|
|
Post by Iru-Jon Yasashii on Apr 19, 2009 19:41:01 GMT 1
Det var tidligt morgen, men Iru havde ikke kunnet sove, så han havde bestemt sig for at gå en lille morgentur på stranden. Han havde ladet skoende stå derhjemme, for han kunne lide fornemmelsen af sandet under sine fødder. Der var noget dejligt beroligende over en morgen på stranden. Fuglenes kvidren og havets brus gjorde for et meget idyllisk morgenbilled. Den lette, forårsbrise var bare prikken over i'et - det, der gjorde morgenen og stranden den perfekt tid og det perfekte sted at få samlet nogle af de mange tanker, der altid fór rundt i hovedet på ham. Det var sommertider helt uudholdeligt, men som regel var det til at holde ud. Lige for tiden var der dog for mange til, at han kunne finde hoved og hale i dem hele tiden.
Han løftede blikket, da solens ståler nåede lagt nok op på himlen til at farve den med flotte røde, gule og lillae farver. Han smilede lidt for sig selv, mens han stoppede op for at nyde morgensolen. "Tueor Licis," mumlede han, mens hans blik så betaget på den flotte solopgang.
|
|
|
|
Post by Artemis Kailera on Apr 19, 2009 20:07:45 GMT 1
Artemis kom langsomt gående hen af stranden. Over den ene skulder bar hun sin guitar. Hun så en skikkelse stå lidt længere fremme, men hun tog sig ikke synderligt af det. Hun gik roligt forbi personen uden af rigtig at lægge mærke til ham. Hun gik endnu 10 meter og satte sig ned og begyndte at spille en stille melodi. Hun spillede kun meget kortvarigt inden hun lagde sig ned i sandet og kiggede på morgenhimlen. Hendes øjne spejdede hen over de få skyer imens hendes hænder holdt på guitaren der nu lå på hendes skød. Det var en akustisk guitar, og den var ikke ligefrem specielt god, hun brugte den heller ikke så tit, medmindre hun fik lyst til at spille et andet sted end på sit værelse, eller hvis hun havde planer om at slå en eller anden med den. Det var dog for det meste første mulighed, men mulighed 2 skete også af og til.
|
|
|
|
Post by Iru-Jon Yasashii on Apr 19, 2009 20:40:23 GMT 1
Iru bemærkede pigen, der kom gående hen ad stranden. Han fulgte hende med øjnene, ville ikke sige noget for at ødelægge morgenens stilhed. Han genkendte hende hurtigt som Artemis, den lille Changeling, og smilede lidt ved tanken om deres sidste møde - og første for den sags skyld. Det var nær endt galt, og der var begyndt at gå rygter, men dem tog han sig ikke af. Hvis det blev så meget, at rektor indkaldte ham, ville han forklare, hvad der var sket; han håbede lidt, at Artemis ville bakke ham op, for der var jo ikke sket noget mellem der.
Han begyndte roligt at gå over mod hende, mens hun spillede. Det var den eneste lyd, der brød morgnens naturlige lyde, men det gjorde ikke så meget. Da hun havde lagt sig, var han lige akkurat kommet over til hende. Han satte sig ned ved siden af hende, og så ud på solopgangen. Han ville stadig ikke sige noget, der ville spolere idyllen, men samtidig var han heller ikke sikker på, at stilheden ikke ville blive underlig, hvis de blev ved med at tie. Der var dog noget magisk over morgnen, og han havde virkeligt ikke lyst til at ødelægge det, for det var ikke hver morgen, der var sådan en magi.
|
|
|
|
Post by Artemis Kailera on Apr 19, 2009 21:26:51 GMT 1
Artemis satte sig langsomt op imens hun lagde guitaren fra sig. Hun kiggede op på manden ved siden af hende og opdagede at det var Iru-sensei der sad ved siden af hende. Hun overvejede kort om hun ville få problemer af at være oppe på den tid af dagen, men hun tænkte at han nok ikke ville sige noget til det. Ikke Iru-sensei! Artemis lænte sig ganske forsigtigt op af Iru. Hun håbede på at han ville lægge en arm om hende, selvom det nok ikke ville ske da det ville bringe noget af et rygte op hvis det blev set. Han kunne jo blive fyret hvis der var et rygte om at han havde noget kørrende med en af eleverne! Artemis ville ikke have at han blev fyrret. Han var trods alt en rigtig venlig lærer. Hun ville helst ikke være skyld i komplikationer i hans liv. Det var nok første gang hun havde tænkt sådan om en anden person. Tankerne begyndte så småt at flyve rundt i hendes hovede. Hun kunne ikke lade være med at tænke på hvad der ville ske hvis de blev set. Og hvad hun ville blive spurgt om bagefter. Han så ud til at være midt i 20'erne, så der var nok 7-9 år imellem dem. Hun ville helst ikke have at der blev spredt rygter om at de havde noget kørrende!
