Rimfrost

[Amaya Ha Yagi]

Klokken var halv 4 om morgenen.
Skoven var dødsstille og luften var kold og klar, skovbunden dækket af rimfrost, som ville blive forvandlet til dug, når solen steg op over horisonten. Men det var der længe til. Mørket knugede skoven i et jerngreb, og det var som om selv træerne stadig sov. Midt i en lysning stod et stort, gammelt træ med lange, forknudrede grene. Barken var skæmmet og sprukken efter utallige vintre og somre og lignede i mørket mest af alt et monster, som det stod dér med armene rakt grådigt op mod himlen.
En pludselig lyd af klove mod den frostne jord brød stilheden. En skikkelse trådte ud i lysningen og så sig omkring. En vandfald af mørke krøller faldt omkring pigens blege ansigt og skjulte de store, blå øjne, som opmærksomt studerede det gamle træs silhouet, mens hun bevægede sig hen mod det. Hendes hud lyste op med et blegt skær, som den tynde bluse ikke kunne skjule, og hendes underkrop fortsatte i et par lodne gedeben med lyse klove. Hun smilede glad, men alvorligt, mens hun lod hånden kærtegne den ru bark. *Dødetræ, dit lige er ikke set i nogen skov. Jeg hylder dig.* Hun lo og rystede vildt med hovedet på en meget dyrisk manér, så det lange hår flagrede omkring hende. Hendes øjne glitrede muntert.

[Yoichi]

Yoichi mærkede forsten bide fat i hans øre. De blev lige så stille koldere og koldere under hans sorte hår. Han gik igennem skoven, med den plan at skulle trække noget frisk luft, inden han ville sove igen. Han havde vågnet så mange gange i løbet at natten, at han var holdt op med at tælle. Måske ville en gå tur være det han havde brug for at sove på? Det var forsøget værd, da han var nået op på 100.000 børn i søen, var han villig til at prøve nærmst alt. Bortset fra varm mælk, da han aldrig havde brudt sig om smagen af ko mælk.
Med øvet hånd fandt han en cigaret og en lighter. Han havde virkelig brug for noget varme, og en cigaret var altid god at varme sig på. Han skyggede for vinden, og fik den hurtigt tændt. Det første hiv var virkelig godt, og fyldte ham med en varme og ro lige med det samme.
Youchi fortsatte med at gå igennem skoven, og knuste den spinkle rimfrost under sine spidste sorte sko af imiteret krokodille hud, med en vandafvisende hinde og et let for af lammeskind. De var dejlig varme og hele månedslønnen værd, efter Yoichis mening.
En svag vind rev i de sorte frakke skøder, og fik hans løse sorte bukser til at smyge sig om hans slakne ben. Den kastede hans pande hår ud til siden og kølede ham hurtigt ned igen efter hans korte periode med varme. Flere hiv af cigaretten og mere vind. Bare typisk ikke? Yoichi nåede frem til monstertræet, og så facineret op på det. Så gammelt og alligevel et af de stærkeste træer i hele skoven. Det måtte næsten være besat af en ånd, eller sådan noget. Selv lige da det blev plantet, var det utroligt hurtigt til at voske sig større, og antage den monster ligende form kun en uge efter at det blev plantet. Men det var jo også en monster verden det levede i, alt var vist muligt her.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya lænede sig frem mod træet og lagde det ene lange øre mod den kølige bark. *Selv et træ har et hjerte.* Hun lo igen, hvor kom den frase fra? Et teaterstykke måske?
Hun opfangede pludselig en svag pulseren og trak sig overrasket tilbage. En svag lugt af røg, som blev båret med vinden, ramte hendes næsebor. En instinktiv årvågenhed vågnede og sprang frem fra sit skjul på ingen tid, til hun stod helt anspendt og lyttede. Men det var ikke ukontrolleret ild, der fortærrede skoven, derimod en svag duft af tobak.
Nysgerrigt spidsede hun ører og opfangede nu lyden af skridt meget tæt på, tænk at hun ikke havde lagt mærke til dem før. Noget knitrede, lyden af stof mod stof. Amaya rev sig ud af sin forstenede tilstand og listede sig hen til det gamle træ så lydløst som muligt. En anden lugt blandede sig med røgen. Lugten af... hun var ikke helt sikker, men den mindede hende grangiveligt om en flok heste på en strandeng. Nysgerrigt bevægede hun sig rundt om træet. *Hvem vover sig mon alene ud i skoven på denne tid af natten?* Hun smilede for sig selv, mærkede hvordan en behagelig dosis andranalin farede rundt i hendes blod. Hun følte sig så meget mere levende i denne krop end i den, som skolen havde pålagt hende at vise sig på området i. Fantastisk levende.

