Relaxation al'a carte.

[moriah]

Det var forholdsvis sent, solen var gået ned, og mørket havde langsomt sat sig omkring skolen, det var endnu ikke så mørkt at stjernerne kom frem, og de sidste solstråler kæmpede skam stadig i horisonten, men tys mørket havde lagt sig omkring skolen, og det var begyndt at blive skumring.
Det var weekend, det var lørdag aften og imorgen var der ikke skole så ingen elever var gået i seng endnu, mange hyggede sig sikkert med hinanden og legede, men der var en elev som ikke gjorde det, der var sikkert flere men lige denne elev var et specielt ensomt sted.
Denne elev befandt sig den døde skov, hun lå på en stor mørk gren, og tyggede stille og rolig, hendes taske hang på en af grenene ved siden af hende, og til tider stak hun hendes hånd ned i den og fiskede noget guff op.
I øjeblikket var det lakridser hun spiste af den stærke slags, men det gjorde hende egentligt ikke noget, for hun tænkte.
Hun tænkte på hendes hjemland højt imod nord, og på hendes familie, hun havde nemlig tidligere på dagen modtaget at brev fra hendes søster bare lidt snik snak, men alligevel det huede hende ikke, hendes søster lavede ikke bare snik snak, hun kunne ikke stole på hendes søster.
Og når hun tænkte sådan så tænkte hun på den pige på skolen hun mest af alt ønskede at blive veninder med, pigen ved navn Ami, eller det kælenavn havde Mori givet hende.
Ami stolede ikke på Mori, hvilket var klart efter Mori var blevet så sur, men hun ville ønske at Ami kunne forstå, var Mori så meget anderledes end hendes andre venner, de havde også angrebet havde de ikke, så hvorfor troede Ami at der var større sandsynelighed for at hun anbgreb hende, end at de angreb hende, det var bare ja ikke til at regne ud.
Mori stak endnu engang hånden ned i tasken og hev en håndfuld lakridser op, hun lå klædt i en brun bluse, udenpå den havde hun en lårkort løs kjole uden ærmer som var i hvid, og under den havde hun lange løse lilla'e bukser, det så egentligt meget sødt ud, hendes sko var himmeblå kondisko, og rimeligt behagelige.
Hun puttede alle lakridserne i munden, men en enkelt gled ud af hendes greb og ud af øjenkrogen så hun den falde fra hendes kind ned og væk fra hendes øjensyn.
Hun trak langsomt hendes ørepropper ud af ørene, som hun havde ligget og hørt musik ved, og med en langsom doven bevægelse satte hun sig op og kiggede ned imod skov bunden.

[Amaya Ha Yagi]

Der var temmelig stille i skovens tusmørke, men en forsigtig tonerække sørgede for, at stilheden ikke var tryggende. Tonerne kom naturligvis fra Amaya, som gik i sine egne tanker og nynnede. Men hun var ikke alene. Ved siden af hende og med armen omkring hende gik en høj, barsk udseende fyr med en løs vest og et par mørke bukser. Moriah ville nok have genkendt ham som lederen af den Outcast Ayashi gruppe, som holdt til i den gamle, forladte bygning, der lå på skolens område. Der var ikke nogen af dem, som sagde noget.
Amaya havde fundet sammen med gruppen, da hun kom til Yokai året før og havde holdt sammen med deres leder lige siden, mere fordi han begærede hende end omvendt. Amaya kunne godt lide den tryghed, som han og gruppen kunne give hende, og så længe hun viste ham sin interesse, lod han hende gøre, som hun havde lyst til. Hun havde set hvordan andre af hendes slags, andre halvblodede, var blevet drillet, mobbet og endda overfaldet dagligt af gruppen af den simple årsag, at de ikke ville slutte sig til dem, og det var ikke noget, som hun selv ville kunne holde til.
Derfor gik hun nu og nynnede uden at gøre noget ved den arm, som lå rundt om hendes ryg og den tilhørende hånd, som var gledet ned til hendes buksekant. Som regel lukkede hun bare lederens snak ude, men for en gangs skyld forholdt han sig tavs. Faktisk havde han ikke rigtig været sig selv siden konfrontationen med Moriah, han var blevet mere indadvendt og så nogen gange på hende, som om han havde lyst til at snuppe sig en bid af hendes skulder. Hun havde jo sådan set også været den, der kunne havde reddet hans liv, hvis Moriah altså ikke selv var trådt til og havde hældt en modgift i ham. Måske var det bare naturligt at være taknemmelig. Men så alligevel... Det gav hende myrekryb, når han så på hende på den måde, og det var ikke rart at tænke på, at han rent faktisk højst sandsynligt ville være i stand til at æde hende, hvis det var det han ville.
Amaya var uvilkårligt stoppet op, da de nåede det store, gamle træ, hvor hun tidligere havde mødt Adrian. På en eller anden sær måde havde det vækket en tristhed i hende at tænke på det møde. Måske fordi det ikke var lykkedes hende at have sådan en rar samtale med Moriah.

