Lektier

[Iru-Jon Yasashii]

De fleste elever og andre, der ikke vidste, hvordan det var at være lære, troede det var virkeligt nemt. De skulle jo kun arbejde ligeså længe, som de havde timer - men det passede bare ikke, for de havde jo også stile, de skulle rette; lektier, på sin vis. Det var nogle gange rigtigt interessant at læse elevernes stile, for mange af dem havde nogle gode synsvinkler, men andre anden ville Iru bare ønske, at han ikke behøvede at rette stile. Det var kedsommeligt arbejde i længden.
Han lænede sig tilbage i stolen og strakte armene ud bag sig, inden han rejste sig op og gik over for at se, om ikke der var en god bog, han kunne læse lidt i, inden han gik videre med stilretningen. Han havde brug for en pause, for ellers ville han da først begynde at få ondt i hovedet. Da han havde fundet en om fabeldyr, satte han sig tilbage til det bord, hvor hans stile lå. *Jeg skulle ikke have siddet oppe og læst hele natten,* tænkte han for sig selv, mens han skjulte et gab med sin ene hånd. Hvor var han dog forfærdeligt træt.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya gik og nynnede, mens hun bevægede sig hen langs den ene bogreol efter den anden og lod fingeren strejfe henover bøgernes påtrykte titler. Hun var ikke helt sikker på, hvad hun ledte efter, så det måtte vel bare blive sådan lidt på intuitionen, som altid, når hun fandt skønlitterære værker. Hun havde været en tur forbi afleveringsskranken og havde set sig nødsaget til at give biblotikaren en hjælpende hånd med den stavel bøger, som hun kun lige akkurat havde kunnet slæbe selv. Størstedelen bestod af gamle menneskeberetninger, der fremstillede forskellige møder med den mere monstrøse verden, så at sige, men der var også et par illustrerede bøger om kunsthistorie, som hun var faldet over i det nyere sortiment af biblioteket. Hvordan sådan noget havde sneget sig ind på yokai var ikke til at sige. Selv hade Amaya aldrig mødt andre af monsterafstamning, der interesserede sig for kunst, altså bortset fra skolens billedkunstlærer.
Hun stoppede et øjeblik og tak en bog halvt ud fra hylden. Den var bred og tung og bundet ind i noget, der kunne have været slangeskind. Et enkelt blik på forsiden fik hende dog til at ombestemme sig, og hun skubbede den pænt på plads igen med en lille tanke til den stakkels biblotikar, der sikkert stadig kæmpede med at få sat alle hendes bøger ind på deres rigtige placeringer i systemet. Hun havde også haft lånt en enkelt sangbog, men det havde udelukkende været hymner til den kristne gud, og for at være helt ærlig, havde det kedet hende en hel del at memorere teksterne, selvom melodierne var meget smukke, omend vemodige.
Amaya nåede enden af en reol og drejede omkring den for at fortsætte på den anden side. Hun var kommet ind i én af sine foretrukne afdelinger, der indeholdt nogle af de mere interessante bøger om diverse mytologier og monsterbeskrivelse, som hun hold af at studere. Men der var allerede én, der så ud til at have fået samme idé. Ved et bord, næsten skjult bag stakke af afleveringer, sad hendes klasselærer og gabte. Amaya blev ikke overrasket over at finde ham her - han underviste dem trods alt i netop den slags, men det var alligevel ikke så tit man sådan stødte på lærerne i biblioteket. For det meste brugte de jo lærerværelset til det samme. Hun nærmede sig lidt nervøst. Hun havde faktisk aldrig rigtig talt med ham udenfor klassen, men det ville virke uhøfligt ikke at hilse. Desuden var hun nok hans allerstørste fan.
"God dag, Iru-Jon-sensei~"

[Iru-Jon Yasashii]