Et øjeblik overvejede hun, om det smarteste ville være at stikke af. Så ville hun slippe for alt bøvlet, hvis den fremmede viste sig at være en sladrehank. På den anden side kunne hun ikke stå for fristelsen for at finde ud af, hvem det var, som lugtede så specielt, og et eller andet bød hende at blive. Måske var det hendes natur. Satyrer var trods alt kendt for at være temmelig begejstrede for at få lov til at lege lidt med forvildede mennesker, og på en måde var der jo nogen, som var trængt ind på hendes 'territorium' ved at opholde sig på dette sted.
Hvem eller hvad det end var, så lod det til at være af hankøn. Åndedrættet var tungt og larmende i forhold til en kvindes, og der var en berusende fornemmelse af 'mand' i luften. Hun undertrykte en forvendtningsfuld fnisen.
Så sprang hun ud af træets skygge for at møde sin fjende med vilde, strålende øjne og hår og tøj blafrende i vinden. Det var for mørkt til, at hun kunne se skikkelsen klart, men det var helt bestemt en mand. En stor en af slagsen tilmed. Hun ville have råbt af ham, men blev i stedet stående tavs, mens hun betragtede hans imponerende statur. Cigaretten glødede varmt i mørket og oplyste det nederste af hans ansigt. *En lygtemand?* Hun blinkede lidt med øjnene. *Nej, de lugter ikke af hest.*

[Yoichi]

Yoichi så op på det store træ. I sandhed et frytindgydende syn. Tænk at det her sted, faktisk var et af de steder hvor der aller oftest var 'problemer' med forelskede par, der brød en af reglerne. Det virkede en smule makabert. Men for nolge monstre ville det sikkert være et hyggeligt sted.
Yoichi trak en smule på skulderne, og takkede sig lykkelig for, at være vokset op så tæt ved mennesker, at han ikke hvade haft den samme barndom som nolge af de andre. De kunne simpelthen ikke få det klamt nok. Noget Yoichi let kunne få. En Saw film (en ven i marfiaen havde vist ham den) var mere end rigeligt, og det var endda kun noget der forgik på en lille TV skærm. Det her var så i virkeligheden, og lige så uhyggeligt. Det var ikke svært at forestille sig, at der lå et monster eller to på lur ude imellem træerne.
Han havde tabt sig selv i sine tanker, så han havde ikke hørt Amaya pudlse rundt. Det var først da hun sprang ud foran ham, at han så hende. Vinden fik blæst nolge skyer væk fra månen, og badede den unge pige i et sølvfarvet skær, men dækkede Yoichis ansigt med en mørk skygge, kun tappert bekæmpet af den orange glød i hans cigaret.
Yoichi så lidt på den meget smukke kvinde overfor ham. Tydeligvis i sin monsterform. Heldisvis for hende, var Yoichi ikke på arbejde på det her tisdpunkt af natten, så hun klarede frisag denne gang. Det var den eneste regl Yoichi tog en smule seriøst.
Han kastede en gang med hovdet, så hans hår fandt tilbage på plads, og smilede en smule til pigen. Det kunne man så se på gløden, der hoppede en smule. Han kunne ikke lade vær med at undre sig over hvad hun lavede her, men han ville ikke tage det første skridt. Det var op til den smukke satyr at starte en samltale, hvis hun da ikke løb væk.

[Amaya Ha Yagi]

