Rock dreams

[Yomi]

Yomi stak nysgerrigt hovedet ind i fællessalen og sikrede sig, at der ikke var nogen, før han krydsede det blanke gulv i et par lange skridt og hoppede op på kanten af scenen. Han strakte sig ud i fuld højde og vendte sig, så han kunne spejde ud over den store, tomme sal. Yomi smilede lidt for sig selv og forestillede sig, hvordan det ville være at stå der midt på scenen med et band i ryggen og samtlige pigeblikke rettet mod sig. Hans smil blev lidt bredere.
Yomi havde kun været herinde en enkelt gang før. Det var da han startede, og rektoren for Yokai havde budt alle de nye elever velkommen. Dengang havde salens gulv været dækket af utallige stolerækker, men nu var der helt tomt. Yomi fiskede sin mp3-afspiller op af lommen og tog sine enorme høretelefoner på. Der gik ikke mange sekunder, før han dansede rundt om sig selv på scenen og imiterede luftguitar og metal-sanger. Han glemte helt tiden og det faktum, at han faktisk havde været på vej til time, da han fik den idé lige at stikke snuden indenfor. Der var en ret god klang i den store sal, og Yomis håbløse skrålen gav genlyd mellem væggene. Det var temmelig sikkert, at det kunne høres, hvis nogen passerede forbi den åbne dør, men det havde Yomi lykkeligt glemt i sin barnlige tilstand af fuldstændig hengivelse til musikken, der brølede ind i hans øregange.

[Iru-Jon Yasashii]

Iru hørte nogen synge i det fjerne, mens han gik for sig selv på gangene. Han havde det med at gå alene, for det var rart at kunne have tankerne for sig selv. Denne sang gjorde ham dog en smule nysgerrig, siden han ikke kunne regne ud, hvem der sang. Han fulgte lyden, indtil den førte ham til Fællessalen. I et sekund stoppe han op ham op for lige at lade en illusionsmagi falde ned over sig, så han faldt i ét med omgivelserne - det var en af hans mest brugte illusioner, for han brugte den, hver gang, han ikke ville ses, forstyrres eller selv forstyrre nogen. Denne gang, brugte han den af den første og den sidste grund.
Da han trådte ind i salen og se, at det var en dreng med musik i ørerne, der stod og legede rockstar på scenen, kunne han ikke lade være med at smile lidt skævt og ryste på hovedet. Typisk drenge-drøm. Skulle han mon få drengen til at opleve det virkeligt? Spurgte han sig selv om. Han kunne sagtens, hvis han ville, men han havde lidt en politik om, at man ikke skulle påtvinge nogen en illusion, hvis det ikke var nødvendigt eller uden deres sammentygge, så han lod være. I stedet blev han bare stående, lænet op ad væggen, mens han så på drengen. Det var faktisk ret underholdende at se på. Han vidste, at det måske ikke var høfligt at stå usynligt og se på en, der ikke anede, man var der, men samtidig havde han slet heller ikke lyst til at forstyrre drengen i hans fantasi.

[Yomi]

Yomi opdagede ikke, at han ikke længere var alene i salen. Faktisk ville han sikkert ikke have opdaget Iru, selv hvis han havde stået fuldt synlig og råbt af ham. Han var helt opslugt og havde travlt med at slå rytmen an med et par imaginære dobbeltpedaler, og slog voldsomt ud med armene for at ledsage trommesoloen i hans ører med et par dramatiske poses. Yomi sprang op fra 'trommesættet' og gik i stedet i gang med at råbe ned i en usynlig mikrofon med en styrke, der helt sikkert ville have fået en rigtig mikrofon til at hyle, mens han headbangede, så håret fløj vildt om hovedet på ham. Det var i det øjeblik, at han overså scenekanten og med et hyl faldt baglæns ud over den med armene fægtende i luften.
Yomi skreg - mest af overraskelse - da han landede pladask på ryggen på det kolde gulv. Høretelefonerne var røget delvist af ham, og han blinkede desorienteret og forsøgte at finde ud af, hvor han befandt sig. "Ved Hades!" Yomi satte sig op og gned sin nakke med et forpint udtryk. "Sådan noget møg..!"

