Tågeslør~

[Yomi]

Yomi snappede efter luft. Han skælvede, men det var ikke af kulde. Som gennem et slør af tåge så han ned af sig selv. Hans skjorte var gennemblødt, og noget varmt og vådt løb ned af hans hage. Det smagte metallisk. Yomi forsøgte at rejse sig op, men det svimlede for ham, og han faldt om på gulvet ved siden af sengen. *Den smerte..! Forsvind! Jeg vil ikke føle den mere!* En lille pøl af den varme, klæbrige væske farvede gulvet mørkt omkring ham, og hans krop rystede ukontrollabelt. Kun hans arme virkede rolige, som om smerten var trængt dybere ind og havde sluppet sit tag fra albuen og fremefter. Væsken trak op i hans hår. *..nej! Forsvind nu!*
Yomi kæmpede sig op at sidde og udstødte en højlydt stønnen, da da han forsøgte at støtte med sin ene hånd. Der var blod overalt. På sengelanet, på gulvet, ja, selv hans bukser klæbede ubehageligt til hans ben, og der var ingen tvivl om, hvor det kom fra. *..der er ikke noget, der betyder noget nu..! Det er, som heksen sagde... ingen vil overhovedet opdage, at jeg er forsvundet! ...og slet ikke Yoichi...* Med en irriteret bevægelse med hovedet forsøgte han at få de altoverdøvende, ivrigt plaprende stemmer i sit hoved til at holde mund. Det værkede i hele hans krop, og han kunne tydeligt mærke, hvordan hver eneste dråbe blod trak ham lidt længere væk fra bevidstheden. *Få det nu overstået! Dø nu!*
Niramis ord havde ramt ham hårdt og brutalt, og i hans omtågede tilstand var værelset alligevel det første sted, han tænkte på. Hun havde fået, hvad hun kom efter, men lige nu var han fuldstændig ligeglad. Hans arme var følelsesløse, så længe han ikke rørte dem. Hans hjerte pumpede hurtigt og hjalp til at tømme hans arterier stødt og roligt. Men han var endnu ikke død, og en ulidelig smerte fik ham til at udstøde et halvkvalt skrig, der klingede hjælpeløst mellem væggene med de mange dystre plakater. *Jeg vil dø nu! Få det til at forsvinde!!* Han havde gnavet sine håndled igennem, flået pulsårerne op med sine skarpe rovdyrtænder og sad nu bare og vendtede på at forbløde i sin halvt forvandlede tilstand. Hans øjne var stadig menneskelige at se på, men irisen var rød som den ild, der stadig flakkede et sted i ham, indkapslet i al hans desperation, al hans sorg.

[Artemis Kailera]

Ude på den øde gang kom en forvirret lyshåret pige gående. Hun gik i sine egne tanker indtil hun nåede forbi væresle 24. Da hørte hun et halvkvalt skrig. Hendes ører spidsede og det begyndte at løbe hende koldt ned af ryggen. Ind af døren halvvæltede Artemis. Hun lukkede hurtigt døren bag sig og så sig forvirret omkring. Der var blod over alt. Hun havde ikke set så meget blod siden sidste gang hun slog sig hovede. Hun fik hurtigt øje på drengen der sad på gulvet. På mindre end 5 sekunder sad hun ved siden af drengen med en kanyle der indeholdt en lettere nervemedicin. Hun havde altid forskellige former for bedøvelse og masser af bandager i sin lille taske der hang på hendes bælte. Hun skød skuddet ind i armen på drengen og begyndte at binde bandagerne rundt om hans arme. Hun sagde ikke noget til ham, hun kiggede dårligt nok på ham. Hun havde boet i slummen og havde helbredt ubeskriveligt mange skudsår i tidens løb. Der var også mange der havde prøvet at tage livet af sig selv, hvilket meget tydeligt var det der var foregået. Artemis hjerte bankede utroligt hurtigt. Hun havde endnu en gang svinet sit tøj til med masser af blod, men det var ikke ligefrem første gang, og hun overlevede jo nok! Hendes hvide tænder bed hende hårdt i læben og en lille dråbe blod begyndte at løbe fra hendes mundvig.

