Rock dreams

[Iru-Jon Yasashii]

Iru kunne ikke lade være med at blive en smule overrasket over Yomis pludselige kram - det var ligefør han mistede fatningen og begyndte at grine, men også kun lige før. Han formåede med nød og næppe at holde sin latter inde, men han kunne ikke holde smilet fra sit ansigt. "Ellers ville jeg ikke tilbyde det," svarede han med en lettere glad stemme. Han havde allerede analyseret, hvad det var, Yomi ville have bare ved at se på hans drømmende øjne; en drømmende hjerne var ofte en smule nemmere at læse, end en, der var fokuseret, så han kunne nemt opfatte glimt af de ting, han tænkte på, indtil han havde dannet sig et godt billed af, hvad han skulle fremane - en typisk rockdrøm. Han gjorde det dog med glæde, for han kunne godt lide at glæde andre, og det så ud til, at Yomi ville blive ellevild, hvis han kunne få lov til at lade som om, han var rockstjerne. Samtidigt kunne han få lov til at lave en større illusion, hvilket altid var et plus.

[Yomi]

Yomi strålede som en hel lille sol - eller en stjerne måske. Han slap Iru og sprang op på scenen, hvor han lavede en lille krigsdans af glæde, før han stoppede op helt ude ved kanten i noget, der skulle have lignet en dramatisk entrance pose. Han brød poset et øjeblik for at stryge en tot hår om bag øret og klø sig lidt på næsen. *..sikke et held, at jeg stødte på Yasashii-sensei!! Det er jo helt vildt, hvis han virkelig kan få det til at fungere!* Yomi stod allerede og drømte sig langt væk og lignede et lille barn, der er blevet lovet en vandpistol i fødselsdagsgave, med glimtende, fjerne øjne og et stort grin plastret hen over ansigtet. Han så ned af sig selv og rystede lidt på hovedet. Ikke særlig sejt, men bedre blev det vel ikke, når man var tvunget til at rende rundt i en skoleuniform. Han løftede igen blikket til læreren og førte armen nedefter som om han skulle til at slå en akkord an på en elektrisk guitar.
"Let's go!"

[Iru-Jon Yasashii]

Iru smilede stort over Yomis iver. Det her ville måske blive lettere, end han havde regnet med, for det så ud til, at drengen allerede kunne se det for sig - ville det overhovedet blive nødvendigt at bruge sit medie, undrede han sig over. Han bestemte sig dog for at gøre det under alle omstændigheder. Med et nik til den spændte dreng på scenen, rørte han let ved sin ørering, hvorefter fællessalen forsvandt for øjnene af dem begge; eller det gjorde den jo teknisk set ikke, men det så i hvert fald sådan ud for de to.
Salen blev byttet ud med en masse tilskuere, der råbte og skreg, lys, der blinkede og stålede i alle mulige farver, spotlight på Yomi og et band med alle medlemmer. Yomi selv havde fået noget lidt federe tøj på og stod nu med en mikrofon foran sig og en guitar i hænderne. Newshelikoptere fløj rundt omkring oppe i luften, som om det her var den største nyhed siden World Trade Centers fald. Iru lukkede øjnene, mens han forsøgte at spore sig ind på Yomis tanker for at se, om han nu havde glemt noget - det var ikke så svært, for han stod ret tæt på ham, og han var jo optaget af noget andet lige nu.

[Yomi]

Yomi gloede måbende på de rækker af tilskuere, der stod foran scenen og hoppede og skreg. Et blik over skulderen gjorde ham opmærksom på bandet, og da han igen så ud over menneskemængden, skar projektørlyset ham i øjnene. Først var der helt stille, men så trængte lydene frem til ham. Lyden af flere hundrede mennesker, der trængtes for at komme tæt på scenen, tæt på ham. Og lugten. En tydelig lugt af sved, der blev båret med den lette brise henover scenen. Et sted derude var der nogen, der drak, dunsten af alkohol hang tykt i luften. Det måtte være lige mellem to numre, for bandet spillede ikke. De lo og råbte til hinanden med barske, hæse stemmer gennem larmen og diskuterede, hvad deres næste nummer skulle være. Det sitrede i Yomis nakkehår. Med en langsom bevægelse vendte han sig om mod dem og mærkede, hvordan en varm følelse bredte sig i mellemgulvet, da de holdt op med at tale og rettede deres uforbeholdne opmærksomhed mod ham.
"E-er i klar?" hørte han sig selv sige, men det druknede straks i stemmehavet. "Er i klar?!" råbte han lidt højere. Trommeslageren nikkede med et grumt smil og greb sine trommestikker. "Når du er klar!!" Et stort smil bredte sig på Yomis læber, og han tog et fast tag om guitarhalsen og rettede lidt på stroppen, der tyngede ham lidt ned pga. guitarens vægt. *Det her er for sygt!*

