So what, i am having more fun.

[moriah]

Mori stoppede totalt da tor's navn blev nævnt, hun havde allerede set lidt at pigen sikkert havde gættet hendes monster hun var jo ganske unik, men det ligefrem at nævne, den, den idiot, den, den vatnisse.
Mori måtte hive efter vejret flere gange for ikke at springe i luften, men hun trak vejret dybt og talte til ti indvendigt, før hun sagde med en meget kontrollere stemme, for det var jo ikke ami's skyld, ami vidste jo i det hele taget ikke at Mori hadede Tor så meget.
" Vær sød aldrig nogensinde at nævne det navn igen, hvis der er et menneske på denne jord jeg hader, så er det ham.
Jeg mener jeg har aldrig nogensinde bedt om at blive smidt i havet, eller om at skulle være med i ragnarok, jeg vil bare gerne være i fred, men det børnelogger, den volds psykopat, skulle abselout prøve at slå mig ihjel to gange.
Takket være ham, frygter jeg den dag idag stadig rødhårede mænd, jeg mener, jeg var kun de der 1000 år da han angreb mig, i min slags år, vil det sige nærmerst en lille stump, man angriber bare ikke børn vel.
Indrømmet jeg har gjort slemme ting, men derfor, derfor skal man ikke."
Hun stoppede og trak vejret og smilte en anelse tørt til Ami, og sagde med en lidt mere afslappet stemme.
" Jeg hader aserne, og jeg vil aldrig nogensinde hører om dem, jeg er stykket af her, for at slippe for deres tåbeligheder, for at glemme min fortid, for ikke at være et kæmpe monster på bunden af havet, derfor er jeg bare Moriah, eller Mori nu, og ikke Tor's banemand, aldrig igen."
Mori sukkede og kiggede så en anelse undskyldende på Ami, før hun sagde en smule grinerene.
" Undskyld Ami-chan, det er bare et virkeligt, virkeligt dårligt emne for mig, jeg er endnu ikke kommet mig over det, jeg mener man kommer sig ikke over folk der vil slå en ihjel vel.
Men lad os snakke om noget andet.
Og jeg har heller aldrig hørt et næbdyr synge, men efter alt at dømme med min stemme, så synger de virkeligt dårligt, og du er rimeligt klog, siden du regnede ud hvad jeg var så hurtigt, selvom jeg havde en anelse om at du havde regnet det ud.
lad os være lige, fortæl mig hvad du er."
Mori kiggede Intrængende på Ami, og smilte nysgerrigt, det var et mysterium hun hellere end gerne ville have løst.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya gispede forskrækket og trak sig væk fra Moriah. En velkendt kulde havde sneget sig ind i hendes stemme - samme kulde, som havde ramt hende, da Fen, Moriahs bror, havde været ved at slå hende ihjel. Hun trådte en meter tilbage og bed sig nervøst i læben. Måske var det på grund af slægtskabet, eller også var det fordi de nærede det samme had, men det var som om hun så Fens rasende ansigt for sig, hvor Moriah havde været et øjeblik forinden. *Det er præcis som dengang, hun er rasende!* Havde det virkelig lykkedes for hende at lave den samme fejl to gange inden for så kort tid? Amaya kunne mærke lidt blod fra læben i munden, og hendes hænder begyndte at skælve. *Men hun har da ikke tænkt sig at slå mig ihjel..vel?*
Det her var da for åndssvagt! Amaya kendte Vøvlens spådom ud og ind, hun var klar over, hvad aserne havde gjort ved Midgårdsormen og hendes søskende, hun havde oplevet hadet på egen krop, men alligevel havde hun dristet sig til at tirre Moriah, nysgerrig efter at se hendes reaktion. Hvor havde hun dog været dum! Tænk at miste en veninde på bekostning af sådan et lille, ubetænksomt ord.
Selvom Moriah smilede, var det ikke til at tage fejl af, at vreden stadig brændte i hende, og Amaya holdt vejret, rædselslagen, mens hun bakkede en meter længere bagud. Hendes øjne var store, mørke og bange. Da Moriah smilende opfordrede hende til at fortælle, hvilket monster hun selv var, rykkede hun uroligt på sig.
"O-outcast, satyr og muse." Hun var tør i halsen og hendes stemme var ikke andet end en svag hvisken. Hendes hurtige tilbagetrækning havde fået noget af hendes mørke hår til at falde ned over hendes ansigt, men hun vovede ikke at løfte hånden og stryge dem væk, hun stirrede blot på Moriah i forpint spænding.