[Yomi]

Yomi hørte ikke døren gå op, og han så heller ikke pigen, før hun satte sig ved siden af ham og begyndte at røre ved hans arme. Et voldsomt jag af smerte skød op gennem ham og forplantede sig i hans skulder, da hun bordede et eller andet skarpt ind i hans muskel. Yomi stønnede og forsøgte at trække sig væk, men hvad end det var, gjorde det sit til at sløve hans sanser, og han kunne ikke koordinere sin krop ordentligt. "..lad mig... være!" Han gispede efter luft, da hun begyndte at forbinde hans håndled, det gjorde forbandet ondt, og hans omtågede blik gav ham kvalme.
*... N-nej..! ..det kan du ikke gøre! Stop det!* Yomi kunne mærke hvordan hans hjerte satte tempoet op. Det skulle hun ikke have lov til! Hun kunne ødelægge hans liv, men hun skulle ikke få lov til også at ødelægge hans død! I hans tilstand af nær-besvimelse var han ikke klar over, hvem det var, der sad ved siden af ham, men stemmerne fortalte ham, at det ikke kunne være andre end Nirami. "..for... svind...!" Han kunne smage det jernholdige blod i munden. Måske ville det slet ikke lykkedes hende at redde ham. Yomi lavede en mærkelig, halvkvalt lyd og lidt mere blod flød ned over hans hage. Så udstødte han noget, der kunne lyde som latter, men den kom dybt nede fra hans strube, og det var bestemt ikke en rar latter.
*..du kommer for sent, heks! Du kan ikke gøre mig mere, jeg er allerede langt ude af dit greb..!* Hans hoved var begyndt at svømme, og faktisk var der blevet lagt en pæn dæmper på hans smerter. *Ja, dø nu..! Det er døden.. Hades er kommet for at hente mig hjem...* Yomi blev ved med at le hostende og besværligt, men han blev ved. Hans drabelige tænder var blodige og glimtede kun lidt i det kunstige lys, da han lagde nakken bagover for at lade sin hånende latter fylde rummet.

[Artemis Kailera]

Artemis, der uden større komplikationer havde fået stoppet blødningerne kiggede roligt på drengen der nu sad med hovedet bagover. Han var helt væk. Det nervemedicin hun havde givet ham havde virket rigtig hurtigt. Hun tog et lille klæde hun havde i sin skuldertaske og tørrede blodet af hans ansigt. Forsigtigt foldede hun klædet og stak det i munden på ham hvorefter hun bandt det bagved hans hovede. Det gjorde at han ikke længere var i stand til at bide så hårdt når han kom til bevidsthed. Det var underligt. Nervemedicinen slog de fleste ud, men aldrig helt. Han var muligvis stadig ved mindre bevidsthed. Hun havde før oplevet at folk troede de allerede var døde, da hun gav dem medicinen. Den latter der var kommet fra drengen kunne godt tyde på at han syntes han havde vundet over en eller anden. Der virkede ihvertfald sådan. Forsigtigt tog Artemis hans hovede og kyssede ham på panden. Roligt hviskede hun i hans øre: "Artemis er hos dig" Hun ville helst ikke have at han automatisk begyndte at kæmpe imod hende fordi han troede at han var igang med at vinde over alle andre. Artemis ville ikke lade ham vinde over hende! Han måtte ikke dø fra hende, det ville hun ikke have, og det på trods af at hun ikke engang kendte ham!

[Yomi]

Yomi protesterede og forsøgte at spytte klædet ud, men det var ham umuligt, det var som om han havde mistet al kontrol over sin krop. Han blinkede som en sindssyg for at få styr på, hvad det var, der skete omkring ham, men tågen lå som et tykt, klamt slør omkring ham og forhindrede ham i at se klart. Smerten var efterhånden forsvundet, men han havde det ret dårligt og følte sig utrolig svimmel af blodtabet. *..hvorfor går det så langsomt?! Jeg vil ikke mere! Lad mig nu dø!!*
Så mærkede han et par kolde (eller sådan føltes de i hvert fald) læber mod sin pande. Et øjebliks koncentration gjorde ham i stand til at opfatte, hvad pigen sagde. Noget rørte uroligt på sig i hans underbevidsthed. *..Artemis?* Yomis øjne blev smalle, og han virrede lidt med hovedet. *Leto og Zeus datter? H-hvad laver hun her?! Det var da ikke hende, jeg kaldte på!* Forvirringen stod tydeligt printet i hans ansigt, og hans øjne skinnede foruroligende. Han kunne mærke, hvordan hans hjerte begyndte at falde til ro. Han havde ikke længere følelse fra halsen og ned, men han forstod, at det ikke gik den ønskede vej. Nervemedicinen havde lagt et tungt tæppe over stemmerne, og det var ikke ligefrem en behagelig følelse, der var trådt ind i hans nu ubevægelige lemmer. *..nej... Nej! Nej, det må du ikke! Lad mig være! Jeg vil dø! Hades! Cerberus! Få hende væk! Få Artemis væk!!* Han kneb øjnene tæt sammen og forsøgte at fremkalde bare en smule af den smerte, der før havde gennemsyret hans krop, men der var kun tågesløret tilbage...

