|
|
Post by Artemis Kailera on Apr 21, 2009 16:24:35 GMT 1
Artemis rystede kort på hovedet. Hun havde hverken lyst eller brug for at tale om tingene. Hun var ikke ked af det og hun fortrød ikke noget af det hun havde gjort før i tiden. Hun havde oplevet mange ting gennem de 17 år hun havde levet. Verdener var smuldret for øjnene af hende, men altid var de blevet bygget op igen. Hun havde set mere end en normal 17 årig pige havde. Hun havde samtidig også prøvet mere end de fleste. Hun vidste hvordan det var at være dreng og hvordan det var at være pige. Hun vidste hvordan det var at blive tråt på når man lå ned og hvordan det var at blive betragtet som en gudinde. Hun havde virkelig levet op til sit navn! Og det var hun lykkelig for at hun havde valgt at gøre!
|
|
|
|
Post by Iru-Jon Yasashii on Apr 21, 2009 16:34:25 GMT 1
Iru nikkede sin forståelse. Han forstod godt, hvis hun ikke havde behov for at tale om det, men han skulle alligevel spørge - ikke fordi, han var lære eller voksen, men fordi han følte, at han skulle. En af de uforklarlige ting i verden. "Kan jeg godt slippe, uden du falder?" spurgte han stille med et lille smil, der også kunne høres i hans stemme. Han ville ikke have, hun faldt, men samtidig vidste han, at de ikke kunne blive ved med at stå sådan her; især ikke, hvis nogen kom. Det var egentligt underligt, hvordan folk altid drog konklusioner, uden at vide, hvordan tingene egentligt var. Det var en af de sære ting ved intelligente væsner: de elskede at skabe drama, selv hvor der ikke var noget. Det var menneskelig natur. En anden sær ting ved den menneskelige natur er, at de altid søger andres accept. De er altid bange for, hvad andre tænker om dem, selvom det egentligt burde være ligemeget. Komplekse væsner, kompleks verden.
|
|
|
|
Post by Artemis Kailera on Apr 21, 2009 16:53:50 GMT 1
Artemis nikkede kort. Selv hvis hun faldt ville det være okay, men hendes hjerne fortalte hende at hun godt kunne stå selv. Hun kiggede op på Iru og stillede sig forsigtigt på tæer og kyssede ham kort på kinden. Så krammede hun ham hårdt, så hårdt som hun kunne, og slap ham, som et tegn på at hun godt kunne stå selv. Hun smilede stort til ham og aede ham forsigtigt på brystkassen. Det var virkelig ikke et godt syn hvis andre så dem nu. Iru kunne komme i problemer. Artemis havde allerede kysset med flere forskellige fra skolen, så det ville nok ikke overraske nogen at hun kyssede en lærer. Men det var jo ikke fordi hun lagde noget i det. Hun gjorde det ligesom bare. Hun kyssede ham på kinden som man kysser sin far godnat. Han var dog ikke helt gammel nok til at være hendes far, men en gammel storebror kunne han godt være. Og det var allermest det Artemis så ham som.
|
|
|
|
Post by Iru-Jon Yasashii on Apr 21, 2009 17:29:42 GMT 1
Iru nåede knap nok at fatte, at Artemis kyssede ham på kinden, for det kom helt bag på ham. Han slap hende i samme ud, hun slap ham, men det var en ren refleks. Han ville aldrig blive klog på den her pige, og det var måske det, der var så fascinerende ved hende. Han ville under ingen omstændigheder have noget kørende med hende - eller nogle elver for den sags skyld - men han kunne ikke lade være med at være fascineret af hendes person. Tanker og alt muligt tumlede rundt i ham nogle sekunder, mens hun strøg ham over brystet, men han genvandt fatningen, da han så det store smil på Artemis læber; hun havde helt sikkert ikke ment noget i den stil med det. Det var jo bare sådan, hun var!
