Skyggespil

[Amaya Ha Yagi]

*Åh Gud..* Det var blevet sent, alt for sent, og Amaya var lige kommet i tanke om, at hun havde efterladt en af sine notesblokke i formningslokalet. *..hvad har jeg nogensinde gjort dig, at jeg skal straffes med sådan en hukommelse..?* Hun drejede i høj fart om et hjørne og ilede mod døren længst nede af gangen. Hun tog fat i håndtaget, og døren gav efter med en sukkende lyd, da hun stemte skulderen imod. Lokalet henlå i mørke pga. manglende loftsbelysning (da hun engang havde spurgt hvorfor, var hun blevet formanet om, at det ødelagde rummets æstetiske indtryk og gjorde det svært at se opstillingernes skygger), og hun lukkede hurtigt døren efter sig, så hun kunne vende sine øjne til mørket. Det knitrede under hendes sko, da hun slap håndtaget og tog et par skridt hen mod rækkerne af borde. Hun bøjede sig ned og samlede et stykke papir op, som nogen måtte have tabt under flugten ved timens afslutning. Hun hørte papiret rasle, da hun løftede det op foran sig. Hendes hænder rystede som espeløv.

Amaya havde altid fået at vide, at hun var kreativ, og hun havde altid elsket kunst, men i dette øjeblik forbandede hun sin kreativitet langt væk. Lige siden hun første gang havde fået stukket en blyant i hånden, havde hun været helt besat af at tegne. Hun bevægede sig ingen steder uden sine notesblokke, og derfor stod hun nu pludselig her midt i et dystert formningslokale med uhyggelige lerfigurer og giner, som kastede forvredne skygger på det farveplettede gulv. Hun trådte varsomt fremefter og sprang så nærmest resten af vejen hen til bordene, hvor hun regnede med, at hun ville finde sin blok. Hun mente ikke selv, at hun var en kylling, men havde tit fået det at vide af sine kammerater. Sandheden var den, at hun hadede mørke. Hun hadede den måde, hvorpå natten grådigt opslugte farverne omkring sig, og hun hadede den kulde, som sneg sig op gennem hendes ben, som om de også var ved at forsvinde.

For at jage de skræmmende tanker på flugt, gav hun sig til at nynne stille, mens hun spejdede hen over de kolde flader efter sin glemte notesblok. Det gik hurtigt op for hende, at den ikke var nogen steder at se. Hun bevægede sig lidt længere tilbage i rummet, mens hun forsøgte at berolige sine rystende hænder ved at gnide dem panisk mod hinanden. *Du er et monster, hvad er der at være bange for? Mørket gør ikke noget, det er bare koldt..* Hun forsøgte at fokusere på sin nynnen og ignorere de lange, blege skygger, som stafelierne kastede i det svage modlys fra et vindue, hvis gardiner ikke var blevet trukket for. *Hvor i alverden kan den være blevet af?!* Hun satte sig på hug og spejdede hen over gulvet i håb om at se glimtet af en blank forside i det svage skær. Ingenting. Hendes stemme var også begyndt at ryste, og hun trak vejret tungt for at forsøge at holde den panik, som langsomt, men sikkert, var ved at snige sig ind på hende, på afstand. Hun standsede kortvarigt sin nynnen for at fugte sine læber og blev pludselig pinligt bevidst om stilheden. *Mørket gør dig ikke noget, det er bare koldt...koldt og stil~* I det samme opfangede hun den tunge lyd af åndedræt bag sig, og hendes hjerte holdt for et kort øjeblik op med at slå.

[Asuka Koizumi]