[Artemis Kailera]

Artemis kiggede ned på drengens ansigt. Det var tydeligt at se at han var dybt forvirret. Forvirring var i visse situationer godt nok, men lige nu var det forståeligt nok. Artemis tog forsigtigt det ene håndled, og satte den oprevede blodåre så godt hun kunne på plads igen. Hun satte en stram bandage rundt om for at holde det på plads. Dette gjorde hun på begge hans hænder, uden af at sige mere til ham. Hun sad delvist over ham imens hun gjorde det, og det var nemt at mærke hendes tilstedeværelse, selv for drengen. Hun tog forsigtigt drengen og begyndte at løfte ham op i sengen. Stærk var hun ikke, men drengen vejede meget lidt. Mere end hun selv gjorde, men ikke ret meget. Han var bare et stykke højere. Det var ikke nemt for hende, men hun insisterede på at han skulle op i sengen. Hun bandt forsigtigt årepresserne op, så han fik blod i sine hænder igen. Det ville tage et par dage inden han ville kunne overveje at tage bandagerne af, men hun havde planer om at blive hos ham indtil da. Artemis tænkte lidt over hvad man havde brug for hvis man havde forsøgt selvmord. Hun kom rimelig hurtigt frem til at man nok havde brug for kærlighed. Hun kendte ham dårligt nok, men alligevel så brød hun sig om ham.

[Yomi]

Yomi beklagede sig højlydt, da Artemis forsøgte at løfte ham op i sengen. På trods af, at han slet ikke havde nogen følelse i resten af kroppen, var det som om der skød ild op gennem hans nakke via de nervebaner, der på mystisk vis lod til at tage sig en slapper. *Nej, lad mig være! Jeg vil ikke have din hjælp!! Slip mig, forsvind tilbage, hvor du kom fra! Tag hjem til Grækenland!* Han kneb stadig øjnene sammen, da hun endelig fik bakset ham på plads og begyndte at fjerne de bandager, der havde afskåret blodet fra at passere ud gennem hans synderflåede håndled. Hans hænder dunkede svagt, da blodet begyndte at strømme tilbage i dem. *Tag hjem, Artemis..! Jeg vil ikke have din hjælp...*
Yomi gav op, han kunne alligevel ikke gøre noget ved det lige nu. Hans krop føltes som bly, og hans hoved summede og gjorde ham svimmel. Han åbnede øjnene og måtte lukke dem næsten øjebikkelig pga. lyset, der pludselig virkede utrolig skarpt. Han missede med øjnene og forsøgte at fokusere på den skikkelse, der sad bøjet over ham. Yomi blinkede forvirret og overrasket med øjnene. Den pige, der sad ved siden af ham i sengen var ikke Artemis. I hvert fald ikke den Artemis, han kendte.
Hans pupiller trak sig lidt sammen, så han kunne se hende klart. Tågen havde trukket sig tilbage og havde efterladt verden knivskarpt for hans blik. Hun havde lyst hår, grønne øjne og hun så ud til at være lidt ældre end ham selv. *...hvem er det?*

[Artemis Kailera]

Artemis satte sig på sengekanten. Hun kiggede ned på drengen. Han burde kunne snakke, men det ville højst sandsynligt være en lille smule snøvlet. Artemis, som sad nede ved hans føder, rykkede lidt længere op og begyndte at stryge ham over håret imens hendes øjne så på ham med en form for moderlig kærlighed. Det var ikke et blik der var nemt at få til at komme frem. Men eksperten Artemis havde ikke nogen problemer med det. Det var ikke fordi hun havde specielt meget kærlighed for drengen, men hendes ansigt viste det bare. Selvfølgelig var hun på ingen måde ligeglad med ham, men det var ikke som om hun så ham som sit barn eller noget. Artemis betragtede drengens ansigt. Han virkede et par år yngre end hende. Forsigtigt fjernede Artemis klædet fra drengens mund i håb om at han ville være lidt mere rolig nu. Hun overvejede at binde ham, men hun ville nok blive smidt ud hvis der var nogen der så det. At sidde med en bundet dreng der blødte helt vildt, var aldrig smart. Artemis smilte lidt ved tanken. Hendes originale kærlige smil blev dog siddende på hendes ansigt.

