hvor har du været?

[Adrian]

Adrian smilte og lænte sig ned mod hende, "lader jeg andre vurdere," han smilte og så hende ind i øjnene, "jeg elsker dig, Ichiko-senpai," han smilte og ae'de hende stille på kinden, han prøvede at kysse hende, og håbede at hans følelser var gengældt, for han syntes virkelig at Ichiko sørgede for ham, ikke engang hans søster havde snakket med ham, men det var vel at forvente.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko lukkede sine øjne og lod Adrian kysse hende. Hun lagde forsigtigt hænderne på hans skuldre, for at holde mere fast på ham. Det var så dejligt at mærke hans læber imod hendes igen. Hun havde savnet denne form for nærhed. Selv om de dog kun havde kysset en gang, havde hun alligevel savnet det. De kunne ikke gøre som nolge af kæreste parene i hendes klasse kunne, da der var en meget tydelig adskillelse af årgangene på Yokai. Hvis nogen fra hendes klasse fandt ud af hun var sammen med Adrian, ville den stå på grov mobning i der resterende skole år. Det var sket for en af hendes tætte veninder (en af de få). Hun havde været sammen med en fra første år, da de gik på andet, og hun brød grædende sammen midt i timen, og måtte komme ned på læreværlset og græde ud.

[Adrian]

Adrian smilte han kyssede hende, men rejste sig op med et undskyldende blik, "maden," han smilte venligt og gik ud og ordenede maden, omkring 5 minutter senere var der to tallerkner, et par spisepinde til dem hver, et fad med nudler i midten, og en kande med the, "håber du kan lide lakrids the, det er det enneste jeg kan lide," han smilte og hældte op til sig selv, selvom det var i sengen, så havde han et mindre sengebord, til deres kopper, han regnede med at tallerknerne godt kunne blive på sengen.

((lakrids the smager ligesom lakrids rødder, hvis du nogensunde har tykket sådan en i dig,))

[Yamaguchi Ichiko]

Hele Ichikos attitude ændrede sig, da hun så de TO skåle. Var det meningen hun også skulle spise? Hun mærkede sit hjerte begynde at slå hårdt. Hun ville havde foretrykket at strippe ned til ingen ting, imod at skulle spise foran Adrian. Hvad ville han ikke sige når han så hende spise?
Man kunne tydeligt se på hende, at hun var meget mere anspændt. Ichiko var overbevist om at hun ville væmme Adrian, og han ville bede hende om at gå. Ligenu ønskede hun sine harpy gener hen til der hvor peberet gror.
Hun kiggede op på ham, da han spurgte hende om hun kunne drikke lakrids the. "Jeg har aldrig smagt det, men det lyder da spændende." Hun prøvede at smile, trods sin store nervøsitet over at skulle spise foran Adrian.

[Adrian]

Adrian smilte og tog nogle nudler, han gav hende tallerken og byttede den om med den hun havde foran sig, så hun nu havde nogle nudler foran sig, han tog bagefter til sig selv, og gik hurtigt igang med selv at spise, han smilte, for selvom han spiste hurtig, spiste han som han plejede med hensyn til mannere, han ventede på at hun ville spise noget, han ville nok blive en smule rådden i sit humør, hvis hun nægtede at spise hans mad.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko tog skålen op på sit skød og tog en dybindåndning. De duftede virkelig godt... Det var nok sandt, det man sagde: Mad bliver altid bedre hvis du laver det til en du elsker. Ichiko mærkede sin mave rumle en smule. Hun havde ikke spist så meget til forkost, da hun var nervøs for lige netop dette besøg. Hun slugte en klump og så undskyldende på Adiran.
"Jeg spiser altså ikke særligt pænt, det er ikke fordi jeg ikke kan lide maden, eller for at fornærme dig. Men det er bare sådan jeg har lært det, sådan min natur er..." Hun smilte undskyldende før hun begyndte at spise nudlerne. Det gik meget godt til at starte med, men så gik det ellers bare ned af bakke. Hun sluprede utroligt højt, og man kunne se at hun selv blev en smule flov.
Ichiko koncentrede sig meget om at spise pænt, men hendes harpy natur rev og flåede i hende, for at få hende til bare at kaste maden ned, uden at tygge den. *Bare han nu ikke kommer til at væmmes ved mig... Han spiser selv så pænt.*
En lille bøvs undslap hende, og hun holdt sig straks for munden. Hendes venner drillede hende tit efter hun havde spist. Det gjorde ikke så meget når det var venner, men når det potentielt kunne være Adrian, blev hun utroligt usikker.