*..Mori-chan...* Hun var holdt op med at nynne, da de nærmede sig træet, og nu stod hun bare og så på den gamle, mørke stamme. *...hvad mon hun går og laver nu?* Hun bemærkede knap nok, at lederens hånd havde fundet op under hendes bluse. Det betød ikke noget, hun havde andre problemer at slås med, og hun lod ham omfavne hende og hviske et eller andet, som hun ikke bed mærke i. Hendes tanker kredsede om hende og Moriahs samtale, som var endt med en kold afsked, som på ingen måde var sjov at tænke tilbage på. *...Mon vi ville have siddet og drukket te sammen og spist småkager nu, hvis ikke jeg havde opført mig så åndssvagt?* Af uransaglige veje stod hun nu med ryggen op ad træet mens lederen fumlede ved hendes hår og vist nok forsøgte at være romantisk, da han kyssede hende på kinden, men hun tog sig ikke af det. *Hvis jeg kunne gøre det om, hvis jeg kunne få en chance for at omformulere mit spørgsmål... men så ville jeg aldrig have set 'dig' og den vrede som du holder indespærret, jeg ville ikke have kendt hele dit væsen... men så havde vi måske været sammen.. venner...*
Hendes tanker blev distraheret af lederens tunge vejrtrækning meget tæt på hendes øre, da han knappede hendes skjorte op og hans kolde bryst rørte hendes eget. Irriteret over at være blevet forstyrret skubbede hun ham lidt på afstand og samlede den notesblok op, som var faldet på jorden, da dens normale tilholdssted var blevet blotlagt. En af siderne var blevet lidt krøllet, og da hun slog op på den tegning, det var gået ud over, smed hun forskrækket hæftet fra sig.
*Hv-hvad?!* Hun satte sig på hug og studerede en meget livagtig skitse af Moriahs ansigt, som hun ikke kunne huske at have lavet. *..hvornår har jeg~* Endnu en gang blev hun revet ud af melankolien af lederen, som med en ubesværet bevægelse samlede hende op og bar hende hen til træet, hvor han lagde hende på jorden. Han smilte nervøst, men der var et eller andet uhyggeligt ved hans øjne, da han bøjede sig ned over hende. Amaya kom med et lille, bange udbrud, da det gik op for hende, hvad han havde i tankerne. Så landede et eller andet lige uden for hendes synsfelt, og hun drejede impulsivt hovedet og så, at det var en lakrids.

[moriah]