Bogen, Iru havde fundet, var faktisk meget spændende, og at læse den havde vækket ham en lille smule. Det hjalp næsten altid på hans træthed at læse en spændende bog, selvom læsning ofte havde den modsatte effekt på de fleste andre. Der var også flotte illustrationer, hvilket kun gjorde læsningen bedre. Han havde altid elsket den måde, mytologiske væsner og fabeldyr var afbilledet på. Personligt havde han aldrig været så god til nogle af de mere kunstneriske ting - musik, tegning og sådan noget - men han havde altid kunnet lide at se på andre, der havde evnen til det eller de ting, de havde lavet. Især hvis de virkeligt var gode.
Alligevel var hans øjne begyndt at flakke lidt af mangel på søvn, og han sad faktisk og halvsov med hovedet støttet på hånden, da han hørte en stemme bag sig. Det gav et lille sæt i han, for han havde lige været midt i en af de der før-søvn-drømme, så det var faktisk ikke gået op for ham, at han næsten var faldet i søvn. Han rettede sig og vendte sig halvt om i stolen, mens han undertrykte endnu et gab. Da han så, at det var en elev, der talte til ham, smilede han venligt til hende, selvom smilet ikke nåede helt op til hans øjne. Han havde set hende før, det var han sikker på, men det tog lige nogle splitsekunder for at få et navn til at passe på den pige, han så foran sig.
"Yagi-san, goddag," sagde han høfligt. Hun var en af hans bedre elever. Faktisk havde han lige siddet og rettet hendes stil for ikke så længe siden. Hun havde skrevet en meget flot beskrevet stil om mytologiske væsner. "Hvad bringer dig herind?" han kunne ikke lade være med at undre sig, for normalt var eleverne som regel udenfor på denne tid af dagen - især når vejret udenfor var så godt, som det nu var. Han havde lagt mærke til det, da han var gået over til biblioteket fra sin bolig. Selv var han meget vant til at være indefor i al slags vejr, for han var mere end bogorm end et sportsmenneske, og det gik ham faktisk slet ikke på. Han kunne godt lide bøgerne, for de beskrev så godt ting, man ikke altid kunne komme til at se i virkeligheden.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya smilede lidt forlegent. Hun var godt klar over, at det virkede temmelig mærkeligt at opholde sig på biblioteket, når man havde fri, men hun var også ret sikker på, at Iru allerede måtte have opdaget i timerne, at hun ikke var helt ligesom alle andre skoleelever. Havde hun været hjemme i sin egen skov oppe nordpå, havde hun brugt hele dagen på at løbe om kap med vildhestene eller udfordret vætterne til gådedueller i de varme græstuer. Men det var anderledes besværligt for hende her på yokai, for skoven vrimlede med elever, når vejret var godt, og det gjorde hende mildest talt irriteret at støde ind i horder af svævende kærestepar, når hun helst bare ville kunne nyde skoven alene. Hendes plan havde været at bruge eftermiddagen på at få afleveret sine bøger og så ellers vente til mørket faldt på, og turdelduerne sivede væk til de mere private gemakker. Det var hende en evig kilde til undren, hvordan i alverden de kunne finde på sådan at gå og holde om hinanden til offentligt skue. Selv var det hende en yndet sport at snige sig ud om natten og så nyde mørket i stilhed i sin virkelige form. Det var det, der gjorde, at hun kunne holde ud at ligne et menneske resten af dagen. "Det samme, som jager duggen af græsset, sensei. Jeg foretrækker bibliotekets kølighed." Amaya trak lidt på skuldrene og smilede. Det var ikke et helt sandfærdigt svar, men hvad skulle hun sige? At hun var bange for at rende ind i de andre outcasts, hvis hun bevægede sig rundt i de mere afsidesliggende steder på skolens område?
Hun kastede diskret et blik ned på den bog, som Iru havde været optaget af at læse, før hun forstyrrede ham. Et billede i strålende farver på den ene af de opslåede sider tiltak sig hendes opmærksomhed. "De læser?"

[Iru-Jon Yasashii]