[Iru-Jon Yasashii]

Iru smilede for sig selv. Han var nem at overbevise om, at han var en rockstjerne på en scene, så det var ikke super svært at fremmane illusionen, nu blev udfordringen bare at holde den. Det kunne måske være lidt af en udfordring, for illusionen blev sværere og sværere at holde, jo længere tid, man opretholdte den. Han ville dog gerne forsøge, for det så ud til, at Yomi virkeligt nød det. Det gjorde ham glad at se. Lige nu befandt Yomi sig sådan set i en verden, hvor han kunne få alt det, han ville - han skulle bare tænke på det, så ville det ske indenfor få sekunder, det skulle Iru nok sørge for.
Det var ved at være meget længe siden, han havde lavet en illusion til ære for en anden, og det var faktisk sjovt. Han nød ligefrem at forsøge at gøre Yomi glad med illusioner. Det var ikke ligeså nemt som at lave en illusion, som han selv bestemte over - i den forstand.

[Yomi]

Yomi slog strengene an, og med et vildt udtryk i øjnene blev han ståenende med ryggen til publikum et øjeblik og lod guitaren klinge ud, mens bruset fra de mange stemmer steg op bag ham. Han kunne mærke den behagelige vibreren fra guitaren forplante sit til hele hans krop. Basisten rejste sig med et grin og rettede lidt på stroppen, og en ung mand med en guitar rettede lidt på sit hår, før han sluttede sig til Yomi. "Hvad spiller vi?"
Yomi stod et øjeblik og betragtede ham uforstående. *..hvad vi spiller?* "Hvad, øh, plejer i at spille?" Han kunne mærke, at han var blevet temmelig varm i håndfladerne. Måske var det projektørerne? *For pokker da, det kan jo ikke lade sig gøre! Det er en illusion!*
"Det er op til dig, Cerberus~" Yomi tøvede. Det sitrede i hans nakke, og lydene fra de mange tilskuere var overvældende. Det var virkelig slet ikke til at tro, at det ikke var andet end en illusion, skabt af en dygtig troldmand. Et enkelt blik over skulderen var dog næsten nok til at overbevise ham om det modsatte, og med et kæmpe grin skreg han "Hysteria!!" til bassisten, der adlød med et skæv smil og et anderkendende nik.
Få sekunder efter brølede den dybe, kradse lyd af en forstærket elbas med distortion ud af højtalerne, og Yomi hylede af begejstring og så sig om efter en mikrofon. Det var bare for godt til at være sandt!!

[Iru-Jon Yasashii]

//Lille timeskip lige her xD//

Efter Yomi havde spillet et par sange, lod Iru illusionen falde. Han var ikke sikker på, hvor længe han ville kunne holde den oppe længere. Han var ved at være godt træt. Faktisk havde han ikke opfattet, hvor udmattet han egentligt var. Det var ikke hver dag, han holdt en illusion oppe så længe. Normalt holdt han den mask et eller to minutter, men den her havde han vel holdt godt ti minutter. Han blev nødt til at læne sig ind mod en væg, som han stod lige i nærheden af, og lukke øjnene nogle sekunder for lige at få samlet sig selv igen. Det tog mere på kræfterne, end man lige skulle tro.
Han så over på Yomi, der nok stadig var i let af en rus fra oplevelsen - det skete tit, efter man havde haft sin første gode illusionsoplevelse. Han huskede tilbage på nogle af de gange, hvor han havde lavet en anden verden til sig selv, så han kunne slippe væk fra den virkelige. Det var en fantastisk oplevelse hver eneste gang; man kunne simpelthen ikke vænne sig til oplevelsen af at være i en fod illusion, for det føltes så virkeligt. Man blev nærmest helt overrasket, når den faldt igen, og man skulle tilbage til den rigtige verden igen. Det var altid lidt antiklimatisk.

