Tågeslør~

[Artemis Kailera]

Artemis kiggede ned på Yomi. Hun havde nået at mærke hans hovede dreje sig en lille smule inden hun havde rejst sig op igen. Det virkede lidt som om han skulle lige til at gøre noget ved hende. Artemis følte sig dum. Hvorfor havde hun ikke bare blevet der nede. Det burde hun have gjort. Hun kiggede ned på Yomi da han begyndte at tale igen. "Det er en form for nervemedicin. man bruger den til at slå folk helt ud, men den virker kun kortvarigt, så du burde være på benene igen på ingen tid" Artemis smilte ned til sin patient. Artemis blev stadig ved med at pjuske drengens hår. Hun kunne faktisk vildt godt lide hans hår. Det var dejligt på sådan en normal måde. Han havde også ret tykt hår, og det klædte ham. Artemis selv havde meget tyndt hår, men hun syntes det var det der klædte hende bedst. Forsigtigt lagde hun sig halvt ned på den ene side imens hun støttede sig hovede med sin arm. Hun lå ved siden af Yomi imens hun stadig betragtede ham og legede med hans hår.

[Yomi]

"..godt..." Yomi fik et lettere sagligt udtryk i øjnene. På trods af den ubehagelige kropslås kunne han ikke ignorere, at det var utrolig dejligt at blive nusset på den måde. Det have Yoichi også en tendens til at gøre. Faktisk var der mange, der morede sig med at ødelægge Yomis frisure, når de ikke havde andet at tage sig til - især piger. Men der var vel ikke så meget at sige til det. Det var ikke ligefrem fordi pigerne flokkedes om ham, men det var tydeligt, at der var en vis dyreungecharme, der tiltræk de mere følsomme væsener. Hvilket altså som oftest resulterede i en ødelagt frisure. Men lige nu betød det ikke ret meget for Yomi. Det eneste, der betød noget var, at hun var der.
Han var glad for, at hun lagde sig ned igen. Det gjorde det altid en hel del lettere at tale med folk, når de var på ens egen højde. Hans øjenvipper havde opfanget nogle af de små, salte dråber, og de glimtede nu frustrerende i hans synsfelt. Han blinkede for at få dem væk, så han kunne se Artemis klart. Så tog han mod til sig. "..jeg er virkelig... ked af.. at du skulle se mig... sådan her... Artemis... og.." Han sank en klump. "..jeg er taknemmelig for... at du redede mig..."
Han rødmede og der opstod en lille, fin rynke mellem hans øjenbryn. Det var temmelig pinligt at skulle sige den slags til den person, der lige havde reddet ham fra at begå selvmord, men sådan var det nu engang. Han havde kun forsøgt sig med selvmord én gang før - temmelig mirakuløst hans mentale tilstand taget i betragtning - og dengang var det ham selv, der i sidste øjeblik havde ombestemt sig. Ikke så meget pjat dér, men nu lå han så her ved siden af en køn pige uden at kunne forklare sig på nogen måde. Helt ærligt, ville hun så stadig gide at bekymre sig om ham, hvis hun vidste at grunden var en vis mandlig lærer og deres intime forhold? Sandsynligvis ikke. *Deprimerende..*

[Artemis Kailera]

Artemis smilede til Yomi og blev bare ved med at stryge hånden igennem hans hår. "Bare rolig, jeg har set ting der var værre!" sagde Artemis med en sød stemme. "Og jeg er altså virkelig glad for at jeg kunne hjælpe." Afsluttede hun og aede ham lidt på kinden inden hun gik tilbage til at stryge ham over håret. Han så ud til godt at kunne lide det. Han så meget sorgmodig ud, men det var jo også forståeligt nok! Artemis var glad for at det så ud til at Yomi endelig havde ombestemt sig. Det gjorde næsten alle før eller siden. Det var bare ærgerligt at der var så mange der gjorde det for sent. Såsom efter de var sprunget. Artemis var virkelig glad for at hun havde nået at redde Yomi, og det var synligt i hendes øjne at hun var det. De grønne øjne betragtede Yomis ansigt imens han bare lå der ved siden af hende. Der ville ikke gå ret lang tid inden hans krop ville være fuldt ud opvågnet igen. Han ville nok faktisk kunne begynde at bevæge sine arme så småt allerede. Artemis smilte ved tanken, selvom hun ikke rigtig vidste hvorfor.

