kaffe tak.

[moriah]

Lyden af regn imod fliserne fyldte alt udendørs, idenfor ville man sagtens kunne hører den sagte lyd af regn imod taget og imod ruden, skole klokken havde ringet ud for mindre end en halv time siden, og de fleste elever havde faktisk allerede forladt skolen, men på sådan en regn vejrs dag fortrak de fleste ikke at bevæge sig udenfor, og de der gjorde havde selvfølgeligt søgt ly under de overdækkede bænke.
Der sad faktisk ganske mange personer på bænkene, og dem der ikke kunne side stod op, drikkeautomaterne blev også flittigt brugt, både af de mere kølige drikkevarer men også af de varmere, vejret idag var en anelse koldt.
Og en svag blædt fejede nogle blade hen over pladsen, imens en halv ødelagt fodboldt blev kastet imellem nogle af de lidt ældre, lidt mere mandelige elever.
En af siddepladserne længst ind imod væggen, og tydeligt længst væk fra mulige andre elever sad en sort håret pige med store briller og kiggede i et blad.
Hun havde en dåse med kaffe stående ved hendes ene fod, der steg en svag stribe af damp op, hendes blad var tydeligt et af de mere pigede af slagsen, et eller andet med mode og frisurer og sminke.
Hvilket var mærkeligt eftersom pigen ikke bar det mindste af den slags, hun bar ikke sminke, hendes hår lignede en høstak, og hun var i den helt normale skoleuniform.
hendes skoleuniform sad en anelse utjekket, den ene sok var faldet ned ved skoen, og hendes nederdel var krøllet, samt hendes jakke havde en plet på enden af det ene ærme, det lignede noget syltetøj af en slags, men det var vel også sandsyneligr eftersom der havde været en ris ret med kirsebær sovs til dessert i kantinen til forkost, og syltetøj og kirsebær sovs lignede jo også hinanden en del.
Der var også en smule kirsebær sovs, på hendes slips der hang pænt om hendes hals, hun havde heller ikke nogen øreringe i men hun havde vist hullerne til det, selvom det var rimeligt umuligt at se med det sorte børste agtige hår der hang omkring hendes hoved.
Ligenu sad hun med en lyserød pen i den ene hånd og satte ringe om forskellige stykker sminke hun måske kunne finde på at købe, når hun engang havde fået lidt penge sammen, hendes søster sendte hende engang imellem lidt penge, de andre i familien havde hun indtil vider eingen kontakt med, men søs måtte vel føle sig skyldig siden hun skrev ihvertfald en gang om måneden.
Mori kiggede op og satte brillerne på hendes næse på plads ved at skubbe dem længere op med siden af hendes hånd, det var egentligt et fint sted hun var havnet.
Der var ikke noget decideret dårligt omkring det, og indtil videre havde hun klaret sig fint uden kontakt med andre, og det havde hun tænkt sig at blive ved med.
Hun sukkede blidt og bøjede sig ned og samlede kaffen op og tog en lille slurk, lod den blive lidt i munden og synkede den med et tilfreds lille smil.
Før hun stilte dåsen ned igen, kaffe sådan noget havde hun aldrig rigtigt prøvet før hun kom op fra det forfærdelige vand, hun ville aldrig nogensinde tvinges til at lægge sig rundt om jorden igen, og hendes hale var blevet øm af alt de bideri, og fisk uh hun hadede fisk.

[Nekomiya Haruhi]

Haruhi bevægede sig forsigtigt frem mellem de overdækkede bænkearealer, i et forsøg på at undgå den øsende regn. Der var virkelig ikke noget værre end sådan et vejr og hendes uniform var allerede blevet en lille smule våd, da nogen uheldigvis havde skubbet til, som de passerede hende - det var ikke meget vand, der havde ramt stoffet, men alligevel nok til at få Haruhi til at gyse. "Det kommer da sørme også ned nu," mumlede hun og skævede ondt til regnen. Hvorfor var det lige, hun var kommet herud igen? Nå jo, hun ville have noget at drikke, selvfølgelig!
Haruhi stak langsomt den ene hånd ned i sin bukselomme: tom. Hun tømte den ud på vrangen i håbet om, at bare en smule penge ville falde ud, men forgæves. Hun prøvede dernæst de andre lommer i sin uniform, dog med samme resultat. "Nogen der kan låne?" spurgte hun højt og kiggede sig omkring.

