Nenene
C-Rank
1st Witch at Yokai!
Blessed be ye witches
Posts: 181
|
Post by Nenene on Jan 16, 2009 13:09:31 GMT 1
”Det har givet mig nogle urolige nætter, ja” sagde hun med et svagt nik og mødte hans blik. ”Det ville være rart hvis jeg kunne låne din sofa eller et eller andet natten over” tilføjede hun så, med endnu et kort nik. Sandsynligheden for at nogen overhoved fandt ud af det var lille. Den største risiko var at nogen prøvede at få fat i hende på hendes værelse, men døren var som altid låst, selv når hun var derinde, så hun kunne altid bare sige hun sov. Det var ikke ligefrem fordi hun kunne forestille sig at nogen ville stå og vente på hende ved hendes dør! Så godt kendte hun ikke nogen her endnu. Den største risiko var hvis nogen så hende om morgenen når hun skulle tilbage på værelset, men selv der havde hun gode chancer. Det kunne jo være hun bare have været tidligt oppe for at spørger om noget lektie relateret eller lignende.
|
|
|
Post by Iru-Jon Yasashii on Jan 16, 2009 13:20:02 GMT 1
Iru smilede lidt og nikkede så. "Jeg havde nu mere tænkt, at jeg skulle sove på sofaen, så du kunne låne sengen" sagde han, "jeg er alligevel efterhånden vant til at sove på sofaen - jeg falder tit i søvn på den, hvis jeg ligger og læser eller sådan noget," den sidste kommentar havde mest været for, at hun ikke skulle have det dårligt med at låne hans seng, for det skulle hun i hvert fald ikke. Det var sandt, at han tit faldt i søvn på sofaen, og det gjorde ham slet ikke spor at sove på den. Den var faktisk ret behagelig, når det kom til stykket. Det var nok det bedste, hvis hun overnattede hos ham, men alligevel var han lidt bekymret for, om nogen skulle finde ud af det. Han slog tanken væk, for det var der højssandsynligt ikke nogen, der ville. Han kunne også bare bruge en illusion, hvis nogen kom i løbet af natten, hvor han fik det til at ligne, at han var alene - det undrede ham, at det først var nu, han tænkte på det. Det ville ikke blive noget problem, hvis personen bankede på først i hvert fald, for så var det bare lige at tænke det, og så var hun 'væk'.
|
|
Nenene
C-Rank
1st Witch at Yokai!
Blessed be ye witches
Posts: 181
|
Post by Nenene on Jan 16, 2009 14:09:55 GMT 1
Nenene rystede roligt på hoved ”Det kan jeg virkelig ikke. Sofaen er helt fin, tak”. Han risikerede allerede så meget. Hvis det blev blæst rigtigt op kunne han miste sit job! Ikke at hun overhoved forstillede sig det ville gå så galt. ”Og hvis du alligevel sover på den så tit, var det måske en god ide du sover i sengen for en gang skyld” kommenterede hun så med et lille smil. Hun ville foretrække sofaen. En ting var at sove hos en lære, en anden var at skulle sove i en læres seng! På en eller anden måde virkede det bare så absurd, og hvis sofaen alligevel var så behagelig, så kunne hun vel sove lige så godt på den, som han kunne!
|
|
|
Post by Iru-Jon Yasashii on Jan 16, 2009 14:33:39 GMT 1
Iru smilede og nikkede så. Han kunne godt forstå hendes grunde til hellere at ville sove på sofaen - men han havde alligevel tænkt, at han kunne tilbyde det, hvis nu hun ville. Hun syntes sikkert, det var en smule for underligt, hvis hun også skulle sove i hans seng. De kendte trods alt ikke hinanden sådan super godt, og hvis han ikke havde været en lære, ville han nok ikke have tilbudt hende at overnatte der overhovedet; i hvert fald ikke af de grunde, han gjorde. Hun havde nok heller ikke fortalt ham alt det, hvis ikke han havde været en lære, og han ville faktisk i realiteten slet ikke kende til hendes skader... Okay, nu gik hans tanker ud af en lang, lang tangent, som den havde det med at gøre nogle gange. "Så siger vi det," fastslog han med et lille nik, "er der mere, du gerne vil fortælle, eller skal vi bare lade det være ved det for nu?" han skulle lige sikre sig, at hun ikke havde mere på hjertet, som hun skulle ud med, inden de lagde det på hylden for denne gang. Han skulle nok tale med Adrian så snart de havde fået lavet ritualet, så hun kunne have en nem måde at komme i kontakt med ham på - en ting af gangen, så det ikke blev for meget på én gang.
|
|
Nenene
C-Rank
1st Witch at Yokai!