[Yomi]

Yomi smilte et af sine sædvanlige skæve smil, der viste, at han spekulerede over et eller andet han fandt morsomt, men som han ikke var helt sikker på, om modtageren ville forstå. *'Det der var værre'.. Sammenlignede hun mig lige med en ting?* Han fangede ikke helt, hvad hun mente, men det virkede som en ret spøjs ting at sige i Yomis hoved. "..jeg beklager, at jeg... har været til.. så meget besvær..." Hans smil forsvandt lige så stille og efterlod et ret dystert udtryk. Øjnene havde genvundet deres grå farve, og han så mildest talt opgivende ud.
Uden at lægge mærke til det, løftede han hånden og strøg Artemis over kinden, som hun havde gjort. Det var først bagefter, da der indtrådte en dump smertende prikken i hans fingerspidser, at det gik op for ham, at han havde bevæget sig. Nervemedicinen var åbenbart ved at stilne af. Han lagde dem forsigtigt ned igen med et træt udtryk. "Jeg var lige ved at.. bryde mit løfte..." Yomis stemme havde genvundet lidt af sin gamle styrke, men han følte sig stadig meget svag og svimmel af blodtabet. "Jeg havde lovet ikke at... forsvinde.. det havde jeg lovet... så jeg er meget.. taknemmelig..." Han lukkede øjnene og vendte hovedet væk fra Artemis. Han følte, at han blev nødt til at give hende en eller form for forklaring, men han kendte hende jo ikke engang, så han blev nødt til at træde lidt varsomt.

[Artemis Kailera]

Artemis kunne ikke lade være med at ærgre sig da Yomi sagde at han var ved at bryde sit løfte. Fordi hvis han havde lovet ikke at forsvinde, så måtte det da være til en pige han havde givet det løfte. Artemis vidste at hun ikke burde ærgre sig over det, men hun kunne ikke lade være! Artemis kiggede sig forsigtigt omkring. Hun gjorde det nærmest for at sikre sig at der ikke var andre i rummet. Hun kiggede ned på Yomi "Hvem er hun?" spurgte Artemis lavt. Næsten for lavt til at man kunne høre det. Men alligevel højt nok til at det blev sagt. Artemis vidste ikke hvorfor hun sagde det, og det var sikkert også en virkelig fjollet ting. Artemis havde jo ikke planer om at have noget kørrende med Yomi, men alligevel kunne hun ikke lade være med at tænke sådan. Der gik et lille stød igennem Artemis da Yomi rørte ved hende. Hun var ikke forberedt på det, og det var meget tydeligt. Hun var dog glad for at det var det han valgte at gøre og at han ikke slog ud efter hende, som hun tænkte at han måske ville gøre. Nervemedicin var en unfair ting at skyde i folk, men det var satans effektivt!

[Yomi]