[Yomi]

Meget imod sin vilje, kunne Yomi mærke, hvordan han begyndte at slappe af, mens pigen strøg ham over håret. Der var et eller andet ved hendet smil, der undrede ham. Det var ikke falsk, men det var som om det ikke nåede helt op til hendes øjne. Da hun endelig besluttede sig for at befri ham for det stykke stof, hun havde proppet i munden på ham, gik han i stå. Han ville gerne have råbt af hende, forbandet hende og fortalt hende, at hun skulle forsvinde. Men han kunne ikke, og den bedøvelse hun havde sprøjtet ind i ham var ikke grunden. Mens han betragtede hende tavst med forpint udtryk, forsøgte han at finde ud af, hvem hun var. Han syntes ikke, at han havde set hende på skolen før, men hun passede vel meget godt aldersmæssigt med en elev, så hun kunne jo sagtens være fra en af de højere klasser.
"...hvorfor..?"
Hans stemme var hæs og ufattelig spinkel, og hans sløvede tilstand gjorde sit til at holde hans stemmeføring i ro. Selv hvis han ville have råbt af hende, havde han sikkert ikke haft kræfter til det.
"..hvorfor gør.. du det her... mod mig?"
Yomi kunne stadig smage blodet i munden, hans eget sødlige, varme blod. Det havde været en fantastisk fornæmmelse bare at bide til og glemme alt andet end den pludselige smerte. Glemme alt om tid og sted. Men pigen havde trukket ham ud af færgemandens greb. Hun havde forhindret hans flugt. Dømt ham til mere lidelse. Noget, han ikke ville kunne hverken undgå eller overkomme. *Jeg vil dø ligegyldigt hvad, så hvorfor "redder" hun mig nu?*

[Artemis Kailera]

Artemis blev ved med roligt at stryge drengen over håret imens hun kiggede ned på ham. Hvorfor hun gjorde det imod ham? Hun havde regnet med at han havde nået den grænse hvor han fortrød, men åbenbart ikke. Artemis tænkte kort over hvad hun skulle sige. Hendes læber åbnede sig lidt, så hendes hvide tænder så småt kom til syne. Hun så ikke tænksom ud, nærmere bare som om hun skulle lige til at sige noget. Hvilket hun jo også skulle. "Fordi du ikke er andet end en sød dreng jeg endnu ikke har mødt!" Lød det så fra hendes læber. Artemis syntes det lød lidt underligt, men det var jo rigtigt nok "Jeg kan ikke lade dig dø her, fordi så ville jeg ikke få nydelsen af at kende dig!" Artemis smilte sødt til drengen. Han så rent faktisk ud som om han rent relativt faktisk godt kunne se godt ud. Han skulle nok bare lige have renset blodet af, men så kunne han nok godt være pæn nok. Artemis slog sig selv over fingrene i sine tanker og blev ved med at smile til drengen imens hun strøg ham over håret.

[Yomi]

Yomi så op på hende med store, undrende øjne. *Hvad mener hun? Hun vil lære mig at kende? Det er hendes grund?!* Han kunne mærke lidt af hans resterende blod løbe op i sine kinder. *Hvad er det for en åndssvag grund?!* Han havde lyst til at slå hende, men han var rørt, og det kunne ses. "..du har lige... ødelagt min død, din.. nar~" En lille, ynkelig skygge af et smil var krøbet over hans læber, og han lignede nu mere end nogensinde en lille, mishandlet hundehvalp.
Han lukkede øjnene et øjeblik og kunne ikke lade være med at nyde at blive strøget over håret. Der var noget virkelig betryggende ved at have nogen hos sig, der bekymrede sig om én. Det var ikke så tit det skete. Yomi blinkede et par gange og så igen op på hende. Hun var faktisk ganske smuk. En mental afklapsning fik ham hurtigt på andre tanker. Alle hans problemer var startet med en skønhed. Og hvor havde det ført ham hen? Yomis iriser blev pludselig flammende røde. *Yoichi! Jeg var lige ved at bryde mit løfte! Jeg lovede ham jo, at jeg ikke ville forsvinde! Jeg lovede ham det!* Chokeret over den nøgne sandhed, der lige havde åbenbaret sig for ham steg tårerne op i hans øjne.
Smerten havde ikke fået ham til at græde. Fysisk smerte kendte han alt til. Men skuffelsen over sig selv og lettelsen over at han alligevel ikke var død var for meget for ham. Det lille smil udvidede sig drastisk, og mens tårerne sagte begyndte at trille ned ad hans kinder, begyndte han at le stille. Det var ikke særlig højt, men det var en sund latter - omend den tydede på en vis mental ustabilitet.

