Heksemøde

[Iru-Jon Yasashii]

Iru åbnede døren til sit hjem, og lod pigen gå ind, inden han selv trådte indenfor. Han tændte lysene, så der ikke var så mørkt i stuen. Med lyset kunne man også se de mange bogreoler, der stod op ad væggene derinde - det var tydeligt, at han holdt af at læse. Ud over det var der ikke så meget at se, ud over det, man regnede med at se i en lærebolig. Han viste Nenene hen til spisebordet, hvor de kunne sidde og snakke. Han satte sig på en af stolene, og så på hende.
"Lad mig så høre," sagde han og støttede hovedet på sine foldede hænder, imens han fortsat så på hende. Han håbede, hun ville være helt ærlig med ham - hvis ikke, ville han nok sagtens kunne se det, for han var ret god til at læse folk, og så havde han jo den lille evne, at han kunne høre brudstykker af folks tanker, så det ville ikke være så svært at afsløre hende, hvis hun bestemte sig for at lyve. Det regnede han nu ikke med, at hun ville, for hun virkede til at være ret pålidelig, og han var ret sikker på, at hun næsten ikke turde lyve overfor en lærer.

[Nenene]

Nenene gik indenfor og lod blikket glide rundt. Hendes øjne fæstnede sig ved bogreolerne, hvor flere titler sprang hende i øjnene. Titler hun havde læst, hørt om eller overvejet at læse. Et øjeblik sprang hendes tanker væk til bøgernes verden. Ingen bekymringer, bare læse og leve. Men hun huskede hurtigt hvor hun var, og hvorfor hun var der. Hun fulgte hans anvisninger og satte sig overfor ham ved bordet.

"Lad mig så høre,"

Hun kiggede lidt ned i bordpladen, inden hun løftede hoved og mødte hans blik ”Det hænger enlig sammen med noget der skete for længe siden, før jeg kom hertil.. Det var en aften jeg havde været i biografen med mine to veninder, Haruka og Sumiko. Vi var på vej hjem da vi blev angrebet af et monster, en vampyr. Han tævede os og drak vores blod..” hun trak håret væk fra sin hals, og viste to små ar, man normalt blot ville tro var modermærker. Hun holdt det et øjeblik, inden hun lod håret falde tilbage. ”Han slog næsten Sumiko ihjel…” tilføjede hun og var stille et øjeblik. ”Så her, første dag, var jeg hende ved drikke automaten da min adaptivbror Adrian kom, men han virkede… mærkelig. Han.. fortalte mig at han ikke bare var en troldmand, som jeg altid havde troet, men at han var halvt monster.. halvt vampyr…” hun gik i stå igen og så ned i bordet ”Han fortalte at det havde været ham dengang, ham der overfaldt os.. At mit blod var det bedste han havde smagt.. og at han ville have mere” hendes øjne blev blanke som hun talte om det, mindes det ”Jeg løb, jeg prøvede at flygte, men han..” hun gik igen i stå og så op på Iru-Jon med tåre i øjnene ”Det, det var ikke Adrian der gjorde det, men Adriano, vampyren. Adrian ville aldrig skade mig, men Adriano var for stærk… hun blinkede voldsomt et par gange og tog en dyb indånding for at få tårerne væk ”Han jagtede mig, og jeg prøvede at stoppe ham ved at sætte en magisk mur op, men det sænkede ham bare en smule. Han var alt for hurtigt…”

[Iru-Jon Yasashii]