[moriah]

Mori kiggede på pigen, før hun sukkede en anelse irriteret mest på hende selv, nu havde hun for en gangs skydl vist hendes indre, vist hendes virkelige følelser og så var den anden person blevet enormt skræmt.
Mori kiggede en anelse forpint på Ami, før hun sukkede smed tasken på jorden, satte sig ned på en grav og proppede en håndfuld vingummier i munden og tænkte tydeligt imens hun gumlede den klæbrige substans i sig.
Da hun havde synket sin mund fri, kiggede hun på den rædselslagne pige og sagde med en forholdsvis rolig stemme føring, der dog tydeligt sagde hvor irriteret hun hvor.
" Er jeg virkeligt så skræmmende, jeg mener jeg prøvede virkeligt på at opfører mig flinkt den her gang, det er bare, når man er et kæmpe monster kommer den slags ting virkeligt ikke let, og når jeg så endeligt viser mine sande følelser, så bliver folk forvandlet til små skræmte harer, ligesom du lige blev.
Tror du virkelig jeg ville bede dig om at hænge ud med, tilbyde dig slik, og snakke om min hemmelige glæde for mode, hvis jeg havde i tankerne at farer i flint på dig bare fordi at du nævnte mine dødelige fjender.
jeg er ikke ligesom Fen, han bruger ikke hovedet, det gør jeg derimod, jeg ved udemærkedet godt at du ikke tænkte over det, og derfor slet ikke var sikker på at jeg ville få den her reaktion, du ville jo ikke gøre mig sur med vilje.
Men jeg blev sur, og det må du undskylde, når jeg slippe mine følelser fri kan jeg virke overvældende, men ser du jeg prøver virkeligt at være flink, den slags kommer bare ikke let til mig okay.
Jeg er basis en ikke særligt rar person, jeg er arrogant, jeg er forfængelig, jeg ser mig selv som værende klogerer end de fleste, plus jeg har det med at træde på dem der er svagerer, mit konkurrence gen er enormt, og min længsel efter slik endnu større, og jeg tilgiver bestemt ikke let.
Men jeg prøver virkelig at være sød, jeg prøver virkeligt at vise den side af mig som er loyal, og kærlig, og en vidunderlig person, men det er svært når man er vandt til at tænke på mennesker som en lille middags snack, så vær sød at bærer over med mig."
Mori gav Ami et prøvende sødt smil, hun prøvede virkeligt hårdt og det var sandt, hun ville virkeligt gerne have at dette fungerede, og hun ønskede ikke at Ami skulle være så bange for hende, men hun ville virkeligt gerne vise Ami at det også var en del af Mori, den del der var rasende.
" Jeg er på ingen måde perfekt, men rigtige venner lever med det faktum at en person ikke er perfekt, gør de ikke?."
Mori kiggede spørgende på Ami med hovedet en lille smule på skrå.

[Amaya Ha Yagi]

Langsomt lod Amaya de instinktive parader falde, mens Moriah satte sig ned. Hun slap luften i sine lunger fri i et langt suk og var lige med at glemme at trække vejret ind igen. Hun var en smule bleg, men hendes nerver faldt til ro, pinligt berørt over den årvågenhed som hun ikke havde kunnet lægge fra sig. Amaya tørrede en dråbe blod af sin læbe og gik hen og satte sig på graven ved siden af Moriah. "Jo. Det er jo det, som gør en til en ven." Hun smilte ikke, og hendes øjne var stadig blanke og vagtsomme. "Og hvis det også er en del af dig, så vil jeg tage det med i mine beregninger."

Hun var alvorlig, og hendes stemme var hård. Hårdheden stammede ikke fra den frygt, som Moriah indgød hende, men fra hendes egen usikkerhed. Hun ville virkelig gerne kunne stole på den søde pige ved siden af hende, men slangen kunne dræbe hende, så snart hun vendte ryggen til.
*..tør jeg tage den risiko? Eller er jeg virkelig så bange for at dø?*
Amaya lukkede øjnene fast i og holdt om sit hoved, mens hun lænede sig lidt fremad. Hun kunne mærke auraen fra Moriah ved siden af hende meget tydeligt, og selvom hun forsøgte at lukke alle sine modsatrettede følelser ude, var det umuligt at flyde væk i øjeblikket. *Jeg vil gerne være hendes ven. Hun vil gerne være min ven. Men hvis jeg ikke lærer at stole på hende i en vis fart, så vil det være umuligt at være i nærheden af hende.* Hun rodede frustreret op i sit hår uden at tage sig af, at det blev temmelig uglet af den hårdhændede behandling. *Men jeg stoler da nok på hende til at sidde ved siden af hende, hvad er der galt med mig?! Hvad er problemet?!! Den pige vil være din ven, selvfølgelig vil hun ikke gøre dig ondt. Hun har endda tilbudt at beskytte dig, tror du hun ville sige det, hvis hun ikke troede, at hun kunne holde sine egne tænder fra dig? Dumme tøs, så fat dog din situation! Du kan få dig en ven for livet... Vil du risikere at miste den mulighed?*

Med en træt bevægelse drejede hun hovedet. Hendes hænder var stadig begravet i hendes hår, men hun fjernede dem ikke og forsøgte ikke at skjule sine følelser.