[Artemis Kailera]

Artemis så på drengen og så et kort øjeblik en lille smule såret ud. Det skiftede dog hurtigt og lænede sig forsigtigt ned og kyssede ham på panden imens hun stadig strøg hans hår. Han havde noget behageligt hår. Det var ikke så perfekt som hendes eget, men det var jo også umuligt da hun selv havde lavet det fra bunden. Hendes hår kunne ikke engang spalte i spidserne ligemeget hvad der skete! Hvis hun fik skåret det af, ville det vokse ud igen på det tidspunkt hun ville have det til det. Hun var trods alt en af dem med mest kontrol over sin egen krop. Hun lod sit hovede være nede ved drengens i lidt tid, inden hun igen satte sig op. Hun tog et lille lommetørklæde og og tørrede det blod der sad i hendes mundvig af. Hun kunne stadig mærke den stikkende fornemmelse hun havde i læben selvom hendes krop straks havde fjernet såret. Hun overvejede at begynde at tage drenges tøj af og vaske det, men det ville bare se alt for forkert ud hvis hun begyndte på det. Alt alt for forkert!

[Yomi]

Yomis latter stilnede langsomt af igen, men han blev ved med at smile ulykkeligt. *Hvordan kunne jeg dog være så dum? Bare fordi hende heksen pissede mig af...* Små tårer tvang sig stadig ud mellem hans øjenvipper, da pigen bøjede sig ned over ham og kyssede ham på panden. Der gik en let skælven igennem ham, og han betragtede hende diskret, da hun trak sig væk fra ham og tørrede noget blod af sin læbe. *Har hun slået sig? ..er det mig, der har gjort noget?* Yomi studerede hende bekymret, men der så ikke ud til at være nogen sår på ansigtet eller hænderne, selvom hun havde en del blod på tøjet. En lille, spøjs tanke sneg sig ind i hans hoved. *Måske er hun en vampyr, der benytter sig af lejligheden til at drikke mit blod?* Men så trak han på smilebåndet. Hvis hun havde været en vampyr ville hun ikke have ulejliget sig med at redde ham. Han ville frivilligt have ofret hver eneste blodsdråbe i sin krop, hvis hun havde spurgt ham.
"..du er.. hvem?" Det lød måske lidt uforskammet, men hans syntax var røjet lidt med det kraftige bedøvelse. Hans kvalme var ved at forsvinde, men han var stadig ret svimmel. Det afholdt ham dog ikke fra at stirre på pigen.

[Artemis Kailera]

Artemis så lidt på drengen. Havde hun ikke allerede fortalt ham at hun var Artemis? Hun smilede til ham og lænede sig ned indtil deres kinder rørte hinanden. Lavt hviskede hun "Mit navn..." Hun tøvede lidt "...er Artemis" Artemis kunne mærke at der begyndte at komme blod på hendes kind. Men hun gad ikke rigtig tage sig af det. Hun begyndte at rode lidt mere rundt i hans hår imens hendes kind var ved siden af hans. Hun gav sig selv endnu en lussing indeni sit hovede. Hun kunne jo ikke ligge sådan når drengen ikke engang kunne gøre noget for at kæmpe imod det. Hun satte sig igen op og tørrede forsigtigt sin kind af i sit lommetørklæde. Hun kiggede lidt på drengen og tørrede så alt det blod han havde i ansigtet mere eller mindre var forsvundet. Dog ikke hundrede procent, men ihvertfald nogenlunde.

[Yomi]

Yomi sukkede invendig, da pigens kind strejfede hans egen. Det sendte et lille statisk stød gennem ham. Og så det navn igen... "Artemis..." Han drejede forsigtigt hovedet og havde egentlig tænkt sig at puste hende i øret, men så satte hun sig op igen, og han lå og følte sig lidt dum.
"Jeg kendte engang én... med det navn.." Han smilede for sig selv, da hendes ansigt dukkede frem i hans hukommelse. Hun havde været vild. Passioneret. Et barn af guderne. Engang havde hun vist forvandlet et par til løver, fordi de havde forlystet sig i hendes tempel. Han havde faktisk hun mødt hende én gang, men hun var klart den mere sympatiske af de guder, han havde mødt gennem sin tid i underverdenen. "..mit navn er Hogosha... Yomi.." Uvilkårligt havde han forsøgt at løfte hånden til hilsen, og en mærkelig trækning faldt over hans ansigt, da han ikke mærkede sin arm reagere. Han sukkede og lukkede øjnene et øjeblik for at få ro på sig selv. Det var virkelig ubehageligt at være lammet på den måde.
"..hvad har du... gjort ved mig..?"
Det var et ret tåbeligt spørgsmål hans situation taget i betragtning, men han kunne ikke lide at være spærret sådan inde i sin egen krop, og det gjorde ham temmelig nervøs.