Hvorfor er jeg også født som en dreng.

[nikodemus]

Niko ømmede sig lavt imens han for den tredje gang ramte den hårde jord.
Han satte sig langtsom op og gned sig på armen hvor lidt blod var begyndt at komme frem, han havde også fået en skramme på hans knæ, selvom man ikke kunne se det, hans skoleuniform var også efterhånden en anelse krøllet og beskidt, og det ene ben var en smule flosset ved hans sko.
Niko havde aldrig været den bedste til sport, men nu da de skulle spille fodbold som jo ikke var en kontakt sport, regnede han da med at han kunne have sluppet fra det uden blå mærker, men nej selvfølgeligt skulle alle her tackle hinanden på livet løs.
Han prøvede virkeligt at vise sig som en rigtig mand og tage det med et grin, men det gjorde altså rimeligt ondt.
Niko rejste sig op og stønnede svagt imens han strakte sig, bagved ham forsatte spillet allerede, de havde højst sandsyneligt ikke opdaget at han faldt, og de ville heller ikke ligefrem savne ham hvis han gik.
Så med disse opløftende tanker fik Niko humpet sig i sikkerhed væk fra boldspillet, han overvejede stærkt hvad han ellers burde bruge sit frikvarter på.
Det havde jo ikke engang været Niko's egen ide at spille boldspil, men hvad skulle man ellers egentligt lave, han ville så nødigt komme op at slås med nogen, så han havde bare smilet og sagt ja tak da nogle spurgte om han ville være med.

Solen skinnede som normalt ikke, og de mørke skyer over skolen gav ham kuldegysninger, det var som om at alt ved dette her sted bare var alt for uhyggeligt, men han prøvede ikke at vise det, for han skulle jo forstille at være et stort stærkt monster.
Bare tanken gav ham lyst til at løbe skrigende hjem til hans værelse og gemme sig under dynen, hvorfor havde hans forældre også bestemt at han skulle herhen, kunne de ikke se at hasn ville blive slået ihjel.
Ikke at de mente det ondt, de var bare ikke særligt kloge, det havde han måtte erfarer flere gange i løbet af hans stadig korte liv, som da de spiste hans lektier, eller da de syntes han skulle have en tyr som kæledyr, hans bror havde overtaget den, de to passede også fint sammen.
Eller når de mente at kvalitets tid imellem søskende ligeså godt kunne betyde at han to små søstre spillede bold med ham, bogstaveligt talt, ved at kaste ham imellem dem over en høj kløft, nogle gange hadede han virkeligt at være storebror, de havde ingen respekt for ham overhovedet.
Niko sukkede, og satte sig på jorden lidt væk fra boldspillet og kørte en hånd igennem hans uregerlige brune hår, heller ikke idag havde han gidet rede det, og hans slips var vist også bundet forkert, en eller anden dag måtte han virkeligt lærer at binde et slips rigtigt.

[Nekomiya Haruhi]

Haruhi lå på en stor gren, lige under en tætbevokset trækrone. Hun havde placeret sig der, da de mørke skyer ikke så ud til at varsle noget godt, men hun havde været for doven til at trække indenfor. Træet selv var placeret lidt afsides i skolegården, så hun havde god udsigt over alt, hvad der foregik i gården. Næsten som en prinsesse, der vogtede over sit kommende kongedømme. Hun bemærkede således også, da Niko krøb væk fra boldspillet og løftede et øjenbryn. *Han ser godt nok en smule forslået ud,* tænkte hun, som hun betragtede ham. Måske skulle man tage kontakt til knægten? Hun havde jo sådan set ikke så meget andet at tage sig til selv, og han sad jo praktisk talt lige nedenfor træet.

((jæs jæs, jeg håber det er ok, at jeg lige har placeret et træ, hvor Niko sidder XD))

[Adrian]

Adrian gik roligt gennem skolegården, han så det ikke før det var forsent, bolden ramte ham lige på siden af hoved, det næste han opfattede var ham selv der kolliderede med jorden, en masse fødder, et par der ramte ham i hoved, en masse blod, og så var det ovre, han taske lå ved siden af ham, hans næse løb, og hans læbe var flækket, han rejste sig op, hans ene ribben var vidst også trykket, og ja, det var bare sort uheld, han rejste sig op og løb lidt væk, stoppede op, under et træ, han lagde tasken, og prøvede at stoppe blødningen.

