Et skridt til...

[Ounaga Masao]

Masao stod på kanten af klippen og kiggede ud over havet foran ham. Himlen over ham var kedelig, grå og overskyet som den altid var på akademiet, og få centimeter foran hans fødder forsvandt underlaget fuldstændig og gik nedad i en næsten lodret klippeskrænt, der fortsatte mange meter, før den mundede ud i en smal, smal sandstrand efterfulgt af hvad der næsten så ud til at være uendelige mængder vand.
Masao var gået derud for at få en smule tid for sig selv på et sted, hvor han ikke behøvede tænke på overholdelse af regler og opretholdelse af det image, der skulle fjerne mistænkelighed fra ham med hans sædvanlige forsøg på at indsmigre sig på enhver pige, han kom i nærheden af, og eventuelt få hende med på nogle natlige 'lege'. Desuden slap han også for altid at være på vagt over for drenge, der vel måtte udgøre omkring halvdelen af eleverne på stedet.
Han havde taget skoleuniformens jakke af, løsnet på slipset og knappet skjorten en smule op i halsen. Det lange, glatte hår var for en gangs skyld blevet befriet fra den sædvanlige hestehale, der skulle holde det på plads og flagrede nu i vinden, der blæste ud mod havet.
Masao flyttede blikket fra havet, op mod himlen, og derefter ned mod skrænten. Et lille skridt, og han ville falde... måske skulle han gøre det? Det var næsten som om, den kølige udadgående vind inviterede ham til at gøre det, og det var ved at være længe siden, han sidst havde mærket luft under vingerne.
Han smilte et roligt smil og grinte lidt idet han løftede hælen en anelse, gjorde klar til at tage skridtet imens han overvejede, om han skulle gøre det eller ej. Hvis nogen så ham lige nu, ville de da helt sikkert tro, at han havde selvmordstanker.

[moriah]

Mori kom langsomt gående langs skranten, hun gik lidt og fjollede rundt for at sige det på den måde, hun frygtede egentligt ikke rigtigt det at falde ned i vandet under hende, hun kunne trække vejret under vandet, og hun kunne jo altid forvandle sig til et monster på vejen ned, men det ville klart være et tilbage spring på hendes rejse imod at lærer at blive et menneske, for det var jo hvad hun gik efter, at kunne begå sig fuldstændigt i menneskenes verden, hun sukkede blidt og kiggede ned langs kanten ned imod vandet.
Hendes hår var som altid i en hestehale, og hendes briller sad yderst på hendes næse, hun havde en skoletaske over den ene skulder til hendes bøger, hendes jakke var knappet op, og hendes lips løsnet en anelse, hendes ene sok var faldet ned omkring hendes ankel, men hun tog sig ikke rigtigt af det, for ligenu var hun egentligt forholdsvis ligeglad.
Deres lærer havde haft andre ting, så de havde fået en time hvor de skulle studerer selv, hvilket betød at de fleste elever var smuttet ud for at have det sjovt, Mori havde besluttet sig for at undersøge skolens grund til mere, som en første års elev kendte hun jo slet ikke stedet endnu, og hun havde skam fundet et rimeligt flot sted her ved havet, det kunne være hyggeligt at ligge herude og læse.
Hun overvejede at gøre det, men stoppede op da hun bemærkede en anden person der stod længere fremme, han lignede klart en der havde selvmords tanker.
Egentligt var hun så abselut ligeglad med at en eller anden idiot kastede sig ud fra klipperne, især fordi at hendes logik sagde hende at han højst sandsyneligt var et monster der kunne flyve og bare var ude på at tage en flyvetur.
Så hun satte sig ned på kanten med benen stikkende ud over, det var sikkert enormt farligt, men lige præcis idag var hun ligeglad, idag var hun i dårligt humør, hun var vågnet på den forkerte side af halen så at sige, og havde stadig ondt i nakken efter at havde sovet i en forkert stillingt, og i timerne havde de haft om lige de lektier hun ikke nåede at lave igår, så alt var bare gået af lort til, og i kantinen havde de serveret fisk, hun var flygtet.

