Rimfrost

[Yoichi]

Yoichi fornemmede som en anden sirene, at han havde logget pigen utroligt langt ud på det dybe vand, og deres hænder sørgede for, at hun ikke kunne komme tilbage igen. Blidt prøvede han at flette deres fingre ind i hinanden.
Skulle han virkelig være så heldig at have en late night romance? Og så endda med såden en smuk kvinde. Hendes øjne var vilde og utæmmelige, noget Yoichi gerne ville prøve på alligevel. Udfordrninger var jo en dejlig ting, især når han var så sikker på at gennemføre dem.
Forstigtigt stillede han sit helt tæt på pigen. Deres kroppe rørte hinanden mere nu, og månen kunne nu kun lyse halvdelen af deres ansigter op. En skygge maskarede, begge parter halvt skjult af nattens mystik, og passion hængende tungt i luften.
Yoichi var helt sikker på, at denne pige var en han skulle prøve at finde i menneske form på skolen igen, og så kalde hende ind til en personlig samtale. Selv hvis hun afviste ham nu, skulle hun ikke have lov til at undslippe hans voksende begær for hende. Hans lyst til at opfylde den trang til nærhed, han kunne fornemme hos hende, drev ham hårdere end han havde prøvet før. Men det var nok også fordi den unge pige var i sin monster form, og hun stadigvæk var så smuk. Det var ikke altid man så det, så denne sjældne skøndhed skulle ikke slippe.
Hendes mystiske svar fortryllede ham endnu mere. "'Jeg'? Er det hvad jeg skal kalde en skønhed smukkere end denne skov i solens første stråler?" Han smilede blidt til hende og hævede sin hånd, for at lægge den på hendes skulder.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya lod ham flette sine fingre ind mellem hendes egne og et lille gisp undslap hende, da hun mærkede hans krop så vidunderligt tæt på, og så den berusende duft af strangeng, som omgav ham. Hun smilede sagligt og lukkede kortvarigt øjnene mens hun hengav sig fuldstændig til fornemmelsen af den anden. Da hun igen så op på ham, var halvdelen af hans ansigt gemt i skyggerne, men det var mindst lige så forførende og sanseligt som hvis det havde været fuldt oplyst, og ude af stand til at kunne holde sig tilbage længere løftede hun sig frie hånd og kærtegnede blidt hans kind med en forsigtig bevægelse. Han var præcis så blød, som hun havde regnet med, som om han var dækket af et lag silkeblødt pels. Hun smilede. Sikke noget sludder, hvor i alverden var hendes tanker. Men det var et tåbeligt spørgsmål, for hun var dybt smigret over hans søde ord og kunne ikke rumme mere end fornemmelsen af ham lige nu.
"Om du kaldte mig alt eller intet, ville det ikke gøre nogen forskel for mig, Yoichi-san. Som du sagde~" Hun strøg ham igen over kinden fuldstændig henført til skyggerne, som fik hans øjne til at ligne dybe skovsøer. Hun kunne mærke, at hun var ved at drukne i dem, men det ville være en behagelig død i så blide øjne, tænkte hun. "~'selv navne så smukke som roser, kan dække over monstre'..." Det sidste blev sagt i en meget drømmende tone og ikke meget højere end en hvisken. Hun nød at stå så tæt på Yoichi, at flette sine fingre ind mellem hans og at beundre hans smukke ansigt.

