don't stop the beat off the blood

[Megumi Elyzabeth Osaki]

Saki kiggede på ham, og hørte igen hans ord. hun var dog stadig ikke lige til at overtale. hun mente ikke at det var en god nok grund til at vise ham hendes hemmelighed, men hun var snart nød til at se hendes mærke igen så hun kunne beskrive det overfor folk. det var nemlig for længe siden at hun havde set det, og ikke hendes anden jeg. Saki trak vejret dybt, og tog så hendes højre pegefinger op til hendes ene hjørnetand og skar sig selv. hun fjernede fingeren fra tanden og kiggede på fingeren. der kunne ses blod, meget tydeligt blod. hun lod det dryppe med undersiden af håndledet og gned så ind med samme finger. blodet blev suget ind i huden, og fingeren stoppede med at bløde man kunne stadig se hullet men det blødte ikke længere, og i stedet for blod på hendes håndled var der kommet et stort mærke frem. det lignede nærmest en tatovering.
Mærket lignede en sol, hvor de fire af strålerne var længere de end de andre. de fire der strakte sig til hvert verdens hjørne. inde i var der er ring hvor der var takker invendigt, og nærmest oven på det alt sammen var der et form for kors (kan ikke huske hvad den slags kors hedder) hun stod og kiggede på mærket og rakte så sin arm frem. det ville ikke være synligt særligt længe.

[Adrian]

Adrian smilte og nikkede, "okay, det virkede sandt nok, og jeg lovede jo at sige en hemmelighed," han trak vejret dybt og skulle først tage sig sammen, "jeg er en Danpi-ru, halvt vampyr og halvt troldmand," han så på hende, og Adriano var hysterisk, han ville ud og snakke med den anden vampyr, det var virkelig noget han ønskede, men desværre var Seglene i vejen.

[Megumi Elyzabeth Osaki]

Saki sad bare stille tilbage og kiggede på mærket. hun kiggede på det selv da han begyndte at snakke igen. hun kiggede stille op på ham, og lagde hoved let på skrå. hun forstod ikke det han sagde med at det virkede sandt nok. hvorfor skulel det ikke virke?? troede han ikke på hende da hun asgde at hun var en vampyr. hun kiggede på hendes finger. der var stadig intet at se, men hun kunne stadig dufte og smage det en smule. hun var små sulten igen.
"er det forvirrende??" sagde hun så spørgende og kiggede undrende på ham. hun bed sig i læben. hun var sulten. meget sulten, men hun gjorde alt hvad hun kunne lige nu for at holde sulten tilbage. det plejede at hjælpe med noget tomatjuice, men, hun havde ikke fået noget siden aftensmaden og efter at hun havde smagt hendes eget blod og kunne dufte blod havde hun fået behov for blod igen, eller i det mindste bare tomat juice.

[Adrian]

Adrian så undrende på hende, "hvad skulle være forvirrende," han smilte dog en smule, "du kan godt bide mig hvis du vil, jeg tørster ikke som dig, jeg kan godt undvære noget af mit blod," han så på hende, han vidste ikke hvor meget en normal vampyr tørstede, men Adrian kunne i teori'en leve hele livet uden at drikke 1 dråbe blod.

[Megumi Elyzabeth Osaki]

Saki kiggede på ham, og kiggede så op på månen. hun var nød til at holde fokus på noget andet. hun ville ikke. Hun ville slet ikke. hun kiggede på ham igen.
"at være en blanding" hun kiggede på ham, og pludselig begyndte hun en smule at væmmes ved ham, han var ikke engang en hel eller ren vampyr. hun sagde intet, hun kiggede bare på ham. hun lod også som intet. hun hørte hvad han sagde omkring hans blod med rystede på hoved, hun kunne godt klare sig.

[Adrian]

Adrian så overrasket på hende, og begyndte at grine, "nej det er ikke så forvirrende, nok ikke mere end en fuldblod som dig," han smilte og rakte hånden frem, "jeg er adopteret i min familie, har altid været det, men siden alle i din familie for mærket, så brug dit blod, jeg vil vide om jeg er i din familie," han så bedende på hende, og håbede hun ville, han havde ikke rent nok blod til det selv.

[Megumi Elyzabeth Osaki]

Saki kiggede på ham, hun forstod ikke hvorfor det ikke ville være så svært for ham at være en blandings det var jo ikek svært for hende. hun var jo en fuldblods en der var ren og hel. en af de stærkeste af de stærkeste. hun kiggede på ham. velvidende at hun ikke var den stærkeste på skolen.
"jeg er ikke adopteret, men jeg har ikke nogen familie tilbage af hvad jeg ved" sagde hun og kiggede på ham. han kunne jo umuligt være hendes søster, så derfor så hun ingen grund til at bruge blod på ham. ikke fordi hun ikke troede på ham, men hvis hun brugte meget mere blod ville hun snart have behov for en stor omgang tomat juice. hun kiggede smilende på ham, og lagde hoved på skrå
"hvem siger at du er lige præcist i min familie??" hun kiggede undrende på ham, og kunne mærke at hende humør begyndte at skrifte.