[Iru-Jon Yasashii]

Iru blev nødt til at undertrykke den latter, der var ved at trænge op gennem hans hals. Det så simpelthen bare for komisk ud. Han kunne lige forstille sig, hvad der foregik i drengen hoved. Skrigende piger, flakkende lys, en stor scene, tusindvis af tilskuere og et fedt band til at bakke ham op - eller måske mere et one-man-band at dømme fra, at han spillede alle instrumenterne selv. Det var rart at se en ung mand, der stadig havde sådan en drøm. Mange unge fik deres drømme skudt ned af vejledere, der tænkte 'logisk' eller 'realistisk'. Ikke alle var stærke nok til at holde hovedet højt med den slags kritik.
Idet drengen faldt, løftede Iru illusionen uden at tænker over det for at skynde sig hen til ham. "Er du okay?" spurgte, mens han satte sig på hug ved siden af drengen. Det var ikke kun, fordi det var hans job som lære, at han spurgte, men også fordi han altid tænkte på andres velbefindende. Han brød sig ikke om, når andre havde det skidt, så han ville gerne hjælpe, hvis der var noget - det kunne man nok spørge nærmest enhver elev, der havde været i kontakt med ham, om. De ville alle sige, at han altid var klar med en hjælpende hånd. Han så på drengen med hovedet på skræ, mens han afventede et svar; han tænkte ikke over, at det måske ville komme som et chok for drengen, at han pludseligt var dukket op.

[Yomi]

Den pludselige tilsynekomst af en lærer overraskede ikke Yomi det mindste. I hvert fald ikke de første par sekunder. "Ja.. jeg tror jeg slipper uden varige mén." Han så op på Iru og smilede skævt. "Nogen gange glemmer jeg bare ligesom hvor jeg~" Så gik han i stå og gloede måbende på læreren, der havde sat sig ved siden af ham. Yomis ansigtskulør skiftede hurtigt til noget nær postkasserød. *H-hvor i alverden kom han fra? Mon han hørte mig?*
Hurtigt kom han på benene og forsøgte at smile mere afslappet. *Tag dig sammen! Selvfølgelig hørte han dig, du larmede som en kimære!* Yomi trak beklagende på skuldrene. "Undskyld, jeg så dig slet ikke." Han famlede ved afspilleren og fik sat nummeret, der stadig drønede ud af høretelefonerne, på pause. Med en hurtig bevægelse rettede han lidt på sin sortfarvede skoleuniform og sit hår. Det var vel med at forsøge at redde så meget af sin tabte værdighed som muligt.

[Iru-Jon Yasashii]

Det var heldigt for Iru, at han havde god kontrol over sine følelser, for ellers ville han nok have flækket af grin nu. Det var tydeligt, at drenge var flov over at være blevet opdaget - forståeligt nok, hvis han var i drengen sted, ville han uden tvivl have det på samme måde. I stedet gengældte han drengens smil. Det var sjovt, hvordan de nye elever, han mødte, rent faktisk kunne give ham lyst til at grine hele tiden; det var rart for en afveksling, selvom han endnu ikke havde givet efter for latteren. Kun smil havde han ladet vise sin glæde.
"Jeg kender det godt," sagde han forstående, mens han tænkte på alle de gange, han havde gået i sine egne tanker og slet ikke havde ænset sine omgivelser, "og hvis der er nogen, der skal undskylde, er det mig - det var min egen skyld, at du ikke så mig," han undlod at påpege det faktum, at han nok ikke havde set ham uanset hvad. I stedet bestemte han sig for at lade drenge få sig endnu et chok. Det ene øjeblik sad han ved siden af drengen, det næste var det som om, han bare forsvandt i den blå luft. Han havde rørt ved sin ørering, inden han havde ladet illusionen falde, men det havde drengen ikke kunnet se, for en anden illusion havde skjult det. Nu ventede han bare drengens reaktion; han havde tænkt sig at vende tilbage til den synlige virkelighed, lige efter han havde set den.

