strandet!

[Rastzar]

OAen med piggene var færdig, men den ene af hans venner var hoppet op på ryggen af fen og forsøgte nu at kvæle den blonde dreng med sine arme, desværre for ham var fen fuldstændigt optænd af blodrus og han værdigede ikke OAen en tanke før han kastede sig bagover og maste OAen mellem gulvet og sig selv, der lød et lille knæk og en mindre del af Fens bevidsthed noterede sig at der røg nok et par ribben.
Fen rejste sig og så ned på OAen der lå og vred sig i smerter, men han var ikke længere den Fen der normalt rendte rundt i skolen, for på trods af at han havde formået at beholde sin menneskeform nogenlunde, så var hans sind næsten som i monsterformen, ergo var der ikke tid til nogen som helst medmenneskelig tanke.

Fen plantede næven i fjæset på en OA der kom løbende mod ham før han satte foden på den andens brystkasse og med en håndlig mine trådte til, endnu et par knæk, før han samlede den nu skrigende OA op og Kastede den ind i ham han før ramte i hiovedet så denne væltede om endnu en gang.
Så så han sig omkring med et maniskt smil og råbte: "Andre der vil lege!?!?!" Før han satte i et øresønderivende hyl der næsten flænsede luften og bestemt ikke gjorde ham mindre skræmmende.

[Amaya Ha Yagi]

Smilet stivnede og krakelerede mens Amaya betragtede Fens sidste ofre vride sig på gulvet. Han var totalt forandret, der var intet spor tilbage af den kluntede, verdensfjerne, godmodigt udseende Fen, som hun havde mødt på gangene i skolen, og som hun ved flere lejligheder havde set stående i front for skolebandet med en påklistret rå attitude. *Han er et monster!* Amaya bemærkede svagt ironien, men trak ikke på smilebåndet. Hun var rædselsslagen! "Andre der vil lege!?!?!" Amaya sank en klump og mærkede hvordan hendes hals snørrede sig sammen, da hun så Fen nærme sig et par outkasts, som allerede lå på gulvet i en blodpøl forårsaget af Fens grænseløse og ubegrundede raseri.

*Han slår dem ihjel! Vampyren vil ikke være i stand til at standse ham! Han slår dem ihjel!* Hun bed sig i læben og mærkede en tynd stribe varmt blod trille ned over sin hage. *Nej, lad være med at gå i panik! Han slår dem ikke ihjel, det kunne Fen aldrig finde på..vel? Vampyren må gøre noget! Jeg kan jo ikke.. Han slår dem ihjel! Han slår dem ihjel! HAN SLÅR DEM IHJEL, FOR HELVEDE!* Amayas hænder var blevet helt hvide af at holde om kanten af spærret, og hendes krop rystede ukontrolabelt. Hun var ikke i tvivl om, at Fen havde i sinde at dræbe dem. Vanviddet i hans øjne var ikke til at overse. *HAN SLÅR DEM IHJEL, DIN MÆR, OG HER SIDDER DU BARE OG GLOR PÅ DET! MÆR! MONSTER!*

En mærkelig følelse af ro (*..tomhed...*) overmandede hende pludselig, og hun svang benene ud over kanten og slap grebet. Hun landede hårdt, men nogen lunde kontrolleret midt på gulvet mellem hendes sårede fæller, foran den rasende ulv. Langsomt, som for ikke at tirre Fen yderligere, rejste hun sig op og fangede hans flakkende blik.
"Solen er ikke fortæret, og alligevel går du allerede efter Odin, du, søn af løgnen?" Amayas stemme var ikke mere end en hæs skygge af sig selv, men den skælvede ikke på trods af hendes bankende hjerte, mens hendes mørke øjne holdt ham fast.

[Adrian]

Adrian så på de to, han sukkede, og den ene fik et mindre strøm magi i hoved, han gik ud som et lyn, og den anden var hurtigt besejret, men han var dog i live og forholds vis uskadt, Adrian så på fen, og Adriano tog over, han hørte godt den anden tale men Adriano var ligeglad, "kom her lille hvalp," det var først nu af Adriano vidste sin aura, og selvom den var halv, var det så sandelig en vampyrs aura, det samme var det med hans ord, han var langt mere idyllisk nu, mindre menneskelig, "det er godt nu, du har allerede vundet," Adriano ville nok have sat sig op mod ham, hvis han havde været uden nogle kors, men lige nu havde han stadig et.