((på dette tidspunkt har adrian nok ikke været i klubberne, i omkring 6 dage))

[nikodemus]

Niko tog sig ikke rigtigt sammen til at se sig omkring, før han bemærkede lyden af noget der lød som når et eller andet løb over noget andet, han rejste sig halvt op og kiggede ud over boldspillet, tids nok til at opfatte at hans klassekammerater lod til at have fået et andet offer end ham selv.
Monstre var nådesløse, ikke en af dem opfattede vist at de lige havde løbet et andet monster over, et øjeblik følte Niko sig faktisk en smule opmuntret af denne fremmedes ulykke, i det mindste var der så en som havde det tydeligt værre en ham selv.
Men dette ændrede sig hurtigt da drengen smuttede over imod ham selv, og hans lille glæde blev afløst af tydeligt bekymring for den anden person, han hoppede på benene, og fulgte drengen som han løb over til træet.
Niko selv tog sig sammen, og gik med forholdsvis rolige skridt over til drengene, og rodede i hans egne lommer, han havde nogle plastre liggende som skole sygeplejesken havde givet ham, ikke at de sikkert hjalp så meget.
" Her tag de her, de hjælper sikkert ikke meget men det er altid noget."
Niko rakte plastrene imod den fremmede dreng med et venligt smil, som altid smilte han meget åbent, alt i alt var han bare en åben og ligefrem person.
Han kiggede også en anelse nervøst og bekymret på personen, det havde lignet et forholdsvis slemt fald, og så at blive trampet over på den måde bagefter.
" Skal jeg hjælper dig op til sygeplejesken."
Spurgte Niko og kiggede spørgende på drengen, med hovedet en anelse på skrå.

[Nekomiya Haruhi]

Haruhis øjne blev smalle, da hun så drengen slutte sig til Adrian. Hun havde lige pludselig ikke lyst til at snakke længere. Selvom Adrian lige var kommet til skade og hun ikke havde set ham nogle dage i klubben, så var hun stadig pænt sur på ham, efter episoden ved stranden. På den anden side skulle de jo trods alt spille overfor hinanden i dramaklubbens stykke, så hun kunne jo heller ikke gå og lege fornærmet for evigt.
*At hoppe eller ikke at hoppe ned...* Haruhi lå lidt og overvejede det spørgsmål, mens hun forsat betragtede de to drenge nede på jorden.

[Adrian]

Adrian så på drengen da han kom, "øhh, jo tak," han tog imod plastrene, han kiggede tomt på Niko, han virkede virkelig deprimeret, han smilte overhoved ikke, og det virkede ikke som om det gjorde ham noget, at han bare var blevet løbet over ende, han tog det ene plaster, kiggede på det, og lagde det på læben, han kiggede op, mest fordi han ville stoppe blødningen fra næsen, han var omtåget, og opdagede da en person, men ikke hvem det var, der sad i træet.

[nikodemus]

Niko blinkede lidt forvirret, fyren foran ham virkede rimeligt depressiv, måske var der sket noget negativt for fyren, det var nok et af de mest irriterende træk ved Niko, ligemeget hvad livet smed efter ham så kom han altid ovenpå, han var et af den slags mennesker man bare ikke kunne gøre ked af det i længere tid.
Selv når hans familie drev ham til vanvid, hans tøj gik i stykker, hans lektier hobede sig op, og han kunne blive dræbt på skolen hver sekund, så havde han det stadig fint og var endda i fint humør.
Han overvejede lidt at spørge drengen foran ham, om noget dog var galt siden han virkede så trist, men tog sig i det, fyren var jo lige blevet løbet over af de andre, og det kunne helt klart ikke være rart.
Niko selv ville sikkert bare have leet af det, og sagt at han selv var enormt klosset, for så at humpe op til skolesygeplejesken, men det her lod til at virke lidt dybere, måske havde fyren været oppe at skændes med nogen, eller han var blevet slået op med eller sådan noget, den slags var virkeligt depressivt gørende.
Niko kløede sig en anelse forvirret i håret, men besluttede sig så for at præsenterer sig selv for drengen foran ham, så han sagde med en ny lidt mere forsigtig stemme.
" jeg er Harmika Nikodemus, 1.C, en glæde at møde dig."
NIko kiggede en anelse bekymret på drengen, at han sådan virkede på den måde, men så igen den slags ting var jo til at have at være på den måde, og det at være ked af det skulle aldrig undervuderes, alle kunne blive kede af det, og man skulle have lov til at.
Han nåede aldrig rigtigt længere i hans tanker, for han fulgte drengenes blik op, og bemærkede en pige, nej en dreng, nej en pige, nej en dreng, nej en...en...en......mindre person.
Der lå oppe i træet, Nikos udtryk viste totalt overraskelse, han havde ikke forventet at nogle ville befinde sig oppe i træet.