|
|
|
|
Post by Iru-Jon Yasashii on Apr 19, 2009 21:40:33 GMT 1
Det kom fuldstændig bag på Iru, at Artemis pludseligt lænede sig op ad ham. Han stivnede og anede ikke, hvad han skal skulle gøre. Han kunne ikke så godt bare springe op, selvom det var det, han havde allermest lyst til, for så ville hun jo nok bare falde ned i sandet, og det ville han ikke rigtigt have. Han forstod ikke rigtigt, om hun lagde noget i, at hun lænede sig op ad ham, men han var fuldstændig klar over, at der ville blive lagt noget i det, hvis nogen så dem sidde sådan. Han så i vildrede, men flyttede sig ikke. Hvad kunne han gøre? Det var jo ikke som om, der var noget mellem dem - overhovedet! Det var længe siden, han havde været så forvirret over en anden person.
*Fald nu ned,* beordrede han sig selv, *det her er Artemis, det er sikkert ikke underligt for hende at gøre sådan ved en anden,* han havde fra starten lært, at Artemis var impulsiv og gjorde de ting, der faldt hende ind - måske var det her bare en af de gange. Den tanke fik ham til at falde lidt til ro. Det var sikkert noget, hun ofte gjorde, og det var bare ham, der overreagerede, fordi han ikke var vant til det. Han tog en dyb indånden og blev siddende uden at sige noget eller flytte på sig. Det var på en eller anden måde rart at have hende liggende op ad sig.
|
|
|
|
Post by Artemis Kailera on Apr 19, 2009 22:50:16 GMT 1
Artemis kunne mærke at Iru var en lille smule nervøs ved situationen. Artemis satte sig lidt op og prøvede på at få Iru's hånd rundt om hende. Hun lagde alle sine kræfter i, og et eller andet sted var det en anelse ynkeligt. Hun fik dog armen rundt om sig, og lagde sig ind imod Iru-senseis brystkasse. Hun kunne knap ane hans vejrtrækning og hans hjerteslag. Hun prøvede at lægge mærke til hvor meget han stivnede, fordi det var hun sikker på at han gjorde. Det ville virkelig se forkert ud hvis nogen så dem sidde sådan, men Artemis var sådan set lidt ligeglad lige nu. Hun havde det bare dejligt og det var lige sådan det skulle være. Hun prøvede diskret at undersøge hvilken slags bluse han havde på, dette var dog af ren nysgerrighed.
|
|
|
|
Post by Iru-Jon Yasashii on Apr 19, 2009 22:58:56 GMT 1
Iru blev endnu mere overrasket, da Artemis tog hans arm om hende og lagde sig ind til ham. Det virkede virkeligt underligt det her, men han sørgede for at holde følelserne under kontrol. Han anede ikke, hvad noget af det her skulle betyde, men han sagde over og over til sig selv, at det bare var sådan, Artemis var, og det hjalp lidt på det. Han stivnede ikke mere, for nu havde han overbevidst sig selv om, at det var derfor. Han slog tanken om, at nogen ville se dem, væk, for det var jo tidligt morgen - der var ingen oppe på dette tidspunkt. Efter en lang tavshed, tvang han sig selv til at spørge:
"Hvad laver du overhovedet her så tidligt om morgnen?" hvis han nu holdt sin hjerne beskæftiget med sådan nogle spørgsmål, der ikke var dybere, end de behøvede at være, ville han sikkert fuldstændig kunne undgå at tænke på, hvordan det måtte se ud, hvis man så det udefra.
|
|
|
|
Post by Artemis Kailera on Apr 19, 2009 23:11:00 GMT 1
Artemis lukkede stille øjnene. Det lød underligt da han begyndte at snakke. "Jeg spiller da guitar" Svarede hun bare roligt og smilte lidt for sig selv. Det var jo forsåvidt også det hun havde startet med at gøre. Men så var hun ligesom faldet lidt om. Hun smilte sødt i en eller anden misvisende tanke om at han rent faktisk godt kunne se hendes ansigt, hvilket han ikke kunne under nogen omstændighedder. Hun smilte dog alligevel. Hun tænkte lidt over det og kom frem til at hun faktisk godt ville kunne sove der, hvis det skulle være. Hun smilte lidt ved tanken, men hun havde ikke tænkt sig at falde i søvn. Ikke tale om. Det var godtnok Iru-sensei, men alligevel. Hun tænkte over det, det måtte virkelig virke som om hun lagde an på ham, hvilket hun jo overhovedet ikke gjorde. At hun lå op af ham, var bare et tegn på at han var okay som en af hendes venner, ikke en hun nogensinde ville gøre noget med. Det var bare ligesom noget hun gjorde. Hun lagde ikke noget i det, og hun håbede ikke på at han troede at hun lagde noget i det!