[Ounaga Masao]

Masao var lige ved at tage skridtet ud over kanten, da han ud af øjenkrogen så pigen længere henne. Turde han tage chancen, når der var en, der kiggede på? Han havde lyst til at gøre det, bare være ligeglad med reglerne og slå de vinger ud, han så længe havde holdt skjult. Hans negle begyndte at vokse, pupillerne blev smallere, og de mørkeblå øjne gled over i grønne nuancer og var på vej videre over i gul, for pludselig at vende tilbage til normal, da han trådte et skridt tilbage og satte hælen i jorden igen. Det var for risikabelt, når der var andre til stede. Det var næsten uundgåeligt, at hun ville se hans rigtige form, og man vidste aldrig, om hun ville sige det til nogen.

[moriah]

Mori kunne tydeligt se at fyren skulle til at gøre noget, men af en eller anden grund virkede han sådan en smule provokeret over at skulle gøre det foran hende, eller ihvertfald virkede det som noget han ikke ligefrem ønskede.
Hun indså pludseligt at det var på grund af hende, at han tydeligt ikke turde tage hoppet og bare springe ud, faktisk var hun totaslt ligeglad, om det var en flyvetur eller selvmord, han kunne flot forsætte, hun var komplet og fuldstændig ligeglad.
Hans negle lod også til at vokse bemærkede hun, imens hun fandt et stykke tyggegummi frem fra hendes taske og puttede det tydeligt nydende i munden, hun elskede bare søde sager det var det bedste.
Hun tyggede tilfreds, imens hun kiggede på ham, før hun pustede en bobel, og løftede den ene hånd nærmest som en hilsen, men hendes ord var alt andet end en hilsen.
" Bare forsæt med hva end du har gang i, jeg er ingen sladrehank, hvis det får dig til at føle bedre så lukker jeg da øjnene."
Hun smilte sarkastisk og lagde hendes ene hånd over hendes øjne på en tydeligt demonstrerende måde imens hun tilfreds forsatte med at tygge tyggegummi, hun var kommet derud for at nyde lyden af havet, ikke for at betragte en macho fyr der tog et par flyve runder.
Hun sukkede lidt og forsatte med at tygge imens hun forsat holdt sig for øjnene, i ørene hørte hun ligenu hillary duff, en musikker hun var blevet ganske forfalden til, hun havde nogle ganske gode hit, langsomt i takt med rytmen sparkede Mori med benen imod kanten, og nynnede en smule for sig selv, det var utroligt hvordan havet kunne lyde som musik og rytme når man hørte musik samtidig med at man lyttede efter havet.

[Ounaga Masao]

Masao kiggede på pigen, der sad med hånden for øjnene et par meter længere henne af klippen. Hendes tilstedeværelse var det, der havde fået ham til at droppe ideen med at strække vingerne, og der var noget ved den måde, hun opfordrede ham til at gøre det alligevel på, der bare gav ham endnu mindre lyst til det.
Masao kiggede sig omkring for at bekræfte, at de var alene, hvilket de så ud til at være. Han havde stadigvæk ikke tænkt sig at flyve takket være Moriahs (sikkert uintentionelle) omvendtpsykologi, men så længe, der ikke var andre, så fuck da reglerne - pigen holdt sig jo alligevel for øjnene.
Hvor det før var gået langsomt på grund af tøven, havde Masao nu skiftet over til sin monsterform på et ganske kørt øjeblik - stille og lydløst, bortset fra den korte flaksende lyd af de store, blå vinger, der skød ud af ryggen på ham og skubbede luften til side. Han gik hen til Moriah og satte sig på hug ved siden af hende imens han førte sin hale op foran hendes ansigt, klar til at dække hendes øjne til igen i tilfælde af, at hun skulle fjerne hånden.
"Hvad hører du?" spurgte han og tog hendes ene hovedtelefon uden at vente på svar.
Det var muligvis dumt at handle på den måde, og det vidste han godt, men nogle gange kunne det betale sig. Desuden var der noget ved pigen, der gav ham lyst til at drille hende lidt. Hvor han så kunne bringe det hen herfra, måtte han vente at se.