Iru lyttede opmærksomt, men uden at sige noget, indtil der åbenbart ikke kom mere - selvom det ikke virkede som om, historien var helt færdig endnu. Han kunne tydeligt både se og fornemme, at hun havde det svært med at tale om det, og at det virkeligt var et emne, der havde stor følelsesmæssig betydning for hende. Det måtte da også være meget hårdt og forstyrrende at finde ud af, at den bror, man havde kendt som en person længe, var en helt anden. At han så oven i købet havde angrebet hende og hendes veninder, og nær havde dræbt en af dem.
Uden at tænke over det, rejste han sig, gik over til hende og omfavnede hende forsigtigt. Han var ikke så forfærdeligt god til at trøste folk, men han kunne ikke lide at se andre kede - især ikke piger, selvom han ikke kunne forklare, hvorfor det var sådan. Måske var det fordi, de fleste piger mindede ham om sin søster på den ene eller den anden måde, og han havde altid forsøgt at holde hendes humør oppe.
"Det... Det var godt, du fortalte mig det," sagde han stille, "jeg tror, jeg skal have mig en snak med Adrian. Det er ikke godt, hvis han ikke kan styre det," han var ikke så meget for det, for det virkede til, at denne dreng måske godt kunne miste sit temperament og blive til Adriano, og han var ikke meget af en kæmper, hvis det kom til at ende i et slagsmål. Han var dog nødt til det, og han ville også gøre det senere - ikke lige nu i hvert fald. Måske kunne han give dem begge eftersidning, og så snakke med Adrian der? Det var i hvert fald en mulighed.

[Nenene]

Nenene lod ham omfavne hende, og gengældte den stille. Hun nikkede svagt ”Det er tørsten der gør det.. Når den bliver for voldsom, så.. mister han kontrollen” sagde hun stille. En tid sad hun bare og nød at blive holdt om, at blive trøstet. Nød følelsen af at nogen lyttede, og at have fået det fortalt til nogen, at have fået det løftet en smule af sine skulder. Men hun var ikke færdig endnu.
”Jeg lavede et par af de magiske mure for at holde ham tilbage, og udregne hans fart, men han brugte min ide imod mig” startede hun roligt igen. Hun måtte fortælle resten af historien. ”Han kunne magi, ligesom Adrian, men langt kraftfuldere. Jeg prøvede at immobilisere ham, ved at få ham kastet lidt op i luften, men han landede blot uskadt og skød en trykbølge tilbage imod mig. Den var utrolig kraftfuld, men alt for ufokuseret, så jeg kunne let skabe en barriere og diger den udenom. Men han kom stadig tættere på. Så angreb jeg ham… Det var tydeligt at høre i hendes stemme at det var en handling der splittede hende. På den ene side havde hun angrebet Adriano for at redde sig selv, men samtidig havde hun angrebet Adrian. ”En energi pil, som han dog let undveg. Han prøvede at trække mit medie fra mig med sin magi, men jeg holdt fast og forsøgte at slå benene væk under ham så han ville miste sin koncentration. Det lykkedes.. Halvt hvert fald. Han faldt ikke, men slap dog sit tag i mit medie. Han sendte endnu en trykbølge af sted, og satte selv i spurt bagved den. Jeg timede min barriere og sendte en fokuseret energi pil lige i synet på ham. Den ramte ham, og skadede ham tilsyneladende en del. Han gik i knæ og sendte endnu en trykbølge mod mig, som jeg igen omdirigerede. Jeg var på det tidspunkt ved at løbe tør for energi. Jeg sendte endnu en energi pil mod ham, som han bare fejede til siden… en svag undertone i hendes stemme antydede at det var der omkring hun var begyndt at blive rigtig bange ”Han haltede en smule på det ene ben, så jeg klistrede hans fod fast til jorden, sendte en svag bølge af sted mod ham og løb. Men det tog ham ikke lang tid at neutralisere magien og sætte efter mig. Han skød en magi af sted der ramte mig som en knytnæve, et energiskud af en art. Det var rent held at jeg blev på benene, men det sænkede mig så meget at jeg var nød til at blive stående for at forsvare mig. Han sendte endnu en trykbølge mod mig, som jeg på et hængende hår delte, mens jeg samlede energi til et sidste skud. Men han så det komme, og havde sit forsvar oppe langt i forvejen. Han nåde mig og greb fat i mig. Han klemte til for at få mig til at tabe mit medie… Og det lykkedes… Jeg tabte det, lige ned på hans fod, og han slap mig. Jeg greb mit medie og løb, kun for at få sendt en trykbølge lige i ryggen, forøget af hans vrede. Jeg fløj et par meter, inden jeg ramte væggen på den bygning jeg havde forsøgt at flygte ind i. Brugte det sidste af min magi på at tage af, men det resulterede stadig i 3 trykkede ribben og en skulder der gik afled” hun tog sig stille til skulderen og sænkede blikket ”Men han var ligeglad. Han sparkede mig i hoved og holdt mig op af væggen. Jeg… tror jeg begyndte at bløde.. fra næsen og han slikkede det bare i sig.. slikkede det af mit ansigt… Så samlede han mig op og begyndte at gå, men jeg besvimede vist på grund af smerten… Jeg ved ikke hvor længe der gik, men da jeg kom til mig selv var jeg på hans værelse” ved de sidste ord blev hendes stemme spinkel, næsten pint.
Senere havde hun indset at kampen måske kunne have været undgået, hvis hun have fokuseret alt sin energi i retræte, men hun viste også godt hvorfor det var endt i kamp. Hun havde villet det. Hun havde villet slå ham, og bevise at han ikke bare kunne gøre som han havde gjort dengang. Men hun havde betalt for det. Den ydmygelse og de handlinger hun havde været udsat for efter hun var vågnet igen var ingenting i forhold til kampen.