[Nekomiya Haruhi]

Haruhi undertrykte en utilfreds stønnen. Afsløret! Hun havde ikke rigtig noget valg længere, i forhold til at komme ned fra træet eller ej. Fordi Adrian havde kigget op i hendes retning, havde den anden elev gjort ligeså og hun var blevet opdaget. *Oh well,* tænkte Haruhi, *at hoppe ned, altså.*
Og det gjorde Haruhi så. Hun landede let og ubesværet på jorden under sig, praktisk talt lige ved siden af de andre to. En kat lander trods alt altid på benene. Hun lagde armene over kors og betragtede Adrian med et vurderende blik, "Tænk engang at støde på dig her, Romeo-kun."

[Adrian]

Adrian blev ved med at stirre op i luften, han sagde ikke noget til nogen af dem, men blev bare stående, "skal lige stoppe blodet," han snakkede ret besværligt, det var nok fordi han ikke kunne bruge næsen rigtigt, luge nu, blodet strømmede ikke ud, men det var nok til at han ikke kunne trække vejret gennem næsen, hans Medie lyste kort, og han tog hoved ned, alt blodet var størknet, og han stønnede, "Adrian Blackbrun, 1.C også," han smilte ikke og vendte sig mod Haruhi, "stop det, du må ikke kalde mig det, ellers kan det være jeg begynder at huske nogle ting du ikke vil have, Haruhi-senpai," han så ligeglad på hende, selvom han snakkede en smule flabet, var tonen bare ligeglad, og ikke som at han mente hun var ligeglad, men at den virkede død.

[nikodemus]

Niko selv virkede rimeligt overrasket over at den fremmede person virkede så ja ligeglad, men den slags mennesker var der også på skolen, og Niko selv havde det med bare at accepterer folk for at være sådan, det var jo helt okay at være ked af det hvis man ville det, og det kunne være at fyren havde haft en rimeligt lortet dag.
Niko selv havde også oplevet det ofte, og så var der intet andet at gøre end at gå rundt og være lidt depressiv, men nu vidste han da hvem fyren var.
Det overraskede ham lidt at han ikke havde lagt mærke til ham i klassen, men så igen han havde haft rimeligt travlt med at undgå problemer de første par ja uger.
Men denne nye person, lod da til at være en pige, Haruhi var da et pige navn var det ikke, selvom hun gik i drenge uniform, hvor forvirrende.
Men køn var vel ikke så stort et problem for ham som for andre, trolde var meget åbne omkring den slags, ligesom nøgenhed, det var de også åbne omkring, og sex, en gangs sex betød ikke et forhold.
Men han var jo også et menneske, så han tog det ikke så let som trolde normalt gjorde, men nok mere let end mennesker normalt gjorde.
Men ligenu var han ikke helt sikker på hvad han ville sige, normalt havde han vel bare sat sig ned og ladet Blackburn været Blackburn, og så set om drengen var interesseret i kontakt, eller spurgt mere ind til hans skader.
Men det lod til at ham og pige/drengen skulle til at have et skænderi, så Niko overvejede forholdsvis seriøst at stikke af, selvom han egentligt ikke kunne bringe sig selv til det, fordi at ja det virkede lidt for kujon agtigt.
Men hvis drengen havde det dårligt, burde Niko så ikke hjælpe, han havde bare ingen ide om hvordan han burde hjælpe drengen.
Så for nu kiggede han en anelse forvirret og nervøst imellem dem.

[Nekomiya Haruhi]

"Sikke et herligt humør du er i, Adrian-san," sagde hun og lagde armene over kors. Det var ikke bevidst, at hun veg tilbage fra truslen. (Hvis han endelig havde nogen tanker om at fuldføre den plan, ville hun sagtens kunne stoppe ham - om ikke med fysisk styrke, så med den indflydelse hendes familie havde.) Det var nu mere tanken om en konflikt, hun skyede. Det kunne blive til en pokkers masse problemer med Ichiko, hvis hun og Adrian havde kontroverser imellem sig.
Hun betragtede Adrian et øjeblik længere, før hun henvendte sig til den anden elev med et smil, "Goddag."

