Heksemøde

[Iru-Jon Yasashii]

Iru knyttede hænderne. Hvordan kunne det være, at hun skulle lide på grund af denne Adriano, uden at der var noget som helst at gøre? Han kunne normalt finde en løsning på ting, men denne gang var han stadig på bar bund. Han hadede det virkeligt, når han ikke kunne hjælpe folk. Det var forfærdeligt at være hjælpeløs på den her måde. Han var en voksen og en lære for den sags skyld - børn og unge regnede med, at de voksne havde svarene på ting eller i hvert fald kunne finde dem på en eller anden måde - men han kunne intet gøre for at hjælpe sin elev. Han havde ikke lagt mærke til, at han tyggede på sin underlæbe, eller at han ikke havde sagt noget i et par sekunder, efter hun var færdig med at tale. Han var fordybet i sine egne tanker, og så havde han det med at tygge på sin læbe. Da han blev opmærksom på det, holdt han med det samme op.
Han så på pigen foran sig. Hun regnede med, han ville sige noget, så han måtte hellere snart tage at gøre det: "Blackburn-san," sagde han stille og tog en dyb indånding, "jeg... Jeg kan ikke på stående fod finde på noget at gøre for at hjælpe dig, men hvis du har en måde, jeg kan det på, så sig endelig til," han fastholdt hendes blik med blide, men bestemte øjne, "virkeligt. Hvad som helst," han havde sagt det et par gange før, men han vidste af erfaring, at det var en af de ting, der var god at sige mange gange, for det var ikke altid personen, man sagde det til, turde komme til en, selvom man havde sagt det gang på gang. Han ville være sikker på, at hun ville komme til ham, uanset hvad hun havde brug for.

[Nenene]

Nenene rystede en smule på hoved ”Det var bare en drøm.. En.. måde for min underbevidsthed at bearbejde hvad der skete..” sagde hun for at overbevise Iru-Jon-sensei. Men hvor godt det gik viste hun ikke. Det var hvert fald ikke nok til at overbevise hende selv. Hun viste at nogle drømme havde stor betydning gemt i sig, hvis man viste hvor man skulle lede. Men hvor SKULLE hun lede? Det hele var så svært. ”Hvis jeg bare.. kunne glemme det hele igen..”. Hun tænkte højt. Havde hun sagt det højt? Måske, og hvad hvis hun havde? Det ville være så meget nemmere, bare at glemme. Som om det aldrig var sket.

[Iru-Jon Yasashii]

Pigens sidste kommentar fik Iru til hæve øjenbrynene. Hvor mange gange havde han ikke selv følt det sådan? Det ville være så meget nemmere, hvis man kun huskede de ting, man ville huske - og så alligevel ikke. Han lagde sin hånd under hendes hage og løftede hendes blik. "Hvis du glemte det, ville du ikke være forberedt, når der skete noget lignende," sagde han blidt, "men jeg forstår godt, hvad du mener - vi har alle ting, vi helst vil glemme," han smilede til hende. Hans blik var roligt og blidt, som hans stemme - på sådan en lidt faderagtig måde. Han tænkte slet ikke over det. Inden han tog sin hånd væk, strøg han hende på kinden med en tommelfinger. Han lod sin hånd falde, så den støttede på hans ene lår, mens den anden støttede på det modsatte lår. Han smilede stadig til hende. Han vidste ikke, om noget af det, han sagde, hjalp eller gav mening, men han håbede nu på det.

[Nenene]

Nenene så ham i øjnene. "Han lovede han ikke ville gøre det igen.. Han lovede at han ikke ville lade Adriano tage over eller skade nogen igen" hun sukkede kort og så ned, mens hun rystede hoved med et trist smil "Jeg ved godt jeg ikke burde tro ham, at jeg nok ikke kan stole på ham men.." hun så op på ham igen "Han er min bror..". Hun følte sig godt tilpas i Iru-Jons selvskab. Han var ligesom, nærværende, ligesom hendes far derhjemme. Han var rolig. Han havde ikke svar på alt, ligesom mor, men han var altid rolig og fattet, ligemeget hvor slemt tingene så ud eller føltes.

[Iru-Jon Yasashii]

Iru nikkede til hende. "Du gør ikke forkert i at stole på ham," sagde han roligt, "jeg er sikker på, at han mener hvert et ord," en lille tøvende pause fulgte, inden han fortsatte, "men det kan være meget svært at holde en anden person i skak - især hvis den person er en del af en selv," han havde ikke ligefrem prøvet det selv, men han havde oplevet det flere gange med elever, der havde svært ved at holde deres indre 'dæmoner' inde. Han kunne godt forstå hendes problemer, men han vidste ikke, hvad mere han skulle sige lige. Forsigtigt lod han sin hånd ae hende over håret. "Man kan ikke gøre andet, end at håbe på det bedste og hjælpe, så godt man nu kan," han havde allermest lyst til at love hende, at Adriano ikke kunne skade hende mere, men det kunne han ikke, for det ville være et tomt løfte, så han lod være med at gøre det.

[Nenene]

Nenene kørte en hånd igennem sit store, krøllede hår "Men hvordan kan jeg stole på ham sådan her? Adriano tog over, han dræbte mig næsten! Hvordan kan jeg være sikker på det ikke sker igen? Hvordan kan jeg være sikker på han kan holde det løfte, når han ikke engang selv lød som om han troed på det?". Hun lod hånden hvile ved sin nakke, stadig medfingrene viklet ind i sit hår "Hvordan?" spurgte hun og så ham i øjnene. Han havde selv sagt det. At der 'måske var tidspunkter hvor han blev nød til at bryde løftet'. Hvad fanden var det for et løfte?!

