aldrig mere

[Adrian]

Adrian sad nede på stranden, han havde brugt magi til at komme herned, han ville gerne tænke over tingene, ikke at han kunne det andre steder, men her var ikke mange mennesker, han nød også udsigten, og ovenfra kunne man jo falde, det var han ikke specielt glad for, men sådan var det jo engang.
han gabte kort, han tog en notesbog frem, og en stiftblyant, og skrev nogle ting ned i den, han smilte glad, og det var egentlig ikke skrift, men en skitse af havet, bare en lille en.

[Nekomiya Haruhi]

Haruhi kom vandrende ned på stranden. Det var med megen forsigtighed at hun bevægede sig rundt, da tanken om kontakt med det kolde vand ikke just var fristende. *Du har bare at blive der!* tænkte hun og skulede til vandet, hver gang det skvulpede bare en smule i nærheden af, hvad hun betegnede som for tæt på hendes person. Det så dog ikke ud til at vandet havde tænkt sig at lytte til hende, og hun udstødte et gisp, da en smule af det skvulpede op på hendes ankel.

[Adrian]

Adrian vendte hoved da han hørte et gisp, han så den anden person, Haruhi-san, han smilte og vinkede til hende, "Julie-chan, kom herover," han så på ham/hende, og vidste stadig ikke om denne var en pige, eller dreng, men det ville han finde ud af, han smilte og smilte venligt til Haruhi, han/hende var nu en meget flink person, nok den flinkeste der var i klubben, ihvertfald efter Adrian's mening.

[Nekomiya Haruhi]

Haruhi glemte alt om vandet, da hun så Adrian. "Romeo, Romeo~!" udbrød hun med et stort grin og fjernede afstanden mellem dem, ved at løbe de få skridt, der var hen til ham. Hun lod sig falde ned i sandet ved siden af ham og smilede, "Jeg er kommet dig hid, Romeo." I forhold til at hun crossdressede og dermed bar drengeuniformenen, opførte hun sig stadig ikke særlig meget som en dreng. Men så igen, det var jo det, der var det sjov - når folk ikke kunne finde sammenhæng mellem hendes udseende og opførsel, altså.

[Adrian]

Adrian så på hende, "det er nok nu," han grinte dog over hendes/hans ord, "Haruhi-senpai, kan du ikke svare mig på nogle ting," han så på Haruhi, og håbede virkelig for han ville utrolig gerne have nogle svar på nogle ting, og hvem var bedre end Haruhi til at besvare spørgsmål, Han/hun virkede som en person der sagtens ville svare, om så man spurgte om personen, stadig var jomfru, og så uden problemer.

[Nekomiya Haruhi]

Haruhi trak lidt på skuldrene, stadig med et smil på læben; det var nu da en meget sjov spøg, men det så ud til at hun havde noget at bevise overfor Ichiko.
"Selvfølgelig," svarede hun til hans forspørgsel og kiggede spøgende på ham, "Hvad dog?" Hun kunne et eller andet sted ikke lade være med at undre sig. Hvad kunne Adrian dog have af spørgsmål, som hun kunne besvare for ham?

[Adrian]

Adrian så på hende/ham, "okay jeg vil gøre dette her fair, hvis du svarer sandfærdigt, må du spørge mig om en ting, så vi skiftes, og jeg skal nok også svarer sandfærdigt," han så på hende og syntes det var bedre sådan, "er du en dreng eller en pige," han så ganske alvorligt på hende/ham, for han var virkelig i tvivl.

[Nekomiya Haruhi]

"Ahh, hvem ved~?" sagde hun med et gådefuldt udtryk i øjnene. Adrian ville åbenbart gerne have mysteriet løst på den nemme måde, men Haruhi var ikke indstillet på at lege på den måde. Hun havde ikke noget imod at folk havde kendskab til hendes rigtige køn, det var bare ikke sjovt, når hun selv skulle fortælle dem det så direkte. Som et minimumskrav skulle de i hvert fald prøve at gætte det først, før hun selv ytrede noget, "Hvad vil du selv gætte på?"