Iru smilede sit høflighedsmil til hende ved hendes svar. "Veltalende, som altid, ser jeg," sagde han. Hun havde en speciel måde at udtrykke sig - en af de ting, han godt kunne lide ved hende. Det var sådan nogle små ting, han lagde mærke til. De ting, der fangede hans opmærksomhed. Han fulgte hendes blik ned på sin og smilede skævt for sig selv. "En bog om fabeldyr," svarede han hende så. *Hvilket eksempel er det dog ikke, jeg sætter, når jeg sidder og læser i stedet for at rette stile?* tænkte han og rystede indvendigt på hovedet af sig selv. Der var jo ikke noget at gøre ved det nu.
"Vil du sidde?" tilbød han. Han havde lagt mærke til, at hun havde kaldt ham 'De', hvilket han faktisk ikke rigtigt brød sig om, men han lod hende alligevel sige det, for der var ingen grund til at gå op i bagateller. Hvis hun havde det bedst med at kalde ham det, ville han ikke sige noget til det - i hvert fald ikke endnu. Han gik trods alt selv meget op i at være høflig, så han forstod hende udmærket godt.
Han forstod også godt hendes svar, for han kunne jo også selv bedst lide køligheden indenfor, og han brød sig heller ikke så meget om at være omgivet af folk, når han ikke underviste, hvilket var grunden til, at han næsten altid rettede stile i biblioteket eller på sit værelse. Hvis han ville være helt i fred, satte han sig som regel i biblioteket, for eleverne ville komme til hans bolig for at spørge om noget, inden de ledte andre steder. Det var ikke, at han havde noget imod, når eleverne kom og spurgte ham om hjælp eller råd, men nogle gange, når han kom lidt bagud med lektieretningen, var det rart ikke at blive forstyrret. Denne forstyrrelse havde han dog intet imod, for han var trods alt ved at gå lidt død i at læse så mange stile.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya rødmede lidt. Hun var ikke vandt til at modtage komplimenter - og slet ikke for sine ofte lidt kringlede talemåder, der irriterede de fleste. Hun talte selvfølgelig ikke altid så gammeldags, men der var noget ved Irus høflige tiltale, der havde fået hende til at slå over i sin mors tone. "Jeg vil ikke forstyrre, sensei. Jeg jager selv, ser De." Hun lavede et lille nik med hovedet for at indikere, at det var bøger, hun mente. Hendes blik fandt igen bogen på bordet. Det var et meget smukt billede, men det forestillede ikke umiddelbart et fabeldyr, hun kendte, og det tirrede hendes nysgerrighed.
Lige så længe hun kunne huske, havde hun været helt vild med at ligge og høre sin mor fortælle historier om guder, helte og monstre fra hendes eget hjemland, og interessen var bare blevet pirret yderligere af elvernes digte og vølvens fortællinger, som hun havde lyttet til så ofte hun kunne. Amaya havde været helt vild af glæde, da det gik op for hende, at der rent faktisk var et fag på skolen, der beskæftigede sig med netop dét. Og så var der jo Irus fantastiske evner, der gang på gang havde gjort hende i stand til at se alle de fantastiske væsener, hun havde hørt om, vist hende historierne, ikke bare fortalt hende dem. Hun var stadig nogen gange helt svimmel efter hans timer og kunne finde på bare at blive siddende og stirre ud i luften i flere minutter for at se, om hun ikke kunne få et enkelt glimt af alferne eller yetierne mere.
Halvdelen af hendes blokke var også fyldt ud med tegninger og skitser fra de timer, så hun var efterhånden begyndt at få lidt dårlig samvittighed over det. Altså, at hun tegnede i timerne. Det var dog ikke fordi hun ikke hørte efter, for det gjorde hun, sugede til sig som en svamp af hans overvældende viden på området. Amaya havde slet ikke tænkt over, at hun havde tiltalt ham med 'De', for i hendes verden var han noget nær en gud.

[Iru-Jon Yasashii]