[Yomi]

Yomi var fuldstændig rundt på gulvet. Idet illusionen faldt, måtte han vifte voldsomt med armene for at opretholde balancen, så han ikke drattede ned af scenen. Han havde helt glemt, at det var magi. Alt havde føltes så virkeligt, at han havde givet sig helt hen til musikken, stemningen, havde nydt hvert eneste sekund af hans drengedrøm udlevet for fuld drøn. Han så sig desorienteret om. Bandet var væk, tilskuerne var væk, scenelyset var slukket, og alt var forbandet mørkt. Yomi rystede sig en gang for at vende helt tilbage, men det store smil sad stadig fast. Så fik han øje på Iru, der stod og lænede sig op af væggen. Han havde lukkede øjne, og et øjeblik så han virkelig træt ud.
Yomi sprang ned af scenen og løb hen til ham. "Sensei?! Har du det godt?" Hans stemme var lidt hæs efter at have råbt og sunget, men det var umuligt af overhøre bekymringen, der havde sneget sig ind på ham, lige så snart han så lærerens udmattede ansigt. "Er du okay?" Han ville have grebet fat i ham, for at forhindre ham i at vælte om, men stoppede sig selv. Det var ikke alle, der satte pris på den slags, og faktisk så han ikke ud til at være dårlig på tæt hold. Bare udmattet. Yomi holdt vejret. Han ville hade at være skyld i, hvis han var kommet noget til. "..sensei?"

[Iru-Jon Yasashii]

Iru kunne ikke lade være med at smile stort ned til Yomi, da han kom hen til ham. Han virkede oprigtigt bekymret - en ting, der overhovedet ikke var nødvendigt, for det var ikke første gang, han var blevet udmattet på grund af sin magi, og det ville langt fra være den sidste, det var han sikker på. "Jeg har det fint," forsikrede han drengen om, "det er bare ikke hele tiden, jeg holder en illusion så længe ad gange, og det tærer forbløffende meget på kræfterne," han rettede sig op, så han ikke var lænet mod væggen mere, for at understrege, at han var okay. Han var ikke helt på toppen, men det skulle han nok snart komme, så længe han bare ikke lige brugte mere magi de næste par timer.
"Det lød rigtigt godt," sagde han så lidt for at skifte emne, mens han så op på den lille, tomme scene, "har du planer om at leve drømmen ud i livet for alvor?" Iru var ret sikker på, at det godt ville kunne lykkes for Yomi, hvis det var det, han virkeligt ville, for han havde faktisk virket ret sikker på scenen efter den første nervøsitet havde fortaget sig. Mens han ventede på et svar, så han drengen an for at sikre sig, at han også var okay - illusioner havde det sommetider med at få folk til at være underlige, og det ønskede han ikke, at Yomi skulle blive. Hvis han viste bare de mindste tegn på det, ville Iru blive nødt til at sætte ham ned og forklare ham, at det altså ikke havde været virkeligt.

[Yomi]

Yomi åndede lettet op. Iru lod virkelig til at være okay, og han nikkede forstående (selvom han ikke havde det mindste begreb om magi) til hans forklaring. *Det var godt..!* Han gengældte glad smilet og lyste endnu mere op ved lærerens spørgsmål.
"Mange tak, sensei, men det tror jeg ikke~" Han kløede sig i nakken med en meget drenget grimasse. "~jeg kender ikke nogen, der spiller godt nok til at kunne akkompagnere mig." Det var tydeligt, at det var en joke. Det mest ærlige svar ville nok have været, at han aldrig havde tænkt tanken før - i hvert fald ikke seriøst. Egentlig mærkeligt, når han nu var så glad for musik, men det var bare aldrig blevet til andet end luftkasteller og dagdrømme. *Det ville være fuldstændig umuligt! Ingen kan holde til at være sammen med mig ret længe af gangen.* Han så op på Iru og fik pludselig lyst til at udvise list almindelig japansk høflighed. "Men mange tak, fordi du ville vise mig det, sensei. Det var en stor oplevelse!" Han bukkede med samlede hænder på buddhistisk manér og sendte Iru et stort smil. Han var virkelig taknemmelig, det var nok ikke noget, han nogensinde ville komme til at prøve igen.

[Iru-Jon Yasashii]

Iru smilede - det var en underlig ting for Yomi at gøre. Det virkede ikke til, at han var så vant til det med at vise japansk høflighed; eller også var han bare lidt ligeglad med det. Derfor var det næsten sjovt at se ham bukke på den måde. Iru selv havde altid været meget høflig, men han havde intet imod, at andre ikke var ligeså høflige. "Nej, det kunne du nok ikke," sagde han henkastet. Han var godt klar over, at det ikke var derfor, han ikke havde planer om det. "Men hvis du nogensinde får lyst til at prøve det igen, så siger du bare til," han mente, hvad han sagde, for ellers ville han ikke sige det. Det var længe siden, han havde været udmattet på den måde på grund af magien, og det var faktisk meget dejligt. Det fik ham til at indse, at han nok blev nødt til at træne noget mere med større illusionerne. Han kunne godt holde på de små, han brugte i undervisningen uden problemer, men de større illusioner var ikke ligeså lige til.
Han håbede lidt, at Yomi ville takke ja til hans tilbud og udnytte det senere, for så havde han en grund til at lave store illusioner; og også en motivation fro den sags skyld. Det ville også være rart at kunne se glæden stråle klart igennem hos drengen. Måske skulle han begynde at gøre det for andre også, for det var faktisk utroligt sjovt at gøre det, når man kunne se andres reaktion på det.

