Hey Juliet?

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko så ned på en seddel. De havde i dramaklubben lavet en liste over hvor de forskellige medlemmer bor, sådan for at lave det lettere når de skulle øve. Hun tjekkede hurtigt sedlen igen. 2 sal, værelse 217.
Ichiko havde sin uniform på, dog mere afslappet end reglerne dikterede. Men det var ligemeget, da hun jo ikke var på selve skolen mere, og ikke skulle til undervisning. Det lange rødbrune hår blev kastet over skulderen, og bevægede sig i takt med, hun gik op af trappen. Da hun nåede 2 sal, kiggede hun lidt på numrene. Det tog hende et godt stykke tid at finde dør nummer 217, da det lignede et eller andet morderne kunstværk af en usmalgelig art. Ichiko kiggede lidt på døren inden hun bankede på.
Hun var kommet for at se, om Haruhi havde forberedt sig bare en smule på sin rolle, og måske også høre hvordan hun havde det med, at skulle kysse Adrian. Selv mærkede Ichiko hun blev en smule jaloux ved tanken... Men på den anden side, så var Haruhi jo en dreng, så ville det ikke være okay?

[Nekomiya Haruhi]

Haruhi lå og sov hen over skrivebordet på sit værelse. Under hende lå adskillige bøger og hæfter spredt ud over den store overflade, hvor til flere af titlerne blev indledt med 'Shakespeare...'. En stiftblyant hvilede let på hendes ene tommelfinger, hvor den vuggede blidt, frem og tilbage mellem det indre og det ydre af hendes hånd, i takt med hendes åndedræt. Hvert øjeblik truede den med at falde, men hvert øjeblik forsmåede den faren og holdt balancen i samme rolige, regelmæssige bane.
Det var tydeligt at Haruhi var døset hen, mens hun havde læst. Hun havde været så ivrig efter at bevise sit værd overfor Ichiko efter dramaklubbens møde, at hun havde arbejdet meget ihærdigt den senere tid på at studere Romeo og Julie - og det havde gjort et stærkt indtryk på hendes søvntimer. Da der lød en banken fra døren, reagerede hun derfor en smule langsomt.
Haruhi rejste sig og tøffede over til døren, et skridt ad gangen. Hun var iført skoleuniformen, eller, halvdelen af den: hun havde egentlig kun skjorten og bukserne på, blazer og slips lå på sengen (heldigvis sad det af uniformen, hun havde på, løst nok til at skjule hendes former) Hun kløede sig en smule bag hovedet, før hun endelig åbnede døren op og kiggede efter dén, der havde forstyrret hendes lur, "Ja?"

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko gjorde et kast med hovdet og så lidt på Haruhi. Han så en smule forsovet ud. Det undrede hende ikke, han virkede som typen der kun tog sine egne interesser alvorligt. Hun så kort på sine negle, mest for at hæve sin egen officelle fremtoning over Haruhi.
"Jeg er kommet for at se, om du overhovdet har gjort dig nogen tanker om, hvordan du vil gribe Julie an. Og så har jeg også et mere privat spørgsmål til stykket." Hendes brune øjne hvilede roligt på Haruhis ansigt. Huden bar helt glat og fin, så var han da godt for noget.
Ichiko gik lidt tættere på Haruhi, for at vise at hun forventede en indvitation til at komme inden for.

[Nekomiya Haruhi]

Haruhi vågnede en smule, da hun så at det var Ichiko, der havde banket på døren. Mest fordi hun var overrasket over formandens besøg. Overraskelsen lagde sig dog hurtigt efter at hun registrerede hvad formålet med besøget var: Julie. Det vækkede hende fuldstændigt. Hendes opmærksomhed var blevet fanget. Hun gjorde et nik med hovedet og åbnede døren helt, "Bare kom ind," sagde hun og efterfulgte ordene med en inviterende lille håndbevægelse. Hun stillede sig til siden i døren, så Ichiko kunne passere og ventede på at hun trådte ind.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko gik hurtigt ind og så sig lidt omkring. Da hun fik øje på alle Shakespeare bøgerne kom hunn til at smile lidt. Så tog Haruhi virkelig rollen som Julie alvorligt. Hun gik hen og tog en tilfældig bog op. Hurtigt bladrede hun lidt i den, uden at læse den rigtigt.
Ichikos øjne så undersøgende på Haruhi, det var første gang hun havde oplevet at han var så seriøs omkring sin rolle. "Får du noget ud af alle disse bøger?" Hun var faktisk oprigtigt intersseret i om Haruhi kunne få noget ud af at studere bøger om hans skuespil. Den teknik var noget hun havde overvejet at påtvinge de andre at studere noget om de skuespil de skulle opføre, i stedet for bare kun at lære deres replikker.
Haruhi viste jo nu, hvorfor han havde skrevet Julie sådan, og han kunne sætte sig ind i hvordan han skulle spille hende. Hun nikkede en smule. Det hjemmearbejde imponerede hende.