"Det er en rar afveksling fra læsearbejdet," sagde Iru venligt og ærligt. Han så hendes blik hele tiden blive tiltrukket af billedet i bogen. Han havde været i færd med at læse om et væsen, der hed Killoren. Det var ikke decideret et fabeldyr, men det var et væsen, der optrådte i nogle fabler. Det billed, der havde fanget Amayas opmærksomhed, var et, hvor der var en kvindelig og en mandlig Killoren i flotte grønne farver og omgivelser. De kunne faktisk godt se lidt skræmmende ud, hvis man bare så billedet, for manden havde røde øjne og nogle hornlignende ting på hovedet, og kvinden stod med armene ude til siderne med det lysegrønne hår strittende ud omkring hovedet og lysende, hvide øjne. De var i sandhed nogle virkeligt interesserende væsner, som han faktisk var ret fascinerede af.
"Ved du, hvad det er for nogen?" spurgte han hende med et af sine skæve smil. Han regnede ikke med, at hun kendte dem, for der var ikke særligt mange, der havde hørt om dem, hvilket egentligt var en skam. Han havde planer om at inddrage dem i sin undervisning senere på året, når de skulle gå i dybden med skovvæsnerne. De skulle dog først lige igennem nogle andre ting. Lige nu var de for eksempel i færd med at lære om de væsner, der levede under jorden - i næsten time skulle de nok have om Drows; en bestemt form for elver, der levede under jorden i huler i stedet for over jorden i skovene, som de fleste elvere gjorde. De var også et meget interessant folkeslag, for det var ikke mændene, der bestemte i deres samfund, men kvinderne, og hvis mændende ikke adlød, blev de slået ihjel. Så enkelt var det.
Hvis Amaya dog gerne ville høre lidt om Killorensne nu, ville han med glæde fortælle hende om dem. Han var udmærket klar over, at hun holdt af hans undervisning, for han havde været over og se over hendes skulder flere gange for at se, hvad hun tegnede. Det var måske ikke høfligt, men han plejede at gøre det ved elever, der ikke så ud til at høre efter. Det var ret enkelt: han satte en lille illusion op, hvor han stadig stod og talte - han skulle bare tænke på de ting, hans illusion-jeg skulle sige, og så sagde den det - og så gid han stille ned til eleven og så, hvad personen lavede. Hver gang, han havde gjort det ved hende, havde han ikke kunnet lade være med at smile, for hun sad altid og tegnede de væsner, han fortalte om.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya trådte hen ved siden af Iru for at kunne se lidt bedre på det smukke billede. Deres vilde øjne virkede dragende, og et nysgerrigt smil gled over hendes læber, mens hun betragtede dem. I sandhed naturens skabninger. Så rettede hun sig op og rystede forsigtigt på hovedet. Det var tydeligt, at hun brændte efter at finde ud af, hvem de var. Det var ikke så tit, at hun stødte på væsener, som hun aldrig havde hørt om, men disse var fuldstændig fremmede for hende. "Nej. De er hverken af elven eller vætteafstamning... Sensei?"
Hun så op på Iru med store, interesserede øjne, der skinnede livligt. Mon han kunne fortælle hende noget om dem? Amaya overvejede i sit stille sind, om det mon var et dårligt træk at indrømme, at hun var fuldstændig uvidende om disse væsener, men hun ville virkelig gerne høre mere om dem. Kvindens grønne hår var let som nyt løv, men med en fylde som saftigt, grønt, bølgende græs, der fik hende til at sukke henført. Det gik op for hende, at hun endnu engang var blevet distraheret af billedets smukke udformning, og hun rødmede forlegent, da hun igen så op på sin klasselærer.

[Iru-Jon Yasashii]

Iru lod sig ikke mærke med hendes generthed og rødmen. "Det havde jeg heller ikke regnet med," forsikrede han hende med et lille smil spillende på læberne - han holdt virkeligt af, når en af eleverne interesserede sig for hans fag, og det var tydeligt, at hun havde oprigtig interesse for at lære mere om disse væsner. "Der er ikke så mange, der kender dem," fortsatte han, "vi kommer til at have om dem senere på året, men hvis du vil, kan jeg da godt fortælle dig lidt om dem nu," så hævede det ene øjenbryn spørgende og lagde hovedet let på skrå. Han holdt af at lære fra sig, faktisk var det noget af det bedste, han kendte til, så han ville slet ikke have noget imod at fortælle hende om dem; og eventuelt andre væsner, hvis hun var interesseret i det.
Han kunne også godt tænke sig at se hendes reaktion på disse væsner, for de var i sandhed unikke. Siden hun var så betaget af naturen - han havde lidt gættet sig til, at hun selv var et væsen af naturen, selvom han ikke havde sporet sig helt ind på, hvad hun egentligt var for en - ville hun nok elske disse beskyttere af den. Han holdt i hvert fald meget af dem. Han var ikke det største naturmenneske, men han kunne godt lide at gå i skoven om aftenen, når månen og stjernerne var fremme, eller om morgenen, når solen var ved at stå op. På de tider var der næsten ikke nogen udenfor, så det var det bedste tidspunkt at samle sine tanker på. På trods af, at han ikke var så meget et udendørsmenneske, så var dens væsner nogle af hans ynglings, for de var alle så mystiske og betagende at se på eller læse om. Det var også blandt dem, nogle af de mest fascinerende væsner kunne findes.