[Iru-Jon Yasashii]

Iru lyttede med tiltagende forståelse for, hvorfor hun havde været så modvillig til at fortælle det til at starte med. Hvis ikke han havde så stor kontrol over sine følelser, ville han nok have mistet sit temperament lige omkring nu. Man skulle ikke slå på piger - ikke at han troede, at de ikke kunne forsvare sig, for det vidste han godt, at de kunne, men det var bare forkert alligevel. Uden at han havde lagt mærke til det, havde han knuget hende en smule mere ind til sig; måske for at beskytte hende, selvom det jo var overstået. Hvordan kunne det være, at ingen havde set det? Det lød til at have været en ret stor kamp, men ingen havde hørt eller set det?! Det virkede fuldstændig usandsynligt, men det kunne vel godt ske.
"Skete der mere efter det?" spurgte han stille, trak hende lidt ud fra sig og så hende ind i øjnene, da hun gik i stå, "gjorde han mere ved dig, da du vågnede?" man kunne rent faktisk se bekymring i hans øjne, selvom han normalt ikke lod sine følelser ses. Lige nu var han ligeglad med at holde følelserne helt tilbage, for han tænkte, at det måske var bedst, at Nenene kunne se, hvordan han havde det med det, hun fortalte ham. Det var vigtigt for ham at vide, om der var sket mere derefter - også for hans skyld, men mest for hendes egen, for det var ikke noget, hun skulle gå og bære rundt på det helt alene. Der var ingen, der skulle bære rundt på sådan nogle ting helt alene. Det ville han i hvert fald ikke have, at andre skulle; han bar selv rundt på et par ting, han aldrig havde fortalt nogen om, selvom de måske ikke var helt så svære at bære på, som det her måtte være.

[Nenene]

Nenene viste ikke om nogen havde set det. Det måtte der næsten have været! Men så vidt hun viste havde ingen meldt det, og ingen af dem hun havde mødt have set det, eller hvert fald ikke kommenteret det.
Hun lukkede øjnene da han gave hende et klem. En forsigtig følelse af tryghed. Han var en lærer, han kunne virkelig hjælpe hende.
Hun mødte hans øjne og sank en klump. Hun nikkede stille mens hun prøvede at finde ord. ”Først bad han mig give ham mit blod frivilligt, og jævnligt, men… det kunne jeg bare ikke gå med til. Han lagde sig indover mig på alle fire. Sagde at han havde holdt øje med mig gennem Adrians øjne… Adriano sagde… Han sagde han elskede mig og… det var tydeligt at mærke at hun var oprørt, som hun tog sig til halsen ”han kyssede mig på halsen… kørte fingrene igennem mit hår og… han sagde han ville… tage mig med magt hvis jeg ikke gav efter” hendes øjne var igen tårefyldte, og hendes stemme så tynd som edderkoppespind. Hun holdt tårerne tilbage. Hun var stærkere end det! ”Men.. Adrian han… overtog igen… inden det var for sent…”

