So what, i am having more fun.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya nikkede og fulgte efter pigen, som åbenbart ville forsøge at lukke såret med papir. Bekymret lagde hun hovedet lidt på skrå mens hun betragtede 'behandlingen'. "Vil du have hjælp med det dér?" Amaya kunne ikke holde ud at se på Moriahs forsøg med at standse blødningen og rakte ud efter hendes arm, påpasselig med ikke at røre huden i nærheden af såret. "Det ser ikke ud til at være dybt, men du kan risikere, at der går infiktion i det, hvis papiret efterlader fibre i såret." Hun så oprigtigt bekymret på Moriah og rakte en flaske vand frem mod hende, som hun havde haft i sin taske. *Det kan godt være, at hun får topkarakterer i samfundsfag, men det dér ser virkelig ikke godt ud..*

[moriah]

Mori trak hurtigt armen til sig da pigen rakte imod hende, hun stolede ikke rigtigt på hendes eget sår, på hendes eget blod til ikke at give pigen forgiftning, plus hun havde ikke særligt meget modgift med sig mere, så det ville måske ikke være nok til at rede pige hvis hun nu skulle blive forgiftet.
Men imens Mori stod der med papir imod såret, begyndte pigen at snakke ja nonsens, det var tydeligt for Mori, at hun ingen ide havde om hvad pigen snakkede om, fibre i såret, infektion, de var godt nok nået længere frem end da hun var blevet født.
Dengang enten døde man eller overlevede sådan var det bare, og et lille sår som det hun havde betød ingenting, det måtte man sku bare bide tænderne sammen om, forbinde det og komme videre i livet.
Men det var vel ikke sådan man gjorde tingene mere.
Så istedet for at tage flasken med vand, rakte Mori langsomt hendes arm frem imod pigen, og sagde med en anelse kold og affejnde stemme.
" Du lader til at vide mere end mig om sår, så hvorfor klarer du det ikke, bare lad være med at røre mit blod okay, men en enkelt dråbe gør ikke andet end at gøre ondt i din finger, ham din ven var uheldig, ud over at være særligt følsom overfor gifte, så fik han også skåret direkte ind i såret med en af hans pikke og optog derfor en del, ikke bare det, men også det blod der sådan sprøjtede ud da det blev skåret op fik han på sig, så det er klart at han fik forgiftning."
Mori lød rimeligt ligeglad og havde endda sat den anden arm i hoften, men hvis man kiggede på hendes ansigt, ville man se et lille måske endda venligt smil.
Og øjne der tydeligt fortalte sit, hun havde måtte erkenden at den anden pige vidste mere om dette end Mori gjorde, hendes stolthed havde fået et knæk, men hun lod pigen gøre hvad end pigen havde tænkt sig at gøre.
For Mori der normalt aldrig lod folk røre sig, især ikke når hun var såret, var dette et rimeligt stort offer, nu håbede hun bare ikke pigen gik hen og fik sig selv forgiftet.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya undlod at smile. Det var tydeligt, at pigen ikke havde det godt med skulle tage imod hjælp fra andre, og hun havde ikke rænkt sig at 'gnide salt i såret' så at sige. Hun havde heller ikke ikke tænkt sig at forgifte sig selv og trak et hvidt lommetørklæde op af lommen. Det var ikke hendes eget, men et hun havde fundet, havde vasket, og havde tænkt sig at aflevere til en af lærerne, og hvis det kunne gøre nytte nu, var der vej ingen, som ville sige noget til, at hun beholdt det lidt længere. Amaya fugtede tørklædet og tog forsigtigt fat om pigens håndled for at få hende til at blive stående stille. "Du lader dig tilsyneladende ikke gå på at smerte, men jeg bliver som en formalitet alligevel lige nødt at gøre dig opmærksom på, at det kan svie lidt." Amaya gned nænsomt huden omkring såret for at fjerne eventuelle giftrester eller andet skidt fra kampen, og fugtede tørklædet igen og dryppede lidt vand ned i såret. *Det ville være bedre med alkohol, men bare hun tror på, at det virker, så skal hun nok slippe for infektioner.* Amaya smilede diskret. Hun var ikke sygeplejerske, men havde trods alt en del erfaring med sår - mest grundet hendes omgangskreds - eller rettere sagt; deres ofre. Hvis en patient troede på, at medicinen virkede, blev vedkommende rask meget hurtigere end hvis han tvivlede. Det var det samme, selv hvis medicinen var vand.
Hun gned en sidste gang den irriterede hud og nikkede så til Moriah som tegn til, at hun ikke behøvede at holde armen frem længere. "Det bedste ville nok være, hvis du gik op til hospitalsfløjen og fik lagt noget om, men ellers skal du bare sørge for at holde det rent, til det har lukket sig helt." Hun vred tørklædet engang og så de sidste dråber plaske ned på jorden som store tårer.