Asuka lystet op i et stort smil, der var nogen her der lod atmosfæren komme dem alt for langt ind på livet. Lidt en skam, for pigens tegninger havde egentligt været meget pæne, nu rodede hun dog rundt som en muldvarp der ikke vidste hvad den havde gang i samtidig med at den var sikker på der stod en hund klar til at bide den. Asuka lagde forsigtigt sin taske fra sig på bordet hvor hun havde glemt den, og sneg sig om bag pigen. Dog kimede hendes to ringe sammen omme på ryggen lige inden hun kunne nå at lægge hænderne på skulderne af den anden pige, i stedet stod hun nu med hænderne udstrakt klar til at falde ned på skulderne af tøsen i den klassiske ”bøh!” positur, og stod helt stille, afsløret, det var tydeligt at se at pigen også var stoppet med at røre på sig, dog skete der ikke mere var hun for bange til at vende sig om? Asuka lod den ene hånd falde ned langs siden og prikkede blot pigen på skulderen ”bu ?” sagde hun forsigtigt som for ikke at skræmme hende helt til døde ”Glemt noget?” Asuka var iført reglementets uniform, dog havde hun ikke vesten på.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya havde det virkelig, som om hendes hjerte var gået i stå. Hun stod så anspændt og lyttede, at det slet ikke gik op for hende, at der rent faktisk var nogen, som havde talt. Hun reagerede først, da en kold finger rørte ved hendes skulder, og en gysen farede gennem hendes krop. Amaya agerede instinktivt og kastede sig fremefter for at undvige en mulig angriber, hvilket resulterede i en mavelanding en meter længere fremme. Hun drejede ængsteligt hovedet hovedet og stirrede ind i et par store, mørke øjne. Hendes første tanke var at skrige og råbe om hjælp, men hendes sammenpressede lunger tillod hende ikke at lukke lyd ud i øjeblikket, så det blev kun til små gisp af forskrækkelse. *Hjælp! En eller anden! Mørket! Mørk~..*

[Asuka Koizumi]

Asuka trak hurtigt fingeren til sig da tøsen kastede sig frem, som var hun blevet ramt af et projektil. Wow, her var nogen der måske lige skulle tage en slapper. Asuka kunne dog ikke lade være med at stå med et lille smil, der var noget sjovt ved folk der var fortabt i mørket. Ingen havde helt været i stand til at forstå Asukas fascination af mørke og kulde, men det er nu meget normal når det er ens primære elementer. Det blev dog aldrig kedeligt for hende at se de små fortabte rode rundt i mørket. Med en overlegen krops holdning placerede hun hånden med notesbogen på hoften og gav sig til at lege med sit hår, med den anden finger. ”Du burde stoppe med at rode rundt nede på gulvet… de siger at der var en lære der engang hængte sig selv i rummet her, men det aldrig lykkedes dem at få blodet helt af” Asuka lod sin stemme være tyk og dryppende, med lidt held, bare lidt held var der en klat indtørret maling et sted i nærheden af tøsen. Historien, tja? Hun havde hørt den af en af fyrene på tredje der havde prøvet at imponere nogle første års tøser, og syntes egentlig den var meget god. Desuden var det jo oplagt i et rum uden lys.

[Amaya Ha Yagi]

Det svage lys fra vinduet ramte øjnenes ejermand, som tårnede sig op over hende. Da det gik op for hende, at det var et menneske (*nej, sandsynligvis ikke et menneske, men i hvert fald én i menneskeskikkelse...*) begyndte Amayas kinder at blusse. Hun kunne ikke huske at have været så bange, siden en lygtemand havde fået hende til at fare vild i en mørk mose, da hun var lille. Hun forsøgte at trække vejret roligt, men andrenalinen bumpede stadig rundt i hendes blod, og hun mærkede hvordan hele hendes krop sitrede af chokket. ”Du burde stoppe med at rode rundt nede på gulvet… de siger at der var en lære der engang hængte sig selv i rummet her, men det aldrig lykkedes dem at få blodet helt af.” Amaya studsede, hvad bildte hun sig egentlig ind?! Det var en gammel vandrehistorie, og hun havde hørt den mindst et dusin gange uden at finde den uhyggelig. Alligevel rejste hun sig temmelig hurtigt op, og var lige ved at sætte sig på enden igen, da hun ramte et bord i farten. Pigen, som havde forskrækket hende, var ikke særlig høj, faktisk næsten 10 cm lavere end hende selv, anslog hun. *En 1.års elev? Great..* Amaya valgte ikke at kommentere historien, og fokuserede i stedet på notesblokken, som lige nu hvilede på pigens hofte. *Jeg var ikke klar over, at her var andre..jeg kom for at lede efter min blok* hun kastede let med hovedet i retning af blokken, mens hun ærgrede sig over hvor lille og svag hendes stemme lød.