[Rastzar]

Fen hørte ikke et ord af hvad Adrian sagde, han var stoppet helt op foran Amaya, hun var dukket op ud af intet og han havde først tænkt sig at hamre hendes hovede ned i gulvet eller noget, men så havde hun åbnet munden og shockeret ham en hel del med sin meget rammende sætning.
Det måtte være utroligt interressant at se hans reaktion, og den var lige så pludselig som Amayas opdukken. Fen var bremset op med det samme, hans ansigt havde på et sekund forandret sig fra vanvittigt raseri til fuldstændig forundren for dernæst at virke lettere paniskt og så, så kom der et meget sjældent ansigtstudtryk frem, fulgt af en dyb dyb snurrende knurren der snarere kunne føles end høres, den kom dybt dybt nede fra Fen og steg gradvist i styrke, så det til sidst føltes som kunne man føle lydbølgerne slå mod huden.
Fens sind var også forandret. Amayas ord havde kastet en balje vand over det bål af blodrus han havde haft inden i og i stedet efterladt hans indre goldt øde og vagtsomt.
Hans første tanke var: "Hun ved det?" den blev så efterfulgt af tanken: "Er hun med aserne?", og det var stort set det eneste der kørte gennem Fens hovede før han langsomt, men langt mere truende end da han var halvt vanvittig, begyndte at gå mod amaya, fortsat knurrende så luften snurrede, med øjne der på en gang viste tusinde trusler, men også hvor panisk hendes ord havde gjort ham.
Fen havde moret sig før, me nu var han optændt af noget andet, et behov for at udslette pigen der var med aserne, et behøv der var så koldt som Niflheim.

[Amaya Ha Yagi]

Mens Amaya holdt Fens blik fast, skete der noget. Det var næsten som kulden i hans blik manifesterede sig i rummet, og uvilkårligt løftede hun armene op foran sig for, på en symbolsk måde, at skærme af for det had, der strømmede imod hende som en klam, våd tåge, der truede med at opsluge den lille gnist af styrke og mod, som hun havde fundet i sin paniske tilstand. Hun indså straks det ynkelige i handlingen, men kunne ikke få sig selv til at sænke armene igen og lagde dem i stedet til rette på tværs af brystkassen for at gnide lidt varme ind i sine overarme. Hun frøs virkelig. Fen udstødte en dyb, rumlende snerren, og Amaya mærkede hvordan hendes blod frøs til is. Hun stivnede fuldstændig.

Hun havde stadig ikke brudt øjenkontakten.

Fens gule øjne var nu ikke langt fra hendes egne. De lyste med en uhyggelig glød, og Amaya tog sig selv i at tænke, at de lignede ildfluer, når man betragtede dem en tåget aften, som store, lysende, udflydende pletter.. Og så mærkede hun pludselig noget varmt glide ned over sin kind. Hendes første indskydelse var *..blod... han har såret mig..* Men det var ikke blod, og store, varme tårer fulgte den første på dens vej ned over Amayas blege kinder. Uden en lyd trillede de sagte ned over hendes hage og dryppede til sidst ned på hendes sko. På et øjeblik var al hendes skræk for at dø blevet omdannet til noget andet. Sorg. Hun havde altid været alene. Lige gyldigt hvor mange, der var omkring hende, havde hun altid følt sig alene. Folk havde hånet hende, kaldt hende øgenavne pga. hendes svaghed, kaldt hende "Djælvebarn" pga. hendes monsterform, og ynket sig ved at se hendes tårer. Nu stod hun her. På Yokai. Blandt folk, som aldrig havde generet hende, fordi de havde lært, at det gjorde man ikke, og i stedet ignoreret hende. Tårerne blev ved med at trille, og hun kunne ikke længere se Fen klart. Hun var så træt... Så kold... Så alene...
Amaya lod al fornuft gå ad helvede til. *..hvis jeg skal dø nu, så må det være sådan..* og faldt Fen om halsen.

