Post by Amaya Ha Yagi on Jan 5, 2009 22:30:39 GMT 1
Generelt: (bemærk: outkast ayashi)
Fulde Navn: Amaya Ha Yagi
Kælenavn: Aya, Ayagi
Alder: 17 år
Køn: female
Myte: datter af en muse og en satyr
Rank: lav B
Udseende Menneske Form:
Højde: 1,70 m
Vægt: 55 kg
Øjne: store, mørkeblå
Hår: mørkebrunt (næsten sort), langt, bølget
Krop: slank med normale, feminine former
Detaljer: hun har normalt sit mørke hår hængende løst, men kan også godt finde på at proppe det hele op under en stor hat eller binde det op med lange silkebånd. Hun bliver ikke betragtet som smuk, men hun kan alligevel godt gøre lidt indtryk på sine omgivelser med sit gådefulde smil og sine bundløse øjne
Udseende Monster Form:
Højde:1,70 m
Vægt: 55 kg
Øjne: store, lyseblå og turkise nuancer alt efter hendes humør
Hår: mørkebrunt (næsten sort), langt, meget krøllet, vildtKrop: hun har lodne gedebukkeben som en satyr i samme farve som hendes hår med kraftige, lyse klove, spidse ører, små, lyse horn, som stikker ud af hendes store manke af hår og en lille, fluffy hale, stærke, men ikke kraftige, overarme. Hendes monsterform er både mere maskulin (større muskler) og mere feminin (rundere former) end hendes menneskeform
Detaljer: hendes hår vil typisk være fyldt med vinranker og blomster, og hvis hun ikke har bar overkrop, vil hun bære en løs, græskinspireret bluse med et bredt bælte ved taljen bærende et spænde, som forestiller en græsk tragedie-maske i guld
Personlighed Menneske Form:
Personlighed: Ikke overraskende, med en muse som mor og en satyr som far, er hun meget kreativ og har en tildens til at stole mere på sine egne instinkter end på andres formaninger / advarsler og sladder. Hun elsker at læse (især digte og lyriske skuespil) og holder meget af at se teater. Man møder hende sjældent uden en sang på læberne og aldrig uden i det mindste en diskret nynnen, selvom hun egentlig ikke bryder sig meget om at udgyde sin sjæl i offentligheden. Hun er nysgerrig af natur, men ikke påtrængende, og hendes poetiske og dramatiske måde at tale på, får hende nogen gange til at fremstå lidt tungsindig på trods af hendes altid tilstedeværende smil. Hun har det ikke godt med at være tvunget til at opretholde en menneskelig facade og trodser fra tid til anden skolens forbud, når hun flygter ud i skoven for at være sig selv. Hun er ikke typen, som kaster sig hovedkulds ind i en kamp, men hun er heller ikke bange for at sige fra og støtte andre, når hun ser noget, hun ikke kan tolerere. En af hendes helt store passioner er mytologi, og vha. en blyant foreviger hun sine kammeraters ansigter og historier i notesblokke, som hun bærer med sig overalt. Hendes kreative sind gør ofte kommunikation med hankønsvæsner helt umulig, men som hun selv udtrykker det; ”ild først ynde fortærer, når glød til flamme er blevet og gået igen” (i betydning af, at det er kærligheden, der gør folk gamle før tid, og at hun gerne vil beholde sin ungdom længe endnu). I virkeligheden er hun led og ked af, at hun aldrig er blevet rigtig forelsket i nogen, men det afholder hende ikke fra at omtale kærligheden som livets helt store tragedie.
Styrker:
-Krop: Ingen specielle fordele, fysik som et menneske
-Psyke: God til at mægle mellem to vrede parter (bryder simpelthen bare ind med et af sine mærkelige, filosofiske synspunkter, hvilket for det meste får folk til at gå i stå, mens de forsøger at finde hoved og hale i hendes udsagn)
Svagheder:
-Krop: ikke særlig stærk
-Psyke: bliver let revet med af folks følelser og mister hurtigt koncentrationen for skolearbejdet, hvis det ikke interesserer hende tilstrækkeligt
Personlighed Monster Form:
Personlighed: Et vildt og utæmmet dyr, som ikke tager sig synderligt meget af andre. Hun er ikke ondskabsfuld, snarere hensynsløs. Hvis hun har besluttet sig for, at det hér er hendes lysning, så har man bare at holde sig væk, hvis man vil være sikker på stadig at have sin førlighed, når månen igen står op over Yokai (hvis man altså ikke har utrolig gode hiding-skills eller kan løbe meget stærkt). Det er flere gange sket, at uforsigtige mænd er fulgt efter hende, fortryllede af hendes balstyriske skønhed... de dukkede aldrig op igen. Hun kan dog beroliges af musik, og angriber aldrig kunstnere og skuespillere, hvis de kan overbevise hende om, at de har samme kreative sjæl som hende selv. Hun er stærk og stædig, men indeholder tilpas meget muse i sit blod til at være forholdsvis fredelig, så længe man ikke forstyrrer eller fornærmer hende.