[moriah]

Mori kunne ikke lade være med at grine lidt da hun sagde at hun sikkert ikke lod sig gå på af smerte, hun var af jætte slægt, det sås for at være svag hvis man græd, medmindre det altså galt at man havde fået skåret benet af, så var det okay at tude lidt, men man skulle heller ikke overdrive, kort sagt at være ked af det, og at føle smerte var for de svage, eller man måtte med glæde føle dem, man skulle bare bide det i sig totalt.
Men sådan var det vel ikke nu, man måtte godt vise smerte, men Mori stod bare stille og prøvede at lade som om at det på ingen måde gjorde ondt.
Da pigen så endeligt var færdig, trak Mori armen til sig, og sukkede svagt et øjeblik.
Før hun lod armen hænge ned langs siden og gned den kort, før hun kiggede imod pigen og overvejede hvad hun skulle sige til det.
" Nej jeg går ikke op til hospitals fløjen, så skal jeg forklarer tingene, og tror ikke de tror på at jeg skar mig på noget glas.
Men forresten fik aldrig præsenteret mig, jeg er Mori, Mori Smith."
Hun gav pigen et roligt smil, før hun gik over og samlede sin taske op og uden rigtigt at se ud som om den var tung, svingede hun den over skulderen, og kiggede imod pigen med et roligt grin.
" Og du er?"
Hun skulle lige til at tilføje. Ud over jeres leders søde skat.
Men valgte at lade være, når man ville være venner med folk fornærmede man dem ikke, sådan var det ihvertfald ikke mere, aldrig på nogen måde.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya nikkede forstående til pigens forklaring og gentog hendes navn flere gange hurtigt efter hinanden for at forsøge at memorere det. *Mori Smith, Mori Smith, Mori Smith.* Pigen, som altså hed Mori, så ud til at more sig over et eller andet, da hun spurgte om Amayas navn. Hun valgte at lade det ligge og svarede i stedet med et stort smil. *Ha Yagi. Amaya Ha Yagi.*
Mori havde slynget sin taske over skulderen (*..den ser godt nok tung ud...*) og Amaya undlod at hilse på menneskemanér med håndtryk, fordi hun var bange for, at Mori kunne gå hen og miste balancen pga. den ekstra vægt, hvis hun skulle vende sig om for at være høflig. Derfor valgte hun bare at beholde smilet. "Jeg går på andet år, hvor længe har du været her?"