[Yoichi]

Yoichi jublede inden i. Skønheden havde givet ham lov til at komme så tæt på, og nu var tanken om, måske at berøre de smukke bløde læber straks blevet mere realistisk. Hvis han kunne få lov til at blive så tæt på hende, brude hans øjne gøre resten af arbejdet med at trække hende mentalt til sig. De gjorde i hvertfald ind til videre deres arbejde upåklageligt.
Den unge kvinde aede i hvertfald nu hans kind, og han tog det som et tegn til at lægge en arm prøvende om Amaya, hvis hun ville tillade det. Hans bevægelser var langsomme men meget elegante, som en ballet danser i slow motion.
"Dit må i hvertfald være smukkere end skovens skønhed og havets muligheder. Jeg ville ønske jeg kunne kalde dig alle smukke ting i vores verden på en gang." Yoichi anså sig selv, som lidt af en flirter, så han kunne lige så godt presse den lidt. De fleste piger ville nok blive meget glade for, at den smukke Yoichi snakkede sådan til dem. Det havde vist været en del pigers fantasi, når han stod og prøvede at gøre trigonimetri sjovt og spændende. Der var i hvertfald et par stykker, der havde kigget meget intensivt på ham og hans mund i nolge af timerne.
"Jeg håber en dag, at jeg får at vide om du er en af dem, der mener at jeg er en skønhed eller et udyr. Om mit navn dækker over en ulv eller et blidt lam." Hans øjne skinnede mystisk i halvmørket, og borede sig ind i hendes.

[Amaya Ha Yagi]

"Hvad betyder en piges mening, hvis hun ikke kender det rigtige svar?"
Amaya mærkede hans arm omkring sig og et billede af et bur, en indhegning, farede gennem hendes underbevidsthed, men hun skubbede den ikke væk. Han gjorde det tydeligt, at hun ikke skulle føle sig presset til noget, og hun skubbede billedet fra sig. *Han er dybere end det. Hvad skulle han dog med et vildt dyr i fangeskab?* Hun stod tæt nok på ham til at kunne fornemme den konstante rytmiske pulseren fra hans hjerte, og hun sænkede hånden fra hans ansigt og lagde den i stedet mod hans bryst, blidt, forsigtigt. Det gav et lille, statisk stød idet hendes fingerspidser rørte hans jakke.
Selv gennem de flere lag tøj kunne hun mærke blodet, livet, strømme igennem ham. Han var levende, ikke nogen drøm, ikke nogen hallusination, men levende med stort 'L' og bestemt ikke en lygtemand.
Hans øjne fotryllede hende på en foruroligende måde, og fornemmelsen af at drukne blev stærkere, uden at hun kunne spore årsagen. Hele hans fremtoning var så mystisk og forførende, at hun mærkede sig selv trykke sig tæt op mod hans krop. Hun holdt næsten krampagtigt fast i hans hånd for ikke at miste bevidstheden og overlade sig fuldstændig til hans magt... og hans skinnende øjne...

[Yoichi]

Yoichi kunne havde sparket sig selv, da Amaya fjernede hans arm. Måske var han alligevel gået for hurtigt frem. Han havde bare været så facineret af den smukke kvinde. Han havde haft lyst til at holde om hende, røre hende og måske også stjæle et kys. Forsigtigt lagde han begge hænder på hendes skulder i stedet. Det måtte være en smule bedre. Så havde hun i hvertfald bedere muligheder for at slippe væk, hvis det da var det hun ønskede.
"En smuk kvindes mening er altid værd at lytte til fremmede. Hun har nolge gange en indsigt så dyb som en engelsk skov sø." Blidt lod han en hånd glide bare en lille smule op på hendes hals. Han ville ikke presse det smukke væsen til noget, men det var bare så svært at holde sig tilbage, når månen fik hendes hår til at skinne sådan, og skjule hendes ansigt på den mystiske måde.
Umærkeligt bøjede han sig en smule ned over hende. Ikke truende, bare som et ønske om mere nærhed med hende. Det var stadigvæk muligt for hende, at afvise ham hvis hun ville, men han håbede at hans mørke forførende øjne ville hjælpe en smule på hans muligheder.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya smilede lidt nervøst, da han bukkede sig ned mod hende, og hun kunne mærke en svag sitren, hvor han rørte hendes hals. Hvorfor var han så svær at blive klog på? Han udstråling alene havde været ved at slå benene væk under hende, da hun først så ham, og hans stemme var blødere end en killing og sødere end honning.
"Du er fra egens land?" Hun havde fundet hans metafor en smule for dybsindig og regnede med, at det var en frase han havde brugt mange gange - og altså kom han højst sandsynligt virkelig fra England. Amaya havde et udfordrende glimt i øjet. Hun var spændt på, hvordan han ville reagere.
Ligegyldigt hvad hans svar var, ville hun kunne regne ud, om hun havde ret, for det var næsten udelukkende englændere, som kendte til referencen 'egens land'. Men det var ikke udelukkende for at drille ham, for hun havde ikke tænkt over det, før hun havde sagt det højt. Nu ville han så enten se undrende på hende - hvilket ville bevise, at han ikke var engelsk - eller svare 'ja'.
Det var ikke fordi det betød ret meget, hvilken nationalitet han var, men der havde været noget uendeligt kærligt over den måde, han havde udtalt netop de ord på, og det havde gjort hende nysgerrig for at finde ud af, hvad det var, der betød så meget for ham. *Mon nogen pige kunne betyde så meget for ham..?*