Styrker:
-Krop: hendes bagben (ged) gør hende i kombination med sit lavtliggende balancepunkt i stand til at løbe meget stærkt, hendes krop er noget kraftigere end et menneskes (selvom det ikke umiddelbart kan ses), hvilket gør hende i stand til at tilføje sine modstandere alvorlige skader både vha. knytnæver og horn
-Psyke: hendes vrede kan til tider give hende uanede kræfter pga. hendes viljestyrke og stædige væsen
Svagheder:
-Krop: intet naturligt forsvar
-Psyke: blindt raseri kan koste hende dyrt i kamp mod en stærkere modstander, hendes dyriske tænke- og væremåde frastøder mange mere sofistikerede monstre
Baggrund:
Som muse lever man evigt, men Melpomene synes ærlig talt, at evigheden efter hånden havde varet længe nok. På Apollons ønske havde hun nu i 500 år opholdt sig i Athen, indlogeret i et tempel. Nu var det nu nærmere en ruin, og ingen af hendes musesøstre havde åbenbart tænkt sig at komme på besøg. 500 år havde fået hendes gode humør til at smuldre med samme hastighed som bygningerne omkring hende, og mere end nogen sinde følte hun, at hun kunne leve op til sin profession; tragediens muse. Hun sukkede og hvilede hovedet i sine foldede hænder, mens hun spejdede hen over de faldefærdige mure, som engang havde tilhørt et værtshus. På det forsvindende puds kunne man stadig skimte et gammelt digt, en tragisk kærlighedshistorie, som en eller anden havde skrevet med mørk farve til hendes ære, som tak for inspiration. En evighed var gået siden da, og en evighed ville der gå, før nogen kom og søgte hendes råd igen. Hun var bange for, at hun måtte være blevet glemt, da troen på Olympens guder forsvandt (”for en evighed siden, suk...”), men hun havde ikke lyst til at trodse Apollons bud, han var trods alt musernes overhoved. Pludselig bar et vindpust lyden af harpetoner med sig. Melpomene rettede sig nysgerrigt op og spejdede i retning af musikken, der hurtigt steg i styrke. Rundt om hjørnet kom en satyr, springende, dansende, spillende og nynnende i takt til harpens lyse melodi med de lyse krøller blafrende om hovedet og en krans af nyplukket efeu sat som krone herpå. Ejendommelig så han ud, og Melpomene kunne ikke lade være med at fnise, da han lavede et spjæt og sprang højt op i luften i kådhed over forårets komme. Satyren fik øje på musen og lavede en lille piruette inden han bukkede dybt for den kønne yndling, som sad i skyggen under det sammenfaldne tempel. ”Må våret også bringe Dem glæde, min Skønne” sang han og slog sin harpe an. ”Og Dem, ædle Herre” lo hun, mens hun hastigt rejste sig og bukkede for satyren. Han dansede lidt i ring og betragtede hende interesseret, idet hun stemte i med en sangstemme så fin og skrøbelig, at selv hans harpespil, som havde fortryllet så mange mennesker, blev gjort til skamme. Begejstret sprang han lidt væk og vinkede opmuntrende til hende om at følge med. Melpomene kastede et blik tilbage på templet, som ikke var andet end en bunke sten, tøvede, og fulgte så, opfyldt af en mærkelig eufori, efter satyren, som leende dansede i forvejen mod skoven.