[Adrian]

Adrian sagde ikke noget til hende, men samlede stille tasken op igen, så på de to andre og gabte en smule, "du slipper for kysset, jeg har sløjfet ideen indtil det bliver nødvendigt," han så på hende, og gik roligt derfra, "ichiko kunne heller ikke lide ideen om kysset," han sagde ikke mere men gik roligt derfra, han kunne altid tale med Niko i klassen, og ham og Haruhi var ikke venner, derfor, ingen grund til at blive.

//out

[nikodemus]

Niko kiggede en anelse forvirret imellem dem to, og så endnu mere paff ud da drengen kendt som adrian sådn besluttede sig for at gå, men det var vel okay han kunne gå hvis det nu var det han havde tænkt, så kunne Niko vel snakke med den...mindre person.
Han havde endnu ikke besluttet sig for om han ville kalde den mindre person en pige eller en dreng, fordi han havde ikke fået set det endnu.
Men umiddelbart ville han gætte på piger, drenge blev sjældent sure på den måde som piger blev, de blev meget mere dødbringende så at sige, altså piger gjorde, de opførte sig meget mere giftigt, drenge havde bare startet et skænderi og sloges, hvorimod piger blev ofte surer på en helt anden måde.
Niko nåede ikke at sige noget til adrian, før han gik, og så vendte han hovedet og kiggede på den mindre pige havde han besluttet sig, han smilte forsigtigt til hende.
" Hej, jeg er Harmika Nikodemus, fra 1.C."
Han bukkede kort for hende, sådan som man normalt gjorde når man var høflige, og Niko var da meget høflig, han kom trods alt fra en mindre by, faktisk et større bjerg, men han havde lært at omgås med mennesker i en mindre by, og i mindre byer havde man ofte meget mere, ja høflighed og måde, end i de større byer.
Så han smilte bare venligt til den mindre pige, og gik så over og satte sig under træet, han virkede afslappet, mest fordi at inden i var han skide forvirret, over alt det fremmede der pludseligt var sket.

[Nekomiya Haruhi]

"Nekomiya Haruhi, 2. A," sagde hun og hilste igen. Nu da Adrian var gået, var hendes humør blevet en smule bedre, "Yoroshiku~"
Hun fulgte Nikos eksempel og satte sig under træet ved siden af ham, i forsvarlig dækning for de mørke skyer ovenfor. Der var et eller andet ved den yngre elev, som Haruhi fandt utrolig behageligt, så derfor fandt hun det naturligt at blive hængende og konversere en smule med ham.
Haruhi trak benene op til kroppen og hvilede sit hoved på dem, mens hun kiggede på ham et venligt udtryk, "1.C, nee Niko-kun? Så er du jo min kouhai."

((kouhai = junior (på skolen) ))

[nikodemus]

Niko smilte sødt til pigen og lagde hovedet på skrå, før han rødmede over det med at han var hendes junior, og nikkede lidt imens han smilte venligt til hende, det var han rigtigt nok, og han var nok også den ja mindste så at sige junior hun havde.
Han var jo trods alt rimeligt svag i det hele, Niko kiggede ud på bold spillet, før han rødmede lidt mere og kiggede ned i jorden.
" ja det er jeg vel, men bare sig Niko, jeg synes at Harmika lyder så, musikalsk, og Nikodemus er bare for langt.
Hvad må jeg kalde dig."
Han smilte venligt til den mindre ældre pige og lagde nysgerrigt hovedet på skrå, måske var han sikker på at hun var en pige fordi at hun var så køn, det kunne en dreng umuligt værre ikke så feminint køn, selvfølgeligt det var der nogle der ville mene at Niko var.
Men Niko selv så ikke den slags, han så kun at piger ville have sports idioterne, og at Niko ville have pigerne, så der havde vi en ond ring, hvem sports idioterne ville have var Niko ikke sikker på, sikkert nogle endnu pænere piger, hvis de da fandtes.
Men Niko syntes faktisk at alle piger var enormt pæne, bare ærgeligt at de for det meste ikke mente det samme om ham, men nok om det senere, ligenu smilte han sødt til pigen ved siden af ham.