Han gengældte hendes smil med et lille, skævt et, mens han rullede med øjnene indeni sig selv. Han ville aldrig forstå, hvorfor hun gjorde sådan nogle ting - måske kunne hun ikke engang selv forstå det - men han ville sikkert blive mere vant til det efterhånden. "Hvis du bliver ved på den måde, tror folk bare, der er noget mellem os," sagde han stadig smilende, mens han pjuskede hendes hår med sin ene hånd. Han sagde det mest som en konstatering, men også for lige at sikre sig, at hun var klar over, at han i hvert fald ikke ville have noget skulle ske mellem dem.
|
|
|
|
Post by Artemis Kailera on Apr 21, 2009 17:45:21 GMT 1
Artemis kiggede op på Iru og smilte lidt til ham. Utroligt nok blev hun stående på benene. Hendes slanke krop strakte sig ud og hun lagde forsigtigt hænderne om Iru's skuldre. Hendes ansigt nærmede sig hans og hun kiggede ham ind i øjnene med sine meget grønne øjne. Det så ud som om hun skulle til at erklære sin kærlighed til ham, eller noget i den stil, lige indtil hun begyndte at grine. Hen klappede Iru på armen. "Jeg ved det godt! Men hvis vi skal se på vores forhold, er det tætteste vi nogensinde kommer søskende" Artemis smilte drillende til Iru, men alligevel på en sådan måde at han godt vidste at hun bare havde gjort det for sjov. Hun kiggede kort efter sin guitar, så hun ikke kom til at træde på den! Igen...
|
|
|
|
Post by Iru-Jon Yasashii on Apr 21, 2009 17:53:57 GMT 1
Iru stivnede og anede ikke, hvad han skulle gøre - det her havde i hvert fald ikke regnet med. Det så virkeligt ud som om, hun havde planer om at gøre det. Da hun begyndte at grine, forstod han, at det havde været for sjov. Hvis han havde været impulsiv, som hun, havde han sikkert råbt op om, at sådan noget skulle man ikke gøre, men han holdt fatningen. Han sukkede og smilede opgivende, mens han lod en køre gennem det af hans hår, det var løst. Hun var uforbederlig. "Lad det venligst blive ved med at være sådan," gav han hende igen, da hun kom med sin kommentar, "jeg vil nødigt fyres på grund af det - og der går allerede for mange rygter," det sidste, det med rygterne, var noget, han mest sagde til sig selv, mens han tænkte på de ting, han havde overhørt elever snakke om, mens de troede, han ikke var der, så han sagde det ikke særligt højt.
|
|
|
|
Post by Artemis Kailera on Apr 21, 2009 18:02:03 GMT 1
Artemis smilede roligt til Iru. Han havde ret i det med at der gik for mange rygter. Hun havde opfanget et om at han havde nogen særdeles forkerte lyster, men hun vidste godt hvad det kom af. Indtil dato var det det eneste rygte hun havde hørt om ham. Og indirekte om hende også. Hun kunne på en eller anden måde godt lide at der gik rygter om hende, selvom det normalt ikke var noget de fleste kunne lide. Hun havde det med at søge rygter, men denne gang ville hun helst ikke have at der kom rygter frem, men hun ville helt afgjort beskytte Iru hvis han var i fare for at blive fyret. "Hvis du nogensinde får problemer, så skal du bare sige til! Vi to er de eneste der rigtig ved hvad der foregår imellem os!" Sagde hun, som grebet ud af luften. Hendes drillende smil kom igen på hendes ansigt og hun så bare Iru ind i øjnene.
|
|
|
|
Post by Iru-Jon Yasashii on Apr 21, 2009 18:12:48 GMT 1
Iru hævede et øjenbryn og så skeptisk på hende. "Ja, gid verden var så enkel, lille ven," sagde han let, idet et lidt drillende smil viste sig. Det var virkeligt underligt at være sammen med en, der kunne få ham til at slappe så meget af eller tø så meget op, at han ligefrem kunne finde på at drille hende. Det havde han ikke kunnet med nogen i mange år. *Du er ikke så god til det med at holde dit løfte, hva?* spurgte en lille stemme i hans indre, men han skubbede den hurtigt væk. Han havde ikke være så oprigtigt glad længe, som han havde været på det sidste - selv med alle rygterne og forskellige elevers problemer hængende over hovedet. Det var helt fantastisk befriende at være glad igen; han havde glemt, hvordan det føltes, men nu kunne han ikke forstå, hvorfor han nogensinde havde opgivet det. Eller jo, han kunne godt forstå sit unge jeg, men hvordan han havde kunnet holde det ud længe, var ham uforståeligt.