Amaya havde aldrig kendt sin far, men hun vidste, at han måtte have været en satyr (for det første var der hendes behårede ben, for det andet fordi hendes mor hadede satyrer). Amayas mor var en muse, og blodet fornægtede sig ikke i hendes datter. Vild og ustyrlig var hun, et barn af skoven, men ikke desto mindre elskede hun teater og poesi, og vi må ikke forglemme hendes overjordiske sangstemme, som kunne lokke fugle til jorden. Melpomene, der havde brudt sig mod Apollon, da hun fulgte efter satyren, flygtede i al hast fra Grækenland og bosatte sig i en nordlig skov befolket af både lygtemænd og vätter, hvor hun fødte og opfostrede Amaya. Men hun savnede Grækenland med dets storslåede historie, dets guder og dets dæmoner, dets nymfer og dets varme. Hun længtes tilbage mod den evighed, som hun havde givet afkald på. Men det var ikke en verden, som hun ønskede, at hendes datter skulle leve i, og Amaya søgte ind på Yokai Academy.
Monster:
Link: en.wikipedia.org/wiki/Satyress, en.wikipedia.org/wiki/Melpomene
Beskrivelse: Amaya, der er datter af Melpomene (sangens og tragediens muse) og en satyr (græsk sagnvæsen med underkroppen af en ged), har arvet træk fra begge disse væsener. Satyren dominerer over hendes sande monsterskikkelse, mens hendes liv som ’menneske’ har givet plads til hendes indre muse.
Muse: stammer fra den græske mytologi, hvor der i klassisk kontekst findes ni, som hver dækker sin videnskab; kærlighedsdigtning, fløjtespil, heltedigtning, historieskrivning, dans, lyrisk digtning, komediedigtning, astronomi og endelig tragediedigtning. Oprindeligt var Melpomene musen for sang, og det var hende, man opsøgte for at søge vejledning i forhold til sin digtning af sange, men hun er senere blevet sat i forbindelse med tragediedigtning. Muser er vandnymfer, født af Harmonia, datter af Afroditte og Ares, og refereres ofte til som moderne kunstneres inspirationskilder. De holder til i templer og ved vandhuller, hvor de af romere er blevet forvekslet med gudinder pga. deres skønhed.
Satyr: i græsk mytologi er satyren en mand med en geds underkrop og ører. Han lokker folk til at danse, når han spiller harpe, og udplyndrer dem dernæst for ejendele, når de falder udmattede om. Satyrer er vilde, skovens væsener, og symboliserer også frugtbarhed. De er kendt for at være fjendtlige og sky, men har gennem tiderne fascineret så meget, at de er blevet ekstremt populære i heltekvad og teaterstykker.
Evner:
1. Evne: Volapyk
-Beskrivelse: Amaya udslynger et af sine lyriske ordkløverier, modstanderen går i stå/stopper op for at undre sig over hvad pokker tøsen taler om, og er for en kort periode sårbar overfor angreb (virker dog ikke altid lige effektivt)
2. Evne: Frontalangreb
-Beskrivelse: Gør ondt, av, både spark, slag og stød fra Amayas horn kan give seriøse kvæstelser
3. Evne: Tragedie (betyder faktisk ’gedens sang’ direkte oversat fra græsk)
-Beskrivelse: når Amaya synger triste sange har det en tendens til at påvirke alle omkring hende, og det ender ofte med, at nogen smider et eller andet efter hende for at få hende til at holde mund eller skifte over til dur
Andet: i sin menneskeskikkelse kan hun godt finde på at kaste med ting, men det er sjældent ment som seriøse angreb, da hun bestemt ikke har boldøje.
Stats:
De generelle: SP i alt: 315
-Styrke: 60
-Udholdenhed: 50
-Smidighed: 15
-Præcision: 15
-Fart: 90
-Intelligens: 65
-Koncentration: 20
~~~~~~~~~~~~~~~~
De evnestyrende: ESP i alt: 12
-Magisk Evne: 2
-Fysisk Evne: 7
-Evne Kontrol: 3
---------------------------------------------------------
Halløjsa ^ ^
Ud over det fælles navn har denne karakter intet at gøre med det forrige forslag, jeg indsendte (valgte det bare, så jeg slipper for at ændre mit brugernavn ^ ^).
Mvh Amaya
P.s: jeg har forsøgt at slette det forrige indlæg, der bare hedder "Amaya", så det ikke bliver alt for uoverskueligt, men det ser ud som om jeg kun kan slette, hvad jeg har skrevet, så ejererne til kommentarerne må vist selv ind og slette deres beskeder..^ ^ På forhånd tak for ulejligheden.