[moriah]

Mori sad bare der for sig selv og nød mørket, musikken i hendes ører og følelsen af jord under hendes føder, samt den følelse af at være tæt på vand, smagen, lugten det hele var der, og kunne sikkert kun blive bedre, hun elskede vand.
Og at være ved det virkelige hav var langt bedre end bare at sidde i et badekar og surmule over at man ikke havde en sø at hoppe i, desværre kunne hun ikke rigtigt hoppe i havet, fordi der jo var så langt ned, men det var okay når bare hun vidste det var der.
Hun sukkede lidt og nød bare det hele, det faktum at hun ikke behøvede at tænke på noget, hendes ipod havde lige skiftet over til justin timberlack.
Hvis det da var hans navn, Mori var ikke familiær med hans navn, men hun havde hørt han var god så hun havde skaftet sig lidt af ham, der var jo en første gang for alt, og hun ville gerne prøve alle forskellige slags musik.
Hun blev så pludseligt forstyrret i hendes stilhed, hun fjernede hånden men der var stadig mørkt, det var ikke en hånd det var noget andet, men et roligt smil gled over pigens læber, så han ville lege, så kunne de da lege, der var flere om at lege den leg.
Og for nu havde hun det godt med at være i mørket, hun trak langsomt på skuldrene over spørgsmålet om hvad hun hørte, før hun åbnede sin mund og svarede ham.
" han skulle vist hede Justin timberlake eller noget, fik at vide han var god så prøver ham nu, er vist inde i en pop periode hvis det er sådan det hedder."
Hun tænkte sig om, men rakte ikke op for at fjerne hans hale fra hendes øjne endnu, ikke at hun vidste det var en hale, faktisk undrede hun sig over hvad det var.
" Jeg gad vide hvad det er som du holder op for mine øjne Sempai."
Hun havde bare ved et blik gættet at fyren var hendes sempai, han virkde ældre og fyrer kunne bare godt lide at få af vide de virkede ældre end de så ud, så hun kunne ligeså godt bare kalde ham sempai lige meget hvad.

[Ounaga Masao]

Masao undrede sig, da Moriah sagde 'hvis det er det, det hedder' til det med popperioden. Han kunne da godt se, at hun måske ikke var helt inde i det; med den sløset siddende uniform, det opsatte hår og brillerne lignede hun en typisk stræber - eller en nørd, hvis man ville være bekendt at kalde hende sådan. Men selv den mest nørdede nørd måtte da vide, at Justin Timberlake var pop.
"I see.." sagde han og satte hovedtelefonen tilbage i Moriahs øre efter at have lyttet i kun ganske kort tid. Justin Timberlakes musik var aldrig faldet i hans smag, og den her sang lød ikke til at være bedre end alt det andet.
Han prøvede at lade være med at røre ved hende med sine negle, da han gav Moriah hovedtelefonen tilbage. Men det er altid svært at sætte sådan nogle i øret på andre, og de forlængede negle hjalp ikke ligefrem synderligt til, så han endte alligevel med at komme til at strejfe hende let med en af dem.
Han sagde ikke noget, da Moriah udtrykkede sin undren over, hvad han mon holdt op foran hende, men til gengæld gav han hende et lille hint.. et meget lille, meget dårligt hint: Uden at bruge nogen speciel energi dannede han i halen et lille hul, der voksede foran hendes øje, til det nåede en 2-krones størrelse. Hun skulle virkelig være god for at regne ud, at det var en hale, der blokerede hendes syn.

[moriah]

Hun flyttede hovedet en anelse da noget pludseligt bevægede sig imod hendes ører, men stoppede da hun indså det bare var hans...negle, hun studsede lidt ved det, nej ikke negle nærmere kløer, var han i hans monster form?
men det måtte man jo ikke, selvom han havde jo villet flyve, så ja han var sikkert sådan en fyr der brød alle reglerne når han kunne, men han havde også set ganske charmerende ud, nok en af dem alle pigerne faldt for, en af de der mega populærer fyrer, hun brød sig virkeligt ikke om den slags fyrer, men hun ville ikke ja tage ham for at være noget, uden at han var det.
Pludseligt kunne hun se noget, hun rynkede en anelse forvirret hendes øjenbryn imens hun overvejede hvad det dog kunne være som han havde lagt for hendes øjne.
Det var ikke hans hænder, hun kunne ikke mærke nogle fingre, og han havde lige brugt den hånd tættest på hende for at sætte hendes høretelefon i.
Hun overvejde forsat, det var noget som kunne skabe et lille hul, da ikke hans fod, ingen tæer kunne bevæge sig på den måde, så det var et klart nej.
Hun sukkede lidt før hun blinkede lidt og overvejede hvad det dog var, før hun lidt indså at han var i hans monster form, hun havde indset det før, men nu fandt hun faktisk sådan rigtigt ud af det.
Hun blinkede lidt, før hun trak hendes hoved tilbage og væk fra hans hale, hun brød sig ikke om at blive tvunget til ikke at se.