Yomi så overrasket på hende. Var han virkelig så nem at læse? Nervøst flyttede han på sig i sengen. Han kunne stadig ikke mærke sine ben, men der var kommet lidt liv i hans arme og overkrop, der straks gav sig til kende med en brændende smerte. Yomi bed tænderne sammen til den havde fortaget sig lidt og lå så og kiggede tænksomt op i loftet. Han ville gerne svare så ærligt som muligt på Artemis' spørgsmål, men han turde på ingen måde nævne Yoichis navn overfor én, som han kun lige havde mødt. Hun virkede oprigtig, men hvem kunne vide, hvad hun ville gøre, hvis hun fandt ud af deres hemmelighed? Yomi var i syv sind. Han ville heller ikke tøve for længe og give Artemis en forkert opfattelse af situationen. *..sikke noget møg... jeg vil ikke lyve, men Yoichi står til at miste sit job..* Han sukkede og så meget frustreret ud. Så vendte han ansigtet mod Artemis og smilede lidt forlegent.
"..én, der betyder... meget for mig~"
Han rødmede lidt, da hans klasselærers ansigt trådte tydeligt frem i hans hukommelse. "..faktisk så..." Yomi skar ansigt. Han havde ikke rigtig tænkt over det før, men af en eller anden grund var det oftere hans forhold med andre drenge, der endte vellykket. "..er hun en ham..." Nervøst studerede Yomi Artemis' ansigt. Han ville gerne se hendes reaktion. Også selvom hun måske ikke ville bryde sig om, hvad hun hørte. Personligt havde Yomi altid set efter både kvinder og mænd, og det var slet ikke noget særsyn blandt de gamle på Olympen, så han havde ikke så megen erfaring med, hvordan andre havde det med den slags. Men onde tunger blandt menneskene lod ikke til at dele hans syn på det, så måske ville pigen ved siden af ham være af samme opfattelse...

[Artemis Kailera]

Artemis åndede lettet op. Hun havde ikke tabt. Det var meget tydeligt på drengen at han var meget nervøs over hvad hun ville tænke om det, så hun holdt masken. Hun smilte bare til ham. "Kan du fortælle om ham?" spurgte hun forsigtigt og smilede. Artemis vidste ikke rigtig hvorfor hun spurgte, men det gjorde hun bare. Hun ville gerne vide om det rent faktisk var en kæreste eller om det var en han holdt rigtig meget af. Artemis syntes det så ud på Yomi's ansigt som om det var en person der godt kunne være en kæreste af ham. Artemis kunne ikke lide når andre drenge havde piger som kærester, fordi så havde de en tindens til at ignorere hende, men når en dreng var sammen med en anden dreng var det bare nuttet!

[Yomi]

Endnu en gang rykkede Yomi nervøst på sig og hans lemmer krediterede som før med smerte. Han var tavs i et stykke tid. Så kiggede han vurderende på hende. "Kan du... holde på en hemmelighed..?" Yomi var nået frem til den konklusion, at det måske slet ikke var så farligt at fortælle lidt mere til Artemis. Hun lod ikke til at tage sig af, at det var en mand, han snakkede om, faktisk så hun en smule nysgerrig ud, og det var et blik Yomi ikke kunne stå for. Det var sådan han selv så ud det meste af døgnet.
Han gengældte forsigtigt hendes smil. "..kan du?"
Yomi kæmpede sig om på siden, så han lå mere naturligt for at kunne tale med hende uden at skulle få hold i nakken. Det gjorde forbandet ondt, men som sagt; han var vandt til smerte. Hans øjne glimtede hemmelighedsfuldt. Det var tydeligt, at han brændte for at afsløre den til nogen.

[Artemis Kailera]

Artemis stoppede med at stryge Yomi's hår og kiggede på ham med et meget seriøst, men alligevel nysgerrigt og sødt blik. "Når det gælder dig, kan jeg alt!" Svarede hun og smilte sødt til ham. Hun lagde sig så de lå anisgt mod ansigt, fordi hun havde ligget et meget lille stykke under ham lige før, og hun ville ikke have at han blev nødt til at flytte sig mere. Det var imponerende at han overhovedet havde kunne flytte sig så meget, set på hans situation. Artemis kunne ikke lade være med at kigge på Yomi's læber og overveje hvordan hans reaktion ville være hvis nu hun... Hun smilede lidt drillende, og det var meget tydeligt hvad hun overvejede at gøre. Men samtidig, kunne man godt se at Yomi havde hendes fulde opmærksomhed og at hun ville høre ethvert ord han sagde til hende!