Fulde Navn: Amaya Ha Yagi
Kælenavn: Aya, Ayagi
Alder: 17 år
Køn: female
Myte: datter af en muse og en satyr
Rank: lav B
Udseende Menneske Form:
Højde: 1,70 m
Vægt: 55 kg
Øjne: store, mørkeblå
Hår: mørkebrunt (næsten sort), langt, bølget
Krop: slank med normale, feminine former
Detaljer: hun har normalt sit mørke hår hængende løst, men kan også godt finde på at proppe det hele op under en stor hat eller binde det op med lange silkebånd. Hun bliver ikke betragtet som smuk, men hun kan alligevel godt gøre lidt indtryk på sine omgivelser med sit gådefulde smil og sine bundløse øjne
Udseende Monster Form:
Højde:1,70 m
Vægt: 55 kg
Øjne: store, lyseblå og turkise nuancer alt efter hendes humør
Hår: mørkebrunt (næsten sort), langt, meget krøllet, vildtKrop: hun har lodne gedebukkeben som en satyr i samme farve som hendes hår med kraftige, lyse klove, spidse ører, små, lyse horn, som stikker ud af hendes store manke af hår og en lille, fluffy hale, stærke, men ikke kraftige, overarme. Hendes monsterform er både mere maskulin (større muskler) og mere feminin (rundere former) end hendes menneskeform
Detaljer: hendes hår vil typisk være fyldt med vinranker og blomster, og hvis hun ikke har bar overkrop, vil hun bære en løs, græskinspireret bluse med et bredt bælte ved taljen bærende et spænde, som forestiller en græsk tragedie-maske i guld
Personlighed Menneske Form:
Personlighed: Ikke overraskende, med en muse som mor og en satyr som far, er hun meget kreativ og har en tildens til at stole mere på sine egne instinkter end på andres formaninger / advarsler og sladder. Hun elsker at læse (især digte og lyriske skuespil) og holder meget af at se teater. Man møder hende sjældent uden en sang på læberne og aldrig uden i det mindste en diskret nynnen, selvom hun egentlig ikke bryder sig meget om at udgyde sin sjæl i offentligheden. Hun er nysgerrig af natur, men ikke påtrængende, og hendes poetiske og dramatiske måde at tale på, får hende nogen gange til at fremstå lidt tungsindig på trods af hendes altid tilstedeværende smil. Hun har det ikke godt med at være tvunget til at opretholde en menneskelig facade og trodser fra tid til anden skolens forbud, når hun flygter ud i skoven for at være sig selv. Hun er ikke typen, som kaster sig hovedkulds ind i en kamp, men hun er heller ikke bange for at sige fra og støtte andre, når hun ser noget, hun ikke kan tolerere. En af hendes helt store passioner er mytologi, og vha. en blyant foreviger hun sine kammeraters ansigter og historier i notesblokke, som hun bærer med sig overalt. Hendes kreative sind gør ofte kommunikation med hankønsvæsner helt umulig, men som hun selv udtrykker det; ”ild først ynde fortærer, når glød til flamme er blevet og gået igen” (i betydning af, at det er kærligheden, der gør folk gamle før tid, og at hun gerne vil beholde sin ungdom længe endnu). I virkeligheden er hun led og ked af, at hun aldrig er blevet rigtig forelsket i nogen, men det afholder hende ikke fra at omtale kærligheden som livets helt store tragedie.
Styrker:
-Krop: Ingen specielle fordele, fysik som et menneske
-Psyke: God til at mægle mellem to vrede parter (bryder simpelthen bare ind med et af sine mærkelige, filosofiske synspunkter, hvilket for det meste får folk til at gå i stå, mens de forsøger at finde hoved og hale i hendes udsagn)
Svagheder:
-Krop: ikke særlig stærk
-Psyke: bliver let revet med af folks følelser og mister hurtigt koncentrationen for skolearbejdet, hvis det ikke interesserer hende tilstrækkeligt
Personlighed Monster Form:
Personlighed: Et vildt og utæmmet dyr, som ikke tager sig synderligt meget af andre. Hun er ikke ondskabsfuld, snarere hensynsløs. Hvis hun har besluttet sig for, at det hér er hendes lysning, så har man bare at holde sig væk, hvis man vil være sikker på stadig at have sin førlighed, når månen igen står op over Yokai (hvis man altså ikke har utrolig gode hiding-skills eller kan løbe meget stærkt). Det er flere gange sket, at uforsigtige mænd er fulgt efter hende, fortryllede af hendes balstyriske skønhed... de dukkede aldrig op igen. Hun kan dog beroliges af musik, og angriber aldrig kunstnere og skuespillere, hvis de kan overbevise hende om, at de har samme kreative sjæl som hende selv. Hun er stærk og stædig, men indeholder tilpas meget muse i sit blod til at være forholdsvis fredelig, så længe man ikke forstyrrer eller fornærmer hende.