[Yomi]

Yomis smil blev lidt mere ægte, da Iru gengældte det og undskyldte. Så blinkede han overrasket og så sig omkring. *Hvad?!* Yomi snurrede rundt, men læreren var som sunket i jorden. En kuldegysning for ned langs hans rygrad, da en uhyggelig tanke strejfede ham. *E-et spøgelse?!* Han så sig nervøst over skulderen. Var det ikke netop den slags, der plejede at ske i gyserfilm? At et eller andet sneg sig ind på én bagfra? Han snurrede igen rundt for ikke at lade sig overraske, men blev så opmærksom på, at hans ryg stadig var blottet, og at det ikke ville hjælpe på det at snurre rundt om sig selv.
Hans ansigts røde kulør var efterhånden aftaget til en kridhvid nuance, og hans øjne var store og bange. "E-er du her stadig?" Yomis hænder rystede lidt, da han løftede dem for at være forberedt, hvis nogen skulle finde på at angribe ham. Fællessalen virkede pludselig meget stor og fik ham til at føle sig meget alene. Han havde det som om han blev betragtet, som om læreren stadig var et sted i nærheden, men han kunne ikke fornemme hvor, og han kunne mærke små impulser fare gennem sin krop og sætte gang i andrenalinproduktionen. *..det kan ikke passe..! Der findes ikke spøgelser... det er bare et monster, der leger med mig.. ikke?* Yomi kunne mærke, at han var ved at gå i panik, og han snurrede endnu en gang rundt om sig selv.
"H-hvor er du?!"

[Iru-Jon Yasashii]

Det var ikke helt den reaktion, Iru havde regnet med. Han havde regnet med, at drengen ville blive overrasket, men ikke bange eller ligefrem gå i panik. Det var tydeligt, hvad drengen tænkte - selv hvis han ikke havde haft en evne til nemt at kunne læse folk, ville han have set det med det samme. Han skyndte sig hen foran drengen og tog fat i hans hænde samtidig med, at han blev synlig. Et spiltsekund senere lod han tyngdekraften omkring dem blive ophævet en lille smule, bare så drengen ikke ville kunne slå ham, men ikke så meget, at de ligefrem lettede fra jorden.
"Rolig," sagde han blidt, men fast, "jeg er her stadig - i kød og blod," han holdt drengens blik fast, "det var ikke min mening at skræmme dig på den måde," fortsatte han, "jeg er ikke et spøgelse eller noget lignende, men en troldmand med speciale indenfor illusion. Mit navn er Yasashii, Iru-Jon," forklarede han hurtigt. Han havde lidt regnet med, at denne dreng ville have hørt om ham, for mange af hans elever var fascineret af hans måde at undervise på - han brugte altid sine illusioner for bedre at kunne holde på deres koncentration. Han blev ved med at fastholde drengens blik, så han kunne se, at det ikke var et spøgelse, der stod foran ham.

[Yomi]

Yomi gispede forskrækket, da Irus hænder lukkede sig om hans egne. Så trådte hans silhouet frem og han stod lyslevende foran ham igen som havde nogen tændt for ham på en kontakt. Yomi var for oprevet til at få fat i alt, hvad han sagde, men han fik da fat i noget med 'troldmand' og 'illusion' og mærkede sit hamrende hjerte falde lidt til ro. "Hogosha.. Yomi" fik han fremstammet, mens han forsøgte at få kontrol over sin vejrtrækning.
Da han endelig fik overbevist sine flossede nerver om, at de godt kunne slappe af igen løftede han blikket og betragtede 'det falske spøgelse'. Hans lange, mørke hår skinnede på en bemærkelsesværdig måde, og også hans øjne havde et sært skin af blåt. "Jeg blev vist bare overrasket~" Han smilte nervøst. Det var tydeligt, at han selv udemærket var klar over, at det havde været mere end bare almindelig nervøsitet. Men sådan var det nu engang. Yomi kunne ikke skjule, at han var en bangebuks, selvom han prøvede ihærdigt. "Jeg går her på første år. Jeg tror ikke, at jeg har set dig før.." Han ville ikke lyde uforskammet, men han kunne bare ikke finde nogen bedre måde at udtrykke sig på i øjeblikket.

