At være alene

[Adrian]

Adrian så på hende, han så utrolig vred ud, "jeg gør ikke som han siger, jeg siger også at du kan snakke med ham, gjorde jeg ikke, stædige heks," han tog sig til munden, og så undskyldende på hende, at kalde hende en heks, bare fordi han var halvt yokai, var måske en smule for groft, og han vidste det, han vidste hvordan det var at være heks/troldmand, han var det jo selv.

[Nenene]

Nenene så på ham og knep øjnene sammen. "Ja, jeg er en heks, og jeg er stolt af at være det..". Hun trådte lidt væk fra gelænderet, men holdt stadig en hånd på det. "Men det er du vist ikke.. Du ser det jo tydeligvis som en skidt ting!" snerrede hun, vendte ryggen til ham, og gik tilbage mod nedgangen af taget.
Selvfølgelig ville det ske. Han var halvt yokai! Selvfølgelig var deres synspunkt smittet af på ham. Han så ned på heksene, følte sig hævet over dem. Så ned på hende. Så kunne han kraft edeme også bare sejle i sin egen sø, den... den.. NARRØV!

[Adrian]

Adrian så på hende, "Nenene, undskyld, jeg mente det ikke, jeg overreagerede, Nene," han så opgivende efter hende, han kunne ikke sige andet, han havde kvajet sig, og det var virkelig meget, og han var virkelig, inde i sig selv, ked af at hans havde sagt det på den måde, det var forkert, og det vidste han, men han kunne ikke gøre det om, han kunne ikke styre tiden.

[Nenene]

Nenene stoppede ved nedgangen og vendte sig halvt mod Adrian med et vredt udtryk "Nej det gjorde du sikkert ikke.. Så hvorfor render du ikke ned til dine yokai-venner og fortæller dem om det? For du har jo tydeligvis mere tilfælles med dem end med mig!" svarede hun bare arrigt inden hun forsvandt ned af trapperne. Han var simpelthen bare for meget! Han blev snart nød til at beslutte sig, om han holdt med hende eller dem, for han kunne tydeligvis ikke finde ud af at balancere i mellem de to.

[Adrian]

Adrian så på hende, han var virkelig fortabt, hun satte det bare så meget op i bokse, og det irreterede ham, men lige nu var det ligemeget, han så vredt efter hende, løb hen til trappen, og råbte, "DET VED DU GODT IKKE ER SANDT," han så vredt ned af trappen, og sukkede, "dumme Nenene," han satte sig op af muren ved siden af døren, og tænkte.

[Nenene]

Nenene ignorerede hans råb og fortsatte ned og væk. Nej, hun var måske gået for vidt, men det kunne jo heller ikke hjælpe noget! Han blev ved med at lave alt mulig, og så troede han at alt bare blev godt igen fordi han sagde undskyld?! Som om hun ikke havde nok at se med ny skole, nye venner, nye omgivelser.. Ny kærlighed.. Så skulle hun også have sin bror der tilsyneladende ikke helt kunne finde ud af hvad fanden han ville, på nakken! Det kunne simpelthen ikke blive ved sådan her.. Hun kunne ikke holde til det!

//OUT