Styrker:
-Krop: hendes bagben (ged) gør hende i kombination med sit lavtliggende balancepunkt i stand til at løbe meget stærkt, hendes krop er noget kraftigere end et menneskes (selvom det ikke umiddelbart kan ses), hvilket gør hende i stand til at tilføje sine modstandere alvorlige skader både vha. knytnæver og horn
-Psyke: hendes vrede kan til tider give hende uanede kræfter pga. hendes viljestyrke og stædige væsen
Svagheder:
-Krop: intet naturligt forsvar
-Psyke: blindt raseri kan koste hende dyrt i kamp mod en stærkere modstander, hendes dyriske tænke- og væremåde frastøder mange mere sofistikerede monstre
Baggrund:
Som muse lever man evigt, men Melpomene synes ærlig talt, at evigheden efter hånden havde varet længe nok. På Apollons ønske havde hun nu i 500 år opholdt sig i Athen, indlogeret i et tempel. Nu var det nu nærmere en ruin, og ingen af hendes musesøstre havde åbenbart tænkt sig at komme på besøg. 500 år havde fået hendes gode humør til at smuldre med samme hastighed som bygningerne omkring hende, og mere end nogen sinde følte hun, at hun kunne leve op til sin profession; tragediens muse. Hun sukkede og hvilede hovedet i sine foldede hænder, mens hun spejdede hen over de faldefærdige mure, som engang havde tilhørt et værtshus. På det forsvindende puds kunne man stadig skimte et gammelt digt, en tragisk kærlighedshistorie, som en eller anden havde skrevet med mørk farve til hendes ære, som tak for inspiration. En evighed var gået siden da, og en evighed ville der gå, før nogen kom og søgte hendes råd igen. Hun var bange for, at hun måtte være blevet glemt, da troen på Olympens guder forsvandt (”for en evighed siden, suk...”), men hun havde ikke lyst til at trodse Apollons bud, han var trods alt musernes overhoved. Pludselig bar et vindpust lyden af harpetoner med sig. Melpomene rettede sig nysgerrigt op og spejdede i retning af musikken, der hurtigt steg i styrke. Rundt om hjørnet kom en satyr, springende, dansende, spillende og nynnende i takt til harpens lyse melodi med de lyse krøller blafrende om hovedet og en krans af nyplukket efeu sat som krone herpå. Ejendommelig så han ud, og Melpomene kunne ikke lade være med at fnise, da han lavede et spjæt og sprang højt op i luften i kådhed over forårets komme. Satyren fik øje på musen og lavede en lille piruette inden han bukkede dybt for den kønne yndling, som sad i skyggen under det sammenfaldne tempel. ”Må våret også bringe Dem glæde, min Skønne” sang han og slog sin harpe an. ”Og Dem, ædle Herre” lo hun, mens hun hastigt rejste sig og bukkede for satyren. Han dansede lidt i ring og betragtede hende interesseret, idet hun stemte i med en sangstemme så fin og skrøbelig, at selv hans harpespil, som havde fortryllet så mange mennesker, blev gjort til skamme. Begejstret sprang han lidt væk og vinkede opmuntrende til hende om at følge med. Melpomene kastede et blik tilbage på templet, som ikke var andet end en bunke sten, tøvede, og fulgte så, opfyldt af en mærkelig eufori, efter satyren, som leende dansede i forvejen mod skoven.