[Iru-Jon Yasashii]

Iru smilede ned til ham. Da han havde sikret sig, at han ikke ville blive slået, slap han drengens hænder og lod tyngdekraften blive normal igen. "Er er meget ked af, at jeg skræmte dig på den måde," sagde han roligt, men en smule undskyldende, "normalt ligner det mig ikke at gøre sådan noget, jeg ved ikke, hvad der kom over mig," han havde genvundet sit normale, rolige jeg, der aldrig rigtigt var til at læse, "det overrasker mig ikke, hvis du ikke har set mig før, for jeg har det med at gå stille med dørene, som du nok har regnet ud," han smilede til drengen, men smilet nåede ikke helt op til hans øjne, for nu var han tilbage til at være den Iru-Jon, de fleste på stedet, der ikke snakkede meget med ham, kendte.
"Jeg underviser i tro/overtro og myter/legender," han blev næsten nødt til at introducere sig selv ordentligt nu, siden Yomi hverken havde hørt om eller set ham, "du bliver nødt til at blive vant til mine illusioner, hvis du tager nogle af de fag, for jeg bruger dem altid, når jeg underviser," han lod smilet nå op til øjnene, for der var ikke så meget grund til at være afmålt overfor den let skræmte dreng, "jeg er klasselære for 2.C, men jeg underviser alle årgange," det var blevet en vane for ham at sige alle de ting, for på den måde ville eleverne vide, hvem han var - i hvert fald på overfladen.

[Yomi]

Yomi nikkede tænksomt - stadig med hjertet oppe i halsen. *Myter og legender? Gad vide om han så en gang imellem underviser om mig? Eller om Moriah måske? Hun siger jo, at hun er den eneste af sin slags, så der må vel være nogle seriøse historier om sådan et uhyre.* Et smil brød frem på hans læber, mens han overvejede om han turde spørge. Den gådefulde lærer måtte vel være fuldstændig klar over det, hvis der gik et sagnmonster af den kaliber på skolen, og Yomis nysgerrighed blev kun holdt tilbage ved tanken om, hvad Moriah kunne finde på at gøre ved ham, hvis hun fandt ud af, at han snagede.
Så slog en anden tanke ham. "2.c? Så underviser du måske en sa~" Yomi stoppede sig selv og tøvede i et par sekunder, før han kom i tanke om navnet. "~øh, Amaya Ha Yagi?" Han var ikke helt sikker, men hvis det her virkelig var hendes lærer, overraskede det ham ikke, at hun var så fanatisk hvad angik det fag. Han smilede skævt og kløede sig lidt i nakken. Hans nerver var efterhånden faldet en hel del til ro, men han kunne stadig mærke andrenalinen i blodbanerne som en slags efterskælv på forskrækkelsen. Heldigvis virkede læreren meget rolig og langt nede på jorden (bortset fra hans mærkværdige illusionsinteresse), og det beroligede ham en hel del, at han ikke var begyndt at grine af ham eller noget i den stil.

[Iru-Jon Yasashii]

//OOC: Nu bliver jeg helt nysgerrig efter at have en tråd med Amaya xD//

Iru tænkte sig lidt om. *Amaya Ha Yagi?* tænkte han. Jo, det navn lød i hvert fald bekendt, men han havde aldrig talt med hende personligt. Han skulle nok begynde at være lidt mere opmærksom på hans elever, når han underviste - han havde det lidt med at gå i sin egen verden, når han fortalte om fabeldyr og lignende ting, mens han lod sine historier tage form af illusioner foran elverne. Den eneste fra han klasse, han rent faktisk kendte sådan på et lidt mere personligt plan, var Artemis Kailera; men hun var til gengæld også værd at kende, for hendes race var meget interessant, og det afspejlede sig virkeligt i hendes personlighed.
"Jo, det kan meget vel passe," svarede han til sidst med et lille smil, "men skal jeg være ærlig, så kender jeg hende ikke så godt - jeg har aldrig talt med hende udenfor timerne," hvis hun var en af dem, der virkeligt interesserede sig for hans fag, kunne det sagtens passe, at han havde haft et par dybere samtaler med hende, mens klassen hørte med, men han kunne ikke lige sætte en finger på, hvem hun helt præcist var. Han havde trods alt mange elver, og der var også en god håndfuld af dem, der gik næsten ligeså meget op i hans fag, som han selv gjorde; dem, der ikke gik ligesåmeget op i det, havde det dog med at få lidt mere interesse for det, når de havde set illusionerne, for det var nemmere at forholde sig til noget visuelt, end til noget, man fik fortalt.