[Amaya Ha Yagi]

Amayas læber deltes i et stort smil. Der var ikke noget, hun hellere ville end at lære noget om disse specielle skabninger, der havde fanget hendes interesse. "Meget gerne, sensei, hvis det ikke er til ulejlighed." Hun tog sig i det og modererede sit smil lidt. Han skulle jo nødig få den tanke, at hun fandt det komisk eller gjorde nar af ham, når virkeligheden nu var, at hun beundrede ham grænseløst. *Tag dig nu sammen, tøs! Opfør dig lidt værdigt!* Hun betragtede fascineret billedet igen og kunne med det samme mærke en vis knugen i brystet, fordi den skov de to væsener befandt sig i mindede hende om hendes eget fødsted. "Skovåndernes dans.." mumlede hun for sig selv, mens hun betragtede kvinden med det brusende hår og de lysende øjne. I forhold til trolde, var det virkelig nogle meget smukke skabninger, og med Amayas instinktive kærlighed for alle racers mangfoldighed, var der ikke noget at sige til, at deres horn og grønne hud ikke skræmte hende. Hun var jo sådan set også selv udstyret med horn, og med hendes egne behårede ben i tankerne, kunne hun ikke finde noget at sætte på de særprægede væsener.
"Selv de dansende skovånder ville blive misundelige i sådant selvskab." afsluttede hun sin mumlen, for at forklare Iru, hvad hun mente.

[Iru-Jon Yasashii]

Iru lo indvendig. Som hun dog kunne udtrykke sig. Han rørte hurtigt ved sin ørering, men lod en illusion være, så det lignede, han bare sad. Lidt efter lavede han nogle små, elegante bevægelser med håndleddene, så de stakke af papirer, der stod omkring ham blev løftet fra bordet og fløj ned på jorden ved siden af bordet i stedet - det var ikke så svært, for de var lettere end meget andet, så tyngdekræften have ikke den store effekt på dem. Da de alle var flytte, hantydede han til, at hun bare skulle tage plads ved siden af ham i den stol, der stod der.
Da hun havde sat sig, begyndte han at fortælle, mens rummet omkring dem blev mørkt, som det altid gjorde, når han begyndte at undervise - på den måde var der kun fokus på de væsner og den baggrund, han fremmanede, hvilket var bedst, for så var der ikke ligeså meget at blive distraheret af. "Killorensne er en form for fay," begyndte han, mens de to skabninger kom til syne, "de er dog langt fra ligeså sky, som de fleste andre fay. De færdes både i skoven og hos de menneskelige skabninger, og de er også langt mere aggressive, end de fleste andre fay-væsner," han lod væsenerne kigge op på dem. De var ikke i fuld størrelse - faktisk var de kun omkring en halv meter høje lige nu, men det var også fint.
"De lever meget længere end nærmest alle andre racer, selvom de meget hurtigt bliver modne. Faktisk er de voksne, når de fylder 10, bliver middelaldrende, når de fylder 30 og er gamle, når de fylder 100 - men, efter de er fyldt 100, kan de helt selv bestemme, hvor længe de vil leve, og i princippet kan de leve evigt, selvom det er de færreste af dem, der vælger at leve så længe," han viste de to Killorens' livscyklus fra de var helt små, indtil de blev den alder, hvor de ikke længere voksede eller viste tegn på alderdom.
"Normalt er de omkring 170 centimeter høje, og de har grønt eller lysebrunt hud, der føles som unge blade, når man rører ved dem," væsenerne voksede, så de nu var deres normale højde, "prøv bare at røre ved dem," sagde hendes lære blidt, for han havde gjort, så hun sagtens ville kunne mærke, hvad han mente med deres hud, "deres hårfarve afhænger af, hvilket vinkel af naturen, de har påtaget den dag," han holdt en lille pause for at lade sin elev røre ved og betragte væsenerne lidt, inden han gav hende flere informationer om dem - han glemte nogle gange, at eleverne næsten aldrig kendte så meget til dem, som han selv gjorde, så han lod nogle gange sin talestrøm løbe af med sig.