[moriah]

Mori kiggede op da en eller anden person åbenbart spurgte om der var nogen som kunne låne personen, dem var der mange af og desværre havde de fleste en evne til aldrigt nogensinde at betale det igen som man lånte dem, sådan var det altid, man lånte lidt ud og så bed de hånden af en ved nærmeste lejlighed, det var i hvertfald sådan hendes far altid havde fortalt hende at folk var, og han havde nok ret.
Men så igen efter så mange år i havet blev man en anelse irriteret, og efter at være den onde, okay hun var ikke ligefrem en sød suppe baby, men hvem var egentligt det om hun måtte spørge, selvom det at bide hånden af nogen lød som en god middag for hendes anden version.
Men hun tænkte ikke over det nu, hun havde allerede fået frokost, plus det at spise sine klassekammerater var vel meget ilde set, hun havde godt nok meget at lærer endnu, sådan en lille første års elev som hende selv.
Hun kiggede op, og overvejede lidt at låne personen penge, da ingen andre lod til at træde til, personen der spurgte om penge lod til at være en mandelig elev, måske ældre end Mori hun kunne ikke rigtigt regne det ud, og selvom personen var mandelig så han enormt feminin ud, så det var svært at gætte, men man måtte vel gå efter uniformen, hvilket hun så gjorde.
Hun overvejede lidt at låne personen penge, og tog kaffen op og tog en tår til, før hun sukkede og stak en hånd ned i hendes lyserøde taske der hang på hendes ene skulder.
Hun fandt en sedel frem der vist burde være nok til en dåse et eller andet, og rejste sig op og gik over og rakte den til personen med en forholdsvis rolig mine.
" Her, du kan bare betale mig tilbage når vi ses på gangen en dag."
Hun havde ingen anelse om hvad personen hed eller noget, men sådan var det vel bare i den verden som nu omgav dem.

[Nekomiya Haruhi]

Haruhis øjne lyste op, da hun modtog pengene. Hun havde ærlig talt ikke forventet, at nogen ville låne hende penge, folk plejede altid at være så nærige. Hvilken venlighed! Derfor udbrød Haruhi et kort, "Øjeblik!" hvorefter hun skyndte sig over til en tilfældig drikkeautomat.

Haruhi lod blikket glide hen over udvalget. Sake, sake, sake... ingen sake. *Typisk,* tænkte Haruhi og begyndte ihærdigt at søge efter noget andet. Det ville ikke være pænt, sådan at returnere pengene lige med det samme, når nogen nu havde være så gavmild at låne dem ud til hende. Hun lukkede øjne og valgte noget tilfældigt: automaten spyttede en grøn tid ud. Glad og sådan nogenlunde tilfreds, tog Haruhi den grønne te op. Varmen spredte sig straks fra hendes hænder og til resten af kroppen. Herligt, herligt, herligt!

Hun vandrede glad tilbage til Mori. "Mange tak, jeg betaler hurtigst muligt," sagde hun med et stort smil og tilføjede, "Nekomiya Haruhi, 2. år - glad for at træffe dig."

[moriah]