[Adrian]

Adrian så på hende, "jeg vil gætte på du er en pige, men jeg er ikke sikker, og da de andre som har gået her i længere tid mener du er en dreng, er jeg stadig meget i tvivl, og ja jeg er for flov til bare at hive jakken af dig, eller at tage på dig, jeg er også for uskyldig til den slags, for hvis du nu var en pige, så ville jeg føle at jeg havde krænket dig," han så smilende på hende, han var ganske seriøs, men han regnede da med at dette ville blive en rigtig god snak, Haruhi virkede bestemt til at være en af de personer, Adrian ville tale med nemmest her på skolen.

[Nekomiya Haruhi]

Haruhi smilede skælmsk. Han var skarp den knægt, det kunne hun ikke benægte. "Nee Adrian-san, hvis vi nu glemmer alle de andre og holder os til dit gæt," sagde hun og lagde en finger over sine læber, "Så forventer jeg din tavshed; det her forbliver vores lille hemmelighed." Om han opfangede hintet var sådan set hans eget problem. Haruhi ville - for morskabens skyld - ikke gøre det mere åbenlyst, end hun allerede havde.

[Adrian]

Adrian så først utrolig uforståen på hende, men langsomt gik det op for ham, han ville nok tage Haruhi, som en pige nu, selvom han stadig ikke havde et bevis på det, "okay, det respekterer jeg, men har du så et spørgsmål, eller må jeg skyde videre," han så spørgende på hende, og ville egentlig gerne bare tale, men nu havde han hende, så kunne han ligeså godt bruge det til sin fordel, og få en smule information.

[Nekomiya Haruhi]

"Bare skyd løs," sagde Haruhi. Det var nu ikke, fordi hun ikke var interesseret, hun kunne bare ikke lige komme tanke om noget. Men det skulle vel nok komme, når samtalen begyndte at skride mere fremad, "Jeg siger til, hvis jeg kommer i tanke om noget." Hun begyndte at tegne små cirkler i sandet med fødderne, mens hun ventede på at det næste spørgsmål faldt.

[Adrian]

Adrian smilte venligt til hende, han så ud over havet og begyndte så på sit næste spørgsmål, "fortæl om klubben, hvilke monstre er de, og hvordan er de, jeg vil gerne vide mere om dem alle sammen, inklusiv dig selvfølglig," han smilte og så på hende, han lagde sit hoved en smule på skrå, han ventede spændt, han regnede ikke med det helt store, men måske vidste Haruhi, en smule mere end Adrian regnede med.

[Nekomiya Haruhi]

"Med hensyn til deres monstre har jeg ikke det store kendskab." Det var sandt. Udover sig selv, havde Haruhi ikke kendskab til andre end Masaos og det havde hun kun fundet frem til gennem lang tids intensiv stalking - og han havde desuden hendes fulde loyalitet (selvom han dog ikke vidste, at hun havde det kendskab til ham). Hun begyndte at overveje den anden del af spørgsmålet. Vide mere om de andre? Det var et ret bredt spørgsmål, og hun anede hverken, hvor hun skulle slutte eller begynde. Altså, selvfølgelig kunne hun jo fortælle flere romaner - side op og side ned - om Masao, men efter ham og Adrians ego-sammenstød, tvivlede hun på at han ville høre SÅ meget om ham igen. Hun valgte derfor det nemme svar, "Mere om dem, siger du? Nee, men er det ikke sjovere selv at finde ud af sådan noget, ved at være sammen med dem, Adrian-san?"

[Adrian]

Adrian trak lidt på skuldrene, "jeg tænkte bare over både din og Masao's evne til at manipulere med andre, for du virkede rimelig tom, efter at du brugte en af dine evner, og Ichiko skiftede mening alt for hurtigt med Masao, samtidig med at han brugte en lignende evne, så tænkte at en anden års elev, som dig Haruhi, burde kende en smule," han så på hende og var ærlig talt en smule skuffet, men desværre så kunne han ikke tvinge hende, det var næsten synd.