Blessed be ye witches
Posts: 181
|
Post by Nenene on Jan 16, 2009 14:54:11 GMT 1
Nenene rystede roligt på hoved som svar. ”Arigato.. Det var virkelig rart at få det sagt” sagde hun taknemmeligt og smilte med et glimt i hendes grå øjet. Som solen der håbefuldt tittede frem bag de mørke skyer. Et løfte om bedre tider der ventede. Når de havde fået udført ritualet ville hun ikke længere behøve være så bange længere. Hun ville have et sikkerhedsnet, et nødblus hun kunne bruge hvis Adriano kom efter hende igen. Det ville bestemt virke, så længe han ikke viste noget om det, eller var et sted hvor Iru-Jon-sensei ikke kunne nå dem. Hun skubbede tanken væk. Det første ville ikke ske, med mindre Iru-Jon-senei eller hende selv fortalte ham det, og det andet… Ville ikke ske.
|
|
|
Post by Iru-Jon Yasashii on Jan 16, 2009 15:19:19 GMT 1
"Skulle det være en anden gang," sagde Iru med et smil som svar. Det så ud til, at hun havde det lidt bedre - det var godt at se. Han brød sig ikke om, når andre havde det dårligt. Han tænkte, at det nok var ved at være på tide at få noget at spise, så han rejste sig forsigtigt op, inden han sagde, "jeg tror, jeg vil lave noget mad til os - du er meget velkommen til at se på mine bøger, hvis du holder af at læse, ellers bare lad som om, du er hjemme," han smilede til hende, inden han gik ud i køkkenet. Han håbede, hun ville gøre, som han sagde og bare finde sig til rette i hans hjem, selvom det nok var ret fremmet for hende. Han mente dog, hvad han sagde - hun måtte pille ved mere eller mindre alt, hvis hun ville. Han havde alligevel ikke rigtigt noget, han ikke kunne erstatte, hvis nu hun skulle komme til at ødelægge noget, og han havde heller ikke rigtigt noget, hun ikke måtte se; i hvert fald ikke af, hvad der var tilgængelig for hende.
|
|
Nenene
C-Rank
1st Witch at Yokai!
Blessed be ye witches
Posts: 181
|
Post by Nenene on Jan 16, 2009 16:07:37 GMT 1
((Dette timeskip er aftalt))
Nenene nikkede og vendte blikket mod hans bogreoler. Det behøvede han hvert fald ikke sige to gange! Hun sad et øjeblik, inden hun rejste sig og gik over til bogreolen. Hendes finger løb langs ryggen af de mange bøger. Så utroligt mange ulæste titler. Hun pillede en af dem ud og åbnede den. Hendes øjne strejfede titlen, inden hun bladrede om på første side og begyndte at læse. Det var som om der kun var gået få minutter inden maden var klar.
Nenene plaskede vand i ansigtet og så sig lidt i spejlet. Iru-Jon-sensei var vist ved at finde et tæppe eller et eller andet hun kunne sove med. Hun kørte hånden igennem håret med et lille suk. Hvordan kunne tingene gå så galt? Hun skulle jo bare have været helt almindelig skole år hvor hun kunne lære endeligt at passe fuldt ind i menneskenes verden. Hun tørrede det værste vand af ansigtet inden hun gik tilbage ud til sofaen hvor hun regnede med Iru-Jon-sensei var så hun kunne sige godnat og lægge sig.