Mori kiggede efter pigen da hun skyndte sig over til automaten, og blinkede lidt og stod bare og ventede, hun havde bare forsøgt at være høflig, var det ikke sådan man burde være i denne verden, men det overraskende lidt at pigen selv var blevet så glad over det, så mange penge var det jo ikke engang, men det lod vist til at Mori hun stadig havde en del at lærer.
Den fremmede dreng lod til at lede efter noget, men lod til ikke at finde det, det var også frustrerende når man virkeligt krævede et eller andet og det så ikke var i automaten eller ikke blev solgt i kantinen, sådan havde hun haft det i en periode, hun havde haft vildt lyst til lever, men af en eller anden grund lod det til at folk ikke kunne lide lever mere, så det havde hun opgivet, men dette sukker indholdige stas som kager og slik, kunne hun klart blive forfalden til, det smagte jo herligt, og kaffe var også noget som hun klart kunne væne sig til.
Det gav jo et ekstra boost når man var træt om morgenen, tilgengæld havde det så en vane med at gører hende endnu mere træt senere, men det var okay hun havde jo aldrig rigtigt noget hun skulle lave efter skole, andet end at læse, og læse og ja øve sig i at lægge makeup, som hun alligevel aldrig viste til nogen.
Drengen lavede den gode gamle hvor man lukkede øjnene og bare valgte, og endte heldigvis med noget der fik ham til at se tilfreds ud, tænk hvis han havde fået noget forfærdeligt, som tomat juice, Mori kunne bare ikke vende sig til at en grønsag blev drukket som juice, grønsager skulle spises ikke drikkes, altså andet end the som åbenbart var masser af grønsager, også kaldet krydderier.
Men hun lod være med at tænke mere på det, men det kunne være sjovt at finde ud af senere, det stod sikkert i en bog.
Hun stod pænt og ventede på at drengen kom igen med hendes modeblad under hendes ene arm, og et lidt nysgerrigt smil om læberne.

Da drengen så endeligt kom igen smilte hun selv venligt til ham og lagde en anelse nysgerrig hovedet på skrå, og nikkede bare så til det der med at betale hurtigst muligt, men sådan var det vel, da han så præsenterede sig selv, smilte Mori og valgte også at præsenterer hende selv.
" Smith Mori, 1. år, og jeg er da også meget glad for at træffe dig Nekomiya-sempai.
Og det med penge haster ikke, bare når du selv har penge nok, og ja tid nok."
Hun holdt en hånd op foran sig selv, for ligesom at demonstrer at det ikke rigtigt behøvede at være lige med det samme at den ældre dreng kom rendende med pengene.
Før hun så løftede kaffen til hendes egne læber og drak lidt mere, og sukkede tilfreds, kaffe var dog et vidunderligt påfund.

[Nekomiya Haruhi]

"Det bliver snart, " sagde hun forsikrende med en lidt undseelig håndbevægelse bag hovedet. Det var jo egentlig ikke fordi, hun ikke havde penge nok, hun havde bare været for distræt til at huske at medbringe nogen. Det var der dog ikke nogen grund til at hænge sig i nu.

"Men Mori-chan er det så, eh?" hun tog en tår af den grønne te og stod et øjeblik, som om hun smagte på navnet. Det virkede egentlig lidt komisk, at Haruhi blev nødt til at kigge op, for at få øjenkontakt med den yngre elev (der var trods alt 9 centimeters forskel), men sådan noget har Haruhi aldrig brudt sit hoved så meget i, "Er du faldet godt til her?"

[moriah]

Mori nikkede bare let med hovedet da hun sagde at det blev snart, ikke at hun troede på det den ældre dreng sagde, fordi ja sådan var det vel bare ikke, hun troede ikke rigtigt på folk, folk kunne lyve og det gjorde de ofte, de beddrog en og de skadede en, og sådan var livet bare man måtte bare vokse op og se sandheden i øjnene så hurtigt som muligt, det var det at hun som midgårds ormen havde måtte, da hun blev smidt ud i havet i håb om at hun druknede, bare ærgeligt for hende at havet havde passet hende helt fint, med hendes evne til at trække vejret under vand.
Da den anden person brugte hendes navn i forbindelse med chan, følte Mori sig en smule irriteret, fordi ja hun brød sig ikke om allerede at være på fornavn med en anden person, så hun ville meget stædigt blive ved med at bruge personens efternavn, sådan var hun bare af karakter, hun var en der holdt på formerne, hun var en der ikke ville være for venlig, men heller ikke fjendtlig, sådan var det bare.
" Egentligt er mit fulde navn Moriah, men jeg bruger bare Mori, det er så meget lettere at sige."
Forklarede hun i et behageligt tempo og toneleje, der var ingen grund til at virke det mindste fjendtlig endnu, da denne lille mandelige ældre elev, faktisk virkede som en ganske behagelig person at tilbringe lidt tid med, selvom Mori syntes at han var en lille smule for ja, venneagtig selvom de jo netop havde mødtes, men sådan var folk vel bare nu om dage, selvom det gik hende en anelse på, valgte hun dog ikke at sige noget, det ville sikkert bare tages som en fornærmelse.
" Og ja, det er en ganske god skole Nekomiya-sempai, folk virker ganske flinke og lærene kender deres fag, plus der er et ganske godt bibliotek."
Hun forklarede ikke mere end der var behov for, sådan var hun bare, og hun spurgte også sjældent ind til folk, men ja det ville hun måske blive nødt til for at holde samtalen kørende, selvom hun ingen anelse havde om hvad hun skulle sige.
Så hun tog en tår kaffe og prøvede at finde på noget at sige, lidt håbende at den anden person, i dette tilfælde Nekomiya-sempai ville lede samtalen.