[Asuka Koizumi]

Asuka beholdte sit overlegne smil da tøsen skyndte sig op fra gulvet, dog krympede hun sig lidt da hun var lige ved at falde igen. Noget sagde Asuka at hun ikke var helt så upåvirket af situationen, som hun gerne ville virke, de fleste folk der var cool med en situation væltede ikke uhæmmet rundt. Asuka slap sit hår og bladrede de første sider i hæftet igennem,

Jeg var ikke klar over, at her var andre..jeg kom for at lede efter min blok

”Mere held en noget andet jeg havde glemt min taske”, Asuka gjorde et kast med hovedet i retning af det bord hun havde lagt sin røde skulder taske på. ”Det her hæfte? Kan du nævne hvad der er på den første side, det skulle jo gerne ende hos den rigtige” Asuka stoppede med at bladre, tegninger var fine nok. Ikke lige hendes interesse felt, og egentlig havde hun besluttet sig for at udlevere hæftet, hun havde bare sagt det med første side for at virke lidt mere cool. Om hun gjorde det var en helt anden sag. Asuka trådte et skridt nærmere pigen, men stoppede så, var der noget der havde rørt sig over til venstre. Hun så kort over til siden og rystede så på hovedet.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya følte sig ikke helt tryk ved situationen, der var noget ved den pige, som skræmte hende næsten lige så meget som mørket gjorde, *..noget med hendes øjne* Amaya rystede tanken af sig og rettede i stedet sin opmærksomhed mod pigens spørgsmål. Det virkede fair, men alligevel var der noget ved pigens holdning, som fik det til at ligne en udfordring. "Tja..." Amaya tænkte sig om. Hun havde ingen idé om hvad der var på første side i hendes hæfte, og et øjeblik undrede det hende selv. Det var det grå hæfte, som hun havde mistet, og det grå hæfte plejede at være dét, som hun havde fremme i timerne, så hun gik ud fra, at det måtte være en eller anden stregtegning af en af hendes klassekammerater.. Hun undertrykte en trang til at bide sig i læben af ærgrelse over hendes igen svigtende hukommelse (*hvad sker der dog med mig idag?!*) og besluttede i stedet at tolke spørgsmålet anderledes. "Sandsynligvis mit navn."

[Asuka Koizumi]

Asuka var mere end ligeglad med hvad tøsen svare hæftet var jo ikke hendes, og det havde ikke virket vigtigt, desuden var hun heller ikke nogen reglernes forkæmper ”Bingo, her” sagde hun og kastede så hæftet over til pigen, og gik tilbage for at samle sin taske op og slynge den over skulderen her stoppede hun så igen, hvad helvede var det for en skrabende lyd ”Hørte du det?” hvorefter hun vendte sig om mod pigen der havde glemt sit hæfte ”Den lille lyd lige før?” underligt nok kunne Asuka også mærke stedets stemning nu det var som om det var tryggende ikke den normale befriende kulde oplevelse hun havde som mørke, nej snarere som om det hele prøvede at lukke sig over hende og forhindrede hende i at mærke vinternattens storme rive i hendes hår og piske mod hendes ansigt. ”Sig det var dig der lavede den lyd?” kom det så næsten bedende fra Asuka.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya greb hæftet, men nåede ikke at sige tak, før pigen havde vendt sig om for at tage sin taske. *Ikke videre charmerende opførsel...* bemærkede hun for sig selv og kunne ikke lade være med at føle sig en lille smugle forurettet over den behandling, hun havde fået. Pludselig stivnede pigen, som om hun lyttede. "Hørte du det?" Amaya lagde hovedet lidt på skrå. Nej, hun havde ikke hørt noget. Hun rystede på hovedet som svar til begge de efterfølgende spørgsmål. *Laver hun sjov med mig? ...det ville ikke være første gang.* Alligevel kunne hun ikke komme ud over pigens ændrede ansigtsudtryk. *Er hun bange? ..for hvad?* Amaya lagde hovedet på skrå og lyttede intenst. Intet.