[Iru-Jon Yasashii]

En underlig følelse bredte sig i Irus krop. Han blev både klod og varm på en gang, men man kunne ikke se det på ham. Han tog hende ind til sig igen og strøg hende forsigtigt over håret. Det her var problematisk. Han havde utroligt meget lyst til at straffe Adriano, straffe ham meget endda, men så ville han jo straffe Adrian, og han var næsten ligeså meget et offer, som Nenene var. Han blev nødt til at høre det her fra Adrians side også - høre, hvad det var, der skete, når Adriano tog over. Han måtte finde ud af det, for ellers ville det her nok aldrig stoppe. Og det kunne i hvert fald ikke blive ved. Det havde jo ikke kun været et overfald, men ligefrem et voldtægtsforsøg; og det ville nok også være lykkedes, hvis ikke Adrian havde taget over.
"Vi må finde en måde, hvor du kan komme i kontakt med mig eller en anden lære, hvis Adriano kommer efter dig igen," mumlede han stille. Det vigtigste lige nu, var at holde hende sikker. Hun skulle ikke udsættes for det samme scenario igen. Iru kunne ikke lade være med at være en smule sur på Adrian... eller Adriano... han var ikke sikker på, hvilken af dem, det var - måske lidt begge. Adrian, fordi han ikke havde kontrol over Adriano, og Adriano af indlysende grunde. Han ville ikke give dem eftersidning eller noget, havde han besluttet, men han skulle uden tvivl have en alvorlig snak med Adrian om det her.
Han blev ved med at holde en smule beskyttende om Nenene. Han ville ikke have, det skete igen. Han ville ikke tillade det. Han var nødt til at finde en måde at holde kontakte med hende, hvis det blev nødvendigt igen. Han kunne ikke overvåge hende 24-7, men han måtte finde en eller anden måde, hvorpå hun altid kunne få fat på ham, hvis hun havde brug for det.

[Nenene]

Nenene bed tænderne en smule sammen for at holde tårerne tilbage. Hun følte sig tryk hos Iru-Jon-Sensei, men lige meget hvor tryk hun følte sig nu, viste hun at det kun ville vare til hun trådte ud af døren. Så ville hun være tilbage i den samme konstante tilstand af uvidenhed og den nervøsitet der følge med at vide at han kunne komme hvert øjeblik.. Vente bag hvert hjørne. Han var der hverdag i timerne. Hver gang Adrian så på hende, kunne hun ikke undgå at mærke Adrianos blik lure lige inde bagved.

” "Vi må finde en måde, hvor du kan komme i kontakt med mig eller en anden lære, hvis Adriano kommer efter dig igen"

Nenene nikkede svagt ned i hans skulder. Hvis ikke andet, ville det skabe en illusion af tryghed, en illusion hun hjertens gerne ville give efter for, og omfavne. Hun sukkede kort og lod stille og roligt logikken overtage, pressede de irrationelle følelser væk. ”Et magisk link måske? Som et nødsignal? Men et permanent link vil nok være for svært at opretholde… Med mindre… ” hun lyste en smule op i ansigtet ”Vi kan binde det til et fysisk objekt!”