[moriah]

Mori kunne ikke lade være med at ryste på hovedet, og lo kort imens hun kørte en hånd igennem hendes baghår, før hun kiggede på pigen med et roligt smil, og sagde roligt.
" Moriah mener jeg, navnet er Moriah, men jeg kalder nærmest mig selv for Mori, det lyder meget lettere, men ja bare sig Mori, og du må endda kalde mig -chan, men kun hvis jeg kan kalde dig for....Amy."
Med Amy satte Mori et roligt nærmest udfodrende smil op, var hun oppe på denne overvejelse, hvordan havde hun det med det, var hun frisk på den slags.
Før Mori så smilte og svarede sødt på spørgsmålet, nærmest som om hun slet ikke havde set udfodrende på pigen sekundet før.
" Og jeg er kun 1 jeg er lige startet nærmest, så jeg er forholdsvis ny, egentligt en god start var, at tæve outcastenes leder allerede på 1 år, det lover da for nogle interessante år her på skolen."
Hun kiggede så på hendes taske, og grinede da hun kiggede lidt på hendes taske, altså Amy kiggede på Mori's taske, for nu hed hun allerede Amy i Mori's egne små tanker, det var bare sådan det var allerede nu.
Mori havde vendt sig om og smilte nu venligt til hende, hun prøvede ikke at virke for ja anderledes, eller for ja stærk og ond, men efter det pigen havde set var det nok en smule for sent, så derfor var hun bare hendes venlige og arrogante jeg.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya skar lidt ansigt af det kælenavn som Moriah øjeblikkeligt havde pålagt hende. *Amy-chan?* Det var ikke noget, som hun var blevet kaldt før, og det lød fremmedartet i hendes egne ører. *Nånå, Mori-chan, hvis det skal være på den måde..* Moris smil var ikke ubehageligt men en anelse overlegent, og Amaya satte en lidt betuttet mine op, som fik hende til at se flere år yngre ud end hun var. "Ja, det skal nok blive sjovt.." mumlede hun mens hun forsøgte at lyde alvorlig. Det var jo ikke fordi hun ligefrem havde nydt at se de andre få bank, men det på en eller anden måde havde det været en usigelig lettelse at se, at der var nogen, som kunne stå op imod dem. Amaya selv havde altid bare fulgt med, hverken stærk nok eller beslutsom nok til at sige fra, men på den anden side havde hun heller aldrig haft en reel grund. Selvfølgelig havde der været en masse slagsmål og mobning, som hun havde forsøgt at stoppe, situationer hvor hun havde sagt fra, men det havde ikke gjort nogen forskel. Hvis det ikke var fordi hun var en pige og fordi lederen havde et svagt punkt overfor stort set alle piger, var hun nok ikke overlevet ret længe i det slæng.

[moriah]