" hey tøsedreng."
Lød der lige pludseligt højt igennem skoven, med en meget karakteristisk stemme, den stemme som højst sandsyneligt var den sidst som lederen i dette sekund havde lyst til at hører, nemlig stemmen der tilhørte den pige der havde givet ham sådan en forskrækkelse og havde ydmyget ham mere end han nogensinde før havde været.
Mori sad og kiggede ned på ham med et sarkastisk smil, men der var intet smil i hendes øjne, imens hun betragtede ham, før hun sagde med en is kold og nærmest følelses løs stemme.
" Kan du ikke se at hun ikke kan lide det du har gang i.
Er du virkeligt så grim at du er nød til at voldtage piger bare for at få lidt på den dumme?"
Hun smilte ondt ned til ham, og kunne nærmest se hvordan han krummede sig under hendes blik, det var tydeligt at han ikke havde glemt hvordan hun havde ydmyget ham og ja været ond imod ham.
Hun kiggede så imod Ami og gav hende et sødt smil, før hun sagde med en langt mere venlig stemme end før.
" Lyst til at jeg kyler ham igennem et træ Ami-chan."
Lederen virkede nok lidt forvirret, før han så kom med en eller anden mærkelig bemærkning som Mori ikke hørte efter, hun kiggede nemligt langt mere interesseret på hendes nye veninde, og sad og overvejede hvor vidt det ville være muligt at hygge sig med at diskuterer musik senere idag med hende.
Hun kiggede så komplet uinteresseret på drengen, der vist havde sagt noget om at hun ikke skulle snakke sådan til Amaya og en eller anden lam kommentar som han vist syntes var sjov.
" Undskyld hvad sagde du? Jeg hørte ikke efter."
Lød det totalt ligeglad for Mori, før hun greb hendes taske, og hoppede ned fra træet og sejlede i en perfekt bue ned og landede elegant på hendes fødder foran dem, og stod og kiggede på dem med et løftet øjenbryn.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya så op ved lyden af Moriahs stemme og var lige ved at komme til at le af ren og skær lettelse. Hun havde været uopmærksom på situationens udvikling, og skubbede nu lederen af sig med en uhyggelig fornemmelse af, at hun havde været lidt for tæt på at være i fare. Men Moriahs tilsynekomst var ikke kilden til hendes frygt, og uden tøven løb hun frem mod hende for at give hende et knus. I sidste øjeblik standsede hun op. Andrenalinen havde næsten fortrængt det minde, som hun havde været så optaget af, og i det øjeblik havde hun ikke følt den mindste tvivl om, at Moriah kun ville hende det godt. Selvfølgelig ville hun hende det godt. Lederen var kommet på benene og stirrede nu hadefuldt på sin fjende og uforstående på Amaya."Jatak. Du må gerne kyle ham igennem et træ."

[moriah]

Mori kunne ikke lade være med at smile da Ami løb hen til hende, det var præcis sådan det skulle være hende og Ami skulle ikke være uvenner, det virkede bare forkert, og Ami passede slet ikke sammen med de andre så at sige, egentligt var det vel lidt syndt for lederen, at en person som Ami som han vel faktisk troede var hans ven og kunne lide ham, pludseligt vente sig en anden vej og opførte sig anderledes end forventet.
Men hey hvad troede han, de var jo monstre var de ikke, og monstre var ikke søde væsner så det var jo klart at de vendte sig efter hinanden og ja var onde imod hinanden, plus man voldtog sku ikke sine venner, så man måtte vel tage det på den måde.
" Alt for dig."
Sagde hun med et grin til Ami, før hun med et smil bevægede sig imod lederen, han selv bakkede forholdsvis nervøst, imens Mori bare stod og kiggede på ham med et løftet øjenbryn og ventede, enten så gik han til angreb eller også så løb han sin vej, ligemeget hvad så ville hun vinde og det var vel det vigtigste.
Hun fortrak faktisk at vinde uden at tæve folk, det var kun middelmådige folk der havde behov for at slå folk ihjel eller sårer dem for at vinde, det at kunne overbevise dine modstandere om at du selv var stærkere var meget sjovere og meget mere virksomt, og så behøvede hun ikke få blod på sit fine tøj.

[Amaya Ha Yagi]

Lederen bakkede lidt væk, mens han overvejede sit næste træk. "Amaya-san!" Han forsøgte at lyde rolig, men det var tydeligt, at han vidste, at det nu var Moriah, som styrede situationen. "Kom, vi skrider!" Han vinkede af Amaya, men hun blev stående bag Moriah og betragtede ham bare. Hendes øjne udtrykte en blanding af medlidenhed og afsky - hvilket fik dem til at skinne på en temmelig foruroligende måde. "A-Amaya-san!!" Han så virkelig rådvild ud nu, han havde ikke regnet med at blive ladt i stikken på den måde. Med et sidste forvirret blik på sin tidligere veninde vendte han sig om og løb.

Amaya blev stående og så efter ham, til han var forsvundet mellem træerne, og så begyndte hun at ryste let. Hun trak skjorten sammen foran sig og knappede den behændigt med en næsten panisk hurtighed. Hun havde lidt svært ved at acceptere, hvad der var sket. Selvfølgelig var hun klar over, at hun havde leget med ilden, når hun tillod lederens flirterier, men hun kunne alligevel ikke helt forstå hans handling. *..troede han, at jeg var forelsket i ham?* Hun gøs lidt og forsøgte at skubbe alle tanker om ham bort. Ubehageligt. Hun havde trods alt kendt ham længere end nogen anden på Yokai. På trods af hans monsternatur havde hun virkelig troet, at hun kunne stole på ham.