[Nekomiya Haruhi]

"Ah ja, biblioteket har jeg nu aldrig været meget på," svarede hun med et let grin, "Hvis jeg skal ærlig, så synes jeg det er en smule svært at finde rundt derinde." Det var nu ikke helt sandt. Hun havde bare været for optaget af andre ting, til at sætte sig ind i hvordan biblioteket fungerede. "Men det er da godt, at du kan lide det, Mori-cha~" Haruhi stoppede sig selv midt i sætningen. Nu havde hun igen glemt sine manerer! *Jeg tænkte slet ikke på, om hun brød sig om at blive adresseret på den måde,* tænkte hun lettere forfærdet og skyndte at rette sig selv, "Hvad foretrækker du egentlig, at jeg kalder dig?"

[moriah]

Mori smilte til drengen, faktisk var biblioteket for hendes skyld den første ting hun havde tjekket ud, men så igen hun havde nok også en del at følge op på, med verdens krige og alt sådan noget der var gået for sig imens hun lå under vandet.
Indrømmet hun havde set at folk havde udviklet sig, skibene havde forandret sig, og havde fået hårdere skalde, nu om dage vidste hun at det var dåse mad det kaldtes, ihvertfald ubådene.
Men nu skulle hun lærer at kommunikerer med menneskene og ikke bare æde dem, men sådan var livet jo blevet, og heldigvis kunne hun jo altid udvikle sig til det, og det bedste var jo ved at snakke lidt med folk, og det var præcis hvad hun gjorde ligenu.
Hun overvejede at skulle svarer på alt det drengen sagde, indtil han endte midt i en sætning og lod til at tænke på noget, det virkede lidt mærkeligt, sådan at stoppe midt i det hele, indtil han forsatte på en helt anden måde.
Hun blinkede lidt da han pludseligt sådan ændrede attitude og den måde han sagde det på fik hende faktisk til at smile lidt, det er jo også sådan man burde opfører sig, så længe han spurgte hende først havde hun faktisk intet problem med at blive kaldt Mori-chan af ham, når han altså bare blev ved med at opfører sig flinkt for hende, og spørge hende om hun ville blive kaldt det, så hun tænkte sig lidt om, før hun bare gav ham et grin, der faktisk for en gangs skyld var ægte, det virkede også en smule mere varmt end hendes andre smil, normalt smilte hun kontrolleret ikke denne gang, men det var nok ogswå drengrens for nu eneste mulighed for et ægte smil.
" Du kan bare kalde mig Mori-chan hvis det er det du har lyst til Nekomiya-sempai."
Hun trak let på skuldrene, og rystede kaffen lidt rundt før hun drak resten og med et smil, smed hun dåsen ud i skraldespanden før hun kiggede på drengen.

[Nekomiya Haruhi]

"Phew, det var godt," Haruhi drog et lettelsen suk. Det ville have været fjollet, hvis sådan noget som uenigheder omkring formaliteter, skulle lægge linjen for deres bekendtskab.Nogle gange, bare nogle gange, burde hun måske tænke sig lidt bedre om - bare sådan en lille smule. Hun gengældte Moriahs gestus med et af sine egne venlige, afslappede smil, "Så vil jeg gøre det, Mori-chan."