Han reagerede ikke, som hun havde forventet, på hendes tilsynekomst. Amaya kunne godt nok ikke se hans ansigt i mørket, men han lod ikke til at være særlig overrasket - så skjulte han det i hvert fald godt. Da han lavede et lille kast med hovedet fik hun et glimt af et par sorte øjne. En lille, uvendtet gys løb ned langs hendes rygrad. Hun betragtede ham opmærksomt, forsøgte at se hvad der lå bag cigarettens glød. Med uendeligt langsomme bevægelser trådte hun et par skridt nærmere, hun mindede lidt om et nervøst rådyr, men hendes øjne skinnede ikke kun vagtsomt, men også nysgerrigt. Det var umuligt at bedømme mandens alder, når hun ikke kunne se andet end hans omrids, men der var noget overlegent, noget autoritært over hans holdning. *En lærer?* Hun var ikke sikker, langt fra.
Amaya havde ikke helt besluttet sig for, om hun skulle forsøge sig med et angreb eller en tilbagetrækning. Der var noget ved den fremmede, som forvirrede hende. I stedet trådte hun tættere på for måske at fange endnu et glimt af hans ansigt. Det så ud som om han smilede, og hun smilede tilbage - dog uden at sænke paraderne. Hun var klar til at springe væk hvert øjeblik det skulle være, hendes muskler var spændte og klar til at yde deres, hvis personen viste sig at være fjendtlig.

"Nattefrosten holder de fleste indendøre. Hvad har drevet Dem herud?"
Hun var på vagt, men hans mystiske fremtoning tirrede hendes fantasi og tvang hende til sidst til at spørge. Hun opretholdt det disstancerede smil, men hun kunne ikke skjule udfordringen i sine øjne.

[Yoichi]

Yoichi kunne ikke lade være med at smile lidt mere over den smukke satyr. Hun virkede som en lille hjort, der var forvildet væk fra sin flok, men han skulle være forsigtig. Selv den mindste hjort, kunne sparke meget hårdt.
Han trådte prøvende lidt ud af skyggen fra månen, så halvdelen af hans ansigt var nu synligt. Hans skridt var langsomme, så han ikke skræmte pigen. Han ville ikke skræmme det smukke væsen væk, bare fordi han ville vise sit ansigt. Månen kastede nolge mystiske skygger på hans nu halv synlige ansigt. Det var tydeligt at han havde venlige intentioner. Hans sorte øjne var fyldt med en venlighed og en blidhed, man oftest så hos gamle kærlige heste.
Yoichi smilede varmt til pigen, da hun spurgte ham om hvad han lavede her ude. Han tog cigaretten ud af munden, og pustede røgen væk fra dem, så hun ikke ville få det i hvodet.
"Har ligget søvnløs hele natten, tænkte at jeg måske så havde brug for en aften gå tur i skoven. Bliver man altid så afslappet af." Han lagde hovdet en smule på skrå og betragtede Amaya lidt.
"Hvorfor strejfer sådan en smuk kvinde rundt her ude helt alene? Der er en hel det lumske typer rundt omkring det her tidspunkt" Yoichi håbede at hun ikke tog det på den forkerte måde, at han måske skulle være en af de skumle typer, der bare prøvede at dække over sine motiver. Hans varme øjne så dybt ind i hendes mere udfordrende, og han tænkte sig selv til den udfordring de udstrålede - den var nok markant anderledes end den Amaya selv havde i tankerne, men lige noget for Yoichi.

[Amaya Ha Yagi]

Da månens bløde lys ramte hans ansigt, mærkede hun en sær kildrende fornemmelse i maven. Hans øjne, der først havde virket uhyggelige, udstrålede nu ikke andet end varme, og hun følte sig naturligt tiltrukket af hans rolige stemme. Hun slappede lidt mere af og smilede nu drillende til ham mens hun lavede et kast med hovedet i stil med det, som Yoichi selv havde lavet tidligere.
"Den slags er kun et problem, hvis man tillader dem at være det~" Det var tydeligt, at han ikke havde noget ondt i sinde, men hun havde heller ikke lyst til at hengive sig helt til hans bundløse øjne. Man kunne vel aldrig vide sig helt sikker.
"Hvad angår mit ærinde, så ligner det Deres eget til forveksling." Mens hun talte bevægede hun sig langsomt ud af hans synsfelt, i skjul af månens lys. Han udstrålede en fasttømret selvsikkerhed, som hun ikke kendte fra sig selv, og der var noget berusende ved synet af den unge mand, som gjorde hende helt varm. Noget i den måde skyggerne skjulte det meste af hans ansigt på, det mystiske tiltrak hende som en magnet.
Og det skræmte hende lidt.
Havde hun været i sin menneskeform var hun flygtet med blussende kinder, men nu nøjedes hun med at trække sig lidt tilbage. Ikke på grund af nogen form for angst, men fordi hun følte sig mere sikker i mørket. Desuden var han selv 'mørklagt', så hvorfor skulle hun blotte sit ansigt? Hun smilede, spændt på hans næste træk. Skulle hun mon spørge om hans navn? Nej, det ville være for mærkeligt.