Amaya havde aldrig kendt sin far, men hun vidste, at han måtte have været en satyr (for det første var der hendes behårede ben, for det andet fordi hendes mor hadede satyrer). Amayas mor var en muse, og blodet fornægtede sig ikke i hendes datter. Vild og ustyrlig var hun, et barn af skoven, men ikke desto mindre elskede hun teater og poesi, og vi må ikke forglemme hendes overjordiske sangstemme, som kunne lokke fugle til jorden. Melpomene, der havde brudt sig mod Apollon, da hun fulgte efter satyren, flygtede i al hast fra Grækenland og bosatte sig i en nordlig skov befolket af både lygtemænd og vätter, hvor hun fødte og opfostrede Amaya. Men hun savnede Grækenland med dets storslåede historie, dets guder og dets dæmoner, dets nymfer og dets varme. Hun længtes tilbage mod den evighed, som hun havde givet afkald på. Men det var ikke en verden, som hun ønskede, at hendes datter skulle leve i, og Amaya søgte ind på Yokai Academy.
Monster:
Link: en.wikipedia.org/wiki/Satyress, en.wikipedia.org/wiki/Melpomene
Beskrivelse: Amaya, der er datter af Melpomene (sangens og tragediens muse) og en satyr (græsk sagnvæsen med underkroppen af en ged), har arvet træk fra begge disse væsener. Satyren dominerer over hendes sande monsterskikkelse, mens hendes liv som ’menneske’ har givet plads til hendes indre muse.
Muse: stammer fra den græske mytologi, hvor der i klassisk kontekst findes ni, som hver dækker sin videnskab; kærlighedsdigtning, fløjtespil, heltedigtning, historieskrivning, dans, lyrisk digtning, komediedigtning, astronomi og endelig tragediedigtning. Oprindeligt var Melpomene musen for sang, og det var hende, man opsøgte for at søge vejledning i forhold til sin digtning af sange, men hun er senere blevet sat i forbindelse med tragediedigtning. Muser er vandnymfer, født af Harmonia, datter af Afroditte og Ares, og refereres ofte til som moderne kunstneres inspirationskilder. De holder til i templer og ved vandhuller, hvor de af romere er blevet forvekslet med gudinder pga. deres skønhed.
Satyr: i græsk mytologi er satyren en mand med en geds underkrop og ører. Han lokker folk til at danse, når han spiller harpe, og udplyndrer dem dernæst for ejendele, når de falder udmattede om. Satyrer er vilde, skovens væsener, og symboliserer også frugtbarhed. De er kendt for at være fjendtlige og sky, men har gennem tiderne fascineret så meget, at de er blevet ekstremt populære i heltekvad og teaterstykker.
Evner:
1. Evne: Volapyk
-Beskrivelse: Amaya udslynger et af sine lyriske ordkløverier, modstanderen går i stå/stopper op for at undre sig over hvad pokker tøsen taler om, og er for en kort periode sårbar overfor angreb (virker dog ikke altid lige effektivt)
2. Evne: Frontalangreb
-Beskrivelse: Gør ondt, av, både spark, slag og stød fra Amayas horn kan give seriøse kvæstelser
3. Evne: Tragedie (betyder faktisk ’gedens sang’ direkte oversat fra græsk)
-Beskrivelse: når Amaya synger triste sange har det en tendens til at påvirke alle omkring hende, og det ender ofte med, at nogen smider et eller andet efter hende for at få hende til at holde mund eller skifte over til dur
Andet: i sin menneskeskikkelse kan hun godt finde på at kaste med ting, men det er sjældent ment som seriøse angreb, da hun bestemt ikke har boldøje.
Stats:
De generelle: SP i alt: 315
-Styrke: 60
-Udholdenhed: 50
-Smidighed: 15
-Præcision: 15
-Fart: 90
-Intelligens: 65
-Koncentration: 20
~~~~~~~~~~~~~~~~
De evnestyrende: ESP i alt: 12
-Magisk Evne: 2
-Fysisk Evne: 7
-Evne Kontrol: 3
---------------------------------------------------------
Halløjsa ^ ^
Ud over det fælles navn har denne karakter intet at gøre med det forrige forslag, jeg indsendte (valgte det bare, så jeg slipper for at ændre mit brugernavn ^ ^).
Mvh Amaya
P.s: jeg har forsøgt at slette det forrige indlæg, der bare hedder "Amaya", så det ikke bliver alt for uoverskueligt, men det ser ud som om jeg kun kan slette, hvad jeg har skrevet, så ejererne til kommentarerne må vist selv ind og slette deres beskeder..^ ^ På forhånd tak for ulejligheden.