Haruhi skulle til at tage endnu en tår af sin te, men stoppede, da en sky damp steg op fra dåsen. "Ahhh, så varm~," udbrød hun og holdt den varme dåse op mod kinden, i stedet for at drikke af den. Det var en meget behagelig følelse og tilfreds sagde hun, "Sådan nogle varme ting er virkelig noget af det bedste." *Men sake er selvfølgelig bedre,* tilføjede hun som notits til sig selv i tankerne.

[moriah]

Mori smilte lidt til drengen da han lod til at blive glad over at hun lod ham kalde hende ved det navn, hun tænkte sig lidt om og blinkede lidt før hun langsomt fik prøvet at kaldt ham Haruhi-kun, men hun kunne bare ikke, så hun lukkede munden, og besluttede sig for at fra nu af ville hun kalde ham for Nekomiya-kun, det var lidt mere venligt og stadig var der en hvis høflighed omkring det, så hun besluttede sig at for nu hvor de ikke kendte hinanden ville det gå, for den ældre dreng virkede faktisk som en person hun ville lærer at kende, og dem fandtes der faktisk ufatteligt få monstre som hun gerne ville.
Det var fordi de fleste var enormt uhøflige, hvilket den ældre dreng egentligt også var, men han var det på en ja flink måde, en måde som hun faktisk kunne accepterer, selvom hun sikkert med enhver anden ville være skredet, eller det ville hun ikke for det virkede normalt for ungdommen at være uhøflig.
Hun havde det egentligt også normalt svært med drenge, men ikke ham her lod det til, måske fordi han var så feminin og ja lille og nuttet, det fik hende til at føle sig mere ja accepteret omkring ham, selvom han sikkert ville gøre en endnu mere sød pige end hun selv gjorde, hun var jo ikke engang selv sikker på hvilket køn hun var.
For tiden var Mori jo en pige, men i hendes monster form, var hun ikke sikker, der fandtes ingen anden midgårds orm, så hvordan skulle hun kunne kende forskellen imellem hende og drengene, men for nu havde hun jo hendes menneske form, hvilket hun elskede at være i, det var så meget nemmere at komme i kontakt med folk, når man faktisk kunne snakke med dem, og ikke bare skulle hisse og hvæse, det var virkeligt irriterende.
Hun kiggede på ham da han sådan sagde at den slags varme ting var bedst, og at det føltes dejligt, det havde faktisk også været rart med den varme kop kaffe.
" Så koldt er vejret heller ikke idag, men du har ret Nekomiya-kun, det er en anelse køligt især nu hvor det regner, men jeg personligt elsker regn, vand i det hele taget finder jeg beroligende."
Det var jo også klart når hun havde boet hele sit liv i det, selvom hun hadede at skulle bo i det, så beroligede det hende.

[Nekomiya Haruhi]

"Beroligende? Sådan har jeg aldrig tænkt på det," sagde hun med et lille grin, "Jeg har altid bare fundet det helt utrolig vådt." Det var dog en spøjs person, hun var stødt på. Men så igen, folk var jo så forskellige, så det skulle der jo også være plads til.

Haruhi varmede sig en smule længere ved dåsen, før hun tog endnu en slurk af den grønne te og dermed fik tømt den for sit indhold. "Herligt, herligt~" nynnede hun med en glad, let spindende lyd, som hun smed dåsen ud i skraldespanden og atter smilede til Moriah.