Mori kunne ikke lade være med at grine let til Amy-chan, pigen havde vel lidt ret i hendes ja toneleje, det ville blive interessant på en helt anden måde end de fleste elever forventede var interessant, men hvad ville folk have at Mori skulle gøre.
Hendes sociale evner var ikke de største når man aldrig nogensinde rigtigt havde haft omgang med ja mennesker eller noget andet af den grad, og efter at have tævet og redet lederen, så ville hendes skole år helt klart blive anderledes end hun normalt oplevede i hendes bøger, men det behøvede da ikke være skidt.
" Men som anden år's, ikke for noget men betyder det at du har hængt ud med de idioter længe, altså jeg vil ikke fornærme dine venner, men de fornærmer rimeligt meget sig selv med deres attitude.
Og ja det jeg prøver at sige er, du virker bedre end det."
Mori slog lidt ud med hendes ene arm, ligesom for at demonstrerer hvad hun mente, for det var jo sådan hun havde det.
Mori havde det af en eller anden grund godt med den anden pige, måske fordi at den andne pige havde opført sig så ja akavet som Mori til tider følte sig, og fordi hun virkede ja anderledes, og Mori havde en indbygget forkærligheden for alt der var anderledes, og så havde hun rigtigt pæne øjne, Mori kunne godt lide pæne ting, man havde mangel på pæne ting under vandet, så nu samlede hun nærmest på dem.
" Altså ikke for at blande mig eller noget."
Tilføjede hun efter lidt tid, for ja både at virke totalt ligeglad, og så også for ikke at trænge sig hundrede procent på.
Men hun holdt hendes ligeglade en anelse arrogante attitude, hvem ville tro på at den virkelige Mori som til tider kom frem, var en kejtet tøset og totalt mode bidt galning, der elskede at læse, elskede at svømme, hadede fisk, og havde en forkærlighed for konstant at hører musik.
Plus alt efter hendes udsende, vidste de fleste ikke at Mori elskede mode, hun skjulte det godt hvor god hun egentligt var til at lægge makeup, fordi ja hun bar det ikke i skole tiden.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya rødmede let over Mori-chans kommentar og tænkte sig om. Hvad kunne hun svare til det? Hun havde jo sådan set ret i det hele, ikke at hun følte sig stort bedre end de andre, men hun forstod, hvad Mori mente, og havde ofte selv spekuleret over de samme ting. "Det... de er mine venner, de passer på mig, og jeg går ud fra at det gør mig tryg at være sammen med andre, som er.. du ved... outkasts som mig." Hun så lidt forlegent ned i jorden og rodede så pludseligt aggressivt op i sit hår for at samle tankerne. Det her var simpelthen for åndssvagt! Nu havde hun mødt en sød pige, som oven i købet havde lyst til at kalde hende 'chan', og så gik hun alligevel her og forsvarede sine fæller, som hun helst ville være foruden. *Så tag dig dog sammen, pigebarn!*
Hun lod endelig sit hår være og smilede til Moriah med et lettere anstrengt ansigtsudtryk pga. den indre kamp, som i øjeblikket udspillede sig i hendes hoved. "Men det er nu bedre at være sammen med d~" Hun ville have sagt 'dig', men det gik op for hende, at det ville lyde meget mærkeligt og besluttede sig for at klappe i, inden Mori fik grund til at finde hende alt for underlig. *...gad vide hvor længe der går, før hun flygter...* Amaya sukkede opgivende. Det var alt for længe siden hun havde haft en pigeven, og hun var ikke helt klar over hvordan man greb den slags an.

[moriah]

Mori kunne ikke lade være med at smile stort til pigen imens hun kiggede på den måde hun rødmede, hendes nye veninde lod til at være virkeligt nuttet anlagt, hvilket var et held, fordi så ville Mori ikke have de største problemer med at overtale hende til at være hendes veninde, sådan lod det ihvertfald til at være.
Hun skulle til at svarer på det med outcast, da hun pludseligt rodede op i hendes hår, hvilket fik Mori til at stoppe kort, før hun smilte, sådan havde hun selv tit lyst til at gøre, bortset fra at hendes hår var alt for stift til den slags.
Mori's smil blev bare størrer da hun endda sagde det sidste, og før Mori havde set sig om var hun gået over og havde taget pigen under armen.
Hvilket ville sige at Mori havde lagt sin arm ind under pigens, så de var sådna lidt arm, til arm før hun grinte til pigen og sagde helt seriøst.
" Hey hvad med at du hænger ud med mig fra nu af?
Jeg skal nok passe på dig, desuden så lægger jeg ikke så meget i den slags outcast og alt det, man er vel hvad man er, personligheden jeg mener."
Mori gav hende et grin, før hun kiggede ud over kirkegården tænksomt, det var ikke det bedste sted at starte hendes nye forhåbentligt gode venskab med denne pige så hun smilte stort til hende.
" Hey, hvad med at vi går tilbage til mit værelse, har nogle dåser med cola der, og ja lidt guff og sådan, vi kan diskuterer lektier, bøger, makeup og sådan.
Man skulle ikke tro det, men jeg er bidt af makeup og mode og den slags."
Mori blinkede til pigen, før hun kiggede imod der hvor elevernes del af skolen lå, der var ikke så langt, og det ville klart være hyggeligt.

