havde lige haft tegning og det var meningen de til næste gang skulle finde et motiv der betød noget for dem, og dertil havde hun valgt monster træet, hvorfor kunne mange spørge.
Men basis, fordi det lignede noget som det ikke var, det lignede et monster, men var i virkeligheden et træ, sådan havde hun det mange gange selv.
Altså ikke at hun var et træ, men at hun lignede et forfærdeligt monster og et eller andet sted var hun vel en rigtig sød person, hvis man altså ikke talte de mennesker hun havde spist, men hey protein og kost veksling var vigtigt, og når man nu ikke havde mulighed for andet så gjorde man jo hvad man kunne.
Men ligenu sad Mori en smule væk fra monster træet og tegnede, rimeligt optaget af hendes arbejde indså hun abselut intet omkring hende ellers, kun hende tegningen og træet.
Kunst var et sjovt fag, men hun havde aldrig haft evner indenfor det, og det kom tydeligt til udtryk her, det gik forfærdeligt for hende, hun kunne absolut ikke finde ud af det, og hun havde det rimeligt irriterende efterhånden.
Ved siden af hende lå flere stykket sammenkrøllet papir, der tydeligt viste at hun allerede nu havde været igennem mange mislykkedes forsøg.
Men et opgivende suk, krøllede Mori endnu engang papiret sammen og smed det til siden rimeligt ligeglad med hvor det landende, hun ville finde dem senere og tage dem med hen til en skraldespand.
Hun af alle hadede forurening, hun havde på førstehånds indtryk oplevet hvad det gjorde ved havet, og det var ikke et smukt syn.

[Iru-Jon Yasashii]

Da Iru kom lidt tættere på træet, bemærkede han en silhuet, der sad lidt væk fra Monstertræet. Han lod sin grønne-skov-illusion falde, men satte i stedet en anden illusion op, så det lignede, at han ikke var der - det var som om, han bare gik i ét med skoven. For det første, kunne han ikke se, hvem det var, og for det andet, ville han ikke forstyre personen, for den så ret så koncentreret ud. Uden en lyd, sneg han sig over mod personen. Det så ud til at være en pige, men han var ikke helt sikker. Personen så dog ikke ud til at bemærke noget omkring sig, så det var ikke så vigtigt for ham at lave illusionen stærk. Han lod den dog ikke falde, for han ville ikke forstyrre.
At dømme fra alle de krøllede stykker papir, sad hun og tegnede - og det gik vidst ikke særligt godt. Han samlede et af de stykker papir, der lå længst væk fra hende, op og foldede det ud. Illusionen fik papiret til at forsvinde, så snart han rørte det. Han så på tegningen. Først kunne han ikke helt se, hvad det skulle forestille, men da han vendte det et par gange, fandt han ud af, at det nok var Monstertræet. Det var ikke super pænt, men det havde vel potentiale. Personligt var han meget glad for kunst, poesi, litteratur og lignende, men malerier og tegninger var ikke ligefrem hans stærke side, hvis han skulle vælge mellem at skrive eller tegne. Han kendte dog lidt til teknikkerne og sådan, og ud fra, hvad han vidste, så var den her ikke så vellykket, hvis det skulle være en realistisk tegning.
Han smilede lidt for sig selv. Han kunne godt huske, de gange han selv havde siddet og været frustreret over forskellige ting, der bare ikke ville lykkes. Især da han lige var begyndt at udvikle sine magiske evner. Mens han tænkte på det, gik han stille hen mod skikkelsen og stillede sig til sidst et lille stykke bag hende, så han lige akkurat kunne se det stykke papir, hun havde gang i lige nu. Det så da ud til at gå lidt bedre, end det papir, han havde samlet op. Han vidste, at personen måske ville kunne mærke hans tilstedeværelse, hvis hun var opmærksom, men samtidig også, at hun ikke var ret opmærksom lige nu - det kunne man tydeligt se på hende. Han blev bare stående lidt, men han så på hendes blyant, der gled hen over papiret.

[moriah]

Mori selv sad forsat ned og tegnede på hendes stykke papir i hendes skød var der en lille træplade hvor papiret lå på, det galt bare om at få det til at ligne rigtigt, indtil videre kunne man vist nogen lunde se at det blev et træ, men ud over det så gik det ikke særligt godt, men det gik bedre end da hun startede, så det galt bare om at forsætte og blive ved indtil det nogenlunde lignede.
Mori sukkede og lignede en der havde lyst til at give op da hendes blyant knak, hun havde selvfølgeligt ingen blyant spidser med sig, så hun gjorde det første hun kom i tanke om, hun lukkede munden og åbnede den igen hvor der så var lange slange tænder hvor der før havde været almindelige tænder.
Og så brugte hun ellers hendes sygeligt skarpe tænder til at spidse blyanten ligesom hvis det havde været en kniv hun havde brugt.
" Baah smager af bly."
Fremmumlede hun da hun endeligt havde fået den ordentligt spidset, tænder skrumbede ind og forsvandt og hun fokuserede igen på tegningen, desværre havde knækket totalt ødelagt den, og nu havde hun mistet hendes flow.
Med et suk krøllede hun papiret sammen og smed det over skulderen, uhvis om at hun sikkert ville ramme en eller anden.

[Iru-Jon Yasashii]

Iru så forundret på hendes tænder, der voksede - han kunne lige skimte dem. *Hugtænder?* tænkte han, mens hans hjerne sorterede gennem fabeldyr og andre væsner fra forskellige mytologier og lignende for at komme frem til nogle forskellige, hun måske kunne være. Han fandt faktisk ret mange, så han opgav at pinpointe helt præcist, hvad hun var, ud fra den lille stump information - man blev nødt til at lære mere om hende, inden han kunne regne den ud. Med nogle monstre var det let, men med andre var det knap så enkelt.
Han nåede lige med nød og næppe at tage hånden op, så den afværgede det stykke papir, der kom flyvende imod ham. *Måske er det på tide at give sig selv til kende?* tænkte han, men på den anden side ville han stadig ikke forstyrre hende i hendes tegneri. Alligevel bestemte han sig for at ophæve illusionen. Han sørgerede for at gå lidt væk først, hvis nu hun skulle lægge mærke til, at han dukkede op ud af ingenting - det kunne være lidt skræmmende. Bagefter gik han stille hen til hende. "Er det besværligt?" spurgte han lavt, for ikke at forskrække hende alt for meget. Han nåede helt hen til hende, og smilede til lidt venligt smil, så hun vidste, at han ikke var 'farlig'.