[Nekomiya Haruhi]

"Ja..."Haruhi lukkede døren i efter Ichiko og vendte sig mod hende. Der var et tænksomt udtryk i hendes øjne, da hun sluttede sig til Ichiko ovre ved skrivebordet og tog et af skrivehæfterne op. Hun åbnede uden videre op på siden, som om hun havde et komplet overblik i hovedet over alle de noter, hun havde gjort sig."Julies karakter befinder sig på grænsen mellem barn- og voksenalderen," læste hun, "I starten har hun ingen tilgang til kærlighed, men behandler den i sin umodne opfattelse med barnlig lydighed og pli - da moderen lufter tanken om ægteskab med Paris, svarer Julie således også: "Jo, jeg vil se ham, se, om jeg vil kunne synes om ham; men mit blik skal dog kun nå, så langt som I tillader det at gå." På trods af ingen tidligere tanker om ægteskab indvilliger hun pligtlydig i ideen, dog med passiv refusering, i og med hun ikke vil elske ham til yderligere grænser end moderens ønsker."
Haruhi holdt en pause. Hendes øjne sejlede ned over siden, sprang et par linjer over hist og her, før hun forsatte: "Julies møde med Romeo sætter gang i hendes udvikling som karakter. Hun åbenbares for kærligheden på grund af ham, men lærer ham også om kærligheden til gengæld..." Hun stoppede sig selv og kiggede afventende på Ichiko. Det var lige før, hun var blevet forført af oplæsningen af de overvejelser og fortolkninger, hun havde gjort sig de seneste par dage om rollen og man kunne fornemme, at empatien for Julies karakter stadig hang i hende.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko kiggede overrasket på Haruhi da hun begyndte at snakke. Dog begyndte hun at kede sig en smule, efter et kort stykke tid. Hun havde bare tænkt at medlemmerne selv skulle studere, ikke kede hende til døde med deres studier. Ud fra denne oplevelse, fandt Ichiko også ud af at hun aldrig kunne blive lærer.
Mens Haruhi snakkede, kiggede hun sig omkring på hans værelse. Ganske velholdt, noget rod i hjørnerne, men det var der jo nærmest alle steder. Da Haruhi endelig holdt op med at snakke, så Ichiko på ham igen. "Jeg er glad for at du tager din rolle så alvorligt. Fortryder mindre og mindre at have givet efter. Vi kan jo altid stoppe din kjole ud med lidt, når du skal på scenen." Hendes øjne var ikke fjentlige, men heller ikke venlige, et neutralt udtryk ville man vel kalde det.

[Nekomiya Haruhi]

Lettelse var malet i Haruhis udtryk. På lige netop dette punkt betød formandens anerkendelse meget for hende. Det havde trods alt ikke være let at få fat i rollen og forekom kun ved en meget modvillig overrækkelsen.
Hun smilte blot of nikkede en anelse, da Ichiko nævnte kjolen og den dertil hørende udstopning. Hvis hun ikke havde opdaget Haruhis rigtige køn til den tid, så ville hun nok blive overrasket over det manglende behov for de pseudo-kvindelige attributter. Haruhi kom pludselig i tanke om noget, "Hvad var det private spørgsmål, Ichiko-san?" Hun var ellers uendeligt fristet til at sige 'Ichigo', men ville hellere undgå at omstøde Ichikos neutrale udtryk i en negativ retning.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko så ud som om hun selv lige var kommet i tanke om sit spørgsmål. Hun lagde bogen fra sig, og satte sig på stolen, uden at spørge om lov. Hun betragtede undersøgende Haruhi. Han måtte næsten være til fyre... Skulle hun fortælle ham om hende og Adrian, og derfor ville hun helst ikke have at de skulle øve kysse scenen for meget?
Hurtigt fugtede hendes lyserøde tungespids hendes læber, og hendes øjne begryndte at skinne en smule af en tilbage holdt spænding over spørgsmålet. "Haruhi-san, hvilket hold spiller du på?"