[Amaya Ha Yagi]

Da pigen tog hende under armen blinkede Amaya overrasket, og da Moriah så tilbød hende at være hendes ven og beskytter sådan uden videre blev hun helt forlegen og rødmede som en tomat. Hun ville have foretaget et par pieruetter af glæde, hvis Moriah ikke havde hængt i hendes arm, men hun kunne ikke kontrollere sit hjerte, og det hoppede og sprang i brystet på hende, så det var umuligt for hende at svare. I stedet nikkede hun og slap et forsigtigt smil fri. Der var intet hun hellere ville end at 'hænge ud' med Moriah, og den nye interesse, som hun lige havde afsløret, gjorde hende nysgerrig. Amaya studerede hende diskret og konstaterede, hvad hun allerede vidste. Hvorfor benyttede hun sig ikke af den til daglig, hvis det var hendes hobby? Et mysterium...
Endelig fik hun kontrol over sit hamrende hjerte og smilede stort til Moriah, stadig meget rød i kinderne. "Tak, Mori-chan, det ville være mig en ære." Hun slap en lille latter, da det gik op for hende, at det lød ret gameldags, men rettede ikke sig selv, for det var virkelig, hvad hun følte.
Det var en ære, at have fået sådan en ven.

[moriah]

Mori gav hende veninde et stort grin, hun kunne ikke lade være med at føle sig glad over at de sådan kunne blive gode venner, det var sjældent hun sådan med det samme kom så godt ud med folk.
Men med Ami var det anderledes, det føltes som om de med det samme klikkede, mest måske fordi at Ami lige havde set i hendes som hvad hun virkeligt var, og hun var stadig interesseret i at være hendes veninde.
Sådan en veninde var sjælden, og Mori havde tænkt sig at gøre alt hvad hun kunne for at holde på den veninde som Ami i sidste ende måske kunne blive til, og sådan håbede Mori at de kunne forsætte med ja at blive veninder, og at de til sidste kunne blive ja sådan nogle veninder som Mori indtil da kun troede fandtes i bøgerne, men måske, bare måske var de en lille smule virkeligt.
Mori kiggede med et smil på hendes nye veninde som nu var så tæt, mens hun selv stod der ved siden af hende med hendes taske smidt over skulderen.
" Æren er helt hundrede procent på min side.
Men Ami-chan, hvad kan du lide at lave i din fritid, umiddelbart ligner du den kunstneriske type."
Mori løftede et øjenbryn, og kiggede med et grin på Ami, ikke som om hun gjorde grin med Ami, bare som om ja at hun faktisk var nysgerrig, og rigtigt gerne ville vide om hendes nye veninde, og det håbede hun ville ske nu.
Imens Mori begyndte og gå, og dermed også fik Ami igang, med at bevæge sig over imod elev bygningen, og derved hendes værelse.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya fulgte med og lo overrasket, da Moriah bemærkede, at hun lignede 'den kunstneriske type'. Hun kneb øjnene lidt sammen i et tænksomt udtryk, mens hun funderede over, hvad hun skulle svare til det. "Det er ikke helt forkert set." Hun drejede hovedet og sendte Moriah et stort, varmt smil. "Jeg laver stort set ikke andet end at høre musik, synge, tegne, male og gå i teatret - når jeg da ikke studerer mytologi og religion." Amaya lavede en skæv grimasse og tilføjede "..længe leve steriotyper!" da hun hørte sin egen smøre. Sikke noget, sikke noget...
Hun strøj en lok hår væk fra panden og rødmede lidt. "Men jeg er bange for, at jeg ikke aner noget om hverken makeup eller tøj.." *Ha! Og du kalder dig selv 'en pige'?!* Amaya havde aldrig rigtig stiftet bekendtskab med menneskenes skønhedsidealer pga. sin manglende kontakt med andre teenagepiger, og da hun engang havde erhvervet sig en læbestift, var hun endt med at smide den ubrugt ud, fordi hun havde været rædselsslagen for at komme til at ligne... ja, et monster. Hun lo nervøst. "Jeg er fuldstændig håbløs hvad den slags angår."