Hun vendte sig mod Moriah. *Og hun... hun hjalp mig bare sådan uden videre... Hun stillede ingen spørgsmål, hun hjalp mig betingelsesløst. 'Alt for dig' - det var hendes svar.. Men~*
"~hvorfor?"

[moriah]

Mori overvejede et kort øjeblik at optage forfølgelse men valgte at lade ham løbe, han kunne ligeså godt bare få lov til det, det var ingen sag at slå ham ihjel, og der var ingen morskab i at slå en ihjel som ikke gjorde den store modstand, selvfølgeligt ville han gøre hvad han kunne, men imod hende en s-rank, så var det bare intet, han var intet og ville sikkert aldrig kunne blive til noget i hendes øjne.
Mori sukkede og strøg en hånd igennem håret imens hun med et arrogant grin kiggede efter ham, endnu en sejer endnu en dag, livet var blevet helt sjovt efter at hun havde mødt Ami-chan, hun kom ihvertfald op at slås meget mere, og i Mori's verden, der var det at slås ligmed sjov.
Mori vendte sig om og spankulerede tilbage imod Ami, da hun kom derhen hev hun hendes taske op fra jorden, lukkede den ordentligt og smed den så fra sig op af et træ, før hun satte sig selv op af træet, og kiggede med et løftet øjenbryn imod Ami da hun stillede et komplet dumt spørgsmål.
Mori kunne ikke lade være med at grine og sagde med en lidt drillende stemme til Ami.
" Er det ikke et lidt dumt spørgsmål Ami-chan?
Jeg sagde jo at jeg ville beskytte dig gjorde jeg ikke, og meget kan man sige om mig men en løgner det er jeg ikke det meste af tiden, jeg kan undlade at sige ting, jeg kan krybe udenom, jeg kan lade folk tro hvad de vil, sandt.
Men når jeg engang siger at jeg vil gøre noget, så gør jeg det, hvad end det er at myrde en person i dennes søvne, eller om det er at beskytte en veninde, så gør jeg det hundrede procent.
Folk har ret i at være bange for mig, men jeg tror ærligtalt ikke du har, for jeg ser dig som en veninde, og for at bruge et gammelt menneske ordsporg.
Man brider ikke hånden der fodre en."
HUn gav Ami et grin, før hendes mave gav en svag knurren, som Mori selv tolkede som et kald efter lakrids, så hun åbnede tasken igen og stak hånden ned, tog den så ud med nogle lakridser og gumlede dem tilfreds i sig.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya stod og kiggede sig lidt nervøst over skulden. Hun var ikke bange for, at lederen skulle finde på at vende tilbage, han havde set temmelig skræmt ud, men hun kunne ikke helt finde ud af hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun havde det virkelig dårligt med den måde, hvorpå hun havde tvivlet på Moriah ved deres sidste møde. Amaya lod sig til sidst dumpe ned ved siden af hende.
"Jeg er ked af, at jeg ikke stolede på dig. Nu ved jeg, at du talte sandt. Jeg er glad for, at du ikke hader mig.. Og tak." Hun smilede træt til Moriah, et smil fuld af taknemmelighed og varme, og lænede sig op ad træet for at sidde bedre.
Hendes hår var blevet en smule elektrisk og klæbede til den ru stamme.

[moriah]

Mori kunne ikke lade være med at give Amy et grin, det var rigtigt at hun måske burde have stolet mere på Mori, men på den anden side så var der ikke særligt mange der faktisk ville stole på hende, så hun kunne ikke forlange af nogle af de stolede på hende.
Men man kunne jo altid håbe, og for en gangs skyld lod det da faktisk til at virke, Amy lod da til at have skiftet en smule mening om hende, sådan iforhold til at sidst havde hun været mega bange for Mori, hun virkede ikke helt så bange mere.
" hvorfor skulle jeg dog hade dig.
Det er helt forståeligt at være bange for noget nyt, og især for noget nyt man ikke forstår.
Hvis jeg skulle bruge min tid på at hade alle som er bange for mig eller ikke stoler på mig, så ville jeg jo ikke have andet at lave."
Mori gav Amy et grin, før hun tog endnu en håndfuld lakridser i munden, for det var jo sådan det var, jo mere tid man brugte på at tænke over hvad andre syntes om en, jo dårligere fik man det vel med det, så derfor fortrak Mori bare ikke at tænke på det, eller ihvertfald lade som om hun var ligeglade.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya vendte ansigtet mod Moriah og betragtede hende, da hun proppede en håndfuld lakridser i munden. Hendes ord havde ramt hende et sted langt inde, og hun så på sin nye veninde med forståelse og med et temmelig trist blik, der røbede den medlidenhed der var blevet vagt i hende. *Hvor må det være forfærdeligt... tænk at være frygtet af alle.. hun må være meget alene...* Men samtidig fonemmede hun, at Moriah ikke var den slags person, der havde brug for andres medlidenhed. "Det er jeg glad for~" Amaya smilede stille og greb forsigtigt ud efter Moriahs hånd, for at flette sine finge ind mellem hendes. "Og jeg vil i hvert fald aldrig være bande for dig mere."
Hun betragtede hende med et varmt smil. Måske kunne netop Moriah blive den rigtige ven, hun aldrig havde haft, fordi hun selv var i en lignende situation, hvor alle flygtede fra hende af frygt for hendes væsen. "Jeg er så glad for, at du er her, Mori-chan."