[Nekomiya Haruhi]

"Hold...?" Haruhi lagde hovedet temmelig meget på skrå. Hun forstod ikke hvad Ichiko mente. Mente hun fysiske hold, som for eksempel et fodboldhold, eller lå der en skjult mening bag hendes ord? Højst sandsynligt var det den sidste valgmulighed, men Haruhi kunne bare ikke lige pinpointe den mening. Hendes øjne havde et spørgende udtryk og søgte tydeligvis efter en uddybning fra Ichikos side af.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko rømmede sig lidt, og sad en smule uroligt på stolen. Hun havde det dårligt med bare at sige; 'er du homo eller hva?'. Hun prøvede at komme på en anden måde at sige det på, uden rigtig at sige det lige ud. Hvad sagde man ellers...?
"Umm... er duu... øhh" Hun roede sig flovt i håret og så ned på sine fødder. Fuck det var irreterende at Haruhi ikke fattede det første gang. "Kan du li drenge eller piger?" Hun så op på Haruhi, med et halv udfordrende blik. Hun havde opgivet at sige det på en poetisk måde. Ligefrem var måske også bedre med Haruhi.

[Nekomiya Haruhi]

"Drenge," svarede Haruhi på en meget ligefrem facon. Hun tænkte ikke over, at den udtalelse kunne misforstås, hvis man ikke var bekendt med hendes køn. Eller jo, det gjorde hun egentlig til en hvis grad, men da hun ikke selv ville afsløre sit køn på så direkte en måde, gad hun ikke gøre noget for at rette sig selv. Så måtte Ichiko tro, hvad hun ville. Hun udbyggede dog sit svar en smule, selvom det ikke var noget, der ændrede betydningen af det, "Piger kan da være utrolig kære, men jeg har aldrig tænkt på dem på den måde."

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko fik netop det svar hun havde frygtet. Så Haruhi var til drenge... Var noget lort for at sige det lige ud. Det gjorde det endnu mere ubehageligt for hende, at skulle tænke på Haruhi og Adrians fremtidige kys.
Hun rejste sig op og prøvede at se rolig og samlet ud. "Hvad er din mening og Romeo og Julies kys? Nu hvor vores rollebesætning er lidt anderledes end normalt." Hun havde en snert af håb i sin stemme. Hvis Haruhi nu nægtede at kysse Adrian rigtigt, ville de jo slet ikke have noget problem. Selv om han gik så meget op i sin rolle som Julie, kunne det godt være han ville lade kysset blive censureret, eller på en anden måde faket.

[Nekomiya Haruhi]

Haruhi trak lidt på skuldrene, som om hun ikke havde nogen særlig mening til det. "Det er bare et kys," sagde hun, "Et kys betyder ikke noget, så længe der ikke er nogen følelser involveret." Det var hendes ærlige mening. Selvom det ville være hendes første kys, så var hun ligeglad. Om det gik til Adrian eller en anden var sådan set lige meget, så længe hun ikke havde hjertet med i det, lagde hun hverken noget i selve kysset, ej heller det at udføre det. Det kunne i for sig ligeså godt være et kram eller anden venskabelig gestus.

[Yamaguchi Ichiko]

Man kunne tydeligt se at Ichiko ikke var helt tryk ved det svar. Havde Haruhi ikke noget imod at kysse Adrian? Men de var jo ikke kærester. Det blev svæere og sværere for hende, at opretholde den kølige og rolige facade. Hun tog fat i sin højre arm med sin venstre hånd, og indtog den klassiske skolepige 'jeg er lidt utryk ved hele siturationen' pose. Hendes indre harpy havde ikke lyst til at blive set så svag. Men der var noget ved Ichiko og Adrians forhold, der gjode ham nærmest 'hellig' for hende. Så at have en homo-dreng til at kysse hende var ikke lige højest på ønskeseddlen.
Hun rystede sine hænder lidt og satte dem i siden i stedet for. "Du bestemmer selvfølgelig selv. Snak lidt med Adrian om det, og kom tilbage til mig, når i har fundet ud af noget ikke?"