[Yoichi]

Amaya kendte tydeligvis det elskede kælenavn til hans hjemland. En varm følelse af tryghed vældede op i ham. Det var godt nok længe siden han rigtigt havde tænkt på England, sådan rigtigt. Ikke bare en hurtig tanke til hans hjem, men virklig alle de ting han havde oplevet og de mennesker der beboede den smukke ø.
"Det var mit hjem i mange år. Jeg elskede at være der, se de smukke grønne vidder. En sjælden gang det smukke dybblå hav..." Hans blik var blevet en smule drømmende og fjernt. Yoichis stemme blev blid, og det var tydeligt at han var tæt på forelsket i det land. Japans unikke natur var da ganske vist smuk, men intet imod det land han kom fra. Befolkningen var også helt anderledes. Den engelske havde generalt mere tiltro til ham i hans kelpie form, hvilket man ikke kunne sige om japanerne, men det var måske fordi de ikke var vant til så store heste?
Han rystede blidt tankerne af sig, og lod begge sine store hænder, blidt glide op på Amayas hals og op til hendes kæber. Lysten til at kysse hende byggede sig mere og mere op i ham. Hendes læber så uimodståelige ud i nattens mystik. "Må jeg gerne komme helt tæt på smukke fremmede?" Han smilede blidt til hende. Ikke truende men bare et tilbud. Det behøvede ikke at føre videre end bare et kys, men han ville gerne gå så langt han kunne. Og det ikke at kende hendes navn, sikrede hende jo for et videre forhold til ham.

[Amaya Ha Yagi]

Det drømmende udtryk, som gled over hans smukke ansigt, fik Amayas hjerte til at banke hurtigere, og den varme, der strømmede ud af hans øjne, var næsten fysisk. At han også havde sådan en utrolig sentimental side, gjorde ham bare endnu mere tiltrækkende, og hun kunne ikke lade være med at smile, da hun bemærkede, hvor fjernt hans blik var blevet. Det var sjældent, at nogen åbnede op på den måde og viste deres følelser så åbenlyst, og hun anså det for en enorm tillidserklæring, som hun hellere end gerne ville kunne leve op til.
Det kom som et chock, da han pludselig vendte tilbage til virkeligheden og hans øjne blev nærværende igen, men hans hænder var så blide og varme, at hun end ikke overvejede at reagere på forskrækkelsen. Hendes hånd hvilede stadig på Yoichis bryst, men i forhold til hendes eget hjerte, syntes hans ikke at være lige så påvirket af situationen.