|
|
|
Post by Iru-Jon Yasashii on Jan 18, 2009 18:53:31 GMT 1
Iru havde fundet nogle puder og en ekstra dyne frem til sin gæst, som han havde lagt frem på sofaen til hende. Han håbede, at det ville blive en fredelig nat, men skulle der ske noget, ville han nok være glad for, at de var blevet enige om, at hun skulle sove der - selv hvis der ikke skete noget, ville han være glad for, at hun havde sovet der, bare i tilfælde af, at der skulle være sket noget. Han havde taget den bog, der havde ligget på sofabordet fra natten før, som han havde været i færd med at læse; den var ret interessant, så han tænkte, at han nok gerne ville læse noget mere i den her til aften. Da Nenene kom ind, nikkede han til hende, "så vil jeg sige godnat, Blackburn-san," konstaterede han, "jeg håber, du får en fredelig nat - men du skal ikke tøve med at vække mig, hvis det bliver nødvendigt," han smilede lidt. Han ville ikke have, at hun havde det skidt med at vække ham, for hun måtte gerne. Han havde trods alt haft elever, der havde haft problemer midt om natten, så de var blevet nødt til at opsøge en lære, så han havde vænnet sig til det.
|
|
Nenene
C-Rank
1st Witch at Yokai!
Blessed be ye witches
Posts: 181
|
Post by Nenene on Jan 19, 2009 9:50:34 GMT 1
Nenene nikkede taknemmeligt til ham ”Arigato gozaimasu Iru-Jon-sensei” sagde hun stille og satte sig på sofaen. ”Sov godt” svarede hun, og ventede til hun hørte døren til hans soveværelse gå i, inden hun roligt begyndte at binde sløjfen om sin hals op. Hun lagde den på sofabordet, inden hun trak ’sweateren’ af, foldede den to gange og lagde den ved siden af sløjfen. Derefter trak hun sokkerne af og lagde dem ved siden af, inden hun åbnede sin nederdel, trak den af og hurtigt smuttede nedunder dynen. Hun foldede nederdelen og lagde den ovenpå ’sweateren’, inden hun kravlede nedunder dynen, stadig med skjorten på. Hun lå en tid og stirrede op i loftet, inden hun lukkede øjnene og faldt i søvn med en underlig fornemmelse i maven.
Hun løb. Hun kendte den her vej. Lidt fremme kunne hun se sit hus, og kunne kende det selvom det var en smule tåget. Hun flåede døren op og løb mod sin mors værelse. Hun var hjemme. Hjemme hvor hun altid havde følt sig sikker. Men alligevel havde hun en ubehagelig fornemmelse i brystet. Hun åbnede døren til sin mors værelse og følte sit hjerte sank. Henover skrivebordet lå hendes mor, med blod flydende fra halsen. Bagved hende, stod han. Adriano. Hun vendte rundt og løb til sit værelse. Hendes tilflugtssted. Hun åbnede døren, skyndte sig ind og lukkede den efter sig. Hun stod et øjeblik og stirrede ind i døren før en stemme fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. ”Hej Nene-chan”. Hun vende rundt og så ham igen, ved hende bogreol med hende yndlingsbog i hånden. Hun løb. Der var døde træer på begge sider af hende, sammen med gravstenene der stak op af jorden fra alle sider. Træerne tyndede ud, og foran hende strakte et stort træ sig mod himmelen. Selvom træet var forvredet og kroget, frygtede hun det ikke. Ikke træet selv, men det der lå under det. Hun løb derhen og kastede sig ned på knæ ved siden af Masao, der lå livløs under træet. Hans vidunderlige øjne var væk, kun to blodige huller var tilbage. Blodet løb som tåre ned af hans kinder, og blandede sig med det, der løb fra hans hals. ”Giv nu bare op Nene-chan. Du vil få det meget bedre hvis du bare giver op”. Lige meget hvor hun kiggede hen stod han der og smilte venligt, indbydende til hende. ”Hurtigt Nene-chan, kom her!” det var den samme stemme, blot anderledes. Hun kiggede i den retning. Adrian! Hun løb til ham, og han omfavnede hende, holdt om hende. ”Det er okay Nene-chan… Jeg holder mit løfte, jeg skal nok holde det” hans stemme var trøstende. Men pludselig ændrede den sig ”Men Nene… Det ville være meget lettere hvis du bare gav efter”. Hun kiggede op, og det var ikke længere Adrian der holdt om hende, men Adriano.