[Adrian]

Adrian så først en smule overrasket på hende, men grinte så en venlig latter, "det gør ikke noget, du behøver ikke holde dig tilbage for min skyld, jeg er ikke så sart," han smilte, og spiste roligt videre, det var sandt at han var chokeret, en smule overrasket, men han væmmedes ikke ved det, det var bare en af hendes træk, og ja, han kunne vel altid lære hende at spise ordenligt, han var bare ikke sikker på om hvor lang tid det ville tage.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko så lettet op på Adiran, med en lille smule suppe ved den ene mundvig. Den blev dog hurtigt fanget af hendes tunge, inden den begyndte at glide længere ned. Tænk at Adrian ikke synes hun var en freak... Han kunne se på hende spise. Ingen ud over hendes famile havde kunnet det. Hun mærkede flovt sine øjne løbe i vand. Karmufleret som om hun skulle rette på sit hår, fik hun tørret de små tårrer væk.
Ichiko fik hurtigt spist færdigt og lagde en hånd på sin mave. "Wow det var godt!" Hun smilede lykkeligt over til Adiran. Nuttet, charmerende og en fantastisk kok. Forsigtigt stillede hun sin skål fra sig og førte en lok hår om bag øret.

[Adrian]

Adrian smilte, han spiste stille selv færdig, han tog fadet, og tallerkenerne, og stille ud i køkkenet, han kom ind igen, og sekundter efter stod han overfor Ichiko, han satte en hånd på hendes skulder, selvom det ikke var meget så pressede han en smule, han ville have hende ned at ligge, mest fordi han ville ligge og holde om hende, og hygge sådan, det var rarest i hans hoved.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko lagde sig smilende ned. Hun fattede hurtigt Adrians hint. Hendes hår bredte sig ud på sengen, og minede nærmest om et par små vinger. Hun kom til at tænke på, at det også var ved at være noget tid siden, at han havde fået blod fra hende. Gad vide hvor længe han kunne gå, uden at få blod? Eller det var vel Adriano, der skulle bruge blodet, men det kunne vel være hip som hap, når de nu deltes om samme krop.
Kjole stoffet var glat imod hendes hud, og da hun bevægede sig, knitrede det midnats blå stof en smule. Hun så op på Adrian. "Har været bekymret for dig..." De brune øjne var kærlige, men også en smule bekymrede.

[Adrian]

Adrian smilte han så venligt på hende, og nikkde kort, "undskyld, det var ikke meningen," han smilte og lå oven på hende, selvom han støttede med hænder og knæ, han smilte og lænte sig stille ned, bare for at kysse hende, han smilte og nød virkelig at de lå så tæt på hinnanden, han lænte sig stille ned, så han kom ned og ligge ved siden af hende, hans arme lå om hende, så han nærmest lå og krammede hende som en kæmpe bamse.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko mærkede hendes hjerte slå hårdt af lykke. Det her var bare så perfekt! Adrians varme kram og han havde accepteret det, hun selv synes var aller mest pinligt omkring hende. Hun følte sig, som om hun var i den syvende himmel.
Forsigtigt tog hun fat i den ene af Adrians øreringe og nussede den blidt. Den samme kolde føelse af lænker snoede sig om hendes fingre som usynlige slanger. "Mangler du egentlig blod Adrian?" Hun gav slip på øreringen og så spørgende op på ham. Hendes øjne skinnede af nysskærrighed.

[Adrian]

Adrian så på hende, "nej, jeg kan klare mig et helt liv uden blod, det er ikke derfor jeg vil have dit, det er fordi jeg bare ikke kan holde mig fra det, det er som et kæmpe kick for mig, og ja, det er en smule svært at forklare, men jeg tror du mener, om jeg bliver tørstig efter blod, ikke?," han så spørgende på hende, han behøvede jo egentlig ikke blodet, men han kunne sagtens tørste efter det, selvom han tit ikke gjorde, så voksede tørsten altid med tiden.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko tænkte sig lidt om, og prøvede at relatere til noget hun kunne forstå. "Er det ligesom når nolge mennesker ryger? Der er jo nogen der klarer sig uden, og så er der andre der bare hungrer efter en cigaret?" Hun smilede venligt til ham og aede ham blidt på kinden. Hun håbede han var klar over, at han bare skulle sige til, hvis hans tørst blev for meget. Ichiko ville ikke have, at nogen andre kom til skade, fordi Adrian ikke havde været sikker på om han kunne drikke fra hende.
"Du skal bare vide, at du altid kan drikke fra mig. Bare sig til" Hun placerede et flygtigt kys på hans kind. "Smager blod egentlig anderledes fra monster til monster?" Der var så mange ting hun ville spørge Adrian om. Det var ikke altid man kunne ligge og snakke så tæt med en vampyr, at han så kun var halvt, var lige meget. Vampyr er vampyr.

[Adrian]

Adrian smilte og nikkede til hende, "ja en smule, ud over at vampyrer har deres tid på måneden, vi tørster i omkring en uge, meget mere end resten af måneden, det er stort set den enneste forskel, men ja det minder om cigaretter," han smilte da hun sagde han bare kunne drikke af hende, og nikkede til hende, dog uden at svare hende, hun var så smuk, især når man var så tæt på hende, han så en smule tænkende ud og sagde så, "jeg ved det ikke helt, jeg ved at det lugter forskelligt, så jeg regner med det smager forskelligt, også alt efter type blod man har, så et B menneske eller monster, smager forskelligt fra et A monster af samme race," han smilte venligt til hende, "også jern indholdet i blodet, og proteiner, samt fedt og alt andet spiller ind, for meget af en ting, og jeg ville kunne smage det."