[Asuka Koizumi]

Asuka stod blot og betragtede den anden pige, hvorfor sagde hun ikke noget? Hun kunne idet mindste nikke og sige, ja det var mig det ramte bordet så det skrabede henover gulvet eller noget andet beroligende i den stil. Men i stedet stod hun bare her og var hel tavs, ikke noget der gjorde Asuka mere tryg, hvilket førte til at hendes blik begyndte at flakke rundt, okay tøs der findes monstre, mennesker og en masse andet rod, spøgelser? Asuka var ikke helt sikker det var ikke lige hendes favorit felt, dog var hun ret sikker på at der fandtes ånder på en eller anden måde. Måske sagde tøsen ikke noget fordi hun koncentrerede sig helt vildt! Ja det var der den lå begravet, hun var sur fordi Asuka havde overrasket hende så nu var det payback. Der var ingen anden forklaringen, hvis Asuka nu gav hende en chance for at stoppe dette mens legen stadig var god ”Ha ha… meget sjovt, skal vi så stoppe alle de små lege?” lige da Asuka havde sagt dette med tilpas meget ligegyldighed i stemmen var det som om en vind gik igennem rummet og døren smækkede i med et smæld, der fik Asuka til at hoppe på stedet.

[Amaya Ha Yagi]

*..!* Amaya stirrede stift over skulderen på den noget lavere pige, som stod foran hende. Hun havde slet ikke lagt mærke til, at døren havde stået åben, men hun havde tydeligt set den smække, og blev derfor ikke overrasket over lyden. Der havde - så vidt hun havde kunnet se - ikke været nogen i nærheden af den, og hun mærkede koldsveden begynde at pible frem under det tykke hår i nakken. Mørket var ligesom blevet tættere, men Amaya samlede al sin viljestyrke om at holde fokus på det punkt, hvor omridset af døren havde været for et øjeblik siden. *I det mindste er vi to* formanede hun sig selv, og den anden pige så ikke ud til at lide af de samme fobier, og skulle nok kunne forsvare hende, hvis de blev angrebet (det var en kujons tankegang, men ikke desto mindre var det, hvad der poppede op i hovedet på hende).
Hun trådte helt tæt på pigen og hviskede "lad os komme ud" og greb pigens hånd for at føre hende hen mod det sted, hvor hun regnede med, at udgangen befandt sig. Hun tænkte slet ikke over, at den anden måske ville føle at det krænkende, når de nu ikke kendte hinanden.

[Asuka Koizumi]

Asuka nikkede bare da den ældre pige trådte hen til hende og forslog at de smuttede, de havde jo fået hvad de kom efter, så ingen grund til at de blev hængende længere, i et rum der enten var hjemsøgt eller plaget af narrestreger. Da de havde gået de første par skridt blev Asuka ikke længere halet med, satte farten en smule mere op, nok mest fordi hun faktisk følte at hun bedre kunne navigere end hendes ”patner” men måske også fordi hun gerne ville ud først. Et eller andet sted håbede hun at det viste sig at pigen ikke havde for god kontrol, men det kunne hun jo ikke spørger om nu vel. Nej? Det var bare et spørgsmål om at komme hen til døren.

[Amaya Ha Yagi]

Da Amaya mærkede, at hun ikke var den eneste, der var ivrig efter at slippe ud, slap hun den anden piges hånd for at holde sig parat, hvis hun nu skulle snuble over et eller andet i mørket (ikke helt usandsynligt). Hun undgik med nød og næppe et stafeli, som ikke var blevet stillet på plads efter brug og slog et lille sving udenom en bordkant. Hun var ret sikker på, at hendes stunt tidligere ville give hende et par blå mærker og sørgede for at være opmærksom på andre mulige forhindringer, mens hun med hurtige skridt bevægede sig tværs gennem rummet mod døren. Pigen, som havde forskrækket hende, mens hun ledte efter blokken, var nået op på siden af hende. Amaya lod hende tage føringen - det virkede trods alt som om, hun havde lidt mere styr på sine bevægelser. Det gik op for hende, at hun gik med notesblokken i hånden og stak den hurtigt ind under skjorten, som hun plejede. Den var lidt kold mod huden, men hun ville ikke risikere at miste den igen, så hun skulle tilbage og lede. Hun satte farten lidt op og sørgede for at holde sig lige bagved den anden pige. Hun var ret sikker på, at de næsten var, hvor lyskeglen fra den åbne dør havde været for blot et par minutter siden.