[Yomi]

Artemis' blik distraherede ham og fik ham et øjeblik til at glemme, hvad det var, hun lige hvde svaret. Så smilede han. "..det er en lærer..." Yomi holdt en lille kunstpause for at nå at tage mod til sig. Det var første gang han fortalte det til nogen, og det hele va stadig så nyt for ham, at han ikke kunne lade være med at rødme voldsomt. Alligevel brød han ikke øjenkontakten. "..jeg tror jeg elsker ham... jeg får sommerfugle.. - i maven... hver gang jeg ser ham..." Yomi løftede besværet den arm, han ikke lå på og kløede sig i nakken. Det var virkelig grænseoverskridende det her... Men Artemis så så sød ud, at han fik en indre trang til at fortælle hende alt om alt, alt hvad hun gerne vill vide. Hendes grønne øjne var som genspejlinger af de forårsblade, der nok aldrig ville komme til syne på Yokais træers døde grene. "...og så har han de mest... fantastiske øjne.. som man kan drukne i..." Han lo stillle og kom til at hoste, fordi han indhalerede en fjer, der var undsluppet dynen.

[Artemis Kailera]

Artemis kunne ikke lade være med at smile et meget ægte smil. Hun kunne simpelthen ikke holde det tilbage. Hendes øjne skindede af lykke og nysgerrighed for at høre mere. Den lille blonde pige slog forsigtigt armene om halsen på Yomi og krammede ham. "Hvor er du bare sød!" udbrød hendes mund helt af sig selv. Det gjorde det bare ikke mindre rigtigt. Artemis smilede stort og kunne slet ikke komme sig over hvor sødt det var. At det var en lærer var fuldstændig indifferent. Artemis slap hurtigt Yomi og håbede på at han ville fortælle mere. Artemis syntes det var noget af det sødeste hun længe havde hørt, og at det skulle komme fra en efter han havde forsøgt at begå selvmord, gjorde ikke situationen det mindste værer. Artemis smilte roligt til Yomi og kiggede ham bare ind i øjnene.

[Yomi]

Artemis' omfavnelse var lige, hvad Yomi havde brug for, og selvom det gjorde pokkers ondt, forsøgte han at kramme igen. Han nåede dog ikke at få sine arme til at lystre, før hun havde trukket sig væk igen. Hun så virkelig nysgerrig ud, og Yomis kinder blussede lidt op igen ved hendes ord. "øhm.. mange tak~" Han var ikke helt sikker på, hvordan han skulle tolke hendes reaktion, men det var da i hvert fald temmelig sikkert, at hun ikke havde noget imod hans særprægede kærlighedsforhold.
Artemis så virkelig glad ud. *Sikke en dejlig pige... men hvordan kan hun være så uberørt over situationen..?* Yomi løftede hovedet en smule og så ned af sig selv. Det var lidt af et svineri. Blod over det hele. Af en eller anden mærkelig grund strejfede den tanke ham, at det ville være noget skidt, hvis han ikke kunne vaske det af sin skoleuniform. Så ville han være tvunget til at gå i grønt til han fik farvet en ny. Rynken trådte igen tydeligt frem mellem hans øjenbryn, men så glattedes hans pande igen. *Jeg bliver virkelig nødt til at tage mig sammen! Jeg var lige ved at dø, for Hades skyld! Jeg burde være lykkelig! Ikke brokke mig over den slags.* En kort, gøende lyd af latter, så så han smilende på Artemis igen.
"..jeg kunne slet ikke... tænke klart.. de første par dage efter... jeg rendte ind i ham.. og fandt ud af, at det var... gengældt." Yomis hoved var stadig uklart, ikke pga. Yoichi, men pga. blodtabet, men hans sætningskonstruktioner blev da mere og mere komplicerede. Han sendte Artemis et lille, hemmelighedsfuldt smil. "..jeg var endda hjemme hos ham..." Rødmen blev dybere, og han kæmpede sig om på ryggen og brød øjenkontakten, så det ikke gik hen og blev for pinligt det hele. "..jeg havde lovet ham ikke at... forsvinde, men så var der én, der..." Niramis fjæs hang uformeligt og sløret foran ham, og et forfærdeligt ubehag ramte ham pludselig. Det var helt tydeligt, at der var noget, der generede ham. Og den gene var Nirami, pigen, der næsten havde drevet ham til selvmord.