[moriah]

Mori kunne ikke lade være med at grine til hendes veninde, imens hun kiggede op på hende, hun vendte hendes taske ned ved siden af hende, og stak en hånd ned i den, og trak den op hvor hun så havde en halv fuld pakke vingummi orme i, og hun overvejede så hvad hun skulle gøre, før hun åbnede den og stak den imod Ami.
" Værsgod, bare tag."
Hun kiggede så på Ami og gav hende et roligt grin, før hun så med et smil kiggede på hende, og forklarede hende roligt hvorfor Mori vidste alt det med makeup.
" I min monster form er jeg hæslig, ikke bare hæslig, men virkelig forfærdelig, så grusom at alle frygter mig, så derfor, i min menneske form, jeg var lykkelig da jeg så den, for jeg er nuttet.
Og det er nok derfor jeg fokuserer så meget på mit udsende, det kunne jeg aldrig før, fordi at der havde jeg ikke den mulighed.
Men nu har jeg muligheden for at gå i søde kjoler, sætte mit hår op, og bruge makeup og det er virkeligt utroligt.
Men jeg lavede engang et løfte om ikke at vække for meget opmærksomhed, så derfor så prøver jeg at, ja falde i et med tapetet så let jeg kan.
Altså uden at lade mig selv skubbe rundt med af retro bølle typer som dine venner, ikke ondt ment, men det er de virkeligt."
Mori trak let på skuldrene og gav Ami et venligt smil før hun selv puttede hånden ned i slik posen og puttede et paer vingummi orme i munden og tyggede tilfreds, hun var så lykkelig over at have andre muligheder for mad, nu end ja bare fisk, og nogle gange nogle mennesker, for det havde i sandhed været et helvede.
" Men hvad musik og kunst andgår er jeg forfærdelig, jeg elsker det virkeligt men, min søster fortalte mig engang at jeg synger som et næbdyr, hvad end det er, så passer det sikkert fint."
Mori fniste piget af det, og gav hendes veninde et grin, før hun kiggede ud over kirkegården og smilte tilfreds, denne her skole var virkeligt et pragtfuldt sted.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya nikkede eftertænksomt. Hun forstod udemærket Moriahs kvaler - selv var hun jo født med et par akavede, behårede bagben og et par lange ører - og hun havde også selv valgt et mere neutralt udseende, da hun skulle starte på skolen. Amaya kunne ikke lade være med at rynke lidt på næsen over den vingummiorm, som hun tog imod. *..hvad er det her?* Hun gav den en undersøgende rystetur og smagte så mistænksomt på den, mens hun forsøgte ikke at se alt for utaknemmelig ud. Da Moriah pludselig nævnte, at hun sang som et næbdyr, var hun lige ved at få den galt i halsen og hostede højt og larmende et par gange, før hun sank den slimede tingest. Hun grinede skævt til sin nye veninde "Undskyld, men jeg er bange for, at jeg aldrig har hørt et næbdyr synge... men måske er det dér hunden ligger begravet, Mori-chan?" Hun prikkede drillende til Moriahs skulder "Tør selveste Tors banemand ikke at dele sit sangtalent?" Det var tydeligt, at hun lavede sjov. Det var ingen skam ikke at kunne synge, men man kunne jo aldrig vide, om pigen bare var beskeden. Hvad angik kunst, så havde hun mildest talt ikke mødt ret mange monstre, som fandt den slags særlig interessant, og hvis Moriah viste sig at være en af de få, var det et helt lille mirakkel. Amaya spekulerede allerede over, om hun måske kunne blive den person, som hun viste sine notesbøger til, én som ikke ville gøre nar af hendes følelser overfor de simple stregtegninger, som stod frem på hver eneste af hæfternes sider. Mon hun ville give hende lov til at tegne hende engang?