"Længslen spejler sig i dine øjne, Yoichi-san. Er dette værd at forlade et paradis for?" Hun sendte ham et forsigtigt, lokkende blik, men hendes spørgsmål var lige så meget myntet på Yokai Academy og Japan, som på selve den intime situation, de nu befandt sig i. Hans ansigt var så smukt i halvmørket, at hun ville være brast i gråd, hvis hendes museblod ikke havde været domineret af den lidenskabelige satyrns. Hans hænder mod hendes hud gjorde det næsten umuligt at tænke klart, og hun havde forelsket sig fuldstændig i hans mørke, dybe øjne.
Som svar på hans spørgsmål løftede hun hovedet en anelse og strejfede hans læbers silkebløde overflade flygtigt. Ikke et kys, men en tøvende berøring, som næsten hensatte hende i ekstase. Nu håbede hun bare, at det var svar nok, og at hun havde tolket hans signaler rigtigt, for hun var bange for, at hun var ved at miste kontrollen over sig selv.

[Yoichi]

Yoichi havde slet ikke forventet sådan en reaktion på hans spørgsmål. De fleste piger kunne kun lige fremstamme et 'j-ja sensei', når han spurgte om han måtte gøre det komplet umoralske og uetiske. Men Amaya havde selv vist, hvordan hun ville have han skulle fortsætte. Endelig en simpel flirt! en pige der viste hvad hun skulle ha, og ikke bare gemte sig bag et par røde kinder, og en irreterende høj lille pige stemme.
Han nussede den tynde hud bag hendes øre en smule, inden han bøjede sig helt ned over hende, og lod deres bløde læber røre hinanden i længere tid.
Amayas bløde læber var helt fantastiske. Han havde forstillet sig at de var bløde, men han kunne nærmest smage hendes passion og lykke igennem kysset. Han mærkede en kildren i maven, da han viste at det var et vildt dyr han stod og kyssede lige nu. Han var ikke sikker på hvad hun ville gøre. Det kunne være hun var sådan en alfa hun, der ikke ville have manden tog det første skridt, og den ville så stå på fysisk afstraffelse. Det havde han prøvet en gang før, men kysset efterfølgende var det nok et af de bedste kys han nogen sinde havde haft.
Yoichi kunne næsten ikke vente med at mærke hvad hun ville gøre. Ville hun kysse tilbage, eller ville han bleve skubbet hårdt væk?

[Amaya Ha Yagi]

En voldsom, berusende følelse skyllede ind over hende, da hun mærkede Yoichis bløde læber røre hendes egne, og hun rakte instinktivt op og viklede fingerene ind i hans natsorte hår, for at være sikker på, at han ikke fandt på at trække sig væk fra hende igen. Amayas hjerte slog så hårdt mod hendes ribben, at hun var sikker på, at han måtte kunne høre det, men lige nu betød det ikke noget.
Hun gengældte hans kys blidt men meget lidenskabeligt, og den behagelige kildren bag hendes øre fik hende til at le forsigtigt, da hun afbrød kysset og så op på ham med store, skinnende øjne. Hendes hænder var stadig viklet ind i hans hår, men hvis han ville, kunne han sikkert godt kunne tvinge dem væk.
"Du svarede mig aldrig på mit spørgsmål, Yoichi-san." hviskede hun drømmende og rystede lidt på hovedet for at få en irriterende krølle væk fra sit synsfelt, hvilket dog ikke rigtig virkede. Hendes indre var et hav af blandede følelser. Kærligheden til dette fremmede væsen lå side om side med frygten, som uvilkårligt var til stede i hendes bevidsthed, frygen for at være så tæt på en anden person, men også en ubeskrivelig og dyrisk passion boblede sammen med hendes forlegenhed over at få lov til at kysse ham.
Hvor var han bare smuk! I halvmørket lignede han en djævelsk skabning og en gud på samme tid, og hun kom til at tænke på hans ord om måske at være en ulv i fåreklæder. *Men det betyder ingenting! Du er både et lam og en ulv, og det er det, der gør dig til dén, du er~* en vidunderlig tanke.

