don't stop the beat off the blood

[Adrian]

Adrian sad på taget, det var nat og månen var halv på en klar himmel, han sukkede, og sad i sit normale tøj, et par jeans, et par sneekers, en hvid t-shirt, og en sort sommerjakke, han smilte ikke, men sad bare og så på himlen, han sukkede og gabte kort, natten var virkelig det dejligste tidspunkt, vinden dansede let omkring skolen, og han var ingen undtagelse, hans hår dansede let, og fik det til at se endnu mere pjusket ud.

[Megumi Elyzabeth Osaki]

Saki kunne ikke sove. Hun havde vandret rundt inde i hendes værelse og havde været ved at gøre alle omkring hende sindssyge. Hun havde gået rundt som en løve i et bur, der var ingen der forstod hvorfor hun var sådan, og hun gjorde det ikke engang selv. Hun vidste ikke hvorfor hun havde været så restløs i flere timer og derfor havde hun valgt at forlade elevernes soveværelser, og gå en lille tur uden for.
Hun havde valgt bare at tage en nederdel på, og en bluse på. Hun havde ellers haft hendes nattøj på, men havde været nød til at skifte. Hun havde frosset en del lige da hun var kommet ud, og havde derfor trukket en sommer jakke ud over sig og var derefter gået ud. Bare for at have noget at lave. Hun havde gået en tur rundt på skolens område. Og havde set sig omkring, men da hun havde været lidt for tæt på at blive taget af vagter lidt for meget, havde hun derfor valgt i stedet, at hoppe op på taget af idræts anlægget. Hun vidste godt at hun ikke måtte være der oppe, men lige nu tog hun chancen. Det var hun nød til. Hun kom der op og opdagede at hun ikke var alene. Hun så på fyren.
”du kan heller ikke sove??” sagde hun spørgende og kiggede roligt på fyren.

[Adrian]

Adrian så på pigen da hun snakkede, "måske," han vidste ikke hvorfor han var ude om natten, det var hans legetid, og skolen var hans legeplads, han så en smule undersøgende på hende, "hvad med dig," han smilte og rejste sig op, gik hen imod hende, og satte sig så omkring 2 meter fra hende, "sæt dig ned, ellers falder du måske bare," han så venligt på hende, og derefter på månen med et længselsfuldt blik.

[Megumi Elyzabeth Osaki]

Saki lagde hoved på skrå. Hun stod bare og kiggede stille på ham. Hun sendte ham så et smil. Hun mærkede blidt en blid vind lege med hendes hår, og hendes nederdel.
”jeg kunne ikke sove” sagde hun stille og ærligt. Hun så ingen grund til at lyve. Hun kiggede på ham, og da han rejste sig og gik tættere på hende, og satte sig kiggede hun bare på hende. Saki kiggede op mod himlen, og så mod ham. Hun satte sig ned og kiggede på ham.
”bedre??” sagde hun med et grin. Og kiggede også stille op på månen.

[Adrian]

Adrian nikkede, han kendte godt følelsen, det var ikke så tit, men han kendte den, han slog øjnene en smule op, hun gik med et kors, han rystede svagt på hoved, måske var det bare ham der tænkte for meget, Vampyrer var jo utrolig sjældne, han smilte en smule, "egentlig burde jeg straffe dig for at være på taget, men da det betyder at jeg også selv har været her, er det måske ikke en god ide," han så på hende og smilte venligt, det var tydeligt at han ikke kunne finde på at sladre.

[Megumi Elyzabeth Osaki]

Saki kiggede på ham og lagde hoved let på skrå, mens hun så ud over skolens område, og lod så en hånd let glide ned langs hendes kors. Det betød meget for hende, hun kunne føle armbåndet som hun havde på hver eneste dag. Der var intet kors i det, men stenen, og udskæringen var der.
”tja , vi kan jo sladre omkring hinanden. Men vi kunne også lade være” Saki så på ham med et smil, hun opdagede hans øreringe, men hun sagde intet. Og hun lod som intet. Det var nok det bedste.

[Adrian]

Adrian så på hende, "okay, det lyder som en ide, jeg hedder Adrian Blackbrun, mit familie navn er for langt til at nogen normalt kan huske det, så jeg bruger det næsten aldrig, jeg er 15 og ja jeg er en dreng," han smilte venligt til hende, hun virkede venlig nok og han kunne da godt bruge lidt selvskab, han var nervøs, det samme var Adriano, men det var kun på grund af hendes kors, det var en ting der fyldte meget af hans tanker, var hun kristen, eller en Vampyr, han vidste det virkelig ikke.