[Adrian]

Adriano så på fen, han var tæt på, men Fen ville dræbe hende inden hun nåede jorden, han smilte lidt, og hadede når han skulle hjælpe Adrian, han hævede hånden, og en luftbølge, kraftig nok til den burde kunne flytte Fen skød afsted mod ham, Adriano vidste selvfølgelig ikke hvor meget tid det ville give, men Fen virkede lige nu som det farligste i dette rum, og den rumlen, den var skræmmende, selv for Adriano, og den dæmoniske energi omkring Fen var som is, hvilket ikke gjorde godt for Adriano da han jo som vampyr, samlede dæmonisk energi i sin krop, så han frøs, men lige nu var det vigtigere for Adrian at hjælpe de andre, og Adriano havde en svaghed for sit andet jeg.

[Rastzar]

Hun...Holdt...om...Hans... HALS!
Fen mærkede med det samme panikken sprede sig gennem hele kropen, udspringende fra det sted hvor Amaya rørte ham.
Det var konsekvensen af at blive narret og bundet og så fanget i en grotte med et sværd i munden, det gav klart en fobi, og sådan en havde Fen for alvor.
Det faktum at han troede at Amaya hjalp aserne gjorde det ikke bedre, for i teorien kunne hun have gleipner skjult i hånden, og bare spille skuespil for at lægge den om hans hals.
Derfor var fens instinktive reaktion, at tøsen skulle så langt væk som muligt, hvilket var præcis hvad han gjorde.
HAns hænder fløj op, greb hende i siderne, ret så hårdt endda. Han flåede kraftigt i hende for at få hende til at give slip, hun skulle væk, bare væk! Derfor blev den paniske Flåen ikke specielt blid, og da han endelig fik hende fri kylede han hende så langt væk han formåede.
Sekundet efter blev han ramt af en trykbølge affyrret fra Drengen han føre havde hjulpet, den ramte ham mest på benene, og fordi han i forvejen stod i en hel del blod, gled han sidelæns og landte hårdt på jorden, med et dunk.

FEn stirrede på knægten, hans hjerne fungerede ikke lige nu, den var overanstrengt af alt alt for meget. Først var der Blodrusen og udskillelsen af adrennalin. Så var der den underlige mur, og frustrationen over ikke at kunne nakke sit bytte. Derefter var der mere kamp og blodrus. Så kom Tøsen, derefter troede han at han var blevet afsløret, og frygten derved, så kom det paniske andfald og hans reaktion derpå, til slut blev det afsluttet med ham der blev væltet om på jorden, og på sin vis angrebet af den han havde forsøgt at hjælpe, det var simpelthen for meget.
Han lå lidt endnu og forsøgte at tænke over hvad han nu skulle foretage sig, Adrian var klart provokerende, men han var stadigvæk ikke det farligste der var i lokalet, det var pigen der muligvis var med aserne.
Derfor rejste Fen sig op, han gav Adrian et enkelt advarende, køligt blik, før han langsomt gik hen imod Pigen.
Hun skulle væk først.

[Amaya Ha Yagi]

Den sindstilstand af ro, som i første omgang havde fået Amaya til at provokere Fen med sit uigennemtænkte spørgsmål, var stadig den dominerende. Mens hun klamrede sig til hans hals var hendes eneste tanke *..i det mindste er jeg ikke alene, når jeg dør...* og ikke en lyd kom over hendes læber, da Fen panisk flåede hendes ryg op for at slippe af med dødvægten. Hendes stædighed alene kunne dog ikke hamle op med ulvens styrke, og Fen sendte hende flyvende tværs igennem rummet, hvorpå hun med en uhyggelig lyd ramte en væg og landede ved siden af en af sine besvimede fæller. Hun mærkede tydeligt hvordan det varme blod løb ned ad hendes ryg, og faldet havde skadet hendes ene arm, så hun ikke kunne sætte sig op ved egen hjælp, men måtte blive liggende hjælpeløst på siden som en strandet hval. Sårene sved og brændte, og hun kunne se, hvordan blodet var begyndt at danne en lille pøl på gulvet omkring hende. Hun lukkede øjnene et øjeblik for at samle fokus. Hun kunne ikke huske, at hun nogen sinde var brudt sammen på den måde før. Hun kunne heller ikke huske at have været i en lignende livstruende situation, og udnævnte det faktum til en udemærket forklaring. Tårerne på hendes kinder var begyndt at lave små saltaflejringer, men kilden var standset ved den pludselige smerte. Hun åbnede øjnene igen. Fen havde kurs direkte mod hende.