Han så op mod himlen og smilede for sig selv. Det ville måske ikke blive let at gå tilbage til at være glad, grine og smile, men med de elever på den her årgang skulle det nok gå alt sammen - sådan havde han det i hvert fald lige da. Han så tilbage på Artemis og smilede et af sine sjældne, virkeligt oprigtige smil, så hans tænder også kom til syne.
|
|
|
|
Post by Artemis Kailera on Apr 21, 2009 18:28:23 GMT 1
Artemis kiggede overrasket på Iru. Han smilte rent faktisk så det så ud som om han mente det. Hun havde virkelig ikke rigtig troet at det var muligt for ham. Iru var altid gemt bag en maske af intethed. Det var normalt kun mindre stykker der lyste igennem. Artemis kunne ikke lade være med at blive helt glad da hun så smilet, og hun smilte også selv. Hendes små hvide tænder kom også frem, dog kun så man lige kunne ane dem imellem læberne. Hun kom til at tænke over at han vistnok havde sagt et eller andet. Der gik et par sekunder inden hun kom i tanke om hvad det var han havde sagt. Han havde kaldt hende lille! Det var forsåvidt rigtigt nok, men hun brød sig ikke om at blive kaldt lille. "Hvem kalder du lille?" Spurgte hun med et drillende smil på læben imens hun kiggede de 30 cencimeter der var op til ham!
|
|
|
|
Post by Iru-Jon Yasashii on Apr 21, 2009 18:45:18 GMT 1
Iru lagde en hånd på hende hoved og uglede hendes hår, som en storebror ville gøre ved sin lillesøster. "Dig," svarede han let med et drillende glimt i øjet og et skævt smil. Han havde mange år af drillerier at indhændte, men måske ville det være muligt at indhændte, hvis han tilbragte nok tid sammen med denne sære pige. Han havde i hvert fald ikke kunnet pjatte med en på den her måde, siden Hana havde været ude for den tragiske ulykke. Det gjorde stadig ondt at tænke på hende, men på en eller anden måde hjalp det lidt på det, at Artemis kunne få ham til at have det som om, han var sammen med sin søster igen. Det var virkeligt rart!
Hvis så bare det kunne blive ved på den måde...
|
|
|
|
Post by Artemis Kailera on Apr 21, 2009 22:22:58 GMT 1
Artemis kiggede surt op på Iru. Hendes hår glattede sig ud lige idet hans hånd flyttede sig fra det. Hendes hår bestemte hun selv over, så det var altid perfekt. Eller, ikke altid, nogle gange fik hun jo lyst til at være lidt uperfekt. Det var trods alt svært altid at skulle se godt ud. Hun kiggede op på Iru og skulede lidt. Men så blev hendes øjne lige pludselig glade idet hun kiggede på Iru. Han var nu altså en dejlig person. Han var ihvertfald hyggelig. Artemis kunne ikke lade være med at tænke på ham som den storebror hun aldrig havde fået, eller ihvertfald ikke anede noget om. Hun kunne jo ikke selv gøre for at hun var blevet smidt ud af sit hjem som meget lille. Hun anede sådan set ikke hvor hun kom fra. Ud over at hun kom her fra. Hun følte at hun hørte til på skolen! Artemis smilte lidt af tanken. Hun kunne rent faktisk godt lide at høre til et sted. Og hun ville gerne høre til det sted som Iru hørte til!
|
|
|
|
Post by Iru-Jon Yasashii on Apr 22, 2009 13:15:58 GMT 1
Iru svarede Artemis' skulen med et skævt smil og et hævet øjenbryn. Han mente ikke, at hun havde ret til at være fornærmet, for det, hun havde gjort lige før med at læne sin ind på den måde, havde været mindst ligeså tarveligt - hvis hun drillede ham, ville han også hende. Hun blev jo også god igen lige bag efter, så der var ikke sket nogen skade så det ud til.