[Yomi]

Yomi var et stort, strålende smil. "Det vil jeg gøre! Jeg håber at vi får dig som lærer~" Han grinede og kom pludselig i tanke om hvorfor han overhoved var havnet i salen. *Pokkers..! Jeg kan ikke tillade mig at få meget mere fravær i den her måned, så ryger jeg op til rektor..* Yomis smil var forsvundet som dug for solen og var blevet erstattet af et noget deprimeret fjæs. Men han forsøgte sig alligevel med et trist smil til Iru.
"Jeg er ked af det, men jeg bliver nok nødt til at gå til time nu... ellers slår min lærer mig ihjel..!" Det var ikke udelukkende galgenhumor. Hans lærer var virkelig skræmmende. Der var nogen, der havde startet et rygte om, at hun var en basilisk, så måske burde han tage benene på nakken. Han var jo allerede et kvarter forsinket...

[Iru-Jon Yasashii]

Iru nikkede forstående. Han svarede ikke på den første sætning, selvom han var glad for, at Yomi sagde sådan - og de ville nok uden tvivl få ham, for han underviste alle årgange, selvom han var klasselære for 2.C. "Hvem er din lære?" spurgte han, selvom han nok bare skulle have ladet drengen gå, for han vidste, hvor højt nogle af de andre lærere gik op i det med fravær; selv var han lidt ligeglad, for det gik kun ud over dem selv. Hvis en elev dog kom larmende ind i lokalet og forstyrrede resten af klassen, kunne han godt finde på at sige noget til det, dog ikke helt i den traditionelle stil. Han kunne finde på at give dem en forskrækkelse med en illusion af det monster, han havde fremme lige da eller noget lignende, for han havde fundet ud af, at det var mere effektivt end bare at sige noget.
Han kunne alligevel ikke lade være med at være nysgerrig over, hvem han havde som lære, for det lød som om, han virkeligt mente, at personen kunne finde på at slå ham ihjel. Han kunne komme i tanke om et par stykker, men han vidste ikke, hvilken en af dem, det kunne være, for de havde det alle lige slemt med folk, der ikke kom til tiden.

//Hvis der ikke er nogen bestemt lære i tankerne, kan du bare finde på et navn eller skrive, at han giver Iru navnet, uden at sige navnet direkte xP//

[Yomi]

Yomi så sig lidt ængsteligt over skulderen for at sikre sig, at der nu ikke stod nogen og lyttede med. Hvis rygtet var sandt, ville det være en regulær katastrofe at blive taget i at sprede det videre. Men siden alle lærerne sikkert kendte hinandens monsterformer, og fordi Iru selv havde spurgt om det, lænede Yomi sig frem og hviskede navnet med største ærefrygt. Han kunne allerede se for sig, hvordan hun ville komme tromlende ned af kældertrappen med ham på slæb og spærre ham inde i et rum fuld af tudser i al evighed - eller i hvert fald til hun fik tid til at æde ham. Han så ud til at være meget ilde til mode og trippede nervøst på stedet. Hvad end Iru skulle bruge navnet til, regnede han ikke med, at han ville kunne gøre noget synderligt ved faktummet, at han nu igen kom for sent til en af hendes timer. Når han nu tænkte nærmere over det, havde han vist slet ikke været til time sidste gang. Intet under, at alle hans lærere kaldte ham doven. Men ligefrem at slå ham ihjel, det var der kun få, der havde truet med.

[Iru-Jon Yasashii]

Iru hævede øjenbrynet. "At du overhovedet tør blive fra hendes timer," sagde han med et skævt smil. Han kunne ikke lade være med at sige det, for han kendte godt rygterne om hende. Hun var nu meget sød, når det kom til stykket - han kunne i hvert fald tænke på et par andre, der var mindre rare, end hun var - men hun kunne virkeligt ikke lide skulkere. Han kunne ikke overse, at Yomi næsten ligefrem var bange for hende. "Skynd dig hellere af sted," opfordrede han. Han smilede dog opmuntrende bagefter og sagde: "hun slår dig nok ikke ihjel - ikke helt," man kunne høre på ham, at det var en lidt for-sjov-kommentar, men alligevel, at drengen nok gjorde bedst i at skynde sig af sted. Han skulle forresten nok også til at komme af sted, for han havde også en time om ikke så længe, og det nyttede ikke noget, at han kom for sent, da det jo var hans egen time.