[Yoichi]

Yoichi blev lettet over, at hendes hænder var flettet ind i hans hår, det betød at hun ikke ville give slip, i hvertfald ikke af egen fri vilje. Hendes blide passion lå også tungt i kysset. Det var morsomt at mærke et vilddyrs passion og en ung piges generthed. Han kunne have flygtet ind i deres kys, hvis ikke Amaya havde brudt det. Med store blide hænder, nussede han hende stadigvæk bag ørene.
Hun så overjordisk ud i månes belge stråler. Forsigtigt fjernede han den krølle, der åbentbart irreterede hende. Hendes hår var virkelig blødt, og han aede det forsigtigt et par gange. Ligesom hans mors... Han havde lyst til at falde på knæ foran hende, og kramme sig ind til hende, fortabe sig i sine minder, blot for et øjeblik...
Men hendes spørgsmål måtte besvares. Man lod ikke en dame vente bare fordi man havde en trang til at genoplive minder.
"Mit paradis findes når jeg kysser en smuk kvindes læber smukke fremmede..." Han smilede blidt til hende, og blev ved med at ae hende over håret.

[Amaya Ha Yagi]

Yoichis hænder kildede hende, men det var en fantastisk fornemmelse, som om der sad en lille fugl gemt i hendes hår, som baskede med vingerne og strøj hende hen over halsen. Hun havde selv fingrene begravet i hans hår, og var glad for, at han ikke havde trukket sig væk.
Hun lo lidt af hans svar, ikke for at være uforskammet, men simpelthen fordi det var så forudsigeligt, at det var helt morsomt. Hendes øjne glimtede sødt til Yoichi, mens hun lo, og hun håbede virkelig ikke, at han ville tage det ilde op. "Altid fremmede læber, forstår jeg." Han var en player, ingen tvivl om det, men alligevel havde hun intet imod at lade ham ae hendes hår eller lade ham kysse sig igen, hvis han ville finde sit paradis.
Melpomene, hendes mor, ville ikke have brudt sig om det, slet, slet ikke, men hun forstod heller ikke glæden ved den slags små ting. Glæden ved at røre en smuk fremmed i det blege måneskær. Glæden ved livet. Hun ville aldrig kunne forstå, for det er svært for dem, som lever evigt, at forstå glæden. Hendes far havde kortvarigt fået hende til at forstå, men Amaya, der havde arvet hans satyrblod, forstod fuldstændigt.
Hun lænede sig frem, lod sine hænder glide ud af hans hår, og lagde hovdet til rette ved hans skulder, mens hun omfavnede ham. Hans duft omkransede hende og hun havde opgivet latteren til fordel for et sagligt smil. *Tilgiv mig, Yoichi-san, men jeg kan bare ikke lade dig gå endnu. Bliv hos mig.* Amaya lukkede øjnene og hengav sig til den varme, der strømmede ud af det væsen, hun stod og omfavnede. Hvis han skubbede hende fra sig nu, ville det knuse hendes hjerte.

[Yoichi]

Yoichi blev ved med at ae hende mens hun snakkede. Det passede ganske godt på ham, 'altid fremmede læber'. Der var bare noget ved at kysse en ny person, hvis man før var blevet vant til en ting. Det gjorde ikke noget af kysse den samme i lang tid, man han skulle bare have en, der kunne forstå at han ikke ville kunne holde ud, at han kun måtte kysse med en. Det var spændingen ved flirten, og de anderledes kys der holdt ham kørende. Hvis han så havde en mage der hjemme, ville han stadigvæk komme hjem og opfylde alle sine ægteskabelige pligter, så godt som altid. Bare han måtte have en flirt i ny og næ...
Han så kærligt ned på Amaya, og smilede undskyldende. Det var ikke meningen at han skulle blive tabt sådan i sine tanker.
Han skulle til at sige noget til hende, da hun krammede sig ind til ham. Han smilede kærligt, og lagde forsigtigt en arm omkring hende, og en hånd på hendes baghoved. Meget blidt, så hun altid kunne rive sig løs. Sidste gang var hun jo ikke vild med, at han holdt om hende, men han havde ikke fået at vide om han måtte røre hende eller ej, så man kunne lige så godt prøve lykken.
"Det her er virkelig rart smukke fremmede. Et natteligt paradis her i den mørke skov, under en måne af sølv..." Han smilede drømmende frem for sig, og følte sig faktisk underligt tryg og glad sammen med den unge pige.