[Adrian]

Adriano gik hen foran Amaya, han så på Fen og plottede sine tænder, "nej, du har allerede vundet, du kan slappe af nu," han så alvorligt på Fen, "hvis du ikke stopper inden 2 meter fra mig, så vil jeg slås mod dig, for jeg vil ikke dræbe nogle, og du vil tydeligvis dræbe hende her," han så alvorligt på Fen, og var klar til det værste, selvom Fen virkede hurtigere end Adriano så var han ikke sikker, måske havde han en chance, men så var det kun på grund af hans magi.

[Rastzar]

Fen fortsatte. Han kom nærmere Adrian langsomt men sikkert. Han mødte Drengens blik og kulden begyndte at komme igen, han havde noget han skulle have gjort, og en åndet knægt skulle ikke komme i vejen, på trods af det var fen ikke længere fanget i en blodrus, og han frembrummede, med dybe knurrende undertoner: "Skrid knægt, Denne kamp har ikke noget med dig at gøre, forsvind inden jeg flår dig i småstykker..." Kulden føg med hans stemme og hamrede mod Adrian som en barsk advarsel om at han virkeligt burde flytte sig hvis han ikke havde tænkt sig at dø sammen med pigen.
Fens før rolige fremgang blev erstattet med en lunten, et løb og til sidst en angribende spurt i fuld fart hen mod drengen, forhåbenligt forbi ham, men hvis ikke, så igennem ham.

[Amaya Ha Yagi]

*..hvad?...* Amayas udsyn var blevet spærret af nogen, som var trådt ind mellem hende og Fen. Hun kæmpede en indædt kamp for at løfte overkroppen fra gulvet vha. den fungerende arm, men de dybe flænger, som Fen havde tilført hendes ryg (*..ville ikke blive overrasket, hvis det viser sig, at han har snuppet en luns lød eller to i farten..*) smertede, så hun var lige ved at skrige. Hun måtte i stedet nøjes med at løfte hovedet en anelse, så hun kunne følge, med i hvad der foregik. Først nu gik det op for hende, at det var vampyren. *..hvad...hvad sker der?...hvorfor..han hjælper?...hvorfor hjælper han..mig?...* Hun kunne allerede mærke bivirkningerne af det manglende blod, som lige nu var ved at søbe sig selv op i hendes skinnende, mørke hår og hendes skoleuniform. Hendes syn var blevet en smugle sløret, men Fens øjne lyste stadig tydeligt i den tiltagende tåge. Hun ønskede ikke, at de skulle kæmpe. Hun havde lyst til at råbe til vampyren, at det ikke gjorde noget. At hun ikke ønskede, at de skulle såre hinanden på grund af hendes egensidige tåbelighed. Men hun kunne ikke få en lyd frem, hendes stemmebånd ville ikke adlyde hende. Hun trak sig gispende sammen som i krampe, da såret umotiveret sendte en chokbølge gennem hendes nervebaner, og hun blev ude af stand til at følge med i samtalen. Hun så derfor ikke, at Fen satte i løb mod Adriano.

[Adrian]

Adriano smilte, en halv meter fra ham mødte fen endnu en mur, den forsvandt, men det gav Adriano tid nok, en næve var allerede på vej mod Fen, og Adriano var personen bag slaget, han smilte, kampens adrealin var dejligt, og fen var sikker i sin sejr, men Adriano ville bare have en chance for at slippe væk, han ville selvfølgelig tage Amaya med ham, men det krævede god tid, en tid han ikke havde.