[Ounaga Masao]

Masao forvandlede sig hurtigt tilbage, da Moriah trak sig væk fra hans hale. Han vidste ikke, hvor meget, hun havde nået at se - sikkert halen, måske mere, men lige nu var der ingen grund til at vise hende mere end nødvendigt. Det var jo stadigvæk imod reglementet at vise sin monsterform. Ikke fordi, han tænkte så stort om reglerne, men hvis pigen gjorde, ville han på den her måde altid kunne sige til hende, at så længe, ingen så den, har han ikke vist den.
Nu tilbage i sin menneskeform smilede Masao let til Moriah. "Syntes du sagde, at du ville lade være med at kigge.. var jeg alligevel så interessant?" spurgte han drillende, men tilføjede så efter en lille pause i et mere venligt tonefald "Hvis du ikke kunne lide, at jeg holdt dig for øjnene, skulle du da bare sige til."

[moriah]

Mori nåede lige at se et væld af sort hår, og nogle øjne, og nogle kløer, men var det fordi hun vidste at der var kløer eller bare fordi at hun havde set dem var bare noget hun ikke vidste, men ligenu sad hun og kiggede på et normalt udsende menneske, og egentligt så han ganske charmerende ud, præcis som hun havde forventet at han så ud, han lignede en rigtigt charmør, en fyr der bare gik fra den ene pige til den anden, samtidig med at han havde lidt engelsk sød dreng, lærerens yndling kærende, en blanding der fik Mori til at gå den anden vej end de flesate andre ville, nemlig imod toilettet, for at kaste op.
Hun vidste ikke hvorfor, hun kunne ikke forklarer det, men lige i øjeblikket var der noget ved ham som fik hendes nakke hår til at rejse sig, og ikke på den gode måde.
Hun smilte lidt da han sagde om han alligeve var så interessant, og svarede rolig med et drillende og en smule bitchy tonefald.
" Jeg fortrækker en god bog."
Før hun så kiggede på ham da han sagde at hvis hun ikke brød sig om at blive holdt for øjnene skulle hun sige det, før hun let og roligt trak på skuldrene og svarede ham i samme tonefald som før.
" jeg sagde ikke at jeg ikke brød mig om at blive holdt for øjnene, jeg fik bare pludseligt lyst til at nyde udsigten, som din, var det en hale, eller var det din arm, du siger det selvfølgeligt ikke.
Men ihvertfald blokkerede den udsigten."
Hun så ud over det oprørte hav og smilte godt tilpas, det var præcis den udsigt hun elskede, og den udsigt hun var kommet herud for.
Hun rakte så nærmest fraværende sin hånd imod ham.
" Jeg er Smith Moriah, 1 årgang, hyggeligt at møde dig sempai."

[Ounaga Masao]

Masao tog imod Moriahs hånd. "Ounaga Masao, 2. år. Yoroshiku*." Selvom høfligheden af hans ord ikke ligefrem havde været på allerhøjeste niveau, smed han alligevel et lille buk med hovedet oven i håndtrykket.
Han valgte at overse den lidt spydige bemærkning med bøgerne, da der sikkert alligevel ikke kom noget godt ud af at svare på den, og spurgte i stedet "Så du kom altså herud for at nyde udsigten?" Ikke at der var så meget decideret nydelse ved den: Himlen var grå og overskyet, så naturligvis havde havet også en trist, mørk farve, og uden solens lys til at spille i bølgerne, virkede det nærmest dødt. Det var pænt, og det havde da sin egen form for charme, men hvad Masao normalt forstod ved "nydelse", var lidt mere.. varmt og indbydende end udsigten her.