|
|
|
|
Post by Iru-Jon Yasashii on Apr 19, 2009 23:22:37 GMT 1
Iru smilede for sig selv. "Ja, det kunne jeg høre," sagde han stille, og strøg hende kort over håret. Det var underligt, hvordan piger havde det med at kunne lide ham - på den ene eller den anden måde. De fleste piger i hans fortid havde ikke så meget kunnet lide ham som ven, men var mere tiltrukket af ham, hvorimod de piger, han mødte her virkede til at kunne lide ham som en ven. Det håbede han i hvert fald, for han ville nødigt såre nogen af dem. Han tænkte på Nene og smilede; både hun og Artemis havde åbenbart taget godt til ham. De mindede ham begge om både Hana og Jiyuu. Et lille stik ramte hans hjerte ved tanken om dem. Hans søster, der ikke længere var i verden, og Jiyuu, der havde forført ham. Han ville aldrig tilgive sig selv for det sidste, og han ville aldrig komme sig over tabet af nogen af dem. De, og Jiyuus forældre, havde været hans eneste sande familie.
Han lagde ikke mærke til, at han var begyndt at bide sig selv i læben, som han altid gjorde, når han begyndte at falde hen i sine egne tanker. Han var ikke længere på stranden mentalt. Lige nu sad han i en helt anden verden og mindedes, hvad der føltes som en helt anden livstid, og han var ikke engang selv klar over det.
|
|
|
|
Post by Artemis Kailera on Apr 19, 2009 23:45:03 GMT 1
Artemis drejede hovedet op og kiggede på Iru. Han virkede meget langt væk. Diskret satte hun en albue i siden på ham. "Hvorfor spurgte du så?" sagde hun med sit let drillende tonefald. Artemis kunne ikke lade være med at syntes hun var en lille smule selvisk fordi hun ikke rigtig ville have at han drømte sig væk lige nu, fordi det så ret meget ud som om det var det han var igang med. Artemis smilte stille til ham. Hans læber fangede hendes blik. Hun tog sig selv i at forestille sig en situation hun rent faktisk helst ikke ville have ført ud i livet, men hun kunne ikke lade være med at forestille sig det. Hun slog sig selv mentalt og lagde sit hovedet ned igen.
|
|
|
|
Post by Iru-Jon Yasashii on Apr 19, 2009 23:53:18 GMT 1
Iru kom til sig selv og så ned på pigen. Et lidt stift smil, der ikke nåede øjnene gengældte hendes smil. Han tog en dyb indånding og rystede indvendigt på hovedet som for at få sig selv til at tænke på triste ting, der lå i hans fortid, og som han intet kunne gøre for at lave om. Efter han havde pustet ud, svarede han Artemis på hendes spørgsmål: "Det kunne jo være, der var en anden grund for det," det var sådan set rigtigt, for han havde jo umuligt kunnet vide, om det kun var på grund af guitarspilning, at hun var kommet ned til stranden så umenneskeligt tidligt.
Da hun så væk, rettede han også blikket fremad mod solen, der stadig steg på himlen. *Hvis jeg bare kunne glemme det hele igen,* citerede han den lille heks for sig selv. Hun havde formuleret det, alle tænkte fra tid til anden, og som han havde tænkt alt for mange gange. Hvis bare han kunne glemme det, lægge det bag sig, ville det hele blive meget nemmere. Samtidig havde han ikke lyst til at glemme, for det var trods alt en del af ham på en måde.
|
|
|
|
Post by Artemis Kailera on Apr 20, 2009 21:44:05 GMT 1
Artemis kiggede endnu en gang op på 'iru. Hun puffede til ham, som et signal til at han skulle kigge på hende. Hendes lille stemme groede sig en lille smule større idet hun roligt sagde "Jeg er her også af andre grunde. Ikke nogle jeg bryder mig om at fortælle om, fordi selvom man skal koncentrere sig om nuet og om fremtiden er det vigtigt at give sin fortid opmærksomhed en gang imellem!" Artemis tav et kort øjeblik og kiggede ned. En lille tåre løb fra hendes venstre øje og satte hurtigt af fra hendes næse. "Jeg kommer her for at spille en sang for dem jeg har mistet, men som stadig ligger dybt begravet i mit hovede. Når man lever mere end et liv, taber man for mere end et liv!" Artemis gled ud under Iru's arm og rejste sig op "Det er min forbandelse. Men samtidig kan jeg ikke se hvordan jeg skulle kunne leve uden den!" Artemis øjne blev blanke idet hendes ansigt og krop begyndte at skifte lynhurtigt imellem en masse personer. Et øjeblik var hun en dreng i smart tøj, og det andet øjeblik var hun en spinkel pige. Efter lidt tid forsvandt hendes skiften, og hendes krop gik tilbage til sin normal form. Hun vendte sig om og skulle til at løbe, men hun kunne ikke rigtig få sig selv til det. Hun blev nødt til at se Iru's reaktion.