[Amaya Ha Yagi]

Irus evner forbløffede hende altid, lige gyldigt hvor mange gange han viste frem af dem. Da de to killorens kom til syne, kunne hun mærke den sædvanlige overraskende betagelse, som alle de fremmanede væsner indgød hende. De var præcis lige så smukke som på billedet, men at de nu stod så levende foran dem var næsten uhyggeligt. Da Iru opfordrede hende til at røre ved dem, så hun først forskrækket og vantro på ham, men så lyste hun op i forståelse. Hun havde glemt, at det ikke var virkelige personer, men bare illusioner, og hendes ærefrygt overfor dem havde fået hende til at reagere, som hun ville have gjort, hvis det havde været virkelige monstre, som var blevet sat som udstillingsdyr - noget der selvfølgelig ville være dybt uetisk.
Med en lettere rystende hånd rakte hun frem og strejfede mandens grønne hud. Det gibbede lidt i hende. Hun havde aldrig før decideret 'rørt' ved en illusion, og det kom som lidt af et chok, at den føltes så ægte. Det var virkelig som at føre hånden henover en bunke blade. Hun trak hurtigt hånden til sig, da hun syntes at det så ud som om, killorenen kiggede på hende med sine røde øjne. De mindede hende lidt om Yomis øjne. Altså dem, der havde stirret op på hende, efter at hun havde væltet ham omkuld på gulvet i gangen. *..langt mere aggressive end andre fay-væsner...* Amaya satte sig i stolen igen med et udtryk af dyb fascination. *..ingen tegn på at de ældes efter 100...*
"Det.. De er så..."
Amaya gik i stå og sad bare og betragtede dem undrende. Hun kunne ikke finde det helt rigtige ord. De virkede harmoniske og vilde fuldstændig ligesom naturen. De mindede hende meget om sig selv, omend det ikke var udseendet men noget langt mere basalt. En slags forbindelse med naturen omkring dem. Hun sled blikket fra dem og vendte sig mod sin lærer.
"Har De mødt killorens, sensei?"
Det var nok lidt uhøfligt af hende at spørge på den måde, men det var noget, som hun virkelig gerne ville have svar på. Der var en indre glød i illusionen, som havde fået hende til at overveje, om det mon var fremmanet af noget andet end bare billedet i en bog.

[Iru-Jon Yasashii]

Iru, der have stået og set på pigen, mens hun forsigtigt havde rørt ved Killorenen, så lidt på væsenerne i noget tid. Han prøvede at huske noget fra da han var meget, meget lille, men kunne hun huske det en lille smule. "Jeg..." begyndte han, "jeg var meget lille. Vi... vi havde en skov ikke langt fra vores hus," hans stemme var toneløs, mens han huskede tilbage. Uden at tænke over det, førte han sine indre billeder ind i hendes hoved, hvilket kom til udtryk i illusionen. De to Killorens forsvandt, og der var nu et billed af en lille, sorthåret dreng, der tumlede rundt i en skov. Drengen måtte være omkring de 2-3 år gammel.
"Det var ved at blive lyst. Jeg kunne ikke sove," han sagde disse ting mest til sig selv; faktisk havde han nærmest helt glemt, at hun var til stede. Han havde ikke tænkt på det før, for han havde faktisk helt fortrængt det. Nu sagde han det højt mest for selv at kunne huske det. "Der sad hun," illusionen blev nu set gennem drengens øjne. En Killoren kvinde sad på en sten i morgenlyset med ryggen mod ham. "Hun var ved at manifestere den vinkel af naturen, hun skulle bruge den dag," illusionen viste kvindens hår, der skiftede fra grøn til kridhvid, "hun så på mig," illusionsvæsenet drejede hurtigt hovedet, så et par helt igennem himmelblå øjne stirrede ud på dem. Illusionen fordampede, idet Iru kom tilbage til virkeligheden.
Han havde været fuldstændig væk i sin egen verden et kort øjeblik, og det var som at vågne fra en drøm - eller et mareridt. Det havde ikke været hans mening at sige alt det højt, men nogle gange tog hans illusioner over, og han blev ligeså trancebundet, som man andre, der så en sådan en. Idet han lukkede øjnene, kom biblioteket tilbage, da mørket omkring dem forsvandt. Han havde fuldstændig glemt, hvor han hvem, og hvem han var sammen med. Det havde været en af de underligste oplevelser, han havde haft længe; det skyldtes sikkert, at han var så træt, ellers ville han ikke være blevet grebet så meget af mindet og illusionen. Det var noget, han ikke ville kunne forklare, for der var ingen måde at forklare det på.