[moriah]

Mori blinkede lidt da hun mærkede Amy flette hendes fingre sammen med hendes egne, og kiggede en smule overrasket imod Amy, før hun gav hende et stort smil, det var rart sådan at stå og holde i håndene, det fik Mori til at tænke på alle de bøger hun havde læst hvor hovedpersonen havde en bedsteven som hun gik i hånd med sådan som Mori og Amy nu stod, måske kunne de virkeligt blive rigtigt gode bedste venner agtigt, og det ville Mori rigtigt rigtigt gerne.
Mori smilte til Amy og kunne ikke lade være med at føle sig bare en lille smule rørt, der var aldrig nogle der havde sagt det til Mori, ikke aserne, ikke hendes forældre ikke en eneste person, de havde det alle sammen omvendt, de ønskede at Mori var død, de ønskede at hun aldrig var blevet født, de ønskede hun var alle andre steder end nær dem.
Men her var der faktisk en pige som fortalte hende, at hun var glad for at Mori var der, og det bare fordi hun havde tævet en fyr, hvis det var det der skulle til for at gøre Amy glad, så skulle Mori nok tæve mange flere fyrer for hende.
Og med de tanker smilte Mori stort til Amy.
" Tak Amy-chan, jeg er glad for at du ikke vil være bange for mig det betyder meget for mig, og jeg er også glad for at du er her, skal jeg være ærlig er du den første pige på skolen jeg ligesom tør være veninder med, alle de andre ville løbe hvis de kendte min hemmelighed, men det gør du ikke.
Derfor kan jeg være mere fri omkring dig, fordi du er så klog at du selv gættede den."
Mori smilte stort, og med Amy i hånden trak hun lidt Amy hen under træet og kiggede prøvende op i træet før hun gav Amy et grin.
" Ve du med op i træet?
Og forresten Amy-chan, hvis det er alt der skal gøre dig glad, så tæver jeg gerne massere af flere for dig."
Mori gav Amy et grin, før hun slap hendes hånd, satte hænderne på nogle grene og i et snuptarv var hun oppe, men selvfølgeligt var det let for hende.
Mori rakte så en hånd ned til Amy at hive Amy op i hånden bare ville ikke engang bringe sved på Mori's pande, det kunne klares i en ruf.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya følte en dejlig varme brede sig i kinderne, da Moriah smilte tilbage. Det var en helt fantastisk følelse, at de kunne stå her og have en form for samhørighed, som kun gode venner opnåede det efter mange års venskab, og hun nød hvert et øjeblik af Moriahs selvskab.
Amaya grinede lidt af Moriahs proklamation om, at hun gerne ville tæve flere fyre for hende. "Det håber jeg ikke bliver nødvendigt, Mori-chan, men jeg skal nok sige til~" Hun var ret taknemmelig, og skulle til at sige noget om det, da Moriah pludselig fik den idé at kravle op i træet. Amaya så lidt usikkert op på hende, men tog så fat i Moriahs hånd. *Det her går da aldrig godt..* Men hun stolede på, at hendes veninde kendte sine egne kræfter, og vidste hvad hun gjorde, så det krævede hende ikke megen overvindelse, før hun lod sig hive op på grenen ved siden af Moriah. Det var ikke helt normalt for en satyr at klatre i træer, hun elskede at mærke jorden under sig, og det var en smule skræmmende at være så højt over jorden, så hun greb forsigtigt fat omkring livet på Moriah, for at være helt sikker på, at hun ikke mistede fodfæstet.