Med et blik på himlen, lagde han mærke til, at solen faktisk var ved at være godt oppe på den nu. Han så tilbage på pigen. "Skal du ikke i skole?" spurgte han med sit skæve smil og en smule drillende. Han var ret sikker på, at klokken var ved at være skoletid, og han var også ret sikker på, at hun nok ikke ville komme for sent. Selv skulle han først undervise senere på dagen, så han havde godt med tid. Han så afventende på hende med hovedet let på skrå.
|
|
|
|
Post by Artemis Kailera on Apr 22, 2009 14:38:55 GMT 1
Artemis kiggede op på solen og så ned på sit ur. Hun havde musik i første time, så det var lidt ligemeget for hende at møde op. Deres nuværende musiklærer ville have at hun skulle spille klasiske kedelige akord sange, som der ikke var nogen idé i at spille. Hun kunne jo alligevel spille dem fra bladet. Hun kiggede smilende på Iru "Jeg har musik nu, men de kan alligevel ikke lære mig noget! Hvad med dig?" Sagde hun og smilede drillende tilbage. Hun tænkte at hun lige ville kigge forbi sidst på timen og brokke sig lidt over lærernes elendighed. Hun kunne jo selvfølgelig også sige at hun havde været på sit værelse og spille, men det var ikke altid de tog det som en god nok undskyldning. Men så skulle man bare spille et par folkesange, og så var de gode igen.
|
|
|
|
Post by Iru-Jon Yasashii on Apr 22, 2009 15:53:23 GMT 1
Iru så på hende med undren. "Har du glemt, at du taler til en lære?" spurgte han mest for sjov, "hvad nu, hvis jeg sladrede?" han vidste godt, at hun var klar over, at han ikke kunne finde på at sladre, men han kunne alligevel ikke lade være med at nævne det. Det virkede næsten som om, Artemis havde glemt, han var en lære, hvilket både overraskede ham og var rart. Normalt plejede elever at opføre sig anderledes omkring ham, end når de var sammen med de andre elevere, for de havde altid i baghovedet, at han var en lære, og at man ikke kunne sige sige hvad som helst til en lære.
"Hvad angår mig selv, så har jeg ikke nogen at undervise i første time," han smilede til hende. Han kunne godt lide at undervise, men han elskede også at have tid til sig selv - hvilket han sådan set havde meget af. Han havde i mange år været en enspænder, så han var blevet vant til det. Det ville være helt underligt, hvis han pludselig blev helt vildt social. Han var ikke sikker på, han ville kunne overskue det. Underlig tanke.
|
|
|
|
Post by Artemis Kailera on Apr 22, 2009 16:43:04 GMT 1
Artemis så undrende op på Iru. Selvfølgelig ville han ikke sladre! Han var da klog nok til at kunne se at hun ikke gad komme til noget hun alligevel ikke fik noget ud af. Desuden ville det nok blive værst for ham hvis han valgte at sladre. "Du ville da aldrig sige noget dårligt om mig!" Sagde hun i et drillende tonefald inden hun tilføjede "Jeg er jo lækker!" Hun smilte virkelig drillende til ham og blinkede hurtigt til ham, udelukkende for at tirre ham. Det var rimelig tydeligt på Iru's smil at han ikke mente det helt seriøst. Artemis var heller svær at se på at hun ikke mente det seriøst! Hendes drillende smil var et ret tydeligt tegn på det. Artemis overvejede endnu en gang om hun skulle lægge armene om ham og for sjov flirte med ham, men hun tænkte at det nok var på tide hun kom tilbage til skolen. Hun havde jo Iru senere på dagen, så hun ville få ham at se allerede senere samme dag.
|
|