[Amaya Ha Yagi]

Hun kiggede sig forundret omkring, da Iru ændrede illusionen drastisk. Hans stemme lød også fjern, og Amaya fik pludselig en ubehagelig følelse af, at hun nu var vidne til noget, som det på ingen måde var meningen, at hun skulle se. Den lille drengs rørende uskyldige barneansigt efterlod ingen tvivl om, at det måtte være Irus egne minder, som han nu viste hende. Det var et temmelig ærligt svar på hendes spørgsmål, men Amaya var alligevel lettet, da Iru sænkede illusionen. Killoren-kvinden havde været fantastisk smuk, men hendes bekymring over det pludselige skift havde taget det meste hendes koncentration.
Hun så hen på Iru med et betuttet udtryk. Hun var tydeligt bekymret for, om han havde det godt, men hun turde ikke sige noget. Han lignede én, der lige var vågnet af en form for trance, og det ville måske være skadeligt at tage kontakt til ham, ligesom det kunne være med søvngængere. En ubehagelig sitren havde bredt sig fra hendes nakke til resten af kroppen, da hun havde set gennem drengens øjne. Det var et privat minde. Noget, som hun ikke skulle have set.
*..hvorfor skulle jeg også absolut spørge..? ..bare han ikke er vred...*
Amaya så ængsteligt på ham og besluttede sig til sidst for at bryde tavsheden med en lille, forsagt stemme. "..det beklager jeg, sensei.." Hun havde det virkelig dårligt med at have fået Iru til at vise sig det minde. Det havde selvfølgelig ikke været hendes intention, hun havde bare været nysgerrig. Men hun var kommet alt, alt for tæt på. Hun var bange for, hvordan hendes lærer ville reagere, når han blev opmærksom på, at hun stadig sad der. *..det var ikke meningen, at jeg skulle se det...*

[Iru-Jon Yasashii]

Iru hørte nogen sige noget til sig og så hen mod stemmen. Da han så, hvem det var, blev han klar over, hvad der var sket. "Ah, Ama... Yagi-san," i sin fortumlet tilstand havde han være lige ved at glemme sin høflighed, men havde nået at redde det i sidste sekund, "det... Det beklager jeg. Det var ikke min mening at få dig til at se det," hans illusionskjold var automatisk gået op, idet hans følelser var begyndt at skinne for meget igennem. Det var der kun lige i nogle sekunder, hvor han kunne samle sig og tage nogle dybe indåndinger. *Det var ikke så godt,* tænkte han. Han kunne se på hende, at hun også var en smule berørt, og det havde ikke været meningen.
Da han havde genvundet fatningen nok til at tænke fuldstændig klart, sagde han: "nogle gange kan selv jeg blive revet med af mine illusioner," han forsøgte lidt at forklare hende, hvad der lige var sket, selvom det ikke var så let, "især når jeg er træt. Jeg havde ikke tænkt på mit møde med Killorenkvinden i lang tid - faktisk havde jeg nærmest helt glemt det," han trak vejret dybt, "derfor kom det lidt bag på mig, at jeg rent faktisk havde mødt hende, og det gjorde, at min erindring blev vist," han kunne ikke andet end at håbe, hun forstod det bare en smule. "Det er lidt ligesom, når man tænker højt eller synger med på en sang, man hører, fordi man er så opslugt af noget, at man ikke lægger mærke til, at man siger det højt," det var nok den bedste måde at forklare det på.
Det havde slet ikke været meningen, at hun skulle have set det, men nu hvor hun havde, kunne han jo ikke lave om på det. Han vidste ikke helt, hvad hun tænkte om det, men han var ret sikker på, at hun havde været klar over, at det ikke var en ting, hun burde have set. Bare han ikke havde rystet hende for meget. Den illusion havde været meget ladet med følelser, hvilket sommetider kunne være svært for andre at bearbejde. Mindet var fra en tid, hvor han havde været meget ung, hvilket kun havde gjort følelserne stærkere. Da han havde se Killorenen i skoven, havde han været virkeligt bange, og det havde man sikkert også kunnet mærke på illusionen. På samme tid havde det nok faktisk været en af de ting, der gjorde, at han var blevet så interesseret i overnaturlige væsner og deres myter og legender. Held i uheld kunne man vel kalde det. Det var dog kun frygten, der var kommet til udtryk i illusionen, så han vidste ikke, hvordan hun tog det.