[moriah]

Mori kunne ikke lade være med at smile da Amy tog fat om livet på hende, og helt automatisk lagde hun armene omkring Amy's ryg og skulder bare for at støtte hende så hun ikke fik problemer med hendes balance og af den ene eller den anden grund væltede det ville være rimeligt dårligt hvis hun mistede hendes veninde allerede nu.
Mori kunne ikke lade være med at smile lidt da hun kom i tanke om noget fedt som de to på et tidspunkt kunne prøve.
Og med et smil kiggede Mori på Amy med små julelys i øjnene.
" Hey hvis vi en dag kan finde et privat nok sted, så kan jeg forvandle mig til min form, og så kan du få en ridetur.
Jeg er istand til at kontrolerer min vækst, altså mit mindste er 12 meter så vidt jeg indtil videre har prøvet, så jeg kan ikke rigtigt blive så lille, men hey i forhold til min store størrelse er det småt.
OG det kunne være sjovt, jeg har aldrig givet folk en ridetur før."
Mori smilte tænksomt for sig, det kunne blive vildt sjovt, hun havde også lyst til at vise sig i hendes form for Amy, mest fordi at Amy bare var hende, og hendes aller nyeste bedste veninde, Mori håbede at de to altid ville være veninder, eller ihvertfald resten af skoletiden.
OG det med at vise sin form, var nok mest fordi at Mori lidt ønskede sig at vise Amy at hendes slangeform måske var frygtindgydende, men at den faktisk ikke var så slem som mange gik og troede.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya stirrede først på Moriah med skræk malet i hvert eneste træk ved tanken om at skulle stå ansigt til ansigt med midgårdsormen i hendes sande form. Så tog hun sig sammen og smilede til Moriah - det så en smule falsk ud, men Amaya forsøgte virkelig at gøre det så helhjertet som muligt, for hun forstod den enorme tillidserklæring det var, at hun ville vise sig for hendes væsens sande skikkelse med skæl og det hele. "Mener du det?" Hun sank en klump, men gav så Moriah et klem og smilede. "Jeg skal nok lige vænne mig til tanken først, men jeg vil også gerne vise dig min monsterform engang."
Hun slækkede sit tag i Moriah en smule. Et eller andet sted skulle man jo starte, og hvis hun en dag skulle blive modig nok til at turde ride på et 12 meter langt sagnmonster måtte hun hellere lige klare grenen først. Hun bredte armede ud til siden for at få et bedre balancepunkt og priste sig lykkelig for, at hun ikke havde menneskefødder og ikke klove lige nu.

[moriah]

Mori smilte en anelse hun havde skam forventet angsten, men i det mindste prøvede Amy at skjule det, og hun sagde ikke direkte nej, det betød at måske med tiden ville Amy kunne vænde sig til tanken og måske turde sige ja tak.
En smule drillende smilte Mori til Amy og kiggede så ud over skoven og tænkte sig lidt om, før hun så grinte og kiggede på Amy med et rigtigt stort grin.
" Bare rolig jeg gør det ikke lige her og nu, jeg sagde det bare, så har du tid til at vænne dig til tanken, man vænner sig ikke til noget før man har tanken, jeg havde skam ikke tænkt mig at gøre det før om meget meget lang tid.
OG jeg kan altså se ganske øhm kun uhyggelig ud hvis jeg lukker munden og prøver at lade være med at stirre med mine øjne, og hvis jeg bøjer mig ned, og hvis jeg prøver ikke at bruge tungen, og ikke at bruge mine skydeklapper.
Faktisk ser jeg totalt anderledes ud end folk forstiller sig, de tror jeg er en slags kæmpe ål.
Men faktisk er jeg blanding imellem en dinosaur og en kobra, men tror ikke det hjælper, bare rolig jeg ville aldrig gøre det imod dig her og nu."
Mori gav Amy et lille betryggende klem, og slap forsigtigt hendes tag på ryggen så hun bare havde en arm om hendes skulder, hun kiggede langsomt ned og sørgede for at huske sig selv på at tage hendes taske med op hvis de tog op i et træ næste gang.
" Bare rolig, stammen er bred nok til at jeg kan ligge på den, så kan vi også side på den uden at falde ned, du skal bare sørge for ikke at få over eller ja bagover balance."
Mori smilte drillende til hende igen.