|
|
|
|
Post by Iru-Jon Yasashii on Apr 21, 2009 14:03:59 GMT 1
Da Artemis puffede til ham, så han ned på hende. Han lyttede opmærksomt, mens hun talte, og kunne uden problemer forstå på hende, at det var svært at tænke på. Han kendte jo også lidt til det selv, selvom det langt fra var i ligeså stort omfang. Han forstod udemærket godt hendes smerte, for han havde selv oplevet den et par gange på forskellige måder. Idet hun reste sig, kom han også stille på benene, for han brød sig ikke om at skulle se op på nogen - eller for sags skyld ned på, hvilket gjorde, at han som regel altid rejste sig, hvis andre gjorde det, eller satte sig, når andre sad.
Det var tydeligt, at Artemis mest af alt havde lyst til at løbe sin vej, hvilket jo også var forståeligt nok. Han kunne virkeligt ikke klare, når andre havde det dårligt - især ikke, når det var piger. De mindede ham alle sammen om Hana. Uden at tænke over det, han gik bare over til hende og lagde forsigtigt armene om hende. "Alle har mistet nogen, de holder af," mumlede han, "og man skal ikke glemme dem, uanset hvor ondt det gør eller hvor gerne man ville, for de har jo alle været en del af ens liv," han tog sig ikke af hendes formskiftning, for han kunne det jo også selv - på en måde. Ikke helt så meget, men han kunne i hvert få det til at se ud som om, han var en anden.
|
|
|
|
Post by Artemis Kailera on Apr 21, 2009 15:49:48 GMT 1
Artemis smilte da der blev lagt arme rundt om hende. Det var underligt. Det var ikke gået ret godt for hende siden hun var kommet til skolen, men hun havde da holdt sit løfte om at prøve på ikke at støde nogen. Det var kun ham den underlige dreng hun havde forskrækket en lille smule. Men han var jo også en player, og havde selv lagt op til det! Eller ihvertfald lidt. Artemis kiggede roligt på Iru. Hun lagde armene om ham, så godt hun nu engang kunne. Artemis bed sig forsigtigt i læben. Der fløj personer rundt i hendes tanker. Hun havde navn og personlighed på dem alle sammen. Det var personer hun havde kendt, men aldrig glemt. Hun kunne huske alle de personer hun nogensinde havde mødt. Artemis holdt fast om Iru, men hun vidste at hvis han flyttede sig fra hende ville hun falde om. Hendes ben kunne ganske enkelt ikke bære hende. Ikke lige nu.
|
|
|
|
Post by Iru-Jon Yasashii on Apr 21, 2009 16:06:01 GMT 1
Iru smilede lidt for sig selv. Hun virkede som en glad, omend klodset, person, men i virkeligheden havde hun det ligeså svært som alle andre. Det kom ikke bag på ham, for hvis der var én ting, han vidste noget om, så var det, at ingenting nogensinde var, hvad det gav sig ud for - i hvert fald meget sjældent. Det måtte dog være meget svært at leve så mange liv; man måtte da blive forvirret over det! "Er det noget, du vil tale om?" spurgte han stille, uden at slippe hende. Det virkede lidt som om, hun ikke ville kunne stå ordentligt, hvis han gjorde. Han kunne ikke forklare, hvad det var, men det var bare noget, han kunne mærke på hende.
Det virkede ikke til, at hun stadig havde planer om at løbe sin vej, hvilket var godt. Det nyttede ikke noget at løbe. *Det er jo let nok at sige,* skældte han sig selv, *hvornår var sidste gang, du så dine problemer i øjnene? - Alt for længe,* han havde det selv med at løbe fra sine problemer eller fortiden, for de ville stadig være dér. Nogle gange virkede det bare nemmere at løbe lige i øjeblikket; det vidste han alt om. Derfor var han så opsat på at hjælpe andre, så de ikke blev nødt til at løbe. På en eller anden måde følte han, at det gjorde lidt op for de fejl, han selv havde begået i årenes løb.
|
|