"Du behøver ikke at foregive, at være flink overfor mig. Vær den du er, så må vi se, om jeg kan klare det." Amayas ansigtsudtryk var ikke trist, men bekymret.
"Du vil opdage, at jeg heller ikke er en 'engel'. Jeg er bange for dig. Din styrke skræmmer mig, og jeg er ikke i stand til at skjule det lige så godt, som jeg plejer." Hun løftede hovedet en smule, så hun kunne se Moriah i øjnene.
"Jeg er svag, Mori-chan, og præcis klog nok til at vide, at jeg kunne gøre det igen, bare for at se din reaktion. Jeg ville provokere dig, og du ville dræbe mig." Hun sænkede armene og drejede sig helt om mod Moriah og tog hendes hænder.
"Ville du kunne beskytte mig mod min egen dumhed? Ville du kunne undgå at dræbe mig? Jeg er så ked af det, Mori-chan, men jeg er bare for svag." Amayas øjne flakke nervøst fra Moriahs ansigt til deres hænder og tilbage igen.

"Jeg er bare for svag.." hviskede hun næsten lydløst, før hendes stemme svigtede helt.

[moriah]

Mori kunne ikke lade være med at grine lidt og kigge med et roligt smil imod Ami, hun kunne ikke lade være med at smile lidt over hvor usikker pigen virkede, det var tydeligt at hun havde lavt selværd med sig selv, men måske kunne Mori overbevise hende engang om hvilken dejlig person hun selv lod til at være.
Mori syntes ihvertfald godt om hende, og kiggede med et lille smil imod hende og sagde med et lille grin til hende.
" Hey hvem sagde noget om at dræbe, jeg er rasende på aserne ikke dig, jeg er ikke typen der slår budbringeren ihjel, plus jeg dræbte ikke fyren der angreb mig, hvorfor skulle jeg dræbe den pige jeg ønsker at blive veninder med."
Mori lagde hænderne bagved skuldrene og gav forholdsvis roligt Ami et smil, før hun sagde med et anelse frækt og arrogant, ligesom hun ofte smilede til folk.
" Men jeg har altså besluttet mig, jeg vil være venner med dig, og det er ligemeget hvordan du har det med mig, hvis du er bange for mig, så må jeg bare vise dig hvilken sød person jeg egentligt kan være.
Og jeg er ikke medvilje flink imod dig, det er bare det der sker, for basis så er jeg vel et godt menneske, og basis så er jeg sikker på at du også er et skide sødt menneske.
Plus hvad er det for noget lort at sige at du er svag, så længe du bliver ved med at sige det så tror du jo på det, jeg så ingen svag person ligefør da ham der lederen skulle til at dø, jeg så en karakterfast pige der kunne finde ud af at handle en nødsituation.
Det er ingen skam ikke at være den store leder, men bare fordi man er den der bevæger sig i baggrunden, betyder det sku da ikke at man er svag."
Mori smilte til hende, før hun stak endnu en håndfuld vingummier i munden og tyggede tilfreds, imens hun kiggede ud over kirkegården, den var egentligt enormt deprissiv at se på, Mori tænkte sig lidt om før hun rejste sig om smed hendes taske over skulderen, og vendte så hovedet og gav Ami et smil.
" Men jeg vil lade dig være nu, jeg har ikke lyst til at skræmme dig mere ed jeg allerede har gjort, men jeg har altså tænkt mig at snakke med dig igen, jeg giver ikke op før du fortæller mig at jeg skal lade dig være."
Mori sendte hende et spørgende blik, som for at sige, at hvis du ikke vil have jeg skal snakke til dig, så skal det altså være nu du siger det.
Før hun vendte ryggen til Ami og begyndte at gå væk forbi de forskellige grave, der røg den ide om en pige hygge.

[Amaya Ha Yagi]

Hun sænkede blikket. Moriah havde rejst sig og var på vej væk, men Amaya blev siddende på graven og så blankt ned på sine hænder. Hun var smigret over Moriahs ord, men følte sig ikke tryg ved det. At være svag var ikke at være tryg, men at være svag betød også at være usynlig blandt så mange andre stærke, og usynlig var at være tryg. Hun havde ikke noget behov for at være noget andet end hun var, men samtidig forstod hun, at Moriah havde ret.
Jorden svuppede lidt under Moriahs sko, og Amaya blev bare siddende og lyttede til de stadig svagere lyde. *..hvad er det du vil? Hvorfor er du så sød mod mig, når jeg... Skal min usikkerhed virkelig komme imellem os? Jeg er en kæmpe idiot...* Moriahs skridt blev stadigt svagere for til sidst at forsvinde helt. Amaya løftede træt hovedet og hviskede ud i luften"Undskyld, Mori-chan, men jeg er virkelig svag." Hun rejste sig op, børstede noget jord af sin uniform med et udtryksløst ansigt og satte kursen mod den forladte bygning. Måske var de andre OA'er kommet tilbage fra sygeplejersken, og hun havde virkelig brug for at være sammen med nogen nu. Nogen, som ikke skræmte hende fra vid og sans. Amaya mærkede en enlig tåre trille ned ad kinden, men ignorerede den. *Undskyld, Mori-chan.*

[moriah]

//tråd slut//