[Iru-Jon Yasashii]

Iru nikkede eftertænksomt. Han havde haft den samme tanke lige inden, hun havde sagt det. Det ville være den bedste måde at gøre det på. Han brød sig i hvert fald ikke om tanken om, at hun skulle gå rundt i konstant frygt for, at Adriano skulle dukke op og angribe hende - selvom hun nok stadig ville gøre det. I det mindste ville hun på den her måde vide, at hun altid kunne kalde på ham, hvis Adriano skulle bestemme sig for at springe på hende igen, hvilket han sikkert ville.
"Jeg kender ikke meget til ritualer, men jeg har læst om dem, og det er nok sådan et, vi skal bruge så," konstaterede han og holdt en lille pause, inden han spurgte; "har du forstand på det? For ellers skal jeg til at finde en af mine bøger om det frem," han holdt stadig lidt om hende, men kun så meget, at hun sagtens kunne komme fri, hvis hun ville. Hvis hun dog ikke ville, så ville han heller ikke tvinge hende. Han forstod godt, hvis hun havde brug for at føle sig tryg - han ville nok have det på samme måde, hvis han var hende - og han ville gøre alt, hvad han kunne, for at hun også skulle være tryg.

[Nenene]

Nenene trak sig ikke væk, men blev siddende i hans favn. ”Jeg har en del erfaring med ritualer. Det skulle ikke være noget problem… Så skal vi bare finde to objekter vi kan have på os” sagde hun roligt. Den højre hjernehalvdel var slået fra, og den venstre styrede igen showet. Men stadig ønskede hun ikke at flytte sig. Hun ville ikke forlade Iru-Jon-senseis trygge favn. Selvom hun kendte realiteterne ville hun ikke tilbage ud i den hårde, ensomme virkelighed.
Hun blev roligt siddende mens hun gennemgik hvad de skulle bruge i hoved. Det skulle ikke kræve det store. Lilla stearinlys, 1½liter cola, et bæger og kridt. Det burde kunne gøre det, hvis Iru-Jon-sensei kunne fokusere sin energi tilstrækkeligt, hvilket hun ikke tvivlede på at han kunne.

[Iru-Jon Yasashii]

Igen nikkede Iru. Han havde vidst ikke rigtigt noget, de kunne bruge; de ville nok nærmest blive nødt til at købe nogle objekter, de kunne bruge - og der skulle sikkert også bruges nogle bestemte ting til ritualet. Han kiggede ud af vinduet og kunne godt gætte sig til, at butikkerne i menneskenes verden nok var ved at lukke nu, og desuden skulle de jo også bruge tid på at komme derhen, så de kunne ikke nå det i dag. Han tænkte sig virkeligt om for noget, han havde, de kunne bruge, men uden held. På samme tid kunne han ikke rigtigt lade hende være uden opsyn, indtil de fik en chance for at komme ud og købe de ting, der skulle bruges.
"Jeg tror ikke, jeg har noget, vi kan bruge," mumlede han, ikke kun til Nenene, men også sig selv, "og det er for sent at tage til menneskenes verden for at købe noget," han holdt en pause. Hvis hun havde et eller andet, der kunne bruges, kunne de gøre det nu, men hvis ikke... så blev han vel nødt til det, selvom han ikke var meget for tanken om det. Han var dog mindre for tanken om, at hun skulle være alene en hel nat - meget kunne ske - så han tog en lidt dyb indånding, inden han fortsatte:
"Hvis du ikke har, hvad vi skal bruge, kan vi ikke gøre det i dag," han var stadig ikke så meget for det, men hvis ikke det kunne gøres den dag, kunne han ikke rigtigt se nogen anden ud. Han ville vente og, om hun havde tingene, inden han foreslog, hvad det var, han havde i tankerne - det kunne også ske, at hun havde en anden løsning, en midlertidig en, og så var der ingen grund til overhovedet at sige det, han tænkte, højt.

[Nenene]

Nenene var stille et øjeblik. ”Jeg mener jeg har hvad vi skal bruge til ritualet på mit værelse. Objekterne behøver ikke være noget særligt… Kan være en mønt, lighter, smykke eller noget lignende…” fortalte hun roligt. ”Men det ville være ideelt at vente til i morgen hvor vi er udhvilede” tilføjede hun lidt efter. Hun kunne mærke trætheden snige sig op på hende efter en lang, hård skoledag. Det var ikke helt let at slæbe bøgerne frem og tilbage, og det blev ikke nemmere med den skulder hun rendte rundt med.
Hun viste hun ville kunne gøre det i aften, hvis det var nødvendigt. Men det ville ikke blive kønt bagefter! Der ville hvert fald ikke være ret meget gos i hende. Den gange dag havde udmattet hende fysisk, mens det at hun havde måtte genopleve hele scenariet med Adriano havde udmattet hende psykisk.