[Amaya Ha Yagi]

Denne gang gjorde Amaya ikke noget ved hans arm. Hun var langt væk i sine egen lille drømmeverden, og sansede ikke andet end duften af varm hest og lyden af hans hjerteslag. Da han talte, blandede hans ord sig ligesom ind i hendes egne tanker og gav hende en underlig form for dejavu - som om hun havde hørt noget lignende engang, men det var blot en illusion skabt af månens skær og skovens atmosfære.
"..en måne af sølv~" gentog hun drømmende og smilede. Det var en smuk metafor. "..godt jeg ikke angreb dig..." mumlede hun næsten lydløst. Amaya sukkede henført og trykkede sig ind mod ham. Hvordan kunne noget dog være så virkeligt og så uvirkeligt på samme tid? Yoichi var meget virkelig - ingen tvivl om det - men hele situationen var så uvandt for hende, at det syntes fuldstændig tåbeligt, at hun skulle have det så godt med det, som hun havde. "..under en måne af sølv..." mumlede hun igen, hendes stemme var meget fjern.
"..jeg er træt..." Yoichis arm lå så beroligende omkring hende, at hun rent faktisk fysisk mærkede trætheden snige sig ind på hende. "..træt..." hendes greb var blevet en smule løsere og hendes hoved ville være gledet ned på hans bryst, hvis ikke Yoichi havde støttet det med den ene hånd bagom hendes nakke. Hun var ikke sikker på hvor længe hun ville kunne holde sig oprejst, for mentalt var hun allerede godt på vej til drømmeland.
Hendes ben kolapsede under hende.

[Yoichi]

Yoichi så på den unge pige mens hun snakkede. Hun talte lavt, nok henvendt til sig selv, så han hørte ikke så godt efter. Han holdt en smulde hårdere om hende, og nød at mærke deres to korppe så tæt på hinanden. Han kunne næsten mærke det andet mærke, og lugte den vilde side af Amayas personlighed. Det var så dejligt at mærke et andet menneske eller i det her tilfælde monster, så tæt på.
Hun begynde at snævle lidt, lød det som om. Hun blev også en smule tungere, et sikkert tegn på at hun var ved at blive træt. Var det virkelig så kedeligt at stå her og snakke med ham? Han blev en smule flov. Måske havde han ikke snakket nok med hende, eller kysset hende passioneret nok?
Yoichi holdt bedre fast i Amaya for at undgå at hun faldt, det var tydeligt at hun var meget udmattet, og han kunne ikke bare lade den smukke mø falde ned på jorden.
Og ganske rigtigt, lidt efter knækkede hendes ben sammen under hende, og hun var faldet i dyb søvn.
Forsigtigt løftede han hende op, og satte sig op af monstre træet. Han viste ikke hvor hin boede, og den unge pige ville sikkert ikke bryde sig om, at han bare tog hende med hjem til sig selv. På dne anden side kunne han ikke bare forlade hende, og derfor besluttede han sig for, at vente til hun vågenede op igen. Han kunne sagtens holde varmen, og Amaya var også meget varm at holde ind til sig.
Det tegnede til at blive endnu en søvnløs nat, men så igen, hvad skulle han med søvn når stjerne var så smukke, og han havde en varm kvinde krop til at varme sig på? Han smilede en smule og lænede sig tungt op af træet, med Amaya tæt knuget ind til sig.