Rimfrost

[Amaya Ha Yagi]

Amaya var gledet ind i en mærkelig tilstand af dyb søvn men med en delvis bevidshed om, at hun ikke var alene. Aldrig havde hun følt sig så tryg, og Yoichis duft havde fået hende til at tænke på en flok heste med brusende maner i mønelyset, der græssede i skovbunden tæt ved en mørk sø.
"..hest~" mumlede hun sløret og puttede sig ind til ham. "..hverken lam eller ulv..." Yoichi var så varm og behagelig at ligge op ad, at hun uvilkårligt antog ham for at være sin dyne og begravede ansigtet i hans jakke. Hendes vejrtrækning var let men meget langsom, og hendes øjenlåg sitrede lidt. En forbipasserende ville nok have troet, at hun var ved at vågne, men det var bestemt ikke tilfældet. Amaya drev derimod længere og længere ind i drømmen og glemte snart alt om skove, måneskær og fremmede.

[Yoichi]

Yoichi så ned på den sovende skønhed og kunne ikke lade være med at takke hans søvnløshed, bare en lille smule. Den var trods alt skyld i at han var havnet her med Amaya, og han nu sad og holdt om hende.
Han blev lettere overrasket over at hun mumlede hest. Var hans kelpie lugt virkelig så tydelig? I så fald måtte han hellere få taget et bad, så lugten ville forsvinde igen. Det kunne ikke gå at han stank langt væk af hest, når han skulle undervise.
Det morede Yoichi at hun ikke kunne vælge om han var lam eller ulv. Selv opfattede han sig som en ulv i fåreklæder. Der var mange der var blevet logget af ham, da de troede han var blid som et lille lam, men han var grådig som en ulv.
Månen ramte hendes ansigt og oplyste det på smukkeste vis. Han skulle virkelig holde sig tilbage, for ikke at kysse hende igen. Det ville være for meget som om han udnyttede hendes søvn tilstand. Yoichi måtte pænt vente til hun vågnede igen.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya havde sneget sig ud i skoven da det blev mørkt for at kunne komme til at bevæge sig lidt rundt uden at behøve at lade som om hun var et menneske. I skoven var hun fri til at gøre hvad hun ville og om natten behøvede hun ikke at tage sig i agt for andre af skolens elever - det var meget sjældent, at folk bevægede sig derind efter mørkets frembrud. Der var åbenbart nogen (sandsynligvis en tidligere elev med samme behov for at være alene som hende selv), som havde startet et rygte om, at der fandtes farlige monstre i skoven. Det var i sig selv rimelig latterligt, da de alle var monstre, men effekten var en dejlig stille skov.
Desværre havde Amaya glemt alt om tiden. Hun ville bare have været ude et par timer og så have listet sig tilbage på sit værelse for at sove, men hun var blevet så oplivet af nattens lyde og anderledes indtryk, at hun var blevet ude til en hel del over hendes sengetid før hun havde passeret monstertræet på vej tilbage.
Nu var klokken så blevet mange, og derfor lå hun selvfølgelig og snorksov op ad Yoichi.

Amayas drømme var altid meget klare, og hun var lige nu på vej hen mod flokken af græssende heste, højlydt syngende, dansende ud og ind mellem træerne. Et par af hestene løftede deres hoveder og hilste hende med en prusten inden de græssede videre. Det var en helt fantastisk fornemmelse at kunne bevæge sig frit gennem græsset uden at skulle tænke på dug og skovflåter som i den virkelige verden - selvom det selvfølgelig ikke var helt sådan hun tænkte på det i drømmen. Pludselig vendte hestene deres opmærksomhed mod øst og stak så af i fuld gallop. Amaya råbte og forsøgte at følge med dem. Til sidst måtte hun give op. I det samme krøb solen op over træerne, og dens skarpe stråler skar hende i øjnene, så hun måtte vende sig væk. En altoverskyggende frygt krøb ind i hende, da hun så ned af sig selv, for hendes ben var nu menneskeben og hun kunne mærke, at hendes horn også var forsvundet. Hun skreg og kastede sig til jorden i rædsel, da hun mærkede solen tvinge hendes krøllede hår tilbage og hendes øjne brændte og sveg. Hun vidste, at hun aldrig ville kunne blive sig selv igen.

Amaya satte sat brat op med at gisp og rev sig dermed ud af Yoichis arme. Da hun så ned blev det klart, at hun stadig var i sin monsterform, og først der gik det op for hende, at Yoichi også var til stede.

[Yoichi]

Yoichi så ned på den drømmende skønhed, og smilede en smule. Hvis han bare kunne trænge ind i hendes drømme og se hvad der skete. De måtte sikkert være smukke, men også en smule tragiske, sådan virkede den unge pige i hvertfald.
Yoichi kunne ikke undertrykke sin trang til at kysse hende, og lænede sig ned over hende. Med halvlukkede øjne skulle han lige til at presse sine læber imod Amayas, da hun hoppede op. Først var han bange for at det var ham der havde vækket hende, men da hun ikke så forfærdet på ham, besluttede han sig for, det sikkert var hendes drøm der havde vækket hende.
Forsigtigt rakte han ud for at ae Amaya's kind, for at berolige hende på en eller anden måde. Nolge gange var fysisk kontakt den letteste måde at ffalde til ro på.

