aldrig mere

[Nekomiya Haruhi]

Haruhi trak benene op til sig og hvilede sit hoved på knæene, mens hun betragtede ham tænksomt, "... Jeg ved, hvad han gjorde," sagde hun så og tilføjede det næste noget mere stilfærdigt, næsten uhørligt, som var det en stor, dyb hemmelighed, "Jeg ved alt om ham."
Hun rystede hurtigt på hovedet, "Men det hverken kan eller vil jeg fortælle dig," hun holdt en lille pause, hvorefter hun forsatte "Og min egen evne? Jeg kan sige dig, at den ikke er ligesom hans, men yderligere ord vil jeg ikke sætte på. Jeg vil dog med glæde demonstrere den for dig igen." Der var ingen grund til at benægte, at hun havde brugt sin evne i dramaklubben. Det så tydeligvis ud til, at han vidste, hun havde gjort noget og hun kunne ikke se, hvorfor det faktum skulle pakkes ind.

[Adrian]

Adrian trak på skuldrene, "du er heldig Adriano ikke er her, han ville have flået dig for de oplysninger, men det er okay, jeg behøver ikke få den vidst igen, og siden du så ved alt om Masao, hvordan er han så, som person med andre, hvis du da vil fortælle det, og hvordan er ichiko," han så spørgende på hende, deres personligheder var vel ikke noget hun ville vogte om.

[Nekomiya Haruhi]

"Vedkommende kunne flå mig så meget han lystede og stadig ville jeg intet sige," Haruhis blik var ikke bare blevet alvorligt, det var også blevet koldt. I hendes ører lød det som om, han lige havde truet hende med denne Adriano. Om det så var pakket ind og efterfulgt af et noget mere uskyldigt spørgsmål, så brød hun sig ikke om det. Og hun ville absolut ikke have ham til at tro, at han kunne slippe afsted med det, "Og så jeg tror, vi stopper spørgerunden her. Hvis du er så interesseret i andres personer, så engager dig i at uddybe dine bekendtskaber med dem, i stedet for at få oplysninger af omveje."

[Adrian]

Adrian smilte lidt over hendes ord, han så på hende og studerede hende en smule, "du skal ikke kigge så ondt på mig, jeg har ikke gjordt noget for at fortjene det blik," han smilte venligt til hende og rejste sig op, han børstede sine bukser af en smule og så ud over vandet, "det er egentlig okay, har heller ikke flere spørgsmål," han smilte venligt til hende, men også med et strejf af at have udnyttet hende.

[Nekomiya Haruhi]

Haruhi imiterede hans bevægelse og rejste sig ligeledes op. ”Hvis det forholder sig således, så håber jeg, vi er enige om, at denne samtale aldrig har fundet sted,” sagde hun, stadig med noget af det samme blik i de gyldne øjne. Hun brød sig ikke om at blive udnyttet.
Haruhi holdt en hånd op og lod en enkelt finger hvile mod sin hals. I det øjeblik virkede hendes negle længere og skarpere, næsten som kløer. Kløer, der kunne flænse ren og fin hud på få øjeblikke, ”nee, Adrian-san?” Det var et ubehageligt smil, hun sendte ham, som kun indeholdt overfladisk venlighed. Det var en klar besked til Adrian om, at hvis det ikke blev som hun sagde, kunne den næste strube, de kløer ville krydse, meget vel være hans.

[Adrian]

Adrian så på hende med et venligt smil, "hvor vidste du dog at jeg har en svaghed overfor andre's halse," han smilte venligt, og lod sig tydeligvis ikke true, han havde stået op overfor både Ichiko og Masao, Haruhi her var ikke noget problem, "selvfølgelig har den det, du fortalte mig så smukt hvordan du hader vandet, og hvorfor du ville være julie," han sagde det med den største sarkasme og han virkede egentlig ligeglad med hende, han virkede dog heller ikke som en der var voldelig, han var bare ikke til at rokke, samtidig med at han ville være venlig.

[Nekomiya Haruhi]

Smilet forblev fastfrosset på Haruhis ansigt. Hun følte, at hvis hun opgav smilet nu, ville hun have tabt - og hun havde absolut ikke nogen intentioner om at tabe til ham. Sådan skulle det absolut ikke være.
"Aha, så det er sådan vi leger," sagde hun langsomt, stadig med den samme påtagede venlighed "Men så kan jeg fortælle dig, at du ved så meget mindre, end du tror." Hun kunne ikke lide ham. Hun kunne virkelig ikke lide ham. Rettelse: hun kunne ikke fordrage ham.