[Yoichi]

Yoichi satte pris på det halv mystiske udsagn. Det viste at hun ikke bare var en overfladisk teenage pige. Noget ved hendes dyriske fremtræden gjorde hende endnu mere tiltrækkende. Han måtte virkelig holde sig tilbage, for ikke at følge efter Amaya ind i skyggerne. I ly af mørket. Hun bevægede sig yndefyldt, og før han viste af det, var hun ude af hans synsfelt.
Han så bare spørgende efter hende. Hvorfor var hun gået? Var deres samtale virkelig slut? Yoichi så en smule ægerlig ud, i de mørke skygger. Han ville virkleig ikke have at hun gik væk fra ham. Måske var det en indvitation? Skulle han virkelig gå efter hende, eller bare vente til hun kom tilbage?
Yoichi tog tøvende to skridt tilbage, så 3/4 af hans ansigt nu var synligt. Han håbede på at det måske ville logge hende frem igen. Hans ansigt plejede i hvertfald at tiltrække piger, når de var i deres menneskeform, så hvorfor skulle det ikke også tiltrække den unge satyr? Det var da i hvertfald et forsøg værd.
Elegant fik han taget endnu et hiv af sin cigaret og smilede venligt hen imod det sted, Amaya var forsvundet ind i skyggerne. Han selv var mere oplyst af månen nu, men bare et lille skridt til siden, ville skjule ham i mørket igen. Yoichi selv var vant til at gå i mørke, fra hans lange tid på bunden af en sø. Der var det vigtigt at man lagde mærke til alle ting i mørket, andet kunne få nolge hårde konsekvenser. Den dag i dag, løber der eks. en kleipe rundt med kun et øje, da han ikke opgadede en fiske krog i hans sø.
Yoichis frakke blev rusket blidt i vinden, og han ligende lidt en mystisk dedektiv, der altid fik scoret den smukke pige. Det var da også det Yoichi også oftest så sig selv som.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya betragtede interesseret hans kortvarigt rådvilde ansigt med et ægte smil på læberne. Der var noget uendeligt simpelt over den måde, hun kunne læse en lille ærgrelse i hans øjne på, men samtidig var hun ikke i tvivl om, at han var en af de mere kompliserede eksistenser. Én af den slags, som altid har sin egen dagsorden i baghovedet. Hun så fascineret til, da han trådte tilbage og månelyset åbenbarede lidt flere af hans ansigtstræk.
Der var noget helt fantastisk maskulint over hans positur med cigaretten, og det lignede en scene fra en gammel, sort/hvid b-film. Hun kom til at le. Hvem i alverden var den mysktiske skønhed, som stod der i halvmørket og på den måde slørede hendes sanser? Hendes latter var som lyden af raslende blade, let men tydelig uden at være hverken påtrængende eller lillepigeagtig. Vinden løftede ekkoet op og fik det til at lyde som om det blev kastet tilbage fra det gamle træ selv.
Amaya holdt sig i dets skygge, men trådte lige akkurat så langt frem, at hun var sikker på, at han kunne se hende. Hun fangede hans blik og mærkede hvordan hun nærmest druknede i hans mørke øjne. Lyset spillede henover hans ansigt og sorte hår, og i et kort, håbløst øjeblik af fuldkommen beundring for den smukke skabning udtalte hun verdens ældste kliché:
"Skønheden eller udyret?"
Hendes stemme var mørk som skyggen hun stod i og udfordrende som glimtet i hendes øjne. Hun bevægede sig lidt til siden med ryggen mod træet, så hun holdt sig i skyggen og samtidig kunne holde øjenkontakten. Hendes bevægelser var langsomme, vurderende, kontrollerede. Hun nød at mærke den ældgamle stamme gennem det tynde stof mod sin hud, og det var som om træet havde sin egen indre varme, som om dets storhed alene var nok til at skræmme frostkrystallerne væk. Hun smilede, afventede hans svar med øjne, der glitrede intenst i mørket.