[moriah]

Mori kiggede på den mandelige elev og smilte svagt, over at han aldrig havde tænkt på det som beroligende, hun kunne godt forstå ham når han sagde at det sådan bare var vådt, men det var vel også lidt sandt, men når man som barn faldt i søvn ved lyden af rengdråber imod havets overflade, og vand altid var ens ven, så var det bare sådan man endte med at blive beroliget, selv nu når hun havde mareridt om natten, spillede hun lyden af vand og regn på hendes ipod, og så sov hun som en lille ja orm.
Hun smilte lidt og holdt en hånd udenfor i regnene, for at mærke præcis hvor kraftig regnene var, men det lod ikke til at den var taget af, at den ville holde op snart var nok heller ikke en mulighed, hun vendte hovedet og kiggede på den mindre dreng og tænkte sig om, faktisk når hun så ppå det var hun ikke sikker på ham det var en dreng eller pige, fordi hun havde hørt om drenge i pige uniform og omvendt, det var vist normalt i mangaer så vidt hun huskede.
" Må jeg spørge om noget Nekomiya-sempai øhm -kun, er du en dreng eller en pige, jeg mener det er ikke for at snage eller, men det er bare du ser feminin ud og..."
Hun blev stille og så væk, det her var bare for pinligt, at skulle spørge en person om sådan noget, som sikkert alle andre tydeligt vidste.
Mori sukkede og gned irriteret hendes tindinger, hun rystede langsomt på hovedet og sukkede blidt, før hun kiggede på drengen og smilte undskyldene, hun pussede kort hendes briller og sagde hurtigt.
" Lad bare vær med at svarer, det var uhøfligt af mig at spørge så direkte og på den måde, jeg er virkeligt ked af det Nekomiya-sempai."
Hun sukkede og prøvede at undgå drengens blik imens hun gav ham et kort undskyldene buk, før hun stilt sig op igen og begyndte nærmest befippet at rode i hendes lyserøde taske, efter noget som hun ikke engang vidste hvad var.

[Nekomiya Haruhi]

"Ja, det er vel i grunden et godt spørgsmål," sagde hun og slog ud i en mild, klukkende latter. Hun fandt det helt fantastisk, at hun var i stand til at forvirre så mange mennesker med sin lille leg. Det var virkelig begyndt at blive et underholdende spil. Med et skælmsk smil og et glimt i øjnene, løftede hun sin højre pegefinger op til læberne og spurgte, "Hvad vil du selv gætte på, Mori-chan?" Hun ville ikke afsløre noget selv direkte - det ville jo ikke være sjovt.

[moriah]

Mori kiggede på drengen da han sådan sagde at hun selv skulle gætte det, før et lille smil gled over hendes læber, man skulle aldrig give midgårds ormen en udfodring, for hun var trods alt en jætte, hun kunne ikke klarer en udfodring uden at ville vinde den, så hun lo lidt for sig selv og smilte til den ældre person, med hovedet let på skrå.
" Okay Nekomiya-sempai, vil du ikke sige det må jeg finder ud af det selv, jeg skal nok finde ud af det rigtige til sidst, det kan du væde på."
Hun smilte og lod en hånd glide igennem hendes hår imens hun bare rystede lidt på hovedet af det, hun skulle skam nok kunne finde ud af det rigtige hun lo lidt og blinkede til personen før hun kiggede bagved, og besluttede sig at få noget mere at drikke, så hun gik over til automaten og ledte efter hvad hun ville have, bare ikke noget med grønsager i, de burde spises ikke drikkes.
Imens hun stod og ventede på at det blev hendes tur, tænkte hun over hvilket køn mon nekomiya-sempai var ud fra udsendet ville hun gætte en dreng men den dreng var blevet totalt sur havde han ikke, og ud fra personlighedne indtil videre, ville hun gætte en pige, men det kunne man jo ikke altid regne med, og så god var hun endnu ikke til at bedømme den menneskelige personligheds skala, livet som menneskene var godt nok sværer end hun sådan bare havde gået og forventet.
Hun sukkede og endte med at købe en vand med brus, før hun gik tilbage til nekomiya-sempai, hun åbnede den, stod lidt med den før hun rakte den imod Nekomiya-semapi.
" Hey hvis du har lyst til at drikke, så bare drik først, ved at folk her har meget med indirekte kys agtigt."
Hun trak på skuldrene og ventede med hovedet vendt væk, og let røde kinder, det var ikke normalt at hun sådan bare tilbød folk noget.