[Adrian]

Adrian så på hende, "ikke en enneste person overhoved," han ventede, han ville ikke tvinge hende, men han ville nok næste gang Adriano kom frem, opsøge hende, og tvinge blodet frem, han ville vide besked, men Adrian gik ikke ind for kamp, hvis hun ikke ville, ville han nok lade det være ved det, men han var ikke sikker.

[Megumi Elyzabeth Osaki]

Saki kiggede på ham, og så op på månen, hun mærkede at en let vind tog fat i hendes nederdel igen, og hun gjrode alt for at holde den på plads, men man kunne lige kort se hendes hvide trusser for en kort tid.
"hvis der ikke er nogen der siger at du skulle være i min familie, hvorfor tror du det så??" sagde hun spørgende. hun undrede sig over at han kunne tro at han var i hendes familie, og hvorfor prøvede han ikke selv på at få mærket frem. hun havde dog en god ide om at det kun var fuldblods blod der kunne få det frem men alligevel, han kunne vel selv prøve.

[Adrian]

Adrian så smilende på hende, "fordi jeg vil vide hvem min familie er, jeg vil kende mig selv, og selv den mindste ledetråd vil jeg følge," han så fast på hende, han tog ikke et nej for et svar, selvom han nok ville respekterer det, men han ville ihvertfald blive dårligt humør hvis hun nægtede, han var ikke den der bar nag, men han kunne sagtens være irreteret på en person, hvis grunden var god.

[Megumi Elyzabeth Osaki]

Saki kiggede på ham, og slog så blikket ned. hun hørte hans ord, og hun bed sig i læben. det var samme måde hun havde det på. hun havde bar ingen mulighed for at lede efter familie længere. de var døde alle sammen. eller det var hvert fald hvad hun havde fået afvide. hun kiggede på ham.
"du kan ikke skaffe mig en tomat juice vel??" sagde hun stille og kiggede på ham. hun ville gerne hjælpe ham, men hun var nød til at få noget hjælp af ham, hvis det her skulle fungere ordenligt. hun trak vejret dybt helt ned i maven. det her var nød til at gå.

[Adrian]

Adrian smilte og rejste sig op, "et minut, så er jeg tilbage," hans medie lyste op, og et par vinger skød ud af ryggen, han baskede en enkel gang, og var i luften, han fløj ned til automaten, og købte en tomat juice, han fløj tilbage, der gik godt nok 2 minnuter, hans vinger forsvandt, og han rakte den til hende, "her," han smilte og satte sig ned igen, begyndte stille at nynne, bare en tilfældig stille sang.

[Megumi Elyzabeth Osaki]

Saki kiggede på ham mens han sagde at der ville gå et minut. hun kiggede på hans medium, og så på vingerne der kom ud af hans ryg. hun så på dem, de var flottet, hun smilte, og så ham flyve af sted. hun stod lidt og vippede vægten fra den ene fod til den anden. hun så ham komme tilbage, og så hans finger skrumpe ind og tage plads igen inde i hans ryg. hun kiggede på ham, og sendte ham et smil.
"tak" sagde hun og stod lidt med dåsen. hun ville allerhelst drikke den nu, men vidste at den var vigtigere efter. hun sendte ham et smil, og gik over og satte sig ved siden af ham. hun kiggede på ham
"ræk mig din venstre hånd" sagde hun stille og kiggede på ham. hun lagde sin venstre hånd ud så han kunne lægge den oven på hendes.

[Adrian]

Adrian rakte hende hans venstre hånd, han smilte en smule, han åndede en smule tungere, det var tydeligt at Adrian ikke var specielt stærk rent fysisk, han var rent ud sagt, en af de ellersvageste man kunne støde på, og han vidste det udemærket selv, han smilte venligt til hende, og var spændt på hvad der skulle ske, om hun rent faktisk ville gøre det, eller bare sagde det.

[Megumi Elyzabeth Osaki]

Saki kiggede på ham, og trak vejret dybt. hun holdte blidt fast i hans hånd, og åndede igen dybt, og en smule tungt, det her var sværere end hun lige havde regnet med, duften af ham gjorde hende endnu mere sulten. hun tog igen den højre pejefinger op til munden, og skar den en smule på hendes skarpe hjørnetand. igen kom der en smule blod frem, og hun kiggede igen på hendes finger og der var kommet en del blod frem. hun vendte fingeren om og holdte den hen over hans håndled. hun lod en dråbe dryppe ned på hans håndled, og gned så blodet ind i hans hud med samme finger.