[Amaya Ha Yagi]

Hun lukkede øjnene og trak vejret i dybe stød. Drømmen havde rystet hende og hun måtte virkelig tvinge sine nerver i ro. Hun for sammen, da Yoichis hånd strejfede hendes kind, og stirrede på ham med en blanding af frygt og pludselig forståelse. "Det er lyset, det er på vej.." Hun så sig manisk omkring og måtte ryste et par gange på hovedet for at få ro på sig selv. "Det går ikke at jeg bliver set sådan hér."
*Åh Gud, hvordan kunne det dog falde mig ind at lægge mig til at sove?! Jeg må se at komme tilbage inden de første begynder at vågne... jeg skulle have taget mit tøj med, det her er bare for åndssvagt!*
Amaya smilede lidt undskyldende, tydeligt meget nervøs, til Yoichi og trippede på stedet. "Skyggerne blegner, Yoichi-san. Du forstår vel min hast?" Hun havde trukket sig lidt tilbage, så han ikke kunne røre hende, og trak sig snart helt ind i mørket.

[Yoichi]

Yoichi blev meget forvirret over Amayas reaktion og mystiske udbrud. Og så også en lille smule skuffet. Han havde håbet på at de ville have fået en lille smule mere tid til at hygge sig sammen, men det virkede ikke som om den unge pige havde lyst til at blive hos ham.
Uden at prøve på at stoppe hende, lod han hende trække sig væk fra ham. Alligevel rakte han en hånd frem imod hende og så bedene på hende.
"Må jeg ikke i det mindste få æren af et sidste kys fra dine smukke læber?" Han smilede en smule, og håbede hans ønske ville blive opfyldt. Han længdes efter de bløde læber, der beklagede hendes afsked. Det var også en lille prøve på hvor interesseret hun var i ham, hvis hun blev, var der en stor chance for at de kunne mødes flere gange, i ly af skyggerne her i skoven, eller ovre i skolen hvis den smukke pige turde.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya havde allerede vendt sig halvt om og var på vej væk, men det var hende umuligt at overhøre den bedende undertone i hans stemme. Han sad der og så på hende med de skønneste, lettere triste øjne og de flakkende skygger dansede hen over hans ansigt og håndflade på en meget dragende måde. Hun tøvede, rystede sig på en nervøs måde, så hendes krøller dansede, og trådte så lige nøjagtigt så langt frem, at hun kunne nå hans hånd. Hun var stadig gemt i mørket, kun hendes hænder sås tydeligt, da hun blidt trykkede læberne mod hans håndryg.
"Far vel~" Amaya slap hans hånd temmelig brat og snurrede rundt på hælen inden hun lydløst forsvandt ind i krattet. Fornemmelsen af Yoichis bløde hud prikkede stadig i hendes læber, og hun kunne mærke hvordan en sød varme havde bredt sig til hele hendes krop. Hun smilede mens hun løb, unveg elegant træstubbe og grene i mørket uden at skænde nattens stilhed med andet end en svag raslen, når hun berørte skovbunden. *Hvis skæbnen vil det.. og for Guds skyld, lad os mødes igen, fremmede... lad os mødes igen!* Hun satte farten yderligere op. *Hvis skæbnen vil det!*

[Yoichi]

Yoichi kunne ikke lade være med at smile en smule, og skulle lige til at trække hende tæt in til sig, og give hende et langt passioneret kys, men så trak hun sig væk. Skuffelsen var tydelig at læse i hans ansigt, som han rejste sig fra sin siddende stilling. Han ville godt have holdt om hende igen, inden hun forlod ham. Men der var vel ikke så meget at gøre ved det, den smukke pige var forsvundet, og nu måtte han så gå hjem og skifte til noget nyt tøj.
Med et lavt suk begyndte han at gå. Ville han nogen sinde få hende at se? Ville hun turde at give sig til kende over for ham på skolen? Hvis det var tilfældet, ville han ikke have noget imod at skulle give hende nogle privat timer.
Yoichi begyndte at gå med tunge skridt imod hans lejlighed, mens tankerne blev ved med at kredse om den smukke pige. Han ville så gerne se hende igen, hun havde fanget hans interesse, nu var spørgsmålet bare hvor længe hun kunne holde den. Han kom til at tænke på om hun måske havde hørt rygterne om ham, eller hun var en af de få der ikke havde. Med et skulder træk konkluderede han at det var op til hende selv, om hun havde lyst til at flirte lidt mere med ham, på trods af at hun sikkert ville miste ham som alle andre før hende. Men er det ikke bedre at elske og miste, end aldrig at have elsket? Et lille smil spillede i hans mundvig, som han tændte en cigaret og tog den i munden.

[Amaya Ha Yagi]

//OUT

[Yoichi]

//out