*en hilsen - kan i denne sammenhæng oversættes med noget i stil med "tænk venligst godt om mig". Det er det mindst formelle af følgende: (1) Douzo yoroshiku onegaishimasu, (2) douzo yoroshiku / yoroshiku onegaishimasu, (3) yoroshiku.

[moriah]

Mori smilte lidt og trak forholdsvis hurtigt hånden til sig, før hun overvejede hvad hun burde sige til det med at hun kom herud for at nyde udsigten, men hun burde vel bare sige det som det var, sandheden eller ihvertfald en del af den var altid den mest sværer at tro på.
Så hun vendte hovedet og kiggede på ham, nærmest som overvejede hun om han var god nok til at hun gad sige det til ham, i virkeligheden overvejede hun om hun burde stole nok på ham til at sige det, men hun havde jo også noget på ham, han havde brugt sin monster magi på skolen område tydeligt.
Så hun besluttede sig for at han var okay, og kiggede ud over havet før hun svarede med en forholdsvis rolig stemme, på ingen måde så bitchy som før.
" Ja, nyde udsigten, jeg syntes at havet er noget af det smukkeste, selv når det er i oprør, og så minder det mig om at være hjemme, og hjemme skaber altid en form for sikkerhed, så jeg forbinder havet med sikkerhed.
Så det er jo klart at man gerne vil befinde sig et sted man føler sig sikkert."
Hun trak let på skuldrene efter hun havde fortalt ham grunden, og samlede en lille sten eller måske var det en klump jord op som lå ved hendes hofte, hun vejede den i hånden, før hun smed den i en rolig bevægelse ud over skænten, og fuldte den med blikket ned af, ned af, ned af indtil den splintredes imod klipperne for nede, så havde det altid alligevel været en klump jord.

[Ounaga Masao]

Masao fulgte jordklumpen med blikket, mens han kort tænkte over, hvad Moriah havde sagt. Havde hun hjemve? Det kunne jo selvfølgelig være svært at starte på en ny skole - kostskole, endda - uden at kende nogen, så helt unormalt var det vel ikke. Han tænkte ikke yderligere over, hvorfor havet skulle hjælpe på det, hun havde vel bare boet i nærheden af det.
Masao ventede med at svare, til klumpen var smadret på klipperne. Han smilede lidt, glad for, at Moriah havde smidt det bitchy tonefald væk. "Jeg havde nogen her i forvejen, da jeg startede, så det behov har aldrig rigtig ramt mig."

[moriah]

Mori kiggede på den ældre elev han virkede for den sags skyld faktisk okay, og nu havde de jo en lille smule på hinanden så at sige, så for nu vidste de vel hvor den anden person lå, plus hun kunne altid banke ham hvis han viste sig at være et problem, hun var jo forholdsvis stærk.
Hun blinkede lidt og overvejede noget, for det var jo ikke sådan at hun ikke havde nogle, hendes bror gik også på skolen, havde været et rimeligt stort chok da hun indså det, men nu var det nærmere en glædelig opdagelse, at hun faktisk havde en at dele disse år med, og at hun kunne opnå et godt familie forhold med ham igen.
" jeg har skam nogle her, min storebror går på skolen, men ja man savner alligevel sit hjem lidt en gang imellem."
Hun kørte en hånd over hendes hår, før hun kiggede op og ned af ham med et lille smil, kunne være rart at vide hvor hendes bror stod i alt det her, hun havde hørt han var lidt af en rod, de fleste lærer kendte hans navn, og at de fleste var irriteret på ham.
" Måske kender du min bror, hans navn er Fen Smith."
Hun kiggede spørgende på drengen, imens hun pressede hendes briller længere op af hendes næse.

[Ounaga Masao]

Masao tænkte lidt. "Kender og kender.." sagde han, "vi var i samme klub sidste år, men kun i ganske kort tid, før han blev smidt ud igen."
Masao trak let på skuldrene og uddybede ikke nærmere. Hvis hun var hans søster, kendte hun vel historien i forvejen, så der var ikke nogen grund til, at han gentog det fra et synspunkt, der delvis var baseret på rygter om, hvad der var sket før. Og hvis hun alligevel ikke vidste det, havde de vel et lige så uengageret forhold, som han havde til sine søskende - det skulle i hvert fald undre ham, om halvdelen af hans søskende vidste, hvad han rendte rundt og foretog sig på Yokai.