[Yoichi]

Yoichi kunne ikke undertrykke et lille smil, da hun trådte frem igen. Hunv ar virklig en smuk ung pige, i noget nær sine bedste år. Det var dog ikke sikkert, hvor kort tid de 'bedste år' varede. Yoichi var igang med sit 10ende.
Han sænkede hovdet en lille smule som en dyr, der underkaster sig en anden. Han tænkte at han nok var nødt til at bruge sin viden om monstre og piger på engang. Han skulle være mystisk for hende, men også være en smule dyrisk i hans være måde, dog ikke på en truende måde. Som en enhjørning ville være overfor en smuk møg.
Da hun kom med sit spørgmål, tænkte Yoichi ikke et sekund over svaret. Det var så tit han blev spurgt om det, på grund af hans mystiske udståling om natten.
"Jeg er begge dele, min smukke satyr" Han smilede varmt og bukkede dybt for pigen. Hun skulle vide at han ikke ville true hende på nogen måde, og heller ikke være flabet, så den sidste kommentar, havde måske været en smule vovet, men han måtte jo bare prøve sig frem. Nolge piger elskede at få komplimenter lige med det samme. Og så at han stadigvæk var en smule mystisk overfor hende, ved ikke at melde klart ud. Måske kunne det logge hende en smule længere ud?
"Hvad med dig så?" Yoichi så varmt på hende, og lænede sig frem imod der hvor hun stod.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya rødmede lige akkurat nok til, at det ville kunne ses i mørket, der var noget forførende over hans bevægelser, og hun kunne ikke lade være med at more sig over hans hurtige svar. Det var tydeligvis noget han tit blev spurgt om, for hans svar var lige så tvetydigt som essensen af spørgsmålet. Hun smilede udfordrende og lænede sig også lidt frem, så et par af krøllerne faldt fremover og skinnede i det klare månelys.
"Det kommer helt an på omstændighederne."
Hun sendte ham et drillende smil og slap grebet i træets ru bark. Hun trådte et skridt frem og så månelyset skinne på hendes håndflade, da hun rakte den hen mod manden i en elegant gestus. Hun var ikke helt sikker på, hvad man sagde i sådan en situation, for hun ville meget gerne have ham til at tage hendes hånd, så de kunne hilse på hinanden på menneskemanér, men på den anden side havde hun egentlig ikke rigtig lyst til at røbe sit navn. Hun var stadig ikke helt sikker på, om hun ville kunne stole på, at han ikke meldte hende. *Men hvis han vil kan han gøre det uden mit navn - så forskellig er jeg heller ikke fra min menneskeillusion.*
"I aften vil jeg blot være en fremmed."
Hun smagte lidt på ordene mens hun udtalte dem. Det lød spændende, interessant. Hun sendte ham et mystisk smil.

[Yoichi]

Yoichi gik helt hen til Amaya og smilede varmt til hende. Hendes mystiske øjne var virkelig tiltrækkende. Et vildt dyrs, men alligevel smukke og meget blide. Hendes krøller snoede sig frem over hendes skuldre som slanger, og det var tydeligt at hendes hår var sundt. Det skinnede smukt i månens blege stråler. Han modstod en trang til at række frem og røre dem. De var bare så smukke og så virkelig bløde ud. Det minede ham en smule om hans mors hår. Det var også krøllet og virkelig blødt, og så havde det også en beroligende lugt af hest, men det var nok ikke lige en engnskab Amayas havde.
Med en blid hånd tog Yoichi hendes smalle hånd og kyssede den blidt, som mennesker havde gjort i gamle dage. Hans læber var heldigvis altid bløde, og Amayas hånd var også virkelig blød, som man forventede hos en kvinde. Han gav den et blidt og varmt klem og så op på hende igen. "Mit navn er Yoichi smukke fremmede. Må jeg høre dit, eller skal jeg selv finde på et?"
Han rettede sit op igen, uden at give slip på hendes hånd, men han holdt alligevel så blidt, at hun stadigvæk kunne rive den løs hvis hun ville. Yoichi satsede på at hun ikke ville gøre det, men man kunne altid være noget uheldig.