[Iru-Jon Yasashii]

Iru sukkede kort og så ned. "Jeg ved det ikke," svarede han ærligt og så tilbage ind i hendes øjne, "det... det kan du vel egentligt ikke," han smilede undskyldende, "jeg ved, det er svært, men i det mindste nu kan du kalde på mig, hvis der sker noget, uanset hvor er jeg," han bed sig i læben. Det var en ringe trøst, det var han meget vel klar over, men han kunne jo ikke stille så meget andet op lige nu. "Ved du, hvad der får Adriano til at komme frem? Er det noget bestemt?" spurgte han. Hvis det var noget bestemt, som for eksempel følelser eller sådan noget, ville det måske være nemmere for dem at hjælpe Adrian med at holde Adriano nede - hvis altså han ville have hjælp. Ligesom med alle andre problemer, kunne han kun hjælpes, hvis han selv ville have det.

[Nenene]

Det løb Nenene koldt ned af ryggen. Hun viste hvad han ville have! "Blod.. Han ville have mit blod" hendes hånd gled ned fra nakken, og hun lagde armene om sig selv "Han sagde det lugtede bedre end noget andet.. Smagte bedre end noget andet". Hun gav sig selv et lille klem og lagde igen hånden på halsen, hvor der stadig sad to små, utydelige mærker fra dengang. Det var forstyrende, men det var stadig ikke det værste der var sket den aften. Langt fra!

[Iru-Jon Yasashii]

Så var der ikke så meget at gøre. Ikke så vidt, Iru kunne se lige nu i hvert fald, så det måtte vel blive liggende lige nu, selvom han virkeligt ikke kunne udstå, når andre led! Han så på uret. Der var stadig noget af natten tilbage. Måske det ville være bedst, hvis de fik sig noget søvn. Det nyttede jo ikke, at de var fuldstændigt smadret om morgenen. Han så på hende. Det så ikke ud til, at hun ville kunne falde i søvn lige nu, men syn kunne bedrage. "Kan du sove mere i nat?" spurgte han stille, "eller skal vi blive oppe?" han vidste ikke rigtigt, hvad de skulle foretage sig, hvis de blev oppe, men han ville i hvert fald ikke kunne falde i søvn, hvis han vidste, at hun ikke kunne sove. Han ville ikke lade hende sidde oppe alene med sine tanker og frygter resten af natten, så hvis hun blev oppe, ville han holde hende med selskab.

[Nenene]

Nenene smilte svagt "Gå bare i seng igen Iru-Jon-sensei" hun gabte svagt og gned sig i øjet "Jeg skal nok få sovet! Har jo timer i mogen tidlig" sagde hun og nikkede til ham "Tusinde tak for hjælpen.. Jeg.. Jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden din hjælp" sagde hun taknemmeligt.
Hun ville ikke kunne sove. Måske læse en bog. Der var jo rigeligt at vælge imellem! Men søvn tvivlede hun på der ville blive meget af.

[Iru-Jon Yasashii]

Iru så ind i den unge heks' øjne, og kunne læse til, at det ikke var sandt, og rystede langsomt på hovedet. "Jeg går ingen steder, hvis ikke jeg ved, du får sovet," svarede han så, "og det ser ikke ud til, du kan lige nu," han smilede skævt til hende, inden han rejste sig, "hvad siger du til, at vi finder et par bøger frem og læser resten af natten," det ville ikke være første gang, han havde siddet op hele natten og læst. Han gjorde det ret ofte, selvom det ikke var hans mening, for hvis han blev grebet af en bog, glemte han helt tiden. Han rakte hånden ned til hende, for at hjælpe hende med at komme op at stå - det var ren refleks for ham at gøre sådan. Han håbede ikke på, hun ville protestere, men måske ville hun forsøge at overtale ham til at gå i seng, hvilket han ikke havde planer om at gøre.

[Nenene]

Nenene så ham i øjnene. De regnfulde skyer var faldet en smule til ro, og så fast tilbage på ham, tvivlfulde om hvad hun skulle svare. Hun kunne jo ikke love ham at sove, for hun tvivlede på at hun kunne. Men hun ville heller ikke holde ham oppe længere. Det var slemt nok at hun havde vækket ham midt om natten på den måde! Hun betragtede ham da han rejste sig. Læse? Det ville ikke være første gang hun havde læst natten væk. "Det lyder som en god ide.. Men du behøver virkelig ikke blive oppe Iru-Jon-sensei. Du skal vel undervise i morgen tidlig, og sådan" svarede hun så endelig, og tog hans hånd, mens hun holdt fast om dynen om sig, hun havde jo stadig ikke noget på underkroppen, udover sit undertøj. Hun trak sig op og nikkede kort til ham som tak.

[Iru-Jon Yasashii]

Iru smilede et lille smil. "Det er jeg godt klar over," sagde han, så hun ville forstå, at det var af hans egen fri vilje, at han blev oppe, "og du skal ikke bekymre dig om undervisningen - jeg dukker tit op til den uden at have sovet en eller to nætter," hvordan han kunne klare det, var han ikke engang selv klar over, men hvis der gik to dage, hvor han ikke sov, faldt han også om så snart timerne var forbi, hvorefter han sov fra middag til næste morgen, hvis han kunne. Det var ikke så tit, det skete, men det var sket et par gange. Hvis ikke han havde interesseret sig så meget for sine fag, ville han nok være faldet i søvn midt i en af timerne.
Han smilede for sig selv, idet han vendte om og gik ind i sit værelse for at tage en skjorte på - han huskede dog lige at informere sin gæst om, at det var det, han gjorde, så hun ikke undrede sig. Det ville også give hende nok tid til at få noget på benene, for han havde godt set, hvordan hun holdt dynen tæt om sig.