[Megumi Elyzabeth Osaki]

Saki kiggede på ham, og fulgte hans ansigts linier. De var flotte, og utroligt specielle, der var noget specielt over ham. Hun lyttede til hvad han sagde, og undrede sig lidt over hvad han sagde. Hun sad og kiggede på ham og sendte ham så et smil.
”Megumi Elyzabeth Osaki, og er 14” hun valgte ikke at sige noget om hendes familie, børnehjemmet, hendes bror eller om hendes andre navne. Hun kiggede blot på ham. Hun sagde intet. Det var hun nød til. Hun så ingen grund til at sige noget omkring Saki, Sunflower eller Moonflower. Hun havde opdaget at han havde hendes kors på. Hun sagde intet. Det var forbudt område at snakke om hvilken form for monster man er, og det havde Saki det faktisk mere end godt med.

[Adrian]

Adrian så lidt væk, han rødmede en lille smule, men kun en lille smule, "undskyld, jeg tror ikke jeg har mere at bidrage med uden at bryde reglerne, men nu har vi allerede brudt en regl så ja hvorfor ikke," han smilte venligt og tog en dyp indånding, "jeg er troldmand, og ja, jeg er med i 3 klubber, den officielle sikkerheds kommition, dramaklubben, og elevråddet," han rødmede en lille smule, men ikke særlig meget.

[Megumi Elyzabeth Osaki]

Saki kiggede på ham, og så hans rødmen. Hun kiggede op mod den store og flotte lysende måne. Den var hverken halv eller fuld. Og der ville gå lang tid før den ville blive fuld, men hun syntes nu alligevel at den var smuk. Saki kiggede på Adrian.
”du er da godt nok ikke genert af dig” sagde hun stille og sendte ham et smil. ”mit familie navn er Osaki, men du ville nemt kunne spore os tilbage til Akashiya” sagde hun stille. Hun håbede han forstod.

[Adrian]

Adrian så på hende med et underligt blik, han kendte godt til den familie, "du er altså et legendarisk monster eller," han så spørgende på hende, han virkede ikke skræmt, men en smule ophidset, ikke sur, men en smule ivrig, "er du virkelig en fuldblods vampyr," han rejste sig op og så på hende, han var virkelig nysgerig nu, selvom Adriano var endnu mere nysgerig.

[Megumi Elyzabeth Osaki]

Saki bed sig let i læben. Hun var ikke så meget for at alt og alle skulle vide hvad hun var. Hun var også glad nok for at denne skole hade de regler den havde om at man skulle være i sin menneske form hele tiden. Hun kiggede på ham.
”jeg vidst den sidste i min familie” sagde hun stille og slog blikket ned. Det undrede hende at han var så nysgerrig og ivrig efter at vide mere om hende. Normalt blev alle folk blot bange for hende. Så det var lidt den reaktion hun havde regnet med, men bare ikke den hun fik. Hun så på ham, og sendte ham et smil.
”efter hvad jeg ved så ja” hun sendte ham et smil. Hun kunne jo ikke være helt sikker, da hun ikke kunne huske hendes mor og far, men efter hvad hun havde hørt så var hun.

[Adrian]

Adrian så på hende, "hmm, jeg bliver nød til at spørge, men hvordan ved i Vampyrer hvilken familie i er fra," han så på hende, han kunne næsten ikke holde det tilbage, han ønskede bare at sige han var halv vampyr, men han ventede, han blev nød til at sørge for at vide noget mere, han kendte intet til Vampyrer og deres skikke, og Adriano havde kun sine instinkter som han kunne arbejde ud fra, og så den menneskelige viden han havde, hvilket slet ikke rækkede.

[Megumi Elyzabeth Osaki]

Saki bed sig i læben. hun kiggede op på månen. den var flot, virkelig flot. hun elskede månene. den var så smuk, og hun kunne ikke lade være med at ligge hoved på skrå, og bare betrægte den. hun lyttede dog på hvad Adrian havde at sige. hun lukkede kort øjnene og kigegde på ham.
"i min familie, altså Osaki familien har vi et tegn alle vampyrerene bære" sagde hun stille. hun var ikke meget for at vise det, og hun vidste heller ikke om det var en god ide at vise en troldmand det. så hun sad bare lidt og kiggede på ham, og så op på månen igen.

[Adrian]

Adrian så på hende, "okay, hvis du viser mig det for du en hemmelighed at vide, og tro mig, det er en fair byttehandel," han så på hende og kunne ikke forestille sig at han var derfra, han havde ikke et mærke på sin krop, så hans familie var nok en anden, men bare at vide hvad han skulle se efter, det var altid en god ting.