[Amaya Ha Yagi]

Hun var tæt på at springe tilbage af ren refleks, da han trådte hen til hende og tog hendes hånd. Hun nåede dog at lægge bånd på sig selv og blev stående. Hans læber var helt utroligt bløde, og Amaya mærkede, hvordan det kort svimlede for hende ved den fantastiske fornemmelse af hans læbers berøring. Et lille gys for igennem hende, men det var ikke koldt som tidligere, nu kildede det bare behageligt.
"Selvom det er til stede, kalder man så livet ved navn, Yoichi-san?" Hun kunne ikke løsrive sig fra hans smukke, mørke øjne. De så næsten sorte ud i det sparsomme lys. Han havde ikke sluppet hendes hånd, og følelsen af hans varme hud mod hendes eget var yderst behagelig, og hvis hun kunne slippe af sted med det, havde hun ikke tænkt sig at trække hånden til sig foreløbig. Hun betragtede fascineret skyggespillet henover hans ansigt. Nej, han var helt klart ikke en lygtemand. "Navnet betyder intet i den sammenhæng, vel?" Hun havde rystet sig ud af trancen og så nu på ham med en anelse alvor i blikket. Hun havde aldrig rigtig brudt sig om sit japanske navn, men det ville have været for synd at bede folk om at huske hendes græske, så der havde ikke rigtig været nogen vej udenom. Men hvis hun nu kunne slippe for at røbe begge dele, var der måske en lille chance for, at han ikke ville gøre mere ved sagen om hendes regelbrud - det var trods alt mørkt, og måske ville han ikke genkende hendes mennekseform med det samme.

[Yoichi]

Yoichi kunne godt li den mystiske unge pige. Hvad skulle han også bruge et navn til? De blev jo alligevel glemt som tiden gik. Og den unge pige ville nok heller ikke blive knaldet for at have brudt en af de vigtigste regler på skolen.
Den unge pige kunne et eller andet med sine ord. De var på en gang utroligt poetiske og åbne, men også lukkede og mørke. Yoichi ville ønske hun ville tale noget mere til ham. Han kunne fortabe sig i alle de små spind, hendes stemme skabte i hans hoved.
Forsigtigt klemte han en smule hårdere om hendes hånd. Hun havde ikke trukket sin hånd væk, så der måtte vel være en vis interesse? Det var ikke det væreste at prøve at forfølge. Ihærdigt søgte hans øjne Amayas for, at trække hende længere ind til sig. De virkede lige nu som to bundløse huller af føelse og passion. Men lige nu lavede Yoichi jo også en af de ting han nød aller mest. At komme tæt på en elev, så tæt på at det måske kunne kaldes etisk uforsvarligt.
Etik havde aldrig intersset Yoichi, han handlede udelukkende på følelser og sin passion. Det var måske tomt for nogen, men nok for ham. Han trode også at han sikkert lettere ville finde den eneste ene, når han havde så mange muligheder. Det var desuden bare skønt, at mærke en ny person helt tæt på, intimt og passioneret.
"Det er vel bare et menneskeligt træk, at ville sætte navn på alt. Folk vil jo vide om det er et udyr eller en skønhed man snakker med. Selv om nolge navne, så smukke som roser, dækker over et sandt monster." De mørke øjne havde et mystisk skær, og måske også en smule forførende? De kunne lige nu, være lige hvad Amaya ville have.

[Amaya Ha Yagi]

Hun var fuldstændig fortabt i hans dybe, skønne øjne. *Hvordan kan nogen være så smuk uden at være døden selv..?* Hun rykkede sig tættere på ham og måtte læne nakken lidt tilbage for at holde øjenkontakten, da han var noget højere end hende selv. Hans håndtryk var blevet en anelse fastere, og hun gengældte forsigtigt trykket. Hans hånd var så varm, og hun fik pludselig lyst til at finde ud af, om hans kind havde den samme bløde hud, men så drejede hun hovedet og så forlegent ned. Hvordan kunne hun dog tænke på sådan noget? Hun havde jo knap nok mødt ham, og så stod hun der og drømte om at få lov til at røre ved ham? Hun var ikke pinligt berørt, det lå ikke til hendes natur, men hun skammede sig alligevel lidt over sin egen fantasi. Var hun virkelig så kærlighedshungrende?
"Jeg~" Hun ville have sluppet hans hånd, trukket sig væk og have forsøgt at indlede en lidt mere normal samtale, men da hun løftede hovedet og mødte hans blik, gik hun i stå, overvældet af den passion og lidenskab, som strømmede ud af dem. Eller var det noget, hun bildte sig selv ind? Det var som om hans øjne hev i hende, drog hende til sig, og fristelsen til at stryge ham over kinden var næsten uudholdelig. Hun smilede ømt, ude af stand til at skjule sin forvirring over de signaler, som han måske og måske ikke sendte hende.