Nenene vred og vendte sig. ”Nej… nej…” mumlede hun i søvne. ”NEJ!” skreg hun og slog øjnene op, kort efterfulgt af et ”Ugh” da hun rullede udover kanten på sofaen og ramte gulvet. Hendes åndedræt var tungt og hendes skjorte klæbede sig ind til hendes krop, våd af sved.
|
|
|
Post by Iru-Jon Yasashii on Jan 21, 2009 19:42:53 GMT 1
Iru havde hørt pigens skrig og var med ét sprunget op. Han skyndte sig ind til sofaen for at finde hende på jorden. Efter at have tændt på for lyset på kontakten og hurtigt kigget rundt for at se, om der var nogen, kunne han udånde et lidt lettet suk, inden han han sig på hug ved siden af hende. Det havde nok bare været en dårlig drøm, så der var nok ikke sket noget med hende - selvom en drøm, der i bund og grund ikke er andet, end en illusion, kan være så livagtig, at man tror fuldt og fast på, at den er virkelig. Det kendte han alt til, da han trods alt var ret god til det med illusioner og kendte meget til dem. "Blackburn-san," sagde han stille, mens han kiggede på hende med milde øjne, "er du okay?" han havde ikke haft tid til at putte en trøje på, men det påvirkede ham ikke det store - han havde trods alt bukser på, og det var ikke så usædvanligt for mænd og drenge at gå rundt i bar overkrop. Han vidste ikke helt, hvad han skulle gøre, hvilket var grunden til, at han bare betragtede hende og spurgte hende, om hun havde det okay. Han var måske lidt vant til det med elever, der havde problemer med et eller andet, men han var dog ikke så vant til at de sov hjemme ved ham og fik mareridt midt om natten.
|
|
Nenene
C-Rank
1st Witch at Yokai!
Blessed be ye witches
Posts: 181
|
Post by Nenene on Jan 22, 2009 10:05:08 GMT 1
Nenene missede med øjnene mod lyset da det blev tændt. Hendes vejrtrækning var stadig tung og let rystende. Hun kørte en hånd igennem sit let svedige hår og kom op at sidde med dynen over benene. Hun tog et par dybe vejrtrækninger *Det var bare en drøm… bare en drøm… et mareridt…* fortalte hun sig selv og kørte en hånd nedover sit ansigt. ”Hai… Det var bare en ond drøm” sagde hun stille og så op på Iru-Jon-Sensei. Hun viste det var en drøm, men… Det havde virket så virkeligt! Hun havde kunne lugte sin mors tobak, smage den i luften.. Præcis som hun huskede den. Hun havde kunne mærke Masao. Han havde været så kold… Hun rystede lidt på hoved. Hendes hjerte var efterhånden holdt op med at dunke i hendes øre, og havde trukket sig tilbage til dens sædvanlige plads i hendes bryst. Hendes skjorte var godt gennemsvedt, men udenpå den hang en lædersnor med et aflangt, på bundet, ’vedhæng’ der lignede en lille stav med en rød-grå sten.
|
|
|
Post by Iru-Jon Yasashii on Jan 22, 2009 18:27:22 GMT 1
Iru nikkede en smule - så havde det været, som han havde regnet med, 'bare' et mareridt. Alligevel ville han ikke bare lade hende være alene med det, hvis hun havde brug for at få det løftet af sig, så han spurgte en smule forsigtigt: "er det noget, du gerne vil snakke om?" siden han vidste, at mareridt og lignende kunne være meget virkelige, vidste han også, at det næsten blev mere virkelige, hvis man ikke fik dem ud i det åbne. Det blev i hvert fald sværere at have med at gøre, hvis man var ene om det, så han tænkte, at det nok ville være bedst, hvis han lod hende fortælle om det. Han lagde mærke til lædersnoren med 'vedhænget' i, men han sagde ikke noget til det - han tænkte ikke så meget over det, for det var trods alt ikke usædvanligt for folk, især piger, at have halskæder og lignende på. Lige nu ville han bare fokusere på hende, og ikke hendes smykke, for hvis han blev nysgerrig omkring smykket senere, kunne han jo altid bare spørge.
|
|
Nenene
C-Rank
1st Witch at Yokai!