[Iru-Jon Yasashii]

*Så er det vel besluttet,* tænkte Iru ved sig selv. Han ville give hende ret i, at det nok var bedst at vente til næste morgen, for ligesom hun følte han sig godt træt. Derudover ville det også nok være bedst, hvis de fandt de helt perfekte ting at bruge - små ting, men ikke få små, og noget, man ikke bare lige sådan tabte. Han fugtede sine læber en smule, for han var blevet en smule tør i munden og på læberne bare ved tanken om, hvad det kunne føre til, men efter lidt tids tøven, sagde han:
"Jeg kan ikke lade dig være alene indtil da," han holdt en lille pause, som om han tænkte over, hvad han skulle sige, selvom han allerede vidste det, "og jeg tror heller ikke, du så gerne vil være alene, så... Du bliver nok nødt til at overnatte her, hvis altså du vil - på den måde vil Adriano ikke vide, hvor du er, og selv hvis han finder dig, vil jeg være lige i nærheden, så der ikke sker dig noget," han kunne næsten ikke tro, at han lige havde ladet de ord forbipassere hans læber, for han vidste godt, hvad folk ville tro, hvis hun bestemte sig for at overnatte hos ham - det kunne virkeligt give både ham og hende problemer, men det var en risiko, han gerne ville løbe, hvis det betød hendes sikkerhed. Han havde åbenbart storebrorinstinktet dybt forplantet i sig, for ellers ville han nok ikke have helt så stor en trang til at beskytte hende.

[Nenene]

Nenene lukkede øjnene et øjeblik ”Og du er sikker på det er en god ide?” sagde hun roligt og åbnede øjnene igen. En lærer der bad en elev om at blive natten over kunne bringe dem begge i store problemer og desuden ville hun bryde endnu en regl ved ikke at være i sin seng ved sengetid. ”Jeg vil ikke have du for problemer med de andre lærere eller noget...
Hvis han var sikker på han ville tage den risiko, var det et tilbud hun nok ikke kunne takke nej til. Selvom hun viste det måske var en smule ekstremt, så… Ville det være rart at få en rolig nats søvn. Bare at vide at Adrian, og derved Adriano, ikke vist hvor hun var, var en trøst.

[Iru-Jon Yasashii]

Iru trak hende lidt væk fra sig igen og så på hende, inden han rustede let på hovedet, "jeg er ikke sikker på, om det er en god idé med hensyn til, hvad andre vil tænke," indrømmede han, "men jeg kan næsten gætte mig til, at du ikke kan sove så godt for tiden, så hvis det vil hjælpe dig med det, eller på nogen anden måde, kan de tænke, hvad de vil," han smilede lidt til hende, og denne gang var det også med øjnene en lille smule, "jeg er ikke bange for de andre lærere, og hvis der skulle opstå rygter, kan vi tage det derfra," han tænkte, at der jo ikke var nogen grund til at tage sorgerne på forskud. Hvis rygterne spredte sig, måtte han jo bare forklare dem det, og hvis de ikke troede på det, så kunne Nenene bakke op om det - det var jo ikke som om, der ville ske noget.
Hvis de forklarede folk, hvordan det hele hang sammen, ville de nok kunne se, at han kun havde gjort det, så hun skulle være sikker - det var jo også en del af hans job, at holde elverne sikre. Han vidste godt, at hun nok godt ville kunne klare sig gennem en nat til, for hun havde været gennem et par, men han brød sig ikke om tanken. Selvom chancen for, at Adriano dukkede op igen måske ikke var så stor, så var den der alligevel, og han, for en, ville ikke vågne op næsten morgen, kun for at høre, at hun var blevet offer for ham. Så hellere være forsigtig.