[Adrian]

Adrian nikkede en smule, "niks jeg er jo ikke gået i kødet på dig endnu, selvom det kunne være sjovt," han smilte, og denne gang var det med tænderne fremme, det var egentlig tydeligt nu at se han havde hugtænder, og med kors i ørerne, kunne man sagtens regne ud han var vampyr, ellers var han et svagere monster, der prøvede at ligne en vampyr, men ikke i dette tilfælde, Adrian var jo halv vampyr.

[Nekomiya Haruhi]

*Vampyr...?*, tænkte hun og gøs en smule indvendig, *Eller det der ligner.* Hun formåede dog at holde masken og sit smil. Vampyr eller ej, hun ville ikke lade sig skræmme og hun ville i hvert fald ikke give sig!
"Jeg har skam selv et meget pænt tandsæt," sagde hun, som hendes mundviger kurvede en smule længere op og afslørede hendes tænder, som i det øjeblik virkede langt mere som en kats. Hun ville ikke lade sig tynge af ham og hvis det endelig kom til det, så ville hun da så sandelig også slå fra sig.

[Adrian]

Adrian smilte, "du virker ganske klog, og regner ikke med du ville slå på en fra den officielle sikkerheds kommition og en fra elevrådet, det ville være tåbeligt," han smilte og rettede sig helt op, han smilede venligt og sagde så ganske pænt, "sandt, du har et meget sødt smil, glæder mig til kysse scenen," han smilte og vidste at Haruhi nok ikke var vildt glad for den, mest fordi hendes hjerte bankede en smule hurtigere, og Adrian ville gætte på det var fordi hun var en smule irreteret.

[Nekomiya Haruhi]

"Alle har vel deres tåbelige øjeblikke, nee?" sagde hun blot, forsat smilende, dog uden at gøre mine til nogen af den slags handlinger. Det ville ikke gavne noget som helst, hvis hun gjorde. Så var det trods alt bedre at have et anspændt, men dog fredeligt forhold - i hvert fald indtil stykket var blevet opført, "Og selvfølgelig gør du det." Et eller andet sted hadede hun tanken om, at det så ud til, at han skulle have hendes første kys, men når det kom til stykket, betød det ikke noget for hende. Hvis sådan noget havde været vigtigt, så ville hun sikkert have været sønderknust over ikke at kunne være Masaos første... selvom det dog kunne have været rart, så var virkeligheden ikke sådan. Det betød intet.

[Adrian]

Adrian smilte, "når ja jeg har et spørgsmål tilsidst, det er helt anderledes end de andre, dit udseende, skulle jeg hjælpe dig med det på et tidspunkt, eller vil du selv klare det," han så spørgende på hende, og hans medaljon lyste op, et par ravne vinger kom til syne, sorte, og store, store nok til at flyve med, det var en simpel forvandlings magi, og selvom den var simpel, var den en smule krævende, ikke noget med at han kunne skifte skikkelser konstant, og han blv desværre nød til at beholde sin menneskelige krop, til en hvis del under den.

[Nekomiya Haruhi]

"Jeg klarer mig fint selv," Haruhi kiggede en smule afmålende på hans forvandling. Hvad skulle hun bruge hans hjælp til? Det var jo ikke, fordi hun var desperat efter at skjule sit køn, at hun crossdressede, men for underholdningens skyld. Hvis folk fandt ud af det, så fandt de ud af det, mere var der ikke om det. Dog kunne hun ikke komme udenom, at Adrians forslag var en betænksom gestus - hendes manerer bød hende at tilføje, "men ellers tak."

[Adrian]

Adrian smilte, "okay, ses nok en anden gang," han slog med vingerne, og fløj op på den store skrant, hvor han forsvandt.

//out

[Nekomiya Haruhi]

Haruhi sukkede dybt, hvorefter hun begyndte at lede efter en måde at komme væk fra stranden, uden at få skrammer eller vand på sig. Det skulle nok blive interessant fremover, både i forhold til stykket og i det hele taget, med det "forhold" hun og Adrian havde etableret der på stranden.

//out