Blessed be ye witches
Posts: 181
|
Post by Nenene on Jan 26, 2009 11:17:04 GMT 1
Nenene tog endnu en dyb indånding, samlede dynen omkring livet, og satte sig op i sofaen. Stenen i hendes halssmykke skiftede farve, til en dyb vinrød. Det var en drøm, bare en drøm. Det var ikke virkelighed! Drømmen var ikke. Men dens betydning, det den prøvede at fortælle hende, det hun så stædigt benægtede, var virkeligt. Hun ville bare ikke indse det. ”Det.. Jeg…” det var bare en drøm ”Jeg drømte at Adriano bed… dræbte nogle folk jeg holder rigtig meget af” sagde hun og rystede lidt på hoved ”Det var bare et mareridt..” tilføjede hun så. Stenen i smykket blev igen en smule grå i det.
|
|
|
Post by Iru-Jon Yasashii on Jan 28, 2009 19:05:22 GMT 1
Iru kunne godt fornemme på hende, at det ikke 'bare var en drøm' - i hvert fald ikke betydningen af den. Det var tydeligt, at drømmen havde rystet hende meget, og det var ikke noget, der ville ske, hvis hun virkeligt troede på, at det bare var en drøm; så ville det nok være gået lidt over nu. Han havde også bemærket hendes smykke, der havde skiftet farve i kort tid. *Humør-lignende sten?* spurgte han sig selv, men tænkte, at det nok var lidt mere, end bare det. Normalt var sådan nogle humørsten, man kunne købe, ikke specielt gode, så han regnede ikke med, at det var sådan en. Han lod dog stadig være med at spørge, for han følte stadig, at drømmen nok var lidt vigtigere, end stenen. "Fortæl mig lidt mere om det," sagde han forsigtigt, "det er bedre at snakke om sine drømme, end bare at holde dem inde - og bare rolig, hvis du er bange for, at jeg vil synes, du er sær for at være rystet over en drøm, har du intet at frygte. Jeg ved selv, hvor virkelig en drøm kan være," han smilede lidt opfordrende til hende. Han ville virkeligt gerne bare have, at hun ikke skulle gå og bære på drømmen helt alene. Og han ville i hvert fald ikke have, at hun skulle have, at hun havde det skidt på grund af den.
|
|
Nenene
C-Rank
1st Witch at Yokai!
Blessed be ye witches
Posts: 181
|
Post by Nenene on Jan 29, 2009 10:36:28 GMT 1
Nenene sukkede og lukkede øjnene. Det var der måske noget om, men.. Jo det var jo det mest fornuftige. Hun tog en dyb indånding og åbnede langsomt øjnene. ”Hai.. Jeg drømte at jeg var hjemme. Jeg løb hen imod vores hus og gik ind. Det var præcis som der hjemme. Jeg kunne endda lufte min mors pibe tobak. Så jeg gik hen til hendes arbejdsværelse og..” hun gik en smule i stå, men gav sig selv en mental lussing og fortsatte ”Min mor lå indover sit arbejdsbord, død med blod strømmende ned af halsen, og bagved hende stod Adriano med et smil på læben. Jeg løb ind på mit værelse og lukkede døren, men da jeg vendte mig om mod rummet, men der stod han igen, med en af mine bøger i hånden, med et smørret smil og han sagde bare.. ’Hej Nene-chan’” hun blinkede et par gange inden hun så op på Iru-Jon-sensei ”Det er normalt kun min familie der kalder mig Nene-chan..” tilføjede hun som en side note, inden hun fortsatte ”Men jeg flygtede igen. Jeg løb ud af huset, og mens jeg løb ændrede omgivelserne sig, så jeg var her på skolen, ude i skoven. Jeg kom hen til det der store træ.. Monstertræet tror jeg nok folk kalder det, jeg har været der en enkelt gang. Men under det lå… lå en af mine rigtig gode venner her fra skolen. Han var død, blødende fra halsen, og hans øjne var blevet fjernet.. det var tydeligt at høre at denne ’ven’ nok var lidt mere end en ven ”Lige meget hvor jeg så hen så var Adriano der. Han sagde jeg bare skulle give op, at jeg ville få det meget bedre hvis jeg bare gav efter. Så pludselig stod Adrian der i udkanten af skoven. Jeg løb hen til ham, og han omfavnede mig, sagde det nok skulle gå, at han ville holde sit løfte. Men.. så sagde han at det ville være meget lettere hvis jeg bare gav op, og da jeg kiggede op, var det ikke Adrian der holdt om mig, men Adriano…” fortalte hun mens kuldegysningerne løb ned af ryggen på hende ”Og så vågnede jeg..”
|
|