[Yomi]

Yomi smilede lidt for sig selv. Han kunne levende forestille sig satyrens begejstring, hvis der pludselig begyndte at myldre fabeldyr og sagnvæsener rundt i klasseværelset. Det slog ham, at det nok var fra de timer mange af hendes besynderlige skitser stammede fra - altså dem, der ikke forestillede hendes klassekammerater eller lærere. Det gik pludselig op for ham, at satyren engang havde revet blokken ud af hånden på ham, da han var faldet over en samling skitser af en mand med præcis samme frisure som Iru. Men selvom Yomi koncentrerede sig for at huske flere detaljer, fortabte ansigtet sig i mørket. Ikke desto mindre var der ingen tvivl - det måtte være hendes lærer.
"Du må være god! Hun er fuldstændig besat af mytologi." Yomi lo og rystede på hovedet. Han havde aldrig selv interesseret sig for, hvad andre monstre rendte og bildte menneskene ind, og syntes i bund og grund, at det var ret unødig viden, selvom han godt kunne se det spændende i faget kombineret med Irus evner.
"..men det er vel bare normalt." Yomi tænkte ikke videre over sin mærkelige følgeslutning, men hans pointe var, at det vel var normalt at interessere sig for mytologi, når ens egen familie var så infiltreret i det hele. Personligt gav han ikke mange flade ører for den græske mytologi. Igennem flere tusinde år havde menneskene påstået, at hele hans slægt kun bestod af en enkelt hund. *Sådan nogle fjolser...*

[Iru-Jon Yasashii]

Iru kunne ikke lade være med at blive glad over Yomis første bemærkning. Han var ved at have sporet sig helt ind på, hvem denne Amaya var, for selvom man godt kunne lide hans fag, var der ikke nær så mange, der ligefrem var besat af det. Han var ret sikker på, at han havde et billed af, hvem det var nu - efter at have set listen over elever igennem i sit hoved et par gange. Han smilede til Yomi, og sagde: "Det glæder mig at høre," han bed ikke rigtigt mærke i den sidste sætning, Yomi havde sagt. Den kunne trods alt fortolkes på mange måder - og det var nok meget normalt, at 'monstre' interesserede sig for sådan noget, især hvis de selv var meget tæt på nogle af dem, hvilket mange af hans elever var.
En tanke slog ned i ham. "Kunne du tænke dig at prøve det?" tilbød han og så over på scenen, "at være forsanger i et band? Jeg kan godt fremmane det," han smilede skævt. Det ville være en af de større illusioner, men det var også ved at være længe siden, han havde haft noget nær en udfordring, så derfor ville det faktisk være rart at lade en stor illusion udfolde sig. Han blev også nødt til at vedligeholde sin træning, for ellers ville det uden tvivl komme til at blive sværere for ham at komme med en ordenlig illusion, hvis det på et tidspunkt rent faktisk blev nødvendigt.

[Yomi]

Yomi blinkede et par gange og måbede. "Kan du gøre det?!" Hvad han egentlig mente var vel noget i retning af "kan du virkelig fremmane sådan en illusion", men det var han ikke lige i stand til at formulere i sin overraskede tilstand. Han lod blikket glide hen over gulvet til scenen og huskede straks den fantastiske følelse, som det havde været at stå og forsøge at forestille sig det hele. Beundrende blikke, skrigende piger, høj musik, brændende rampelys, hamrende puls... Yomis øjne blev mere og mere fjerne mens han allerede var på vej ind i sin egen lille drømmeverden. Hvis læreren var så dygtig, som hans lille forsvindingsnummer indikerede, så ville det kunne blive en hel vild oplevelse.
Uden at tænke nærmere over det stak Yomi i et kæmpe grin og gav sin lærer et impulsivt bamseknus. "Det vil jeg meget gerne, Yasashii-sensei!"